Zahinael så til, mens han lille fisk gennemgik alle de forvirrede følelser, der var blevet plantet i ham. Han var faldet for udmattelsens og alkynmiens hallucinationer - de svagt slørede øjne sagde det hele. Et tilfreds smil bredte sig om hans læber, da Eyidivan endelig kravlede hen til dæmonkvinden, men et øjeblik måtte selv den erfarne spionmester se til med hjertet i halsen og en tilbageholdt vejrtrækning, da det så ud som om, fisken ændrede mening. Gamle følelser skulle sluses ud og ikke komme op til overfladen på den her måde. Han havde været ret sikker på, træningen havde stået på længe nok til at denne første test ville blive bestået. Kunne han have taget fejl?
Så lagde havmandens hånd sig om kvindens hals, og mens frygten stod ud af de panikbulende øjne, greb Zahinael om tremmerne i bare iver. Kniven sank ned i det bløde bryst og kroppen begyndte at spjætte i smerte og kramper. Blodet flød ud på dem begge to, mens dæmpede skrig kunne høres bag kneblen. Der gik ikke længe, før de døde ud.
"Perfekt," hviskede Zahinael til sig selv, stolt af, hvor langt hans lille projekt var kommet. Dette ville ikke blive sidste gang, han opsatte sådan en lille træningsepisode.
Tremmelågen knirkede skingert, idet han svang den åben og trådte ind til Eyidivan. Vristede kniven ud af hans hånd og fik sin hjælper til at slæbe den døde kvinde væk, så kun blodsporet på gulvet vidnede om hendes tidligere tilstedeværelse.
"Stærkt og værdigt gjort, Eyidivan," roste han og lagde sine hænder om hans kinder - ikke sikker på, hvem den lille fisk så lige nu. "Du skal nok gøre dit folk stolt."

    Raseriet forsvandt i samme sekund kniven gled ind i hendes kød, og hendes dødskramper rev den ud af Eyids hånd. Tilfredsheden og forfærdelsen kæmpede i ham, mens han studerede hendes store, forskrækkede øjne, men ingen af følelserne kunne få overtaget, og til sidst - da lyset slukkede sig i hendes blik - blev begge følelser knust under sorgen, der rullede ind over ham som store tidevandsbølger. 
    "Sai..." hviskede han ulykkeligt og sank sammen på gulvet med hende i favnen. Hun lignede ikke sig selv i døden... overhovedet ikke... Han mente, det måske var på grund af kniven, og med en våd svuppen trak han den ud af brystet på hende igen - knugede det blodindsmurte skæfte i hånden. Men det var ikke... Det var ikke...
    Så knirkede tremmelågen op, og Eyid løftede sit tågede blik - fik øje på Riyeena, der fik ham på benene. Pludselig havde han ikke kniven i hånden længere, og pludselig var Cyreesai væk, og alt Eyid så var moderens kolde, beregnende blik, da hun lagde hænderne om hans ansigt, som hun havde haft det for vane, da han var helt lille. Altid når der var noget, han særligt skulle indprente sig. 
    "Stærkt og værdigt gjort, Eyidivan. Du skal nok gøre dit folk stolt." 
    Der var så meget stolthed og bekræftende kærlighed i hendes stemme, at han ikke kunne lade være med at tænke, at dén sorg, han havde følt - dén forfærdelse - måtte være forkert... For noget, der gjorde hans ellers meget lidt rørstrømske mor så følelsesladet, måtte da være godt... ikke? 
    Eyid vidste jo heller ikke noget længere... Han havde taget fejl om så mange ting...
    "Mor..." mumlede han og lod udmattet panden hvile imod hendes kraveben - undrede sig et øjeblik over, at højdeforskellen mellem dem ikke var større, men var for træt til at finde en forklaring. "Jeg ved ikke, hvem jeg er længere..."
    Derefter fik han endelig lov til at sove.

