Amelia havde det som om hun var ved at blive kvalt. Alt i kroppen skreg at hun skulle løbe, stikke af og aldrig nogensinde se sig tilbage. Det tilfredse smil, blandede med de iskolde øjne, burde havde været advarsel nok. Som et giftigt dyr der vidste, det havde vundet.
Med en skælvende vejrtrækning kom Amelia op at stå og fulgte med igennem det lille hjem.
Det sang for ørerne og hun kunne mærke sit hjerte hamre panisk. Hun havde virkelig ikke lyst. Men der var ikke andre valg.

Et øjeblik frøs tiden fast og den anspændte følelse i hele kroppen, pustede sig grundig ned som hun kiggede ind i soveværelset. Hun havde ingen ide om hvad hun havde forventet, men vidste nu at hun i hvert fald havde forventet at hun var tvunget til at sove ved siden af ham. Så tæt, havde hun på ingen mulig måde lyst til at være! Og ville helt ærligt mene at det kom hun aldrig til.
Amelia slap det luft hun ubevidst havde fastholdte i struben. Hun trådte ind, bemærkede sig at der var steder trægulvet knirkede under hendes fødder. "Okay" kort for hovedet og uden indvendinger, og med en strej af den markante lettelse hun egentlig følte.
Ja, det var stadig samme rum, og det var et rum med Romulus. Men hun følte sig alligevel mere sikker, og mere komfortabel ved at vide, at hun ville ligge her, og ikke der. Amelia kiggede derefter ned af sig selv, og kom brutalt i tanke om, at hun ikke havde andet på end hvad hun havde sovet i natten før. Hendes tanker havde været alle andre steder end at klæde sig korrekt på. Det var derfor også nemt hun kunne sætte sig op i den ukendte sig og sidde der lidt, vejende sin situation endnu engang.

Mest af alt, skulle hun nok havde hentet noget tøj før eller siden. Selvom hun ikke kunne undgå at håbe på hun ikke behøvede sove i den fremmede seng igen, trods hun ingen andre valg og muligheder havde. Gad vide hvorfor han egentlig havde to senge?

Romulus virkede næsten ligeglad med hvad Amelia foretog sig og havde på. Han var mere fokuseret på sig selv, og hev trøjen af så hans overkrop var til skue, inden han vendte sig mod hende. ”Jeg regner med at der er nok tæpper til dig,” sagde han, som han kort kiggede på hinanden. Der var et par tæpper og en dyne på sengen, selvom de nok ikke var de reneste. Ikke fordi de var blevet brugt, men bare som de bare havde fået lov til at ligge der lidt for lang tid.
Han satte sig ned og hev sokker af. Bukserne forblev dog på, for at skabe den lidt ekstra varme til natten, og i tilfælde af at han skulle hurtigt op. En tendens han havde bibeholdt siden Remus også stadig var i huset. Han havde jævnligt vågnet op om natten og haft behov for noget drømmeenergi, og så var der kun en ting at gøre, og det var at finde en person der kunne hjælpe. Der var selvfølgelig også en vis mænge indbrud på disse kanter. Ved disse tanker kiggede han mod døren, hvor endnu et af hans bat var. Det var rart at have dem ved hånden skulle der ske noget trods alt. Amelia var den mindste af hans bekymringer.

Trods hele situationen var alt andet end beroligende, var der noget over Romulus' ligegyldighed omkring hende, der gjorde det hele nemmere at bære. Han værdigede hende ikke blikke og virkede generelt fuldstændig upåvirket af hendes tilstedeværelse.
Det var egentlig ret forstyrrende at føle afslapning ved bare en lille del af den alt andet end rare oplevelse dette var!
"Det er fint" svarede hun lige så kort for hovedet. Der var ingen grund til at forsøge at opstarte uønskede og halvhjertede samtaler. Hun havde lige så lidt lyst til at snakke med ham, som han havde hende.

