Ord og handlinger passede ikke sammen. Så snart hans læber fjernede sig fra hendes, lænede hun sig frem for at få mere, sikker på at han nu ville trække sig væk og smide hende på porten. Sikker på, hun ikke var, hvad end han ønskede sig. Ude af stand til at styre sine følelser, og slet ikke hans type i det hele taget. Ikke som de slanke, yndefulde sangerpiger, som Cyreesai så mange gange havde forestillet sig at knække over på midten. For at få ham. For at få det, de havde nu.
Men i stedet for at forsvinde i strømningen, endte hans læber mod hendes hals, og hans hænder - åh hans hænder - gled ned over skællene som vandfald. Endte på lænden og ved prydsfinnerne. Prydsfinner, der straks reagerede ved at stritte ud imod berøringen og sende en sitren hele vejen op gennem hendes overkrop. Men at få at vide, man skulle holde kæft, havde aldrig været en del af, hvordan Cyreesai havde forventet, sådan noget her skulle foregå. Ligesom at hendes ene arm stadig var tung og følelsesløs.
På en eller anden måde fik hun mast sin anden hånd ind mellem dem og flået det klæbrende gifttang af. Dernæst måtte hånden ned og tage fat om den af hans, der pillede ved hendes finner. Det var næsten for godt til at holde ud. Et støn, som var meget lysere end noget, hun ellers udstødte i kamp, trængte sig på og brød den etablerede stilhed. Det gik over i et gisp, idet en snurrende fornemmelse steg op i hendes kinder. 
Det her må ikke stoppe, besluttede hun sig for.
Så satte hun fra på væggen bag sig og svingede sig rundt med benet viklet om Eyids hofte som ekstra vægt, mens den fungerende arm fløj op og greb ham om nakken. Med et hårdt tag i hans nakkefinner tvang hun hans ansigt op til sit igen, så deres læber kunne mødes. Tog den kontrol, han selv havde lært hende at tage i et kys. I det samme pressede hun ham op ad væggen, og ligesom hun før havde smadret spejlet, faldt et ophængt kunstværk nu af sin plads på væggen. Rygfinnen foldede sig ud og væltede et eller andet andet bag hende i processen. Cyreesai var ligeglad. Hun rev blot kronen af sit eget hoved, smed den fra sig i vandet og fortsatte, hvor hun var sluppet, med at fortære Eyidivans bløde, velsmagende, forfærdeligt politiske læber.

    Eyid ramte væggen så hårdt, at ét af Mor Aleissans kunstværker rev sig løs og sank til gulvet med et plump - trukket af den tunge ramme. Men han ænsede det knapt - havde kun kapacitet til hende, til hendes læber, til hendes berøring... og så til dén kamp, der rasede i ham selv.
    Men det var for sent at trække i land nu, og da hun flåede kronen af og atter søgte hans læber gik det op for ham, at han heller ikke havde lyst. Jo lyst - men bestemt ikke til at trække i land...
    Det var en fornøjelse at mærke hende tage kontrol - at hun viste ham, hvad hun ville have, og at dét, hun ville have, var ham... En fornøjelse - en dyb, mørk, forfærdelig fornøjelse...
    For han kunne ikke lade være med at føle - helt ind i sin sjæl - at dét hér var præcis som det skulle være, selvom den lille stemme i hans baghoved skreg af ham, at omstændighederne var helt, helt forkerte. Men han var ligeglad, for dét hér var hans ret, ligesom det var hendes, og at have hende her, mellem hænderne - imod læberne - var det mest rigtige han havde følt i lang, lang tid...
    Med en pludselighed, der næsten kom bag på ham selv, skubbede han sig lidt fra væggen og løftede hende så op med et snuptag - med de lange fingre imod hendes lår; noget han havde drømt om mere end én gang gennem deres opvækst sammen... 
    Tre skridt - så var de henne ved sengen, og han kunne lade hende falde baglæns ned på den. Kunne lade sig selv følge efter, så han endte over hende - mellem hendes ben, præcis som det altid havde været meningen. 
    Eyid var vant til at have en følelse af, at hans sjæl var formørket - dén fornemmelse var flyttet ind for længe siden og havde resideret i ham så længe, at han knapt lagde mærke til den længere. Men at mærke sit sind blive formørket af lyst bare ved synet af hende - som hun lå dér, på sengen.... det føltes nyt og spændende. Og farligt...
    

Hvinet, der fløj ud ad Cyreesais mund, da Eyid løftede hende op, kom bag på selv hende. Prydfinnerne dirrede mod hans hænder og underarme, mens benene helt automatisk pressede sig ind mod hans hofter, og hun hagede sig fast i hende. I de få skridt det tog, vandrede hendes hænder ned over hans nakkefinder. De smukke, intense grønne øjne borede sig ind i hende med en intention, hun havde hungret efter alt for længe. Hun lukkede ham ubetinget ind, uden overhovedet at lægge mærke til den indre kamp, han udkæmpede med sig selv inde bag facaden.
Rygfinnen klappede sig sammen, inden hun landede på det bløde tangtæppe. Han tårnede sig op over hende med tonede muskler og glitrende perlekæder om halsen. Skallerne klirrede mod hinanden, men Cyreesais blik var distraheret af hans brystkasse, mavemuskler, og alle de glitrende skæl, hun så mange gange havde beundret i hemmelighed. Selv lå hun med blottet bryst for ham, da den tunge kæde havde sat sig skævt, så snart hun blev kastet med. 
Rødme steg op i hendes kinder, da det gik op for hende, at han fra sin position måtte have frit udsyn til alting, og hvor det normalt ikke var et tabubelagt emne i Aquarin, følte hun sig udsat og blottet for ham på en helt anden måde. Havde det været kamp, havde hun ikke tænkt to gange over det. Hun havde kæmpet næsten nøgen før, fordi rustningen var gået i stykker midt under et slag. Men det her var ikke kamp. Det her var Eyidivans værelse og noget, hun aldrig i sit liv havde forestillet sig faktisk ville ske. Derfor havde hun heller ikke på nogen måde gennemtænkt det. Der havde været fantasier, måske, men de havde på ingen måde været udførlige - eller realistiske for den sags skyld. De havde mest omhandlet Eyids fantastiske grønne øjne og måske lidt nus på de der prydfinner. Allerede nu overgik han enhver forventing, og Cyreesai famlede i blinde.
Og først da hendes fingre netop havde hevet snøren til hans bælte op, nåede tvivlen hendes tanker.
"Jeg ved ikke ..." Om det er en god idé? Noget som helst? Om du egentlig har lovet dig til en anden? " ... hvordan?"
Nok havde Eyidivan siden tidernes morgen yndet at sprudle alskens detaljer mod de mere sky piger i distriktet, men at ligge her og være tæt på ham. Tæt på det. Det var noget helt andet, og selvom hun ikke burde være overrasket over, hvad hun så mellem hans ben, var hun nok i virkeligheden en smule intimideret.

