Pupillerne var så store at det fik de nøddebrune øjne til at ligne en mørk skygge af sig selv, der febrilsk navigerede op og ned af Eskild.  Kroppen sank mere, og den ene af hans albuer støttede mod gulvet, så han ikke lå fuldkommen ned. Forvirret, i forsøget på at holde fast i en virkelighed, der glippede mellem hans fingre som røg. Stian gemte ansigtet i sin frie hånd, forsøgte at indkapsle den paniske vejrtrækning. Han følte sig så udenom sig selv.

Du er beruset, Stian, blev der påmindet, men han rystede svagt på hovedet som om at afvise den information. Eskilds stemme, som kom som bølger fra en fjerntliggende radiostation, pulserede i farverige mønstre, der kun afslørede sig for den forvrængede sans. Ude af stand til at artikulere sine tanker, sukkede han tungt ind i sin hånd, som om han forsøgte at holde styr på et flydende selv. Han følte sig fanget, hans væsen smeltede ned i stenene under ham, forenet med de efterslæbte eftervirkninger af Silas' genfærd.

"Eskild," lød hans stemme forvrænget, som en sagte bøn om at blive trukket op af hallucinationernes sump og ført hjem. For en stund havde han næsten helt glemt at de ikke var sammen længere. 

Rysten på hovedet kom alligevel med en vibration så Eskild kunne tyde det, det var tydeligt og fik hele kroppen til at give sig. Men noget måtte Stian være på, for han var som ramt af et rusmiddel der ikke gjorde ham nogen underværker, foruden gjorde ham til et nemt bytte. 

Den de få år yngre byvagt gjorde alligevel sit for at få armene ind under Stians arme og hjælpe ham op og stå, uanset hvilken udfordring det måtte være. De skulle hjem. Hjemmet var endnu deres, og det kunne de ikke rigtig ændre på lige nu, ej ønskede han heller at de gjorde det. Han kunne ikke føre Stian hjem til sin mor i den tilstand, og skulle han være nederdrægtig, var det hjem til Alister Sølvklinge. Kassere ham der som det var sergentens problem og job at varetage. Sørger for at hans mænd ikke blev forgiftet på den ene eller anden måde i vagten. 
Men Eskild var ikke ond, og ikke i mod Stian. 

"Kom, vi går hjem" lød det blot fra ham, og han lagde hånden om hoften på Stian. Støttede ham, men vidste også de burde få lukket ham i. "Kan du stå på dine ben?" spurgte han, hvis han kunne, ville han få lukket Stian sammen, fåham til at se noget mere indbydende ud at se på. 

Med en anstrengt indsats fik Eskild manøvreret Stian op at stå, hvor meget af hans vægt blev fordelt på den yngre byvagt, da benene føltes som summende skygger under ham. Kunne han overhovedet mærke dem? Havde han ben i det hele taget? Det vibrerede i hans ører som eksplosioner hver gang Eskild sagde noget, og det var lige før, han kunne se dem forme sig som skriftlig røg, når de forlod hans mund.

"Hrmm," brummede han som svar på spørgsmålet og pegede på væggen for at indikere, at han var nødt til at støtte sig op ad den. Han stolede ikke på sig selv og de ikke-eksisterende ben. Med let besvær blev han placeret op ad væggen, armene dinglende på hver side af sig. Øjenlågene var tunge, og gennem de mørke vipper så han på Eskild i stilhed, lod ham, hæfte ham sammen igen. Udmattet, med sine arme af bly, prøvede han at hjælpe til og se ordentlig ud igen. En af de øverste knapper ved kraven manglede, og han fumlede ved den fantomknap, desorienteret og uforstående for hvorfor den ikke ville lukke sig.

"Alt er forkert," kom det dæmpet fra ham, men kunne ikke uddybe yderligere.  

Turen hjem havde været alt andet end nem. Det ville være klart nemmere at kende forskel på enægget tvillinger uden at se deres ansigter. Eskild havde været ved at vælte utallige gange, for den anden virkede som en klump kød af sig selv, han havde ikke førlighed, færdighed eller funktionalitet til at tage vare på sig selv, hvorfor det nu var så uklart, hvad han måtte være i besiddelse af eller påvirket af. De kunne tale om det længe sikkert, men han tvivlede stærkt på at Stian ville erindre noget som helst. 
Hvis, hvis der ville være en erindring omkring sådanne noget, ville han selvfølgelig tale med ham om det, men hvis ikke, skånede han ham gerne. Overbærende og støttende for det, trods for det stak i hjertet af ham. 

