Der skulle ikke mange ryk til, så kunne han mærke på Iáin at han var der. Tvunget til at komme i Elemérs hånd og lagenet under dem. Elemér var ganske tilfreds med hvad han havde formået at udrette, men følelsen var en kort fornøjelse. Pludselig var det tydeligt i Iáins stemme, at der var noget galt. Som om han ikke ønskede at komme?

Forvirret slap han i det bestemte tag i ham, men han nåede ikke selv at vise ham, at han havde tænkt sig at give ham plads, før den anden mand allerede var ved at rive sig væk fra ham. Elemér forstod ikke noget, men det måtte være fordi han havde overtrådt en grænse?

”Iáin?”Er du okay? Beskeden lå primært i måden han så bekymret på ham på. Han kiggede på den skamfulde elver og studerede flygtigt hans kropsprog og måden hvorpå han tog sig til sit eget skridt som om det gjorde ondt. Havde han været for hård her til sidst? Uden at vide hvad han havde gjort, kom han selv op at sidde, men undlod at rykke sig helt tæt på ham. Han nøjedes med at tage ham på skulderen. ”Undskyld?” For hvad var han ikke helt sikker på, men det havde ikke været hans intention at skade ham.

Det var et rav af følelser som kom til overfladen og han ville bare i tøjet, han ville bare væk derfra. Det var fint med at Elemér havde svinet ham til, vanæret ham analt, men at tage hånd på ham og lede dem i den retning, det kunne han alligevel ikke følge med i. Han klyngede hænderne ned mod sig selv og krympede let sammen forover. 
Skuldrene trak sig i krampagtige bevægelser, men rev sig ikke fri for taget af den andens hånd. Det var et blidt tag, et tag som tilfaldt venner. De var jo venner, var de ikke?

" Du skal ikke undskylde.. må jeg få mine bukser? " spurgte han og forsøgte at undgå at synke noget mere sammen. Han ville ikke tale med Elemér om det, men det var ikke rart for ham at blive taget på den måde. Ikke om sin pik, det var mærkeligt for ham, det kom som et chok og en invandring af hans person. 

Elemér vidste ikke helt hvorvidt hans hånd var velkommen. Det virkede som om, at den mindste berøring af ham fik ham til at reagere negativt. Han tøvede derfor med at lade sin hånd blive på ham, men endte med at lade den blive og give ham et omsorgsfuldt klem. De var jo venner… På den måde som munkene var venner på, hvor alle passede på hinanden, og nærmest anså hinanden som en familie eller endda én enhed hvor der var brug for alle.

”Åh, men… gør det ondt nogensteder?” Blev han ved, selvom han måske bare burde klappe i og betragte ham indtil han forstod det af sig selv. Men det var ikke sjovt at have fejlet i at gøre det godt for ham, nu hvor han havde fået hans hjælp.

Han havde lidt glemt at han havde smidt bukserne hen på skrivebordet og kiggede først forvirret omkring sig og ned ad sengen, og han klappede lidt rundt på tæpperne, for at mærke efter om de var der. Men så kom han i tanke om det, og rejste sig fra sengen. Lidt genert, på en anden måde end før, dækkede han for sit skridt med hånden, som han gik udenom Iáin, og rakte ud efter bukserne på skrivebordet.

”Her,” Sagde han, da han dumpede ned at sidde ved siden af ham så de var tætte nok til at være skulder mod skulder, og lår mod lår. Bukserne blev rakt til ham, og blikket forsøgte at tyde hans ansigt for svar.

Stormen var der, men stilheden fandt vej, overdøvet det som flød. En lydløs storm, munkene kunne mange ting, men at lukke tingene ned for at skåne sig selv var en vigtig kunnen. Iáin ville være fortabt uden at kunne det, men han skænkede ikke Elemér et blik. Ikke som det var for sekunderne lige nu. 

"Nej" svaret han kontant. 