    Eyid havde også fået travlt med at afklæde hende, men standsede - med læberne lige over hendes navle - ved lyden af hendes ord. Ord, der fremkaldte et skævt smil, der dog ikke helt nåede op i øjnene. For han burde stoppe - de burde stoppe. Dét hér var...
    Dét hér var Zahinaels ønske. Hans Herre vidste bedst.
    Nej, dét hér var... det var forkert og rigtigt på samme tid. Hun vidste ikke hvordan, sagde hun, og han vidste heller ikke, hvordan det egentlig var endt så kompliceret og rodet - når nu det burde have været simpelt...
    "Jeg tror nu udmærket godt, du ved hvordan, Sai," mumlede han dog bare og fortsatte læbernes færd ned over hendes mave - langsomt nu; pirrende. Der ville blive rigelig tid til det andet senere...
    Atha'ame måtte være på vej imod Samlernes Laugsstue nu. Han behøvede ikke gøre noget overilet. Han behøvede ikke...
    Ud af øjenkrogen fangede han et glimt af statuetten på sengebordet - Havkvinden med glaskuglen mellem hænderne - og med en frustreret snerren dybt nede i halsen skiftede han pludselig fokus; trak sig op over Cyreesai igen, så han atter kunne finde hendes mund. Kræve en distraktion...
    Hænderne var på hende nu - strøg over hendes mave, hendes liv, hendes bryster. Greb et øjeblik fat for at understrege tungens bevægelser, før han lod sig synke ned over hende - mærkede hendes krop imod sin. Hun var varm imod hans hud - euforiserende og berusende på samme tid. Han havde så meget lyst til hende, at det næsten føltes som en kvalme. Som om han aldrig ville kunne få nok...
    

Ikke i den fjerneste afkrog af Dybet, om hun vidste, hvordan det her fungerede. Det bragte faktisk en lille snert af den forhenværende vrede frem, at han sådan slog hendes umiddelbare bekymringer væk. Det gjorde han altid, gjorde han ikke? Behandlede hendes svagheder som om...
Et gisp brød Cyreesais tankerække, da hans læber nåede ned på den anden side af navlen, og den blide berøring på maveskællene fik det til at suse for hendes ører. Men ikke så meget, at hun overhørte den snerrede lyd, hans hals gav, idet han lagde sig op over hende.
Underligt nok tændte lyden hende. Den dyriske undertone, det snerrende. Den måde han pludselig blev hårdhændet og greb om hende, så hun glemte, hvad hun lige havde været i gang med at tænke.
Hun trykkede sig op imod ham og mødte hans tunge med sin egen, overrasket over, hvor naturlig handlingen føltes. Hendes hænder gik på opdagelse om hans hofter, følgende finnerne med fingerspidserne. De gyldne skæl ved skuldre og bryster skiftede til en dybere orange, mens hun tabte sig selv i følelsen af at have ham over sig. Det her burde være sket før. Da de var unge... Dengang på stranden...
Pludselig greb hun hårdere fat om hans hofter og dermed prydfinnerne, i en kopi af hans hårde kærtegn. Med et lydt støn pressede hun ham til siden og rundt, så hun kunne komme øverst. 
... Og glemte at forsøge det til den side, hvor der var mere seng. Så frem for at tumle ind i mere tangtæppe, væltede hun Eyid og sig selv ud over kanten og ned i et langsomt fald mod gulvet, båret af vandets omfavnelse. Ligeglad med seng eller ingen seng, flyttede hun sine læber til hans hals, men halvvejs i kysset mod den, tog den dyriske trang over, og hun satte tænderne i lige over de bløde, ubeskyttede gæller - dog uden at bide til med de skarpe hjørnetænder. En række små, besidderiske bid blev lagt hele vejen op mod øret, hvor den tynde svømmehud glimtede grønne stjerner mod hende. 