Morgen efter. [...]

Der sad Eskild på en køkkenbordsstol forenden af sengen. Blikket lå stift i mod den sovende skikkelse der lå afklædt fra stop til tå, men dækket ind i to tæpper for at holde varmen. Natten havde budt på forfærdelige mange ting. Ikke et øje var blevet lukket i fra Eskilds side af, han havde været over Stian hele vejen igennem. Dyppet han med en fugtig kold klud, tørstet ham, nusset ham til ro. Der var næsten ikke de ting han ikke havde gjort for, at sikre sig Stian var okay. 
Men aldrig havde han forulempet ham, rørt ham uanstændigt eller lagt ukærlige hænder på ham. Kroppen var blevet vasket med en rolighed og forsigtighed for ikke at skabe utrygheder, og beviserne stod endnu på natbordet ved siden af sengen. 

I al deres naturmulen, havde Eskild ville tage hånd om det af Stians tøj han kunne, blot for at ende med at finde et reagensglas i. Uden at være sikker på hvad filen det var, havde han båndet en lædersnor omkring det og sørget for at holde det på afstand fra sig selv. 
Kun et individ af hans kendskab, produceret sådanne ting, og hun var næppe synderen i dette, skønt han gerne gav den unge Ingrid skylden og smed i arresten var det nok ikke hvad der gavnede her. Manden Stian havde været med, måtte være den som havde smuglet det i lommen på ham, eller sørgede for at få det konfiskeret. Uanset hvad, var der en magt over det, som Eskild ikke ville kende til. 

Selv i sit hverdags tøj, var der en anstændig spænding fra hans krop. Han sad åbenlys bitter på stolen og så mod den anden mand. Hvorfor ville man selv i en påvirkelse stand synke så lavt. Det gav ikke mening. Men Eskild sagde ikke noget. Lænede sig blot tilbage og valgte at lægge armene over kors og lukke øjnene i, slappede af. Prøvede at dulme sin irritation. 

Stian åbnede langsomt øjnene og lod blikket glide rundt i det dunkle rum. En svag morgenlysstreg filtrerede gennem gardinet og kastede sit forsigtige lys ind i rummet, og konturerne af møblerne tog gradvist form omkring ham som fragmenter af en drøm, der forsigtigt trak sig tilbage. Tankerne var som tykke tåger, og han knøsede øjnene sammen for at forsøge at genkalde sig natten forinden. Det var som at gribe ud efter skygger; fragmenter af hallucinationer, lyse farver og uklare ansigter, der glimtede for hans indre blik. I et øjeblik anede han ikke hvor han var.

Han lå i Eskilds seng, kroppen føltes blytung, som om den bar på erindringer, der kun vagt var synlige gennem disen af nattens begivenheder. Et dybt suk undslap ham, og han forsøgte at samle sine tanker som lette fjer, der dansede i luften. Øjnene orienterede sig, og Stian kunne ane Eskild i det dæmpede morgenlys, siddende på stol foran sengen som en figur fra et gammelt maleri. Hans træk var indhyllet i en tåge af dysterhed, og et slør af bitterhed hvilede over hans ansigt, der ellers bevarede en rolig facade.

Sengen var et flydende land, og Stian lod sine fingre glide over lagenet som om han forsøgte at erindre hvordan han var havnet her og hvorfor. Hans tømmermænd var som spøgelser, der kun varslede om de skjulte stier, han havde betrådt i nattens mørke. Et glimt af lys, et flimrende billede af Silas' ansigt, dansede i periferien af hans erindring, men det var som at forsøge at gribe efter røg.

Stian mærkede et sug i maven, en ubehagelig fornemmelse af at være nøgen, eller noget i den stil, foran Eskilds blik, der gennemborede som knivspidser af koldhed. Han klemte øjnene sammen igen, nu mærkede han hovedpinen dunke i tindingerne. 
"Eskild?" spurgte han træt, og forvirret mens sanserne forsøgte at blive skarpere, men kroppen føltes som gennemvådt pap, og han måtte kæmpe for at komme op at sidde. 
"Hvorfor.." ordene hang lidt vævende i luften, og han tog sig tungt til hovedet.

