Den friske havluft ved fjordbredden var en kærkomment afveksling fra minens koldklamme, iltfattige indelukkethed, og Treston trak store, tilfredse mundfulde luft ned i lungerne, mens han og Sedna gik hånd-i-hånd over det grove sand og stillede sig ved vandkanten.
    Solen lå et par fingersbredder over havoverfladen og kastede lange, morgenkolde stråler ind imellem fjordens bjerge. Gav klipperne et rødligt skær.
    ”Bare rolig,” mumlede Treston, fordi han havde en anelse om, hvad Sedna ville spørge om. ”Hun skal nok komme.” Han lagde en arm om Sedna - dels for at varme hende, og dels - og det var måske ikke videre pænt af ham - men dels fordi, han havde en temmelig klar anelse om, hvordan Sednas reaktion til Lynn ville være. Og han kunne ikke risikere, at hun ville vende om ved synet af den gode kaptajn og flygte ind i minegangene…
    ”Lynn er måske ikke altid punktlig. Men hvis hun har lovet, at hun vil hjælpe, så skal hun nok dukke op.”

Det var ikke lige Lynns normale arbejde at planlægge at smugle folk ud af Dianthos. Det lå faktisk ret langt fra hendes arbejdsbeskrivelse og moralske kompas. Især når det gjaldt en eftersøgt race, man sådan set burde indlevere til nærmeste vagtkontor. Meeeeeeen nu var det her jo Treston Reynlest, og var der en mand i hele riget, der havde sit på det rene, var det ham. Og det handlede oven i købet om børn. Han havde betroet sin forbudte kærlighed til hende beruset og jammerlig i byens mest offentlige fontæne, og hun havde gengældt gestussen. Så hvilken gople var hun lige, hvis ikke hun hjalp ham, nu hvor hans dame var i nød og familien med sikkerhed ville sætte en stopper for hele affæren, hvis de kendte til den?
Nej, Lynn var kvinden for netop denne situation og havde gjort sig sine forberedelser og indkasseret et par tjenester på havnen for at skaffe Trestons skønhed sikkert til andre bredder - og breddegrader. 

Havet var pissekoldt. Så koldt, at selv Lynn var rimelig irriteret over det, og hun havde ellers for nyligt tilbragt en rimelig lang drivetur ude midt på havet efter at være undsluppet Gabriels skib. Vinteren var godt på vej, og selv vandgopler foretrak nu at være på land i den periode. Hun var trods alt kun halvt dyr. 
Derfor var det også skønt at se havbunden krænge sig op og danne bred. To uformelige skikkelser spejlede sig i havoverfladen, idet Lynn svømmede mod overfladen.
I dagens anledning (eller nok mere, hele situationens) var hun ikke klædt i den vante røde uniform, der markerede hende som en del af Lysets flåde. I stedet bar hun så neutralt og tætsiddende tøj som muligt, så vandmodstanden i havet ikke hindrede hendes bevægelser for meget. Håret havde revet sig løs på svømmeturen - en utilsigtet konsekvens af at tage en smutvej gennem et koralrev - så da hun brød overfladen...

Oppe fra bredden så det unaturligt ud for at sige det mildt. En hvid, rund ting brød havets brusende overflade, som om selve de hvidskummende bølger blev levende. Hvid hud fulgte, kun med svage lilla nuancer, hvor solens spæde stråler ramte den. Håret blev stående i en bølgende bue ud fra hovedet, mens de lilla øjne kom til syne. Som om tyngdekraften ikke virkede på hårstråene, rystede de sig fri af vand og hævede sig med hendes åndedræt. Et åndedræt, der kom fra en spinkel brystkasse i den lille krop. Med lethed travede hun gennem de sidste bølger op mod bredden, mens vanddråber flød af hendes alt for glatte, halvgennemsigtige hud.

"Treston!" hilste Lynn muntert og vristede en søstjerne af skulderen. "Åh, ned med dig igen. Og hej Trestons dam... Treston, hvorfor ligner hun én, der kommer direkte fra fangekælderen?"
Lynns retfærdighedssans kildede, og det var sjældent en god ting.