Sengen lugtede hengemt, men hverken uhygiejnisk eller beskidt - hun tog det som det var. Det var en seng, og det var vel og mærket en udmærket en af slagsen. Dyne og tæpper blev løftet op, således Amelia kunne trække sine ben op i sengen og sidde, mens hendes blik tog omgivelserne ind. Noterede sig både bat og generelt hvordan hun nemmest kunne stikke af, skulle noget ske.
Først da hun var færdig med at tage området ind, fik hun sig møffet ned og ligge og trukket den kolde dyne og tæpper op over sig. Hun lå med fronten ud mod rummet. Ikke at hun forventede det gav hende ret meget mere tryghed, men det var det bedste hun kunne gøre i denne situation.

Det var godt at heller ikke Amelia forsøgte at få mere ud af det her end der var. Romulus hjalp hende ikke fordi han var et godt menneske, og det vidste de begge to godt. Han ville nødig have haft hende i sit hjem, hvis han skulle være helt ærlig, men her var de, og han ville være dum ikke at udnytte når der kom noget hans vej han kunne bruge trods alt.
Han sagde ikke engang noget, som han selv lagde sig ned i sengen. Hans øjne forblev dog på Amelia. Hvor lang tid ville det tage før hun faldt i søvn og det ville starte? Ikke fordi han regnede med at han selv ville kunne holde sig vågen i meget længere tid. Han ville jo nok vågne noget hun kløjs i det, og så skulle han nok være klar. 

Amelia havde den forfærdelige følelse i kroppen af at hun var ved at blive kvalt, mens hendes hjerte hamrede med alt for mange kilo meter i timen i hendes bryst. Hun havde det elendigt og ville egentlig helst bare forsvinde fuldstændig. Samtidig med at hun lå med øjnene som tekopper og stirrede ud i rummet, var hun også dødsens træt. Hele dagen havde ikke båret præg af fysisk udmattelse, men hendes hoved. Hun var så uendelig træt og hun kunne tydeligt mærke hvordan øjenlågene kæmpede for at falde i.

Så længe Romulus var vågen, kæmpede Amelia for at forblive det samme. Hun frygtede stadig hvad der kunne ske med hende. Hvad han kunne finde på at gøre. Han havde ingen kvaler og tryede til alle midler for at få hvad han ville. Amelia vidste ikke hvor meget han netop ville. Men, det var en umulig opgave hun havde sat sig for, og øjnene gennemtvang til sidst ønsket om at falde hen.
Hun havde frygtet en urolig nat. Frygtet at hun ville kaste sig rundt og vride sig, som forlængelse af at hun var urolig. Amelia sov som en sten og rykkede sig ikke ud af flækken.

I de tidlige morgentimer, begyndte den gyldne væske at sive ud af næsen og kanten af munden der hvilede ned mod puden. Så længe hun lå på siden, begyndte det så små at forsvinde ud af sig selv. Gyldne tårer løb ned af hendes hud og først da munden begyndte at føles ubehagelig vågnede hun op. Instinktivt bøjede hun sig ud over sengekanten med åben mund og lod væsken glide ud, mens hun gurglede over ubehaget. Det havde ikke været nær så slemt som dagen før, hvor hun havde lagt på ryggen, men hendes ansigt emmede ikke ligefrem behag. Faktisk gik der et kraftigt gys igennem ryggen på hende, som maven havde forsøgt at presse væsken ud som var det opkast.

Romulus fandt roen ufattelig nemt, og han faldt i søvn uden kvaler. Det var først som han hørte den gurglede lyd, at han slog øjnene op i de tidlige nattetimer. Der var mørkt, men ikke mørkere end at han kunne se den gyldne masse komme ud af hende, og var hurtigt på benene, som var han ikke lige vågnet, selvom han blev nødt til at blinke noget af søvnen ud af øjnene. Fascinerende.
Han lagde en hånd på hendes ryg og strøg hende over den i en næsten blid og omsorgsfuld bevægelse. "Få det ud," lød de blide ord, selvom hans blik allerede kiggede rundt for at se om han havde noget han kunne have det i. Der var en overraskende stor mængde, og noget fortalte ham at det meste den forgående nat nok var blevet efterladt hjemme hos Amelia. Han måtte finde på en løsning hvis de dyrebare dråber ikke skulle gå til spilde på det lange løb, men h an var stadig ikke sikker på hvor meget han skulle lave for hver en dråbe.

