Følelsen var underligt blandet, da Sedna overværede hvordan Treston brugte sin størrelse og styrke til sin egen fordel, og formåede at overmande Zirra. Et surrealistisk syn at være vidne til og et som de fleste nok ville have kunnet nikke sig enige i aldrig at ville have set komme. Ploppet blev næsten overdøvet af tumulten på gulvet, men lyden var så genkendelig, at Sedna ikke var i tvivl. Noget sad ikke længere som det skulle og mere instinktivt end noget andet, søgte Sednas blik efter kilden til lyden, frygtsom for at den kom fra eksilsoldaten og ikke den hævngerrige lillesøster.
Det dog ikke lang tid før hun kunne konstatere hvilket led der havde givet under for presset og hvem det tilhørte, men bekymringen blev ikke mindre af den grund. Rødt, alt hun bemærkede, var farven rød og ikke denne gang fra hendes eget blod. Den blødende hofte og følelsen af hvordan natkjolens tyndestof klistrede tæt til den, i en klam blanding af varmt, koldt og vådt, virkede pludseligt irrelevant. Et eller andet sted under chokket over at være blevet sukket, så havde Sedna ubevidst registeret at skaden ikke var dødelig, i hvert fald ikke med det samme. Trestons skade var langt svære at bedømme status på, selv for et trænet øje som Sednas. Blod sprøjt og udtværing gav indtrykket af at han var langt mere ilde tilredt, end hvad han faktisk var.
Hele scenen fra Trestons forsøg på at afværge og afvæbne Zirra, til hendes idiotiske for søg på at gøre ham lige så blind som hun selv var af had, til at Treston atter var over hende, gik på en og samme tid uhyre hurtigt og i slowmotion. Det eneste der stod klart var smerten, alt den smerte der var mere ødelæggende end nogen slag nogensinde ville være.
”Så det nok!” stemmen var mere hård og autoritær end den var hævet og kold, da Sedna pludselig fandt sig selv i færd med at skubbe Treston af Zirra. Blege måner havde ædt sig ind hvor sole skinnede, da ansigtet vendte sig ned mod Zirras tårevædet blå. Sekunder, mere skulle der ikke til før det samme blik, uden omtanke  blev vendt imod Trestons sikkelse.

    Det var først da Trestons håndryg smældede imod Zirras ansigt, og han automatisk - instinktivt - trak hånden til sig for at slå igen, at han blev forfærdet over, hvad han havde gjort. Da Zirras hæse krav ramte ham som en spand kold vand, og han for alvor fik kigget ned på hende - fik set de røde mærker hans hænder havde efterladt i hendes ansigt.
    ”Zirra…” hviskede han - greb så efter hendes hænder, da hun gav sig til at hamre de knyttede næver imod hans bryst. Blodet piblede ned over hans håndled så det var svært at holde fast i hende - at forhindre hende i at fortsætte kampen. ”Jeg fik os næsten slået ihjel! Mig, Zirra!” udbrød han så. Hans stemme var grådkvalt og ordene sad næsten fast i halsen på ham, men de var jo sande; det vidste han helt i sin sjæl, mens han kæmpede febrilsk for at holde sin lillesøster nede. Kunne mærke tårerne løbe ned over ansigtet nu - som en spejling af Zirras egne. ”Det var mine beslutninger - mine selviske valg - og jeg er så ked-”
    Mere nåede han ikke at sige, før Sedna blandede sig, og han pludselig blev skubbet til side - tog af med den sårede underarm uden at tænke og våndede sig, da armen knækkede under ham. Nåede ikke at få samlet sig, før Sedna vendte sit sølvlysende blik imod ham og alle muskler stivnede. Spændte op.
    Treston fandt sig selv - stivnet og hjælpeløs - på gulvet. Kunne ikke gøre andet end at betragte Sedna og Zirra med store øjne. Blev liggende et sekund eller to som forstenet, selv da magien fortog sig og Sedna slap ham igen. Lod bare panden møde de ru gulvbrædder, mens sorgen rev sig igennem ham sammen med skyldfølelsen.
    For hvordan var det endt sådan her? Hvordan var der opstået så megen smerte imellem ham og Zirra? Hvordan kunne dét faktum, at de begge tydeligvis var klar til at ofre samvittigheden for den anden, resultere i, at hun havde forsøgt at stikke en kniv i ham, og han til gengæld havde været klar til at banke hendes ansigt gult og blåt?
    ”Zirra…” hviskede han, mens den samme tanke kørte på rundtur i hans hjerne - igen og igen. Hvordan var det endt sådan her…
    Han tørrede sig over ansigtet og havde åbnet munden - løftet hovedet - for at dele nogle af de tanker med hende. Sige undskyld. Bede hende om tilgivelse…
    Men han nåede ikke så langt, for Sednas tynde natkjole var efterhånden helt mørk af blod - blodet var rendt ned ad låret på hende - og Treston slugte sine ord og sin sorg og kom alarmeret på benene. Rakte hænderne frem imod hende, fordi han alvorligt frygtede, at hun ville kollapse. Forsøgte at få hende ned at sidde eller ligge på gulvet.
    ”Rolig…” mumlede han - lige så meget til sig selv, for panikken var steget ham op i halsen. Hans fingerspidser blev fugtige og klistrede, da han forsigtigt forsøgte at hive natkjolesømmen op, så han kunne se hvor galt det var fat.
    Instinktivt lagde han hænderne over såret - forsøgte at standse blødningen. Rakte indad efter den simple, lysbaserede healing, han havde lært i hæren, blot for - alt for sent - at komme i tanke om, at den havde været knyttet Ridderamuletten, som han naturligvis havde afleveret sammen med gradstegn, sværd og resten af sine jordiske besiddelser.
    ”Pis…!” Ordet var febrilsk og frustreret og kantet med frygt, mens han begyndte at overveje, om han kunne rive lagnet i stykker og få lagt en midlertidig forbinding, så Sedna ikke forblødte inden han kunne banke en rigtig healer op. ”Sedna…”