En større klump af nervøst spyt blev tvunget ned gennem spiserøret, under de forsikrende ord om at Lynn nok skulle komme dem til undsætning. Nok stolede han på det var sandheden, men da hun havde haft en forventning til at den manglede Lynn ville være at finde på bredden, så var det svært at ryste tvivlen helt af sig. Ved samtlige Guder hvor hun håbede på at Treston ikke havde været for blåøjet omkring sin veninde.
Han kunne have nøjes med garantere hun nok skulle dukke op. Det havde været alt rigeligt, men nej han skulle påpege den manglende punktlighed, en mangelvare næppe havde råd til at give køb på.
Sedna der ellers havde ladet sig trække nærmere den varme menneskekrop, med hovedet hvilende mod skulder og brystkasse, rejse hovedet i et ryk, før at sende ham et mistroisk blik der nærmest skreg ’det mener du ikke?’ ad ridderen.
Nok var de i rimelig ly af bjergkammen og langt de fleste af Lysets soldater var sikkert endnu i færd med at endevende Dianthos, højt som lavt i jagten efter forræderen og fjenden, men var stadig alt for udsatte. Et sværd kunne kun være ene forsvar så længe. Hun var ubevæbnet og slet ikke sikker på om hun havde energi nok til at bruge ene eller begge af hendes evner, uden at udmatte sig selv mod grænsen af besvimelse. ”Hvis ikke hun kommer eller hun kommer for sent, så husk at du ikke hjalp mig af egen frie vilje. Jeg truede dig med Zirra eller hele din familie i sådan en grad at du ikke så nogen vej udenom, end at hjælpe mig ud og væk.” mindede hun ham om, stadig ikke villig til at lade ham komme med indsigelser. Valget var taget for ham, for hans skyld og endnu mere for hendes eget hjertes skyld.
Med hovedet rettet ud mod havet og den stigende ildkugle ude i horisonten, trykkede hun sig ind mod Trestons side, da noget hvidt begyndte at rejse sig blandt bølgerne. I starten lignede det bare en helt almindelig kvinde, et blegt menneske som Sedna antog enten havde vandmagi eller måske hun faktisk var et havfolk. Det var først da Lynn var fri af vandet og væsentligt nærmere, at mørkelveren bemærkede den let gennemsigtige hud, der virkede hydrofob på den måde som vandet pillede af, hvordan håret levede des eget liv, som fangarme på en…. Gople!
Det eneste der forhindrede hende i at dreje om på hælen, var Trestons faste arm der pludselig synes mere som et fængsel end noget andet lige nu. Havde hun været nærmere en hudfarve som Trestons ville den have været lige så bleg som Lynns, da blodet løb mod fødderne og efterlod Sedna askegrå i hovedet. Hjertet slog så hårdt i hendes brystkasse, hvert slag truede med at skubbe den overaktive muskel ud gennem brystet. ”Slip...” peb hun skingert ud, vridende i kroppen som en fasthold kat for at komme fri og væk fra gelemonsteret der kun kom nærmere. Skiftevis stoppede hun med at trække vejret eller hive luften så hurtigt ind, at hun dansede langs kanten af hyperventilation.
Hvorfor havde han ikke sagt noget? Hvorfor havde han valgt hendes hjælp når han vidste hun var et hvirvelløsdyr. Den ene ting som Sedna virkelig ikke kunne udstå, og fik blodet til at ringe i ørne under den høje puls.
”Få hende væk.” lød det hvæsede mod Treston, med panik malet hen over ansigtet og desperation strålende fra de gyldne øjne. Fuldkommen døv for Lynns hilsen og udspørge.

    Treston gav hende et lille klem. ”Hun kommer, bare rolig,” mumlede han bare igen og strammede så grebet om Sedna, fordi han havde fanget et glimt af noget stort og blegt under vandoverfladen.
    Han havde virkelig håbet, at Lynn ville være på stranden, så dét hér havde kunnet undgås… Han ville også ønske, at han havde haft mulighed for at advare Lynn om Sednas… fobi. Men der var ikke det store at gøre ved det nu - ikke andet end at trække Sedna ind i en tæt og meget lidt frivillig omfavnelse, og holde hende fast, trods hendes skingre protester og kraftesløse modstand. Han kunne mærke hendes hjerte hamre af sted, og med en grimasse skjulte han hendes ansigt i skjortebrystet - holdt en hånd op på siden af hendes hoved, så hun blev skærmet for synet af Lynn og hendes opstigning fra havet.
    ”Undskyld,” fik han frem - både til Sedna og til Lynn - mens han kæmpede med førstnævnte og sendte et anstrengt smil af sted til sidstnævnte. ”Vi har… Vi kæmper lidt med en frygt for gopler her. Du må ikke tage det for nært, Lynn.”
    Det var med vilje at han ikke besvarede Lynns spørgsmål lige med det samme - han havde ikke overvejet, at Sedna i sin hørsærk naturligvis lignede én, der havde tilbragt et godt stykke tid i en fangekælder, og nu skulle han lige bruge et par øjeblikke på at komme på en fornuftig løgn.
    Sednas angstreaktion var heldigvis en kærkommen distraktion…
    Treston vidste dog, at han blev nødt til at finde på en forklaring. Hvis Lynn lugtede lunten for tidligt, ville alt gå fuldstændig i lort…
    ”Shhh,” hviskede han til Sedna - strøg hende over ryggen og lagde hagen på hendes hoved. Forsøgte at berolige hende med sin nærhed. ”Rolig Sedna. Rolig. Hun er ikke… Hun er god nok. Lynn er kommandørkaptajn i Lysets flåde - og hun er kun halv gople, Sedna. Tag det nu roligt. Hun gør dig ikke noget…!”
    Hen over Sednas mørkhårede hoved øjnede han Lynn og skar endnu en undskyldende grimasse. ”Har du noget imod at… lade håret falde lidt til ro? Det tror jeg, ville gøre alting lidt lettere…”

Lynn hævede et øjenbryn. Goplefrygt? Den var ny. Især var det nyt, at sådan noget tydeligvis opstod ud af det blå for Trestons kærestedame. For hvis han havde vidst det på forhånd, ville han da have advaret Lynn, så hun kunne være mere nænsom, ville han ikke? Eller så hun kunne have fundet en anden til at klare den her del af turen.
Det var et besynderligt sammentræf, at der skulle opstå goplefrygt lige samtidigt med, at Trestons antagede flirt stod i en beklædning, der var alt andet end forventelig efter et par hede uger, som Treston havde sagt. Et par hede uger i Dianthos. Lynn selv havde haft et par fugtige dage i en vis pirats kahyt, men selv da hun gik derfra, stavrende og hjulbenet, var det da i en noget pænere mundering end dét der. Selvom Treston også havde lort op til knæene, var det altså ret tydeligt, at den dame - mørkelver eller ej - virkelig burde have sko på.
Dog gjorde hun, som Treston bød hende. Håret rystede sig en sidste gang, inden hun tvang det ned at ligge og hurtigt samlede det i en løs fletning. For det var ægte frygt i kvindens blik, det kunne hun ikke komme uden om. Hvad zalan der foregik til gengæld... Dét havde kommandørkaptajnen tænkt sig at finde ud af, inden hun hjalp mere med at få det her foretagende sat i søen. 
Hendes blik gled ned over mørkelveren. Nok var sækken om hende løs, men i omfavnelsen blev den trukket om figuren, og inden synlig mave blev afsløret. De havde brugt en masse hede aftener sammen, uden tvivl, men hvordan kunne de overhovedet være sikre på, der var et barn derinde, hvis den ikke var begyndt at vokse endnu? En enkelt udebleven blødning kunne betyde hvad som helst, vidste hun selv. En så tynd kvinde som hende dér kunne sagtens gå månedsvis uden sin cyklus - der skulle mad og drikke til, før kroppen overhovedet gad prøve, og hun lignede forfærdelig meget en, der ikke havde set skyggen af begge dele i lidt for lang tid. Noget stemte ikke. Hun lagde armene over kors og pressede læberne sammen til en tynd streg. 
"Svar på mit spørgsmål, Treston," sagde Lynn mere kommanderende, end hun egentlig havde lyst til. "Hvad foregår der?"

