Atter kiggede han over mod Pompeia. Hun snakkede endnu, for hun ville endnu være en del af det. Dette burde ikke være Jontars handel, men det blev det. Det var svært for en slavehandler ikke at se sit snit, nu når han ikke længere havde med slavehandlen at gøre. "Med den korrekte træning, sikkert." Og Talice pointerede også selv fordelen ved at give hende muligheden. Hvis de betalte hende som deres ansat, ville de være de første, som kunne bære goderne af hendes flyvende vinger, når de engang kom i luften.
Talice talte godt for sig, det måtte Jontar give hende. Dog valgte prinsen alligevel at trække sin kommende hustru lidt til siden. "Undskyld os lige," Han ville kunne et skridt væk fra hende og med deres rygge til hende, men når de opnåede dette, begyndte prinsen straks at tale i en lavmælt stemme. "Pompy, jeg ved ikke. Synes du ikke, det er lidt et pudsigt sammentraf? Du beslutter dig at vil have en personlig tjener frem for slave og pludselig dukker denne unikke kvinde op?" Det var muligvis en paranoid tanke, men som arving til fyrstedømmet havde Jontar mere end retten til at være lidt paranoid.

~ Don't just take me as a handsome face. I am so much more than that ~