"Og hvad vil de gøre ved det? Hvad jeg vil sker." Medmindre fyrsten var uenig, men når der kun var én, der kunne gøre noget ved det, havde Jontar meget frihed til at gøre, hvad han ville. Bruge sine dyre flasker på lige netop dem, han gerne gad. Folk ville altid tænke, hvad de ville tænke. Når man var en Kazimi, ville man altid være offer for andre folks tanker. Hvorfor gjorde han sådan? Hvorfor gjorde han ikke sådan her? Sådan ville alle tænke om alt, hvad Jontar gjorde. Det kunne være hårdt mentalt, hvis ikke man var så vant til det, at man var ligeglad. Det var netop, hvad Jontar var. Ligeglad med andres tanker. Hvis de havde noget vigtigt at sige om ham, kunne de sige det direkte til ham. Hvis de turde altså.

Måltidet blev fortsat med at spise. Begge parter spiste med gode mannerer. Jontar var nok meget taknemmelig for dette. At Emin ikke bare kastede maden i munden uden brug af bestik. Prinsen vidste, at der var slaver, som spiste sådan. Han kendte til mange af slavernes små finurligheder. Han havde jo købt en god slat af dem. Han skulle kende varerne, før han gav et bud jo.
"Emin," sagde Jontar, inden han tog en ny bid. Dermed blev der skabt en stilhed fra prinsens ene ord til, hvad han ville sige bagefter. En tid, hvor Emin ville tænke og kigge på ham. Måske frygte, hvad prinsen havde i sinde at sige. Hvis slaven tænkte sig om, ville det næppe blive voldsomt. "Lige nu, i dette lokale, opfør dig, som om du ikke er en slave. Kan du gøre det?" Og endnu en bid blev taget. Jontar kiggede dog fikseret nærmest på Emin. Afventende slavens svar. Hvordan ville der blive reageret? Ville Emin gøre det og hvis ja, hvad ville han så gøre? Nu fik Emin et øjeblik, hvor han kunne være fri. Være den elver, han var for flere århundreder siden. Før han var blevet narret ind til at blive fyrstens slave. En aftale, der ville kunne fortsætte til Emins egen bortgang og efter. 
For at skylde biden ned nippede Jontar til sin whiskey, imens han lænede sig tilbage. Dette var uden tvivl mærkværdig gjort af prinsen. End ikke Morosa havde han gjort dette ved. Givet hende et øjebliks frihed, omend hun nok var en af paladsets mest frie slaver. Emin var en unik sag. I sandhed unik.

Igen fik Emin Jontar til at smile. Det var heller ikke en nem ordre, det vidste prinsen skam godt. Emin havde levet langt mere af sit liv som slave end en fri mand. Det var noget af en omvæltning pludselig at skulle opføre sig fri, skønt det kun var en kort midlertidighed. Alt, Emin skulle gøre, var at rejse sig og gå ud af døren. Friheden foregik kun i dette lokale. På indersiden af disse fire vægge. Alle andre steder var han en slave, men her var Emin lige så fri som en af Rubiniens borgere.

"Jeg vil høre dine ufiltrerede og sande tanker, Emin." svarede Jontar. Han ville aldrig finde nogen, som ikke ville behandle ham som prins. Så skulle han selv være i stærk forklædning. Måske endda en eliksir, der ændrede udseendet på prinsen fuldt ud, så han ikke lignede en prins. For det gjorde Jontar. Alt ved ham skreg adeldom. 
Endnu lænet tilbage kørte Jontar glasset rundt i sin hånd. Der var ikke megen whiskey tilbage. Det skvulpede ikke over, for der var kun en bundslat tilbage i glasset. Og kort efter var det i Jontars mund, før det gled ned i halsen og endte i mavesækken. "Fortæl mig, Emin. Hvad synes du om mig som barn? Og husk. Jeg vil gøre sandheden." Jontar vidste, at han skulle påminde om ønsket. Dine ufiltrerede og sande tanker. Emin skulle ikke lyve eller gøre minderne sukkersøde. Han skulle fortælle, hvordan han fandt lille JoJo dengang. Om så hvis han havde været en værre rod, der fortjente flere omgange hen over knæet, ifølge Emin, ville Jontar høre den. At høre sandheden fra andre, der ikke var højerestående end prinsen selv, var en sjældenhed for Jontar. Det var nok dette, han ønskede. Ikke at blive priset til skyerne for frygtens skyld.

