”Det er ikke råddent arbejde for din kæreste”, lød Paxs svar prompte, alt imens han dyppede og indsæbede kluden. Hans blik skiftede fortsat med at befinde sig i vandet og på Juno, som så Pax efter noget, der kun kunne findes i den andens eget blik.
Langsomt begyndte Pax at vaske Juno ren. Ikke, at han var beskidt og ikke, at kluden boblende med hvidt sæbeskum, kunne fjerne alt det klamme, andre – inklusiv ham selv – havde indlogeret i hans indre. Pax vidste det fordi, at dette var hans rutine for hver gang, at han havde efterladt en død i gadebilledet og fordi, at uanset hvor meget han skrubbede, at følelsen således aldrig ville forsvinde. Det hjalp dog en kærkommen brøkdel og Pax håbede, at hans kærtegn med kluden, vandet og sæben kunne give Juno noget, der mindede om ro.
Da Juno søgte ham henover karets kant, lagde Pax instinktivt sin ene arm omkring ham. Den modsatte hånd, der greb om kluden, gled henover Junos ene kind, dernæst ned langs hans hals og skulder. Pax så, at noget genspillede sig for Junos indre blik, og fast besluttet på at distrahere ham, sagde han stilfærdigt:
”Jeg har en ting, der hjælper mig men andre kan ikke se det. Jeg vil ikke lade dem. Det er kun for mig.” Pax strøg Juno henover hans ene kind før, at han pegede på et tilsyneladende tilfældigt ar nær hans lyske; et, der tydeligvis var forårsaget af en kniv. ”Jeg kan ikke påstå, at jeg gør det fordi, at jeg har dårlig samvittighed eller andre kvaler. Det har jeg heller ikke nu. Det er os eller dem, og jeg vil overleve. Altid.” Pax tav og skævede til Juno med et blik, der ikke umiddelbart lod sig definere. ”Men jeg nyder det heller ikke. Ikke ligesom Mac eller Hunter. Jeg får ikke noget ud af det. Det er – et arbejde, der skal føres til ende. Det er ikke pænt men det er nødvendigt. Hvis jeg gør det, er det fordi, jeg ikke ser anden vej udenom.”
Pax hang kluden på karets kant og vendte sin ene håndflade mod Juno, hvorpå midten et spindelvævs agtigt hvidt ar skinnede i den sparsomme belysning. Også det var forårsaget af en kniv: Paxs egen. ”Det tager på mig alligevel. Det tager noget fra mig. Jeg har oplevet, at jeg ikke har kunne tænke bagefter. Smerte hjælper. Det kan… i for sig være en hvilken som helst form for smerte. Det skal bare gøre tilstrækkelig ondt til, at jeg igen… kan fokusere.”

Juno spruttede med et tilbageholdt grin, da Pax kaldte ham sin kæreste, og da han var kommet sig over overraskelsen ved det, smilede han også oprigtigt til Pax, hans bekymringer glemt for et øjeblik. 

Selvom smilet falmede, forsvandt det ikke, imens Pax vaskede ham med sæben, indtil hans minder fra tidligere på aftenen hev ham ud af den lykke det var, at være alene sammen med Pax. Han mødte tøvende Pax's blik, imens denne fortalte om sin egen metode til at komme igennem de ting han måtte gøre. 

"Hellere Ruk end os," svarede Juno lavmælt, og tog Pax's hånd i sin, for at se nærmere på arret i håndfladen. Det gjorde ham ondt at tænke på, at Pax kunne have gjort det mod sig selv. Det fortjente han ikke. Om han så myrdede hele Dianthos' befolkning, ville Juno foretrække, at Pax ikke spildte en eneste dråbe af sit eget blod. 
"Du skal bare sige til, hvis du vil have smerte," lovede Juno ham og løftede hans hånd til sin mund for, ganske forsigtigt, at bide fast imellem Pax's tommel- og pegefinger, inden han igen slap ham med et forsigtigt smil. "Jeg vil ikke have, at du kommer rigtigt til skade," indrømmede han lavmælt og strøg en hånd over det sæbeskum, der lå over ham, for kærligt at tvære det ud over Pax's kinder og hage, til han havde et helt skummet skæg. 

