"Jeg forstår godt din frustration, Sai," bekræftede han og satte sig med en lille grimasse til rette ved siden af hende - han havde undervurderet, hvor hårdt Rhodion havde hamret ham ind i koralvæggen i Hjertet; kroppen brokkede sig mere, end han havde regnet med, at den ville. Han sukkede - lod beklagelsen ligge over sit tonefald. "Men jeg tror virkelig, det er bedst vi lader alting falde lidt til ro - tager det lidt af gangen, du ved nok. Folk er indgroede og bange for forandring - og det vil skabe utryghed hvis vi bare springer frem og erklærer at vores..." Han bøjede hovedet under et lille fnys. "...slægtsfejde er ovre fra den ene dag til den anden. Så jeg tror... jeg tror, vi skal holde lidt lav profil og tage forandringerne langsomt. Så kommer vi bare længst."
    Han drejede hovedet en anelse og forsøgte at fange hendes blik i halvmørket. Havde en lille smule kvalme, allerede inden han sagde ordene og kunne derfor mærke hånden famle sig ned til de løse skæl. "Og kan du ikke trøste dig lidt med, at der i det mindste ikke behøver at være hverken løgn eller hemmeligheder imellem os to...?" Smerten skar sig skarp og hvid igennem ham, men han bed tænderne sammen og bød den velkommen. 
    Med hende er du svag...
    Med hende var har svag og mindet om hendes bløde læber og eftergivende suk - måden hun var smeltet imod ham på... Der hørte ingen steder hjemme. Var det derfor, de løgnagtige ord føltes store og kvælende i hans mund? 
    Fokus. Smerte. Eyid vendte ansigtet væk fra hende igen - fik styr på sig selv. Med hende er du svag. Med hende er du svag. Med hende...

"Jo," fnøs Cyreesai tilbage. "Jo, det kan jeg vel finde lidt trøst i."
Ud af øjenkrogen lagde hun mærke til, hvordan Eyidivan pillede ved sine hænder, og uden at skabe alt for megen øjenkontakt (for hun var lidt bange for at komme til at fokuserer for meget på hans hals og kæbe - og det var ikke sugemærkernes skyld) lagde hun hånden over hans og lagde sine fingre om hans tommelfinger. Der kunne hun klemme lidt til uden at mase svømmehuden og selvom hun lige havde lovet sig selv, at det var en helt igennem venskabelig gestus, strøg hendes egen tommelfinger ukarakteristisk blidt henover hans håndryg. 
"Jeg skal nok prøve at holde lidt liv i fejden - for din skyld," sagde hun så og lod sin skulder bumpe ind i hans. Smilet var ikke helt så drillesygt, som hun forsøgte at gøre det. For mange tanker om Eyids berøring og Rhodions ord simrede i baghovedet. "Du skal heller ikke have det for let, vel? Måske vi skulle tage en tur ud med Reli igen, du ved; lige som i gamle dage. Finde et gammelt skib og se om der er ting tilbage. Svine hinanden lidt til på vejen. Selvom vi næppe har nok skyts, hvis du ikke får gang i damerne i... igen."
Hånden slap sin spænding om hans og gav et lille spjæt, som hun fik lyst til at trække sig væk fra ham igen. Men den nåede det ikke helt, og blev hængende så tæt på, at fingerspidserne stadig berørte hans hud et par steder. Tanken om at han gjorde netop, hvad hun foreslog, fik hendes mave til at knuge sig sammen og arrige tårer til at samle sig i øjenkrogene. Demonstrativt og vist lidt for hurtigt vendte hun ansigtet væk og stirrede ind i et tangblad, der blokerede for hendes udsyn.

    Eyid tvang sig selv til at udstøde et lille latterfnys, selvom han var blevet fuldstændig kold indeni, da hun greb hans hånd - forhindrede ham i at komme til de løse skæl. Strøg ham over håndryggen... "'Holde liv i fejden'?" gentog han og kunne tydeligt mærke, at smilet var stift - tættere på en snerrende grimasse, hvilket så absolut kun var acceptabelt, fordi hun lod til at have blikket fæstnet alle andre steder, end på hans ansigt. "Det synes jeg nu faktisk, vi klarer meget godt, du og jeg. Vi har da formået at sende bud efter den første helbreder efter en diskussion - det er vel en start, ikke? Ligesom de gode, gamle dage, hvor du kunne blive så hidsig til de taktiske møder, at jeg vitterligt var bekymret for, at du ville strangulerer mig ind over strategiplanerne..." Et sted undervejs i ordene var smilet blevet lettere at holde på ansigtet, og dét faktum var bekymrende...
    "Jeg ville elske at tage ud med dig og Relivesta," løj han. Bare tanken gjorde ham kold af frygt - dét ville blive... svært... "Jeg føler lidt, han har undgået mig, siden jeg - vendte tilbage, du ved. Men måske er det bare mig, der opfinder mine egne tegn i sandet... Han har det vel som dig - der er kommet noget ansvar til, siden vi så hinanden sidst, og ansvaret må komme i første række."
    Hendes ord om at 'få gang i damerne igen' fik ham til at rynke panden, fordi hun i det samme trak hånden til sig, men alligevel lod fingrene dvæle ved ham, som om hun heller ikke var helt villig til at give slip endnu. Han kommenterede dog ikke på hendes underlige opførsel - lænede bare hovedet tilbage imod bygningen og lod hånden glide tænksomt igennem det bølgende tang, de sad iblandt. 
    "Jeg tror, det med damerne kommer til at vente lidt, Sai," mumlede han og forviste bestemt minderne om hendes kys og hendes berøring til det bagerste af hjernen. Atter en gang gik fingrene til de løse skæl. "Jeg er ikke ligefrem... velafbalanceret og ovenpå, vel? Du oplevede selv, hvordan jeg reagerede i Hjertet, da din omfavnelse kom bag på mig... Hvad hvis jeg - glemmer hvor jeg er, midt i akten, eller sådan noget? Stikker en kniv i nogen? Det ville jeg ikke kunne leve med."
    Det ville han ikke kunne leve med, for det ville ødelægge Zahinaels planer med ham. Eyid kunne ikke lade sig distrahere - og slet ikke med aktiviteter, der potentielt kunne ryste dén kontrol, han konstant kæmpede for...