Et fnøs undslap Jontars læber. Forkælet? Selvfølgelig havde han været forkælet. Man hed ikke Kazimi og så ikke være forkælet som barn. Imens de fleste børn skulle vente til gaver for at få luksus, var dette dagligdag for Kazimi'er i børneform. At vågne op tl nyt legetøj, som man legede med i et par dage og så glemte, eller en hest i haven, fordi man gerne ville lære at ride og så glemte hurtigt igen, fordi den var kedelig i længden. Men at Emin mente, at Jontar havde været som alle andre børn, fandt prinsen alligevel mærkværdig. Ikke, fordi han mente, han var så speciel. Alle havde fællestræk med mange. Det var måden, hvorpå det var det første, Emin sagde, at det fangede ham. Som om han enten prøvede at starte roligt ud, før den rigtige sandhed kom frem. Og den ville komme.

Igen kunne Jontar ikke andet end smile. Allerede som barn havde prinsen kendt sin plads. Han var af vigtigere blod end de fleste. Han fortjente respekt, selv da han var en lille splejs. Dengang mange kunne kalde ham JoJo, men nu var det et kaldenavn, der blev hørt sjældnere og sjældnere. Anstændige voksne kunne jo ikke have barnlige øgenavne!
"Tryghedssøgende? Hvorfor var jeg tryghedssøgende, tænker du, Emin?" spurgte Jontar. Alle spørgsmål indtil videre havde enten været nogen, prinsen allerede kendte svaret på, eller han blot ønskede slavens svar på. Men dette var langt mere direkte. Det var et rigtigt spørgsmål. Han ville vide, hvorfor han havde været tryghedssøgende. Havde Jontar ikke været tryg som barn? Kazimi-paladset var da noget af det mest trygge i hele landet. Hvorfor havde Jontar som lille dreng søgt tryghed? Og så i en slave af alle væsener? At spørge en slave om at putte med var yderst mærkværdigt. Og derfor var Jontar perpleks, for han kunne ikke huske dette. Ikke tydeligt i hvert fald. Mange minder fra barndommen var ikke andet end billeder og korte øjeblikke. Og denne mangel på viden var nok tydelig, både i Jontars stemme og ansigt. For han var langt mere opmærksom på Emin. Ikke bare for slavens ansigt, men på hele svaret.
"Det synes jeg, jeg kan huske. At jeg nynnede med på en sang, da jeg var virkelig træt engang." sagde Jontar mere henkastet end andet. Selvfølgelig nikkede han anerkendende til Emins hjertevarmende tak for det. Prinsen havde nok gjort det, fordi han kedet sig. Jontar vidste det ikke. Som sagt, så var barndommens minder ikke nær så tydelige som dem, han havde dannet i mere nuværende tid.

Jontar kiggede en anelse fraværende til den ene side og viste dermed sin stærke kæbe frem direkte til Emin. Ikke, fordi han ikke var interesseret i slavens svar. Nej, tværtimod. Han havde brug for uforstyrret udsyn til at reflektere over, hvad der blev sagt. Jovist havde hans fader ikke været nær så direkte, som normale fædre kunne være. Intet ved Kazimi-slægten var normal. Men hans moder havde ingen undskyldning. Hun var bare.. Ja, hun havde bare været hende. Og det var nok hele grunden til, at Jontar dengang havde været nødsaget til at søge tryghed i Emin. Der var ingen kærlige tanker efterladt til hans moder. Hans fader havde nærmest været mere tilstede end hende - og det sagde altså en del, når faderen var fyrsten.