Paxs øjne fulgte med hånden op til Junos læber, da hans tænder samlede sig om hans sensitive hud. For blot et kort øjeblik blev Paxs ene biokemiske øje mørkt af begær, men velvidende at det trods alt ikke var tiden – og også hvem af ham og Ulven biddet tiltalte mest – til at lade det blive til andet eller mere end et blik, tæmmede Pax anstrengende den summende fornemmelse.
Han nikkede afmålt, som tegn på han havde hørt og forstået Junos tilbud. ”Er der noget vi skal snakke om?”, spurgte Pax dog dernæst halvmoret, hvorefter hans ene mundvige skred en smule op i et spøgefuldt smil. Det var trods alt ikke hver dag, at ens bedre halvdel sådan selv foreslog at sende den anden igennem et smertehelvede.
Alt det spøgefulde fik kun mere foder, mere energi, da Juno efterfølgende gav ham et hvidt skumskæg. Pax fnøs halvleende, hvorefter han rykkede tættere på kanten af karet, tættere på Juno. ”Jeg kan ikke gro et rigtigt skæg, om det så gjaldt mit liv. Beklager, hvis du er til den slags”, drillede han, hvorefter han i hurtig bevægelse i stil af et rovdyr, lagde sit hoved ind imod Junos våde hals.
Handlingen fik effektivt tørt skummet ud på dem begge og stadig smilende fjernede Pax resten fra sig selv. Dernæst placerede han en skumklat på Junos næsetip.
”Vent”, bad Pax forinden, at han lagde kluden fra sig og selv begyndte at pakke hvidt skum på Junos hage. ”Du ligner Edward nu. En vis mand ham Edward. Slet ikke skidt”, spøgte Pax, alt imens han forsøgte at gøre det imaginære gedeskæg endnu længere. Det skulle dog aldrig rigtig lykkes ham, for hele tiden blev det ved med at falde tilbage i vandoverfladen.

Ændringen i Pax's blik gik ikke Juno fordi, da han bed sammen om den bløde hud i Pax's hånd, og hvor Pax's blik blev mørkere fik Juno et glimt i sit. Det var den slags han skulle udnytte senere. Det var han sikker på, at de begge ville nyde, og fantasien om det var nok til at distrahere ham fra den oplevelse han havde haft tidligere. 
"Du ved, du altid kan bede mig om hvad som helst," svarede Juno henkastet, men det lykkedes ham ikke helt at undertrykke en legefuld tone, der afslørede, at hvis der var noget Pax havde lyst til, så ville han være mere end ivrig efter at opfylde det for ham. 

"Jeg foretrækker dig uden. Hvid er ikke din farve," svarede Juno grinende, imens Pax tørrede sit skumskæg af imod ham, og hans ånde mod Junos hals, fik taget vejret fra Juno, der reagerede ved at række ud over karets kant og strække sig, til han kunne lægge begge hænder mod Pax's lår, der efterlod ham forsvarsløs mod skumklatten på sin næse. 

"Nej!" Udbrød Juno grinende, da han fik sit eget skumskæg. "Du må ikke sammenligne mig med den gamle, grimme mand!" Med et sidste klem om Pax's lår, slap Juno ham, for i stedet at pjaske vand over kanten af karet og mod Pax. "Jeg er lækker og ung for evigt! Om jeg så skal lade en vampyr bide mig, for at følge med dine dæmon-gener," spruttede han. Han havde ikke glemt, hvad Pax havde fortalt ham i Zircon om opdagelsen af en dæmon-far, og selvom der var mange andre vigtigere ting han burde bekymre sig om, så var det mest presserende for ham alligevel, om de ville blive ved med at ældes sammen. 

