Rex betragtede ham med et søvningt blik. Hun gad ikke svare. Hun gad ikke spilde et svar på ham. Hun behøvede ikke forklare sig selv til ham. Hun havde jo ikke rigtig noget valg, andet end at blive. Hun havde jo intet tøj. Eller jo. Hun havde en masse tøj, men en kvinde i Ray Xulfors tøj ville nok være det mærkeligste man kunne forestille sig.

Hun vendte ansigtet bagover og så op i himlen igen. Hun smilte for sig selv og lukkede øjnene. Han var ynkelig, den Taylor. Hun havde lidt ondt af ham, at han var så desperat for at være sammen med andre. Hun bed sig i læben og vendte sig atter imod ham. Hun betragtede ham indgående.
Så smilte hun igen. Ganske roligt. Der var hverken had eller foragt at spore i hendes ansigt, men vreden, hadet og ynken borede sig i hendes krop. Hun kunne bare læne sig frem imod ham, måske endda komme helt tæt på, og så... Med en hurtig bevægelse ville han være død. Hvad var det der holdt hende tilbage?

Rex betragtede ham roligt. Hun observerede hver eneste bevægelse som han foretog. Hun rejste sig og gik lydløst hen til bordet, hvor der stod den lysestage som hun før havde tænkt som et våben. Hun tog den op og gemte den bag sin ryg. Hun betragtede ham, som han stod dér, med ryggen til sig.

"Hils..." hvæste hun og hævede sølv-stagen med den højre hånd. Hun missede med øjnene og svingede af fuld kraft. Hun var ikke svag, trods hun lignede en der var. Hun havde styrke og hun brugte den til at placere sit slag i hans baghovede. Hun kendte menneskekroppen godt, og hun vidste hvor på baghovedet hun skulle ramme, hvis hun ønskede at slå ham ihjel, men lige på nuværende tidspunkt ville hun bare lamme ham i et par timer.

Slaget faldt, perfekt. (?) I baghovedet. Synsbarken. Hvis hun satte hans øjne ud af funktion, ville hans balance forsvinde med den. Efter slaget lod hun sin våben dumpe ned på jorden. Hun satte sig på hug ind over Taylor, holdt forsat lagnet omkring sig.

"Din ulykke begynder først når du vågner... Sov sødt." hvislede hun og rejste sig. Hun gik hen til skabet og tog noget af sit eget tøj frem. Hun påklædte sig og tog sin store frakke ud over sig. Hun lukkede den tæt om sig og gik hen til døren. Hun åbnede den og vendte sig kort om, betragtede Taylor med et smil, før hun forlod rummet.

Out.

Yang, der stadig er savlet helt til efter Taylors brutale kys aka. stik-tungen-ned-i-halsen-leg, gisper efter vejret, da tågen endelig slipper hende. hun trækker vejret febrilsk og overfladisk, og det bliver ikke bedre, da Taylor kravler ind over hende.

"Du.. Holder.. Dig.. VÆK!" gisper hun, og forsøger at få et ben i klemme, imellem hende og taylor, hvorefter hun sparker ud, så Taylor meget gerne skulle blive presset væk.

"Jeg.. advarede... dig... nu skriger jeg!" siger hun, og sætter dernæst i et højt, skingert skrig, der fylder hele værelset, ja næsten hele borgen..

Shak for stille vandret et par meter fra sengen, så det er muligt at se på, fra en god vinkel, så alt kommer med.
Han sætter sig til rette og venter så ellers bare på noget action, med et grumt grin.
Dog da hun skriger laver han en grum grimase. Han holder sig ikke for ørene, da de ikke er lige så følsomme som et menneskets, da vandet leder lyde via vibrationer, så han brugere ikke rigtig den menneskelige hørelse. Det er stadig ubehageligt selvfølgelig, og en skæren med tænderne er lidt uundgåligt.