Eyidivans ord var næsten for meget. For tæt på og for sande. Hvordan var det allerede endt med, at han næsten havde stukket hende ned inden for den første uge af, at han var tilbage i distriktet? Selv ikke minderne om hendes hidsighed kunne få hende til at smile lige nu. For hvor hun normalt ville have syntes det var lidt sjovt - det blev sådan noget ungfiskearrighed med tiden - kunne hun nu ikke lade være med at forestille sig ganske levende præcis, hvad hun ville gøre ved Eyidivan henover strategiplanerne. Og det var lidt mere end en strangulering.
"Vi har heller ikke ses så meget, mig og Reli," mumlede hun, mens hun stadig undgik hans blik. "Ikke så meget som vi måske ... Burde."
Den gamle ven havde nok været lige så ramt af Eyids bortførelse, som hun var, og der var opstået noget distance mellem dem, som ikke havde været der før. Eller som hun i hvert fald ikke havde lagt mærke til før. 
Hun hev sin hånd helt til sig nu og gned den lidt med den modsatte hånds fingre. Perlesmykket klirrede lavt med bevægelserne, og tommelfingeren gled ind under kæderne og masserede det udbulende ar. 
"Hvorfor skal det være sådan?" fortsatte hun så med et suk. "Jeg har ikke lyst til at holde liv i fejden eller se dig være så bange for at gøre noget dumt." Langsomt vendte hun ansigtet mod ham endnu. "Jeg vil virkelig gerne hjælpe. Så meget jeg kan, Eyid. Hvis der bare er det mindste, vil du så ikke love at sige til? Hvis vi kan tage ud sammen, og det vil hjælpe - eller hvis jeg skal ... Hvis jeg skal holde mig væk."
De sidste ord tog en kraftanstrengelse at få ud. Der var intet hun hellere ville end at rydde hele sit skema og være sammen med ham hver eneste time den næste uge for at gøre op for al den tid, de havde mistet. Men havde han brug for det modsatte, blev hun nødt til at respektere det. Også selvom det gjorde ondt helt ind i sjælen.

    Overrasket over hendes ord vendte Eyid ansigtet om imod hende - kunne mærke en længere række modsatrettede følelser rejse sig og brydes i ham. Følelser og indskydelser. 
    For en stor del af ham genkendte hendes usikkerhed og den analytiske hjerne var i fuld færd med at planlægge, hvordan han kunne udnytte den bedst muligt - hvordan han kunne trykke alle de rigtige steder, så hun handlede, sådan som Zahinael havde brug for, at hun ville handle.
    Men en anden del var oprigtig overrasket og mere bekymrende; charmeret og hengiven over hendes ord. For hvor var det typisk Cyreesai... Hun gav sig altid ét hundrede procent og var også mere end villig til det, men havde ikke altid forståelsen for, hvor hendes indsats ville være bedst anvendt... Og det var også dén tanke, der endte med at fremkalde et lille, skævt smil på hans ansigt, selvom bevidstheden om netop dét, gav ham lyst til at hamre hovedet hårdt tilbage imod koralmuren...
    "Hvorfor i Dybets navn skulle det hjælpe mig, at du holdt dig væk, Sai?" spurgte han derfor. Ordene var blide, selvom kroppens ubehag ved dem sad helt oppe i halsen på ham. "Alle de problemer, du nævner, er jo netop kun problemer, fordi vi har været væk fra hinanden. Den eneste grund til, at fejden stadig er i live, er fordi jeg har brugt - hvad? Tretten År i fangeskab?" Hans fingre var lige så stille gået i gang med deres pilleri igen. "Dét er den eneste grund til, at jeg er bange for at gøre noget dumt. Den eneste grund til, at... visse ting har været svære, siden jeg kom hjem. Dét og intet andet. Ikke dig, Cyreesai." 
    Det var både den skinbarlige sandhed og den fedeste løgn.
    "Du bliver nødt til at acceptere, at alt ikke kan løses fra den ene dag til den anden, hvis man bare tæver det grundigt nok. Nogle ting tager bare tid - især de komplicerede af dem. Det behøver ikke at betyde, at de ikke kan løses."
    Han endte med at række ud efter hende, fordi det føltes som det rigtige at gøre. Først for sent bemærkede han, at der var røde halvmåner af blod under hans negle, men forhåbentlig ville hun ikke se det i halvmørket. "Jeg har brug for, at have dig hér - hos mig," fastslog han, mens han fortalte sig selv, at dét også var, hvad Zahinael ville ønske - han skulle holde hende tæt på sig, så hun var under kontrol... Hovedet blev lagt en anelse på skrå, da han forsøgte at fange hendes blik igennem halvmørket. "...Men hvad har du brug for, Sai? Du har også lov til at bede om ting - det ved du godt, ikke?"