Zirra var ved at skrige sin bror op i ansigtet gennem sine tågede tåreøjne, da Treston blev udskiftet med et par hvide øjne, hun huskede alt for godt. Hvide øjne med mørk røg i baggrunden. Hvide øjne, der havde efterladt hende lammet og alene, indtil de gyldne kom tilbage og bragte smerte med sig.
Skriget satte sig fast i halsen på hende, mens fingrene summede og armene faldt slapt ned langs hendes sider. Vægten af Treston var væk, og det tog lidt tid at opdage, at han lå ved siden af hende - lige så lam som hende selv. Hun ville sige noget, men hendes læber summede også. Sådan havde det ikke været sidste gang.
På en eller anden måde fik hun drejet hovedet en smule, så tårene gled ned over kinderne og lod hende se rummet mere klart. Se Treston. Hans tårer. Blodet.
Den buldrende vrede blev til selvlede i Zirras bryst. Lysten til at slå noget blev ikke mindsket, men krøllede sig sammen til en lillebitte syl, der begyndte at stikke indad i stedet for. 
Du har såret din egen bror.
Du kan ikke andet end at skuffe.
Du gør aldrig det rigtige.
Du har såret en han elsker.
For det var kærlighed, der skinnede ud af ham, da han hurtigere end sin lillesøster genvandt førligheden og tog Sedna i sine arme. Ikke mørkelveren. Ikke Mørkets kriger. Sedna. Bare Sedna.
Ligesom Zirra tog Bertram i sine arme som intet andet end en, hun elskede. Ligesom hun havde holdt om Storms skælvende krop, mens han græd sine sorger ud i hendes arme. Ligesom hun tog alle, der havde behov for det, under sine vinger, uanset hvor meget lort, de slæbte efter sig. For det var der, bror og søster altid havde skilt sig ud fra resten af familien Reynlest: I deres barmhjertighed og kærlighed. Det var der, de havde taget for meget efter deres mor og for lidt efter deres far.
Summen i den ene hånd forsvandt, og Zirra stak den med møje og besvær ind under sin tunge dødvægtskrop. Fra en skjult lomme hev hun sin amulet frem. Amuletten som Lyset lærte dem, de skulle bruge på sig selv og deres kollegaer, når ting så mørkt ud. Magien, som altid skulle bruges i dronningens tjeneste. Livet, som spionerne ofrede for landet og folket. Livet, som Sedna ikke havde taget, inden hun var flygtet fra skoven.
Amuletten begyndte at lyse mere end olielampen på sengebordet, og Zirra strakte armen frem og placerede den over såret i Sednas hofte. Det var en akavet position, som Zirra stadig lå halvlam med højre side immobil, og koncentrationen var svær at holde fast i, mens hendes sind stadig kredsede om onde, selvbebrejdende tanker, men magien virkede. Lyset varmede og lindrede. Flettede brudte årer sammen og dannede ny hud. Det, hun ikke havde kunnet i Lysets fangekælder efter Kesters støvle havde ødelagt Sednas ansigt, kunne hun gøre nu - på det sår, hun selv havde forvoldt. På den skade, hun selv havde ønsket et andet væsen. To andre væsner. For måske var hendes ønske i virkeligheden, at det skulle gøre ondt på Treston. Hvis det gjorde ondt på ham, vidste hun, at det også ville gøre ondt på hende selv.
Lyset forsvandt og Zirras hånd faldt til jorden, mens lammelsen fortog sig fra resten af kroppen. Øm i kroppen og hævet i ansigtet baksede hun sig op at sidde og mødte Sednas gyldne øjne.
"Jeg hader dig stadig."

Et åbent kødfuldt sår, hvorfra tykt gult pus sivede fra. Det var den perfekte billedlige beskrivelse af Zirra og med alt rette grund. Den blonde kvinde havde været roden til alt for meget smerte, sorg og vrede lige siden Treston var brudt gennem det sortsvedet skovbryn, og det første skår var blev slået i hele hans virkelighedsopfattelse.
Siden da havde Zirra været et ømtåligt emne, som begge turtelduer flere gange havde forsøgt at vige uden om, som en betændt byld i håbet om den gik i sig selv, men med vished om den ikke ville forsvinde før en af dem prikkede ordentligt hul på og drænede den.
Det var derfor heller forudset at den til at prikke hul skulle være Zirra selv. Endnu mindre forudsigeligt havde det været at de to søskende ville kaste sig over hinanden som vilde dyr. Sedna havde i hvert fald aldrig i sin vildeste fantasi forestillet sig det ville komme så vidt. Hun havde set hvordan Trestons øjne ændrede sig ved tanken om sin søster, set den kærlighed der lå under smerten og hun havde hørt selv samme i Zirras stemme i fængselscellen. Det havde derfor været lige så meget for Zirras skyld, som det havde været for Trestons, selvom det stadig mest var for ekssoldatens, at Sedna var gået mellem dem I frygten for de begge ville nå et punkt, de ikke kunne gå tilbage fra, og at dømme ud fra den blodige scene kroværelset var blevet til, havde de allerede bevæget sig faretruende på netop den. Målet var derfor heller aldrig at lammelsen skulle sætte ordentligt ind, den skulle bare virke nok til at skille dem ad, uden faren for at Zirra bruge sit formørkede sind som drivkraft for at fare frem.
Panikken der lyste ud fra hans ansigt, var sværd at ignorere og ikke lade sig mærke af, i det han fik hende ned at side uden den mindste modvilje. ”Din arm, Treston.” forsøgte hun med rolig stemme at vende opmærksomheden imod ham selv, alt mens Sedna selv forsøgte ikke at dvæle alt for meget i den panik, der langsomt krøb sig ind hos hende.
Luften føltes kold og stak som nåle i det endnu blødende stiksår, da natkjolen blev trukket op over hoften, men Sednas øjne forlod aldrig Trestons ansigt. Ikke villig til at se ned på den sandhed, der tvang blodet fra hans ansigt, nægtede at se sin egen løgn i øjnene da hun sagde ”Det er bare lidt blod, Treston.”. Med hænderne lagt omkring den skarpe kæbe trak mundvigene sig op af i et alt for tydeligt påtaget, tappert smil.
Om det var lyset, følelsen af Zirras hånd over såret eller kombinationen af begge, der fik trukket hendes opmærksomhed fra den ene Reynlest til den anden var ikke til at sige, men overraskelsen stod tydeligt i de gyldne øjne, da de vendte sig mod Zirras blå. Slap Sedna Trestons ansigt mens varme trængte ind i såret og sørgede for at overskåret blodkar og resterende væv lukkede sig sammen på ny, under den slanke kvinde hånd.
”Jeg tror du har glemt hvordan man siger charmant, skyggedanser.” fløj det lidt for hurtigt over de mørke læber og inden Zirra kunne nå at korrelere på den lidt for kække kommentar, givet hele situationen, skyndte Sedna sig at åbne munden på ny og med let rynkede øjenbryn at sætte ord på sin egen forvirring ”Du burde havde brugt magien på dig selv, – på din bror…”.

Selvfølgelig skulle kællingen ikke være taknemmelig. Nejnej, man redder nogens liv og får en fornærmelse i hovedet. Men Zirra forventede ikke andet fra Mørket. Og hun var vant til ikke at blive takket for sine handlinger. 
"Jeg er en stor pige, Sedna. Jeg kan selv administrere min magi," svarede hun tørt og kastede sin amulet over i skødet på Treston. Fordi de sad så tæt blev det et lidt hårdere kast, end hun havde regnet med. "Og min bror kan helbrede sig selv." Og henvendt til Treston, men uden øjenkontakt, sagde hun: "Jeg ved, du er vant til den type amulet."
Havde Sedna ikke frarøvet Zirra sin magi, havde hun allerede haft brugt sin amulet på mørkelverens ansigt, da de mødtes i fangekælderen. Dengang ville det have været en liden trøst mod den dødsdom, der ventede, men hvad Kester havde gjort ved hende, kunne ikke undskyldes. Men nu... Nu havde Zirra forhindret hende i at dø - eller som minimum i hvert fald lide et kæmpe blodtab - og det føltes rigtigt for Trestons kærlighed, men forkert for hele verden.
Tårer vældede op i hendes øjne igen, og hun tørrede sit våde ansigt af i ærmet med et snøft. Al frygten og fortvivlelsen fik lov til at boble op til overfladen nu, hvor vreden var ved at aftage, og hun ikke længere kunne presse det om bagerst i tankerne og fokusere på rejsen. Presse sin krop hårdere for at glemme de uforløste følelser.
"Hvorfor?" spurgte hun med bævende stemme og fik hævet blikket til Treston. Øjenkontakt var nemmere, når man ikke kunne se noget for tåresløret. "Hvorfor går du tilbage til en fra Mørket?"
Det implicitte lå i hendes tone. En, der kan slå os ihjel. Hele familien. En, der ville gøre det.