Han havde stadig sine sår og ridser, fra sin kamp imod Kyoshiro. Han var lige kommet hjem. Sikke en aften. Han ville helst glemme det. Det hele havde været lidt... Vildt. Han betragtede sine hænder og så hvordan de skælvede. Hele hans krop dirrede af skræk over de nyopdagede evner. De var jo ikke nye, som så. Blot udviklede. Han skælvede og sukkede. Han holdt den ene hånd i den anden, for at få ro over sig selv.
Så hørte han et skrig. Et gennemtrængende kvinde skrig. Yang!
Han satte i løb igennem gangene og styrtede afsted. Han vidste præcis hvor hun var. Taylor! Selvfølgelig. Enten ham eller Samson, men Samson bedøvede dem jo nærmest først, med vin og jeg-ved-ikke-hvad.
Han kom til rummet og greb i dørhåndtaget. Låst.
"TAYLOR!" skreg han og ruskede i døren. Yangs skrig var tydeligvis derindefra.
"TAYLOR! LUK MIG IND, ELLER DU VIL FORTRYDE!" råbte han. Det irriterede ham lidt, at han måtte råbe for at overdøve kvindeskriget, men sådan var det.
Døren blev tydeligvis ikke åbnet, og han havde ikke tid til at vente på at idioten fik fingeren ud. Han placerede sin ene hånd henover dørhåndtaget, den lyste op, og døren blev gennemboret af et sylespidst sværdblad. Det var som sædvanligt en sort klinge med blå udsmygning. Klingen voksede ud fra albuen og ned. Nu da døren var ødelagt lidt, åbnede Rex den nemt og trådte ind i rummet. Han forvandlede sin arm tilbage igen. Han så sig om og bed tænderne sammen.
"Taylor! Gå væk fra ... Yang." han funderede lidt om det nu egentlig var Yang. Hendes hår var kort og hun lignede egentlig ikke sig selv. Men han gik ud fra at det var hende. Hun havde den samme aura, hvis man kunne sige det sådan. Han skævede kort til Shak men valgte at ignorere denne. Han havde ikke snakket med ham før, og også kun set ham én gang. Desuden skræmte fyren ham lidt... Bare lidt.
Han vendte sig igen imod Taylor, og sagde: "Gå væk fra Yang, og så skal jeg nok lade være med at slå dig igen." brummede han og spændte musklerne i kroppen, for at undgå at de kunne se hvordan hans hænder skælvede. Det havde ikke noget at gøre med frygt. Det var en slags opsamlet energi. En slags obhobet energi, der ikke kunne styres.

"AAAAAAAAAAAAAR....mmmmng!" Yangs skrig bliver dækket af den sorte tåge, og hun ser panisk til, mens Taylor river hendes trøje i stykker, og derved blotter hendes bryst mere eller mindre. Hun vrider sig, og gisper efter vejret. Den tåge lugtede af sur mælk!
Et let smil breder sig på Yangs læber, da hun ser Rex komme til syne. Men straks kommer bekymringerne igen; Hvad ville taylor gøre med Rex nu?
Da tågen forsvinder fra hendes mund, gisper hun efter vejret, og rømmer sig kort;
"¨Du vover på at krumme et hår på hans hoved, din igle!" hvisler hun til Taylor, og vrider sig, for at slippe for tågen. en knasende lyd høres, og Yang får tårer i øjnene. Den arm var da også kun til besvær!

((undskyld korthed, men det er svært at lave noget, når man er bundet XD))

Shak blinker lidt da skriget stopper, fulgt af en fortsat råben fra de to andre mænd, så hans blik bliver rettet mod dem.
Han smiler bredt og nænner sig tilbage, for at se på denne nye forstilling.
Ah ja! Som en historie.. Det gode mod det onde.. Eller.. onde mod onde.. kvinden i nød; allerede blottet. Og mig! Fortælleren.. Lad se hvor denne strid mod de to rivaler ender.. tænker han morsomt i sit hoved, for bedre at kunne nyde det.
Nu mangler han bare noget grillet tang med salt, så var det perfekt. (Ja, grillet tang. En god delikatese for Shak - Gerne nyt med et fint krus mjød fra det sydlige Krystal land.)

