Lettelse fik en sten til at løfte sig fra Junos hjerte, da det lykkedes ham at få Pax til næsten at grine. Så længe Pax hverken var vred eller forsøgte at kontrollere ham, var alting som det skulle være. Selvom han lå nederst nu, var de lige igen. Pax kunne være uendeligt meget stærkere og mere magtfuld, men så længe Juno følte sig sikker i, at den anden mand elskede ham, var der ikke noget af det der reelt kunne bruges imod ham.
Juno var så lettet, at han selv brød ud i latter, da han blev rullet op over Pax. "Jeg har ikke lyst til at give dig et øjeblik," drillede Juno, stadig smilende, og rullede med sine hofter over ham, insisterende. Han var ikke god til pandekys, eller til den bløde kærlighed Pax gav ham, den slags opmærksomhed han aldrig var blevet vant til, fordi ingen andre end Pax havde givet ham den, men han tog en dyb indånding og derefter endnu én, imens han langsomt lod sig slappe af i den krølhårede mands greb, indtil han blot nød berøringen mod sin våde hud. Han kunne både høre og mærke Paxs hjerteslag og bildte sig selv ind, at hans eget hjerte faldt ind i samme rytme, så han kunne slappe af i takt med Pax. 
Da Juno blev hjulpet op at stå, skar han en grimasse, allerede fra dét øjeblik uvillig til at stå eller gå nogen som helst steder, så da Pax i stedet løftede ham op, inden Juno kunne nå at brokke sig yderligere, undslap endnu en varm latter ham, imens han knugede sig ind til Pax og savlede hans hals til med våde, dovne kys. 

Madrassen var blød under Juno og på trods af hvad han lige havde sagt, om ikke at ville ende på ryggen igen, spredte Juno smilende sine ben for Pax, en invitation til, hvor han ville have ham. 
"Det kommer an på hvad du har i tankerne," svarede Juno, stadig jokende. "Hvis du vil have mig ned at skrælle kartofler, så er jeg desværre lige ved at falde død om. Men her? Med dig?" Juno begravede sine fingre i Paxs vilde lokker og trak ham ned i et kys. "Ikke ondt overhovedet," hviskede han imod hans læber og søgte hans tunge med sin, skubbede dem op mod hinanden og åbnede sin mund yderligere, kyssede ham dybt og roligere, end hvad han havde kunne få sig selv til tidligere, da han havde været ved at gå til af længsel. Nu handlede det mere om at vise Pax, hvor meget han havde savnet ham, og hvor gerne han ville ham. Han møvede et knæ så langt op han kunne, for at skubbe til ham med det, som for at skubbe ham i gang, og gav samtidig hans krøller et blidt ryk.
"Jeg bider, hvis du spørger igen," truede han imellem kys, og vred sig under ham, bevægelsen mest af alt en undskyldning for at kunne gnubbe sig op imod ham som en doven teenager mod en pude.
Juno var næsten ubehageligt opmærksom på, hvordan han kunne bruge sin egen tilstand mod Pax. At den anden mand ikke kunne tåle at se ham have ondt, var en af de tydeligste af hans svagheder, og hvis ikke Juno havde ondt nu, kunne han sørge for at have ondt, når de var færdige. Men det var også den slags manipulation, der havde skabt en rift imellem dem, og Juno forsøgte desperat at drukne de planer, for hvordan han kunne få sin vilje, det ellers var instinktivt for ham at lave, selv når han vidste, at han ikke havde brug for dem. 

Pax skar en eftertænksom grimasse. "Jeg tænkte nu mest på vasketøj. Jeg gider ikke ordne det igen igen igen", svarede han prompte, hans læber tæt på Junos og hans ene mundvige løftet en anelse op i et skævt, udfordrende smil.
"Og pas på med hvad du siger. Jeg bider endnu hårdere."

