Hun stirrede på ham, af en blanding mellem forvirring og en anelse forskrækkelse. Aldrig, aldrig havde hun set Pax sådan miste besiddelsen. Og det skræmte hende mere, end hvis en person havde stået og truet hende på livet - det havde hun trods alt oplevet en del gange før. Men dette, lige præcis hvad der foregik lige nu - var ikke noget hun havde prøvet før.

Intet af det han sagde gav mening, og for hende virkede det bare som en dårlig undskyldning for, ikke at fortsætte skænderiet han var løbet fra. “Jeg - forstår ikke hvad det er du prøver at sige.” Hun pegede på maleriet, “Min storebror malede det.. men det - det er ikke hvad det her handler om!” Råbte hun irriteret, og tog fat i hans skulder og vente ham mod hende. “Vi er på ingen måde færdig med det her skænderi! Og bestemt ikke efter du valgte at stikke halen mellem benene - helt bogstavelig talt! Du efterlod mig!” Hun var ligeglad med alt det andet, og det var nok også nemmere for hende. For hun havde ikke oplevet det - hun havde ikke set udviklingen, noget så skræmmende ske, som at kortvarigt miste en person men at skallen stadig var der. 

Pax åbnede og lukkede munden en enkelt gang, hvorefter han snerrede af luften. Han kunne ikke begribe, hvorfor Evlyn ikke også var forfærdet over, at hun tilsyneladende ikke kunne hverken deres kys eller hans bedende ord. Da hun dernæst rev fat i ham og vendte ham rundt mod sig, tabte Pax underkæben i en måbende grimasse.
”Kan vi lige snakke om, at du fucking glemte, hvem jeg var?”, råbte han tilbage. End ikke øjeblikket efter tog han en dyb indånding, i håb om at tæmme både afmagten og den galopperende mave, der stadig truede med at vende sig på vrangen.

”Jeg fik – for meget! Du – forlod mig!”, udbrød han dernæst, uforstående for, hvorfor Evlyn ikke forstod, hvorfor han var stukket af. ”Du smed ringen! Den jeg gav til dig! Til dig! Ikke til nogen anden! Det var dig, der skred! Hvad forventer du? Hvis det havde omvendt – ville du så ikke have brug for at løbe?”

“Du knækkede mig! Du ødelagde mig, og forlod mig før jeg overhoved smed ringen efter dig!” Hun vidste det ikke var retfærdigt at smide det efter ham, men nu når han var tilbage - var hun nød til at fortælle præcis det som der svømmede rundt i hendes hoved. For han havde tydeligvis stadig ikke forstået, hvorfor det havde gjort så ondt. 
“Du forsvarede ikke vores forhold! Du forsvarede kun det faktum hvorfor at Juno ikke ville komme tilbage, men aldrig at du var her - hos mig! Du kunne sagtens have sagt, at du ikke ville lede efter ham - for andre grunde end at du blot ville se om han var okay! Der var så meget du havde gjort for at forsikre mig, at det ikke ville ødelægge det vi havde!” Tårerne var begyndt at strømme ned af hendes kinder, uden at hun havde lagt mærke til det - ikke før at det begyndte at svig i hendes læbe der var flækket. 
“Og nej! Jeg var blevet! Jeg havde råbt og skreget, ind til at du havde forstået, hvor meget du betød for mig, hvis det havde været omvendt! Men du gjorde ingen ting ud over, at få det til at lyde som om at jeg var dum for ikke at fatte det! Det eneste du gjorde, var bare at få mig til at føle mig mindre værd i vores partnerskab!”

Pax trådte ubevidst et skridt tilbage, så hans ryg kolliderede med træ-væggen. Hans stålgrå øjne flygtede ikke længere, men lå klistret fast til Evlyns skikkelse, som kunne han ikke se andet end hende; som kunne hun forsvinde hvert øjeblik, det skulle være –

Forsvinde igen, huskede han sig selv på. Hun var forsvundet. Io var ikke Evlyn.

Han vidste ikke hvor længe, han blot stod og stirrede på hende, men omsider begyndte det at give mening for ham, hvorfor hun græd; hvorfor hun var vred; hvorfor hun var gået; hvorfor hun havde taget ringen af sin finger.
Med ét tabte Pax pusten, skubbede sig fri af væggen og skridtede tilbage mod Evlyn, hvis skikkelse han lagde sine arme omkring. ”Det skulle jeg have gjort, Eve”, undskyldte han lavmælt, næsten hviskende. ”Men jeg troede, du vidste, helt ind i knoglen, at det er dig, jeg elsker. Jeg tænkte ikke, at du… kunne tvivle på, hvor jeg stod og med hvem.”