Efter at have tænkt i alt for lang tid drejede Jontar sit hoved tilbage. Han fandt ikke længere Emin over for sig siddende, men i stedet stod elverslaven med ryggen til ham oppe ved baren. "Min onkel siger jo, jeg er den fødte slavehandler. Selv som dreng havde jeg vist, at der fandtes bedre end hende." kommenterede Jontar, tydeligt uden at kommentere det første. Om det var et ømt punkt, kunne Jontar ikke sige. Men han ønskede ikke just at kommentere det. Om Emin lagde mærke til dette og valgte at grave dybere kunne blive en anden sag. Slaven var jo fri lige herinde. Han kunne spørge ind til Jontars manglende svar uden konsekvenser.
Morosa, hans nye personlige slave, ventede uden tvivl på den anden side af døren. Meget vel havde hun ikke just virket begejstret over, at Jontar havde valgt at spise sin frokost med Emin, men selv hvis hun ønskede slaven død, ville intet ondt ske, medmindre prinsen gav lov. Der var kun én, som kunne kontrollere hende uden tøven. Og han sad ned i dette lokale.

Jontar fokuserede sit blik på Emin, der virkede til at vise ham noget, som var han et barn, der manglede underholdning. Armene af slavens var på ryggen, holdende et eller andet, som prinsen ikke kunne se. Pludselig, for øjnene af fyrstesønnen, stod der to Emin'er. Jontar havde set de to Emin'er før, men dette var første gang, hvor han så én blive til to. Og det kunne nok tydeligt ses på prinsens ansigt. Et snert af barnlig vidunder var nok at se i de limegrønne øjne. Det blik havde Emin nok set før.
To Emin'er var dog ikke afslutningen på denne forestilling, for begge af dem fremviste nu to identiske flasker rom. Emin kom tilbage med den ene, imens Emin forblev ved baren. "Sig mig, hvis nu en af dig drikker, vil den anden så kunne mærke det? Hvis I altså forbliver adskilt selvfølgelig." spurgte Jontar nysgerrigt, imens han rakte glasset over til Emin, klar til at smage på rommen. Om så den var den originale eller kopien. Dog var det ikke en handling som herre, han gjorde. Snarere en naturlig handling at gøre, når et andet individ sad med en flaske alkohol og man selv havde et tomt glas. 

"Så du har faktisk ikke en undskyldning for ikke at tage for dig af godterne, kære Emin." sagde Jontar legende og drillende. Han var halvt taknemmelig for, at slaven ikke havde pointeret den fraværende tavshed fra ham, da han havde undgået at snakke yderligere og sin manglende tilstedeværelse af forældre i barndommen. Hans fader havde altid vigtigere ting at tage sig til end lege med et af sine mage afkom. For han havde mange. Blot tag den ægte linje af afkom. Der var mange. Hvis også de uægte skulle tælles med, ja, så kunne de nærmest opbygge en mindre by bestående af halve eller hele Kazimi'er.

Kort kiggede Jontar over på de stående Emin. De var identiske godt nok. Samme ansigt, samme krop, samme postur, samme alt. Det var spøjst at tænke. At kunne skabe en tro kopi af sig selv. Som når Jontar så sig selv i et spejl, bare at spejlbilledet var fysisk og ikke kun reflekteret i spejlet. "Lad ham stå. Han kan altid være vores slave for en stund." Igen var det en jokende kommentar. Jontar løftede sit glas rom som skål for denne aftale. Hvis Emin havde svært ved at lade sine slavepligter ligge, var dette det bedste kompromis. Han var endnu en slave for Jontar. Han var bare også fri som sig selv. Og når de atter ville forenes, ville Emin huske begges minder. Minder om at være fri og minder om at være sin egen slave. 