De kræfter der havde været til stede inde i det mørke de var vandret ud af, var på ingen måde at finde i Sednas ihærdige flugt forsøg, fra de alt for insisterende stærke arme. Indvendige svadaer over den alt for veltrænede krop, der gemte sig under den snavsede skjorte, faldt som hårde hagl mod den intetanende blondine. Selv ikke da Sedna lod knæene give efter under sig, var hendes beskedne vægt nok til at trække hende fri, ned i det bløde sand og forsvinde kravlende ind mellem de lange ben. Indtil den bredskuldret møgkæreste – for det var de vel nu? Selvom virkelig have sine tvivl sådan som han forsat formåede at trykke på alle de ’rigtige’ knapper – var en kødelig mur, mellem halvgoplen og hende selv.
Det var nu kært sådan som han valgte at konkludere at alt ville være i skønneste orden, hvis bare den mørkhudet kvinde ikke kunne se det halvgennemsigtige søuhyre foran dem. Virkeligheden var bare ikke helt på ridderens side.
Tanken om at Lynn ved en simpel håndsstrækning kunne røre ved Sedna og hvordan det ville føles, var nok til at gøre elveren svimmel af kvalme. Den nok en gang så fine skjorte blev fugtig af koldsveden der lagde sig som små glinsende perler på panden, inden Sedna små opgivende lod frihedskampen ophøre og hovedet falde frem mod Trestons brystkasse, med vægten af hans hoved ovenpå.
”Vi har ikke brug for din hjælp, tak. Farvel, hej hej.” selvom brystet tog en god til at volumen og næsten gjorde den til en mumlen, så var det ikke svært at hører afvisningen da den nærmest blev spyttet ud, som havde den haft en fæl smag. Fast og panikken.
Treston kunne snakke nok så meget om, hvad for en rang goplen havde eller ikke havde her fra og til månen. Det ændrede ikke på at hun ikke stolede på noget, der hverken besad rygrad eller hjerne – det var i hvert fald hvad hendes angst ramte hjerne lige nu tillagde den hvide kvinde at mangle.

    Over Sednas mørkhårede hoved sendte Treston Lynn et lidt forvirret, undskyldende smil - som om hendes hårde tone kom bag på ham og ikke i virkeligheden var mere end berettiget. Lynn havde jo aldrig været dum…
    ”Foregår der?” gentog han og måtte i det samme gribe Sedna, da hun lod knæene give efter under sig. ”Lynn, jeg ved ikke helt, hvad du mener… Grunden til, at Sedna er iklædt særken dér, er fordi jeg måtte smugle hende ud af Dianthos via én af de fangekonvojer, der fragter mørkelviske fanger til Elverly… Det er ikke… ”Han rynkede panden og sendte hende så endnu et forvirret smil, mens han hadede sig selv for at holde hende for nar på dén her måde… Hadede, at han var tvunget til at manipulere, når hun nu var trådt frem for at hjælpe ham, som den gode ven, hun var. ”Lynn… hvad…? Hvorfor spørger du mig på dén måde? Vi-”
    Netop da opgav Sedna sin kamp og mumlede sine næsten uforståelige ord ind i hans skjortebryst, og Treston kom til at udstøde et lille latterfnys - fremkaldt af nervøsiteten i højere grad end egentlig morskab. Han forsøgte at løfte Sednas hoved - at lægge pande og næse imod hendes. Vise hende, at han anerkendte hendes frygt og modvilje, og var ked af, at han ikke kunne tage hensyn til den.
    ”Jo, Sedna,” mumlede han og lagde en hånd om hendes nakke - strøg hende over kæben med tommelfingeren. ”…vi har brug for Lynns hjælp. Du er kommet så langt nu - vil du virkelig lade en fobi begrænse dig?” Der var både en opfordring og en udfordring gemt i spørgsmålet. Hun var stærk - stærk og stolt. Selvfølgelig kunne hun overvinde sin frygt! Hun skulle bare lige have skub-
    Hans tanker blev afbrudt af en underlig, rungende lyd - en lyd, der først havde været skjult under larmen fra bølgerne, der slog ind imod klipperne - og alarmeret løftede Treston hovedet. Stirrede tilbage imod mineudgangen, mens hjertet lige så stille satte farten i vejret.
    Fodtrin. Støvletramp.
    Der var nogen på vej igennem minegangen.
    ”Lynn! Sedna! I skal af sted NU!”