//Frys

Rex undlod at besvare Taylors kommentarer. Han skævede til Shak og rettede sig op. Så vendte han igen opmærksomheden imod Taylor. "Taylor... Lad Yang være. Og kom an. Du har det hele i kæften, så lad mig nu lukke den for dig." hvislede han irriteret. Han knugede hænderne og stirrede vredt på ham.
Han tog et advarende skridt frem imod Taylor.
"Hvis du tør slås imod mig, Taylor. Hvis du lader Yang være. Men du kan måske ikke overvinde mig uden snyd? Jeg kender dig jo efterhånden, knægt." vrængede han og stirrede på Taylor. Han knugede forsat hænderne, og mærkede hvordan vreden blev pumpet rundt i kroppen, via blodet. Han var for slået, hans hænder rystede voldsomt og han var træt. Alligevel var han helt sikker på, at en slåskamp imod Taylor, ville være 30 gange lettere end en kamp imod Kyoshiro.
"Kom an, Taylor."

Yang, der ikke kan gøre meget andet end at se hele optoget fra sin plads, kæmper sig op at sidde. Det smerter i hendes arm, men i det mindste har hun bedre udsyn. Eneste ulempe er, at hendes ene bryst nu er fuldstændig blottet, siden halsåbningen i hendes bluse er revet i stykker af taylor. Hun krymper sig en anelse, men indser så, at det ikke nytter noget, og tager sig til trøst med, at det i det mindste kun er det ene, der er blottet for omverdenen.
Hun vender sig om imod shak, som bare ser ud til at nyde det hele.. sådan en idiot at tage alting personligt. tænker hun, og himler med øjnene af ham, før hun lader blikket vandre tilbage på Taylor og Rex. hun kommer til at tænke på hende og Rex's sidste møde, hvor han havde sagt, at han ikke var andet end en skarp klinge, skabt til at dræbe.
Men hvorfor gør han så det her...? er det for min skyld? eller nyder han bare at kæmpe..? vil han bare sætte taylor på plads en gang for alle..? tænker hun, og rynker panden, over det sære optrin. De to havde et sært elske/hade forhold- de elskede at hade hinanden. Alligevel er hun ikke i tvivl om, at det bliver en af de endelige kampe, det her. Men hvad så? Hvis Rex endelig slog Taylor, ville Shak så ikke bare træde i Taylors sted? Yang sukker over alle de spørgsmål, der fylder hendes hoved, og lukker træt øjnene. Hvor er hun dog egentlig træt af det hele. Måske- måske ville alt blive bedre, hvis hun bare.. bare forsvandt. Gjorde oprør på åben gade imod mørkets lord, eller noget i den stil. så ville der ikke gå lang tid, før hun ikke var mere..

Shak blik vendte da Yang var færdig med sit stirren på ham. Det grumme smil er stadig om hans glatte læber, mens han retter lidt på sit hår, da det blokkerede for udsynet til kampen, som hans blik hurtigt kom tilbage til, da den udviklede sig til at blive mere intense.
Og sådan begyndte det... Taylor har trukket våben og allerede vist krafterne frem, mens Rex stadig brugere ordenes patetiske forvrangenheder af had, for at redde den håbløse mindre-jomfrulige kvinde i nød; som åbenbart mener jeg er en torsk nu. Ak ja.. Det er da bedre end at blive stukket ned af Samson. tænker han og sætter sig til rette igen, for at se hvordan kampen nu bevæger sig. En duel har han længe savnet. Specielt mellem to, som begge bruger klinger.
Han dirre næsten af spændingen efter det hele, bare fordi hele situationen er så intense lige nu..

Rex smilte for sig selv. Taylor var i grunden ynkelig. "Der er noget du har glemt Taylor," sukkede han. Han stod med rank ryg og betragtede Taylors magi. Slanger og tåge. Men det vidste han jo godt. Der var ikke noget der kom bag på ham. Taylor kunne aldrig overraske. Uanset om han fik en ny magi eller om han fik en ny frisure. For sandheden var den, at Taylor aldrig kunne ændre sig.