Skønt øjnene var lagt i, som en kødædende pante der havde fanget en edderkop, gav ham ingen tegn på at være tilstedeværende rent mentalt, men lyttede alligevel nøje til Stian og kroppen af hans. Som det var et folkeskuespil på det lille lokale teatret for ham, som den eneste der var mødt op til stykket og ventet i spænding på at det skulle gå i gang og ende. Men han var i sit eget personlige limbo for dette. 

De var ikke glade, og de ville næppe blive glade sammen lige nu. For han skulle være den bærende bjælke af stolthed og ansvarlighed, og skurken for det hele. Spørgsmålet var for bredt, det manglede kontekst, eller i det mindste blot en indikation af hvilket form af hvorfor der skulle spørges om. Var det hvorfor er jeg nøgen? Eller hvorfor er jeg her. Hvorfor har du. Hvorfor det ene og det andet, alt og intet. Men blikket åbnet sig, og selvom Stian var kendt med det ikke kunne fokusere eller se direkte på en, var det alligevel som det brune blik ramte direkte mod Stians og var klar til at udpensle ham for mord. "Du har haft en urolig nat og svedte alt til, så jeg tog tøjet af dig for at give din krop luft" fortalte han som det var ingen ting. 
I virkeligheden var det jo ingen ting, Eskild kunne jo ikke se noget som helst, så han havde ikke kunne nyde godt af Stians krop som den var. Men det ville næppe blive betragtet sådan. "Jeg har ikke gjort noget ved dig, kun vasket dig med en kold klud" tilføjet han lidt efter og træk benene mere til sig og lænede sig lidt op i stolen på ny, endnu uden en varm og indbydende krops holdning over for den anden. 

"Du ved godt jeg ikke kan se du er nøgen, så lad vær og overtænk det" kommenteret han alligevel, for han havde følelsen af, at Stian tænkte det værste om Eskild som det var lige nu. 

Stians tanker kredsede mellem den mørke aften og den nuværende, mystiske morgen. Eskilds forklaring svævede som et spøgelse i luften, og Stian forsøgte at samle trådene af virkeligheden fra gårdsdagen ulmende ekko. Uden et ord sad han op, følte luftens kølighed på sin bare hud som et mindesmærke over nattens tumult. Der var en svag erindring fra da han blev lagt i sengen, små glimt, fra hans bedøvede tilstand. Stian der flere gange havde rakt ud efter Eskild i sin berusede iver for nærhed, indtil han faldt i søvn.

Eskilds ro og den monotone klang af hans stemme formidlede en underlig distance, og Stian kunne fornemme en dybere strøm af kompleksitet, som om natten havde været en nøgle, der åbnede døre til uudforskede områder af både bevidsthed og fortrydelse. Han rystede svagt på hovedet til Eskilds ord; Det var ikke nøgenheden, der skabte ubehaget, men snarere uvisheden om, hvad der var sket i de mørke hjørner af natten. Silas' ansigt satte sine spor i Stians erindring, og noget i ham varslede at det der var sket, slet ikke var godt. Det var modstridende med den lykkerus hans krop ellers huskede.

Stian sank tilbage i sengen, stadig indhyllet i et tæppe af forvirring. "Hvorfor er jeg her?" spurgte han endelig, mere til sig selv end til Eskild, som om svaret kunne materialisere sig ud af tågerne, der stadig hvilede over ham. 

“Din taknemlighed for at blive befriet for et seksuelt overgreb i din mund er svær at tyde, Hwan”. 

Kommentaren var skarp og spids, distancen mellem dem voksede kun som Eskild valgte at omtale Stian per efternavn. Der burde næsten ikke være mere at sige efter det, men det ville kun lede op til flere spørgsmål. 
Eskild kunne med en nemhed blive betragtet som en jalouxdrevet ekskæreste der havde forstyrret en så offentlig akt. Men kommentaren om frue Hwan og det faktum, at det havde ageret som om Stian ville vide, vidnede om ikke at være så god en oplevelse for sig. Men hvem var Eskild Havasi at fortælle sådanne ting? Han var intet dydsmønster af menneske racen, han havde lavet overgreb på Stian og fortalte glædeligt om det til en præst af Isari templet. Men nu skulle han lege præst og blot lytte til den anden. 