    Selvom opdriften tog af for mødet med gulvet, sendte faldet alligevel et sug igennem Eyids mave. Han var dog ligeglad - havde for travlt med følelsen af Cyreesais hænder på ham, hendes greb om prydfinnerne, hendes kys, der blev til nappen, da hendes vægt pressede ham imod gulvet. Han var ved at tabe sig selv fuldstændig i oplevelsen, og det var... Det var...
    Det var ikke godt - det var, når han tabte sig selv, at det gik galt...
    Men han var ligeglad - fandt sig selv blotte halsen for hende med en dyb stønnen og vride sig under hende; presse sig op imod hende, så hun ville kunne mærke præcis hvor ophidset han var. Mærkede lysten dybt i mellemgulvet, nærmest som en susen - en sugende, hivende kraft, der bød ham indtage hende. At besidde hende. At lade sig opsluge i hende...
    Han løftede sig op med en albue i koralgulvet og tvang hende tilbage med et kys. Et kys, han nægtede at bryde, selv ikke da han fik væltet hende til siden - kom oven på igen, præcis som hun havde gjort, da hun sendte dem ud over sengekanten. Hænderne gled ned over hendes krop - over hendes mavemuskler og hofternes runding - til den ene hånds fingre fandt hendes køn og han tøvede, bare et øjeblik, fordi han vidste, at der sandsynligvis aldrig var nogen, der havde rørt hende der.
    En del af ham havde lyst til at spørge, om det var i orden, men en anden - en mere højlydt - råbte, at det ikke længere var hans ansvar at sikre hendes sindstilstand. Hun var hans redskab, ligesom han selv var Zahinaels redskab. I sidste ende, stod Eyid ikke til ansvar over for andre end Mørkets Spionmester...
    Alligevel gik han forsigtigt frem, uden helt at kunne finde ud af, hvordan han skulle forsvare forsigtigheden over for sig selv. Med hende var han svag. Med hende var han svag, og dette var ikke for hendes skyld - det var ikke engang for hans skyld! - det var fordi Zahinael havde ment, det kunne tjene Mørkets formål, og dét var så absolut den eneste grund til at Eyid nu lå her og rodede rundt med dén Havkvinde, han havde elsket siden-
    Nej. Med hende var han svag. Det var altid godt, når han gjorde en ende på hende. Med hende var han svag...
    Da han spredte hendes ben med det ene knæ og tvang sig op i hende var det nærmest trodsigt - demonstrativt. Som om han ville bevise over for sig selv, at det intet betød - som om han kunne få alle de modsatrettede stemmer i sit hoved til at holde kæft, hvis bare han tog parti. Valgte side. Gjorde noget, der kun tilfredsstillede den mørke side af ham...
    Det kom dog bag på ham, hvor rigtigt det føltes - ikke at parere ordre, men at være tæt på hende. Så tæt på hende. Så tæt på hende, som han overhovedet kunne komme...
    "Sai..." Navnet undslap sig hans læber uden at Eyid selv ville det - en henånding; et støn - mens hans krop påbegyndte en langsom, sej rytme. Hans ene hånd havde fundet hendes ansigt og lagt sig langs hendes kind - alt for blidt og alt for hengivent - og han måtte rynke brynene. Skubbe frygten ned i maven. Lukke øjnene. Han udførte Zahinaels vilje. Alt var i den skønneste orden. Hans følelser var ligegyldige...

Det var først, da Eyid tog styringen igen og vendte hende rundt på gulvet, at det gik op for Cyreesai, at begge hendes arme virkede igen, for de var gået på opdagelse på hans krop. Uhyggeligt langt nede for at dét ikke skulle være løgn. Fingrene pillede, nussede og drillede, lige indtil hun kom til at tænke for meget over det og stivnede i skræk over, om hun gjorde det rigtigt. Heldigvis tog Eyidivans hænder bare over og ... Åh hvor de tog over.
Der var ingen tvivl om, at han vidste præcis, hvad han lavede. Han trykkede på alle knapperne, og Cyreesai stønnede og vred sig, uhærdet og uendeligt følsom for ham. Ganske hurtigt blev hun varm og åben for ham også, men snart han spredte hendes ben og lagde sig over hende, indtraf panikken. For hun var ikke helt klar. Altså i sit hoved. Der ville hun aldrig være klar, havde hun fået bildt sig selv ind. Heldigvis blev det kortvarigt rædselsslagne udtryk på hendes ansigt hurtigt erstattet af  noget, der bedst kunne beskrives som at være ved at få et fisk galt i gællerne. Kroppen vidste straks, hvad den skulle. Kippe i hoften, bevæge sig med ham. Ansigtet havde ingen anelse om, hvordan man håndterede sådan en situation.
"Eyi-Eyi.. ÅH!" Det var langt mere et hvin end et støn, der blev slynget ud i rummet. Først kunne hun slet ikke forstå, at lyden var kommet fra hende selv. Udover ord var det kun kampråb, der forlod hendes mund, men dét her havde været på grænsen til et skrig. Der skulle meget til, før hun overhovedet skreg i kamp. Kunne det her virkelig få hende til det så let?
Hendes ene hånd fløj op til hans og pressede den ind mod hendes kind. Den anden lagde sig på siden af hans brystkasse søgende efter prydfinner. Hun lukkede øjnene sammen med ham og lod sig føre ind i det ukendte.
Da den værste frygt for den nye del af verden, som Eyid havde åbnet, havde fortaget sig, blev Cyreesai mere aktiv i akten igen. Hun fik blod på tanden efter mere. Ligesom at hun helst selv ville kæmpe mod samtlige fjender i en kamp, ville hun prøve det hele i første hug. Ikke at hun vidste, hvad det hele var, men hun havde da luret, at man skulle rykke hinanden lidt rundt for at det var sjovt. Så da Eyid et øjeblik sænkede farten, slog hun sin rygfinne ud. Den slog dem opad i vandet, idet den satte af på gulvet, og med benene slynget omkring Eyids hofter, fik hun dem kastet hen mod skrivebordet. De susende gennem vandet, som hun instinktivt gjordere lettere omkring dem i opdriften og tungere da hun ville have dem ned igen.
Hun væltede ham ind over bordpladen med samme kraft som hvis hun ville nedlægge en fjende, ligeglad med at alt indhold på bordet blev spredt for alle strømme omkring dem eller under ham. Hvert knæ blev plantet solidt på hver side af ham, og hun genoptog deres bevægelser, mens hun bøjede sig ned over ham og nappede efter hans underlæbe, blikket en smule fjernt i øjnene og hvert eneste skæl higende efter nærkontakt med hans.