Pax fnøs moret men så væk, forlegen over at Juno havde set hans så åbenlyse begær. Ikke lang tid forblev hans blik dog på gulvbrædderne og da de atter landede på den anden, glimtede de af mild opstemthed. Pax kunne dog ikke, af uransagelige årsager, få sig selv til at svare med ord, hvormed han kun brummede bekræftende og nikkede.
Skulle sandheden frem var Pax ikke sikker på, hvad han i grunden kunne komme på af idéer. Al den lærdom hans mor havde skænket ham i elskov og dét, der føltes godt for de fleste, havde Pax mange år tidligere dømt ude. Den blotte tanke kunne sende hans hjerte afsted i galop og dét, at eksperimentere i ungdomsårene havde heller aldrig lokket ham. Ikke før, at Juno havde sat sig på hans skød og vækket hans krop til live på ny…
Paxs læber flækkede i et hæst grin og med ét var alle hans forvirrede tanker blæst bort. Vandet kolliderede med hans nøgne bryst og bukser, og instinktivt pjaskede også Pax vand i retning af Juno. At det ikke ville gøre nogen forskel (ikke andet end at gøre det blonde hår fugtigt) var aldrig en tanke, der nåede at finde fæstne hos ham.
”Jeg ældes normalt. Før du ved af det, er jeg er krumrygget og ligeså rynket som en rosin”, lo Pax, hvorefter han rejste sig og begyndte at løsne snoren, der agerede bælte om hans bukser.
Da Pax omsider også kunne finde vej ned i det varme vand, var det med et bredt smil om læberne. ”Og jeg ser helst ikke, at du lader dig bide af andre end mig”, mumlede Pax, alt imens han aflagde afstanden til Juno og dernæst trak ham op på sit skød. ”Iler lugter af Zaladins til. Du har den bedste duft i verden. Den er – varm.” Pax kunne ikke helt lægge en dæmper på alt det fjogede, der langsomt men stødt fandt vej til hans blik og ansigt, men så optaget af det, hans tanker kredsede om – nemlig alt det der var så fandens lækkert ved den blonde mand – kunne han heller ikke opdrive en eneste modstandsdygtig følelse.
”Og jeg kan godt lide, at jeg kan høre dit hjerteslag… lyden af dit blod, når det løber stærkt og når din puls går hurtigere og hurtigere…” Uden at Pax helt havde bidt mærke i det, havde han lænet sig frem samtidig med, at han havde hævet Juno endnu tættere på sig. Dertil havde han også lukket sine øjne, tydeligvis lyttende til dét, han beskrev.
Smilet henover hans læber blev langsomt endnu større og havde det været Ulven, der havde siddet i badet, havde den fremvist alle sine flotte, skarpe tænder. ”Nogle gange har jeg lyst til at bide dig. Ikke i min anden form og heller ikke hårdt… bare… så jeg kan mærke det, jeg kan høre.”

"Godt!" udbrød Juno stålfast, da Pax fortalte at han ville blive gammel og rynket som enhver anden. Det generede ham ikke at tænke på Pax som gammel - ikke så længe de blev gamle sammen.

Så snart Pax sluttede sig til ham i karet, møvede Juno sig ind til ham, kun for at bryde ud i et stort smil, da Pax selv trak ham op på sit skød. Det var dér han hørte til, dér han havde hørt til siden for evigt, og selvom han godt kunne lide at forestille sig, at han ville kunne spille smart foran Pax's venner, så ville han i virkeligheden aldrig kunne takke nej til at sidde på hans skød, hvis han fik tilbuddet.
Juno lyttede tavst, imens han satte sig til rette, hans skulder op mod Pax's, så de sad så tæt på hinanden som de kunne komme til, og hans kinder blev varme, imens Pax fortalte om et hjerteslag, som Juno ikke havde tænkt over at Pax kunne høre, men som steg, imens han talte om det. 
"Jeg har også lyst til at bide dig," svarede han åndeløst.
Junos krop føltes snart varmere end vandet, hans blod boblende i ham, som han løftede Pax's hånd til sin mund igen og lukkede sine læber om hans pegefinger, for blidt at bide fat om den med sine bagerste kindtænder.
Lige så langsomt lod han den glide over sin tunge og ud af munden igen, men uden at tage sit blik fra Pax's ansigt et eneste sekund. "Men for at markere dig som min," indrømmede han lavmælt. Der var ingen skam i hans tone, selvom han følte der burde være. "Jeg vil også være en ulv." Men ikke så han kunne løbe frit eller for de skærpede sanser - udelukkende for at kunne bide og slikke Pax ved hver chance. 