"Du sagde bare ... dengang ..."  mumlede Cyreesai, der stadig alt for godt huskede, hvordan han havde bedt hende holde sig på afstand, efter han næsten havde stukket hende ned. Selvom han havde ladet hende komme tættere på nu, havde frygten sat sig i hende for, at han egentlig ville have det bedst med, at hun lod ham være. At de ikke skulle dele livet sammen som de havde gjort før tilfangetagelsen.
Ordene flød ud i vandet omkring dem, mens Eyid talte videre, og Cyreesai holdt op med at prøve at komme med indvendinger. Nu sagde han alt det, hun gerne ville have hørt for en måned siden. Han var tilbage som den i hendes liv, der kunne fortælle hende, når idealismen havde taget over. Den stemme havde hun manglet alt, alt for længe.
Hendes blik var fastlåst i hans grønne dyb, og hun havde ikke en chance for at opdage blodet under hans negle eller den lille sky, der opløste sig i vandet. Hernede lugtede alt også en smule metallisk i forvejen. Alarmklokker begyndte dog at ringe med det samme, han tog fat om hende og hev hende tættere på. Alligevel satte hun hånden i underlaget bag sig, så hun kunne komme tættere på og læne sig lidt frem mod ham. Nærme sit ansigt hans.
"Jeg ..." begyndte hun som svar på hans helt urimelige spørgsmål. "Jeg har brug for ..."
Han havde brug for hende lige her. Havde brug for hende - hos sig. Og så spurgte han om, hvad hun ville have? Hvordan kunne han overhovedet tro, hun kunne svare på det? Hun havde aldrig vidst, hvad hun ville have, og det var hun ikke rigtig vokset fra, mens Eyid havde været væk. Men med hans tilbagekomst var én ting vokset. Ét enkelt ønske. Behov. Noget, hun gerne ville have. 
Langsomt strakte hun halsen op imod ham og før hun selv kunne nå at følge mentalt med, havde hun presset sine læber mod Eyids  -  styret af det behov, hun ikke turde sætte ord på.

    Hendes handling - hendes kys - kom bag på Eyid i en sådan grad, at han først bare stivnede. Var sig ekstremt bevidst om følelsen af hendes varme, bløde læber imod sine egne, men opdagede først, at hans ene hånd automatisk var gået til hendes ansigt - halvt indkredsede hendes hals og kæbe - da det var for sent at gøre noget ved det.
    Så var han tilbage fra den første overraskelse; fuldt til stede i sit hoved igen. Og hans tanker gik amok - hvirvlede af sted over mulige implikationer, tolkninger, konsekvenser. Men det hele blev i hans hoved, mens den anden hånd fandt hendes hår og fingrene gled igennem de mørke lokker. Intet af det havde nogen relation til kroppen, og kroppen gjorde, som den ville. 
    Han burde ikke - det vidste Eyid udmærket godt. Med hende var han svag, og desuden fortjente han hende ikke - to udsagn, der på en måde var modsatrettede, men så alligevel ikke i Eyids splittede sind. Men alligevel adskilte han hendes læber og lod tungen møde hendes - lod hånden lukke sig om hendes hårstrå, som da han havde illustreret de forskellige teknikker for hende i Ke'Jaelin-familiens koralpalæ, men nu bare med betydelig mere... intention og hensigt bag. Fik presset hende en anelse bagover - dybere ned i kysset - før hjernen fik kontrol over kroppen igen, og han trak sig fra hende med et sæt og en lille, halvkvalt lyd. 
    "Sai..." hviskede han hæst - underligt fortumlet. Havde trukket sig så langt tilbage, at de ikke rørte ved hinanden længere, selvom kroppen skreg af ham, at han skulle koble hjernen fra og fortsætte dét, han havde gang i. Han rømmede sig. "Tror du virkelig, det er en god idé, dét hér...? Husk... Husk hvem vi er." 