"Imens du bruger så meget tid på at skabe dig rang, så skaber jeg mig noget der er vigtigere." han holdt en pause og smilte af hele situartionen. "Jeg har noget der ikke kan slås ihjel." Han log tungen glide henover læberne og i et lysglimt blev begge hans arme forvandlet til syle-skarpe klinger. "Noget som du ikke kan tage fra mig," forsatte han dramatisk, imens et hvidt lys dækkede over hele hans krop, hvorefter et blankt lag metal dækkede størstedelen af hans krop. Det var en slags rustning, hvor udaf der var skarpe knive, skarpe kanter og skarpe pigge. Et dødeligt våben i sig selv... "Jeg har grunden, Taylor. Grunden til at slå dig hjel. Grunden til at gå igennem ild og vand for at kunne stå ved din grav. Grunden til at mærke dit varme blod på mine hænder. Grunden til at se livet forlade dine øjne."

Han smilte rustent, før masken over hans øje, voksede ind over det andet øje også. Smilet falmede til dels. Han havde kun et ganske lille triumferende smil på læberne nu. Og så... "Her kommer jeg," hvislede han og styrtede ind i Taylors tåge med fuld kraft. Han sigtede efter dér hvor Taylor stod...

*Ikke mere nu...* han kunne næsten smage blodet i munden. *Ikke flere undskyldninger...* Han sigtede efter Taylor. *Ikke mere venten...* Hans højre arms sværd, blev dobbelt så stort og spidst. *Ikke flere ydmygelser...* Og så svingede han sværet. Igennem tåget. Igennem luften. Han splittede alt han ramte ad, i to.
*Men hvorfor...? Hvorfor endte det altid sådan for ham? Han var et fredeligt menneske. Sådan her havde det aldrig skullet gå. Han skulle aldrig være havnet her. I hele sit liv, var alt helt og helligt for ham. Hvad lavede han her? Hvorfor al denne ondskab. Det måtte stoppe. Og dog? Han elskede det jo. At se smerten i øjnene, på dem der skadede andre. Retfærdighed, var det vel. Han bragte retfærdigheden. Smerte, død og retfærdighed. Tre ord på en kæde... Men ikke mere nu. Nu var det tid...*
"TAYLOR! DET ENDER HER!!"

( Jeg hører al for dramatisk musik til at kunne RP'e XD )

(Jeg kommer lige med et forslag; hvad med at yang er passiv, så længe hun er bundet? XD ved ikke hvad jeg skal skrive, uden at det bliver det samme hejs igen og igen)

Shak sidder tilfreds komfortabelt og ser på; undersøgende hvad de andres krafter er, hvis det nu engang i fremtid skulle blive brugbart..

(Nok lidt det samme. Han laver ikke andet end at se på, med mindre han bliver fornærmet/slået til/andet.. eller at Yang slipper fri..)

Han mærkede tågen omkring sig. Den var nærmest kvælende tæt, men han mistede ikke fokus. Han kunne mærke at han ramte forskellige ting og sager med klingen, men han var ikke sikker på hvad han ramte. Uanset hvad så var han 200% fokuseret på at slagte Taylor.

Hvor var han? Hans øre var spidse og han forsøgte at høre og lugte Taylor i tågen, men det virkede ikke helt som det skulle. Han kunne ikke finde ham, men det hele gik jo også så stærkt.

Da Taylor dukkede op bag ham og tilsyneladende ikke angreb, så Rex sit snit til at afslutte kampen, med et sidste dræbende stød.
Han drejede rundt på hælen, samtidig med at han forvandlede sin ene arm til et takket, spidst, spyd som han øjeblikkeligt "affyrede" i den forstand at spyddet voksede i længde og ganske enkelt gennemborede Taylor, alt imens det skubbede ham tilbage op ad væggen. (Har fået lov *evil giggle*)

Rex holdt spyddet i strakt arm (det er jo en slags forlængelse af armen...) og tog nogle skridt ud af tågen, imod væggen, hvorpå Taylor nu var "sømmet fast".

Han forvandlede nu sin arm til en "tofork". Selvfølgelig var det ikke ovre så let. Det var nu jagten gik RIGTIGT igang. Han satte af fra jorden og styrtede imod hvor Taylor stod, og sigtede forken imod Taylors hals, for at låse ham fast. Han puffede først lidt til Taylor, væk fra vinduet, så han stod med ryggen til væggen, hvorefter han borede forkens to horn ind i væggen, med Taylors hals lige imellem dem.
Dette skulle nok holde ham lidt fast.