Pax åbnede sine øjne, da hans pegefinger forsvandt ind i Junos mund. Varmen og biddet sendte en bølge af elektrisk energi ned igennem hans krop, og til trods for det varme vand, fik Pax gåsehud.
For et langt øjeblik kunne han ikke andet end at stirre på Juno, fængslet af både hans ord og handling. Da han dog omsider brød tavsheden, måtte han forinden synke en besværet klump. ”Hvordan kan jeg markere dig som min?”, spurgte Pax, hans ord på en eller anden måde forhastet, til trods for det lange øjeblik, hvori han havde været tavs.
Langsomt lod Pax sin ene hånd – den, der havde lagt og hvilet mod Junos ene hofteben – glide op langs den våde hud, til fingerspidserne kunne finde fæstne omkring den blonde mands skulder. Først da forlod Paxs tofarvede øjne Junos egne og næsten overvejende, sultent, tog han den glatte hud i nærmere øjesyn. Fingerspidserne dansede henover den i små cirkler, hvorefter Pax i et ryk lænede sig det sidste stykke frem: som var Ulven omsider kommet tæt nok på sit bytte til at foretage springet.
Paxs tænder gabte om Junos skulder, ikke langt fra kravebenet, og skønt han ikke havde forvandlet sig, bed han til. Biddet varede mindre end tre sekunder og en smule skuffet måtte Pax konstatere, at det røde mærke ville forsvinde igen. Det ville aldrig blive permanent. Pax var ikke sikker på, at han nogensinde kunne få sig selv til det.
Ikke desto mindre… dyret indeni ham så sig tilfreds for nu: noget, der også kom til udtryk i Paxs blik og statur, da han lænede sig tilbage mod karet igen. Om andre kunne se det eller ej, så var Juno hans.

Juno havde rigeligt med ideer til, hvordan Pax kunne markere ham som sin, men ingen af dem lod ham beholde sin værdighed, og selvom hele Junos krop summede ved de mange fantasier, der udspilede sig ved spørgsmålet, kunne han ikke få sig selv til at sige dem højt. 
Deusden var der en elektricitet imellem dem, der lød Juno vente på at Pax selv fulgte op på sit spørgsmål med handling. 
Bidet om hans skulder fik Junos mund til at løbe i vand, og med et dæmpet, undertrykt støn, sank han, og kyssede Pax så snart han havde lænet sig tilbage mod karet. Hans kys var åndeløst og forhastet, som havde han ventet på det for længe og var bange for ikke at kunne gøre det igen.
Uden at slippe deres kys løftede han sig op på et knæ og fik sat sig overskrævs på Pax i stedet, selvom han, ligegyldigt hvad han gjorde, ikke kunne komme tæt nok på ham. 
"Jeg er allerede din," mindede han ham stakåndet om, da han endelig slap deres kys, selvom det ikke kunne være mere tydeligt at han ikke ville have noget imod at blive bidt igen. Da han lænede sig frem igen var det for at bide Pax forsigtigt, hvor hans skulder mødte hans hals, og da han trak sig væk, efterlod han et lille, rundt sugemærke, der netop kunne skjules af en højhalset skjorte, hvis man var opmærksom på ikke at lade den sidde for løst.
Juno betragtede mærket med et glimt af stolthed og slikkede sine læber, imens han kærligt tørrede savl af Pax's hud. Han kunne skjule det hvis han ville, men hvis han skjulte det, ville han også tænke på det, og dét var mere end nok for Juno. 

Pax rystede instinktivt på hovedet. ”Det føles ikke sådan. Ikke helt”, indrømmede han mumlende og forinden, at han nåede at stoppe tanken i at blive til ord. I grunden havde han ikke haft lyst til, at lade Juno vide, at det var det, han nogen gange følte hvormed Pax prompte tilføjede: ”Måske når vi står frem. Lader dem omkring os vide besked. Det er nok bare det. Alt det her hemmelighedskræmmeri driver mig til vanvid –”
Pax tav, da Juno satte tænderne i ham og derefter glemte han alt, han nogensinde havde lært og var: for det øjeblik hvor Juno arbejdede på at mærke hans hud, stod tiden stille.
Sensationen var uovertruffen og kaldte ham i sin retning på en indre, overnaturlig vis. Han ville aldrig kunne forstå, hvad det var, aldrig definere det på tilstrækkelig vis, for det talte ikke til ham, som Pax normalt fremstod for andre. Sensationen, elektriciteten, nydelsen og tilfredsheden tilhørte unægtelig Ulven. Og den var uovertruffen.
Da Juno trak sig, søgte Paxs øjne den blonde mands i et rus. Hans vejrtrækning var ikke eksisterende, som holdte Pax fortsat vejret og han havde, ubevidst, lagt begge hænder om karrets kant, hvorom han greb krampagtigt. Så optaget af at kigge på Juno, bed han heller ikke mærke til, at hans køn lå kampklar under navlen.
”Det der – kan jeg godt lide.”