Han rejste sig fra stolen og strakte armene overhovedet og brød et støn af befrielse som kroppen var blevet stiv og stift af at sidde sådan. “Og jeg tog dig hertil fordi det var nemmest” åbenlyst lå et efterfølgende ‘medmindre du havde foretrukket din mor skulle passe dig’ underliggende i sætningen. Det var jo dynamikken. 

Brugen af Stians efternavn, fremfor fornavnet, ramte ham som en tyk, kold mur af is. Som sætningens skarpe ord lød, var det et kort øjeblik af dissonans for hans ører. Snakkede Eskild overhovedet krystaliansk lige nu? Seksuelt overgreb? Det rungede som et gravkammer indeni ham, og trådene var fuldkommen viklet sammen på jorden foran ham. 

De nøddebrune øjne søgte forvirret hen til Eskild, ikke at han ville kunne se det - skønt det stive blik virkede til at kunne se alt selv i dets blinde. Og nu begyndte det hele lige så stille at falde på plads. Silas i hans mund, knæene hårdt mod gulvet der sank som var det kviksand. Farverne, hvordan Silas havde fremstået som en frelser af højeste kaliber. Hans frelser. Stian blev grøn i ansigtet, og tog hånden op til munden som han mærkede et jag i kroppen. Ækelt, beskidt.

"Det giver ikke nogen mening," konstaterede han i håbet om at det måtte være sandt, at det ikke gav nogen mening og derfor blot havde været et absurd mareridt. Men knæene var ømme, og munden brændte. 

Stian så til ud af øjenkrogen som Eskild begyndte at vade rundt, hjertet sank en anelse da han kendte til det offer Eskild havde gjort. Taget ham hertil - istedet for hjem til Stian, så hans mor ikke skulle overvære.. dette. Det måtte Eskild så gøre, uanset deres situation. Han havde svært ved at synke, og efter meget besvær fik han så endelig sagt, "Tak, Eskild." øjnene var dog som tomme kastanje skaller, mens sandheden begyndte at sænke sig over ham. Og undskyld.... "Må jeg.. bede om et krus vand..?" realiteterne var alt for komplicerede at tale om lige nu, så han startede med det nemme.  

Hvorfor kunne de ikke elske hinanden som han elskede ham, hvordan kunne Eskild fortjene al dette, når det hele var røvrend af højeste kaliber. Hans følelser var de som blev sat for skud, tilkendegivet og gjort til grin. Alt Stian havde leveret var blot undvigelser, afvigelser og fornærmelser. Hvordan kunne de tale om kærlighed, når alt der var, var intetheden af hinandens tomme mangler. Nødder uden indhold, så selv elefanten ville kunne føle skuffelsen i sidste ende. 

Hvad end Stian mente med, det ikke gav mening, kunne han ikke besvare. Men han ville så gerne smide det ud, at Stian tilsyneladende gerne ville være offentlig med andre, alle andre, end ham. Det var nok hvad gjorde mest ond. 
Selv hvis Eskild havde stået i mandens sted; havde Stian nok talt sit fra det, uanset påvirkning eller ej.

Et krus vand blev ønsket, og uden brok, gjorde Eskild præcis det. Hentet kruset med koldt vand. 
Han var væk i under to minutter, men der var kun så meget man kunne kontrollere. Han ville smække med skabene, men bed blot sammen og stoppede sig selv i sidste kun fra ikke at larme. Tilbage til soveværelset med kruset til Stian, og som han rakte det, satte han sig på sengekanten med ryggen delvist til Stian. “Ved du hvad der såre mig mest” spurgte han så endelige.

Stian fandt det ikke retfærdigt at bede om vand i Eskilds hjem med tanke på alt det der var sket den foregående aften. Men kroppen føltes både tung og svag, og han ville nødig falde sammen som en anden kludedukke, skulle han rejse sig og hente det selv. Eskilds fodtrin, og skabe der åbnede sig, vand der blev hældt op i kruset, alt sammen sad han blot og lyttede til i stilhed. Hvad zalans var der sket igår, og hvorfor var der så mange blandede følelser omkring lige dette. Der var skammen, som Stian mærkede vokse i sig; skam over at have sat sig på knæ foran en gæst, skam over at være blevet opdaget i det.. af Eskild. Forvirring, vrede, men også minder om hvordan verden var et rim af farver og lykke. Det var svært at forestille sig hvordan det var kommet så vidt, men langsomt begyndte brikkerne at samle sig til et sammenhængende billede. 