Lyden af fodtrin nåede Lynns ører øjeblikket efter Trestons, og mens hun havde været lige ved at stille endnu flere spørgsmål - bare lige for at sikre sig, at historien holdt - blev det tydeligt, at der ikke var tid til den slags. For Lynn var det faktisk det, der skulle til for at stole på, at Treston talte sandt. En flugt via en fangetransport var noget af det eneste, man kunne gøre i sådan en situation, men de var også allerhelvedes farligt. Nogen talte hovederne på de tilfangetagne, og når det tal ikke stemte mere, gik byvagternes tandhjul igang. Der ville blive sat en eftersøgning i gang med det samme, og hvis ikke Treston havde været påpasselig nok med flugten, ville de finde sporene. 
Det lød til, der var mindst en deling byvagter på vej ud fra larmen, og selvom ekko kunne snyde, var det nok også det mest sandsynlige. Ville man redde en dødsdømt elver, var og blev havet den bedste mulighed for at få dem langt væk rigtig, rigtig hurtigt. 
Lynn tog en beslutning. Hun havde ikke tid til at vente og finde ud af, om det virkelig var byvagter eller om det i virkeligheden var en smuglerbande, der prøvede at tage forretningen her op igen. Hvis Trestons historie var sand - og det ønskede hun så inderligt at tro på - ville venten ødelægge det hele og rive det unge pars kærlighed i stykker. Måske gøre en ende på et ønsket, lille spirende liv. Det var farligt, hvad de to havde gang i, men Lynn kunne ikke bare se til, mens verden blev mere ulykkelig. Må Chance være med jer.
"Kom, så går vi," sagde hun bestemt og trådte frem mod dem. Uden at bruge tid på at spørge først, greb hun fat i Sednas arm og rakte hende en flaske med slamklam grønlig væske. "Drik det her og hop med mig i havet. Drik det så - ellers drukner du. Kom, kom, hurtigt nu. Treston ... Lad mig ikke fortryde det her."
Planen var at hive Sedna med ned under vandet og svømme distancen hen til en jolle, der lå forankret på den anden side af de høje klipper. Derfra kunne Lynn sejle Sedna til et skib, hvor en af hendes kendte, neutrale handelsskibe ventede på hende - underbemandet og forberedt på at få en våd elver ombord. De ville ikke gøre Sedna noget, for tjenesten Lynn havde inkasseret, holdt dem fra at blive ransaget og sigtet for at være i ledtog med smuglerne. Det var de ikke, men mistankerne havde været store nok til at det nok ville ende skibets karriere på havet, hvis havnevagten blev mistænkelige igen. Et blakket ry kunne gøre meget for en navngivent skib. 
Ligeledes havde eliksiren kostet hende en stor tjeneste at få fat i. En alkymist i byen havde brugt hendes hud, hår og blod til at lave en god efterligning af hendes evne til at trække vejret under vand. Den var slet ikke færdig endnu og holdt derfor på ingen måde så længe, som alkymisten gerne ville opnå. Det hele var startet af god vilje, men Lynn var blevet ukomfortabel med ideen om at replikere ikke hendes magi, men en nedarvet egenskab, så hun var smuttet fra samarbejdet. Nu var hun tilbage i det, så Treston havde bare at blive lykkelig med sin forbudte kærlighed.

Dét hér var på alle måder langt være end en hver løjen Treston havde kunnet opdigte med graviditeter og små folk. Selv hvis han havde bygget den bredeste og højeste mur, fuld af grunde om hvorfor han ikke skulle være far, ikke nu og da slet ikke med hende, så havde det stadig været et langt bedre scenarie end at placere hende midt i Zaladins forgård.
Modviljen var lille, da Treston løftede hovedet fri fra det afskærmende bryst, selvom der ikke var meget varme at spore i de fine tæk. Usynlige lodder af bly trak i begge mundvige, tvang dem ned mod den hårdt opspændte kæbe. Øjnene slog lynende gnister, der lod ham vide at dette ikke uden videre ville gå i glemmebogen. Den høje blondine havde virkelig noget at skulle opveje for i fremtiden.
Et bestridende nej blev kun bremset da de buttede læber forsvandt i en tynd streg, kunne han ikke se hun var døden nær her? Det var i hvert fald den følelse, der voksede for hvert hektiske hjerteslag og de ukontrollerbare rystelser, af ophobet mælkesyre i de spændte muskler. Med hænderne lukket omkring hans håndled, kunne det virke som om Sedna i virkeligheden var ved at lægge an til at trække dem og sig selv væk, give Zalan i det hele og vende rundt på hælen i en stædig overbevisning, om hun var en stærk og selvstændig kvinde der hverken behøvede hjælp af halvgopler eller nogen mand…
Grebet strammede sig, gjorde Treston til det redningsbælte, der forhindrede hende i at drukne. Med lukkede og hviskende stemme lød et ”Nej.” til at lade frygten styre hende, men på ingen måde sagt overbevisende hverken overfor ham eller sig selv. Hovedet trak sig fri, møvede sig under hans hage og dumpede tilbage imod det standpunkt det var blevet løftet fra. Sukket var lige så tungt som indåndingen taget op til ”Nej.” lød det denne gang mere stålfast i at tage kontrollen tilbage – om ikke andet forsøge.
Forsøge blev hun i hver fald nødt til, meget mere pludseligt end mørkelveren i virkeligheden brød sig om. Der var ikke tid til tilløb. Minen bar lyden af hårde støvler nærmere kystlinjen, tvang Lynn til at gribe om den mørke arm nærmest hende, så det løb Sedna koldt ned ad ryggen. Hvis ikke den kaptajnens hånd gav hende instinktivt løst til at tømme maven for galle, så gjorde den grønne væske med en konsistent bedst beskrevet som gammel mælk. Med den ene hånd holdt for munden trak mellemgulvet sig sammen, truede med at sende dens nye indhold retur blev hun trykket afsted mod havbrus.
Halvvejs rev Sedna armen til sig og få lange skridt stod hun tilbage foran Treston, uden at give muligheden for protester låste læberne sig med hans i en alt for kort omfavnelse. To hurtigere og kortere kys fulgte efter, et for hvert skridt hun trådte tilbage til afstanden, blev for stor ”Søg efter nøglerne, du finder mig hvor nøglerne er…” lød det med et pinefuldt blik der langsomt bredte sig til resten af ansigtet, for hvert skridt til at fører hende væk. Stjålne blikke over skulderen blev taget, indtil hun ikke længere kunne fordi hun måtte følge gopeldyret ud under vandet og efterlade både Treston og sit hjerte tilbage.
Han havde bare at lyve. Spinde videre på den løgn hun have stukket ham i skoene, så hvem end der ville komme stormende ud af den gabende mund i bjerget ville tro ham. Forskåne ham.