    Lyden af hans navn på hendes læber - hans navn, der nærmest blev til et hvin - plantede en dyb, dyb tilfredshed i Eyid, og et øjeblik holdt han igen, ville høre hende bede om mere, men nåede det ikke, før hun havde udnyttet opholdet til at slå prydsfinnen ud og sende dem tværs igennem kammeret.
    Kollisionen med skrivebordet var på ingen måde smertefri, men Eyid var ligeglad - ligeglad med glaspennene, der knækkede under ham, da Cyreesai tvang ham ind over bordpladen. Ligeglad med det tunge gel-hus, der trimlede på gulvet og flækkede imod det - spredte den tykke, farvede gel i et dovent sprøjt over korallen.
    Det eneste, der betød noget, var følelsen af hende omkring sig, følelsen af hende over sig. Følelsen, da hun nappede ham i underlæben. Han hørte sig selv udstøde en lyd dybt nede fra struben af - en nydelsesfyld lyd, han bestemt ikke havde givet sig selv lov til at komme med, men som forlod hans læber under alle omstændigheder. Hans ene hånd greb hende om hoften - understøttede hendes bevægelser over ham, for dét hun havde gang i, var godt. Ved Dybet, det var godt...
    Godt? Godt...  Hvad vidste han egentlig om dét? Havde han ikke indset for længe siden, at han ikke længere anede, hvad forskellen på godt og ondt var? At han havde været fejlinformeret hele sit liv? Eller måske var blevet det et sted undervejs... Eller...
    Nydelsen blev erstattet af kvalmen, på nogenlunde samme tid som stønnet blev til en snerren. Dén hånd, der ikke havde fat om hendes hofte greb en håndfuld af hendes hår og hev hende ned imod sig samtidig med at han vred i kroppen - trippede dem begge to ud over skrivebordets kant. Fortsatte bevægelsen - nærmest som om de var fanget i en meget nøgen brydekamp. Forsøgte at komme ovenpå, få overtaget - nåede at se sin egen hånd lægge sig om hendes hals og klemme et øjeblik, før han formåede at standse sig selv og i stedet hamrede næven i gulvet ved siden af hendes ansigt.
    "Du er... frustrerende, Sai," fik han frem. Hæst og halvkvalt og langt, langt ude af dén rolle, han burde spille. Men han kunne ikke... Han kunne ikke forhindre ordene. "Du bliver min død."

Helt i tråd med, hvordan akten indtil videre havde været, væltede de ud over skrivebordets kant igen. Eyids vægt pressede hende nedad, og kortvarigt lå hans hånd om hendes hals. Så kortvarigt, at hun ikke nåede at finde ud af, hvad det skulle betyde. På nuværende tidspunkt var hun alt for tændt til at se nogen som helst trussel i det. Den eneste logiske slutning måtte være, at det var en del af legen, for Eyid kendte langt mere til den end hun selv gjorde. Hun kunne kun deltage med det, han lærte hende undervejs, og det kroppen selv vidste instinktivt - hvilket var overraskende meget og inkluderede at være ret højlydt. 
Et fjernt minde af en veninde, der havde fortalt om sin første nat med en af spruttemændene dukkede op i Cyreesais baghoved. Noget med en udtalelse om, at han havde været overalt på hende, og måske var hånden på halsen noget i den stil. Noget, der tilfredsstillede den længsel, der nu fyldte hvert eneste skæl på hendes krop. Den længsel, der bare ikke kunne få nok. 
Slaget mod gulvet frigav en bælge af indespærrede luftbobler fra den porøse koralstruktur, og de væltede op mellem dem og distraherede hende næsten fra hans ord. Men tonefaldet var anstrengt på en helt forkert måde, og hun undertrykte endnu et støn, mens hun sænkede farten på sine krævende bevægelser.
"Sig ikke sådan noget," bad hun og lod sin hånd finde vej op til hans kind. Tommelfingeren strejfede hans læbe og kærtegnede kinden hele vejen ud på spidsen af ørefinnen. Han var det dejligste, hun vidste af, og den smerte, der pludselig var kommet til syne i hans blik var ikke til at holde ud. Det gav hende lyst til at sparke koralvægge ned og kvæle soldater fra Mørket. Alle, der nogensinde havde gjort ham noget, ville få det betalt - med renter. Men lige nu var der bare de to og hele natten, og Cyreesai havde ikke nogen, hun kunne banke for at give ham den retfærdighed, han fortjente. Hendes anden hånd fandt hans ben for så at glide op ad maven og få fat på hans albue. Finnerne på underarmen blev kærtegnet, mens hånden ved hans kind bød ham at se hende i øjnene.
"Eyidivan," Cyreesai kælede for hver eneste lyd i hans navn. "Du er mit liv."
Det var umuligt at holde hofterne fra at bevæge sig mod hans. Det stak i huden for at nå til... Et eller andet. Hånden ved kinden gled op mod hans hovedfinner. Den anden slap finnerne på armen og gled op mod håndleddet. Fingrene fandt hans i en perfekt spejling. Svømmehuden bevægede sig mod hans. Arrene på håndfladerne forenedes.
En trykbølge udgik fra berøringen. Det var som at være tilbage i grotten og få suget al blod ud af sig, bare på en fantastisk, euforiserende måde. Som om alle skæl endelig rørte hans. De var ét. 
En trykbølge sprang ud fra energiudladningen. Cyreesai skreg i fryd.

Bag dem i den anden ende af kammeret ramte trykbølgen den lille figur af en havkvinde, der holdt en perle mellem hænderne. Ganske langsomt, ført af vandets kraft, løftedes den opad ... Tre små trip henad bordpladen, før der ikke var mere ... Kun en afgrund, som den hovedet først faldt i ... Ned mod det hårde gulv.

    Trods hånden, der blev lagt om Eyids kind, nægtede han at se hende i øjnene. Det gjorde ondt - alt, alt for ondt - og han kunne ikke... Han vidste ikke hvordan han skulle...
     En undertrykt stønnen blev kvalt, da hendes hånd strøg op over hans mave, og Eyid lukkede øjnene - halvt i fornægtelse, halvt i nydelse - da hun genoptog deres bevægelser, lod fingrene spejle hans. Lagde håndfladen med arret imod hans eget.
     Energiudladningen fra Blodbåndsarrene ramte Eyid nogenlunde samtidig med, at klimaks flåede sig igennem hans krop, og han hørte Cyreesais begejstrerede udbrud. Fortumlet lod han sig trykke imod gulvet - helt i kroppens vold - mærkede intet andet end den sødmefulde, forvirrende, skamfulde følelse af at være blevet fuldendt. At Cyreesai havde revet sig igennem hans sind og efterladt ham både bedre og mere i stykker, end han havde været før...
    Og meget apropos ødelagte ting, lød der i det samme et rabalder ovre fra sengebordet af, idet havkvindefigurinen knustes ud over gulvet. Og Eyid lukkede øjnene og rakte op - trak Cyreesai ned til sig og knugede hende ind imod sit hamrende hjerte. For nu var der ingen vej tilbage.