Juno ville ikke finde sig i, at han ikke føltes som om han tilhørte Pax. Dét var sandheden, det var sådan han selv følte sig, og af en årsag, Juno ikke havde lyst til at finde frem til, var det vigtigt for ham at Pax følte det på samme måde. 

Men sugemærket var vigtigere til at starte med, og Pax's reaktion på det fik også et bredt smil frem på Junos læber. 
"Mmh?" spurgte Juno og et sus gik igennem hans mave, imens han indtog hvert eneste tegn på at Pax havde nydt det. Juno slikkede sine læber, imens han, ganske klar over at mærket var ømt, strøg en tommelfinger over det. "Skal jeg give dig ét, hvor det kan ses?" tilbød han med et slesk smil og rakte ned imellem Pax's ben, kun for at finde, at han allerede var hård, da hans fingre lukkede sig om ham.
"Jeg er din," fortsatte han og gnubbede sit ansigt op mod Pax's, som var det nok til at blande deres lugte, indtil de havde den samme. "Jeg er klar til at offentliggøre det, når du er," mumlede han og skubbede sit underliv op mod Pax's, og selvom hans hånd var for lille til at holde dem begge, forsøgte han stadig at holde dem op mod hinanden, så han kunne gnide sig op mod Pax's stivhed. "Men jeg er din, selv hvis det er hemmeligt."
Det lykkedes kun med nød og næppe Juno at kvæle de beskidte ord, han havde lyst til at opfølge med, og som han følte sig overbevist om, at Pax ikke ville sætte pris på, ligegyldigt hvor oprigtige de var. 

Det var ikke gået op for Pax, hvad Juno havde gjort før, at den anden tilbød ham et, der kunne ses. Tanken fik ham til at smile og instinktivt skulle han til at nikke, overbevist om at det ville sende dét signal, han ønskede –
Mere nåede han dog aldrig at svare, for i samme øjeblik greb Juno om hans lem og hvad end Pax havde forestillet sig, at det var vigtigt for ham at pointere, så forsvandt samtlige tanker som dug for solen.
Instinktivt greb Pax fat i Juno, tvang ham tættere på sig, fuldstændig opslugt af lindringen og forglemmelsen den andens berøring lovede ham. Et tungt, nydelsesfuldt suk gled ud igennem hans let åbenstående mund, som Juno begyndte sin kærtegn og med al intention om også at gøre noget godt for ham, begyndte Paxs hænder at vandre. Først ned langs Junos sider, dernæst rundt til de faste baller og ind imellem dem. Selvom Juno ikke kunne komme tættere på, følte Pax dog trang efter mere, hvormed han hev Juno til sig, således at den anden halvt endte med at ligge på ham.
Pax lænede sig frem og satte sine tænder i Junos strube før, at han nåede at tænke tanken til ende. Ikke, at han nogensinde nåede at bide til – ikke ordentligt og som var han i stand til – men det chokerede ham, at det havde været hans umiddelbare reaktion. Hastigt kyssede han derfor Junos hals ømt, dernæst hans læber grådigt.
”Jeg vil have dig. Her. Nu.”

Et smil spillede over Junos læber, da Pax trak ham tættere endnu til sig, et smil der stammede fra at vide, at han havde overvundet Pax. I det øjeblik havde han glemt, at han havde været et nervevrag tidligere på aftenen, og var i stedet overbevist om, at alt han nogensinde ville have var Pax til at tænke lige så ofte på sex, som han selv gjorde.
De stærke hænder om og imellem sine baller fik Juno til at gnide hele sin krop længselsfuldt op mod Pax's, med et lavmælt støn, der forskrækket satte sig fast i halsen på ham, da Pax's tænder lukkede sig om ham. Den smule smerte der var i det, var ikke noget særligt, og det var mest overraskelsen i det, der havde fået Junos hjerte til at sætte sig i halsen på ham, men det tog kun et kys mere mod hans læber, før forskrækkelsen var lavet om til ophidselse, og Juno gengældte den grådighed, han følte fra Pax, med entusiasme. 
"Så tag mig." Beordrede han, men var allerede selv på vej op på knæ, med én hånd om Pax's hals, ikke lukket om den, blot for at sikre sig, at han blev, hvor han var, som prøvede han at holde en hund fra at nærme sig. Den anden hånd havde han ikke fjernet fra Pax's lem, og guidede langsomt sig selv ned over ham, indtil det eneste der manglede var en dyb indånding og beslutsomhed, men i stedet for at gøre nogle af de ting, fjernede Juno begge sine hænder fra Pax og så ham i øjnene, imens han, støttende til kanten af karet, sænkede sig helt ned over ham. 
"Jeg stoler på dig," sukkede han, inden han med et støn rullede dovent med hofterne. "Du kan ikke skræmme mig med et lille bid." Med endnu et rul, flettede han sine fingre ind i Pax's hår og genoptog deres kys. 