Det var ikke synderligt bekvemt at rummet var småt nu. Men han takkede inderst inde, at vennen dækkede sit skridt til. Men selv i den slappe form, måtte han erkende den var stor, og det var bekymrende. Det var ikke noget han havde tænkt over før eller lagt mærke til. Det var uvirkeligt. Elemér var jo ikke så stor selv, intet på ham indikeret det.
Ørkenelveren tog i mod bukserne og rejste sig for at trække dem op, ligeglad med sæden der flød rundt omkring på ham. Han vil bukserne på og skævede mod sin kåbelignende trøje, men rakte ikke ud efter den. Han ville ikke tvære den ind i noget af alt det klister. "Tak.." raavild om hvad han skulle gøre med sig selv nu, satte han sig ned igen og tog sig til panden. 

Hvorfor kunne de ikke blive her og være nøgne sammen og bare putte? Elemér skulle nok forsøge ikke at overdynge ham med kærlighed, eller blive liderlig igen, hvis det var det det kom an på. Elemér følte stor trang til at plage ham om at spytte ud med, hvor i skoen det trykkede, men kunne ikke få sig selv til at være så egoistisk. Iáin så virkelig plaget ud. Måske havde det ikke noget med Elemér at gøre som sådan? Måske var Iáin forelsket i en anden, måske? Og han følte skam?

”Okay…” Svarede han bare. Og lod sig overgive for nu. Måske de kunne snakke om det en anden gang, når Iáin havde fundet de rigtige ord til at beskrive hvad det handlede om. Det vigtigste var vel, at han ikke var styrtet ud af døren, nu hvor han havde fået bukserne på.

Han burde nok lade ham være med at røre ham, men det kunne han ikke helt. Han var så forelsket i hans krop lige nu, og hvad Iáins personlighed og tanker angik, ønskede han blot at lære ham bedre at kende. Se om der var mere til den stille stræber fra biblioteket, end som så. Elemér lænede sig lidt nærmere og plantede et blødt kys på den nøgne, solkyssede skulder, mens de brune øjne søgte undskyldende mod hans. ”Bliver du ikke hos mig og sover?” Spurgte han med al forsigtighed. Og han var så håbefuld, at det kunne mærkes på ham. Elemér var ikke færdig med ham, selv hvis Iáin var. Hvis Iáin følte skam fordi han måske var forelsket i en anden, så ville Elemér ikke blande sig, men bare tage til takke med, hvis de bare kunne være enige om, at det her havde været dejligt for dem begge.

Aldrig i sit liv skulle nogen savne sit eget selskab som han gjorde nu. Men han savnede det ikke helt alligevel. Det var bare situationen, hændelsen der var sket. Det blev ved med at komme tilbage til ham, alt havde været O.K. med den simple omgang, hånden var skylderen. Det var en alt for opstemt situation, og hvordan det var gået så stærkt, taget fra ham. 

Han lod Elemér gøre som han ville, kysse ham som det var det, men alligevel hang det i ham. Men han sagde intet til det, men som spørgsmålet lød, så han om på Elemér hvis øjen var så håbefulde, så store og glimtrene. 

"Det er ik.. vi har ikke fået aftensmad, Elemér" forsøgte han. 
Håbede at det ikke var at flygte fra ham, men at de havde nogle ting der skulle gøres. "Og jeg har lovet at hjælpe med deres planter i aften.." for at være den gode plante-munk han nu engang var. 

Da han hørte hans afslag, kyssede han ikke hans skulder igen, men lagde panden mod skulderen på ham i stedet for, så pandehårets nyklippede spidser kildede ham i stedet. Han havde måske en løsning på aftensmaden… Han havde snuppet lidt rester fra frokosten tidligere, og havde pakket det ind i et stykke stof. Det lå i hans taske, men det var nok lidt for tørt og for beskedent at tilbyde Iáin efter sex. Men han kunne jo heller ikke løse det løfte han havde givet Calanis eller hvem end af de ældre munke der måtte have givet ham den tjans. Eller måske kunne han tilbyde at hjælpe til, men ærlig talt begyndte Elemér at forstå de hints der blev givet ham.

