Det bekymrede ikke hende, hvad Aron tænkte om hende, så længe hun selv var tilfreds, så kunne andres holdninger være ligegyldige. Noget hun havde lært over årerne, ellers havde det nok fordrevet hende for længe siden. For halvdyr var ikke særlig vellidt, medmindre de kunne bruges som slaver eller var nemme ofre for en forbrydelse. Men det var ikke det, hun var kommet for at undersøge. Jack havde tidligere givet udtryk for at landsbyen var et sikkert sted, hun ville bare ikke tro det. Dog var hun blevet ældre og Aron's høflighed var da også et bevis for at alle, så godt som alle, var velkomne i landsbyen, selvom hans interesse lod til at være større for hende end hvad hun kunne udrette. Ikke noget der gik ubemærket hen for det unge halvdyr. "Jeg tror aldrig, jeg har brudt mig om alkohol, Aron" svarede hun let, som hun trak på skulderen og kiggede ned i den blodrøde væske. Han skulle endelig ikke have nogen forventning om, at hun faktisk ville kunne lide den røde drik. Det var sikkert det samme som det andet. En stærk bitter eftersmag. Alligevel tog hun en slurk og lod det blive i munden for en stund, før at hun sank.

Hun kiggede lidt på glasset og studerede væsken, før at Aron forsøgte at spore sig ind på hendes barndom. Hun rystede let på hovedet. "Der var andre ting, som var vigtigere at lave" svarede hun roligt, men tanken om at de ikke havde haft særlig meget under deres opvækst vægtede tungt i hendes tanker. Da armen blev lagt om hendes skulder, gav det et mindre sæt i hende, før at hun kiggede op på ham. "Furry.. Min lillesøster, selvom vi egentlig er tvillinger, så tæller minutterne stadig" lo hun ganske let, hun ville for alt i verden stadig gerne passe på sin familie. Men de var begge gamle nok til at tage vare på sig selv. Var de ikke?

Det var ikke ligefrem en positiv reaktion på hans berøring, men han lod ikke til at bide mærke i det. Det havde han ikke gjort de andre gange, hvor hun havde undgået nærkontakt, men måske han var mere til fysisk kontakt end hende? Selvfølgelig var Furry langt værre, når det kom til direkte kontakt, men Rosalyn var bestemt heller ikke fan. Når det var uvant og fra fremmed hånd. Det gav endnu et sæt i hende, da han lige pludselig udbrød et skrig eller hvin, som det kogende vand ramte ham. "Måske De har ret. De laver virkelig ikke meget mad" grinte hun, som hun løftede hånden op til munden, så hun kunne lægge en dæmper på sit smil. Hans kompliment fik hende til at lægge hovedet på skrå. "Hvorfor siger De det?" Spurgte hun forundret, var det ikke underligt imellem mester og læring at komme med den slags komplimenter?

Hun lod blikket dale imod gryden, før at hun hentede kødet og lod det dumpe i, stille og roligt, så et eventuelt sprøjt ikke ville ramme Aron igen. "Jeg er ikke vant til den store familie og snakker generelt ikke meget om min med fremmede.. derfor er det lidt uvant, at De bare deler alle mulige detaljer med mig" indrømmede hun stille, imens at hun rørte rundt i gryden med en grydeske lavet af træ. Hun bankede den stille af på kanten, før hun lagde den over gryden, så den var i nærheden, når de skulle røre rundt i maden igen. Inden længe, så det ikke ville brænde på.

En svag latter undslap hendes læber, som også indikerede hendes ubehag med hans komplimenter, som åbenbart var noget, der kom meget let til ham. Det føltes bare så unaturligt at komplimentere en fremmed. Men tydeligvis ikke for Aron for han sparede virkelig ikke på dem. Det var forunderligt, men også anderledes. Rosalyn var en smule usikker på, om det var en god ting eller bare noget der var med til at distrahere hende fra madlavningen. Derfor rømmede hun sig også, som hun rystede på hovedet for at besvare hans spørgsmål. Hun brød sig ikke om uærlige væsner, men derfor behøvede han ikke benytte hver lejlighed til at rose hende, gjorde han?

Rosalyn løftede gryden at ilden, som hun satte den på bordet foran ham med et smil. "Hvor finder jeg Deres tallerkner?" spurgte hun ledende, som de umuligt kunne spise direkte fra gryden. Nok var hun halvdyr, men hun ville bestemt ikke spise som dyr. Kun i absolut nødstilfælde og dette var bestemt ikke sådan en situation. Det følte hun i hvert fald ikke, når de befandt sig i en hytte, som denne. Hvor han tydeligvis havde alt, hvad han nu havde brug for.

Hun vendte sig rundt for at gå på jagt efter tallerkner, da hun ikke helt kunne vente på hans svar. Hendes mave havde knurret op til flere gange og hun var da også virkelig sulten nu. Hvis hun skulle gøre sig nogen forhåbning om at spise pænt, så skulle hun ikke være al for sulten, for så ville hun hurtigt sluge maden.

