Det var byvagten fra før, og han kom gående lige imod ham. Enzel var overbevist om at manden var stoppet op, fordi han var chokeret over at se ham. Så Enzel stoppede også op. Han skulle i hans retning, men følte at han ikke kunne… eller måtte… komme forbi ham, selv hvis han gik med fred. Og var det i det hele taget et ønske at gå med fred?

”Nå nå,” Hoverede han nærmest, uden at tale højt, da de var helt alene sammen på gaden, og lyd nemt blev båret i vinden ”Det viste sig at være ganske ligetil. Jeg er uskyldig.” Han bredte sine arme udfordrende, selvom han var alt for træt til at bære denne her facade meget længere. Og han kunne mærke… at han trængte til vin… og trængte til kattegræs.

”Du gik glip af muligheden for at undskylde over for mig. Men du kan jo nå det endnu.” Han trådte lidt frem med den ene guldsko. ”Kys mine fødder, lille vagt.” Det føltes godt at vinde.

 Skulderen ramte blidt mod muren og han lod armene blive foldet let over brystkassen som han indså at den lette og elegante gang var bordelejeren. Hurtigt indså han også, at det var jo tydeligt måden han gik på og en gang der var værd at erindre. 
 Et lille vovet smil blomstrede op og han trak på skulderen. 

" Uskyldig eller heldig, kommer vel ud på et når man er.. hvad end du er " svang han stille afsted og håbede lidt det ville sætte sig i Enzel, give en form af reaktion fra ham. Alle sanser lå på Enzel som han var målet for en missil. Et kort hånende grin forlod ham og han rystede på hovedet. " Du kan få kysset dine fødder af dine halvdyr. Tør du virkelig at vandre omkring denne del af bydelen på dette tidspunkt " spørgsmålet var både tvetydigt og entydigt. 

 Der var lumske typer på denne tid fremme, men samtidig gad Eskild heller ikke se mere på ham. 

Ikke at Enzel havde forventet at Havasi nogensinde ville falde på knæ for ham og gøre som han sagde. Men han havde håbet på at gøre ham sur og muggen over, at han ikke fik sin vælge, med at smide ham i fængsel. Så derfor syntes Enzel ikke det var så sjovt mere, og tørrerede sit smil af.

Hvad end du er… Enzel smallede sine øjne, og vidste at Havasi stadig var irriterende opsat på at visitere ham, og finde ud af hvad der gjorde at hans puls var høj og hvorfor han var varm. Mon han stadig havde en mistanke om forbandelser?

”…Hvad mener du med det?” Spurgte han mørkt og tørt, da vagten spurgte ham om han turde gå rundt i byen på dette tidspunkt. Det var da ikke særlig byvagts-agtigt at spørge om. Havasi virkede på alle måder korrupt, så hvem havde overhoved taget ham ind? ”Ved du hvad… jeg er pænt ligeglad, faktisk.” I virkeligheden var han færdig med at lege. Han ville hjem i sin seng. Hjem og putte med sin søde Nicola, og håbede på at kunne ynke sig til lidt medgørlig sex, når nu hans aften havde været så hår. Men næppe…

Han valgte at gå forbi Havasi.

 " At der er folk som sikkert vil syntes om at vende dig på hovedet " en ærlig reflektion om hvad der måske kunne være manden i vente. Eskild var dog ikke en af disse typer, det krævede for meget. Det var faktisk for meget arbejde selv for ham. 

 Stille skubbede han sig fri fra væggen og lod den så farvestrålende, dog tæt på lydløse mand gå videre. " Næste gang du svinger din daggert mod nogen, vil den blive konfiskeret.. og du vil blive kropsvisiteret " informeret han som en form af afsked til Enzel. 
 Selvfølgelig måtte Eskild lige få opfulgt på hændelsen fra kunden, indskrive hvad information der var på daggerten og hvilken fare den kunne udgør. Kunne man ikke få Enzel, måtte man tage fra Enzel. Det var det eneste rigtige at gøre. 

 " Og pas på du ikke bliver kvalt i dine urter, " for stanken kradsede endnu i hans næse. Så det måtte vel også være til gene for, ja alle andre mennesker med en form af sart næse. 

Enzel havde dealet med lommetyve før. De var irriterende, men ikke noget han frygtede. Han havde tænkt at Eskild havde forsøgt at advare ham om personer som ham, der ønskede at gøre ham fortræd. Blandt andet ved at visitere ham...