    Treston besvarede Sednas kys med en desperation og en hunger, der næsten kom bag på ham selv. Men det var først da, at det for alvor gik op for ham, at han blev nødt til at give slip på hende - at der for enden af denne redningsaktion altid havde ligget dét øjeblik, hvor de blev nødt til at sige farvel. En vild, irrationel del af ham havde lyst til at gribe ud efter hende - knuge hende ind til sig og holde hende her. Forsvinde ned i et evigt øjeblik, hvor de bare kunne holde hinanden...
    Men ekkoet fra støvletrampene, der alt for hastigt blev højere og højere, rev ham ud af den fantasi og konfronterede ham med den hårde virkelighed; nemlig at det evige øjeblik kun ville vare lige indtil den første soldat nåede frem igennem tunellen, og de ville blive revet fra hinanden.
    Han kunne heller ikke lade dét hér gå ud over Lynn - det var simpelthen ikke retfærdigt. Lynn havde ikke en chance for at vide, hvor dyb en lortebunke Treston egentlig havde hevet hende ned i, og dét skulle hun helst heller ikke tvinges til at finde ud af... 
    Og derfor fandt han også styrken til at give slip på hende, da Lynn vinkede hende med ud i havet. Nikkede kort til hendes ord og ville gerne sige noget tilbage - noget bekræftende, noget ømt. Ét eller andet. 
    Men støvletrampene hamrede ind over hans tanker og soldaten i ham tog over - tvang ham til at snurre om på hælen og løbe tilbage, ind i minen. At trække sit sværd og gribe om den lange sværdskede, så den ikke skulle forhindre hans løb.
    Ekkoet fra hans løbende fodtrin blandede sig med larmen fra de mænd, han løb i møde - de korte ordre, han ikke kunne fange betydningen af, og lyden af klirrende våben og jernbeslåede militærstøvler. 
    Trestons åndedrag kom i kontrollerede, korte stød, og han tvang sig selv til at løbe så hurtigt hans ben ville bære ham. Det var vigtigt - så uendelig vigtigt - at han fik stoppet deres forfølgere så langt inde i tunellen som muligt, så de ikke skulle få nys om, hvad der var foregået på stranden og hvem der havde været involveret. Han måtte sørge for, at Lynn og Sedna fik tid nok til at slippe væk - forsvinde sporløst over havet...
    Pludselig kunne han se et lysskær på klippevæggene længere fremme, og han vidste, at nu var han ved vejs ende, og nu var det på tide at stoppe op og da de rungende støvletramp komme det sidste stykke til ham. Derfor standsede han i klippegangen, stadig med sværdet trukket, og forsøgte at få sit åndedræt og hjerteslag under kontrol - trak vejret ned i store, dybe drag, mens han så lyset komme nærmere og nærmere. Indtil...
    "Der er nogen længere fremme!" 
    Råbet gjaldede igennem minegangen, og Treston måtte misse lidt imod fakkelskæret, da delingen på omtrent et dusin soldater nåede så tæt på, at han kunne se deres ansigter.
    Se deres ansigter og genkende størstedelen. Genkende ét i særdeleshed...
    Hjertet sank i livet på ham, da mændene standsede foran ham, og Ersten tog et skridt frem - stirrede forvirret på sin lillebror, mens spidsen på hans trukne sværd langsomt faldt fra ansgrebsposition.

Lynn trak Sedna med ned i det kolde vand. Sikrede sig, at flasken var tømt - og at den tomme flaske endte tilbage i hendes lomme og ikke på stranden - og håbede at alkymien virkede, som den skulle. Med solens tiltagende stråler var det nemmere at finde vej gennem det mørke vand, og Lynn holdt sin hånd fasttømret om Sedna, så hun ikke skulle få endnu et panikanfald og forsøge at svømme væk, eller værre - tilbage. 
Først da de havde taget den lange tur rundt om de høje klippesider, kom bunden af en lille jolle til syne i havoverfladen. Den hamrede stødt ind mod klippesiden, og Lynn håbede den var mere stabil end den så ud. Det måtte den næsten være for stadig at være hel. 
Hun hjalp Sedna op i båden, men blev selv hængende i vandoverfladen. Det hvide hår havde revet sig løs af den hurtige fletning igen og flød i overfladen, men hun gjorde sig umage for at holde det nede, så det lignede almindeligt hår og ikke goplearme.
"Du må gerne få et valg nu, Sedna," sagde hun og holdt fast i jollens kant. "Jeg kan ro dig til mødestedet, eller jeg kan fortælle dig vejen dertil. Du får ikke lov til at ro, hvis du aldrig har været på havet før, men hvis du har, skal du have muligheden."
Og slippe for at se din frygt i øjnene, dit stakkels barn.



"Te-Treston?" stammede Ersten forvirret. "Jeg troede ikke, du var en del af den her gruppe... Vi burde være de første hernede."
Han delte et blik med en af sine mænd, som blot rystede på hovedet og trak på skuldrene. Inden han kunne nå at flytte blikket tilbage til Treston og høre svaret, blev de afbrudt bagfra.
"Sir, magien... Åh.. Treston?" En lav soldat kom småløbende hen til dem. En af Trestons venner med den praktiske magi at kunne opspore folk. "Øh, Sir Ersten, Sir. Fangen har været her. Faktisk nok hele... Natten."
Ersten så ud til at tygge lidt på den information. Lade sit blik glide over Treston igen. Først havde fakkelskæret gjort det svært at se, men som øjnene vænnede sig til det ustadige lys, lagde han nu mærke til mudderet på Trestons bukser og støvler. Det uglede hår og det trætte blik. Den halv-knappede skjorte. Treston havde opført sig underligt lige siden deres tilbagekomst til hovedstaden. Nok havde Ersten selv heller ikke sovet godt de sidste par uger, men man kom ikke til at se ud, som Treston gjorde, hvis man ikke havde sovet i naturen. Zirra havde nægtet at tale særligt meget med familien om, hvad der foregik med broderen, men hun havde da lovet, det blev bedre, så snart mørkelveren var blevet henrettet. Ersten havde tænkt, det måtte handle om hævntørst fra hans broders side - det ville det handle om, hvis han selv havde  overværet misfosteret torturere sin søster. Det ville selvfølgelig heller ikke være sluppet væk, havde han været i Trestons sko. Og dét nagede ham. Hvorfor var den sluppet væk? Og så slap den væk igen? Noget var irriterende meget ude af balance, og Ersten mistænkte mere og mere, at det var hans lillebror.
Hans blik blev hårdt, og sværdet blev igen hævet. "Hvad har du gjort?"