Eskild vendte tilbage med kruset, og Stian modtog det med et træt nik. Stilhedens intensitet var så tyk, at Stian næsten ikke turde bevæge sig, bange for at stormen ville indtræffe. Gæstfriheden kunne ikke vare meget længere, og han måtte finde ud af, hvordan han kom hjem. Måske Basil? Men han vidste hverken, hvor han var, eller hvordan han kunne kontakte ham med så kort varsel.

Sengen gav sig lidt, og vægten af Eskild kunne mærkes. Uden et ord, tog han en tår af vandet, men holdt skarpt øje med Eskild imens. Han kunne mærke at den anden overvejede at sige noget, men endnu ikke kunne formulere det. Indtil det så langsomt begyndte at trække op til storm ved ordene der til sidst faldt. 

"Nej, lad mig høre.." opmuntrede han den anden dødt, panden hvilende mod krusets kant. Han havde en idé om, hvad det kunne være, men ville lade Eskild få det sagt. For det ville han gøre uanset om Stian ønskede det eller ej. 

Taletiden var givet til ham, den førhen munterhed som havde fyldt i soveværelset var øde lagt hen, det var efterladt i en tørke og spænding. Sprængfarlig var det hele gået hen og blevet. Han kunne sige mange ting, påpege endnu flere ting og alligevel ikke få noget ud det hele. 

Eskild tav stille og lyttet blot til hvad Stians krop bankede for. For hvert pump, følte han sit eget hjerte miste fatningen og modet. 

Ordene gav ikke mening når det kom til tunge spidsen, hvorfor der var så stille, men alligevel indikation for at noget ville siges. “At du var villig til at gå distance og sige jeg ikke elskede dig” mumlet han med en monoton stemme og vendte det blinde blik mod Stian. 
“Bare fordi jeg ikke kan se dine grimasser, har jeg mærket dit ansigt og ved enhver rynke du har, næsens form og dine læbers.. “ tilføjet han, men modsat sidst, var muren oppe igen og hæmmet fra at krakelere. Hans smile rynke var små afmærkninger i kinderne og ved øjenkrogen, men det var som de var ved at svinde hen. Pensler væk, sammen med alle deres grin og nydelse støn i vilde mimikker. 

“Så jeg ved godt hvordan du ser ud, når du skuler efter mig eller rynker næsen”.

Beskyldninger og anklager, var dét Stian havde forventet at få kastet efter sig. Mudderkast, men, Eskild viste sig med en moden kant til sine ord, omend det var pakket ind i en sagte frustration. 

Lige nu påskønnede Stian bare ikke, en forsættelse på deres sidste samtale.. 

"Eskild, det er ikke lige tidspunktet.." han standsede sætningen med et afbrydende brum for at tænke. 
Han rystede på hovedet i vantro over hvor de var endt henne, men han kunne ikke skænke det mere af sin tid.. det var slut, færdigt. Stien de før betrådte var væk. Det overbeviste han ihvertfald sig selv om. 

Stian rettede sig op med et anstrengt suk og mødte den andens blik der så, men aldrig helt fokuserede. Mundvigene hang utilfreds, omend i fortrydelse ved at afstanden mellem dem stadig var så stor. 
"Jeg har brug for at komme mig over igår." Lød det kontant. Hans hånd gled træt over sit ansigt.

Flasken, med det ulovlige indhold, havde Stian endnu ikke fået øje på, og vidste derfor ikke, at dét var gårsdagens synder. Istedet havde han sin egen idé om hvordan hændelsen skete. Vinen. 
"Selvfølgelig. Jeg må være blevet bedøvet af et eller andet han puttede i vinen." Konstaterede han tørt, lavt for sig selv. 

Kæben spændte stille op og Eskild træk den lidt til siden. Genstridigt var det hele og Stian beviste tydeligt at han ikke gad dem. Eskild ville så gerne, men han havde ikke interesse i at opgive dem. Ikke helt endnu. 