    Treston så til med tilbageholdt åndedræt og forvirringen lysende ud af alle træk, da Zirra rakte ud - havde faktisk været klar til at stoppe hende; at fjerne hendes hænder, fordi hendes grådkvalte krav på Sednas liv stadig spøgte i hans baghoved.
    Derfor blev han nærmest paf, da magien gav sig til at flyde fra hendes hænder. Og det handlede ikke kun om selve gestussen - det handlede lige så meget om, at amuletten hun brugte var så inkarneret en del af hæren for ham, at det virkede fuldstændig malplaceret at se den i sin lillesøsters hånd. For selvom Treston med sin fornuft godt havde fattet, at Zirra var en del af Lyset, og havde været det næsten lige så længe, som han selv havde, så var det første gang han så et klokkeklart bevis på hendes tilknytning.
    Han havde åbnet munden for at sige noget, uden helt at være klar over, hvad det egentlig var, der skulle siges - med følelsen af, at der skulle siges på forbandet mange ting, at det var umuligt at få startet det rigtige sted. Forsigtigt lod han hånden glide over det nyligt helede sår på Sednas hofte og løftede så et endnu tårevædet blik til sin lillesøster - kom frem til, at han i hvert fald kunne starte med at takke hende - men nåede ikke til det, før hun kastede ham amuletten, som han overrumplet greb mellem sin overkrop og dén hånd, der ikke lå under Sednas nakke.
    "Zirra..." hviskede han og kunne mærke hjertet synke i livet. Forsigtigt og med et hurtigt, beroligende kærtegn gjorde han sig fri af Sedna - lagde så amuletten fra sig på gulvet og rakte en tøvende hånd ud imod sin lillesøster, fordi hun i langt højere grad var et åbent sår, der krævede hans opmærksomhed.
    Og så følte han ikke rigtig, han havde gjort sig fortjent til Zirras hjælp endnu... men dét var en helt anden snak.
    Hånden tøvede, da tårer vældede op i hendes øjne påny, og hendes spørgsmål fik ham til at vende ansigtet væk - krympe sig en anelse - fordi ordlyden og hendes tonefald gjorde det smerteligt klart for ham, hvordan hun så alt dette her. 
    "Fordi jeg elsker hende, Zirra..." mumlede han, fordi det var sandt, selvom det var første gang han sagde det højt. Det var dog ikke forklaring nok, og dét vidste han godt. "Fordi... det er gået op for mig, at Sedna er mig - bare med omvendt fortegn; på den anden side af krigen. Lige så meget et produkt af de valg, der er blevet taget for hende, som du og jeg er det. Fordi..." Han gjorde en lille, hjælpeløs bevægelse og kunne mærke ansigtet fortrække sig i en ulykkelig grimasse. "Fordi jeg ikke kan mere, Zirra. Fordi jeg ikke vil hadet længere... Fordi jeg ikke ved, hvordan jeg skal forene dét, der var min pligt, med dét, jeg føler er rigtigt..." Han havde også tårer i øjnene nu. "Fordi det for Sedna aldrig har handlet om alle de ting, far gav værdi som det eneste - fordi hun valgte mig på trods af min uniform og ikke på grund af den. Fordi... Fordi jeg..." Han havde ikke flere ord - ikke andet i kroppen end sorg - og derfor endte han med at skjule ansigtet bag de blodige hænder, så hun ikke skulle se, at han var ved at gå helt fra hinanden. Det kunne han ikke tillade sig - ikke oven på alt dét, han havde været skyld i at hun var blevet udsat for...
    "Fordi jeg er pisse-selvisk, Zirra..." endte han bare med at hviske. "Jeg er ked af det..."

"Nej hun er ej!" afbrød Zirra i et forsøg på at stoppe Trestons talestrøm. Han fortsatte, og hun lod ham nogenlunde tale færdig, mens hun selv klamrede sig fast til de af hans ord, der havde fremkaldt udbruddet. Det her skulle ikke få lov til at handle om kærlighed. Det var ikke den del af forholdet mellem de to, Zirra havde et problem med, trods alt. Hun kunne have haft et problem med Sednas race - de fleste unge mennesker, der voksede op under Mørkets styre ville have et lidt skævt forhold til dem - men det havde aldrig ligget til Zirra. Heller ikke selvom Dastor virkelig havde prøvet at få dem til at sky mørkets og nattens væsner. Spionarbejdet havde ladet Zirra opleve lidt flere forskellige facetter af folk og dermed nedbryde de fleste fordomme. Ikke at hun nogensinde ville fortælle dét til sin far. Det havde heller ikke været planen at fortælle Treston om sin vampyrkæreste.
"Hun er ikke en skid lige som dig, Treston!" fortsatte hun og trak benene til sig, så hun ikke længere rørte ved ham gennem deres tøj. "Storm var lige som dig! Tvunget ind i hæren og holdt der med tortur og trusler. I det mindste har far aldrig pisket din ryg i stykker - men bare fordi Kester er en idiot, er hele Lyset pludseligt råddent for dig eller hvad? Åbn dine øjne, Treston!"
Zirra slog ud med hånden og pegede en anklagende pegefinger mod Sedna. End ikke en ekstra lille tanke blev givet til det faktum, at hun lige havde hevet Storm ind i det her og at det på den ene side lod endnu en hemmelighed, hun havde haft for Treston, bryde fri, og på den anden side potentielt satte Storm i livsfare, hvis Sedna var en god, lille mørketilbeder.
"Hun torturerede mig stadig uden at blive tvunget til det. Overvej, hvor mange hun har gjort det ved," fortsatte hun, rødglødende. "Jeg fortjente det, men tænk på hvor mange uskyldige landsbyer, hun har været med til at brænde ned. Hvor mange uskyldige, hun har skåret i for at få information. Hvor mange hun har hugget ned og nydt det. Storm var dobbelt så gammel som hende, og han fortrød det og hadede det, hver gang han blev tvunget til at gøre noget. Hader du det også, når du hjælper de lokale efter Mørkets togter - hader du det også, når du hjælper med at genopbygge efter Mørkets hærgen? Hun valgte at ligge med dig, og hun valgte at skære mig i strimler. Treston, hun er overhovedet ikke ligesom dig."
Zirra klappede i med følelsen af at der sad et ti tons lod i hver mundvig. Armene lagde sig om benene. Selvom hun var på krigsstien, følte hun sig udsat, blottet og sårbar. Ansigtet drev stadig af tårer og det størknende blod krakkelerede på kinderne.