Amelia var egentlig ikke sikker på hvad hun havde forventet der ville ske så snart hun vågnede. Ikke andet, end hun havde håbet så dybt hun overhovedet kunne klare, at hun ikke ville opleve det samme, som blot firetyve timer tidligere. At hun aldrig nogensinde behøvede at stå foran Romulus dør igen og nærmest tigge ham efter hjælp. At hun kunne gå tilbage til at leve et liv, hvor hun dedikerede sig selv til at hjælpe andre, fremfor blot at ligge i rendestenen, ynkelig og i stykker.
Det var derfor en meget ynkelig lyd der forlod hende, som kroppen rystede af væskens insisterende søgen ud af kroppen. Hun havde virkelig håbet.

Amelia rakte instinktivt ud efter hans frie hånd til at støtte sig, som hun hang ud over sengens kant og gurglede den gyldne væske op. De beroligende cirkler, som den anden gled over hendes ryg, mindskede rystelsen og hun syntes at få mere styr over sin vejrtrækning, som hun ankede sig fast i hans ord. Ord der forlod ham blidt og med et toneleje hun aldrig havde hørt ham bruge før. Noget hun vitterligt havde brug for at høre i dette øjeblik, men aldrig forestillet sig at han kunne ytre. Det lykkedes mirakuløst, i dette øjeblik, at gøre hende mindre bange og panisk.
Det tog noget tid før maven ikke pressede sig sammen for at kaste væsken op, og i stedet bare lod de sidste lange dråber glide ud ad sig selv. Først der, løsnede hun grebet om hans hånd og holdte op med at spænde i kroppen, trods vejrtrækningen stadig var hurtig og tung. Hver dag. Var det virkelig hendes straf at skulle dette. hver. eneste. dag.

Det var den blidhed som Romulus også ellers havde brugt med Remus. Den eneste person i det her liv han faktisk havde holdt af. Han kunne godt være der for andre, men Romulus havde igennem alt for mange år bare mistet alt følelse for andre. Han gad dem ikke, og gad ikke passe på dem. Han ville blot fremme sine egne mål.
Det var også først da hun endelig var færdig med at kaste op, at han endelig gav slip på hende, og lod hende komme sig over det. "Var det det?" spurgte han, som han rejste sig igen, efterlod hende tilbage i sengen, nu ikke ligeså interesseret i hende, som før.

Væsken var overalt på gulvet, og han var varsom han trådte uden om det, for at forlade det lille værelse. Det var ikke mere end et øjeblik før at han var tilbage. Med en rimelig størrelse glas beholder, noget at samle væsken op med, og så et glas vand, som han satte ved hende, hvis hun havde behov for at vaske noget af det væk. 

Næsten lige så hurtigt som hun havde følt en form for trøst og nærvær, blev den hevet væk fra hende igen. Langsomt rettede hun sig op, for til sidst at trække benene op og sidde i skrædderstilling i sengen. "Det var det nok." svarede hun stille og brugte et meget langt øjeblik på egentlig lige at forstå hvad der var sket. En ting var at hun havde kastet det væmmelige væske op, som hun vidste Romulus så på med at meget begær at det næsten var uhyggeligt. Hans betaling, så at sige. En anden ting var, at hun stadig kunne mærke håndens blive bevægelser brænde mod sin ryg. Netop fordi han havde været så blid og nænsom, hvilket var som ild der slikkede mod huden, når man som Amelia ikke havde fysisk kontakt med nogen som helst.

Som hun blot stirrede tomt ned på gulvet og ikke mindst Romulus der var vendt tilbage for at opsamle den, for ham, dyrebare væske, følte hun sig endnu mere alene end før. Hun lukkede armene om sig selv og stirrede bare. Uden et knyt, som hun slog sig selv mentalt i nakken. Selvfølgelig havde han ikke været rar ved hende, fordi det var hende. Det havde alt sammen været for hans behov og ikke mindst gevindst. Hun følte sig så ussel.