    "Hvad..." Selvom det burde være umuligt, nu hvor han var tilbage i Det Store Åbne, føltes Eyids mund tør. Der havde været stille imellem dem et godt stykke tid - de havde hver især været fordybet i deres egne tanker. Men nu brød han stilheden, fordi der var et spørgsmål, der brændte på hans læber. Et spørgsmål, han ikke var helt sikker på, at hans Herre ville have brudt sig om, men på den anden side også en type spørgsmål, som den... gamle Eyid havde yndet at stille fra tid til anden: 
    "Hvad tænker du egentlig, når du ser mig nu, Sai? Jeg kan se medlidenhed og sorg i dit blik, når du betragter mig - tab. Sådan har du aldrig set på mig før. Før blodsbåndet var det irritation og efter var det hengivenhed - men altid har der været en grundlæggende respekt; en anerkendelse af, at vi er ligemænd." Det kom til at lyde hårdere og mere bebrejdende, end det havde været meningen. "Jeg vil ikke ynkes, Sai." 

Atha'ame tog Cyreesais hånd i sin og hævede den op over deres hoveder. Et brusende bifald gik gennem havfolket foran dem. Lidt blod opløste sig i tåger, hvor Cyreesais hånd lige havde været i vandet.
"Aldrig mere blodsydgydelse!" råbte Atha'ame - det virkede helt underligt, når Cyreesai stadig var dækket af blodet fra hendes mor. Var det sunket ind i den unge fiskepige endnu, at hendes oprørspartner lige havde slået hendes mor ihjel?
"Inden for murene!" kunne Cyreesai dog ikke lade være med at tilføje. Det andet kunne hun ligesom ikke love.
"En ny tid med et samlet styre!" fortsatte Atha'ame. "Vi må fjerne hadet for at forblive stærke. Lad det blive kendt over verdenshavene! Ke'Jaelin og Va'Chakessa står sammen nu!"
En af Atha'ames betroede svømmede frem mod dem med de to kroner, og Cyreesai kunne ikke lade være med at tænke på, hvor meget magt det mon havde taget at få den vristet af Riyeenas hoved.
"Distriktsleder Atha'ame Ke'Jaelin og Cyreesai Va'Chakessa," lød proklamationen, idet kronerne blev sat ned over deres hoveder. Havfolkene hujede foran dem, og Cyreesais ansigt føltes som mejslet i sten for at holde den påtagede, lederagtigt maske. Det her var langt, langt, langt fra de kroningsceremonier, hun havde forestillet sig. Mest af alt, manglede...

"Eyid," Cyreesai vendte ansigtet mod ham igen og trak tiden ud med et suk. "Vi er ikke ligemænd mere. Jeg er distriktsleder, og du er en af dem, jeg skal beskytte og varetage sikkerheden for. Jeg vil ikke ynke dig, tro mig. Jeg har bare... Svært ved at finde ud af det. Alle de år uden, alle de år med savn og vrede og lyst til at..." Lyst til at slå alle dem, der gjorde dig ondt, ihjel.

"Cyreesai, nej!" Atha'ames udråb var kommet i sidste øjeblik, inden Cyreesais spyd var sunket ned i drengens krop. "HVad går dig af dig?!"
Cyreesai rev hovedet til siden og hendes vrede blev genspejlet i et roligt, strengt blik, der næsten ikke var til at holde ud. Et, der mindede så meget om ham.
"Han prikkede hul på goplerne, og det er sikkert også ham, der forstyrrede søhestenes parringsdans sidste uge!" snerrede Cyreesai og hævede spyddet igen.
"Og det har vi et system, der håndtere. Slæb ham med tilbage og lad ham få en passende straf," Atha'ame nåede helt hen til hende og rev spyddet ud af hænderne på hende. Handlingen kom så meget bag på Cyreesai, at hun faktisk mistede grebet om den. Det ville han aldrig have gjort. "Det her er uhørt! Jeg fratager dig snart rettigheden til at patuljere gaderne. Lad dine folk om det og bliv inde, til du har fået styr på dig selv."
"Du har ingen ret til at tale sådan til mig - du er ikke min familie!" hvæsede Cyreesai tilbage og viste tænder.
Atha'ame pegede i retning af Va'Chakessas nye beboelse og sagde ikke mere. Den hårde mine talte for sig selv. Der var ikke mere at snakke om.