    Hjertets kælder var lav og blev ikke længere brugt til andet end opbevaring af ekstra stole og dén slags bekvemmeligheder. Derfor havde det også været chokerende let at placere sprængkuglerne i nattens mulm og mørke.
    Sprængkuglerne, der alle som én eksploderede, da den lille glaskugle, de alle var forbundne til, blev knust imod gulvet på Eyids værelse. 
    Diskussionen oven på besøget fra Gojira-familiens delegation rasede stadig næsten lige så heftigt, som den havde gjort, da Cyreesai og Eyid forlod Rådssalen. Faktisk havde Rhodion netop rejst sig fra sin Rådsplads for at give svar på tiltale til en yderst skarp kommentar, da det øresønderrivende, rumlende brag lød, og Rådssalen som det næste i en sugende malstrøm blev omdannet til et brændende hedt inferno.

Flammetunger strakte sig sultent ud fra hullerne i koralstrukturen. Væggene trak lange sprækker som varmen bød ubøjeligt materiale at flytte sig. Skrigene blev opslugt i det kogende vand...

Da han trak hende ned til sig, fandt Cyreesai straks hans læber. Lukkede hvad end lort, han kunne finde på at sige, inde. Lod ham ikke få pusterum, før tungen gik på opdagelse. Ville ikke give ham lov til at gå ind i de negative tanker, han tydeligvis var kommet på sporet af.

Konstruktionen gav efter og det udsmykkede loft krakelerede under varmepåvirkningen. Koralskaller væltede ned over de uheldige havfolk, der øjeblikket før havde raset mod hinanden. Nu rasede undergrunden mod dem og forsøgte at hive dem med sig ned.

Cyreesai kunne mærke Eyidivans krop krampe mod hendes, og selv tog hendes bevægelser til sammen med hendes stemmes volumen. Det hun havde jagtet med bevægelserne, var lige her, og det var fantastisk. Det var kramper hele vejen ud i rygfinnen. Skrig, hun ikke anede, hun havde i sig. Fuldendelse. Mere end et Blodsbånd. 

Afrevne finner og en halv spruttearm flød blandt sammenfaldne murbrokker. Flere steder forsøgte kogende vand at stige til vejrs i cylindriske gejsere med så meget kraft, at selv de små fiskestimer instinktivt holdt sig lang, langt væk...

"Jeg elsker dig, Eyid," hviskede Cyreesai.

    Ordene red på bølgen af ekstase - blandede skammen ind i nydelsen, så Eyid måtte lukke øjnene, mens hjertet lidt efter lidt faldt til ro. 
    Der var ingen vej tilbage - det var dét, han havde tænkt, da figurinen blev knust imod gulvet. Men det var løgn, for det var først, hvis han svarede hende... hvis han kastede sig ud i den sidste del af sit forræderi...
    Med hende er du svag... og det vidste han jo også godt. Og hvad bildte han sig egentlig ind? At han nogensinde ville kunne gøre alt, der siden var sket, ugjort? Ved Dybet - han havde jo taget hul på sit forræderi for næsten et årti siden. Han kunne ikke gøre hende noget, han ikke allerede havde gjort hende tusind gange...
    Og selv de tanker var forkerte. Alle hans tanker var forkerte...
    "Jeg..." hviskede han og knugede hende fortsat. Så for sit indre blik hvordan Hjertet måtte have revet sig selv fra hinanden... "Jeg vil ikke miste dig, Sai..." 
    Var Atha'ame nogensinde nået frem? Havde hun gennemskuet hans løgn, eller var den druknet i forvirringen? Ville hun være i stand til - på én eller anden måde - at lægge to og to sammen? 
    Af én eller anden grund gav tanken ham en følelse af knoglesmeltende lettelse. Så ville det vel... så ville det vel være overstået...
    Nej, hvis Atha'ame lugtede lunten, var det Eyids pligt at lukke munden på hende. På den ene eller den anden måde. Der var ikke noget, der var overstået, før Zahinael mente, Eyid havde udført sin opgave...

En del af hende havde lyst til mere. Fortsætte. Gøre det igen. Blive ved hele natten og glemme de følgende dage. Ride på rusens bølge og ligge i sandet, ligesom de havde gjort det med landgængervin, da de var unge. Den her voksenleg var bare så meget bedre.
Men kroppen var også træt. Træt efter dagens skummende diskussioner, skænderiet, der ledte til ... det her. Og træt oven på deres leg rundt i Eyidivans kammer. Et kammer, der bestemt havde set bedre dage. 
Så i stedet for at bede om mere, selvom kroppen skreg efter det, kantede hun kroppen ned ved siden af ham med det ene ben stadig om ham og armene om hans krop, finnerne slappe og kærtegnende mod hans skæl. 
"Det kommer du heller ikke til. Det skal jeg nok sørge for," lovede Cyreesai sukkende mod hans øre og nappede i kanten. 
Lige her var der ro. Ro og glæde. Ekstase efter noget, hun ikke anede var så godt. Så krævende og altopslugende. Det dunkede i hende efter ham, og hun trykkede sig ind mod ham. Hvilede hovedet på hans skulder og sukkede dybt, helt intetanende om den massakre, der netop var fundet sted ikke langt derfra.
Her kunne man godt lige blunde lidt, midt i lykken.

    Eyid svarede hende ikke - knugede hende bare et øjeblik lidt tættere. Mærkede hendes hjerteslag imod sin egen brystkasse. Hendes varme - hendes underlige ro - mens hans eget indre var i frådende oprør...
    Og sådan lå de bare en tid, med hinanden i armene, mens deres åndedræt efterhånden fandt ind i den samme, rolige rytme. Eyid forsøgte først at glæde sig over, at det var lykkedes ham - endelig - at udføre Zahinaels ordre til punkt og prikke, men det var som om glæden ikke rigtig ville komme. Den blev hele tiden afbrudt af en underlig, maveknugende frygt, der lagde is om hans hjerte. Afbrudt af blodige billeder af afrevne lemmer og rødbrunt vand - den underlige, ildkuglelignende måde sprængkugler eksploderede under vand på...
    Til sidst opgav han, og rettede i stedet sin opmærksomhed imod at gøre tankerne helt sorte - føre fokus over på Sai og måden hun føltes imod ham. Mørke... Mørke og stilhed...

    Tumulten fra foyeren var dæmpet af Ke'Jaelin-palæets mange etager, men Eyid hørte den alligevel tydeligt. Han havde trods alt ventet den...
    "Sai..." hviskede han med en lille, advarende kant om stemmen. Som om han ville minde hende om, at de ikke kunne blive fundet sådan her - i hinandens arme. Nu rejste der sig høje, ophidsede stemmer dernede fra, og Eyid begyndte forsigtigt og blidt at vikle sig fri af Cyreesai. "Der foregår ét eller andet..."
    Han havde kun lige fået sit traditionelle havfolksbælte og sine muslingekæder i orden, da der lød bevægelse ude på gangen og så - Riyeenas stemme, helt tynd af bestyrtelse:
    "Eyidivan? Din søster- " Hun brød af - forpustet - og Eyids hjerte slog et slag over, for hun heldigvis fortsatte: "Atha'ame er netop kommet ind ad døren og hun siger... Hun..." Perleforhænget raslede, da Eyids mor brød igennem det. Dét faktum, at hun blot stivnede et øjeblik og så ellers ikke reagerede videre på Cyreesais tilstedeværelse, fortalte mere end noget andet, hvor chokeret hun var over de nyheder, hun bragte:
    "Nogen har plantet sprængkugler under Hjertet. Hele Rådssalen ligger i ruiner. Distriktet er under angreb...!"

"HVAD?!" 
Cyreesai satte sig brat op. Hun havde ligget mageligt på gulvet og fået hevet tangtæppet op over sig, da Eyidivan rejste sig. Søvnen og behaget havde haft godt tag hende, og hun var blevet liggende og ikke rigtigt hørt hans ord. Der foregik altid noget oppe i hans hoved - hvad var der så underligt ved det? Men da Riyeena braste ind ad forhænget og ytrede de værste ord, en distriktsleder kunne forestille sig, satte Cyreesai brat op - og tangtæppet faldt ned.
Et uendeligt langt øjeblik mødte Cyreesais blik Riyeenas. Det var som om de for en stund sad fast i hinandens opspilede øjne, lige indtil Riyeenas blik gled nedad... Og det var som de ord, den ældre havkvinde lige havde ytret, blev skubbet langt tilbage i baghovedet, mens skammen rullede frem.
Det var i det øjeblik, det gik op for Cyreesai, at Eyidivan igen var fuldt påklædt, og selvom påklædning ikke just var obligatorisk i Rashez'ar, var komplet nøgenhed et sjældent syn. Især i de ledende lag. Især for Va'Chakessa.
Cyreesai åbnede munden, men inden hun nåede at sige noget, væltede Atha'ame ind ad perleforhænget bag sin moder. 
"Hvorfor tager det så lang ti...iiid?" spurgte hun og endte i en akavet slutning, da hun så Cyreesai og den manglende påklædning. Og nok det filtrede hår. Og det væltede værelse. 
Atha'ame gjorde store øjne og rynkede næsen. Cyreesai behøvede ikke spørge for at vide, at vandet om dem bekræftede det åbenlyse. Alle var frosset på stedet, og Cyreesai mærkede alle sine blå skæl blive højrøde lige der på kinderne, hvor man ikke havde lyst til at være rød, medmindre det var fra et velplaceret slag i kamp. Ligesom i kamp var det hende, der rykkede på sig først. Hun viklede sit ben ud af tangtæppet og nærmest kastede sig mod sit bælte og halsstykket, der stadig lå på sengen.
Mens fingrene var godt optagede, priste hun sig lykkelig for, at hun ikke kunne se Riyeenas udtryk, da hun med syredryppende stemme henvendte sig til Eyid. "Hvad har du gjort?"

    Eyid så katastrofen ramme langsomt og sikkert - næsten som havde han planlagt den lige så grundigt, som katastrofen under Hjertet. Dét, der havde sat alt dette i gang...
    Derfor var Eyids udtryk også allerede forstenet i en bister grimasse - den hårde, upåvirkelige maske han havde tillært sig i Rådssalen. Dén, der igennem hans politiske virke var kommet frem, når det var tydeligt, at Sangerne var i modvind.
    "Moder," begyndte han afmålt - undlod at skæve til Cyreesai ud af øjenkrogen, selvom han havde lyst til det. Hvorfor i Dybets navn havde hun ikke fået orden på sig selv? Hun, der ellers altid var så pokkers velforberedt... "Moder. Er det virkelig en samtale, du vil starte - nu, af alle tidspunkter? Sagde du ikke lige, at Distriktet er under angreb?"
    "Eyidivan..." begyndte Riyeena advarende, men Atha'ame brød ind, inden Ke'Jaelins matriark kunne nå at komme alt for godt i gang:
    "Hjertet er væk..." sagde hun lavmælt og fæstnede blikket på Cyreesai. Under distriktskronen var lillesøsterens øjne meget store og meget mørke. "Jeg hørte braget og ankom nogenlunde samtidig med den første hjælp... Cyreesai. Håndværkernes Taler er død, og Rhodion..." Atha'ame skævede til sin storebror hér, og Eyid tillod ikke sit udtryk af rykke sig så meget som en millimeter. "Taler Rhodion er stærkt såret. Vi må... Vi må have mobiliseret dine Krigere - Distriktet skal gennemsøges, så vi sikrer, at der ikke er plantet sprængkugler andre steder. I Talernes hjem, for eksempel..."
    "Atha'ame," sagde Riyeena fladt - brugte sin datters navn som en stopklods for dén spiral, den yngre kvinde var ved at køre sig ned i. Selvom moderens fokus momentært var skiftet fra det ældste, til det yngste afkom, kunne Eyid godt se på Riyeenas udtryk, at denne sag med Cyreesai ikke ville få lov at forsvinde ubemærket i glemslen. "Stop op et øjeblik og tænk! Det er da ved Dybet ikke tilfældigt, at Gojira-familien kommer med trusler om krig, og øjeblikket efter sprænges vores regeringsbygning i stykker!"