Selvom Trestons fingre var nænsomme i det de strøg hen over det lukkede sår. Instinktivt trak musklerne i maven sig sammen i et hurtigt ryk, da Sedna trak luft ind mellem sammenbidte tænder. Forberedt på den smerte berøringen ville påføre, inden at hjernen registrerede dens udeblivelse. Til Sedna’s store overraskelse var der end ikke eksistensen af fantomsmerter til stede. Kun den klistrede røde masse, sammen med et hvidt, næsten lysende ar, stod tilbage som et eftermæle af det traume kniven havde forsaget den sorte hud.
Det var egentligt ikke så overraskende at dem der havde trådt ind i Lyset ligesom dem der trådte ind i Mørket fik udlevet magisk ladet amuletter. Alligevel var det først da den blev kastet til Treston, at det gik op for Sedna den ikke bare havde været en amulet som Zirra havde fusket sig til fra en tilfældig alkymist, men at den var givet til hende fordi hun lige som sin bror var en lige så stor del af Lysets styrker. Blikket slap endeligt den ene blondine, kun for at søge imod den næste. Med øjenbryn der efter bedste evne forsøgte at knytte sig sammen i pandens midte, blev Sedna mindet om at det i Trestons tilfælde var med et ekstra tryk på var. For det var da det han havde antydet inden kaos brød løs, var det ikke? Tanken nåde aldrig længere end at kredse mod pandeskallen, inden Zirra’s usagte beskyldninger ætsede dem bort.
Fri af Treston’s hænder satte Sedna sig op med det ene knæ gjort fri af gulvet og det andet ben trukket ind under sig, klar til et afsæt forbi Treston med Zirra som sit mål, hvis det skulle blive nødvenligt. Guld låste tig urokkeligt som en olm stirrer i en advarsel, skjult for Trestons blik. Kun mildnet af hans svar til lillesøsteren og uden tøven for at komme nærmere Zirra flyttede Sedna sig nærmere ekssoldaten og tog hans hænder i sine, da han løftede dem for at dække ansigtet. Placerede et blidt kys på de blodige fingerspidser med et kærligt klem, der lod ham vide han ikke stod alene, selvom det måtte føltes sådan i øjeblikket. Den ene hånd slap hans, for i stedet at lægge sig imod den ene salt våde kind ”Treston, du bliver nødt til at heale sin arm, høre du mig?” bønfaldende hun næsten i en hvisken med mild stemme, fuld af bekymring. Endnu en gang formåede Zirra at påkalde sig mørkelverens opmærksomhed, selvom hendes blik forblev på Treston. Det var dog ikke hendes antagonistiske beskyldninger, som Sedna hæftede sig ved, men benævnelsen af et ganske bestemt navn; Storm.
”Kan du blive mere blåøjet, Zirra?” spurgte hun irriteret med himmelvendte øjne, hvorefter hun drejede ansigtet i hendes retning og for første gang mødte Zirra’s blå uden skyggen af had for den blonde kvinde, men det gjorde ikke ordene mindre bitre ”Kester er måske præmieeksemplet på råd i Lyset, men råd findes ikke kun i en rod. Kester er som Kester er fordi Lyset er spækket med folk, hvis moralske kompas er lige så tvivlsomt som en lommetyv på et marked.” tungen bevægede sig ud mellem læberne, i et forsøg på at væde underlæben der føltes lige så tør som Rubinens sandede klitter, mens hun lod ordene forsøge at synke bare lidt ind hos blondinen inden at Sedna atter tog ordet med en finger løftet, pointerende, op mellem hende og Zirra, som en fysik barriere for de afbrydelser der potentielt måtte komme. ”Det er sandt jeg ikke ligger søvnløs om natten, holdt vågen af den gråd, jamren og skrig dem jeg har måttet torturer har udstødt. Vil du vide hvorfor? Fordi det er mit job, den ene ting jeg er blevet trænet til siden barnsben om jeg ønskede det eller ej. Jeg har haft lige så meget valg som din kære Mørkets dæmon i at gå under Mørkets faner. Den eneste forskel er at jeg er født ind i Mørket, jeg blev født til Mørket.” der var ingen grund til at benægte de sandheder som Zirra havde pointeret, men de var kun den halve sandhed. Et hjørne af et større maleri, der malede hendes familie mere ens med Reynlest familien end man skulle tro var muligt.
”Hvad tror du ville være sket, hvis jeg var vendt tilbage til Mørket og det kom dem for øre at jeg havde lod dig slippe væk? Lad mig sige det således, hvad min og jeres far har til fælles er at ingen af dem har måske løftet en pisk, men fortæl mig, hvornår Dastor sidst har holdt jeres hånd nær en esse eller brugt jer som en træningsdukke til at teste hvor skarpt hans knive var slebet, fordi I nægtede at parere ordre?” fingeren der havde været holdt op foran dem begge, søgte mod højre skulder og pegede på det ujævne lysegrå ar, der bevægede fra skulderen over kravebenet. ”Min mor Septa er måske den som Lyset fortæller rædsels historier om, men det er kun fordi de ikke har mødt Ascetir. Så tro ikke så meget som et sekund at du kender mig, mit ophav eller grunden for mine valg, Zirra.” øjnene var atter blevet hårde i takt med tonen, men hadet udeblev stadig fra dem "Jeg fortryder ikke hvad jeg gjorde ved dig, men jeg fortryder at du blev udsat for det." indrømmede hun endeligt.

    Treston løftede det tårevædede blik og mødte Sednas, da hun tog hans hænder. Et lille, taknemmeligt smil kom og gik, men han overhørte hendes bøn, for han var ikke klar endnu - såret i armen var så afgjort det mindst kritiske, der skulle heles i aften. 
    Derfor vendte han sig også imod Zirra - gjorde intet for at skjule trætheden eller tristheden eller smerten, der lå over alle træk. Hans stemme var dog mild, da han indvendte:
    "Det er jo ikke kun Kester - det er også alle de folk og hele dét system, der holder hånden over ham..." Treston rystede lidt på hovedet, for selvom det klart var en stor del af problemet, var det faktisk ikke hovedpointen. "Men hvorfor skal det være enten eller, Zirra - godt eller ondt? For nej, jeg mener ikke, Lyset er råddent - jeg mener, der er masser af bundgode mennesker, der gør deres allerbedste og rent faktisk er i stand til at bringe lidt godhed ind i verden. Jeg mener tilmed, at Lysets myndighed skal respekteres - hvorfor tror du ellers, jeg lagde kortene på bordet i dén retssal?" Han stirrede stædigt på sin lillesøster og undertrykte trangen til at skæve til Sedna - Zirra havde allerede blabret ud med det hele; der var ingen mening længere i at forsøge at gemme på sandheden om hans dom. "Men Lyset er ikke kun godhed, Zirra. Og er det så så umuligt at turde tro på, at Mørket ikke kun er ondskab?"
    Hendes benævnelse af Storm var ikke gået hen over hovedet på ham, men Treston vidste ikke, hvordan det skulle forestille at passe ind i det hele. Det var anden gang det skete nu - at hun nævnte ham i noget, der kunne siges at have med Mørket at gøre - og det var efterhånden ved at gå op for ham, at der var noget dér, han burde bore i... At den direkte, halvflabede gut de havde mødt på en fødselsdagsdruktur i Dianthos' natteliv måske havde været andet og mere end bare en tilfældig sengekammerat for Zirra, sådan som han ellers havde troet indtil nu...
    Men nu var ikke tidspunktet - slet ikke, da Sedna i det samme tog ordet, og Trestons hjerte gav sig til at bløde over de ting, hun kunne fortælle.
    For ligegyldigt hvad Zirra mente, så var de ens - bare i hver deres ekstrem og i hver deres kontekst. Treston havde bare været så heldig at vokse op et sted, hvor der dog trods alt havde været en god portion kærlighed til at bløde de manglende valg op... så heldig lod det ikke til at Sedna havde været, og han kunne næsten ikke forestille sig, hvordan hun alligevel kunne været blevet den passionerede person, han kendte og elskede, når en far, der havde tvunget hendes hænder ind over essen, var dén virkelighed, hun var vokset op med...
    Han kunne slet ikke forestille sig, hvilket menneske han selv var blevet i samme situation...
    En tøvende hånd blev rakt ud og lagt på Sednas knæ - en lille omsorgstilkendegivelse. Men trods de forfærdelige ord og trods det nyligt helede sår, var det stadig ikke mørkelverkvinden, der havde hans fokus lige nu; det var Zirra.
    "Zi..." mumlede han og rykkede så tættere på hende - tog hånden fra Sednas knæ, så han i stedet kunne knuge sin stadig blødende arm. Nærmede sig sin lillesøster, som var hun en sky hest, der kunne finde på at sparke eller bide ud efter ham. "Jeg er så uendeligt ked af det... Over dén smerte, du har været igennem... Over dén sorg, jeg har været skyld i... Over-" Her knækkede hans stemme - han kunne ikke sætte ord på dét med Kester. Det sad fast nede i halsen på ham... "Men jeg fortryder ikke, at jeg hjalp Sedna væk fra Lysets dom, selvom jeg fortryder, at der bragte så meget lort med sig... for dig og mor og... og far også." Det sidste kom ud næsten trodsigt, før han atter bøjede hovedet og så skar en fortrydelig grimasse - rakte hånden halvt ud, som ville han invitere hende ind i sin favn, uden dog helt at turde tro på, at hun ville tage imod. "Intet af dét hér var min mening, Zirra... Jeg prøvede bare at gøre dét, der føltes som det rigtige..."

