Vandet ramte mørkelveren som et chok af kulde, der vibrerede gennem hele hans krop. Til trods for al hans modige snak om at være velsignet af Valeria, var det aldrig rart at falde døddrukken i mørkt, stinkende havnevand. Gudinden havde næppe meget magt herinde..

Spruttende og sparkende, fik han kæmpet sit hoved over vandoverfladen, og prøvede at finde ud af hvilken retning, der overhovedet var kajen. En stemme lød lige i nærheden, og han så op mod goblekvinden, Lynn, hans redning!

"K.. koldt!" Var det eneste, han hvæsende fik frem, mens hans stærke, men benede, fingre greb op efter den fremstrakte arm og rykkede kraftigt i den for at få halet sig selv op..

Alle kunne se, hvad der ville ske udover de to drukkenbolte. I samme øjeblik mørkelverens hånd greb fat om Lynns, blev hun revet ud af sit sæde og endte i frit fald mod vandet. Den lille, lette gople ramte vandet med et plask, der var en trold værdig. Noget af det var måske også, at hun ramte mørkelveren, før hun ramte vandet.
Det absolut eneste gode ved situationen var at Lynn absolut intet problem havde med at få vand i næsen - mørkelveren var ikke så heldig. Selvom han påstod, at havet var hans element, var Lynn lidt mere som en fisk i vand.

Det var dog ikke så godt, at det ophørte med at være skidt, og Lynn baskede viltert med armene. Jakken viklede sig ind i lemmerne, og håret brød fri fra hatten, som flød mere oven på end de to væsner. De lange lokker viklede sig om tang og trælshed, og selvom det kunne filtre sig ud selv, havde Lynn slet ikke koncentrationen til det på nuværende tidspunkt.
Lige nu virkede det faktisk næsten som en god ide bare at sove rusen ud hernede i bølgerne.

Zafael, på trods af sine modige ord om sit liv på havet og sin udvægelsese af Valeria, ville ikke noget som helst andet, end at kravle tilbage på landjorden i dette øjeblik. Det kolde møde med vandet gjorde sindet uhyggeligt vågent, men bevægelserne var stadig langsomme og præget af drikkeriet..

Men netop som han rakte op mod det, han troede ville være vejen tilbage til en varm krostue, fik han goblen lige i hovedet og røg blobbende og sparkende under vandet, inden han fik kæmpet sig fri, spruttende og desorienteret.

Eller, troede han fik kæmpet sig fri.

Han tog et par gode åndedrag af den friske luft, hostende og hakkende, da det gik op for ham, at han var ved at blive viklet helt ind i noget .. hendes hår! Under normale omstændigheder ville det ikke være noget at være bange for, men han huskede alt for tydeligt, at han havde set hende dræbe en måge med det. En måge, som måske eller måske ikke havde været en dæmon.
Hvad ville en mørkelver være i sammenligning?

"Hey, få dit hår væk!" Råbte han, plaskende omkring hende i det kolde vand. 

Ideen om at sove rusen ud i brændingen blev slået hen, så snart mørkelveren begyndte at panikplaske med Lynns hår viklet rundt om armene. Det rev i hendes hårbund og hun sparkede med benene, mens hun forsøgte at komme op til overfladen, så hun kunne bede idioten slippe. Det var lettere sagt end gjort, men efter en god del febrilsk sparken, fik hun vendt kroppen, så benene kom mod en af kajens pæle og hun kunne bruge den til afsæt. Med alle sine goplekræfter stødte hun imod pælen og skubbede dem begge mod havnekajens stenvæg. Endelig fik hun hovedet op igen.

"Så slip dog mit hår, din gdprfrrr!" Bandeordet druknede, da hun fik vand i munden.
Nu var det ved at blive for meget for hende. Først en dum krovært, så en fæl omgang gadeslam og nu en mørkelver, der prøvede at bruge hende som redningsvest. For alt det her indvikleri kunne jo umuligt være hendes skyld!
Rød farve bølgede gennem Lynns hvide hår og afgav den brændende, sviende gift man kendte så godt fra havet brandmænd. Med den underbevidste kontrol af håret kom der også en smule liv i håret, der aktivt forsøgte at vikle sig ud af tang, søgræs og mørkelver. Eller måske få et bedre greb for at spise det. Nogle gange var selv Lynn i tvivl.

Det hele var i den grad også ved at blive for meget for Zafael. Først en måge, der helt sikkert havde været ude efter ham, derefter den pludselige opdagelse af, at han måske burde være piercet steder, han ikke var det, og nu turen i det iskolde vand, viklet ind i damens hår på den mindst interessante måde, man kunne være i nærkontakt med nogen på..

Han troede ikke, at svømmeturen kunne blive værre, da den blev den. En brændende følelse dukkede op på huden, alle de steder, hvor goblens hår rørte ham, og han hylede i smerte, kun for at begynde at blobbe, da han fik vand i munden. 