Alt rev i hende for at vende om. Løbe hovedløst tilbage, ind i de arme der føltes mere som hjemme end selv det nordligste af Nordlandet nogensinde havde formået. Bede ham indtrængende om at lade sig rive op med rode. Glemme alt familiens tunge, sjæledrænene forventninger og Lysets forudsigelighed. Kun bremset af Lynns fængslende jerngreb om den mørke hånd.
Det første stykke under vandets overflade havde Sedna holdt vejret, indtil til lungerne brændte og skreg efter ilt og tvang munden åben i et gisp, uden at drukne. Måske kunne hun faktisk godt stole lidt på den halvgennemsigtige rivalinde.
Med et fast greb om den vuggende jolles kant, trak hun sig fri af havet noget mere besværet end hun havde fortrukket, men med tanken på kroppen efterhånden kørte på sine sidste reserver var det ikke så underligt igen.
Hænderne gled over ansigtet fjernede saltvandet resterne fra øjne og mund, uden helt at registrere den første af kaptajnens sætninger, der for en stund druknede i lyden bølgerne der slog mod klippevæggen. Med rynkede øjenbryn drejede hun hovedet væk fra hvor de vi kommet fra, ned på Lynns skikkelse og måtte holde det fraværende hvad tilbage, der var lige ved at rulle af tungen.
”Jeg har ikke kræfterne...” endte hun i stedet for med at erkende, som havde det i virkeligheden været en højt sagt tanke. Ikke desto mindre var det det tætteste de ville komme på, at Sedna ville spørger om hjælp fra havmonsteret. Selvom det var svært at se det samme monster hun havde set stige op fra havet, når hun sad kiggede ned på den flydende Lynn, og pludselig bemærkede hvordan hun var mere kvinde end gople.

    Selvom fakkelskæret var uroligt og kastede dansende skygger over klippevæggene og de forsamledes ansigter, var Erstens begyndende mistro smerteligt tydeligt for Treston. Han havde måske ikke regnet hele sammenhængen ud - for forvirringen lå stadig i hans øjne - men han havde helt klart fornemmet, at der var noget galt...
    Da Ersten tog et skridt frem, tvang Treston sig selv til at blive stående hvor han var - midt i minegangen. Mellem Sedna og de mænd, der jagtede hende.
    "Lad være, Ersten," advarede Treston og ignorerede broderens spørgsmål. Tid - det gjaldt om at købe Sedna og Lynn så meget tid som muligt... "Bliv hvor du er. Der er ikke noget for dig for enden af den her minegang."
    Den nytilkomne soldat, hvis navn var Farren, og hvis bekendtskab Treston havde gjort sig helt tilbage i sin grønne soldatertid, kastede et usikkert blik fra Ersten, hans delingsleder, til Treston, hans gamle ven - tydeligvis forvirret over, hvad der foregik imellem de to brødre; hvad det var for en mistanke, der havde fået Ersten til at hæve sit våben. Hans udtryk gik igen hos de fleste af de andre mænd, men Treston vidste godt, at det kun var et spørgsmål om tid...
    "Treston." Erstens tonefald var lavmælt og faretruende nu. "Hvad. Har. Du gjort?"
    Han var fortsat langsomt fremad imod sin lillebror, stadig med sværdet i hånden, og Treston vidste, at han ikke kunne lade det fortsætte.
    "Ersten, stop," bad han og tog et fastere greb om sit eget våben. "Jeg har ikke lyst til at skade dig, men jeg sværger ved Guderne, at jeg vil forsøge at standse dig, hvis du prøver at komme forbi her. Vend om." Han øjnede mændene bag storebroren - gentog sin ordre til dem også: "Jeg mener det; vend om."
    Hvor lang tid ville det tage Lynn og Sedna at komme ud af syne? Hvornår ville deres forspring være så stort, at Farren mistede færten? 
    Sidstnævnte gik der vist pludselig en prås op for, for han spærrede pludselig øjnene op og stirrede rådvild og chokeret på Treston.
    "Det var dig," mumlede han og havde tydeligvis svært ved at sluge dén sandhed, der var ved at gå op for ham. "Det var derfor jeg havde så svært ved at spore hende! Derfor min fært var så svag. Jeg blev forvirret af et velkendt mønster - en ufarlig signatur fordi..." Fordi vi er venner. Fordi jeg ikke forbinder dig med bortløbne krigsfanger...
    Men Treston så ikke på Farren; hele hans opmærksomhed var rettet imod Ersten - bevidst, som han var, om at hvis der kom et angreb, ville det komme fra broren...