"Det har været hårdt uden dig..." fortsatte Cyreesai svagt og rev blikket fra ham. Kunne ikke lade ham se den svaghed, hun følte boble op i sig. I alle de år havde hun troet, hun ville få styrken tilbage, så snart han var vendt hjem og nu... Hun følte sig mere fortabt end nogensinde før. Hvad hvis hun ikke var, som han huskede hende? Hvem var han overhovedet nu? "Tror du vi kan blive... Som det var før?"

    Eyid tvang sig selv til at holde hendes blik. Vi er ikke ligemænd mere... Dén holdning måtte han have hende til at opgive - Han kunne ikke være ude på sidelinjen; han havde brug for, at hun skattede hans råd og anså ham for lige så brugbar, som hun havde gjort inden hans tilfangetagelse...
    "Det bliver ikke som før, så længe du tror, du har noget, du skal hævne..." mumlede han og sænkede så blikket. Hans hjerne kørte på højtryk. Hvordan kunne han få hende til at forstå, at han ikke skulle ynkes? Ikke skulle pakkes ind og passes på? Han havde brug for at sætte hende på plads, sådan som de konstant havde gjort det som ungfisk. Han havde brug for at overbevise hende om, at han kunne tåle mosten, så hun ikke ville være så tøvende med at indvie ham i alle de ting, hans Herre faktisk kunne bruge til noget...
    "Jeg har noget at hævne, Sai. Jeg er den forurettede part. Og jeg kan ikke både håndtere din sorg og min egen - ikke på samme tid." Han sendte hende et sideblik. "Jeg har brug for... normalitet, tror jeg. Brug for at finde tilbage i min gamle rolle og ikke føle, at du - at du hele tiden står klar til at gribe mig, som om jeg er en invalid olding, der ikke selv kan svømme længere. Jeg har brug for..." Han ledte lidt efter ordene og endte med at rejse sig - vende sig imod hende. "Jeg har brug for at genvinde noget værdighed, Sai... At føle, at jeg kan bidrage med noget - at jeg er noget værd..." Han tvang sig selv til at række ned efter hende - at hjælpe hende op fra sandbanken og at beholde hendes hænder i sine. Sågar give dem et lille klem og sende hende skyggen af et smil. "Det kan jeg ikke, hvis jeg skal se en afspejling af, hvor ynkelig, jeg tager mig ud, hver gang jeg kigger dig i øjnene..."

Hun lod sin hånd finde hans lige så snart, den blev tilbudt hende, så hungrende var hun efter hans nærhed og berøring. Mens ordene sank helt ind, og hun varede sin ord - meget ulig en Va'Chakessa - betragtede hun sine hænder i hans og sugede følelsen af det lille klem til sig, som om hun skulle til at miste ham igen. Åh hvor lå frygten for at miste ham igen som en hvalskygge over hende. Endelig tog hun sig sammen til at løfte hånden og finde hans kind - følge et af de mange ars aftegninger ned langs hans hud og de brudte skæl. 
"Du ser ikke ynkelig ud," svarede hun og gengældte hans smil. "Hvis du leverede en af dine irriterende svinere, er jeg sikker på, de ar gør for dig, hvad kronen gør for mig. Jeg ved du kan sætte dig i respekt. Bare... Giv mig lidt tid til at tilvænne mig ikke?"
Det var ikke en fair forespørgsel at give. Det var hende, der burde give ham alt, nu hvor han endelig var hjemme. De skulle genoptage deres eventyr og tage den ungdom tilbage, de var blevet revet væk fra. Det var bare ikke muligt. Intet var muligt, nu hvor ansvaret vejede tungt på Cyreesais hoved, og Eyidivan ikke længere havde en plads blandt lederne i Hjertet. Og hævntørsten... Hævntørsten ville gøre Cyreesai tør i munden, indtil strandens havskum var farvet rødt af fjendernes blod.