Hun prøvede at vride sig i hans arme, som han lagde dem omkring hende. 
Slog mod hans brystkasse, som for at få ham til at give slip - men hun prøvede ikke at rykke sig ud af hans greb. Og ville han træde et skridt tilbage, ville hun gå efter og lade en knyttet næve hamre mod hans brystkasse - dog ikke hårdt nok til at det ville gøre nogen skade. 
“Hvordan kunne du ikke tro jeg ville tvivle? Jeg har aldrig oplevet noget lignende! Jeg har aldrig haft nogen jeg ture elske, jeg ture håbe på elskede mig uden at ende op død!” Hvæsede hun igennem hendes hektiske vejrtrækninger - “Nogen gange, nogen gange er du bare så dum!” Hulkede hun og slog ham lidt mere svagt mod hans brystkasse, som hun pressede sit hoved mod ham lige under hans hage. Hvordan kunne han ikke tro hun blev bange? De havde så meget de begge lavede hver især, begge store familier de skulle passe på, og ting der skulle gå op i en højre enhed. Hun havde også mennesker hun skulle tage sig af, som ikke handlede om Pax. Adena skulle hun passe på, fordi det pigebarn vidste ikke bedre selv. De to drenge de havde fundet, fortjente en barndom de kunne se tilbage på med glæde. Et monstre der skulle tages af, så det ikke kunne dræbe flere - som egentlig slet ikke burde være hendes ansvar, men det gjorde hun! Og for slet ikke at snakke om, at hun pludselig havde ansvaret for hele Proteaus klanen, og ikke kun den i Dianthos. Og filmen var bare - knækket. Det var for meget på hendes skuldre, alt for meget. 

Pax knugede Evlyn ind til sig, og uanset hvorhenne hendes knyttede næver ramte ham, forblev han stående med hende i sin favn, for selvom hun ikke kyssede ham, kærtegnede eller trak ham ind til sig, var Pax stadig lykkelig. Lykkelig og lettet, for… det var jo Evlyn. Hans Evlyn.

”Jeg ved ikke, hvordan man gør det her, Eve”, mumlede han, hvorefter Pax stak sin næse ind i hendes bløde krøller og lod duften af hende omslutte sig. ”Juno og jeg var aldrig… på samme måde som vi to. Jeg troede… efter jeg havde givet dig ringen, at du ville vide det.” De tofarvede øjne gled tungt i, des mere Evlyns nærhed lod sig registrere bag Pax’s pande, men det var behovet for, at mærke hende, blive tæt med hende igen, der ledte hans hjerteformede mund ned til hendes bløde hals, som han kyssede hengivent.

”Jeg skulle have sagt det. Det hele. Om min evne, om Juno… jeg skulle have fortalt dig det og der er ingen undskyldninger. Ingen forklaringer der er gode nok.” Pax’s læber fortsatte sine blide kærtegn, plantet forsigtigt imellem hans dybfølte ord. Hans stemme var lavmælt men ikke tøvende, for hvad han sagde, var oprigtigt og ægte. ”Jeg er dig fuldstændig loyal. Jeg er dig fuldstændig hengiven. Jeg tænker ikke på ham sådan mere. Jeg har ikke nogle behov, du ikke opfylder. Alt, hvad jeg vil have, er dig og du må vide alt. Jeg vil svarer dig med sandheden uanset...”

Hun sukkede dybt, som hun hørte hans dybe ryst gennem hans bryst. Selvom hun stadig var sur, vred og fuldstændig ved siden af sig selv. Så kunne hun jo ikke bare stoppe med at elske denne mand. Han var jo alt for hende, og det var jo ikke noget man bare kunne glemme. Selvom, at hun havde prøvet for en stund, fordi det virkede mere lokkende. For hvis hun ingen følelser havde, kunne hun jo hellere ikke blive såret. 

Hun fugtede sine læber, som hun mærkede hans læber der lagde sig på hendes hals. Øjnene lukkede sig i, som hun prøvede at forstå det turmult af ting der var sket på så kort tid. Men det var vel deres forhold, var det ikke? De var to fyrværkerier der altid formåede at gå af på samme tid. De kunne ikke være stille og rolige, idyllisk - og måske var det derfor de var nød til at sætte en bremse i det hele. Ellers ville de aldrig fungere sammen. 
Hun nikkede langsomt, og lod hendes hoved trække væk fra ham så hun kunne kigge op i  hans øjne. "Jeg forstår, det gør jeg." sukkede hun langsomt, og fugtede læberne; "Tror du, vi måske kunne prøve at tage et skridt tilbage? Der er - der er sket så meget på det sidste, og måske vi kunne prøve den her gang.. at gøre det rigtigt. Ikke bare kaste os mod hinanden, fordi at vores kemi flyver i retninger andre ville ønske. Ikke gøre det fordi vi driver hinanden til vanvid, og nogen gange kan vi ikke andet end at udtrykke vores følelser på nogen anden måde end at stoppe med at bruge ord.. Bare... jeg skal også huske jeg skal passe på min egen klan, og de begynder at sætte spørgsmålstegn ved, hvor meget af min tid jeg bruger over hos Ulveklanen."