Zirra havde lyst til at afbryde. Havde lyst til at råbe og skrige ad dem, at de ikke fattede en skid og ikke så ud over egne næser. Hun havde siddet i begge lejre. Været 'venner' med dem. Spioneret. Om nogen vidste Zirra, at alt ikke kunne gøres op i godt og ondt og stilles benhårdt op over for hinanden. Forskellen var bare, at Mørket som oftest løste ting med vold, tortur og civilangreb. Lyset ville nok have vundet for længst, hvis ikke de brugte så meget tid på at hjælpe borgerne med at komme på benene igen. Hvis de fokuserede på at slå hårdt og kontant ned på fjenden. Men det var ikke sådan Lyset fungerede. Og det var Zirra glad for, for hvordan ville landet være, hvis de ikke hjalp de svage?
Men Sedna og Trestons ord vældede ind over hende, og jo mere Kester blev nævnt, jo mere snørrede halsen sig sammen og forhindrede andet end små, korte vejrtrækninger i at bryde igennem. Mindebilleder blev tvunget frem i hendes sind igen. Ubevidst blev en let kløen på hendes arm tilfredsstillet med kradsen indtil huden var rød under det sorte stof. 
Dastor blev nævnt et sted i Trestons talestrøm. Det stak kun dybere. For selvom Treston ikke havde bragt alt det lort med sig hjem, ville deres fader uden tvivl snart have fundet en mand til Zirra. Valg ... Valg havde hun aldrig fået mange af når det kom til faderen. Dem hun havde, blev taget i skyggerne - uden faderens viden.
Trestons hånd blev rakt ud. Zirra kunne ikke mere. Uden helt at opfatte, hvordan hun havde fået rykket sig helt hen til ham, smeltede hun ind i hans favn. Storebrorens trygge favn, der altid havde været der for hende - indtil han var blevet dødsdømt, og hun var løbet væk. Væden i øjnene løb over, og afbrudt hulk pressede sig op gennem til sammensnørrede hals. Al den sorg, frygt og afmagt, hun havde tvunget ned bagerst i sit sind de sidste uger, boblede op til overfladen med en uhyggelig fart. Hele kroppen rystede snart med gråd. Zirra lod sig forsvinde i det. Et eller andet sted undervejs fik hendes ene hånd fat i den amulet, Sedna havde prøvet at overbevise Treston om at bruge, og uden at tænke over det, brugte Zirra det sidste af sin chakra på at helbrede Trestons oprevne, blødende arm. Alt imens hun græd og græd og græd til det føltes som om, hele hendes sjæl havde krænget sig ud gennem hendes strube og det dybe, mørke hul i hendes sind blev erstattet af reel tomhed.

    Noget brast inde i Treston, da Zirra endelig lod sig glide ind i hans favn - noget, der var tyndt og hårdt og skrøbeligt, som ituslået glas. Noget, der havde skarpe kanter, så det føltes som om han blevet flået op indefra...
    Hendes hulk rev sig igennem ham og efterlod ham rå og hudløs, men han lod alligevel armene glide omkring hende og holdt hende som om hun var det sidste lys i en ellers mørklagt verden. Vuggede hende blidt fra side til side, mens hans hjerne automatisk tog ham tilbage til de mange andre gange, de havde holdt om hinanden på præcis denne måde - desperat og klamrende, mens den enes verden gik i stykker...
    Og trods alt det forfærdelige og trods medlidenheden, der blødte fra hans hjerte, begyndte Trestons krop langsomt at gå ned i beredskab, og den skælvende, dirrende energi, der havde bemægtiget sig ham, så han ikke skulle kollapse under skyldfølelsen, sivede lige så stille ud af ham i takt med Zirras og hans egne tårer. 
    Han bemærkede det knapt, da hun lukkede såret i hans arm, men lettelsen - fraværet af smerte bagefter - tilføjede blot til følelsen af, at alting måske var på vej tilbage på rette spor. Måske...
    "Zirra..." hviskede han, da hendes hulken endelig stilnede af, og han selv heller ikke havde flere tårer at græde. Han strøg forsigtigt det askeblonde hår væk fra hendes pande - forsøgte at få udkig til hendes ansigt. "Jeg elsker dig, søs..." fik han så frem med grødet stemme - ikke god til dét med kærlighedserklæringerne, for selvom der havde været kærlighed nok i familien Reynlest, havde den bestemt ikke altid været eksplicit. "Jeg elsker dig, og hvis jeg kunne sørge for, at der aldrig skulle ske dig noget ondt igen, så ville jeg gøre det..."
    Hun så udmattet ud - lignede én, der var fuldstændig brugt, som om dette havde været den sidste kraftudladning hun havde haft at gøre godt med. Men Treston gjorde sig ingen antagelser - Zirra var stærkere end hun så ud, og hun havde overrasket ham før... 
    "Skal vi ikke..." begyndte han og fangede så et øjeblik Sednas blik over Zirras blonde hoved - bad stiltiende om forståelse og råd på samme tid. "Zi. Tror du ikke, vi allesammen trænger til at sove ud...?"

