Selmys reaktion kunne få selv den tørreste kvinde til at falde sammen af grin. Dog var Winchell mere end god til at beherske sig, hvorfor han kun svarede med et lettende smil og småklukkende latter. Men som Selmy tog vinglasset til sine læber, kunne Winchell ikke holde sig tav. Han drak skammen væk. Det gjorde mange. Men hvorfor det? Hvad skam var der i at tjekke en anden ud? Derfor viftede Winchell blot med sin ene hånd. "Tag det ikke for tungt. Tværtimod. Det er en kompliment at blive tjekket ud," Især af dig. Winchell kunne nemt have tilføjet denne, men efter Selmys tidligere reaktion på denne form for opførsel og erhverv måtte den buttede mand beherske sig. Dog kunne de mørke øjne ikke lade være med at kigge lidt op og ned af Selmy. Fair skulle være fair, ikke sandt? "Desuden, så er der jo ikke meget andet at se på herinde end os. Vi må nyde de gode udsigter, når der ikke er andre." Selvfølgelig var der krofatter, men der måtte Winchell indrømme, at Selmy nemt var en bedre udsigt. Hvad Selmy tænke, vidste Winchell ikke. Men den blonde mand skulle vride sin nakke lidt meget for at holde øje med krofatter. Winchell var en nemmere udsigt. Og forhåbentlig pænere.

Ah, ja. Healer, det var han. Dog lyttede Winchell grådigt efter, som var det for første gang. Og han kunne ikke lade være med at bide mærke i kommentaren om faren. "Velkommen i klubben, Selmy." sagde Winchell nærmest ud af det blå. Selvfølgelig kendte den buttede mands far ikke til sin søns erhverv, men efter deres tid sammen i norden kunne Winchell nemt høre farens skuffende ord om ham. Og det havde Winchell det fint med. Familie var intet for ham. Ikke mere.
Selmy havde historier at fortælle, det kunne Winchell mærke. Det havde han selv også, men mange af dem havde lummerheder involveret på den ene eller anden måde. Hvad ellers kunne man forvente af en lystmand? "Jeg kondolerer. Men bravt at du holder hans livsprojekt i live. Han ville uden tvivl være stolt af dig."

Der var sket en ændring i Selmy. Den virkede lille, men det var endnu en ændring og for Winchell var dette stort. Han kendte typen, som Selmy var. Eller de typer, den blonde mand kunne være. Der var to overordnede typer, den buttede mand ville klassificere ham i. Enten var Selmy striks til kvinder og aldrig havde tænkt på muligheden med mænd. Og dette pressede Winchell, hvorfor reaktionen var kommet. Den anden type var, at Selmy ønskede det inderst inde, men han var opdraget eller havde det verdensbillede, at mænd ikke kunne være sammen på dén måde. Igen, pressede Winchell dette. Men Selmy tog imod den inddirekte kompliment. Ja, han smilte sågar af den. Winchell kunne ikke lade være med at svare tilbage med endnu et smil, omend det var en anelse smørret og selvtilfredst. Nu var den buttede mand ikke aktiv på jagt efter noget. For ham var det at være sammen med en platonisk nok. Selvfølgelig var det langt mere intimt at være sammen. Mærke hinanden.

Takket var tydeligt et samtalestop. Selmy ønskede ikke at snakke mere. Fint. Winchell kunne ikke presse på alt. Han pressede allerede nok på med sin tilstedeværelse. Samtalen behøvede ikke presse den blonde mand heller. Så var det godt, Winchell kunne snakke og han var ikke nem at presse.
"Min far ejer en del af norden. Hans tanker med sit afkom var, at vi skulle arbejde for ham. Fysisk, hårdt. Men det er ikke mig. Det har det aldrig været. Jeg endte i køkkenet, når mine brødre og søstre var med far ude," Det var morens ide dengang. Et kompromis. På den måde kunne Winchell endnu være produktiv og ikke bare være en doven mund at fylde. "Jeg kan lide at lave mad, men det var ikke der, mine tanker var. Det lærte min familie på den lidt for hårde måde." Hans far havde givet op på ham på en måde. Det vidste Winchell. Han havde overhørt sin far snakke om ham som en skuffelse. Men det var, da moren gav op, at Winchell vidste, hvad han skulle. Han skulle væk. Og det kom han. Han endte i Dianthos og levede nu et liv, han kunne lide. Det var ikke ideallivet for så mange, men for Winchell var det godt. Bedre end det liv, han ville have spildt med familien - hvis de overhovedet ville have beholdt ham i voksenalderen.