Nogle ville måske finde det en anelse sadistisk, at en dobbeltgænger skulle være slave for sig selv. At have to identiske personer i samme lokale, men med hver deres position. Men igen, dette var kun for et kort øjeblik. Inden solen var gået ned, var begge Emin'er tilbage i den position, de begge var berettet til. Det at være slave. For Jontar var dette ikke svært. Han arbejde med slaver på daglig basis. Mere ed daglig basis. Arbejdet lå i slavehandlen, men når han kom hjem, var han endnu sammen med slaver. Selvfølelig kunne han ikke lade være med at blande de to tider sammen. Overvære slaverne på paladset på samme måde, som han gjorde på slavemarkedet. Finde de bedste og måske de dårlige. Og sågar opveje, om der skulle ud med det gamle og ind med det nye, skønt Emin aldrig ville skulle ud. Meget vel kategoriserede elverslaven som 'det gamle', men han ville aldrig skulle ud. Det ville kun en idiotisk slavehandler gøre. Man smed ikke guld ud af vinduet.

"Du behøver heller ikke være min underholdning. Du er ikke en hofnar, Emin," forsikrede Jontar. Alligevel kunne han ikke lade være med at bide mærke i Emins underlige afslappethed. Han virkede mere tilpas. Måske endda modig så at sige. Det gjorde alkohol ved en jo. Det siges, at man drak sig modig. Havde Emin drukket mod nok til ikke at frygte konsekvenser mere? "Synes du er lidt slaveisk med det 'herre' der."
Og dér kom de modige spørgsmål frem. Magiske evner blandt Kazimi'erne var ingen hemmeligheder, men Jontar havde da holdt én af sine to evner nogenlunde hemmeligt. "De er langt fra så flamboyante som din," startede Jontar ud. Det var ingen fysisk evne. Der var ingen tegn på, når han brugte den. "Jeg kan overtale folk. Meget passende i mit erhverv." Det var en nem måde at starte træningen på. Starte med at overtale til det punkt, at slaven ville være lydig. Og så langsomt danne en overgang fra magi til eget instinkt hos slaven. Det var jo ikke fordelagtigt, hvis Jontar skulle bruge sin magi konstant. Selvom han bare skulle have en slave ved sin side, så kunne han blot tappe dem for deres chakra til sig selv. Dét var den anden evne. En meget god kombination, hvis man spurgte Jontar selv.

For en stund lod Jontar blot spørgsmålet hænge i luften. Faktisk opvejede han sit svar. Eller rettere om han overhovedet skulle svare. Ville det være klogt at fortælle en slave, hvad prinsen til tider gjorde i sin profession? Hvordan ville folk ikke se ham, hvis alle pludselig vidste, at han brugte magi til at forbedre sine evner inden for slavehandel? Men nu var det ikke, fordi Jontar var afhængig af sin evne. Det var snarere en hjælp. Et lille skub til de mere stædige slaver. Én overtalelse kunne få dem til at knække. Lade dem føle, hvordan det var at være lydig og så ville de fortsætte af egen natur. 

"Det er ikke direkte kontrol. Mere et puf i den lydige retning. Jeg giver dem en ide. Eller forstærker en ide, de allerede har, men bare ikke stærk nok alligevel," Dét var hele pointen. Fordi det ikke var direkte kontrol over andre, var det mere naturligt at svække evnens kræfter, indtil slaven til sidst gjorde alt lydigt af sig selv. Selvfølgelig kunne evnen bruges på andre end slaver. Jontar ville lyve, hvis han sagde, han ikke havde brugt den på andre. Enten for sjovs skyld eller for egen vinding. Kazimi'er var ikke fyrsteslægten uden brug af lettere snedige kneb. "For eksempel, hvis jeg overtalte dig til at hælde vin op til mig. Du har selv ideen, jeg skubber dig bare mere. Det sidste skridt."

Det var dog ikke, fordi Jontars ofre, hvis man ville gå så vidt, ikke ville mærke hans overtalelse. De ville mærke en underlig aura i deres kroppe. De ville ikke føle, at de gjorde det af egen fri vilje. Jo, havde de ideen selv, var det intet nyt. Men de ville føle noget i dem, der lige hjalp den sidste vej. Noget fremmed. 
"Det vil heller ikke være fordelagtig for forretningen, hvis I kun er gode med mig som ejer. I skal være lydige under alle ejere." Selv efter Jontar aktivt havde sagt, Emin ikke var slave lige nu, omtalte han endnu elveren sammen med resten af slaverne i prinsens varetægt. Gamle vaner var svære at tabe. Men det var korrekt. Jontar kunne meget nemt have de bedste slaver og sælge dem videre på baggrund af dette. Men de ville blive solgt under falsk reklame. Jontar ville selv guldbelagt lort så at sige. Og en Kazimi havde højere standarder end det! Plus, Jontar ville hurtigt dø ud i sin chakra. Meget vel kunne han stjæle fra andre, men han ville uden tvivl gå igennem samtlige slaver, hvis han skulle opretholde overtalelse mod alle. Nej, almindelig, god træning var vejen frem. Jontars evne var blot en hjælp, ikke hele løsningen.