Finmotorik havde aldrig været Cyreesais stærke side, og lige nu kom det gevaldigt til syne, som hun fumlede med at lukke en snørre, der var gledet ud af halvdelen af hullerne i det tunge bælte. Normalt ville hun blive rasende, kaste det fra sig og finde et andet, men her i Eyids kammer havde hun ikke ekstratøj liggende (hvorfor var det en behagelig tanke at have, egentlig?), og Atha'ames ord gjorde hende kold og klam indeni.
Hjertet var væk... Hjertet. Deres helligste samlingspunkt. Distriktets centrum.
Cyreesai bandt en knude, der på ingen måde skjulte, at hun absolut ingen anelse havde om, hvordan hun skulle få bæltet til at sidde ordentligt igen, og rettede sig op. Blev mødt af synet af kronen på Atha'ames hoved og så lidt skyldigt rundt efter sin egen. Den måtte vel være et sted i rodet...
"Det er på ingen måde tilfældigt!" svarede Cyreesais mund for Atha'ame, før hendes hjerne helt var med på, hvad der skete. "Men de kan ikke være langt væk. De kan ikke lave en sprængning fra deres eget distrikt - de må have været tæt nok på til at tænde det af."
Dér. Kronen lå på den anden side af sengen sammen med en smadret statuette, Eyid havde haft stående på sit natbord. Cyreesai lod et sideblik glide rundt over gulvet. Et par penne lå knækket på gulvet, hvor de havde ...
"Send alle ledige styrker til Hjertet og påbegynd oprydningen. Der kan stadig være levende fanget under korallen," hun havde taget sin lederstemme på, men måtte undgå Riyeenas dømmende blik for at holde fast på den. "Få mobiliseret alle helbrederne, hvis de ikke allerede er tilkaldt."
Taler Rhodion er stærkt såret.
Det var det, hun havde sagt. For Rhodion havde været i Hjertet. Rhodion, som hun havde lovet sin hånd til. Rhodion, som nu både var blevet forrådt af Gojira og af sin egen distriktsleder. Sin... fremtidige forenede. En forening, der nu var lige så hul som Cyreesai følte sig indeni.
"Jeg samler straks krigerne," fortsatte den taktiske del af hendes hjerne. "Vi skal have patruljer ud langs grænsen med det samme, og vi endevender alt indenfor tre hvidhvalslængder af Hjertet. Jeg møder jer ved Hjertet, når ordren er givet."
Cyreesai flygtede ud af lokalet. Hendes ord havde været en underlig kontrast til det viltre inde. Det viltre indre, der af en eller anden grund kun kunne tænke på det, hun lige havde delt med Eyid. Tanker, der med det samme henledte hendes opmærksomhed på Rhodion og de konsekvenser, hun ikke havde overvejet - og ikke var villig til at tage lige nu.

    Det var interessant at følge, hvordan Cyreesai resolut samlede sig sammen - rettede sig op og blev dén leder, hun var født til at være. Eyid spildte dog ikke megen opmærksomhed på de eksakte ord, der kom ud af munden på hende, for han vidste jo udmærket godt, at hendes Krigere ikke ville finde noget - at patruljeren langs grænsen ikke ville bidrage med andet end at gøre Arkitekterne nervøse.
    Men dét var jo sådan set også ligegyldigt, for han havde ikke længere brug af dem - nu var det Gojira det gjaldt. Gojira og at få sig positioneret sig endnu stærkere i Rådet...
    "Jeg får styr på helbrederne." Atha'ame nikkede til Cyreesais ord. Hendes unge ansigt var blegt under de fine skæl, men hun så også beslutsom ud under Distriktskronen- lignede én, der ville gøre, hvad der skulle til for at redde sit distrikt. Et splitsekund betragtede hun ham med et åbent, ambivalent blik, han ikke helt kunne tyde. Så lod hun til at komme til en beslutning, for hun spurgte: "Eyid? Vil du hjælpe mig?" 
    "Naturligvis." I det samme nærmest flygtede Cyreesai ud af lokalet, og med et sidste blik tilbage på værelsets ødelæggelser, fulgte Atha'ame trop. 
    "Eyidivan." Riyeenas ord standsede ham, inden han kunne gøre anstalter til at følge i Distriktsledernes kølvand, og Eyid vendte sig rundt imod sin mor. Hendes øjne gnistrede af en vrede, der tydeligvis var svær for hende at holde under kontrol. "Forklar."
    Ikke mere end dét ene ord. Et sekund stod Eyid helt stille - stiv som en saltstøtte - for hans hjerne havde jo været i færd med at lægge planer for det videre forløb med Gojira, og derfor troede han også lige først, at det var dét hun hentydede til. Så slog hun arrigt ud med hånden imod kammeret ødelæggelser, og han forstod. Lagde ansigtet i de rette folder.
    "Moder," begyndte han - afmålt. "Da du overlod mig din rådsplads lovede jeg dig, at jeg ville få Atha'ame tilbage på ret køl og jeg desuden ville gøre alt for at mindske Va'Chakessa indflydelse og øge vores..." Han løftede et øjenbryn. "Dét løfte har jeg på det bestemteste tænkt mig at holde. Og mere forklaring, skal der vel ikke til?"
    Moderens rygfinne havde rejst sig i vrede - så meget den nu kunne for den gamle skade. "Du skal ikke tale udenom, Yngel! Eller fordreje sandheden!" Stemmen blev sænket nu. Til en indædt hvislen: "Hvordan i Dybets navn kan det falde dig ind at ligge med en Va'Chakessa?! Har vi da ikke opdraget dig bedre?"
    "Politisk indflydelse - sand politisk indflydelse - vindes ikke i et rådskammer, Moder. Dét har du selv lært mig."
    "Men du har tænkt dig at vinde den i sovekammeret? Er det sådan, det er, Eyidivan?" Hendes stemme var blevet helt hæs af arrigskab. Af forargelse. "Jeg vil ikke- Jeg-" Hun tog en dyb indånding og sagde så - meget lavt og meget kontrolleret: "Hvis der kommer yngel ud af det, kvæler jeg dig med mine egne hænder, Eyidivan. Er dét forstået?"
    Eyid kunne ikke lade være med at smile glædesløst ned til sin mor - et elastiksmil, der ikke viste andet end de skarpe hjørnetænder og en fuldstændig mangel på humoristisk islæt. "Tro mig, Moder. Det er ikke dén slags planer, jeg har."
    