Halsen var ru og tør, da gråden endelig spredte sig ud og mere kom til udtryk som sporadiske ryk i kroppen end de voldsomme hulk. Der var ikke mere at få ud nu. Hun havde råbt og skreget af Treston, og nu havde hun også grædt i hans arme. De to ting var ikke forekommet i nær så heftig grad før. Og slette på grund af ham. De plejede at være her for hinanden, men verden omkring dem plejede at være skyld i dårligdommen. Skylden plejede ikke at kunne falde på dem.
Dertil kom, at dette var første gang, Zirras parader var blevet sænket over for Treston på denne måde, siden han havde opdaget hendes rigtige erhverv. Hvad end hun vidste det eller ej, var en god portion af gråden noget af al den ulykke, hun havde holdt fra ham i alle de år. De forfærdelige oplevelser, hun altid havde haft brug for at græde i hans favn over.
Zirra snøftede. Tilbage nær overfladen blev hun igen opmærksom på, at de ikke var alene i rummet, men hun kunne ikke finde mere vrede at kaste mod Sedna. Havde ikke mere at give af. Hvis hun ville, havde hun vel alligevel stukket dem ned, mens de sad her og græd. Måske var der noget ægte mellem hende og Treston. Nej, Zirra vidste der var noget ægte mellem dem. Det havde hun vidst siden den aften i fangekælderen, hvor hun havde overværet deres samtale. Det var grunden til, hun var trådt til, da Kester kom ned... Grunden til... Sedna havde ret. Det hele var Zirras egen skyld. 
Tårer vældede op i Zirras øjnene igen og truede med at hive hende ned i gråden igen, da Trestons spørgsmål holdt hende fast i virkeligheden og fik henledt hendes tanker på at sove. Sove måske i noget andet end et groft uldtæppe på jorden. Det lød faktisk ikke helt skidt.
"Enten det eller noget brændevin," hiksede hun.

Man skulle være ualmindelig afstumpet eller decideret hjerteløs, hvis ikke det gav en knude i maven og en klump i halsen måden at betragte de to Reynlest børns omfavnelse af hinanden. Mange ville nok argumentere for at mørkelveren var begge dele, men sandheden kunne ikke være længere fra. Det skar Sedna i hjertet at vide, hun var katalysatoren for den kløft der havde været ved at drive Zirra og Treston fra hinanden. Det var hendes egen egoisme der havde ført til det blodbad de stod i nu. Fordi at elveren ikke havde været villig til at slippe den blonde ridder, der i månedsvis havde hjemsøgt i både sind og hjerte.
Hvad endnu være var dog den følelse af magtesløshed, der langsomt sneg sig ind i bytte for adrenalinen. Mørke soldaten endte derfor med at træde væk fra søskendeparret, så de kunne få luft og hun selv kunne føle sig lidt nyttig da hun fyldte vaskefadet med vand fra den tilhørende kande.

Med opvredet klud trådte Sedna tilbage til blondinerne, rakte det våde stof frem mod Treston med et lille nik mod Zirra's blodfregnede ansigt, hvor tårer havde trukket vertikale streger. "Jeg tror lidt søvn for nu og brændevin i morgen vil gøre os alle godt." Det ene udelukkede ikke det andet, og guderne ville vide at begge dele var lige tiltrængt.
"I kan tage sengen, så tager jeg-" Hun vendte blikket rundt i det sparsomt indrettede værelse, før det landede på en lænestol der havde set bedre dage "Den." Det ville ikke blive den mest bekvemme nattesøvn, men hun følte heller ikke for at del seng med en der lige havde forsøgt at stikke et knivblad i hende, og som sikkert stadig ville gribe første mulighed for at lægge et snit fra øre til øre. Endnu mindre følte mørkelveren at hun kunne sende Zirra ud på mørklagte gader, når hun var så sårbar som nu.

    Treston kunne undertrykke et lille, halvkvalt latterfnys, da Zirra erklærede at hun kunne bruge en flaske brændevin lige så vel som en god nats søvn. Det var en lyd, der var mere et hulk end en latter, men der var en lettet morskab i den alligevel; det var alt for godt at høre hende lave sjov... bare en ganske lille smule.
    "Du tror det måske ikke, men jeg har faktisk slæbt rundt på en ualmindelig god flaskebrændevin siden Dianthos..." mumlede han ned i hendes hår, mens han sendte Josefine en tanke. Hendes urter og flasker havde været velkomne afbræk og distraktioner på denne frustrerende rejse...
    Hendes breve derimod...
    Trestons tanker blev heldigvis afbrudt af Sedna, der rakte den opvredne vaskeklud frem imod ham og med et taknemmeligt, lille smil tog han imod det, mens varmen bredte sig i hans bryst, idet han mødte hendes gyldne blik. Hun var i det øjeblik det smukkeste, han nogensinde havde set...
    "Tak..." mumlede han og lod hende se varmen og bevægelsen han følte. "Hey..." fortsatte han, idet han igen vendte opmærksomheden imod Zirra og viste hende kluden - gjorde anstalter til forsigtigt at tørre blodet af hendes kinder. "Det klæder dig ikke med blod i ansigtet, Zi..." Det blev sagt mildt og med et lille, træt smil. "Hverken dit eller mit, så... skal vi ikke prøve at droppe dét fremadrettet?"
    Til Sednas tilbud om at overgive dem sengen løftede han ansigtet imod hende - vidste, at det måtte koste noget af hende, dét hér; at hendes instinkter sandsynligvis fortalte hende, at Zirra var en trussel, der skulle fjernes...
    Han strøg sin lillesøster en sidste gang over håret og gjorde så anstalter til at ville stable sig selv på benene. "Zirra får sengen - jeg tror, hun er dén der trænger mest til ordentlig nattesøvn. Jeg tager bare gulvet... Det er næppe meget værre end at sove på hærens snoldede feltmadrasser..." Og hvis han lagde sig på kroværelsets slidte gulvtæppe ville han have placeret sig selv mellem sengen og lænestolen Sedna havde omtalt. Så skulle de hver især først over ham, hvis de pludselig atter fik lyst til at slå hinanden ihjel i løbet af natten... 

"Ha, selvfølgelig har du det," svarede Zirra til Trestons kommentar i en blanding af et grin og et hulk. "Du er en større drukrøv end mig efterhånden."
En udtalelse hun nok ikke burde have været alt for stolt af, men efter spion uddannelsen havde alkoholen taget en smule overhånd - mere end hvad Treston vidste af, og mere end hvad der godt for hende. Men efter Bertram var det blevet bedre. Hun havde fået en person at trøste sig i frem for alkoholen. En at dele det svære med. Stadig havde hun dog ønsket, at den person kunne være Treston. At hun kunne dele de svære dele af sit liv med ham. Det kunne hun nu. Måske. Hvis han ville lytte efter den her omgang. Han havde ikke behandlet Bertram særligt pænt, da han havde mødt ham, men han havde da ikke stukket ham ned. I det mindste kunne de trøste sig med de havde lige gode grunde til at stikker deres svoger og svigerinde ned.
"Du behøver ikke sove på gulvet, Tres," sukkede Zirra og sendte et kort blik mod Sedna. Ikke et ondt et. Bare et træt et. "Jeg har ikke sovet ordentligt i et par dage. Jeg skal nok lade hende være."
Mens Treston stavlede sig selv på benene, fandt Zirra styrken til at hejse sig op at sidde på kanten af sengen. Kluden, Treston havde tørret hendes ansigt med, var endt i hendes hånd, og hun fortsatte projektet. Ikke at man kunne se på kluden, om det hjalp.
"Jeg holder dig op på den brændevin i morgen," sagde hun og kunne ikke undertrykke et gab. Bare at sidde i sengen føltes himmelsk. Zirra tænkte slet ikke over, hvem der havde ligget i den sidst. "Men jeg tager ikke hjem uden dig. Altså mest fordi... Far. Og... Ham."
Forhåbentlig behøvede hun ikke uddybe den sidste del. Det gjorde de nye tårer et fortræffeligt arbejde for helt af sig selv. 