Så han løftede sit hoved fra Iáins skulder igen og rykkede sig en centimeter fra ham, så de ikke længere berørte hinanden.

”Hvis du skulle få lyst… Så tager jeg en flyvetur på Dion i morgen tidlig efter morgenmad. Det kunne være rart med lidt selskab.” Tilbød han. Ikke helt villig til at skilles fra Iáin på denne her måde, uden at vide at der stadig var håb for dem. Måske en flyvetur på Ango Cordas næststørste drage kunne lokke? Elemér vidste at Iáins drage var ny, og endnu ikke var gammel nok til at flyve med rytter endnu. Måske adrenalinen fra en tur i højderne, ville kunne varme ham op igen?

Stemningen faldt tungt ned i mellem dem og Iáin kunne ikke helt råde bod på det. De var fanget i limbo af uvished og han kunne ikke byde Elemér en sandhed han fortjente, det ville blot ødelægge deres mulighed for et venskab. Men alt andet ville ende med at ødelægge noget for Iáin i sidste ende. 
Spørgsmålet var ikke, om han løj for sig selv, men om han løj for Elemér i sidste ende. Ørkenelveren rejste sig stille fra sædet og presset skuldrene tilbage, blottede den fine, dog skrøbelige, struktur han havde. Det var tydeligt han mediteret mere end noget andet, foruden at lege med sine planter og bladre i bøgerne som det var alt der var for livet. "Vil du ikke... med ud og have noget mad?" for ikke at efterlade mennesket helt alene tilbage for sig. 

Blikket søgte forsøgende mod den andens, forsøgte at skabe en forbindelse der lignede hvad der førhen havde været. Den generelle gæstfrihed og venlighed der var i deres liv. Det skulle ikke smuldre sammen nu, ikke under dem. Iáin kunne ikke gå med til det, han ville ikke miste medlemmerne i orden for det. 
Hænderne knyttede sig let sammen som de hang ned langs side af ham og han forsøgte at slappe af i kroppen igen. "Måske, hvis ikke jeg ender med at være derude hele natten.." som var et ellers ganske normalt træk for ham, når først han gik i krig med planterne, fik de slået rødder om ham, og han kunne sidde til den lyse morgen. Der var mange gange Sata havde måtte løsrive ham og få ham til at finde hovedpuden og sove nogen timer før han fortsatte. 

Spørgsmålet kom bag på Elemér. Men det var da klart at han spurgte. De var mange vogtere afsted i Dianthos, og hele spisesalen var fyldt op med gæster fra Ango Corda, og så dronningen selv. Elemér havde ikke følt sig fin nok til at spise sammen med en royal, eller de andre vogtere i det hele taget, så han havde ikke spist sammen med dem på noget tidspunkt. Det var der nok ikke nogen der havde lagt mærke til endnu.

”Jeg spiste sen frokost, så,” Løj han med et lille smil, efter at have overvejet det lidt. At sidde sammen med sine kollegaer nu, det ville stadig ikke være naturligt for ham. Han hørte ikke til her på slottet, men burde spise sammen med Dion, hans bedste ven, der sikkert ikke kunne forstå hvorfor Elemér ikke sov under hans vinge mere.

Det gjorde ham glad at Iáin ikke var helt afvisende overfor en flyvetur med ham i morgen. Et måske hældede mere til et ’ja’ end et ’nej’. Men siden der stadig var en risiko for at Iáin ikke dukkede op, så ville han ikke sætte sit hoved efter det. ”Husk nu at det er vigtigt at få sovet lidt ovenpå… du ved nok.” Elemérs øjne vandrede lige en tur ned ad ham og derefter op igen, så der ikke herskede nogen tvivl om, at han mente efter den fysiske aktivitet de lige havde gjort sammen. Elemér der selv havde haft legetøjet fra Eskild oppe i sig, følte et enormt behov for bare at ligge og sove nu. ”Hvis du kommer i morgen, så kunne vi tage til Kzar Mora bjergkæden eller måske Amazonitskovene.”

