Som hans fingre også pludselig deltog i legen ved hendes underliv, forsøgte Laurenne instinktivt at klemme benene sammen om ham, som reaktion på den bølge af nydelse, som fingrenes bevægelser fik til at skylle igennem hende. Hendes fingre blev gravet ned i sengen bløde stof og hovedet blevet kastet bagover. Hele hendes krop var et stort virvar af sanseindtryk fra hans arbejde med hendes underliv. Det føltes som om nogen havde sendt ild rundt i hendes årer, og hvis det ikke var fordi, at Laurenne var ret sikker på, at han ikke ville vise hende nogen nåde, så var det lige før, at det var for godt til, at hun kunne holde til behandlingen. Havde han faktisk formået at få hende ud til, hvor hendes stolthed og stædighed forsvandt i nydelsen tåget?

De nydende lyde fra hende tog til i styrke, og mellem de mange støn forsøgte skiftevise bøn om at han skulle stoppe, og at han for alt i verdenen ikke måtte stoppe at slippe ud. Normalt ville hun ride på bølgen af nydelse, som han fik skubbet hende udover kanten, men den her gang var der ingen bølge, i stedet føltes det næsten som om, at nogen smed hende direkte ud på det dybe vand, som orgasmen overtog hende. Hele hendes krop begyndte at ryste, hendes ben kæmpede en indædt kamp med hans hårde greb i et forsøg på at sætte et stop for den fantastiske tortur, så hun kunne genvinde bare en lille smule kontrol over sin krop. De nydende støn gik over i noget, som nok var mere korrekt beskrevet som skrig, hun var fuldkommen opslugt af kroppens signaler, som fik hendes hjerne til at eksplodere, så resten af verdenen forsvandt omkring hende. 

Der var absolut ingen dødelig som ville det retfærdigt at Naamah havde evnen til at vække lyst ved sine blotte tilstedeværelse. Men retfærdighed, var alligevel en løgn, og kun opfundet for at tyngde dem som havde en gave, andre også ville have.
Naamah kunne ikke lade være med at smile, som han mærkede hvordan Laurennes ben lukkede sig omfavnende om ham. Han tvivlede helt ærligt på at han kunne flytte sig ret langt væk fra hende lige nu, hvis det havde været hans intention.

Naamah var ligeglad med, om så hele Azurien kunne høre hendes skrig, støn og bankende hjerte. Han havde ingen intentioner om at stoppe, men derimod fortsætte med at have hende til at forblive i sin krops greb. Han var ikke spor i tvivl om hvad der foregik i hendes krop som hun rystede og dirrede under ham, fyldte rummet med skrig af nydelse.
Dybt koncentreret lod han sin tunge fortsætte og fingre fortsætte den nydelige tortur, til han kunne mærke at hendes krop simpelthen ikke kunne håndtere mere nydelse.

Først der stoppede han og løftede sine læber fra hende og slikkede sig om dem, mens han betragtede hende. Han lod sine fingre glide ud af hende og holdte i stedet om det ene bløde lår der stadig var lukket dirrende om ham. Han tillod hende at falde tilbage ned på jorden igen, efter at havde trukket torturen godt og grundigt ud på et højt niveau.

Det var vidunderligt forfærdeligt, så selvfølgelig havde Laurenne ikke rigtig lyst til at fjerne sig fra hans fingre og tunge, som om hun ville få lov til det selv hvis hun ville, men alligevel vred hun sig så godt hun kunne i håbet om, at han ville stoppe den konstante påvirkning. Hvordan var det overhovedet muligt, at det kunne føles så godt! Hun havde mistet alt kontrol over sin krop, hun kunne bare ligge og tage imod, imens hun ventede på, at han endelig ville forbarme sig over hende.