Romulus kiggede ikke engang op på Amelia, men glasset med vand blev stillet så hun kunne nå det, mens han selv knælede ved væsken, og prøvede at samle så meget det han kunne op. De måtte finde en ny løsning. Det var i hvert fald det han fortalte sig selv som væsken havde spredt sig ud på gulvet.
"Der er noget vand hvis du er tør i halsen," sagde han, næsten blidt, men fokusset var ikke på hende. Det var på at samle alt væsken op, som stille og roligt blev hældt op i glasset. Det var tyktflydende, men dog ikke fast endnu. Det var en meget anden konsistens end hvad Romulus var vant til. Han håbede ved at lægge låg på, så kunne han stoppe det fra at størkne fuldstænding. Det var heller ikke alt han kunne få med op i bøtten, men det blev næsten fyldt op med den flydende gyldne væske, og han satte nænsomt låget på. Han håbede virkelig han kunne bruge det senere. Især som han stadig kunne mærke søvnen trak lidt i ham.

Hun hadede sig selv for at føle ro over den blide tone han brugte. Amelia kæmpede for at finde ud af hvor hendes tanker skulle være og hvordan hun skulle håndtere alt det der skete omkring hende. Hun rakte ud efter glasset og lod væsken blødgøre hendes hals og gyse som den gyldne væske stadig irriterede. Mens Romulus var i færd med at få så meget af væsken op som muligt, tørte Amelia sig under næsen og øjnene, og kiggede ned på håndryggen der nu glintede af tyk halvstørknet væske. Hun hadede alt ved dette.

"Ved du hvorfor det flager?" for det så sådan ud. Der kom en flageskal over, nærmest som var det metal der størknede langsomt som det blev koldt. Hun gned fingrene hen over håndryggen og så hvordan det nu indtørrede væske smulrede som guldstøv. Hun var ikke sikker på han kunne svare på hendes spørgsmål, men lige nu var det bedre end den pinende stilhed, som omklamrede hende. Måske, hvis hun kunne holde sig objektivt til hele situationen, kunne hun klare det. I hvert fald i længere tid, uden at rive håret af sig selv.

Romulus rystede på hovedet ved det spørgsmål, og pressede låget godt på plads. Det var i hvert fald ikke noget man ville kunne få op uden virkelig at ville det, og selv han ville nok få et problem lidt senere når det kom til at han skulle have adgang til det.
”Det er bl.a. det der skal undersøges,” sagde han. Tonen var stadig ikke hård i sig, nok mere forklarende, som havde han glemt hvem det egentlig var han var med, eller måske glemt hvilken fremtoning det meningen han skulle have. ”Nox har altid været i flydende form, og har aldrig nogensinde størknet som det her.” Hvilket var derfor det også var så fascinerende. De havde fundet ud af at fortynde drømmemagien Remus producerede, men han kunne ikke finde ud af om det var muligt med det her. Der skulle startes på nogle forsøg, så meget vidste Romulus trods alt. ”Først og fremmest må jeg finde ud om vi overhoved kan gøre noget med det her.” Han rejste sig op. Han kunne placere det i køkkenet, og forhåbentlig var det til at arbejde med når de havde fået lidt mere øjne.

Det var begrænset hvad kendskab Amelia havde til fremstillingen af det originale middel Nox. Ikke andet end at Romulus ikke var alene om det, og ikke selv skabte det. Hvis han gjorde det, hvad havde han så at bruge hende til?
"Måske er det ikke nox." måske var det noget helt andet - eller også var det bare... anderledes Nox. Fik han det på væskeform eller hvad gjorde han? En ting kunne hun dog regne ud - det kom ikke i flager og størknet form, ud fra hans reaktion på dette.

Amelia tog en dyb indånding og lukkede luften ud igen i et langt suk. Vi. Hun ville ønske at det ikke kunne bruges til noget som helst! At han aldrig nogensinde fik fingrene i drømmemidlet hun åbenbart skulle fremstille nu. Men.. Men skete det, hvor skulle hun så gå hen.
Beklageligt måtte hun indrømme, at hans tilstedeværelse ikke var slem, når han var rolig og optaget af noget der fascinerede ham. Hvis han så bare gad være rolig hele tiden, kunne hun måske holde det ud. Hun valgte med vilje ikke at nævne, at midlet havde virket dagen før på manden som Romulus havde slæbt ind fra gaden. Måske det kun virkede når det var flydende, og mistede sin evne når det størknede.