Des mere Juno sænkede sig ned over ham, des mere kæmpede Pax for ikke at lade sine øjne glide i. Nydelsen var uovertruffen og fik det til at sitre forræderisk i hans ene, forbrændte mundvige. Også hans hoved blev tungt og i grunden uden at bide mærke til det, stoppede Pax med at udfordre dét, hans egen krop tiggede om og lod sig falde blidt falde tilbage mod karets kant med et tungt suk.
Det var ligeså ubevidst en handling som alt andet, at Paxs hænder begyndte at glide op og ned af Junos hofter, og så langt væk i ekstasen, der for Pax var fuldstændig given og ikke en, han selv skulle jagte, hørte han knap hvad Juno sagde til ham.
”Jeg kan stadig – lugte forskrækkelsen”, svarede han, hans tone fraværende og afslørende. Ikke længere kunne Pax tænke på forundringen, der stadig hang tyk omkring den blonde mand, for den stramme fornemmelse omkring ham satte stopper for enhver overvejelse. Der var end ingen dårlig samvittighed at spore i Paxs indre, ingen kvaler over dét, han nær havde gjort og han vidste, at den ville komme, så snart Juno ikke længere sad overskrævs på ham. 

"Fuck det," forbandede Juno mumlende. "Så kan du også lugte, at jeg vil have dig. At min pik bliver hård, når det lykkes dig at forskrække mig." Det var sandheden for Juno, der stolede på Pax, men ikke havde noget imod at blive mindet om, at hans kæreste ikke bare var Pax, men også Ulven. Ikke at Pax lød som om han fortrød, hvad han havde gjort, men Juno var nødt til at sikre sig, at han turde gentage gestussen. Ulvetænder ville have været farligere, men også mere i Junos smag. 
Det ville han dog aldrig indrømme for Pax, så længe han insisterede på at behandle ham som en prins. 

I stedet rullede han insisterende sine hofter over Pax, og kyssede ham på samme måde. Det var ham, der styrede hastigheden denne gang, og han udnyttede det til det fulde, til at være så godt for sig selv som muligt, helt selvisk, indtil han kom i det varme vand, hans støn kvalt imod Pax's læber, og først da, stædigt, blev ved indtil Pax også kom i ham. 

Det gik først op for Pax, at Juno fortalte sandheden, da ordene blev sagt højt. Havde situationen tilmed været en anden, havde Pax måske tilmed også dvælet længere ved dem, men Junos bevægelser var så insisterende, at tiden snart efter stod stille.
Det var lindrende at være ét med Juno, så forbandet lindrende, at det blev afhængighedsskabende og Pax lod sig falde dyb ned i brønden af nydelse…
De to mænd endte stakåndet og sammenklamret i det varme vand, og forblev der et langt øjeblik efterfølgende. Pax lå med sine arme dovent om Juno og nød den summende, mættede fornemmelse, indtil han begyndte at mærke gåsehud mod sin krop.
Med et lille smil i den ene mundvige trak Pax sig op af karet og hjalp dernæst Juno med at gøre det samme. ”Lad os sove”, mumlede Pax, alt imens han fandt et klæde til at tørre dem begge med.
Ikke… ikke, at han havde glemt flaskerne…
”Skal jeg hente en af dem til dig? En af flaskerne, mener jeg…”

Juno lod sig trække med op af karet og rystede på hovedet, da Pax spurgte til flaskerne. Et sæt var gået igennem ham ved spørgsmålet, for han havde glemt alt om dem indtil nu. Det var lykkedes Pax at distrahere ham for godt, også selvom hans øjne stadig føltes tunge efter de mange tårer, han havde fældet. 