Men han rejste sig fra sengen og gik hen til stolen. Ignoreret det der blev sagt. For de ville blot ende med at skændes. Hånden greb lædersnoren og kastet den over på sengen. “Vinen var ikke dit problem” kommenteret han. Simpelt og ligeglad i det hele. Eskild følt sig rastløs og tog hænderne til hovedet og lod dem glide om i nakken. Han ville så gerne sige noget, men hvad kunne han tillade sig, Stian ville tilsyneladende ikke tale om dem. 

“Der er noget af dit tøj i skuffen, hvis du har travlt med at komme ud” stak han og valgte at træde ud af soveværelset, lukkede døren bag sig for at give Stian sin frihed og privathed. 
Selv valgt Eskild at sætte sig i sofaen, læggede sig snarere og lagde hovedet mod armlænet, et ben på gulvet og armene lagt nedover armlænet så albuerne stod som pile mod loftet. Øjnene blev lukket i og han sukkede dybt. Ønskede blot  at de kunne kæle. Men lige nu. Lige nu måtte han lige tænke over det.

Stian sank ned i stilhed, og skyldfølelsen tvang sig på ham som en ubuden gæst. Han havde afvist Eskilds ord så klodset, men det var simpelthen ikke det rette tidspunkt, når han var så groggy fra igår og ikke kunne tænke klart lige nu. 

Det var først, da Eskild rejste sig, at Stian løftede sit blik diskret for at følge med i hans bevægelser. Hjertet hamrede tungt i hans ører, og han rettede sig op for at forstå, hvorfor Eskild hævdede, det ikke var vinen. En lille flaske landede i hans skød, og han så forvirret fra flasken til Eskild og tilbage igen, før han samlede den op i lædersnoren og betragtede den med rynket bryn. Han burde virkelig have undersøgt manden mere omhyggeligt.. 

Stian sukkede dybt af irritation over sin egen fejlbedømmelse. Han var på vej til at sige noget til Eskild, men døren var allerede lukket, og Eskild var forsvundet ud af værelset. Påmindelsen om at Stian stadig havde tøj liggende, fik ham til at tænke på at han snart burde få samlet sine ejendele sammen fra Eskilds hjem, i dag var bare ikke dagen. 

Han sænkede den lille flaske med indholdet og lod skuldrene synke tungt. Alt sammen føltes som en katastrofe. Stian var blevet udnyttet af et adeligt svin, og nu havde Eskild været vidne til det. Hvad tænkte han dog ikke om ham...

Langsomt rejste han sig fra sengen, fødderne mærkede det kolde gulv. Stian vaklede kort, hovedet dunkende og kroppen som cement. Først havde han tænkt sig at tage sin uniform på igen, men da han løftede op i sin skjorte og bemærkede, at en knap manglede ved kraven, besluttede han sig for noget tøj fra skufferne, som Eskild så fint havde påpeget stadig var der. En tynd striktrøje med rullekrave og bukser i hørblanding i mørke farver, der matchede hans humør.

Der gik nogle lange sekunder før han gik ud fra værelset. Tøvende. Og fandt Eskild liggende i sofaen. "Tak fordi du hjalp mig igår, Eskild." Sagde han det ikke nu, ville ordene aldrig forlade ham.

"Jeg havde ingen intentioner om at være sammen med ham." Stian behøvede ikke at forsvare det overfor Eskild, men han mente at han burde. Mest for sit omdømme, men også så Eskild ikke troede at han allerede var kommet videre.

Hjertet hang i en spinkel sølvtråd, vaklende og sårbar for den som skulle passe på det med al sin vilje. Alligevel var alt der faldt ham tungest for, pilen skudt af vagten for det. Eskild ville vove påstå det var en fejl, men virkeligheden var, at intentionen var hvor den altid havde været. 

Aldrig havde det været hans hjerte, der skulle passes på. 
Nej, en anden skulle skånes og han var skjoldet dertil. 