Det var fantastisk og euforiserende. Så snart han gengældte kysset, sukkede hun hengivent ind i hans mund og lod hånden glide op på hans lår. Ubevidst strejfede hun hans prydefinner og lod sig villigt læne bagover som han pressede sig ind over hende. Fingrene i håret sendte behagelige gys ned langs ryggen, og hendes hoved søgte den hånd, der lå ved halsen. Så åbnede hans tunge hendes læber, og et langt støn gled ud sammen med hendes egen tunge, der instinktivt tog imod hans. Der var intet underligt eller unaturligt over det. Den usikkerhed, hun havde haft med Rhodion, var forsvundet som havde den aldrig været der, og hun vidste på en eller anden måde bare hvad hun skulle gøre, og hvad hun ville have. Hun ville have hans hænder til at glide ned over skuldrene og finde hendes prydefinner. Hun ville have hans læber til at følge kæbelinjen rundt og ned langs halsen. 
Det var først da han trak sig væk fra hende, at det sank helt ind, hvad hun havde gjort, og hvor hendes tanker var landet henne, og hun mødte hans blik med et forfærdet udtryk.
"Jeg..." gispede hun og tog forskrækket håndryggen op til mundvigen, hvor huden stadig kriblede over berøringen. "Nej... Nej, det er ikke." Stemmen var en lav, panisk hvisken. Underlæben bævede, mens vejrtrækningen satte sig fast i halsen på hende. "Nej, jeg ... Undskyld, Eyid. Det skulle jeg ikke have gjort. U-Undskyld. Det var ikke ... Jeg skulle ikke ..."
Der var ikke andet at gøre. Situationen kunne ikke reddes. Cyreesai kastede sig udover kanten - klar til at sætte af på muren og flygte fra det behov, der skreg af hende, at hun skulle give slip. 

    "Hey!" udbrød Eyid, da Cyreesai gjorde anstalter til at ville flygte fra den lille afsats. Inden han rigtig nåede at beslutte sig for det, var hans hånd skudt ud og havde grebet hendes arm - forsøgte at holde hende tilbage, selvom han udmærket godt vidste, at han ikke ville kunne gøre det mindste, hvis hun vitterligt havde sat sig for at ville af sted. 
    Han var ikke stærk nok til tvinge hende... Og dén tanke skræmte ham, for han kunne ikke lade hende gå nu... Kunne ikke, fordi...
    Fordi Zahinael havde sagt, at han skulle holde hende tæt på sig, beroligede han sig selv med, inden de forvirrede følelser og halvtænkte tanker trak ham med sig ned. 
    "Sai - stop," bad han og strammede grebet, selvom han udmærket var klar over, at det var nyttesløst. "Bliv, vil du ikke nok?" Og så, fordi bønner sjældent ramte lige så dybt hos Cyreesai som provokationer: "Siden hvornår er det blevet din vane at flygte som en kujon? Lad os lige... sætte os ned - finde hoved og hale i dét hér..." 
    Han havde lyst til at række ud efter hendes ansigt - lægge hånden imod hendes kind - og med sammenbidte tænder måtte han minde sig selv om, hvad der foregik hér; hvorfor han sagde de ord, der burde komme fra den mest kyniske, beregnende del af hans hjerne, men mere føltes, som om de kom fra hjertet...
    "Du har ikke noget at undskylde for, Sai. Det var... rart." Rart var en underdrivelse... "Og der er bestemt ikke noget i vejen med kærlighed imellem venner, men..." 
    Han vidste ikke engang hvad han skulle sige. Men med dig er jeg svag? Eller: Jeg kæmper i forvejen for kontrol, og du gør det alt, alt for svært...?
    "Men folk kender ikke engang til vores venskab. Og dine støtter i Rådet baserer sig primært på, at de folk ikke bryder sig om Ke'Jaelin og vores politik - akkurat ligesom mine støtter mig, fordi de ikke bryder sig om din politik. Hvis vi..." Han gjorde en lille, hjælpeløs bevægelse imellem dem. "...gjorde det her, og det blev offentligt kendt.. Så mister vi begge to troværdighed, og i værste fald blusser konflikten imellem de to sider op igen..."

Trækket i armen kom bag på Cyreesai i en sådan grad, at hun mistede sin fremdrift og faktisk blev hevet tilbage. Eller det ville sige; tilbage og nedad, for selvom de var under vand, var tyngdekraften stadig rigtig meget en ting. Derfor endte hun med at blive hamret ind i væggen under afsatsen og kort miste pusten, inden hun lod sig halvt trække, halvt kravle op ved siden af Eyid igen - nu med et lidt mere olmt udtryk i ansigtet.
Især fordi han lige havde kaldt hende en kujon.
Og hans næste ord var ikke en skid bedre, for på én gang bekræftede han, at han kunne lide det mindst lige så meget som hun kunne, og samtidig ridsede han alle de grunde til, hvorfor de ikke kunne gøre det, op. Grunde, som Cyreesai logisk set godt vidste, hun burde overveje, men som alt i hende skreg om at give pokker i, for for en gangs skyld var der noget, hun gerne ville have. Hun foldede det ene ben under sig og vendte overkroppen mod ham. Bemærkede hvor tonede hans muskler var blevet. Havde han båret virkelig mange sten i den minegang, eller havde hun bare aldrig lagt mærke til det før?
"Eller også viser vi dem, at der ikke er grund til at være splittet på midten!" modsatte hun sig. "Hvorfor skulle vi ikke kunne gøre det? Hvorfor skal det altid ikke være smart? Vores forældre er her ikke længere til at kaste os i Dybet, som de ville have gjort dengang, hvis de vidste det."
Eller, der var én tilbage, men hun kunne ikke ligefrem gøre noget betydeligt imod noget som helst. Streng tanke, men dog sand.
"Tror du måske, jeg selv forstår det her?" fortsatte Cyreesai og lagde helt ubevidst en hånd på hans lår for at læne sig frem og stikke ansigtet helt op i hans. De grønne øjne fangede hende igen som en frodig søgræsmark om sommeren ville lokke en til at tage en lur. "Jeg troede alt sådan noget var klamt! Jeg har altid syntes det var klamt. Det var jo ikke ligefrem fordi det var sjovt med Rhodion, vel? Jeg burde synes det var fint, men ... Årh, jeg ved det ikke Eyid! Det er så meget bedre med dig. Jeg ..."
Cyreesai var efterhånden rendt kendt for at handle hurtigt og på sine instinkter, men det havde aldrig inkluderet romantiske ting. Der manglede hun simpelthen instinkter, og derfor var det også lidt kriger-instinktet, der nu fik hende til at lægge hænderne på Eyidivans skuldre og vælte ham bagover i den tykke tangbusk. Omringet af bredbladet, bølgende tang gik hun til angreb på hans læber igen, for hun kunne simpelthen ikke styre sig. Var hun flygtet, havde hun haft en chance, men nu var hans grønne skæl og blåglinsende finner alt, alt for tæt på, og hun blev simpelthen nødt til at røre ved dem - helst med munden.
Det var lige indtil en stemme lød fra ude på den anden side af tangbusken, hvor Eyidivans fødder som det eneste stadig stak ud.
"Ke'Jaelin, er det dig?" spurgte Rhodion. "Hvad laver du i en tangbusk?"
Panik steg op i Cyreesai. Panik, hun sjældent havde følt før. Som at komme frem til en kamp, der så helt anderledes ud, end hun havde forventet - bare værre. Hånden skød op til hendes mund og kvalte det udbrud, der næsten var sluppet ud, og samtidig spilede hun øjnene op og rystede på hovedet mod Eyid. Hun ville ikke findes i en tangbusk med Eyid - slet, slet, slet, slet ikke af Rhodion.