"Nej, vil du - vil du ikke fjerne dem? Tage én med ind i soveværelset, bare - hvis det bliver nødvendigt. Men fjerne den anden, så jeg ikke skal tænke på den i morgen, når jeg tager min jakke på," bad han lavmælt. På trods af, at han forsøgte at holde fast i Pax's forsikring om, at han ikke skulle skamme sig, skammede han sig stadig, og han havde ikke lyst til at genopleve dén skam, ved at føle flaskens vægt i sin lomme, hvis ikke han behøvede. 

Pax så op fra hans foretagende med klædet og nikkede dernæst forsikrende. "Jeg ordner det", lovede han lavmælt, hvorefter han aflagde afstanden til Juno og kyssede hans ene mundvige ømt.
Det var ikke gået Paxs næse forbi, at hans spørgsmål havde fået Junos krop til at skælve i en enkel krampetrækning og det var alene dét faktum, der fik Pax til at forlade badeværelset derefter med det samme - som var flaskerne blevet til en ærkefjende for dem begge, en konkurrent der måtte udryddes og udslettes så hurtigt, det overhovedet kunne lade sig gøre.
Pax greb et par bukser fra en massiv trækiste i et af værelserne. Dernæst et par sammenviklede uldsokker, som han trak over sine fødder med et tilfredst suk, hvorefter han satte afsted efter flaskerne som et rovdyr. Han bevægede sig lydløst ned igennem gangen og trappen, indtil han knælede foran Junos jakke og fremdrog flaskerne.
For blot et øjeblik sad Pax og betragtede dem. Hans tanker kredsede om deres indhold, om Juno og hvad de unægtelig ville gøre ved ham i længden. Han havde set det utallige gange før: hvordan Nox fik nogle til at forsvinde ind i dem selv.
I samme øjeblik at Pax havde tænkt tanken, rejste han sig abrupt og skridtede ud i køkkenet. Ved Zaladin om Juno skulle lide samme skæbne...
Jeg kan ikke miste dig igen.
Pax placerede de to flasker på køkkenbordet og arbejdede dernæst hurtigt med vant, elegant fingersnilde: proppen i flaskens mund blev lydløst fjernet, hvorefter Pax vendte begge flasker nedad igennem det åbne køkkenvindue, indtil den sølvlignende væske kun udgjorde halvdelen. Straks efter, bange for at Juno ville fange ham i sit snyderi, fyldte Pax flaskerne op med vand fra en balje nær kaminen. Først da propperne var sikret og den ene flaske gemt sikkert af vejen, turde Pax at trække vejret igen.
Det ville ikke slå ham ud, som det ellers ville have gjort men det ville stadig have en virkning, konkluderede Pax modvilligt og alt imens han skridtede tilbage mod soveværelset.  

Juno smilede forsigtigt efter Pax, da han forlod ham efter sit kys. Det var det værste, mest personlige han nogensinde havde bedt Pax om, og det var på én gang skamfuldt og forfærdeligt, og på den anden side en kæmpe lettelse, at han ikke bare kunne bede Pax om den slags, men at han selv foreslog det.

Da han var tør og rolig igen, bevægede han sig op i soveværelset og kravlede ind under et tæppe uden at besvære sig med tøj. Først da Pax sluttede sig til ham, rakte Juno en hånd ud af tæpperne og åbnede og lukkede den et par gange i træk, for at indikere, at han ville have, hvad Pax havde. Med flasken i hånden satte han den på natbordet ved siden af sig, men alligevel i det fjerneste hjørne, inden han vendte sig imod Pax, og, så snart den anden var under tæpperne med ham, møvede han sig helt tæt ind til ham og skubbede også sine kolde fødder op mod Pax's varme hud på hans ben. 
"Du er dejlig varm," fortalte han med et grin og lagde sine arme om Pax for at forhindre, at han løb nogle steder efter at have opdaget, hvor selvisk Juno var. 

"Du må ikke gå," bad han med et suk, og det handlede ikke om hans kolde fødder eller Pax's varme krop, men om de mareridt, Juno allerede regnede med at få, og at han ikke kunne håndtere dem alene. 