Lynn nikkede fra vandkanten og hev sig så op i båden. Tog årerne og begyndte at ro. Lod Sedna sidde, hvordan hun ville og prøvede at undgå for meget øjenkontakt. Hvis kvinden havde svært ved at se på hende, skulle hun ikke gøre resten af turen sværere. Det var en umulig situation at være i. Sedna var mørkelver og derfor jagtet vildt som en ræv i jagtsæson. Det var bare jagtsæson, hele tiden, hele året - alle steder. De blev indleveret og bragt til Elverly som kvæg, og selvom Lynn da også havde smidt sin egen del af uhumske, voldelige psykopatelvere i bunken, ville hun nok ikke have haft hjertet til at gøre det mod de uskyldige familier, hun vidste prøvede at gemme sig rundt omkring i landet. Sedna her lignede én af dem. Udsultet og svag - noget der ikke kunne rettes op på på en uge i hovedstaden sammen med en kæreste. Hun lignede en, der havde været på flugt det meste af sit liv, og hvordan kunne man andet, hvis dronningen selv havde befalet ens tilfangetagen?
Når hun nu var med barn... Lynn kunne slet ikke forestille sig, hvor utilgivende en tilværelse det ville blive at være på flugt med et barn. Der var hun selv heldig - hun havde kun haft sine små med i krig. 
"Jeg skal nok hjælpe Treston med at finde dig igen," sagde hun, og forventede egentlig ikke et svar. Sedna skyldte hende som sådan ikke noget. Lynn gjorde det her for Treston, men derfor kunne hendes moderhjerte stadig ikke bære at det skulle ende ulykkeligt. "Jeg har selv børn. Det... Jeg skal nok hjælpe det, jeg kan."
Hun sagde ikke så meget mere, før de nåede frem til skibet, der ventede hende. Det lå forankret halvvejs ude fra bugten, godt langt væk fra havnen og ude af syne. Da den lille jolle kom til syne, kunne man se bevægelse på dækket og en rebstige, der blev kastet ud til dem. Så nænsomt som muligt hjalp hun Sedna om bord, og stod selv tøvende på rebstigen. Jollen var ved at blive hejst op på skibets side bag hende. 
"Det er hæderlige folk det her, Sedna," sagde hun til mørkelveren. Besætningen var allerede ved at finde tæpper og tørt tøj til den kolde kvinde. "De skal mod Fristavn, men du kan blive sat af på vejen, hvis du hellere vil det. Jeg må tilbage til mit eget skib. Kaptajn, husk at den her tjeneste ikke er betalt, før Sedna er sikkert i land og væk fra jeres åsyn. Ikke noget med at overgive hende, selvom I møder et skib af Lyset."
"Forstået, kommandørkaptajn Valeriev," svarede den kvindelige kaptajn. "Jeg har ikke noget imod hendes slags, og prisen per hoved er så lav, det ikke betaler sig alligevel. Jeg vil hellere være fri for at skylde dig noget. Vil du op eller ned? Vi letter anker nu."
"God vind," sagde Lynn, fangede Sednas blik en sidste gang og hoppede derefter tilbage i havet. 


"Treston, hvadend magi hun har kastet over dig, få det ud af dit hoved!" snerrede Ersten. 
Og så gik han til angreb. Slagene var velkendte fra deres træning og ment til at gøre Treston træt mere end at skade ham. De andre soldater stod klar med deres våben. 
"Kom uden om ham, så snart i kan." Klang. "Find." Klang. "Den."  Klang. "Mørkelver!" Klang.
Soldaterne prøvede at komme uden om Treston, men gangen var for smal og de maste sig sammen om de to kæmpende, der fyldte gangen med sværdsving og svedperler.

Tavst sad Sedna med et fraværende blik og stirret tomt forbi de rullende skuldre der syntes at bevæge sig i takt med den gyngende horisont, ud mod det åbne hav den lille jolle havde sat kursen mod. Hvor der tidligere havde været tanke støj, virkede hovedet nu lige så tomt som hun følte sig. Ikke så meget som en eneste lille tanke syntes at melde sig på banen for at bryde stilheden.
Lynns stemme bragte gik klart i gennem hos mørkelveren og bragte den verdens lyd med sig, som Sedna ubevidst havde lukket ude jo længere hun trak sig ind i hende selv.
Nikket var så lille at det med lethed kunne forveksles med kroppens naturlige bevægelser, når jollens agter gled over en større bølge. Til at starte med var det fremadrettede blik, der flyttede sig til det hvilede på Lynns ansigt, der afslørede det havde været et bevidst nik. En rømmen af halsen fulgte straks efter, men ordene blev stadig kun til en lavmælt mumlen ”Tak, det… Det betyder mere end du aner.”.
Børn, ufrivilligt fandt hænderne på vej mod maven og lagde sig beskyttende hen over sammen med stilheden frem til deres destination.

Sedna nåede at registrer ”(…)hæderlige folk(…)” inden hun blev opslugt af følelsen af at være stilstede uden helt rigtig at være det, alt mens Lynn henvendte sig til skibets kaptajn. Det varm tørrer tæppe lagt over de slanke skuldre, fik hænderne til instinktivt at trække det tættere omkring den våde kolde krop.
”(…)kommandørkaptajn Valeriev,” først alt for sent genkendte hun navnet. Lynn var ikke længere til at se på skibsdækket. Det høje plask, da hun brød vandet overflade trak Sedna mod rælingen med fire lange skridt. Med begge håndflader trykket mod det lakerede træ, hang hun så langt hun kunne, uden at falde ud udover kanten. Kiggede efter den blege plet der forsvandt væk i dybet.
Det var lige godt Zalans…