    Eyid havde haft mange, fornuftige indvendinger parat, men nåede lige akkurat ingen af dem, før Cyreesai nærmest kastede sig over ham, og væltede dem begge bagover i tangen.
    Hans hjerne blev helt sort. Alle muskler spændte op, og brystet knugede sig sammen, mens kroppen reagerede på dét angreb, hjernen godt inderst inde vidste, ikke eksisterede.
    Men Eyids tanker var pludselig fanget i fortiden - tilbage i de tidlige år hos Mørket, hvor han endnu ikke havde forstået dét, Zahinael forsøgte at lære ham. Tilbage i den hårde stencelle, hvor Det Store Åbne hele tiden var lige uden for rækkevidde. Tilbage til uvisheden - tilbage til dengang vagterne kunne komme stormene ind uden varsel og banke ham sønder og sammen uden forklaring...
    Derfor havde han også taget hårdt fat om Cyreesai - en hånd om hendes skulder og en anden omkring hendes hofteprydfinne - da mandestemmen pludselig lød, og kaldte ham tilbage til virkeligheden. 
    Han stivnede, blinkede, huskede hvor han var - blev lidt chokeret over, hvad der var sket - og delte så et hurtigt, forfærdet blik med Cyreesai, før han på det nærmeste rev sig væk fra hende og ud af tangbusken.
    Lige ud foran næsen på Rhodion.
    "Hvad laver du her?" kontraspurgte han - stadig med hjertet hamrende i brystet og mørke tanker i sindet - mørke minder, mørke ønsker... Han tog et skridt frem imod spruttemanden - var på ingen måde høflig i sin tone, da han spurgte: "Sig mig, Taler. Følger du efter mig?"

Cyreesai pressede sig ned mod tangbuskens bund i bedste jægerstil, mens den ene hånd stadig klistrede sig fast over den nederste del af ansigtet. 
Lort, lort, lort, lort, lort, lort, kørte hendes tanker i hak, da Eyid kæmpede sig ud af busken. 
Havde Rhodion set hende? Vidste han at hun var herinde? Havde andre set dem? Hvad lavede Rhodion egentlig her?
Uden for busken foldede Rhodion armene (altså de menneskelige) over brystkassen og hævede sine øjenbryn i en uimponeret grimasse mod Eyidivan. 
"Nogen så dig svømme af sted med distriksleder Cyreesai," sagde han i et neutralt tonefald - neutralt for Cyreesais ører, altså. Alle andre ville godt kunne høre den sydende afsky. "Og da jeg forlod hende, ønskede hun at tage hjem og være alene lidt. Så eftersom det her ikke ligefrem er vejen hjem for hende, blev jeg nødt til at undersøge sagen, Ke'Jaelin."
Spruttearmene under ham havde grebet fast i nogle holdepunkter på afsatsen for at holde ham fra at synke til bunds, og han hev sig ind, så han rigtig overtrådte Eyidivans intimsfære. 
"Så hvor er hun? Smed hun dig endelig fra sig som det stykke bundslam, du er?" fortsatte han (og Cyreesai tænkte stadig ikke over det noget aggressive ordvalg, for hun var rimelig optaget af at være i panik over at hun lå i en tangbusk). "Eller er det blevet den nyeste kunstart at tage lur i en busk?"