Langt om længe trak han sig væk, og Laurenne kunne igen trække vejret, selvom hendes vejrtrækning stadig var hurtig og overfladisk. Langt om længe formåede hun også at slappe af i benene, så de kunne falde ud til siden igen, så hun ikke holdt fast på ham. Hver lille del af hendes hud var så utroligt følsom, og følelsen af hans hud mod hendes var næsten for meget. Øjnene var stadig lukkede, det krævede simpelthen for meget at åbne dem lige nu, desuden så lå hun og nød de sidste efterdønningerne fra det, som han lige havde trukket hende igennem.
Hun var rimelig sikker på, at der ville komme en kommentar fra ham om, hvordan han, endelig, havde formået at fjerne hendes kontrol fuldkommen, og hun ville så gerne komme med et flabet svar, før han overhovedet nåede så langt.. Men hendes hjerne var fuldkommen tom for flabede kommentarer. 

Naamah elskede at se hvor forskelligt folks kroppe reagerede på den overvældende stimulation der kom som følge af både hans evner, og hans gerninger mod hendes krop. Han betragtede hende derfor roligt, som hun dalede ned igen og opnåede at få et gram mere styr på sin vejrtrækning. Fascinerende.

Langsomt gled hendes ben ned fra sin krampagtige fastholdende af ham, og holdte hende ikke tilbage fra at gøre det. Til gengæld var der et yderst tilfreds smil at finde på hans læber, som han ikke engang forsøgte at skjulte.
"Hvad var det nu.." han drejede hovedet og plantede et kys mod siden af hendes knæhase. Han vidste hun var meget følsom lige nu. "Du kaldte mig.." han nussede sin næse op af benets bløde hud, inden han kiggede op på hende igen. "Var det ikke guddommelig?" drillede han hende kækt, og vidste at havde hun haft bedre kontrol, havde han ikke engang nået at få kommentaren ud før hun selv havde sagt noget flabet. Yderst tilfredsstillende at bringe hende så langt ud af fatning.

Mens hun forsøgte at samle sig, kumme Laurenne ikke lade være med at lade sine fingerspidser glide ganske let nedover huden på maven. Hun nød at mærke, hvordan selv hendes egen blide berøring gav hende gåsehud og sendte forvirrede signaler om, hvorvidt hun havde fået nok eller stadig var sulten efter mere.

Selvom hans selvtilfredshed i den grad prikkede lidt for meget til hendes kontrolbehov, kunne hun ikke lade være med at smile. Jo, guddommelig.. Det var vist ganske rigtig, hvad hun havde kaldt ham, og lige nu kunne hun faktisk være tilbøjelig til at tro, at der faktisk var en sandhed i ordene.
"Var det, hvad jeg sagde?" Fingrene bevægede sig længere ned, rakte ud efter ham, lokkede ham til at kravle længere op. Både fordi hun gerne ville havde ham væk fra det utroligt følsomme sted lige nu, men også fordi hun havde en mistanke om, og måske også lidt håbede, at en bestemt del af ham efterhånden måtte trænge til opmærksomhed. Ikke at hun forstod, hvordan han kunne holde til så meget, men det var trods alt også en af de ting, som gjorde ham så forbandet uimodståelig. 

Naamah forholdte sig i ro og brugte tiden på bare at betragte alt hvad Laurenne gjorde. Hvordan hun lod sine fingre blidt røre over sin egen hud og hvordan hendes vejrtrækning begyndt at dale som hun fik tiden til at samle sig.
"Det bilder jeg i hvert fald mig selv ind" konkluderede han med et fortsat kækt smil på læben.

Langsomt efterkom han hendes ønske om at flytte sig opefter fra mellem hendes ben. Hvilket gav et klart udsyn til at hendes vrid og nydelse havde haft sin effekt på ham.
Der var fordele, rigtig mange fordele, ved at havde dødssyndens kræfter til at løbe i sit blod. Fordele, som gjorde at han kunne holde til meget mere end en almen mand, og i den grad også udnyttede at han nærmest var umulig at gøre mæt! Han havde været tilfreds, bevares, men mættet - det var han ikke sikker på var sket endnu.
På vejen op ad hende lod han sine læber strejfe over hendes maves bløde hud og lukke sig om det ene bryst for en kort bemærkning, inden han nåede op og kunne ligge sig ved siden af hende.