    "Ersten!" udbrød Treston, da broderen gik til angreb - i en tone, der var næsten anklagende. Som da de var børn sammen, og storebroren havde brudt en aftale eller ødelagt et sandslot. Han førte sværdet op og fik pareret Erstens udfald - blev tvunget et par skridt baglæns i den smalle gang, før det var muligt for at svare igen med en offensiv. Erstens ordre gik gennem de andre mænd som et vindusus igennem siv, og de maste sig på i minegangen - forsøgte at komme udenom de to kæmpende, så Treston en enkelt gang måtte hakke ud efter en menig, der havde været en del af hans gruppe i Tusmørkeskovene, for at forhindre ham i at komme forbi.
    "Ersten, jeg vil virkelig ikke dét hér!" pustede han og var lige ved at træde skævt i halvmørket, så Erstens sværdspids var tommer fra at gå igennem hans skulder. "Ersten, for zalan! I når hende alligevel ikke! Hun er væk, okay! Hun- " 
    "Dét misfoster mishandlede vores søster, Treston!" brølede Ersten. Trestons ord - dét de betød - havde været som olie på et bål, og nu glødede raseriet i storebrorens øjne. "Hvorfor holder du hånden over dén fejlfarve?!"
    Spørgsmålet blev akkompagneret af et voldsomt sving, der fik sværdspidsen på Erstens sværd til at skrabe over klippevæggen med små gnistre og en frygtelig hvinelyd til følge. Treston sprang tilbage, og havde Ersten været hans fjende, ville han klart have udnyttet dén blottelse, den anden havde udsat sig selv for. 
    Men Ersten var hans bror, og Treston kunne ikke. Desuden var kampen allerede tabt på forhånd, og det vidste Treston godt. For Ersten var stærkere og mere erfaren - og måske vigtigst af alt, havde Ersten mindst elleve mand i baghånden...
    Sveden haglede af begge mænd nu, og Treston fandt sig selv blive trængt tilbage - skridt for skridt - mens Ersten hamrede imod hans parader, som havet havde hamret imod klipperne på den lille strand. Første udfald, der fandt sit mål, resulterede i et dybt snit hen over Trestons hofte, der straks gav sig til at folde blodroser ud på den hvide skjorte, og Treston gispede, knækkede sammen, tog sig til såret og stirrede så fra den blodige hånd til Ersten, uden helt at kunne forstå, at broren rent faktisk havde skadet ham. Og skadet ham forsætligt. 
    Men Erstens udtryk var hårdt og lukket, og det var nogenlunde dér, det gik op for Treston, at Ersten ville kæmpe til den bitre ende, og hvis Treston skulle kunne stå sig imod dét - skulle holde kampen kørerne, og samtidig forhindre Ersten i at hakke ham til plukfisk - ville han være tvunget til at gøre lige så forsætlig skade imod storebroren.
    "Ersten, stop!" gispede Treston - holdt en hånd op; sænkede sværdet. Bad til alle Guderne om, at Lynn og Sedna var nået langt nok væk... "Ersten - vi ender med at skade hinanden for alvor. Vær sød- "
    Hurtig som en slange greb Ersten ud efter Trestons fremstrakte hånd - hev ham frem ved håndleddet, og trampede samtidig ned imod hans sværdspids, så våbnet blev flået ud af hånden på ham. Treston tumlede fremad, mærkede broderens hårdhændede fingre gribe om sine hårrødder, sekundet inden han blev hamret med ansigtet først ind i den hårde klippevæg, så lys eksploderede for hans indre blik, og benene knækkede sammen under ham. 
    Fakkelskæret blinkede skiftevis ind og ud af mørket, der rullede frem over Trestons sanser, og han stønnede, da Ersten maste et knæ i nakken på ham og tvang hans arme om på ryggen. Det kolde klippegulv under hans kind bølgede kvalmende under ham, og det sidste han opfattede, inden mørket tog ham fuldstændig, var følelsen af at miste forbindelsen til sit chakra, da Ersten klikkede de Bundne håndjern om hans håndled. 

"Spar es. Jeg vinder igen."
På en kro tilbage i Dianthos havde Zirra brugt hele dagen på sprut og spil. Spil, hun mestendels havde tabt, men det gjorde ikke så meget efter de var begyndt at dele krystallerne mellem sig, hver gang den ene ikke havde flere. Den ene værende Zirra.
"Du er for god, Dev," sagde hun og forsøgte sig med et smil, mens hun bundede resten af sit glas mjød. "Er de ikke snart færdige? Kunne de ikke have holdt deres tidsplan og gjort det i går aftes. Jeg tror snart, jeg er mere ædru end jeg har lyst til ..."
Lige som Zirra havde fået sagt, gik døren til krostuen op, og det tog ikke lang tid for den nyankomne at finde sine venner... Eftersom der ikke var andre i kroen.
"De har fanget ham, ham der slap Sedna fri," lød det fra kvinden i døren. Hendes vejrtrækning vidnede om, at hun var løbet hele vejen herhen, og hun skyndte sig at lukke døren bag sig. Den lille kro var et af de steder, hvor spionerne kunne være lidt mere sig selv, fordi kromutter godt vidste, hvad de lavede, og kroen var lille nok til kun at få få besøgende. Det kunne næsten ikke kaldes en kro - det var mere en knejpe. 
"Vent..." sagde Zirra og så rundt på de tre andre ved bordet. "Slap Sedna fri... I sagde henrettelsen blev udskudt!"
"Undksyld, Zi," sagde Devranas straks. "Vi vidste ikke hvad der foregik på det tidspunkt. Vi var bange for hun selv var sluppet fri og kom efter dig, så vi ville ikke have du forlod os, og du var virkelig fuld på det tidspunkt, så fortæl os ikke, at du ikke ville have fundet din bror med det samme, du hørte om det."
Zirra købte den forklaring og satte sig igen ned på stolen, som hun havde været godt igang med at rejse sig fra. "Godt så. Så fangede de hende, eller hvad, Annabella?"
Annabella bed sig i læben og løftede hænderne i en alt, alt, alt for beroligende gestus.
"Hun slap væk," sagde hun langsomt og sank en klump. "Det var din bror, Zirra. Treston har begået højforræderi."
Zirra stivnede. Treston havde hvad?
Hun blinkede et par gange af Annabelle. Blikket svævede mod Devranas og spejlede sin fortvivlelse i hans medlidende øjne. 
Så hamrede hun hovedet ned i bordet.
Devranas skævede op til kromutter. "Jeg tror vi får brug for en omgang til."