    Eyid tvang en hård latter frem. "Er jeg Distriktslederens oppasser nu? Eller ansvarlig for hendes gøren og laden, måske? Jeg havde nogle detaljer at diskutere med hende oven på mødet, og derefter lod jeg hende fortsætte videre alene. Jeg forsikrer dig om, Taler, at jeg ikke har den fjerneste anelse om, hvor hun er henne, selvom jeg da bestemt stoler på, at hendes mange år som Kriger vel er grund nok til, at ingen af os bør være bekymrede på hendes vegne! Eller du er måske uenig?" Eyid løftede et øjenbryn, men ventede ikke på svar, for spruttemandens krydsede arme og aggressive holdning sagde tydeligere end ord, hvad den anden mente. 
    "Hvad?" Eyid slog ud med hænderne. "Hvad tror du om mig, Taler Rhodion? At jeg narrede Distriktsleder Cyreesai væk fra Hjertet, selvom hun havde planer om at tage hjem?" Han grinede - rovdyrgrinet, der som regel altid formåede at få folks pis i kog. "Er du blevet helt frygtsom efter vores lille snak i Hjertet, Jæger? Tror du, at jeg stræber hende efter livet?" 
    Stadig med det øretæveindbydende udtryk holdt Eyid hænderne i vejret - som ville han gøre tegn til overgivelse. "Jamen, jeg indrømmer det! Jeg lokkede Cyreesai med herud - gjorde mit bedste for at tage livet af hende, faktisk! Det var hendes lig, jeg var i færd med at gemme af vejen i tangdusken dér, da du afbrød mig..." Han vendte sig halvt, så Rhodion skulle få udsigt til omtalte gevækst. "Du skal være noget så velkommen til at kigge efter - grib mig på fersk gerning! Vis dem allesammen hvilket monster, jeg er!" Hvor ond... Hvor svigtende... "Træk mit løgnagtige korpus tilbage til Hjertet og lad Krigerne sprætte mig op. Eller hvad? Det er måske ikke sådan, du vil have det?"

Når man ikke havde en krave at gribe fat i, måtte det blive en kravebensfinne. Rhodion snerrede og greb - med en rigtig hånd - fat i Eyidivan, så han kunne trække havmanden helt tæt på sit ansigt. 
"Dig og dine detaljer," sagde han så spyt endte i vandet mellem dem. "Du skal holde dig fra hende, sanger, det er hvad du skal. Hvad end du har af planer, skal jeg nok sørge for at få forpurret - du skal ikke tro du an komme her og vinde indpas på vores distriktsledere bare fordi du deler efternavn med en af dem. Nok er Cyreesai og Atha'ame venner, men det betyder ikke vi stoler på dig. Du er stadig en Ke'Jaelin  - ikke en ny en som Atha'ame."
Rhodion slap Eyidivan og trak sig væk, men så inden han fortsatte videre, så det ud til, at han ombestemte sig, og han vendte sig tilbage mod Eyidivan med glødende øjne.
"Jeg holder øje med dig og dit tangbuskeri, Ke'Jaelin," advarede han. "Hvis du giver mig en grund til at sende jægerne efter dig, gør jeg det. Kværker dig med mine egne arme."

Og så var han væk i en sky af lidt for meget blæk til at det kunne være et uheld. Det steg op rundt om tangbusken i fine, mørke skyer, og var den primære grund til, at Cyreesai turde sætte sig op og lade håret flyde opad med tangen frem for at trykke sig ned mod bunden som en sandorm.
"Åh, bare kast mig i Dybet nu," mumlede hun, rød i hovedet af forlegenhed og sikker på, Rhodion havde luret, at der var noget i gærde.
Hvad havde han sagt: Vinde indpas? Hvordan ville hun nogensinde kunne få ham som mage, hvis han konstant var på nakken af dem omkring hende? Men ... Hvordan ville hun nogensinde kunne det, hvis hans mistanker var velfunderede - og det i virkeligheden var hendes skyld?

    Kravebensfinnen Rhodion greb fat i, var den, der var blevet mere eller mindre knust dengang Eyid og Cyreesai blev fanget i grotten sammen, og Eyid skar en smertensgrimasse og glemte rent resten af sine provokerende ord - stirrede bare spruttemanden indædt i øjnene, til den anden skubbede ham fra sig igen.
    "Du opfinder jo tydeligvis dine egne grunde, Taler," svarede Eyid hæst - knapt så flabet og konfronterende, nu hvor Rhodion havde vist, at han ikke var bleg for at gå fysisk til ham. Han havde af én eller anden grund virkelig ikke lyst til at blive hamret til plukfisk, når Cyreesai sad gemt i tangen og kunne overvære det hele... "...Så jeg ved ikke helt, hvad du vil have mig til at gøre anderledes. Men hvis du får noget ud af at lure på mig, så skal jeg ikke være dén, der sætter en stopper for dét..."
    Blækskyen forpestede vandet, da Rhodion satte fra på afsatsen og forsvandt ud i det dunkle vand, og Eyid tog sig med en lille grimasse til kravebensfinnen - rullede en enkelt gang med skuldrene og strakte halsen prøvende for at sikre sig, at det gamle brud ikke var gået op igen.
    Da Cyreesai talte inde fra tangbusken og satte sig op, vendte han sig med et lille, håbløst fnys og spredte tangen, så han fik udsigt til hende. 
    "Han er meget seriøs omkring sin dedikation til dig," bemærkede Eyid og tvang så et lille, skævt smil frem på ansigtet. "Meget. Seriøs. Jeg tror, vores lille sammenstød hjemme hos dig har sat ham kriller i hovedet... Han lader til at være mere eller mindre overbevist om, at jeg enten stræber efter dit liv eller din dyd."
    Allerede inden det sidste var ude af munden på ham, fortrød han ordene, for de kastede straks hans tanker tilbage til hendes kys - til dén situation, Rhodions ankomst havde afbrudt. Det var for kaotisk - Eyid var selv i tvivl om han havde været i gang med at tage det ene eller det andet fra hende...
    "Jeg tror ikke, han så dig," skyndte han sig at fortsætte - i forhåbningen om, at hendes tanker ikke skulle nå at følge samme stier som hans egne. 
   