Da han vågnede tre timer senere, var han heller ikke alene, men modsat hvad han havde troet, bragte Pax's tilstedeværelse ham ingen ro. I hans mareridt havde Pax set på, med det mekaniske øjne gnistrende af de samme lyn, som Hunter brugte til at torturere, ikke Ruk, men Hector, og alle i rummet havde smilet det samme smil, som Max og Hunter havde haft den aften. Juno havde forsøgt at blande sig, men hans stemme var væk og hans paniske skridt førte ham ingen steder, indtil det gik op for ham, at Ruk holdt ham, som han havde holdt ham, da Pax havde tvunget sin elver-dame til at helbrede Juno. 

Så Juno var vred, da han endelig fik trukket sig ud af mareridtet. Vred og bange, og klar til at lade det gå ud over Pax, imens tårer, han ikke selv var klar over han græd, strømmede ned ad kinderne på ham. 
"Hvordan kunne du - gøre det mod mig?!" snerrede han hæst og grædende, og sparkede tæppet af sig for at få det ind imellem sig selv og Pax, inden det gik op for ham, at Pax ikke var, som han havde været i hans drøm, og at det ikke var Hector, men Ruk, det var gået ud over, og han tog et par dybe, skælvende indåndinger, imens hans nøgne krop udenfor tæppet kølede af. 
Da han så op på Pax igen var det med våde øjne, og et blik, der undskyldte, både for det han netop havde gjort, og endnu mere for det han skulle til at sige; "Må jeg få ulven?" Det var enten dét, eller den flaske, der stod på natbordet bag ham, men Juno havde ikke lyst til at tvinge Pax til sit valg på den måde. 

Pax blev hevet ud af sin egen drømmelignende tilstand – dén, hvori han vidste, at han drømte men også, hvori det ikke føltes som om, at han rent faktisk sov – af tumulten ved hans side og det tog ham ikke andet end et kort øjeblik før, at han forstod, hvad der var hændt.
Hvad der mødte hans opslåede blik, var hjerteknusende. Foragten og afskyen var ikke til at tage fejl af, og den strømmede i bølger fra Junos våde ansigt, hvis skælven fik sengen til at ryste og knirke faretruende. ”Undskyld. Jeg vil aldrig gøre dig fortræd”, hviskede han men så lavt, at han end ikke anede, om Juno rent faktisk ville høre ham.
Pax kunne, for to lange hjerteslag, ikke fatte, hvad han kunne gøre, der ville hjælpe ham, så da Juno selv bad om Ulven, var Pax ude af sengen i samme øjeblik. Hastigt, med effektive fingre, som afhang begge deres liv af, at han fik smidt sit tøj fra sig på gulvet, fik Pax afklædt sig.
Ulven, stor og askegrå, satte derefter (og måske omsider) forpoterne i madrassen og kravlede op i sengen til Juno. Dens fugtige snude gled henover den blonde mands salte ansigt, som den begyndte at slikke ren forinden, at den lagde sig tæt op ad ham.
Da den dog dernæst lå ned, dens bagben trukket op under sig og forpoterne strakt parallelt frem foran sig, stoppede den sin pleje. I stedet lagde den sit bløde hoved mod toppen af Junos, hvorved den lod sin snude glide i mellem det tykke hår, som Pax ville have kærtegnet ham, havde han været menneske.

Juno vidste at Pax talte sandt. Hvis der var en eneste person i hele landet, der ikke ville ham ondt, så var det ikke hans mor eller hans far, ikke engang hans amme, men Pax. Det havde altid været Pax, der havde beskyttet ham mod alt ondt, men samtidig var Pax også i stand til større ondskab end Hector eller Julia var. Pax gjorde ting, mod andre, der var onde. Og Junos tiltro til, at Pax aldrig ville gøre ham ondt, afhang af at han var noget særligt for Pax, hvor den slags tillid var vant til at afhænge af, at han ikke omgik sig med nogen der var i stand til at udøve den slags ondskab. 

Derfor snøftede han også bare, da Pax påstod, at han aldrig ville gøre ham fortræd, og greb desperat ud efter ulven for at holde den ind mod sig, imens den slikkede tårerne af ham. Møvet helt op til ulven, med en arm over dens ryg og sin fingre begravet i dens tykke pels, faldt Juno langsomt til ro igen. Hans desperate gråd havde udmattet ham og så snart angsten forsvandt fra hans krop, faldt han i søvn igen.