Pax lod ikke Juno svare igen og han kyssede ham, hans tunge ligeså desperat som tidligere, hans åndedrag tungt og uregelmæssigt af forventningsfuld lyst. Han kunne gætte, formode hvorfor at han stadig følte trang efter den mest hengivne form for tæthed, men Pax var, som en strøtanke i hans baghoved, stadig perpleks over sin egen ivrighed. Det lignede ikke ham. Alligevel stoppede han ikke; han gjorde ikke holdt, han holdte ikke igen, men åd Juno rub og stub endnu engang med sin mund. Hans hænder var overalt; på Junos baller, hans køn, den optrukne pung, i hans hår, så han forblev hvor han var, imens Pax skilte ham fra hinanden med sine kærtegn.
Bevægelsen var pludselig men ikke mindre elegant end den tidligere; Pax greb fat om Juno og rullede dem om, hans blik udfordrende og fuld af begær og afsavn. Skønt Juno var over ham, så tæt på, var savnet Pax følte stadig altoverskyggende.
"Jeg hader, du har en hemmelighed for mig. Hvornår er du begyndt på det?", hviskede han åndeløst, hans spørgsmål retorisk. Hans hænder vandrede stadig op og ned af Junos ryg og hofter, hans læber søgte stadig hans og hans alt for bløde hals, pulsen der dunkede under huden. "Jeg har altid set lige igennem dig og nu er du blevet til en fucking væg af mursten. Det er på den ene side pisse frækt -" Pax satte demonstrativt tænderne i Junos skulder og bed til, hans tunge hastigt suttende på det ømme sted. "Men jeg hader det også. Jeg hader det, fordi du føles langt væk og jeg har altid haft dig tæt på."

Paxs ord fik Juno til at bryde ud i varm latter. Juno var forfærdelig til at tage sig af vasketøjet og foretrak klart i stedet at gramse på Pax, når han afbrød ham i tage sig af det. Hvorfor Pax ikke bare havde smidt ansvaret over på en af sine bandemedlemmer forstod Juno ikke. Truslen Pax derefter kom med, betød ikke meget, når Juno ønskede Paxs tænder begravet i sig, men det nåede han ikke at sige, før han igen blev kysset, og kysset var uendeligt mere vigtigt end noget som helst han havde at sige. 
Det sendte en varm bølge igennem hans krop, og Juno gengældte kysset med alt han havde, kun afbrudt af de lyde, han ikke kunne kvæle, når Paxs hænder udforskede hans krop. Blod strømmede ned mellem hans ben og gjorde ham omtåget, selv når Paxs hænder var ellers uskyldige steder. Så længe den ene hånd var i hans hår, følte Juno sin mund løbe i vand og hans knæ falde ud til siden, som havde hans krop allerede lært, hvad den skulle forvente, og des længere Pax lod ham vente, des varmere fik han det. Han gryntede frustreret imod Paxs læber, da hans hånd fandt vej ned om hans nosser, og han lagde en hånd om den anden mands overarm, hvor han klemte til for at kommunikere, at han ville have ham til at blive hvor han var, kun for med et suk at indse, at Pax ikke havde helt lige så travlt i anden omgang. 
Juno tænkte på ingen måde klart, da han blev rullet op over Pax, og han hørte knap nok efter hvad Pax sagde, i stedet fokuseret på at løfte op røven, så han kunne nå ned at få fat om Paxs lem, hans greb fat fra starten. Paxs ord fik ham dog til at fnyse, og der var en tone af alvor i dem, som han ikke kunne ignorere. "Jeg holdt det rimelig godt hemmeligt for dig, at jeg var vild med dig," pointerede han med et selvtilfredst smil. Pax, der ellers så igennem ham alt for ofte, havde misset hvordan Juno havde savlet efter ham, og det morede stadig den blonde mand. 
"Jeg er ikke en væg. Hvis jeg er noget, er jeg et spejl," svarede Juno, hans stemme anstrengt efter Pax netop havde sat tænderne i ham, men ordene flød ud af ham, for han havde tænkt dem før. En stor del af hans kærlighed til Pax indebar at ville være ligesom ham. Det var en beundring han ikke havde kunne slippe, heller ikke som voksen. "Det er ikke meningen, at du skal kunne se, hvad der er på den anden side." Følelsen af, at den samtale de havde gang i, var alvorlig, satte sig dybere fast i ham, og Juno slap modvilligt Pax for i stedet at løfte sig op over ham og søge hans blik med en hånd på hver side af hans ansigt, støttende mod madrassen. 
"Vi er ikke - for mig er vi ikke tætte på hinanden, når du kan se lige igennem mig. Du kan se igennem et vindue på lang afstand, men du kan kun se din refleksion i det, når du er tæt på." Junos øjenbryn rykkede sig sammen, imens han pludselig følte, at han havde sagt for meget, uden overhovedet at gøre sig forståelig. På én gang ønskede han at Pax ikke havde hørt og ord, og samtidig at han havde forstået fuldstændig hvad Juno mente. 