Eskild havde sine tvivl summende i kroppen, ingen forstyrrelse for hvad han havde gjort. Minderne, minderne som blot fra frakturer af følelser og genkaldelse af bevægelser rørte i hans tanker som vilde storme i det kolde nord eller ude i det ukendte hav, hvor bunden aldrig ville se dagens lys. Men lyden af døren, drev ham ud af minderne med den besynderlige dragerytter i det stramtsiddende tøj som aldrig før. 
Han sukkede, men åbnede knap øjnene på klem. Lyttet til den anden. "Stian, du kan være med hvem du vil.." kommenteret han blot opgivende og trak benet i sofaen til sig, men det førte blot til, at han endte med at sætte sig op i sofaen og tog hånden kort til nakken, som han kløede sig. "Kan vi prøve en ting" ... med følelsen af at sætningen ikke ville have endt der. 
Den ville ikke have endt der, men han med sætningen ovre og slugte den anden halvdel, men skønt den var slugt, lå den på lur, klar til at springe frem. 

 Selvfølgelig vidste Stian, at han kunne være med hvem han ville - det var ikke fordi han søgte grønt lys fra Eskild, til at have omgang med fremmede eller tidligere interessenter. Det havde ikke været intentionen; men mere, at han ikke ville være sammen med andre. Ikke lige nu, eller i den kommende tid. Det var det han ville have Eskild skulle forstå. Ligesom at du så sandelig er med hvem du vil, tænkte han bittert, træt - men ordene hang på tungen som et ekko fra en fortid. Desuden hjalp det hverken til eller fra at starte endnu et skænderi. Skuldrene hang blot udmattet og slapt. 

 Blikket var gledet væk fra Eskild, og søgte rundt i lejligheden der føltes underligt kold og fremmed for ham, selvom det blot havde været en uges tid siden sidst han havde været der, tænkte han at stedet ikke længere bød ham velkommen mere. Eller også var det bare hans egne tanker der ville have ham til at se det sådan. Da Eskild atter brød stilheden, søgte de smalle nøddebrune øjne tilbage til sin tidligere elsker, og ventede på at han skulle forsætte. Eskild sagde dog ikke mere, så Stians nysgerrighed tog over.
 "Prøve hvad?" han kunne mærke hjertet pumpe en spænding rundt i kroppen, men stemmen var glansløs. Han placerede sig overfor Eskilds position, stående, men støttende til en stol bag sig. 

Knuder og bomber i maven ageret som Stian indvilligede svagt i at prøve hvad end der var på Eskilds sind. 

Han rejste sig og lod skuldrene skænke sig som han forsigtigt lod hænderne glide omkring taljen på Stian og lod hovedet blidt støde Stians. Små kys mod halsen og kæben. Han ville fange læberne forsigtigt og håbede ikke, at han blev skubbet væk. Det var med ærlige hensigter. Men han forventede at blive presset væk.

 De trætte øjne holdt skarpt øje med Eskild der rejste sig, prøvede at tyde hvad det næste var som der skulle til at ske. Stian stivnede overrasket og fingrene knugede stramt om stoleryggens kant bag sig da Eskilds arme lagde sig om ham. Han tog et modstridende sug ind gennem næsen og lod lungerne fylde sig op så brystkassen hævede sig. Det sitrede svagt i ham da Eskilds læber flygtigt ramte hans hals som små kys og kæben strammedes ved det. 

 Et kort pust som et overgivende suk forlod hans læber, og kroppen reagerede modvilligt på kærtegnene fra den anden byvagt. 
 Zalans, han sank en klump og lukkede øjnene hårdt sammen mens han stod som forstenet og prøvede at finde styrke til at skubbe Eskild væk. Men han var udsultet af manglen på berøring fra den anden. 

 Stian satte en hånd på Eskilds brystkasse, og rykkede hovedet bagud så han kunne se på ham. 
 "Det er ikke en god idé," brummede han lavt, men han skubbede ikke Eskild væk. Ikke endnu ihvertfald.

Han fik lov, men kun for et kort øjeblik. Det gjorde ondt. Men Eskild forstod og han tog det lidt som en nænsom afvisning, men han forstod det og nikkede lidt med hovedet. Indforstået. “Okay.. undskyld” Stian kunne snart tælle alle undskyldninger han havde fået fra Eskild på to hænder. Men kun snart. 

Eskild lod sine hænder frigøre fra Stian og trak let på skuldrene og sukkede mildt ud fra næsen. 

“Jeg vil lade dig få pakket dine ting”. 

Stian behøvede ikke skubbe, han trådte selv væk og inden for meget bøvl valgte han at forlade eget hjem for den andens skyld. Håbede et sted Stian beholdte sin nøgle, men frygtede for det ville være for naivt.