Rex stilte sig lige foran Taylor og stirrede ham ind i ansigtet. "Taylor. Du har tabt." hviskede han, og forvandlede den frie hånd til et sværd, som han pegede imod Taylors hoved.
"Indrøm nu at du har tabt." sukkede ham og missede med øjnene. Hvorfor ville idioten ikke bare indrømme at han havde tabt?

"Jeg vil have at du lader Yang være i fremtiden," hvæste han og skævede imod Shak. "Det samme gælder fiksemanden. Han skal også holde sig fra hende."

Yang, der har været mere eller mindre passiv, grundet tågens omsluttende 'reb', ser forfærdet til, mens mændenes voldelige opgør udføres. Hun minder lidt om én, der sidder og ser en boksekamp- når Taylor angriber Rex, krymper hun sig, osv. Hun skærer en grimasse af de åndssvage lænker, og barnligt rækker hun tunge af dem.
Hvis bare jeg kunne forsvind.. hov vent! Tænker hun, og et snedigt smil spiller på hendes læber. med noget besvær får hun lagt sig ned igen, sådan af lænkerne ligger på madrassen. I et øjeblik, hvor alle andre er uopmærksomme, går hun i et med omgivelserne, sådan, at det nu ser ud somom kun lænkerne ligger der. Hun skæver til shak, om tegn på at han har opdaget hendes lille forsvinden, siden de andre to er fuldt optagede af deres lille kamp.
et lavt suk forlader hendes læber. Nu er der ikke andet for end at vente...

MWAAAH- STOR RØD SKRIFT, DER FANGER JERES BLIK; YANG ER VÆK! XD

Rex rykker sig ikke så meget, da slangen kommer imod ham. Han vender kun lige siden til, før den angriber. Han svinger armen imod den, lod den tage form som en klinge, før tågen omslugte ham. Han havde egentlig forventet at ende i maven på dyret, hvilket han imod al forventning ikke gjorde. Han så sig om, og det gik hurtigt op for ham at slangen på den ene eller anden måde var en illussion. Virkelig var den dog. Og skade ham, kunne den. Han vender sig igen imod den og smiler opgivende.

"Taylor... Du kæmper som en tøs." sukker han og sætter sig i skrædder stililng. "Jeg nægter at slås med dig, hvis du ikke kan slås ordentligt... Gemmer sig i tågen... Pff... Kryster." sagde han. Han lader et uigennemtrængeligt lag metal dække sin overkrop, og fodvandler begge sine arme til klinger, fra albuen og ned. Han var klar til et angrebm hvis det skulle komme.

Han sidder derefter blot passivt på gulvet og stirrer på Taylor med et roligt blik.

Shak lå på maven nu og var ved at kede sig over den pludselige passivhed.
Tsk.. Fra blodtørstige berserkere til gentlemen.. og ironien.. Rex vil have at Taylor stopper med at bruge hans krafter, blot fordi han er bange, netop fordi det er det Taylor kan for at overleve.. Men så at Rex selv lige har stukket ham op mod en mur, som en anden fugl, med en pil, for så bagefter at holder ham fanget.. Da det så ikke virkede bliver han som en 5 årig og sætter sig i protest, hvor han selv vælger at bruge sine krafter for at få sin villige.. kujon siger jeg.. tænker Shak groft..
"I er begge to til grin.." undslipper hans læber og har et tomt blik..
"Det værste er at du, Taylor, går med på hans lige leg, om at være fair.. Sådan vil man aldrig vinde kampe. Burde alle mænd vide.. Specielt jer, da i er af en af Krystal landets største klaner.." fortsætter han og blinker blankt.
Han kigger mellem dem begge, og undre sig om de overhovedet hører ham, da de måske har for travlt med deres 'duel' ...
Han skæver lidt men er for træt til at lægge mærke til hvad Yang laver, selvom han åbent kigger mod hende. Må være det blottet bryst der tager lidt af opmærksomheden.