Han bemærkede at Havasi skubbede sig fra væggen, og han beredte sig på at hvad som helst kunne ske. Han stoppede ikke op og skænkede ham ikke et blik, da han passerede ham. Han tog bare imod hans trusler om at få frataget sin daggert, hvis han nogensinde skulle svinge den igen. Vredt for sig selv forstillede han sig hvor på manden han ønskede at skære ham først. Måske hans tunge så han aldrig mere skulle høre hans skrækkelige stemme igen?

Han var tæt på at lade det hele passere og være fornuftig, men så sagde Eskild noget, der fik ham til at stoppe op. Han knugede sine hænder, prøvede tricket han havde lært med at skulle tælle til ti, men drejde så rundt på hælen efter de første 8 sekunder. "Det er ikke ulovligt," Sagde han med en uhyggelig bestemthed. Han råbte op eller forsøgte at spille dum og uskyldig. Denne her byvagt havde allerede lugtet lunten. Hvordan vidste han ikke. Han kunne åbenbart mærke og sanse ting, som normale mennesker ikke kunne. Ja, man skulle næsten tro at han selv var halvdyr.

De var helt alene på gaden... Det var Eskild Havasis største fejl i dag... Med langsomme skridt nærmede han sig manden. Også selvom det var farligt for ham selv. "Næste gang jeg svinger min daggert..." Hviskede han med truende effekt "...Bliver det for at se om du er lige så rådden indeni som udenpå"

 Kropssproget og stemningen var svingende, det var svært at sige om det ville knalde eller falde, men Eskild var ikke spor usikker på hvad der ville ske for aften. Enzel ville gå sin vej i vrede eller lade det gå udover en ny, hvis ikke en af sine halvdyr. 
 Eskild havde absolut ikke gjort andet end smidt en kommentar, håbede på at få en reaktion og han fik det. Men det var alligevel en ganske overraskende reaktion han fik for sig. Tankerne om at bordelejeren måtte være forbandet blev stille fejet af banen og noget nyt listede på hans overvejelser. 

 Halvdyr? Det kunne han ikke mene, men Eskild ville alligevel blive nødsaget til at være sikker. Han tvivlede stærkt at et halvdyr kunne være så smart. Så klog og vellidt i byen. 

 Intet på Eskild afslørede hvordan han bar sig ad med at tyde småtingene der kom hans vej. I stedet lod han bordelejeren nærme sig med de langsomme skridt. " Var det derfor din lille pige nærmest blev mundlam da hun så mig? Fordi jeg var så rådden " spurgte han med en stikkende tone.  
 " Er det en trussel? For så er der ikke lang tilbage til cellen hvor du hører hjemme " spørgsmålet var en konstatering.  

Enzel var et rovdyr. En kødæder. En koldblodig morder. Eskild mindede ham om alle disse ting. Han var kold overfor Eskilds trusler, for han vidste at en død byvagts trusler ikke betød en fløjtende fis. Han bevægede sig fortsat frem, selvom han allerede var tæt på. Med en hånd pressede han Eskild tilbage mod væggen og sneg sin daggert ud med den anden hånd. Daggertens spids prikkede ham faretruende mod Eskilds skridt, så det kunne mærkes uden på bukserne. Den var skarp nok til at bryde igennem de bittesmå tråde, der udgjorde det beskyttende materiale. Eskild skulle blot løfte en forkert finger, særligt hvis han ville række ud efter den kniv han selv havde i bæltet, og så ville Enzel gøre skade på ham uden tøven.

Det havde han nok ikke forventet, af væsentligt mindre mand. Men Eskild vidste ikke, at Enzel ikke havde så meget at frygte, takket være hans egen lille hemmelighed. Hans magiske gave. Det var på ingen måder sjovt at dø. Men han vidste, at han altid ville kunne komme tilbage, og prøve at slå ham ihjel igen, hvis han fejlede. En klog mand ville få det overstået, men som enhver anden kat, legede han altid med sit bytte.

"Det er ikke en trussel, men et løfte," De var virkelig tætte på grund af Enzel, der trængte ham mod væggen. Bryst mod bryst og damp fra Enzels mund, når han talte, tæt mod Eskilds mund, som om han ville kysse ham. Enzel bevægede sig meget kælent og nærmest seksuelt, og hans stemme var kælen i dette lave toneleje. Men man var ikke i tvivl om, at man var fucked. "Og jeg kan ikke lide din ulækre tone, når du snakker om mig eller mine små piger."