    Eyid bed tænderne sammen, da hun rakte op og lod en finger følge ét af de ar, der havde lært ham respekt. Men han tvang sig selv til at udholde hendes berøring - pakkede alle billederne af lemlæstelse og død og ødelæggelse væk. Men det var svært, for han fik det altid bedre... Det var altid godt, når han gjorde en ende på hende... Det var altid en sejr og-
    Det gjorde altid ondt. 
    Hans egen hånd havde lagt sig på siden af hendes hals - med tommelfingeren og en del af håndfladen imod hendes kæbe og resten af de lange fingre om nakken på hende. Det var ejendommeligt, kunne han ikke lade være med at tænke. Der var så meget... behov. Forventning. Hans krop sitrede af tilbageholdt handling, men han var ikke helt sikker på, hvad den ville gøre, hvis han slap kontrollen.
    Dén tanke skræmte ham.
    "Vi har al tid i verden nu," mumlede han og måtte tage sig selv i at vippe hendes hoved lidt til side med tommelfingeren - blotte hendes hals. Han lukkede øjnene. Skændte på sig selv. Ingen grund til ligefrem at friste skæbnen... kontrol, for Mørkets skyld... 
    Det lykkedes ham næsten at fremtvinge et smil, da han atter åbnede øjnene - betragtede hende. "Og jeg lover, at overøse dig med irriterende svinere lige så snart den første gensynsglæde lægger sig. Giv mig en time i rum med dine rådgivere og jeg lover dig - du kommer til at ønske mig væk igen, Distriktsleder."
    Med hjertet i halsen trak han hænderne til sig igen og knyttede dem et øjeblik. Slappede så af. "Selvfølgelig bliver vi som før, Sai... Før eller senere. Vi vil det jo begge to - ikke?" Han kastede et blik over skulderen på den nye Va'Chakessa-fæstning og fandt hende så igen med øjnene - spurgte lidt ud af det blå: "Har du ikke lyst til, at tage med mig ud til grotten? Vi går tilbage til udgangspunktet - det kan være, det ville gøre os begge godt."

Eyidivans hånd mod hendes kæbe og hals, sendte hende direkte op i lavvande. Hun lænede sig mod den og lod ham villigt flytte på sig, i den naive tro, at han betragtede kronen på hendes hoved, ligesom hun havde betragtet hans ar.
"Jeg bliver..." begyndte hun men fik et par bobler galt i halsen. "Jeg bliver aldrig træt af dig igen. Du får ikke lov at svømme nogensteder igen, du. Det kan du tage som en ordre fra din distriktsleder - jeg vil have dig i nærheden. Ikke for din sikkerheds skyld. For min skyld."
At han slap hendes kind igen bragte straks en længsel efter den frem. En længsel efter at knuge ham ind til sig og aldrig give slip. Mætte sin hud med følelsen af ham og fylde sine næsebor med hans duft. Ønskede ham tæt på, så tæt på at ... Så hun kunne ... Så de ...
"Jeg vil gerne ud i grotten igen," svarede hun, men måtte hive blikket fra Eyidivan for ikke at se den skuffelse, hun vidste ville komme. Han var netop kommet hjem, og alt hun gav ham, var skuffelser på skuffelserne. "Men jeg kan ikke lige nu. Jeg må tilbage til Hjertet. Vi skal sikre os, at Mørket ikke prøver at angribe for at hive dig tilbage, eller fanger havfolk fordi vi nu har skadet dem. Men i morgen, når vi lige har fået styr på det hele? Jeg tror også Riyeena har et eller andet at sige om, at du ikke må anstrenge dig for meget, før du har vænnet dig til vandet igen."
Prøvende løftede hun blikket mod ham og håbede, han ikke så alt for nedslået ud. Åh hvor hun ønskede at føje hans ønske, men ansvaret var en allestedsnærværende igle, der sugede tiden fra andre gøremål end distriktets. 