Ordren var givet og Krigerne var strømmet ud til grænserne. En specialstime var i gang med at eftertjekke alle andre tænkelige steder, hvor angrebsmændene kunne gemme sig, det værende i nærliggende bygninger - eller i færd med at placere flere sprændladninger i Talernes hjem. Cyreesai selv ville ønske, hun kunne tage del i eftersøgningen. Det ville give hende ro i hovedet at lave noget med kroppen. I stedet var hun ved Hjertet... Eller resterne af det. Det stak mere i sjælen at se ruinerne her end det havde gjort at se ruinerne efter Va'Chakessa-borgen, da borgerkrigen havde revet den i stykker. Her var der ingen tegn på kamp, men alle tegnene efter konsekvenserne af en. Klageråbene fra de sårede var hjerteskærende, og der var ingen vindere i sigte. Ikke engang en fjendtlig vinder, der dansede på koralstykkerne. Ingen at være vrede på, kun ...
Cyreesais blik gled søgende over ødelæggelserne. Over afrevne lemmer og...  Spruttearme. Fandt endelig en levende spruttearm dér hvor helbrederne havde sat en nødlejr op. Hendes blik gled op over Rhodions medtagede krop og i hans øjne mødte hun kun sin egen skam genspejlet.
Hun burde have været her.


Atha'ame havde fulgt sin bror rundt til de healere, der ikke havde hørt det første nødråb. Selvom det var hendes opgave at mobilisere dem, og få dem til Hjetet, havde hun ladet Eyidivan tage ordet, når han kom til at bryde ind, som han nu engang havde en storebrortendens til at gøre.
Det havde været en hektisk tur gennem strømmene, og nu havde de endelig en stille stund, mens de satte retningen mod Hjertet. Så meget som det nu var stille, mens trykbølger af panik suede gennem distriktet i deres kølvand. Stille nok til at Atha'ames tanker ikke længere kunne holdes af tungen.
"Hvad har du gang i?" Spurgte hun og trætheden i hendes stemme dækkede næsten over mistroen. "Var du jaloux over, at hun skulle forenes med Rhodion? Kan du ikke udholde tanken om, at der findes én enkelt hunfisk i distriktet, du ikke har ligget med?"

    "Nu begynder du ikke også," mumlede Eyid og sendte sin lillesøster et sideblik, der kunne betyde lidt af hvert. Han var anspændt, men gjorde sit allerbedste for at skjule det; vandet lugtede af blod, selvom de endnu ikke kunne se Hjertet, og hans indre var i oprør...
    Hans indre var i oprør, selvom han havde gjort alt, hans herre ønskede af ham... Han hadede sig selv for at være så svag...
    "Mor Riyeena gav mig en lignende tur inden vi tog hjemmefra, at du ved det. Selvom jeg nu ikke troede, at du ville være lige så fjendsk og mistænksom. Er det virkelig så svært at tro, at det hverken handler om Rhodion eller et misforstået rekordforsøg, men helt simpelt bare om mig og Cyreesai?"
    "Hun skal forenes med Rhodion, Eyid. I risikerer en politisk skandale."
    Hans ansigt fortrak sig ufrivilligt i noget, det både kunne være et skarpt smil og en snerren. "Tror du ikke, jeg ved det?"
    Hun standsede op et øjeblik, og han måtte selv sætte farten ned og vende sig, for ikke at efterlade hende i sit kølvand. Hendes øjne var alvorlige og vurderende. "Jo," sagde hun så til sidst. "Jo, det tror jeg helt bestemt, du ved. Og det er dét, jeg ikke forstår - dét, der er problemet. For du gør ikke noget, uden at have overvejet konsekvenserne - og de politiske især - så hvad i Dybets navn er det, der foregår, Eyid? Har du fået brakvand mellem ørerne?"
    "Måske tretten år hos Mørket har ændret mine prioriteter, lillesøster." Allerede inden det var ude af munden på ham, fortrød han formuleringen. Men dét var der ikke det store at gøre ved nu...
    Hun kneb de store øjne en anelse sammen, idet hun satte i gang igen. "Hvad mener du med det?"
    "Hvad jeg siger. For du har ret - i gamle dage ville jeg aldrig lade mig selv indgå i en forbindelse som denne; en forbindelse, der kunne have så store, politiske konsekvenser. Men i dag ved jeg, hvor skrøbelig tilværelsen egentlig er, og nogen gange, Ame, så skal man gribe de gode ting, og tænke over konsekvenserne senere..."
    I det samme drejede de om et hjørne og trådte direkte ud til det store, åbne område, der skrånede opad til Hjertet. 
    Eller, opad til dét højdedrag, hvor Hjertet engang havde været...
    Der var noget, der havde sat sig på tværs i Eyids bryst, og han vidste ikke hvad det var - kunne ikke gøre andet end at stirre på ødelæggelsen han selv havde været skyld i. Eksplosionen fra kælderen havde været så voldsom, at den ikke blot havde kollapset Hjertets imponerende koralkonstruktion - den havde også sprængt et krater på størrelse med en mindre hval ind i siden af bakkedraget. Området myldrede af havfolk og havdyr, der blev brugt i udgravningsarbejdet, og vandet var grumset af ophvirvlinger fra sand og koralstykker, der blev fjernet i jagten på tilskadekomne.
     Lugten af blod var forstyrrende.
    Eyid havde fuldstændig glemt, hvad han havde været i gang med at sige. Han stirrede bare.