 Præcis som med Corinth, lod Eskild sig frivilligt presse tilbage. Der var ingen frygt i ham, som han ikke havde noget at frygte for dette sammenstød. Nok kunne han både mærke og sanse sig til hvor daggerten var, men samtidig fornemmede han alt andet. Deres præcise stå måde, varmen, hjerteslagene, lydende. At Enzel lod sig selv komme så tæt på, gjorde kun at Eskild fik mere af hans fært på sig. 
 Eskild tav i første omgang, men trak lige så stille på smilebåndet. Afslørende at han havde noget der ville være til Enzel skuffelse. 

 Armene der havde været i korslagte folder, løsnede sig let, men ingen indikation til at han ville flytte hænderne i nærheden af sit bælte. Det at Enzel stod som han gjorde, pirrende i forsøget på at være fræk, var tæt på at være for vammelt for Eskild. 
 " Jeg har nu aldrig været meget for at have kæledyr.. " svaret han og lagde let sine hænder med et blødt tag omkring daggerts skaft der lå i den andens hånd. Eskilds reflekser var hurtige takket været hans evne. Så snart blodet i den anden gav sig det mindste, ville han kunne se næste bevægelse for sig, så skulle Enzel forsøge at stik det sidste stykke igennem stoffet, ville halvdyrets håndled komme i klemme for et brud. 

 " Det er aldrig et kønt syn at se katte hænge i halen, så jeg vil råde dig til at gå " sagde han med et lavmælt stemme, som han ikke ville dele ud af en hemmelighed der aldrig ville blive bekræftet. 

Det var virkelig ikke Enzels hensigt at være forførende. Det var blot sådan han bevægede sig og talte, til manges frustrationer. Byvagten Havasi væmmedes ved ham, men det måtte jo være fordi han var racist. Der var slet ingen tvivl, da han hørte hvordan han talte om hans slags. Kæledyr… Han skulle nok finde ud af, at han havde med en vildkat at gøre!

Det provokerede ham, at han slet ikke reagerede på at blive trængt op. Som om han nok skulle komme levende fra det. Den samme attitude havde han næsten lige haft med Finneas, og han var allerede godt træt af det. Så Enzel var færdig med at lege. Han ville bevæge sig hurtigt og stikke ham lige der, hvor daggerten havde truet ham. Snitte daggerten igennem de solide bukser og igennem den bløde forhud og videre igennem kødet. Han skulle jage den sådan op i ham, at der ikke var mere tilbage for den almene healer at redde. Og han ville kræve den undskyldning fra ham, som han hele tiden havde fantaseret højlydt om! "Du er heller ikke ligefrem et drømmesyn-!"

Men af hvad der virkede som uforklarlige årsager, var byvagten hurtigere end ham. Han mærkede et greb i sit spinkle håndled…

 Hånden lå med det stramt greb omkring håndledet med daggerten. Stille spændte han det mere og mere til og begyndte at vride let i hånden for at få daggerten til at blive sluppet. Det var for Eskild mere end fair at han gjorde som han gjorde. I hans oplevelse, så tiggede bordelejeren jo næsten om det. 

 " Så kælen, ha? " og lod den anden hånd gribe let fat om kæben på bordelejeren og rettet hans rosenvands bløde ansigt så det stod over for Eskilds. Varme ånder delt i mellem dem, men som de alligevel stod så tæt, rynkede Eskild blot på brynene og næseryggen. " Fortæl mig.. bliver dine dyr behandlet som de dyr de er af dine kunder? " var det bare at tvinge dem ned på knæene og presse sig op og nyde det for sig selv, være ligeglad med hvilken ubehag det måtte være for halvdyret. 
 Han rykkede sig lidt væk fra muren, men holdt endnu den samme tætte afstand til Enzel som han sørgede for at de havde luft bag om deres ryggen, blot indtil Enzel stod med ryggen op mod muren. 

Vrissen og klagelyde kom fra bordelejeren, da grebet om hans håndled intensiverede. Han kæmpede desperat for at holde fat i sit våben, men hurtigere end han ønskede det, gav hans hånd efter. Lyden af daggerten der ramte jorden, var lyden af hans nederlag.

Alt vendte på hovedet, og han forstod ikke engang hvordan han pludselig selv var havnet op ad den beskidte bymur. Bidsk bed han sammen og blottede sine kridhvide tænder arrigt, uden frygt for at blive opdaget. Byvagten kendte allerede til hans hemmelighed. Og han havde regnet ud, at han endda var en halvkat. Eller også var det et skarpt gæt?