En opgivende suk efterfulgt at et irriteret blik blev vendt imod Aron, som det virkede til at han morede sig over, at hun ikke kunne finde rundt i hans køkken. Men det var vel ikke så underligt, når hun ikke havde boet der? Alligevel forhindrede det hende ikke i at finde tallerkenerne frem og sætte dem på bordet, så de var klar til at spise. Hun sendte blot et opgivende smil til Aron, som hun placerede en tallerken foran ham, før at hun gik tilbage til maden og sikrede sig, at alt var som det skulle være. "Jeg kan ikke vente på svampe" svarede hun stille, som hun ikke ønskede at spilde mere tid i køkkenet. Hendes mave havde givet udtryk for sulten op til flere gange, derfor ville hun helst bare gerne spise med det samme. Hvis Aron ønskede svampe, så måtte han altså selv finde dem og satse på, at der stadig var mad i gryden, når han kom retur fra skoven.

Hun satte sig hurtigt til bords, ligesom ham, som hun greb gaffel og kniv, før at skære kødet i mindre stykker. Nok var hun halvdyr, men hendes mor havde brugt en del tid på at lære sine piger at spise ordentligt. Hvilket passede Rosalyn ganske fint, hun ville nemlig gerne undgå at blive behandlet som et dyr. Bare fordi hun var et halvdyr. Hun løftede dog blikket fra tallerkenen, da Aron begyndte at stille spørgsmål omkring hendes søster, hun rynkede let på panden. "Furry har lært en del de sidste mange år, så ja, jeg tror også hun er blevet en god jæger" svarede hun med et venligt smil. Furry havde ofte brugt tid på at fiske derhjemme, hvor Rosalyn havde foretrukket jagten på landjorden med blade under poterne og fart i benene.

Det var dejligt at få noget mad i maven, og det gjorde bestemt ikke noget, at de selv havde fanget kødet. I stedet for at hente det hos en købmand eller få det serveret på en kro. Der var noget særligt ved at lave sin egen mad, særligt nu hvor Rosalyn ikke længere var afhængig af hendes mors mad. Men selv derhjemme hos hendes mor, havde de 3 piger hjulpet hinanden igennem dagligdagens gøremål. Hun lagde stille bestikket fra sig, som hun følte sig mæt og derpå løftede blikket til ham igen. "Et sværd? Laver De mange våben i smeden?" Spurgte hun uddybende for at få en fornemmelse af, hvad han gik og lavede, måske også for at vide, hvad han ville forvente af hende. Hun havde jo ikke styr på noget indenfor hans fag, så hun ville være tvunget til at lære det hele fra bunden.

"Tak for mad, Aron" lød det høfligt, som hun lagde bestikket op i tallerkenen og rejste sig fra sin plads for at gå hen til vasken med sit service. Hun kiggede ud igennem vinduet, som hun sukkede lavt for sig selv, solen var godt på vej til at gemme sig bag horisonten, så måske hun skulle krybe til køjs. Et gab afgjorde hendes tankemylder. Det var på tide at komme i seng.

Det gav fint mening, at Aron kun lavede de ting, som han fik en bestilling på. Ellers ville det jo ikke være muligt at sælge sagerne og faktisk leve af det. Men Rosalyn havde aldrig skiftet bekendtskab med arbejdet før og derfor var hun heller ikke sikker på at kunne klare opgaven. Eller indfri den tillid, som han gav hende, ved at tilbyde hende en position, som lærling. Men i stedet for at tvivle for meget på sig selv, ville hun langt hellere give det et forsøg. Måske hun ville vokse personligt og fagligt? Hun lyttede til hans ord, forsøgte at notere pointerne og se om der var en vej frem eller om det ville være lettere at holde sig til de simple ting, som søm og knive. "Inkluderer det daggerter?" spurgte hun uddybende, da hun gerne ville lave en til sig selv, med hans tilladelse selvfølgelig.

Hun blinkede et par gange, som han strøg hende over panden, lettere uforstående overfor den pludselige berøring, men hun bortforklarede det med hans behov for fysisk berøring. "God ide" svarede hun med et stille nik, som hun lod blikket glide imod det gamle pulterrum. Det skulle blive godt med noget søvn og særligt et lunt sted og ikke under en bunke blade ude i skoven. "Sov godt, Aron" fortsatte hun med et smil, før at hun klappede ham let på brystkassen og bukkede hovedet for at lade det være afskeden for nu.

Så listede hun forbi ham og hen til sit værelse, hvor hun strøg ind i rummet og lod døren glide i uden at lukke den. Rummet var ikke voldsomt stort og hun ville gerne kunne lytte til tingene omkring sig, når hun sov. Så ville hun føle sig mere tryg. Derpå valgte hun også at forvandle sig, som hun hoppede op i sengen og krøllede sig sammen ovenpå den. Halen blev placeret over hendes snude, før at hun lukkede øjnene og døsede hende. Hun var træt.