Tror du måske, vi kunne tage et skridt tilbage?
Der er sket så meget…
Jeg skal også huske, at passe min egen klan…

Ordene gav genlyd alskens gange før, at Pax omsider fjernede sine hænder og stoppede sine hengivne kys – og selvom de fortsatte deres udødelige ekko, forstod Pax dem ikke. Han ville ikke forstå.

Uden at vide det tog Pax to skridt tilbage, så han atter kolliderede med træ-væggen. De tofarvede øjne fæstnede sig på den blonde kvinde, som så han hende først nu; som var hun dukket op af den blotte luft. ”Det kan jeg jo ikke sige nej til…”, fnøs han mumlende, hvorefter Pax skar en grimasse og lo tomt. ”Og hvad betyder det så? At vi… hvad? Knalder rundt som vi har lyst til? Ser hinanden, når der er tid til det? For det har vi begge to jo massere af – tid, mener jeg. Og hvad skal det nytte? Hvad er formålet? Hvad er det, du vil have?” Pax kunne ikke stoppe sine ord i at forlade hans mund, selvom hans læber og ansigt blev strammere og strammere; mere og mere forpint. Til sidst skubbede han sig selv fri af væggen og skridtede hvileløst rundt i den lille hytte.

”Men… fint. Du kan få din tid. Jeg skal hente Juno hjem. Når jeg kommer tilbage… så vil jeg have et svar. Et fucking endeligt svar på, hvor den ring skal gøres af.”

Igen, hørte han jo ikke hvad hun havde sagt, ikke det hele i hvert fald. Selvfølgelig kunne han sige nej! Og hvorfor tog han det som en ting, at hun nu ville ud og hore rundt, hvem troede han lige hun var? Hun blev rødglødende, og det kunne tydeligt ses i den måde hendes kæbe spændte sig sammen og tænderne begyndte at glide hen over hinanden. Og han gav hende ikke en gang lov til at snakke, til at forklare sig - før at det igen handlede om Juno, og hun skulle give ham et svar. De salte tåre gled stadig ned af hendes kinder, hun kunne mærke hvordan at øjnene begyndte at hæve op og svigende frygteligt. Det var da ikke okay, hvorfor skulle det være så svært? Var det virkelig meningen det skulle være så svært?

Endelig slap spændingen i hendes kæbe, som tungen gled ud og langsomt fugtede sig hen over læberne. “Du er så blind og indsnævret nogen gange! du høre jo kun det du selv vil - jeg spurgte om vi kunne gøre det rigtigt!” Hvæsede hun; “Og igen er du allerede på vej ud af døren, vil tage afsted for at hente Juno hjem - og så skal jeg give dig mit svar, når du kommer tilbage!? Hørte du overhoved hvad jeg sagde! Jeg sagde vi skulle prøve at gøre det her rigtigt!” Skreg hun, og greb ud efter koppen der stod på bordet stadig fyldt med solbær te. Det var først da hun kylede kruset efter ham, som landede mod væggen bag ham - da væsken væltede ud af glasset og skolede sig hele vejen ned af hendes hånd. At hun duftede det, solbærteen, hun havde ikke drukket det siden - siden at hendes far første gang havde slået hende. Hun sugede luft ned i hendes lunger, for ikke fuldstændig at miste besiddelsen. Kunne igen mærke, hvordan noget rev og sled i hendes sind, men hun gav det ikke lov - ikke nu, de var ikke færdige! 
“Jeg har ingen intentioner om at finde en anden at hive med i min seng! Det var aldrig det jeg hentydet til! Jeg mente at bruge tid på at lære hinanden at kende - foruden rivalstadiet og de voldsomme elskede der kaster sig ind i et ægteskab uden - uden - Du sagde selv at alt var gået så stærkt, at du ikke følte du kunne fortælle mig ting længere! Hvornår vågner du op!? Hvornår stopper du med at høre andet, end de dårlige ting som der kommer ud af folks mund! For hvis du nu hørte hele sætningen, kunne det være, at det slet ikke var så slemt!?”

Selvom porcelænskoppen kom flyvende, rørte Pax sig ikke ud af stedet. