Sata kunne mærke en trykken i hans bryst, som ordene endelig forlod Elemér og straks fortrød han at have spurgt om det, for han havde ikke et svar til Elemér. Han havde sjældent et svar til sig selv omkring de her ting, bortset fra en vag viden om at han ikke kunne lide at sige nej til andre. Et uheldigt træk, men noget han endnu ikke havde formået at smide fra sig over årerne.

"Jo, det gjorde vi," sagde Sata, og lagde sin hånd på sin ene overarm. "Men det var ikke..." Han vidste ikke hvad han skulle sige, og slet ikke for at trøste Elemér om hvad der var sket. Men han havde heller ikke lyst til at åbne hele samtalen om hvad det betød mellem de to af dem. Han kunne heller ikke kigge op på den rødhårede vogter og i stedet faldt hans blik ned på gulvet også. Han kunne ikke klare at se Elemér i øjnene. "Er du okay?" spurgte han i stedet for, næsten som et forsøg på at undgå samtalen. Ikke at Elemér nok ville tage dét særlig pænt. 

Men det var ikke hvad? Sata undlod at nævne det vigtigste, men Elemér havde skam en ide om hvad han prøvede at fortælle ham. Deres kys betød kun noget for Elemér. Det tog i den grad lysten ud af ham. Og det tog desværre også den gode oplevelse ud af den dårlige fra i nat. Som den idiot han var, havde han bare misforstået Satas venlighed for interesse.

”Jeg er ikke okay. Jeg var forvirret, men brikkerne er begyndt at falde på plads nu,” Sagde han, irriterende bevidst om hvor selvdestruktiv han fremstod overfor ham. Men han var ikke kun sur på sig selv. Han var også sur på Sata, for Sata kunne jo have gjort mere, for at undgå det her. Han kunne jo have nægtet at lade ham sove hos sig. Han kunne have holdt nallerne fra sig selv, eller han kunne undlade at være så sød, at Elemér blev fristet til at kysse ham. Han kunne lade være med at kysse ham tilbage…

Han undersøgte Sata med blikket. Studerede hans undskyldende og uskyldige positur. Prøvede at aflæse hvordan han havde det. Nogen burde spørge Sata om hvordan han havde det. Men Elemér havde ikke mere at snakke med ham om. Så han sukkede tungt og drejede en omgang rundt, for at tage i døren igen, og denne gang forlod han ham med succes, og skyndte sig at haste ned ad gangen, for at komme væk fra alt og alle.

Sata ville gerne stoppe Elemér. Alt i ham skreg om at gøre noget ved situationen, om at sige til Elemér at selvfølgelig betød det noget for at få det udtryk væk fra ansigtet. Han følte sig som et fjols, en idiot, den værst tænkelig person til at eksistere. Men ingen ord lød fra ham, i hvert fald ikke før det var for sent.
Som Elemér rakte ud efter døren og forlod værelset, trådte Sata et skridt frem, en hånd rakt mod ham, men Elemér var der ikke til at se det, eller høre det simple "Elemér" der forlod Satas mund, men han havde ej heller det i ham at løbe efter ham ned af gangen.

Den stille klikken af døren der lukkede, var lyden der lød, som Sata endelig nåede døren, men han vidste allerede at det var for sent, og hans hånd lagde sig mod den tunge trædør, og hele hans ansigt forvrængte sig i fortvivlelse over situationen. Han vidste han burde sætte grænser, og indrømme når noget var ude af hans magt. Han burde undskylde, til dem begge, men hvor skulle han begynde på det hele. Han havde aldrig været god til det, og ville han ikke bare lede dem af afveje.

Det var den tungere eksistens af Nila der lagde sig om hans skuldre der fik hevet ham væk fra sine tanker, og som han lagde sig i seng, var det med en noget større drage der smøg sig om ham i håb om at trøste den person hun holdt allermest i verdenen af.