Barske i sig selv? Winchell kunne ikke lade være med at løfte øjenbrynene af kommentaren. Hurtigt kunne dette opfattes som negativt, men smilet, der pressede de runde kinder helt op, var tydelig tegn på, at der intet negativt var fra den buttede mand. "Barskhed handler sgu ikke, om du kan stå ude i den kolde vinter uden en kluns på din krop eller kan hugge is uden at svede," Selvfølgelig ville Winchells far sige det stikmodsatte. En rigtig mand kunne og ville dette uden brok. En rigtig mand ville ikke trives i køkkenet og da slet ikke sammen med en anden mand. Eller alt for mange før ægteskabet for den sags skyld. Selvfølgelig skulle ungdommen nydes. Der havde ikke været klager, da en Gotfried kom hjem alt for selvtilfreds og ikke kunne holde masken, da Winchell spurgte, om han havde fået noget på den lade. Dét havde hverken Falko eller Eileen sagt noget imod. Men da Winchell var blevet fanget med en fra hvert køn sammen, ja, så var stregen ligesom lagt. "For nogen vil det være mere barsk at sige farvel til hele sin familie for sit eget bedste." Det blev sagt med et komisk glimt i øjnene mod Selmy. Lidt selvmoralsk måtte Winchell være. 

Selmy var tydelig mere tilpas. Ellers ville han ikke læne tilbage sådan. Som skulle der ikke være for meget afstand mellem dem, lænede Winchell svagligt ind over bordet. Ikke dominerende, anmassende eller tydeligt. Bare en anelse, som for at høre ordentligt efter. "Man vil altid savne barndommens køkken. Men jeg må sige, at jeg vil have gået glip af så meget eksotisk, hvis ikke jeg havde fundet mig selv." Undertonen i det ene ord kunne nemt opfattes på flere måder end bare mad - og det skulle det helst også jo!

Som Selmy nikkede, gjorde det tydeligt for Winchell, at den blonde mand ikke tænkte syndigt. Ellers ville der ikke blive nikket. Selvfølgelig tænkte den buttede mand ej heller kun perverst. Men når en beskrivelse kunne bredes til mere kødfulde aspekter, så gjorde det da. Og derfor fnysede Winchell en anelse, som Selmys tanker landede et sted, der måske kun var en vandpyt sammenlignet med Winchells ocean af tankegang. Men dét betød, at den anden mand kunne tænke sådan, om så det var ønsket eller ej. Alle havde synd i dem. Spørgsmålet var bare, om de omfavnede den eller løb fra den. 

Winchell vidste ikke, om det var en kompliment eller ej. Berejst var så meget sagt. Ja, han havde rejst fra norden og hertil, men ikke meget mere. Han havde fundet sit liv her, hvorfor flygte videre? Dog viste det sig, at denne kommentar kun var en flygtig sætning, inden spørgsmål atter blev sendt mod Winchell.
Vinglasset havde været ved de fyldige læber, som Selmy havde spurgt. Derfor skulle der først synkes og sættes glas fra sig, før Winchell overhovedet kunne svare. Dog havde han tænkt nok for at svare. "Nu føler jeg ikke, jeg forpurrer sind. Alle lever deres liv på hver deres måde. Hvorfor skal jeg pakke mig ind for andre? Det er jo ikke, fordi jeg spankulere rundt kun iført silkekåbe og råber efter alt og alle," Spørgsmålet kunne nemt blive opfattes som en irettesættelse eller noget negativt. Og det samme kunne Winchells ord, hvis ikke det var for den afslappet og sågar halvmunter tone. Hvorfor bringe negativitet frem? Selmy havde prøvet at undslippe Winchell, men var blevet. Manden behøvede jo ikke en ny grund til at rejse sig og efterlade Winchell alene. "Føler du da, at jeg forpurrer dit sind, Selmy? Er min tilstedeværelse chokerende for en ung, anstændig mand som dig?" Winchell kunne næsten ikke holde masken ved slutningen af sit spørgsmål. Læberne havde trukket sig i et smil og stemmen knækkede næsten over i et grin. Dog tvang Winchell det ned. Selmy skulle nødigt tro, at den buttede mand ikke tog noget seriøst.