”Men selv hvis det ikke er det, så kan det bruges,” sagde han, et lille smil om læberne. Han havde set effekterne blot sidste morgen. Det havde haft en effekt, men han kunne næppe prøve det selv, nej han måtte nok gå ud og finde nogle frivillige der faktisk kunne få udnyttelse af stoffet. Det nyttede ikke at han selv tog det, og desuden havde det originale aldrig nogensinde virket på ham. Den mentale blokering var tydeligvis for stærk til magien.

Han satte den lille beholder over på sengebordet, hvor det kunne få lov til at stå der, indtil han var mere klar i hovedet, og endelig kiggede han også tilbage på Amelia. ”Vi må også finde ud af en løsning, så det ikke kommer udover det hele.” Ingen snak om at gøre det mere bekvemt for hende. Det var de mindste af hans problemer i øjeblikket, selvom han egentlig godt vidste at hun nok ikke ville værdsætte specielt meget at skulle kvæles i det hver evig eneste nat.

Det havde været for komisk at kalde ham optimistisk omkring situationen. Omend det forhindrede ikke Amelia i at komme med et lavmælt fnys. Hun havde stadig ikke lyst til at det skulle bruges til noget. Faktisk måtte han hjertes gerne få evnen selv, så hun kunne blive fri!

"Det siger du ikke.. med mindre du nyder at tørre indtørret opkast op hver morgen" for det var legit hvad det var. Sådan føltes det i hvert fald for hende. Også selvom det sivede ud af næse, øre og øjne ligeledes. "Næste gang, tænker jeg en spand er en skide god start" Kom der knotten som hun fortsatte med at tørre sin hånd over sin hud, hvor hun stadig kunne mærke der var rester. Lod Romulus være Romulus og gøre hvad han nu engang havde lyst til. Hun selv havde i hvert fald ikke tanker om at sove mere! Det var blevet spoleret godt og grundigt.

Et fnys lød også fra Romulus, som hun sagde at det var opkast. "Hvis det bare var opkast, så var du allerede endt tilbage på gaden," pointerede han, næsten lidt hånligt, men det vidnede trods alt også om hvad han i sandhed tænkte om det her. Han ville hjælpe hende, men kun i sådan et omfang, at han også selv fik noget ud af det. Han behøvede ikke at kunne lide hende, eller gøre mere for hende end som så.

Han satte sig ned i sengen. "Det lyder som en god idé, vi må finde det i morgen," sagde han, inden han begyndte at lægge sig ned. Det var tydeligt hvad han havde tænkt sig at gøre, hvilket var at lægge sig til at sove igen og overlade Amelia endnu engang til sig selv. Måske ville hun lægge sig til at osve, måske ville hun ikke, men han var fuldstændig ligeglad, for han kunne selv godt bruge et par timer mere, inden at dagen ville gå i gang, og han ville skulle begynde at finde ud af hvor meget hun i sandhed var værd. 

Amelia himlede meget tydeligt med øjnene af ham og fnøs irriteret. Ja, der var absolut ingen hjælp at hente i Romulus havde det bare været opkast. Hun huskede godt svagt de gange hun i sin påvirkede tilstand, eller rettere desperate tilstand, var kommet til ham. Bare tanken gav hende kvalme. Hvilket næsten bar udsigter til oprigtig opkast. "Præcis - for du gør aldrig noget uden det er for egen vindings skyld" det var ikke engang en bebrejdelse. Det var bare en konstatering.

I lang tid stirrede Amelia bare på ham, som han så mageligt lagde sig til rette igen for at få noget mere søvn. Hvor længe kunne den mand lige sove?! Med en dyb indånding, endte Amelia til sidst med at rejse sig. Hun gav ham ikke engang et præg om hvor hun gik hen, men hun havde planer om at gå i noget andet end sit nattøj resten af livet.
Hun kunne nemmere undgå blikke og snak, hvis hun tog afsted nu - så det var præcis det hun gjorde. Tog hjem for at skifte tøj og forsøge at lade være med at kigge for meget på det rod hun havde efterladt. Hun endte med at acceptere mere og mere af sin skæbne og pakke en taske, før hun gik tilbage igen. På vejen fik hun også købt sig noget morgenmad, hun satte sig til at spise som hun kom tilbage og nåede ind til det simple og lidt ynkelige køkken - Mad til sig selv i hvert fald.