Cyreesais tanker havde aldrig forladt det spor, de var endt i, da hun havde kastet sig over Eyid med intentionen om at befamle ham på præcis de måder, hun virkelig ikke have lyst til, Rhodion gjorde ved hende. Ved hans ord sænkede hun blikket og mumlede et lavt "Det er vist mig, der stræber efter dig."
Et dybt suk forlod hende, mens en hånd lukkede sig om et stykke tang og gav sig til at pille i de bløde fibre. Det kunne måske holde hende fra at pille ved Eyid. Alt det her var noget rod. Noget rod, der skete, når man var en ungfisk, der ikke vidste hvordan verden fungerede og som søgte et kærlighedsbehov opfyldt for tidligt. Alt var for tidligt, hvis det var før ægteskabet - sådan havde Va'Chakessa altid set på det. Var man ikke klar til at dele resten af livet med den anden, skulle man ikke dele de intime stunder. Det var kun at give en potentiel fjende skyts på forhånd. Hun trængte til at høre sin fars stemme, idet han gav hende en skideballe, mens han stemme var udvisket af tidens gang, og hun kunne ikke engang fremkalde den i de ord, hun vidste, han ville have sagt. Hendes egen indre stemme var slet ikke overbevisende nok. 
"Eyid ..." begyndte hun i stedet og så op på ham, men sænkede hurtigt blikket til sit pilletang igen. "Jeg ved ikke, hvad der går af mig, men alt i mig søger dig frem for ham. Og jeg ved ikke, hvordan jeg fikser det."
Trangen til at rejse sig og svømme forbi ham og hjem var stor, men risikoen for at han igen ville hive fat i hende, og hun igen ikke kunne styre sig, var simpelthen for stor. Hun måtte prøve at bruge hans egne metoder mod ham for at få den her situation overstået. Hun måtte prøve at tale om det. 
"Men måske jeg bare skal hjem og tænke over det," sagde hun. "Tænke over det og tage mig sammen."
Var det sådan noget, han ville høre overhovedet, da han havde bedt hende tale om det? Hvordan talte man overhovedet sådan noget her igennem - især når ens ellers udkårne havde været forbi og næsten taget dem på fersk gerning?

    "Sai..." begyndte han, mens en grimasse stivnede på hans ansigt. Tankerne kørte rundt i ét stort mylder, samtidig med at han følte sig underligt afrevet fra dem - fritflydende. Som når man befandt sig på kanten af et dybt undervandskrater, og det føltes, som om dybet trak i én og truede én med at man kunne falde, selvom vandet altid ville bære én opad...
    Da ordene forlod hans mund, føltes de fjerne og fremmede - som blev de talt af en anden: "Tror du ikke... det er gensynsglæde? Vi har undværet hinanden så længe, og så kommer jeg tilbage, netop som taler Rhodion har sat gang i sin kurtisering... Mon ikke du bare får blandet det? Det er jo ikke et problem, vi havde i gamle dage."
    Nej, for i gamle dage havde de flirtet skamløst - dog grangiveligt uden at Cyreesai havde opfattet, hvad der foregik. I gamle dage havde han været en dum, arrogant ungfisk, og hun havde været puritaner til fingerspidserne, og deres forældres skygge havde ligget over dem som et tungt, mørkt tæppe. I gamle dage havde der på samme tid været både mere og mindre på spil...
    "Måske bør vi begge tage hjem og tænke over det," sagde han så endeligt, og tænkte for sig selv, at han havde brug for at kontakte Zahinael - få sine prioriteter i orden. Trække på sin Herres rådgivning, når nu hans eget hoved var ét stort kaos... "Måske handler det i virkeligheden bare om det fysiske, Sai - det ville ikke være så underligt. Der er en grund til, at vi Sangere aldrig har praktiseret dét med at gemme sig selv til ægteskabet - det forvirrer tankerne og slører dømmekraften..." Han tvang et lille smil over sine læber. "Måske skal du ikke være så hård ved dig selv."