Han var ikke helt klar over hvordan, men på en eller anden måde, kom han fri af håret og fik fat med begge arme rundt om en pæl, der stod i vandet. Her hang han, som den ynkeligste mørkelver, man nogensinde havde set - drivvåd til skindet og med brændmærker dukkende op på den synlige hud. 

"I Zaladins navn .. hvilken vanddjævel.." Pustede han. Mund og næse sveg efter al kontakten med saltvandet.

    Mørkelveren hylede, men Lynn kom endelig fri af arme og tang og tangarme, og baksede sig op at stå på det lave vand. En brise gled ind fra havet og kulden ramte hende som et helt flagskib lige i siden og fik kulderystende kramper til at skylle ind over hende. Tænderklaprende hev hun sig op på kajen igen og krammede en fortøjringspæl, selvom den absolut ingen varme gav.
    "Hvor-hvor-hvorfor skulle du også falde i?!" råbte hun ad mørkelveren, som stadig plaskede rundt og lød mere som mågen end som den syngende mørkelver fra kroen. Eller vent, det var jo den samme mørkelver som den her. De lignede ellers overhovedet ikke hinanden mere. 
    Alt Lynn havde lyst til nu var tørt tøj og sin køje, men hun vidste også godt, at der var mindst fire kajer hen til hendes skib, og hun var ikke sikker på, hun kunne tilbagelægge den strækning med knæ, der rystede mere end jordskælvet, der skabte Dødens Kløft.
    "Du er nok den værste bedste drikkekammerat, jeg nogensinde har fundet i vejkanten!" fortsatte hun, og ignorerede både bevidst og underbevidst, at mørkelveren nok havde mest ret til at være sur på hende end omvendt lige nu. Det var trods alt ikke hans hår, der havde overfaldet nogen.

"Havgudinden har .. udset mig til en skæbne .. på vandet.." Pustede Zafael, som han fik bugseret sig fra pæl op til kanten af kajen og kravlet op i en sølle, våd mørkelverbunke, der bestemt ikke lignede, at han var udvalgt af guderne til noget som helst - og da særligt ikke en svømmetur.

Men det lød bedre end at sige, at man fik overbalance, ikke sandt?

"Og du.." Han rettede en svag pegefinger mod hende, som han fik kæmpet sig op i en siddende stilling: "Du er utvivlsomt også uvalgt til noget.. host stort.. med dine fangarme!" Han lavede bevægelser med armene, der skulle illustrere hendes hår, men var ved at få overbalance, og måtte støtte en hånd på kajen.
I det fjerne kunne man høre festlighederne inde på kroen, som var fortsat, men herude var der koldt, mørkt og stille.

Zafael rejste sig. Det var nok mere end noget andet faktummet, at det ikke var ebbe, og hans magi stadig gav ham en smule styrke i kroppen, der gjorde ham i stand til at stå på benene.

"Næste gang får du mig ikke vandet!" Snøvlede han, modsigende sig selv i forhold til lige at have påstået, at vandet var hans element. Han løftede hånden i en godnat-vinken til hende og begyndte at stavre i retning af stedet, hvor Tåren lå til kaj. Han nåede kun rundt om et hjørne, før han kollapsede bag nogle tønder i en gyde og sov resten af rusen ud, vågnende til at være frygtelig gennemkold i hele kroppen.

    Det var en kamp at komme på benene på den våde kaj med en krop, der føltes som om den havde fået sten i alle ekstremiteter. Det hjalp ikke på situationen at skosålerne  var våde, og frakken havde dryppet en større pøl af forhindring ud omkring goplen. 
    Hun vinkede halvhjertet tilbage, mens hun støttende sig til en pæl og prøvede at huske, hvor Hviskeren lå fortøjret. 
    "Vi må forliste i storhed!" sagde hun til afsked og anede ikke, hvad hun egentlig selv mente med det. 

    Næste morgen vågnede Lynn til en enorm stak papirer, fordi Lyset havde afleveret en række potentielle eftersøgte, som hun burde kigge efter i Fristavn. Måske var ti plakater ikke det store men oven på de gedigne tømmermænd, Lynn havde, var der en reel umulig arbejdsbyrde. 
    Nogle ville mene, at hun kunne have set dem igennem på forhånd, for de havde haft papirerne siden de lagde fra, men det lagde altid en dæmper på krobesøget, hvis mn konstant skulle overveje, om ens drikkepartner burde sidde i kasjotten frem for over for én.
    Med et hurtigt øjekast på hver af plakaterne kunne Lynn dog konstatere, at hun havde haft netop sådan en situation aftenen før.
    Hun nærstuderede skitsen og beskrivelsen, der meget iøjnefaldende lignede netop dén mørkelver, hun havde tilbragt lidt for lang tid i vandkanten med aftenen før.
    "Nej næste gang får jeg dig ikke i vandet, soldat. "