Takket mødte en kort rysten på hovedet, hvis det da overhovedet havde kunne betagnes sådan så lidt som det flyttede fra side til side. Han behøvede ikke takke hende. Den ene mundvig trak sig nu alligevel en tand højere end den anden side i en beklagende grimasse.
Gestussen havde været lille da kluden var blevet rakt frem mod Treston, men tanken bag kunne ikke have været større. Sedna havde kunnet vælge at bruge kluden til at vaske sin egen krop fri for blod. Hun kunne have valgt at træde ind mellem pseudotvillingerne for at vaske Treston ren, og ignoreret tilstedeværelsen af blod på Zirra. I stedet havde Sedna ladt den blonde søster vaske sig ren først, så Treston ikke skulle se på sin søster med blod sprøjt malet over ansigtet. Hvad vigtigere var at mørkelveren havde givet dem en mulighed for fysisk at vaske tavlen ren. Til hendes lettelse lod det til at virke.
Sedna havde stået tavst på afstand og fulgt hvordan Treston nænsomt begyndte at kører det våde stof over Zirra's ansigt, inden han overlod opgaven til lillesøsteren. "Du sover ikke på gulvet." Lød det afvisende, da hun mere direkte stemte sig enig med Zirra fra den modsatte ende af værelset. Ikke tale om at han skulle vågne radbrækket i morgen tidelig, fordi han var paranoid for at to af kvinderne i hans liv ville forsøge at myrde hinanden så snart han havde lukket øjnene. De gyldne øjne antog en skarphed, man typisk ville finde hos en mor. Et af de blikke der gjorde det tydeligt at det ikke var et emne der stod til diskussion."Der er plads i sengen til jer begge to, og din søster har brug for din nærhed mere end nogensinde, Treston." Mindede hun ham om, ignorere at også hun havde brug for at have ham nær. Det var irrelevant. "Jeg lover ikke at slå hende ihjel eller forsøge på det.".

Lænestolen havde sådan cirka været lige så behagelig at sove i, som gulvet var blødt. Uden at falde for fristelsen for at søge op i sengen, og gøre Treston til smørklat, var det endelig lykkes Sedna at falde i søvn. Det havde taget alt for meget vende og dreje, strækken og bukken før det var lykkes at finde en stilling der gjorde det muligt. Det var derfor heller ikke så underligt da hun var den første af de tre der var vågnet. Ikke vækket af morgen solen der strålede ind gennem sprossevinduet, men fordi hun ikke kunne mærke sin ene arm og nakken brokkede sig så snart hun var begyndt at røre på sig.
Så lydløst som det nu lod sig gøre, gav hun sig i kast med skifte den blodstive underkjole ud med rent tøj - så rent gårdagens tøj nu en gang var. Med forestillingen om at hun ville kunne nå nedenunder og tilbage igen før de andre ville vågne, lukkede hun sig ud af værelset. Efterlod underkjolen på stolens armlæn uden tanke for hvordan det måtte se ud, hvis Treston alligevel skulle nå at vågne og opdage Sedna manglede - hun ville jo komme tilbage inden, håbede hun.

    "Vi tager hjem sammen," lovede Treston sin søster og kæmpede sig så endegyldigt på benene. Han svajede et øjeblik - halvsvimmel af blodtabet - før hjernen fik tilkæmpet sig dét, den skulle have og rummet gled på plads igen. Først da så han Zirras tårer og med en lille, trøstende lyd satte han sig ved siden af hende på sengekanten og lagde armen bagom ryggen på hende. "Zirra... Vi tager hjem sammen. Du kommer ikke til at stå alene..." Hans ansigtsudtryk blev hårdt. "Og Kester kommer til at bøde for alt, han har gjort."

    Treston var faldet i søvn med armen om Zirra og den velkendte, hjemlige duft af hendes hår i næsen. Og selvom han ærligt talt havde troet, der ville være alt for mange tanker i omløb, indfandt søvnen sig overraskende hurtigt - fuldstændig udmattet som han var oven på rejsen fra kysten og tværs over landet.
    Da han vågnede, var det fordi solstriben, der faldt ind gennem det lille vindue, var krøbet hen over gulvet for at lægge sig over hans ansigt. Med en panderynken fik han sig selv op til overfladen, for til sidst at åbne øjnene og et sekund eller to bare stirre op i loftet uden at have den mindste anelse om, hvor han var. Så hørte han Zirras stille åndedrat og drejede hovedet på puden for at blive konfronteret med de ødelæggelser, de havde påført kroværelset aftenen forinden. Blodet på gulvet... 
    Et øjeblik hvilede hans blik på den blodige underkjole, der var blevet draperet over stolens armlæn. Så spærrede han øjnene lidt op og vred besværet hovedet en anelse mere rundt - blot for at konstatere, at lænestolen var tom og at han selv og Zirra tilsyneladende var de eneste mennesker i lokalet.
    "Zalans...!" bandede han - så lavt, at ordet kun lige akkurat forlod hans læber. Så gav han sig - uendeligt forsigtigt - til at vikle sig fri af først Zirra og derefter sengetøjet, mens han gjorde sit ypperste for ikke at vække lillesøsteren.
    Han syntes dog, der måske kom en lille lyd fra hende, og for at berolige hende på forhånd, mumlede han: "Sov bare videre, Zi. Jeg går ned i krostuen og sørger for noget morgenmad..."
    Havde Sedna haft grej stående fremme i går aftes eller havde hun pakket det væk i kommoden? Skulle det bekymre ham, at han ikke umiddelbart kunne se andet rejseudstyr end sin egen vadsæk?
    På vej ud af døren snuppede han i forbifarten skjorten, som Sedna havde kastet efter ham i går, og som var endt halvt krøllet ind over kommoden. Stoffet var stadig fugtigt, da han trak det over hovedet, og Treston gøs og bandede i sit stille sind guderne langt væk, fordi de i dén grad havde ladet vejret være sådan imod ham... Men der var ikke så meget at gøre; hvis hans dårlige mavefornemmelse var korrekt, og Sedna vitterligt var stukket af i nattens mulm og mørke, så kunne han ikke rigtig sætte efter hende i bar overkrop og med blod på bukserne....

    Hans bange anelser blev dog gjort til skamme nærmest dét sekund, han nåede ned ad trappen til kroens skænkestue, for dér sad Sedna ved ét af bordene - tydeligvis ventende på ét eller andet ude fra køkkenet af, hvis lyden af potter og pander, der blev flittigt håndteret derudefra, ellers var nogen indikator. 
    Lettelsen over at se hende kaldte et lille smil frem på hans ansigt, men det stivnede hurtigt en anelse, da han så, hvordan hun sad på den solide krostol - en lille smule skævt, sikkert for ubevidst at skåne den sårede side.
    Han standsede op bag stolen, der stod overfor hende - lagde bare hænderne på den og tøvede med at trække den ud og sætte sig. 
    "Godmorgen," hilste han så forsigtigt, før han følte, han blev nødt til at bekende kulør: "Jeg nåede et sekund at blive bange for, at du havde givet op på os - at du havde tænk: Zalanme om jeg holder dén sindssyge familie ud, og så havde taget dit gode tøj og var smuttet..." Han gjorde en lille grimasse. "Oven på i går ved jeg ikke rigtig, om jeg ville kunne bebrejde dig..."

Det havde været til alles held at nattens strabadser havde fundet sted på en kro i Fristavn. Her havde folk en større tendens til at passe sig selv, selv når tumulten fra naboværelset kun ledte tankerne i en retning: mord. Det ville hverken have været første eller sidste gang Kile ville været kommet for at høste den sidste sjæleudånding, skulle det havde været nået at gå så vidt før nogen var kommet til bare lidt fornuft.