Hans hånd greb ud efter den hånd der havde taget fat i hans kæbe, og han forsøgte at benytte sig af samme magttag, og få ham til at slippe. Han forsøgte at bruge sine negle og nive og rive i stedet, fordi han ikke havde lige så mange kræfter som ham. Enzel svarede ham ikke med noget der kunne lyde som et sprog. Han hvæste og miavede rasende. Og hans ene ben løftede sig, så hans knæ stødte mod den fremmede mand og forsøgte at holde ham på afstand. Enzel havde prøvet det her før. Men hans posttraumatiske oplevelser igennem sin opvækst, tog ham tilbage til dengang han var lille og skrøbelig, og ikke kunne gøre andet end at vente på at det var overstået.

…Vagtens mørke øjne… Det var som om det slet ikke så ham…!

 Arrigheden var ikke til at tage fejl af, det var som en kat der blev trukket i halen. Hunde var og forblev stærkere. Der ville de nok kunne give noget mere igen end hvad bordelejeren gjorde. 

 Eskild var ikke spor generet af hånden der satte sine negle i ham, selvfølgelig gjorde det en smule ondt. Men om det var hvad der skulle få ham til at slippe ham? Det kunne der ikke være tale om. Øjnene summede let i, som han ville nærstudere den bløde hud let, men som katten hvæsede af ham, holdt han alligevel en form af afstand. 
 Langsomt valgt han alligevel at nærme sig lidt, som han tog et snif af mandens hud. " Du dækker det godt " mumlet han ind i huden på den anden. Rosenvanden og parfumerne skjulte den ækle lugt der normalt ville lægge sig om ham. 

En lille del af Enzel vidste godt at han ikke rigtig havde været i fare for, at blive voldtaget i aften. Det var faktisk sjældent at det var tilfældet, selvom han anklagede mænd til højre og venstre for at ville forgribe sig på ham. Han vidste hvad de virkelig tænkte og ønskede sig. Han kunne se det i deres øjne, og kunne nærmest høre deres tanker. Med den mørkhårede vagt, havde han ikke forudset at han, kunne finde på at gøre noget ved en mand, som han lige havde lært var halvdyr.

Han vidste at det ikke bare var for at forskrække ham længere, så snart manden kom så tæt på med sit ansigt, at han kunne mærke og høre hvordan han inhalerede hans lugt. En god blanding af alt godt fra bordellet; parfume, vin, røgelse, sex, katteurt, roser…!

Det var lige før han kunne mærke hans læber mod sin hud, men før det skete – før han tillod det ske – fornyede hans styrke af den afskrækkelse, og han formåede at vriste sig fri fra grebet om hans kæbe. Før Eskild vidste af det havde Enzel bidt sig fast i Eskilds ansigt, og han bed til, som prøvede at knuse kraniet inde bag det magre ansigt. I takt med at han bed ham, fik den ene hjørnetand i undermunden fat i Eskilds overlæbe og mærkede hvordan kødet splittede op og begyndte at bløde vildt i hans mund.

I modsætning til hvad han ville med sit angreb – at stikke halen mellem benene og løbe hjem – gjorde han nu alt i sin magt for at holde sig fast i sit offer, for at hans ansigt skulle lide så meget som overhoved muligt!

 Sjældent hørt man Eskild udtrykke smerte eller højlydte jamren. Sjældent ville man se ham i denne panik som opstod i ham. Men her stod han og var fuldkommen uforberedt for hvad der skete. 
 Forsøg på at få flået dyret af sit ansigt, måtte han affinde sig med den voldsomme fornemmelse af blod der blød i munden og ned ad ham, men øjnene var tydeligt præget af smerte. 

 Eskild fik taget fat om kæben på ny og bankede, i takt med sit eget der fulgte trop, baghovedet mod muren for at få ham til at slippe, mens den anden hånden slap håndleddet, knyttede sig og slog mod maven. 

 I sidste ende med meget møg og besvær, fik han revet sit hovedet fri fra kattens gab, men mærkede hvordan undermundens hjørnetand skar yderlige op ad kinden. “ Forhelvede et møg dyr “ udbrød han og fik trådt er skridt tilbage, tørret sig med underarmens ærme for at få det værste blod væk, men det fortsatte blot. 
 Det krævede en healer, en god en tilligemed. 