"Gensynsglæde..." gentog Cyreesai for sig selv og slap tangen, der nu var tilpas flosset i kanterne.
Ordet hult for hende. Al den glæde, man burde føle, var erstattet af vrede over dem, der havde taget ham i første omgang blandet med lysten til at være tættere på ham end nogensinde før. En lyst, hun faktisk ikke længere var sikker på var så ny endda. Noget, hans ord et eller andet sted bekræftede. Hun havde kun gjort det sværere for sig selv ved at holde igen dengang, og gemme sig bag arrigskab og fornægtelse. 
Eyidivan havde altid haft styr på sit lort, og som regel fik han styr på ting, når Cyreesai ikke kunne. Og det havde hun ikke kunnet, siden han var vendt tilbage.
"Jeg tror du har ret," sagde hun så og rejste sig op. Fik børstet lidt jord af sin skulder og trådte ud på kanten, men med god afstand til Eyid. "Vi skal hjem og tænke over det. Det var ikke et problem i gamle dage, og så bør det ikke være et problem nu."
Det burde i hvert fald ikke gøres til et problem. Og det var det virkelig ved at blive. Hun havde ladet paraderne falde og tvivlen vinde indpas hos sig. Var faldet tilbage i gamle mønstre, hun burde være vokset ud af. Hun burde være blevet klogere. Hun var blevet klogere. Men Eyids tilbagekomst havde givet hende et tilbagefald. Måske var der en vis sandhed i, at Ke'Jaelin-familien var svage. Eller at de gjorde andre svage.
"Det er bedst, vi ikke følges," tilføjede hun.

    "Lad os snakkes ved i morgen, så," mumlede Eyid afslutningsvist og betragtede hende med en mærkelig følelse i kroppen, da hun forsvandt ud i det mørke vand. Selv blev han siddende - fingererede ved håndleddet og de løse skæl, dog uden at bøje dem så meget, at den skarpe smerte skød op igennem hans arm. 
    Han var splittet og følte sig både rådvild og vred, selvom vreden ikke helt gav mening for ham og han ikke rigtig havde lyst til at undersøge alt for nøje hvor den kom fra...
    Nej, han måtte snakke med Zahinael. Hans herre ville vide, hvad der skulle gøres.
  
    "Herre?" 
    Det var næsten en måned siden Eyid havde taget kontakt sidst. Dengang havde rapporteringen handlet om planen med Najubii-distriktet og Gojira-familien, og Eyid havde egentlig lovet, at han ikke ville tage kontakt igen, før han var klar til at sætte første del i gang. 
    Men han mente nu, at Cyreesais ord ændrede hele forudsætningen for alt dette her... og det var vel hans pligt at informere Spionmesteren om det.
    Da hans herres stemme lød via dén krystal, havmanden var blevet udstyret med, bøjede Eyid hovedet - mærkede sit hjerte hamre af sted. 
    "Jeg beklager forstyrrelsen, Herre, men der er sket noget, jeg ikke havde forudset, og jeg har brug for dit råd... Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg..." Han kunne godt selv høre, at han var begyndt at fumle rundt i ordene - en ting, der ellers sjældent skete for ham; ord var normalt det skarpeste våben i hans arsenal. Men Cyreesai havde virkelig hylet ham ud af den, og en del af ham frygtede også, hvordan Zahinael ville tage imod nyheden... 
    Måske var det bedst, bare at få det hurtigt overstået.
    "Cyreesai lader til at have udviklet... romantiske følelser. For mig. Eller måske ikke romantiske - måske bare- " Han brød af igen og fik styr på sig selv. "Måske er det bare en fysisk tiltrækning - jeg ved det ikke. Men der er sket en ændring i vores dynamik, og nu ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre..."

Zahinael havde haft en belortet uge. De seneste måneder havde sat gang i så mange planer, at det konstant sitrede i hans fingre efter flere nyheder fra sine spioner. Nyheder, han vidste ikke ville komme før om lang tid - hvis alt gik som det skulle. 
Denne uge havde han brugt i Dianthos på at pleje bekendtskaber, som var blevet forsømt det sidste års tid, samt gøre indtog til at få en fod inden for døren nogle nye steder. Alt det burde ikke have ødelagt hans humør. Den del var kommet fra en rapport fra norden, hvor en af hans spioner var blevet opdaget og spredt ud over en bjergside. Nordboerne havde altid været sværere at løbe om hjørner med, men det var stadig et slag, der ramte spionmesterens humør. 
Derfor var det med tankerne fyldt med mulige måder at få Eyidivan til at skade sig selv for sin uduelighed, at han i dag havde givet tegn til alfen om at etablere forbindelse mellem krystallerne. Idéen om at få ham til at rive et af de gamle ar op var i særdeleshed fristende. Måske det ved læben - det kunne nemt bortforklares...
Men for en gangs skyld blev Zahinaels behagelige tankespor afbrudt af ... gode nyheder. 
"Endelig!" udbrød han med oprigtig entusiasme.
Det var på tide, at et eller andet faldt på plads. Zahinael havde nok egentlig altid troet, at hvis en af planerne faldt fra hinanden, ville det være den i Aquarin. Operationen var afskåret fra normale kommunikationsveje. Det var ikke lige til at sende andre ind for at tjekke på situationen. Alt i planen beroede på, at tretten år gammel information stadig holdt, men heldigvis var fiskene vanedyr. Så at det netop skulle være Eyidivan, der kom med ugens første gode nyhed, var med til at hæve Zahinaels humør udover hvad der normalt ville syntes muligt efter han først havde sat sig under en tordensky. 
"Fantastiske nyheder, min lille fisk," fortsatte han og lænede sig frem imod krystallen, som om Eyidivan faktisk sad her og kunne se hans kropssprog. "Hvordan står det til med Gojiras loyalitet? Hvis alt er klar der, kan vi gå direkte til næste fase."