    "Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at dét med, at du giver mig ordre, er noget nyt..." bemærkede han, med en så tør og neutral stemmeføring, at man skulle kende ham lige så godt som Cyreesai for at vide, at han drillede hende. Eller lod som om. Han lod som om...
    "...Men nu forventes jeg vel rent faktisk at adlyde dem, eller hvordan hænger det sammen?" Han ventede ikke på svar, men trak sig bare endnu længere fra hende - bemærkede den næsten skamfulde måde, hun pludselig ikke ville møde hans blik. 
    "Jeg skal ikke holde dig fra dit arbejde, Sai," forsikrede han. "Og jeg tror, du har ret - min mor har helt sikkert nogle... meget bestemte meninger om hvad jeg skal og ikke skal lige nu..." Det passede ham faktisk meget fint, at de ikke skulle af sted lige nu - fundamentet til genopbygningen af relationen til Cyreesai var blevet lagt i dag; nu burde han tage hjem og påbegynde arbejdet på familien. Finde ud af, hvor Riyeena stod i forhold til Atha'ame - hvor hans fætre og kusiner og onkler og tanters loyalitet lå henne...
    Der var rigeligt at lave.
    "Hils Atha'ame fra mig og sig, at jeg virkelig gerne vil møde hendes partner, når I engang er færdige i Hjertet," sagde han afslutningsvist og klemte hendes arm et øjeblik - overvejede om han burde undertrykke sin afsky og trække hende ind i et knus, men endte med at lade være; det havde været for tæt på lige før... Han ville ikke risikere, at hans instinkter pludselig løb af med ham...
    "Og husk på, hvad jeg sagde, Sai. Det ville virkelig... hjælpe mig, tror jeg, hvis jeg kunne genoptage arbejdet i Hjertet - om ikke andet som Rådgiver." Han tvang endnu et hult smil frem, før han gjorde et kast med hovedet som tegn til, at de kunne følges tilbage imod Distriktscentrum. "Politik og intriger løber os i blodet, husker du nok... Jeg kan slet ikke undvære det."

Hans forsøg på at genoptage den drillende, tørre tone, fik faktisk smilet frem på Cyreesais læber - og et mere ægte en af slagsen, end hun havde vist, siden hun vristede ham ud af fjendens klør. Et eller andet sted bag arrene, var han stadig sig selv. Hvis hun blot kunne se igennem sorgen, hadet og forvirringen, kunne hun måske få ham tilbage igen - som det havde været før. Det ville kræve arbejde. Hun havde aldrig troet, hun ville skulle gøre så meget for at genoprette relationen, når han endelig kom hjem. Noget i hende havde altid troet, det bare ville fikse sig selv, men hun burde have vidste bedre.
"Jeg skal gøre hvad jeg kan," svarede hun, mens hun sluttede sig til ham og lod strømmen føre dem tilbage mod Hjertet, efterladende Va'Chakessaborgens indevarslende udseende. "Din familie holder stadig jævnlige banketstrømninger. Atha'ame har forgæves forsøgt at få mig inviteret med de sidste par år, men Riyeena har sat finnerne imod. Det bliver nok ikke lettere nu, men du skal ikke vente længe på at møde din søsters mage, i det mindste."
En god del af svømmeturen blev tilbragt i stilhed eller med få, informative beskeder, når de passerede noget nybygget eller ødelagt. Det var underligt sådan at skulle agere guide for en, hun havde svømmet distriktet tyndt med i sine unge dage. Foran Ke'Jaelinkorallen, stoppede Cyreesai op og gav Eyidivans arm et lille klem. Hun holdt det lidt længere end sædvanligt, som for at gøre op for det kram, hun havde luret, han endnu ikke var klar til at give. 
"Vi ses snart igen, Eyid, og så tager vi til grotten sammen," sagde hun, smilede så skævt og blinkede til ham, inden hun svømmede videre mod Hjertet. "Det kan være jeg denne gang ikke forsøger at slå dig ihjel derinde."