 “ Skide pisdyr! “ 

En sådan smertegråd var lige det han havde ønsket at høre fra ham for blot få øjeblikke siden, men lige nu var han så forskrækket og bange for sit liv, at han ikke rigtig kunne nyde det. Lyden var nærmest kun uhyggelig. Det betød jo at han havde forstået hvor farlig Enzel kunne være selv uden sin daggert, og enten ville han slippe ham og søge væk, eller også ville han forsøge at slå ham ihjel her og nu. Han kunne nok ikke forvente at en korrupt vagt, ville føre ham til en celle…!

Han kunne mærke at den mørkhårede man ville væk fra ham nu, men han hang troligt fast om ham med både hænder og ben viklet om ham, efterhånden. Han forventede at blive slået ganske snart, men af en knytnæve eller et eller andet. Men i stedet mærkede han grebet om kæben på ny, lige inden han fik et gok i hovedet bag til. ”Aargh-hh!” Det begyndte straks at svimle for hans øjne…! Helt rundtosset kæmpede han for ikke at besvime, og måtte endelig slippe sit greb om Eskild, for ikke at bruge kræfterne på det forkerte. Hans blod søgte mod slaget i baghovedet og han mærkede hvordan han bare blev varmere og varmere. Synet var længe om at blive skarpt igen.

Da anede Eskilds silhuette. Et åbent kødsår i hans ansigt fra hage og næsten hele vejen op til øjet. Han havde været så tæt på at tage hans øje med. Blodet havde strømmet fra hans mund og ned ad hans krop. Enzel kunne ikke selv se det, men hans eget dyre silketøj var ligeledes ruineret. Og han så drabelig ud, som om det var ham selv der var kommet til skade.

”ugh…. UHG…!” Enzel greb sig til hovedet med skælvende hænder og så fyldte han sine lunger med luft og begyndte at skrige så højt han kunne. Ikke bare en lyd for at afskrække Eskild fra at røre ham igen, men et navn. ”FINNEAS!! FINNEAAAS!” Han gispede og prøvede at blive ved med at råbe, men kunne mærke at han skulle besvime.

Finneas hjælp…! Jeg besvimer…. Han ville ikke voldtages eller slås ihjel her. Og af ham…! Finneas var et godt stykke væk, men han vidste- eller håbede – at hans forstærkede sanser kunne høre ham. Og at han ville reagere på det.

 Det havde været en lang dialog med løjtnanten, men i sidste ende var de nået til en enighed. Enzel Silene ville blot få en advarsel og reprimande omkring at bruge våben på den måde. Forsvar var en ting, men som en form af trussel for at få folk væk var noget andet. 
 Hændelsen med menig Havasi ville blive set bort fra, skønt han selv så det stod som en anmærkning på hans papir. 

 Selvfølgelig undskyldte han for at vide, hvor deres reserve nøgle til cellen var og at have låst Enzel ud selv. Men trængte tider krævede nødvendige handlinger. 
 Men de syntes at have nået en enighed og Finneas havde blot nåede at forlade døren som hans forbedrede sanser fangede lyden af hans navn. Normalt ville han ikke reagere på sådanne kald, men det var hans navn der lød, så kunne han ikke lade vær. 

 De lange ben fik hastigt fart under sig, og hans øjne så gnaske glimrende i mørke. 
 Men han havde ikke forventet hvad han ville se. En forblødt byvagt der var opkørt og en skræmt bordelejer. Finneas ville ikke vide hvad der var slet, men nået tydet på at bordelejeren lod sine dyriske instinkter tage over. “ Gå tilbage til hovedkontoret og find dig en healer! “ det var en direkte ordre, vred og bestemt, men den blev modtaget og han så Eskild forsvinde væk. Bandende og sur. 

“ For helvede Enzel.. “ sukkede han og rakte hånden ud mod Enzel og var mere end klar til at gribe ham. Hvordan filen skulle han redde ham fra den hændelse. Men han kunne se daggerten flød på jorden, og dette her var uden tvivl et påstand mod påstand, men Eskild var den som havde mest på Enzel nu. “ Jeg troede du tog hjem.. “ hans stemme var mild og forsøgende. 

Enzel var blodig fra munden og ned, og så endda på det værste tidspunkt overhoved. Finneas var jo vampyr, men han kunne slet ikke samle sine tanker om det lige nu. Han var på nippet til at besvime, men med Finneas støtte, kunne han muligvis holde sig oprejst nu. Han greb fat i ham og hang op ad ham, mere end han havde gjort inde i arresten. Finneas stemme var som en dæmpet baggrundsstøj, men han prøvede at holde fast og lytte fokuseret. Havde han lige… skældt byvagten ud, bare sådan uden videre? Han var reddet…

”Han-eh…” Øh… Hvordan var det nu det hele skete. Av, hans hoved dunkede som bare pokker. ”…Han ved at jeg er halvkat, Finneas. Jeg var nødt til at gøre noget…” Hvordan forklarede han lige, at han havde haft alt under kontrol, hvis ikke det var fordi Eskild havde været så Zalans hurtig? Enzel forstod stadig ikke helt hvordan det var sket. Og han forstod ikke hvordan situationen var endt med, at han frygtede for at blive taget af ham.