Det ville være en løgn at sige, at Selmy var den første, der reagerede, som han gjorde, i Winchells selskab. De arbejdsdage, hvor det foregik på kroer og ikke på bordelhuset, stødte den buttede mand ind i denne slags holdninger. Han skulle jo prøve at finde kunder og det var desværre ikke alle, der var klar til at blive en af dagens kunder. Og det ville mange gerne sige, hvis Winchell prøvede lidt for meget. Alligevel syntes den buttede mand, at Selmy tog det overordnet godt. Der var før blevet langet lussinger og kastet med tomme og fulde glas efter ham som respons. Ord og en mere hård tone var harmløs sammenlignet med fysiske svar. Heldigvis var overflade skrammer væk dagen efter på Winchell. 

Selmy sagde én ting, men hans fysik sagde noget andet. Han var varm. Kjortlen blev trukket ud for at få luft ind. Det var mere tegn på en halv løgn end andet. Dét bed Winchell mærke i. Og det fangede hans nysgerrighed, for hvad skjulte Selmy nu på?
"Jeg siger ikke, jeg er uskyldig. Langt fra. Jeg ved, jeg næppe er den mest uskyldige i et givent rum. Men man kan kun friste dem, der allerede vil fristes. Inderst inde. Nogen ved ikke, de er fristet, før guleroden er for næsen af dem," Winchell trak ikke folk i fremmed fordærv. Han skubbede dem måske, men det var i en retning, der allerede fandtes i folkene. Måske den buttede man også bare tog en lygte med, så den endelig blev oplyst for dem. "Ikke alle er ens. Vi frygter alle noget. Måske det samme, måske forskelligt." Winchell var velvidende om de sygdomme, der kunne komme som produkt af hans erhverv. Men hans egen krop og helbrederhuset havde holdt ham i live. Mere end i live faktisk. Som en præst ville sige, så ville guderne lade ske, hvad der måtte ske.

Winchell kunne ikke lade være med at smile en anelse skadefro over Selmys kommentar og ansigt. Enten havde den buttede mand fangede den blonde mand i noget, eller også var han bare pinlig berørt over samtalen. Eller begge. "Den replik bruger jeg nogle gange. Nemt at lokke et lag beklædning af." Der var tydelig humor og jokende tone i Winchells stemme. Han kunne ikke lade være. Sådan var den buttede mand bygget. Sjov og spas var lige så stor del af ham som den kraftige krop.

Det var tydeligt at se i Selmys øjne, at kommentaren til hans replik ikke faldt i den bedste jord. Vissevasse! Winchell kunne fornærme så mange uden at prøve. Han havde lært ikke at lægge for meget i det. Hvis Selmy blev fornærmet for meget, kunne manden smutte uden at sige noget. Og han sad jo endnu, så helt fornærmet var han ikke. Ikke til at forlade den buttede mand i hvert fald.
Men Selmy havde faktisk ret. Der var ved at være varmt i denne kro. Måske lå det i deres fælles blod. De var begge fra norden. Deres blod var vant til kulde og sne. Varme kunne hurtigt blive meget varmt for dem. Og det var ikke en taktik for at blotte sig! Om så Selmy tænkte det om Winchell eller ej.

"Jamen, lad os skåle for din kommende hustru og jeres børn," sagde Winchell og løftede sit glas, der endnu havde en lille slat væske i sig. Der var et oprigtigt smil på den buttede mands fyldige læber. På en måde følte Winchell, at Selmy ville blive en god far om nogle år forhåbentlig først. Jovist virkede han til at ville være streng og give en anstændig opdragelse. Så længe han ikke forbandede sine børn på den måde, Winchells far havde gjort med ham. "Du skal nok overleve det, når det kommer dertil, Selmy. Tro mig. Jeg er jo lidt af en menneskekender." Den sidste linje blev sagt med en tydelig kækhed i stemmen. Man lærte at være omkring alle mulige mennesker og personer i Winchells profession. Det var en nødvendighed nærmest. Med eller uden beklædning på.