Der var en flabet kommentar på vej som svar, men Laurenne bed den i sig. Der var ingen grund til at friste ham til at drille yderligere, så lidt pænt kunne hun nok godt opføre sig. For nu. Hun kunne dog ikke stoppe sig selv fra at give ham et blidt dask på skulderen, da munden lukkede sig om brystet i en alt for kort stund.

Lige så snart han lagde sig ved siden af hende, rykkede hun ind til ham og placerede sit hoved på hans brystkasse. En enkelt hånd blev også rykket op, så hun kunne lade fingerspidserne glide let over huden på hans brystkasse.
"Så, min gud..." Hun smilede drillende til ham, som hun nævnte ordet 'gud'. "Jeg går ikke ud fra, at du allerede er færdig for i nat?" Resten blev sagt med en kælen tone, mens hun lod hånden glide fra hans brystkasse, ned over maven og ned til.. ja, det sjove område, så at sige. For nu nøjedes hun med at kærtegne ham blidt med fingerspidserne. Efter hvad han lige havde udsat hende for, var det vist kun rimeligt, at han også fok lov til at 'lide' bare en lille smule. Desuden, jo længere tid hun kunne drille ham og holde ham hen, jo længere tid havde hun til lige at samle kræfterne igen.

Naamah lod hende komme ind til sig og lagde armen om hende, så hånden kunne nusse i små blide cirkler på hendes skulder. Han brummede tilfreds som hendes fingre gled blidt over hans bryst. Et grin var at finde på hans læber, som hun drillede ham – nok brugte hun ordet gud som et drillende statement, men han var ganske udmærket tilfreds med at bare høre ordet forlade hendes mund.

”Med dig, vil jeg fortsætte hele natten” svarede han og lukkede øjnene som hånden langsomt og kælent gled ned af ham. Meget pirrende og langsomt for at glide over hans følsomme hud. Selvom han havde været i gang af flere omgange, var det ikke svært for ham at finde kræfterne til at fortsætte. Området reagerede derfor også lystigt på hendes kælne fingrespidser og Naamah slikkede sig over læben, som han lænede hovedet tilbage. Hun var mere end velkommen til at drille ham og opbygge hans hunger endnu engang. Han forventede det af hende, som både tilbagebetaling og hævn for hans leg med hende.

Det var svært for Laurenne ikke at føle sig liddt selvtilfreds, da han reagerede på hendes berøringer. De havde trods alt allerede været rimelig godt igang, så hun var da lidt stolt over, at vun stadig kunne få liv i ham. Og så betød det også, at hun kunne fortsætte med at drille ham, han havde trods alt selv sagt, at han ville fortsætte hele natten.

"Jeg er din" Hun begyndte at kysse sig ned ned over hans overkrop. "Hele natten" Hun tog sig god tid, gjorde sit bedste for at pirre og pine ham. "Og længere endnu" Hun var efterhånden nået hele vejen ned, så hun kunne placere et sidste kys lige over hans manddom, hvorefter hun rettede sig en smule op.
"Så længe du fortsætter med at tilfredsestille mig" Hun kunne ikke lade være med at smile halvflabet til ham, inden hun atter bøjede sig fremover og lod sin mund omslutte ham. Hun ville med glæde bruge resten af sine dage på at blive tilfredsstillet af ham, helt uden de bånd som hendes nye ægteskab havde lagt på hende. Men for nu handlede det om hans nydelse.

Hun tog sig stadigvæk rigtig god tid, bevægede hovedet ganske langsomt frem og tilbage mens hun hjalp en ganske lille smule til med hånden. Han havde pint hende så forfærdeligt, det var vel kun retfærdigt, at han fik lidt af sin egen medicin.