Romulus havde ikke brug for nogen, så kunne han vel også klare sig selv.

Romulus havde ikke i sinde at svare tilbage, for hun havde ret, og det var ikke ligefrem fordi det var en fornærmelse mod ham. Med det liv han havde levet, så var han kun kommet dertil som han var ved kun at tage hensyn til ting der kunne give ham en form for fortjeneste. Der var ikke meget hjerte tilbage i ham, og måske havde der aldrig været det. De rester der var, var i hvert fald kun blevet brugt til Remus.

Det var dog alligevel i en lidt skulende facon at Romulus kiggede mod Amelia som hun forlod værelset, og en lille smule a uro i maven da han også hørte døren lukke. Dog ikke mere uro end søvnen snart fandt ham igen, og han fik den smule ekstra søvn han ønskede.
Det var ikke lang tid, og den dårlige vækning ville nok alligevel plage hans humør resten af dagen, men da Amelia kom tilbage, der var Romulus allerede igang med dagen. Ikke at der var meget gang i ham. Han havde fået tøj på, men det virkede ikke til at han havde sørget for at der var noget at spise i huset. Noget sagde i hvert fald at han ikke gjorde en dyd ud af at spise hjemme nogensinde.
Det var et lille smule af et fnys der undslap ham som Amelia kom tilbage. "Så du kom tilbage," fandt han sig selv sige, som han tog glasset med den tyktflydende væske i sin hånd, og selv satte sig ved bordet. Tydeligvis var han mere interesseret i det end at få noget morgenmad. Han skulle alligevel ud på gaden snart, så kunne han finde noget. 

Amelia tog sig ikke af om Romulus mente det var en god ide eller ej at hun gik. Hun var trods alt stadig en fri person der kunne gøre hvad der passede hende! Det bildte hun i hvert fald sig selv ind var sandheden. Så måtte hun se om det kunne lykkes hende også at efterleve det.

Som englen kom tilbage var hun klædt i sit hverdagstøj og så generelt langt bedre ud end hun havde gjort dagen forinden. Det var næsten også umuligt for hende at se værre ud, hvis hun skulle være oprigtig. Badet hun havde fået, om end det var mest etagevask, havde været tiltrængt og hun følte sig bedre tilpas. Det til trods for at man kunne se, at hun stadig ikke fyldte tøjet ud som hun førhen havde gjort. Amelia var alt for klar over at hun manglede sine muskler og ikke mindst bare en anelse sul på kroppen.

”Hvad skulle jeg ellers, Romulus? Det er ikke ligefrem fordi jeg har et kæmpe væld af muligheder for hvad jeg i zaladins behårede røvhul skal gøre!” knurrede hun irritabelt og sendte ham et surt blik. Han ville sent slippe egenskaben at ramme hendes allersidste nerve. Hun forbandede at hun havde brug for ham. Skæbnen og dens dårlige ideer.

Det var nok ikke meningen at det skulle få Romulus til at trække på smilebåndet, men han kunne ikke helt stoppe sig selv fra at gøre det, som om at hendes irritation og det faktum at hun var fanget i denne her situation morede ham gevaldigt. For lidt gjorde det, og måske frydede han sig lidt over at hun var blevet nødt til at gå til ham.
"Ingen grund til at være spydig. I det mindste har jeg en seng du kan sove i," pointerede han, og skruede låget af. Væsken var væsentlig mere tyktflydende, og et lag oven på virkede næsten til at have størknet sig helt til, men dog ikke mere, end at han kunne bryde igennem overfladen til at få hældt det ud på en tallerken foran ham. Det var som slim der ikke rigtig satte sig fast mere. En tykt flydende masse, og forsigtigt tog han fat i lidt af en med hånden, og ganske stille fik han formet en lille bold af det. Alt tydede på at han nok ikke ville kunne sørge for at holdt sig flydende, men hvis man kunne lave det til piller... Det var en mulighed.