Deres samtale føltes tung, svær på sin egen måde. Det var et forsøg på at kvæle dem, det var hvad situationer som dette gjorde ved folk som dem. Det var hvorfor Iáin foretrak at være så syndfri som muligt, ikke at lade sig friste på måder som dette. Selvfølgelig lod han sig friste, men han var så sjældent ude, at det næsten gik hånd i hånd. Elemér var måske så ung, at de ikke kunne sætte samme niveau af til det. Værdigheden i sin egen eksistens var der. Men Iáin nynnede lidt, summede et svar, men åbnede alligevel munden stille: "Du var ikke ude til frokost.." fortalte han så pænt som han ikke vidste, hvad Elemér ville med løgnen. Men de havde siddet samme det meste af dagen, skønt de ikke havde tilbragt tiden sammen. 

Men som ørkenelveren stod der, så han alligevel ned mod sine hænder på ny. Åbnede håndfalden og så den milde rysten af uro der endnu flød i kroppen. Efterlod ham i trængslen der var blevet skabt ved den andens berørning. Men han ville ikke give efter for det. 

Kommentaren fik ham stille at fryse lidt. "Jeg er okay" svaret han, afvisende over den kendsgerning det nu engang var. En betænksom tanke blev skåret fra som Elemér brugte sine lommepenge på nox. Det var grove kendsgerninger for dem. Men Iáin valgte at få taget fat om trøjen og begyndte at trække den over hovedet og lod ærmerne folde sig ned over armene på ham, så de dækkede til under albuen. "Jeg tænker ikke at en rejse på den distance er god Elemér" men han vendte sig rundt og skubbede fingrene ind i mellem håret, fik det krøllede og fjerdret hår til at puffe lidt og de fletninger der var til at svinge let. 
Måske de skulle gøre noget som var i Iáins element. 
"Hvis det er, må du godt tage med ned i glasrummet for at bestøve planter" tilbød han lidt og forsøgte at smile vagt til vennen. 

Nok var det en lille løgn, som selv Elemér ikke helt forstod sig på. Men han var taget i at lyve. Han åbnede munden for at forsvare sig hurtigt, men det var gået op for ham, at det ikke ville gøre noget godt at forsvare sin løgn med endnu en løgn. Ja... Han spiste helst ikke sammen med de andre... og sådan var det. "Nej, det var jeg ikke," Erkendte han stille, og lidt overrasket over at det var noget Iáin havde lagt mærke til. Man kunne frygte at det var fordi hans værge Sylvain eller selveste Calanis havde spurgt ud efter ham. Så vidt Elemér vidste, var det ikke obligatorisk at møde op til den dejlige mad.

Han accepterede Iáins svar på at tage en flyvetur med ham, selvom han ikke selv syntes at det var en lang distance, når fløj langt oppe i højderne. Dions vingefang var så stort, at selv i et roligt tempo, kom de mange kilometer frem. Men Elemér ville ikke plage ham. Han lyttede i stedet interesseret til hans eget tilbud, som han ellers selv havde skudt ned i tankerne før. Men nu hvor Iáin ikke ville med i morgen, så var han jo nødt til at takke ja.

"Okay. Lad os mødes i orangeriet efter aftensmad så." Smilte han opmuntret og stemningen lettedes for ham, nu hvor de havde en aftale på plads. På den måde kunne han jo også hjælpe Iáin med sine pligter, og dermed hjælpe ham med at komme i seng i ordentlig tid. Iáin ville dog ikke se ham til aftensmaden, for Elemér havde sit tørre brød og skive ost fra tidligere, som han nok skulle fortærre, og så skulle han lige vaske al olien, sved og sæd af sig.