Reaktionen fra den halvdæmoniske krokone havde derfor ikke det mindste antræk til forargelse, da Sedna som første havde efterspurgt både spand, skurebørste og moppe til at fjernet de røde plamager. Et skarpt øjenbryn havde løftet sig, men Sedna nåde at komme den anden kvinde i forvejen. Forsikrede der ikke lå en livløs blondine oppe på værelset gulvet. "Og jeg som troede at larmen var havde skyldtes mere passioneret grunde." Havde hun leende kommenteret.
Et langt større forklaring havde der måtte til da mørkelveren først have lagt en bestilling på morgengrød til tre personer, og hun dernæst havde spurgt om hun skulle være så heldig at ikke alle værelser var optaget.

Sedna havde siddet med en albue i bordet og hagen hvilende i håndfladen. I den anden hånd havde hun nøglen til det sidste ledige en mandsværelse, strøget tommelfingeren åndsfraværende over det glatte metal, da Treston kom til syne for foden af trappen. Nøglen blev straks lagt på bordet, mens hånden fjernede sig fra under hagen i det hun rettede sig op. Registrerede ikke kompensering, hun havde alt for travlt med at smile hjertevarmt. Kunne ikke lade være med at bemærke hvor skøn han så ud med morgen uglet hår. Det var svært at forestille sig hun nogensinde skulle kunne hade det syn.
Smilet falmede "Treston," sukkede hun tungt ud. Kørte en træt hånd over underansigtet. Sekundet stod hun henne ved hans side, med en hånd lagt over hand og en anden rakt op til hans kind "I minen, jeg sagde du havde både mit liv og min død. Selvom det kom lige lovligt tæt på det sidste end hvad jeg foretrækker, så ændre det intet." lød det forsikrende, hvorefter hun strakte sig op på tå og kyssede først den stube prikkende hage og dernæst hans læber.
Stående på flad fod igen, placerede en prikkende finger sig i brystkassen på ham "Troede du virkelig at du ville slippe så let af med mig igen? Beklager at måtte skuffe dig Hr. Reynlest, men du må sende skarpere skyts mod mig end din skyggedansende lillesøster, hvis du vil komme mig til livs." Hun håbede han ikke tog hendes ord ilde op, at han fangede det drillende glimt i hendes blik der gjorde at hun næsten ikke så træt ud som poserne under øjnene fik hende til at føle sig.
"Desuden er I ikke sindssyge. Dysfunktionelle ja, men der er stadig kærlighed mellem jer." Sammenligningsgrundlaget var måske ikke det bedste, men Sedna talte sandt når hun ikke mente det var så slemt, som Treston måske forsøgte at overbevise sig selv om.
"Jeg har bestilt morgenmad til os, til os alle sammen. - Og et værelse til Zirra." Hun nægtede at skulle bruge endnu en nat i lænestolen.

    Treston rakte helt automatisk ud og tog imod hende, da Sedna gik op til ham og lagde hånden imod hans kind. Selvom han stadig skammede sig lidt for meget til at kunne møde hendes blik, bragte hendes ord et lille, taknemmeligt smil frem på hans læber, og da hun strakte sig for at kysse ham, besvarede han ivrigt og varmt hendes kys. Så fnøs han en lille latter af hendes kommentar.
    "Det skal jeg huske til næste gang, så. Men nu er vi selvfølgelig i en havneby, og erfaringen siger mig, at hvis jeg bare kan støve en gople op, så er det pludselig en kamp at holde på dig...!" Han strammede grebet drillende om hende. "Så frist mig ikke...!"
    Han blev lidt mere alvorlig, da hun fortsatte, for hun havde ret; jo længere ned i alt dette rod, Treston havde gravet sig, jo tydeligere var det blevet for ham, at familien Reynlest - når det kom til stykket - var dybt dysfunktionel... Men også, at det sandsynligvis var gået meget, meget værre, hvis der ikke havde været så meget kærlighed...
    ...selvom Treston da godt kunne have ønsket, at sådan én som Ersten, for eksempel, havde fået dén kærlighed lidt bedre ind under huden, inden det hele for alvor gik løs...
    Med et ønske om at forvise dén slags tanker fra sit sind bøjede han sig atter over Sedna og fangede hendes læber i et kys - et krævende, legende ét af slagsen.
    "Du er fantastisk - ved du godt dét?" informerede han, som svar på hendes kommentar om morgenmaden og det ekstra værelse. En hånd blev lagt om hendes ansigt og en tommelfinger strøget hen over hendes ene øjenbryn, mens det skæve smil blev mere tænksomt. 
    "Du drømmer ikke om, hvor lettet jeg er over at have fundet dig igen..." mumlede han så og tog hende ind med blikket, som om han var bange for at hun kunne forsvinde imellem hænderne på ham. "Det har været nogle... ret forfærdelige måneder..."

Selv hvis Treston havde formået holde et monotont toneleje med en der tilhørende død ansigtsmimik, da han truede med at trække hav gele op fra havnekajen som våben, så ville Sedna ikke have taget truslen for gode vare. Kroppen var ikke nær så overbevist. Spændinger gjorde musklerne hårde, gjorde omfavnelsen langt mere ubekvemt. "Du ville aldrig være så ondskabsfuld." Indskød hun affejede med en latter tung af en angstfyldt klang.
Kommandørkaptajn Valeriev hjemsøgte stadig sortelverens drømme også selvom Sedna for længst havde måttet erkende over for sig selv, at halvgoplen nok ikke var helt så slem igen. Alligevel insisterede en lille stemme, fra de fjerneste afkroge af sindet, på at minde hende om venskabet mellem eksridderen og bløddyret. Han behøvede intet hav for at kunne sende mareridtsskabninger efter hende.
Redet fra sit eget begyndende sortsyn, løsnede hun op under hans kys. Med fingre lukket om hver sin håndfuld af fugtigvarm skjortestof, holdt hun ham drilsk fra at bryde kysset lige med det samme da Treston gjorde antræk til det.
Sedna mødte hans blik med et skælmske smil "Mhm, jeg tror min hørelse er begyndt at svigte lidt. Kan du sige det en gang til, men tættere på mit øre?" Hænderne slap det rynkede stof, forsøgte halv hjertet at rette de folder ud de havde lavet. Ikke at det var nogen større skade sket  det allerede let krøllede stof. Det var så lille en gestus, fingeren der fulgte øjenbrynets kurve, men det var en det ene kærtegn der endnu ikke slog fejl i at smeltede hende i de lykkestrømme hjertet pumpede rundt. Hun elskede den for måden det fik hende til at føle sig set på.
"Hvis jeg vidste vi havde sejlet direkte til Fristavn fra Obsidianøerne, så havde jeg aldrig fået dig til at følge mig landet rundt." Bekendtgjorde hun. Sendte ham en skæv grimasse som undskyld, men måtte derefter skifte til et mere alvorligt udtryk "Hvor meget har du kvajet dig? Du fortalte du dem at jeg havde tvunget dig til at få mig ud af Dianthos? Mod din vilje?" Hun blev nødt til at vide om han havde gjort som hun havde bedt ham, løjet i forsøget på at rede sin ære. En opgave han ikke havde haft meget held med, hvis Zirra's ord havde været sande.