"Du kan ikke drikke af et tomt glas, Emin." sagde Jontar og bundede sin egen vin. Dog viftede prinsen ikke med hånden for at få den anden Emin til at fylde deres op. Det ville han have Emin selv til at gøre. Bruge sig selv som slave. Det måtte være mærkværdigt at gøre. Og som enhver anden narcissistisk prins ville Jontar overvære dette.

Minsandten om ikke Emin lod sin stående udgave være. Vinen havde tydeligvis ramt slaven, skønt han faktisk havde fået mindre end Jontar. For prinsen havde da selv skænket sig lidt alkoholiseret væske, inden slaven var kommet med frokosten. Men han var også mere ferm i akten af at drikke. Jontar havde jo drukket sig godt beruset i en ung alder. Yngre end det, Dain og Darkhan var lige nu. Derfor var en Jontar i den alder, han var nu, meget erfaring i at drikke. De glas, han havde drukket, kunne han da mærke, men det var ikke mere end en blid kilden i det yderste lag af huden. Intet hårdt. Ikke som på Emin, der meget tydeligt koncentrerede sig om ikke at spilde de rubinrøde dråber.

Glasset lod han klirre imod Emins, inden en lille slurk blev taget. "Jamen, Emin, siger du, at mine yngre søskende er mere ubetydelige end mig?" Sarkasmen og humoren var tydelig i prinsens stemme. Men det var nok næppe den konklusion, en slave ønskede at have hængende over sig. Heldigt for Emin, at han kunne sige stort set alt dette rum og det ville ikke forlade det - medmindre Emin selv snakkede videre. 
"Min fader er nok mest glad for, jeg har noget at begive mig til," sagde Jontar. Jovist havde prinsen da hørt sin fader rose ham for sit arbejde, men faktummet om en hustru kom før sønnens slavearbejde i fyrstens hoved. Nok først derefter ville hans fader i sandhed værdsætte Jontars arbejde. "Lad mig nu blot forblive med slavehandlen. Jeg behøver ikke det, min fader har." Og med 'det' mente Jontar 'fyrstedømmet'. Det var nok manges drømme. Mange på nær Jontar.

De fleste ville mene, at de to sagde præcis de samme ting. For at én søskende kan være mere betydelig end de andre, måtte de andre netop være mindre betydelige. Det var også den overbevisning, Jontar var i. Men der var ingen grund til at hægte sig højt på grammatik og den slags. Plus, prinsen havde jo lovet at behandle Emin som en ligeværdig herinde og ligeværdige rettede ikke gang på gang på hinandens ord. Derfor nikkede prinsen blot og nippede til sit glas. 

"Min fader ønsker mere ægteskab for mig end profession. Dét er vigtigst for ham for os prinser og prinsesser," Det var en af de få hemmeligheder, der ikke var hemmelige, af fyrstens. Det at få afkommet afsat til diverse andre anstændige og helst andre adelige personer i forbindelse af ægteskab og familieforøgelse var nærmest øverst på fyrestens agenda, hvis ikke det højeste. Familie var en prioritet for fyrsten. Det vidste alle. "Min fader er en af de rigeste. Min rigdom er en kommet i forlængelse af hans." Måske det også var derfor, Jontar var mere opsat på at forblive med slavehandlen end det at blive fyrste. For de krystaller, han tjente som slaveejer og -handler, var direkte fra ham selv. Ikke med faderen som mellem led. En form for selvanerkendelse kunne dette nok ses som.