Han knugede næsten lige så godt fast i Finneas som han havde holdt ved Eskild. Men med mindre vold. Han kiggede op en Finneas, der syntes at kigge ned på ham med hele 4 øjne, der dansede fra side til side, fordi Enzel var så svimmel. Hans egne var næsten bælgøjede. ”Men jeg fik ham til sidst!” Hviskede han både ivrigt og udmattet ”Så du hans ansigt?” Han smilte lige så forsigtigt og stolt.

Nu havde han ikke mere energi, og blev helt slap i hele kroppen. Så slemt at hvis Finneas ikke havde fat, ville Enzel brage til jorden.

 Blodduften skar i næsen på ham, men han holdt sig i skindet. Gjorde en voldsom indsats for ikke at gå dyrisk tilværks som Enzel havde gjort med byvagten. 
 Det var voldsomt hvor meget skade Enzel kunne forvolde på så kort tid, men det overrasket ham dog ikke. Tvært i mod. 

 Han lod halvkatten holde i ham som han ville, det var tydeligt han var påvirket af situationen; men Finneas måtte holde hovedet koldt og bare forsøge at få ham med sig. “ Du har kun bekræfter hvad end han troede ved at vide ham.. hvorfor tog du ikke hjem ? “ spurgte han igen med en fortsat blød stemme. 
 Et suk var lige på tungen, men lod det ikke forlade hans læber. 

 Finneas greb Enzel lidt tættere og hørte den hviskende stemme. Lidt forskruet. Men han plantede fortrøstningsfuld et kys på toppen af det beklædte hoved. “ Det så jeg godt .. “ mumlede han ned i hovedet på ham. 
 Og der greb han ham. 

 Det var nu blevet Finneas opgave at få Enzel hjem, men turen gik dog til hans hjem. For han nægtede at bære halvkatten så lagt eller troppe op med ham ved hans bordel og stå til ansvar med en husbond. 

Det havde irritere Issac grænseløst at denne Finneas blot havde valset ind og taget Enzel med ham. I hans øjne havde han ikke den bemyndigelse, og slet ikke overfor en løjtnant som ham selv. Enzel burde have siddet inde i cellen og sovet der et par dage. Selvforsvar, Issac måtte le. Godt nok var Enzel svag, det havde han selv set da han havde slæbt ham ind i cellen, men den kunde burde både ham og hans udsmidere vel kunne have klaret uden at skære ham? 

Der var åbenbart ikke meget at gøre end at være skide irriteret over sagens slutning og sætte sig at skrive de sidste papirer og rapporter færdig, inden han kunne tridse hjem ad. Timerne gik hurtigt og sagen havde kun gjort ham mindre lysten til at forsætte med al det arbjede som han egentligt havde.
Det var først da han hørte et bump at han rigtig blev hevet væk fra papir arbejdet og søgte ud mod gaden for at se hvad der kunne have skabt den. "Eskild?" Det var ikke vennen han havde regnet med at se, og slet ikke sådan her. Han var blodig og forslået. Han var hurtig  henne for at støtte ham og med et hurtigt kig på hvor blodet kom fra var det tydeligt at der skulle en healer til. 

"Vi skal have dig til en healer Eskild, det kan ikke gå for langsomt" Han var nød til at sørge for at venne så en healer, så såret kunne blive båret, "Var det bordel ejeren der gjorde dette her?"

 Blodet flød fint i ansigtet, det åbne sår var brutalt og han havde sjældent fanget sig selv med sådan en vrede. Pisdyret var ikke et afsluttet kapitel. 

 Eskild kunne mærke hvordan blodet dryppede, men han gad ikke blive ved med at tørre det frit. I stedet blev han mødt af Issac på sin gang, og vennens bekymring var tydelig, men Eskild var for vred til at tage stilling til det. Så da spørgsmålet om det var bordelejeren, fnys han blot. 

 Turen til healeren var en.. oplevelse for sig selv. Skaden var dyb og meget kunne gøres, men ikke alt.