Pax skulle til at protestere; både med ord og tænder og frustrerede grynt. Protesten nåede dog aldrig at blive til andet end en strøtanke, for da landede Junos hånd mellem hans ben og Pax' hoved faldt tungt tilbage i madrassen i nydelse. Hans øjenlåg virrede, ikke i stand til at hverken åbne eller lukke sig selv helt og et tungt suk gled ud imellem hans let åbne mund før, at Junos ord rigtig cementerede sig i hans tanker.
"Jeg - holder ikke noget hemmeligt!", udbrød han, hans ord sløret af begær og derved ikke nær så beslutsomme, som Pax egentlig havde tiltænkt dem at være. Ordene var i sig selv også misforståelse, et alt for umiddelbart svar på noget, der var endnu mere komplekst. Hvor komplekst skulle dog først gå op for Pax senere, langt senere...
Pax sukkede tungt mod Junos mund, da hans hofter ganske uden hans egen velsignelse gned sig imod Junos. Den blonde mands ord ville ikke helt forlade ham og som et ekko rungede de bag hans pande. Alligevel var behovet for at være tæt, for at være et igen, overskyggende over alt andet og Pax vidste, at han senere ville genspille Junos afsløring igen og igen, indtil han følte sig sindssyg.
Et spejl, en refleksion -
Der var noget i det, Pax ikke brød sig om. Hvad, vidste han dog ikke men selv igennem sløret af begær vidste han, at han ikke havde alle spillebrikkerne.

Han vidste ikke hvorfor - hvis Juno spurgte ham direkte eller om det havde forbindelse til hans sagte før - men Pax tog sig selv i at sprede sine ben for Juno, hans bevægelser langsomme og formålsrettede, hans blik fastlåst i Junos alt for kønne krystalblå. På den måde endte han med at ligge som Juno havde lagt for ham på badeværelsesgulvet, hans intention klar i hvert fald for ham selv.
De havde aldrig gjort det før. Ikke sådan. Og Pax vidste ikke, om hans beslutsomhed alene kunne få ham igennem det eller om det krævede noget mere, noget hans fortid havde destrueret i ham for længst.
"Jeg vil gerne", hørte han sig selv hviske, hans stemme ikke nær så vaklende som han ellers havde forestillet sig, at den ville være. Han havde brug for det, uden at vide hvordan eller hvorfor. Han havde brug for det, uden at forstå hvorfra lysten og behovet var opstået. Og ikke mindst modet, det afkrævede ham. Havde han det i sig når alt kom til alt? Eller var han stadig fanget?

Juno reagerede med et fnys, da Pax påstod ikke at have hemmeligheder fra ham. Det var for godt til at være sandt, og Juno havde ikke nogen grund til at tro på det. Måske Pax ikke havde nogen personlige hemmeligheder for ham, men der var uden tvivl ting, der havde med Flokken eller udefrakommende at gøre, som Juno ikke var indviet i. Han kunne efterhånden nærmest fornemme det i luften, når han kom for tæt på noget, Pax ikke ønskede at han spurgte ind til. 
Men Junos tanker var også et andet sted, og han havde ikke lyst til at grave i Paxs hemmeligheder, han ville langt hellere dele sin egen, eller i det mindste sørge for at den ældre fyr forstod, at Juno ikke holdt en hemmelighed for at skabe afstand imellem dem, men for at føre dem tættere sammen. 