En pipe blev fundet frem og som om Selmy havde dyppet begge hænder i glat olie, virkede manden ikke til at kunne tænde pipen med stearinlyset på bordet. Winchell løftede flammen og hjalp til, som han rejste sig også. Hvis Selmy ønskede at ryge udenfor alene, måtte han sige det. Ellers fulgte den buttede mand med. Han kunne selv bruge lidt frisk luft mod sit ansigt. "Man kan aldrig få for meget at det gode, min ven."

Der blev ikke givet nogle underlige blikke eller direkte ord, som frabad Winchell fra at tage med udenfor for at få lidt frisk luft, imens Selmy røg på sin pibe. Selvfølgelig kunne dette også være gjort inde i kroen. Den buttede mand havde været gæst på nok kroer til at vide, at de fleste steder var rygning mere end godtaget. Gad man ikke røg, var kroer ikke egnet for en. De var ikke just kendte for at være de sundeste og reneste steder i en by. Tværtimod. I hvert fald her nede i den lidt mere snusket del af hovedstaden.

"Man skal være hurtig og god på aftrækeren jo. Ellers mister folk interessen." sagde Winchell roligt og positivt, selvom der var en mere seriøsitet i ordene. For han havde oplevet at miste en kunde eller mulig kunde, fordi han ikke kunne fastholde deres fokus og interesse. Det havde mest været i starten. Dengang, hvor Winchell endnu havde meget at lære. Det havde han stadig, men han var tydeligvis langt mere erfaren i sin profession nu end som den naive attenårige, han engang havde været. Men det havde været tider dog. Få kunder, når man ikke var meget ældre end skoleelever. Winchell ville ikke lyve, hvis han sagde, ungdommen dengang ikke havde fået ham nogle kunder, hans evner aldrig ville kunne have scoret dengang. Man måtte jo udnytte de positive træk, man havde. Dengang var det ungdommen. Nu var det, at Winchell vidste, hvordan man spillede spillet. Han spillede så kort, at de færreste overhovedet vidste, at han havde trukket dem med i et spil. Og han vandt. Vandt stort.

Endelig kom de udenfor, men inden Winchell kunne få den friske luft ind, skulle han svare på et spørgsmål. Eller han nikkede blot til at starte med "Ja. Nok mere personkender. Jeg kender mere end mennesker," sagde Winchell kækt og med blink i det ene øje. Elvere, orker, engle. Ja, selv dæmoner havde den buttede mand lært at kende på flere måder end bare overfladisk. "Analyseret lyder, som om du er en bog, jeg har læst. Men jo, jeg har da opfanget en ting eller to om dig, som du ikke har nævnt." Eller Winchell havde i hvert fald stærke tanker om, hvad Selmy gemte på. Hvad han inderst inde var. Det var en skrøbelig ting at pakke ud. Hvis den overhovedet skulle pakkes ud. Det var et valg, de to mænd skulle gøre. Hagen var bare, at de ikke kunne aftale det. De skulle mærke det på hinanden. Om Selmy ville have den pakket ud, og om Winchell snakkede om den samme indpakket sag. 

Selmy virkede til at have mere end et godt kendskab med den pipe. I hvert fald i hvordan han skulle bearbejde den inden at skulle ryge. Men da det første hiv blev taget, begyndte den blonde mand dog at hoste. Winchell kunne ikke lade være med at smile skadefro, imens han blidt klappede ham på ryggen. Det hjalp for det meste, når man fik noget galt i halsen. Det kendte Winchell jo til. 
Selv røg Winchell ikke, men han var ikke fremmed for røg. Han var en heftig passivryger nok. Til det punkt, at han lige så godt kunne ryge, men han havde aldrig begyndt. Plus, tobak var dyrt og det var ikke just alle rygende kunder, der ønskede at dele ud af deres ting af den kaliber. Nogen ville gerne ryge lidt efter det gode knald. Af og til blev Winchell tilbudt et hiv. Det var lidt halvtreds-halvtreds, om han takkede ja eller nej. Alt efter hvad humør han var i nærmest.

Smilet udviklede sig til en lille latter. Både over Selmys småhæse stemme efter ét hiv, men også indholdet i den blonde mands ord. "Det tænkte jeg ikke. Det gjorde du," sagde Winchell. På intet tidspunkt havde den buttede mand aktivt prøvede at komme i klæderne på Selmy. At den blonde mand har ment, at Winchell gjorde var en anden sag, men ikke den sag, Winchell mente som sandheden. "Jeg har kommet frem til nogle, lad os kalde dem antagelser, om dig, Selmy. Gør alle ikke det omkring nye venskaber? Tænker over, hvad og hvem de er under overfladen?"