//Out derfra.. Wut evah

Rex ignorerede Taylor og vendte opmærksomheden imod Shak. "Du tager fejl." sagde han køligt og rejste sig langsomt op. Han havde ondt i kroppen. Det havde intet med Taylor at gøre. Taylor kunne ikke skade ham. Han frygtede ikke Taylor. Han vendte igen opmærksomheden imod Shak.
"Hvorfor skal vi alle synke ned på det ynkelige plan, der vælger at sætte magisk styrke over alt andet? Skal vi leve i en verden, hvor vi lader de mennesker med større kræfter glide forbi? Det er nemlig det vi ikke skal. Ikke alle har fantastiske evner. Ikke alle kan heale sig selv," han vendte blikket imod Taylor i et kort sekund, før han igen så på Shak. "Hvis man skal bevise sin styrke, skal man bevise den med noget alle har." han tog et skridt imod Shak.
"Et slag. Et spark. Det er noget alle har. For at blive ægte..." han holdt en pause og stirrede på Shak. "For at blive rigtig stærk. For at overvinde sig selv, skal man vise det man har, som alle andre også har, men som de alligevel magler."
Han vendte sig imod Taylor.
"Fysisk styrke."
Han så på Yang med et mildt blik.
"Og psykisk styrke."
Han så igen på Shak. "Udholdenhed, adræthed, stabilitet..." han tog et skridt tilbage til Taylor.
"Vi har det alle. Hvis man kan mestre dét..." han stirrede på Taylor i nogle sekunder, og derefter Shak. "Så kan man vinde."
Han tav og vendte sig igen imod Taylor. "Så Taylor... Jeg kommer ikke til at slå på en der er immun overfor knive. Jeg kommer til at slå på dig." hvislede han. Hvorfor forstod ingen det? Hvor var værdigheden i landet? Alle de ynkelige fjolser, der lod sig sætte under foden, fordi der var én mand der havde kontrol over ild? Rex havde endnu ikke givet op. Hvorfor skulle man lade magien kontrollere sig? Der var så mange i landet med fantastiske evner, og ingen vidste hvordan de kunne udnytte den. Og hvorfor skulle de også det? Styrken lå i kroppen. I de valg man træffer. Styrken lå ikke i magien. Den lå i viljen.

Rex rettede sig op og stivnede da Taylor pludselig brugte Yang som et våben. Han knugede hænderne og stirrede på Taylor. "Du vælger selv om du vil lytte. Taylor. Du vinder intet på at skade Yang. Det er mig du vil skade. Hvorfor tager du mellemleddene? Jeg står her." sagde han roligt. Metallet overalt på hans krop forsvandt. Selv halvmasken over hans øje forsvandt, og straks løb bloddet ned af hans ansigt. Sårene havde endnu ikke healet, og havde ikke haft mulighed for det, under masken.
Han lukkede venstre øje, da blodet kun var i vejen. Så slog han armene ud til siden. "Taylor. Jeg er bedre end dig. For jeg ville aldrig true en uskyldig for at skade dig. Jeg ville ikke gribe fat i de mennesker som betyder noget for dig. Det er forskellen på dig og mig. I tror alle at ære ikke er noget. At grunden ikke er vigtig. Men I tager alle fejl." Han stirrede på Taylor og bed tænderne sammen.
"I er alle en flok IDIOTER!" råbte han af Taylor. Det var sjældent at Rex blev arrig, på denne måde. Meget sjældent. "I tror at styrken ligger i jer selv. I er nogle IDIOTER! Styrke kommer ikke i de ofre vi lægger bag os, i det blod vi mister eller i den smerte vi forvolder andre mennesker." han knugede begge hænder. "Styrken er når vi ser vores frygt i øjnene, og løber imod den. Taylor, du er en kryster og du vil tilbringe resten af dit liv med at bøde for det."
Han stemme var rolig igen. Han knugede hænderne, smilte for sig selv. Han havde ikke tænkt sig at bruge et våben. Ikke et eneste. Nu var det ham imod Taylor.
Han satte af fra jorden og styrtede imod Taylor, satte af fra jorden og kastede sig imod Taylor, trak armen tilbage og slog imod Taylors ansigt.
*Tilgivmig... Yang.*