Da Paxs ben spredte sig, fulgte Juno dem med blikket, og sad målløs tilbage i overraskelse. Han havde selv lige sagt, at han ville være tættere på Pax, men han havde aldrig drømt om, at Pax ville fortolke det sådan - eller tilbyde sig selv på dén måde, selv hvis han havde.
"Du vil gerne?" gentog Juno, for at være på den sikre side, imens han satte sig til rette imellem Paxs ben og lænede sig ind over ham igen, for at lade sit blik glide undrende over sin mands ansigt. Da hans blik nåede hans mund, løftede Juno to fingre til sin mund og slikkede på dem, imens han langsomt løftede sit blik til hans igen. 
"Ser du noget af dig selv i mig?" spurgte han lavmælt, hungrende efter en bekræftelse af, at han bevægede sig i den rigtige retning, mens hans våde fingre lagde sig mod Paxs hul. Han var meget opmærksom på at bevæge sine fingre langsomt, for at give den anden mand enhver mulighed for at ombestemme sig, selvom resten af hans krop allerede var på vej ind over den slanke, muskuløse krop, for at få Pax til at føle sig tryg, ligesom Juno selv gjorde, når den anden mand var så tæt på ham som muligt. 

Pax nikkede tavst, kortvarigt og beslutsomt. Han ville gerne, havde allerede besluttet sig for, at der ikke var anden mulighed end den situation, de langsomt bevægede sig hen imod. Alligevel, til trods for sin vished, følte Pax sig dog usikker - og ikke kun på sig selv men også på det, Juno havde spurgt ham om.
Det umiddelbare svar var ja, hvormed Pax nikkede igen. Han så uendelig meget af sig selv i Juno; stædigheden, temperamentet. Og samtidig var der så meget, der var ulig imellem dem. Hvad Juno så som forskellen mellem vand og ild, var for Pax noget andet, fraværet af den ene. Hvis Pax var kold, var Juno varm og det adskilte dem til en sådan grad, at Pax skulle lede efter det, der gjorde dem ens. Især nu. Nu, hvor Juno var blevet voksen og ikke længere var et barn, ja, nu hvor de begge ikke længere var børn.
"Men ikke så meget længere. Du er din egen. Det - fascinerer og irriterer mig på en og samme tid", indrømmede Pax i en hæs, anstrengt hvisken, da blide fingerspidser nærmede sig hans inderste og ramte ham et sted, han ikke var blevet rørt i hvad der føltes som en livstid.

Pax sank en højlydt klump og tvang sig selv til at tage nogle dybe beroligende indåndinge. Hans blik kunne han ikke tage fra Juno, heller ikke selvom den fornemmelse den anden forårsagede i ham, var ved at drive ham til vanvid. Det var godt, det var forfærdeligt, det var intenst, alt for intenst. Alligevel blev Pax dog liggende, hans beslutning taget, hans ønske brændende.
Det her var lige. Det, Juno nu ville gøre, gjorde dem ligeværdige.
Pax støttede på sin ene albue, hans ansigt fugtig af sved, hans øjne store af følelsen, der spredte sig i hans krop som bølger eller ringe i vandoverfladen. Samtidig kom Juno tættere på ham, og Pax rakte ned mellem hans ben og greb om ham, hans bevægelse kommanderende men ikke hård. Derefter førte han Junos køn længere op imod sig, som forsøgte han at holde på den sidste mængde af kontrol, der stadig var til rådighed for ham.
"Noget af det værste ved din hemmelighed - det var at du forsvandt. Før - før var du min. Og jeg vidste det. Regnede med det. Nu skal jeg give mig til dig - igen."

Det nik Juno fik fra Pax, var nok til at han kunne fortsætte med at røre ved ham, uden at skulle bekymre sig alt for meget. Han var klar over at den anden mand til tider lod sine grænser blive overskredet, før det lykkedes ham at sige fra, men han følte ikke nogen modstand endnu, og overbeviste sig selv om, at han ville vide det, hvis Pax pludselig ikke brød sig om det længere. 
"Ikke så meget længere?" Juno kunne ikke skjule skuffelsen i sin stemme ved gentagelsen. "Jeg er ikke interesseret i at være min egen. Jeg vil være din." Jeg vil være dig, indrømmede han næsten, men kvalte de sidste ord, inden de forlod ham.
Det var frustrerende at opleve, hvor forskellig deres opfattelse havde været, især for Juno, der mere end noget andet ville være så tæt med Pax, at han ikke ville brokke sig, hvis de smeltede sammen til ét menneske.
Hans frustration kom dog ikke til udtryk med andet end et forvirret blik, der søgte over Paxs ansigt, imens han fortsatte med at røre ham, så langsomt og blidt som muligt, stadig i forventning om at Pax ville fortryde inden længe. 