Klappet på ryggen kunne lige så nemt have endt med en angribende hånd og forfærdet ansigt fra Selmy. Men den blonde mand lod den buttede mand klappe ham blidt, indtil hostet var ovre. Der blev sågar nikket, sikkert i den venlige facon, til Winchell for dette. Manden kunne ikke lade være med at smile tilbage. Selvfølgelig hjalp han. Var de to mænd netop ikke ved at blive venner? Og var det netop ikke, hvad venner var til for? At hjælpe hinanden på den ene eller anden måde. Med de store såvel som små ting. Venner ville hjælpe med at komme over et hjertebrud. En god ven ville hjælpe med at begrave liget.

"Javel, ja," startede Winchell med at sige. Han vidste, da han bragte disse antagelser på banen, at han før eller siden skulle fortælle dem. Dog kunne den buttede mand ikke lade være med at mindes sidste gang, han kom med de alt for tydelige antagelser om en høj, flot mand. Det var endt med en løftende hånd - og dén havde ikke været på den venlige facon. Winchell kunne ikke lade være med at frygte, at lignende ville ske om lidt, når han snakkede. Derfor søgte han efter ord, så valget var med omhu. "Du virker ikke som den typiske mand fra den højere klasse. Dit fokus virker andet sted end normen." Det var ikke meningen, at Winchell ville lyde så mystisk og nærmest filosofisk, men når han prøvede at puffe én tomme af gangen, ville det tage tid. Med Frederik havde han mere eller mindre skubbet manden udover en vulkan. Derfor prøvede han blot at puffe til Selmy. Hjælpe ham med at se ned til magmaen, ikke ende nede i den. Selmy behøvede ikke at være brandvarm af vrede, som Frederik var blevet. Dog var Frederik da også mere sur anlagt end Selmy virkede. Heldigvis.

Winchell kunne ikke lade være med at fnyse over Selmys kommentar. Nej, den buttede mand lignede måske ikke den typiske beboer i den lavere del af hovedstaden. Han havde kåber af silke, skægget var pænt og Winchell var oftere ren end beskidt. Men med hans erhverv skulle han jo være nydelig. Ingen gad nyde en beskidt hulemand, når de kunne få en nydelig mand. Alligevel kunne Winchell ikke lade være med at bide mærke i Selmys ord. Ikke blot indholdet, men mængden af dem. Han delte en del med en fremmed mand, som han tidligere havde anklaget for kun at ville tage krystaller fra ham i bytte for nydelse. Hvad Selmy sagde var ikke sandt. Ikke for Winchell. "Du er ikke for simpel til min smag." Meget vel kunne Selmy være simpel for andres smage. Når der fandtes adelige, der nærmest badet i flydende guld, så var alle simpel i forhold til dem. Winchell kunne meget vel være for simpel for Selmys smag.

Vejret var behageligt lige nu. Ingen stærke vinde og ikke for køligt. Dog var der nok vind til at rejse Selmys røg op og op mod himlen. Begge mænd fikserede kort på det, før fokusset atter kom på det, Selmy uden tvivl hungrede efter at vide efter. De antagelser. De zalans antagelser. Winchell smilte kort, inden han åbnede mund. Lidt mild tortur gjorde godt i ny og næ.
"Nu må du ikke tage det for ilde op, Selmy," startede Winchell ud med. Han skulle endnu være påpasselig, men han havde været for påpasselig lige før. Selmy ville have det direkte, men Winchell skulle ikke være for direkte. Det var nærmest en elegant dans, den buttede mand havde placeret sig i. Som en leg. En bro med to forskellige slags glas. Et af den tynde slags og et af den hærdede slags. Winchell skulle vælge rigtigt og træde ud på det hærdede glas. Ellers ville det tynde glas knuse under ham og sende ham adskillige meter ned. "Men jeg har den fornemmelse af dig, at du ikke er som de fleste mænd. Du er lidt som mig. Ikke så kræsen igen." Skridtet ud til glasset var taget. Nu måtte tiden blot vise, om glasset var stærkt nok til at holde Winchell oppe eller om han ville falde på knust glas.