"Jeg er stadig din," svarede Juno med et suk, da Pax greb om hans lem. "Jeg gør det her for at komme tættere på dig." Han var irriteret over at Pax ikke kunne se dét, på trods af ikke selv at have givet ham informationen han havde brug for, for at kunne se det. 
Med endnu et suk skubbede han forsigtigt en finger mere op i Pax, hans blik søgende efter den krølhårede mands reaktion. "Hvor meget vil du have?" spurgte han i en hvisken, som var denne del af deres samtale mere intim end resten af den. 

Pax havde svært ved at koncentrere sig om ordene, der syntes at strømme ud af Junos mund. Var det en seriøs samtale, burde de vente til bagefter, tænkte han, for Pax kunne ikke begribe at tage imod Junos fingre og hans sagte på en og samme tid. Alligevel gjorde Pax dog ikke noget for at afslutte eller afspore. I stedet nikkede han en enkelt gang, som om han var fuldkommen med.
"Du er min." Pax hævede begge sine øjenbryn og bed sine tænder sammen, så hans kæbe spændtes. Ordene var ikke bedende eller sagt som et løfte. Det var en konstatering, den skinbarlige sandhed, den universelle sandhed, for Juno var Pax' og det havde han været siden første gang de mødtes.
Og alligevel var det ikke længere så simpelt...
"Så - fortæl mig det!", bad Pax, næsten pinagtigt, bedende. "Du skubbede - mig væk."

Pax skar en frustreret grimasse af både smerte og nydelse, da Juno fortsatte sit arbejde med at gøre ham klar og et tungt suk undslap ham. Han havde slet ikke overvejet, at han kunne få andet end hele Juno og selvom han spurgte ham, begyndte Pax ikke at overveje det. Han havde taget sin beslutning.
"Det hele", svarede han, hans stemme kampberedt men også afklaret. Det ville måske ikke lykkes men det var det her, der føltes nødvendigt. Hvis han aldrig forsøgte, hvordan skulle han så kunne overvinde fortidens spøgelser?
"Jeg vil have - dig. Det hele"

Et tilfredst suk undslap Juno, da Pax gav ham ret i, hvem han tilhørte. Han var mindst lige så meget Paxs, som han var sin egen, og han ville ikke have det på nogen anden måde. Lige siden han havde forsøgt at rive sig fri fra sin mor for første gang, havde han ønsket at tilhøre Pax i stedet. Den ældre dreng havde gjort et indtryk med det samme, som Juno aldrig helt havde undsluppet. 
"Jeg fortæller dig det," lovede Juno, uden at sætte et tidspunkt på hvornår. Han var nødt til at fortælle Pax om det, og ville også gerne fortælle Pax om det, men ikke endnu.

Juno stillede ikke spørgsmålstegn ved, hvad Pax ville have. Hans blik gled undersøgende over ham igen, usikker på om Pax var ved sine fuld fem, men da han ikke så nogen tegn på at han skulle være forgiftet eller fortryllet på den ene eller anden måde, godtog han hans beslutning. 
"Sig til, hvis jeg skal stoppe," var det eneste han sagde, for at sikre sig at Pax ville blive ved med at have det godt, inden han trak sine fingre ud af ham, for at erstatte dem med sin pik. Hans bevægelser var langsomme, og han lagde en hånd under Paxs knæ imens, for at sikre sig bedre adgang og, forhåbentligt, mindre smerte for Pax, hvis ansigt han ikke slap med blikket. Han vidste, at han kunne få ham til at kunne lide det, hvis bare han fik chancen. Han vidste trods alt præcis hvad Pax plejede at gøre ved ham, for at få ham til at smelte, og det krævede alt i ham, ikke bare at gå i gang, med al den energi han havde, når Pax var så stram og varm om ham.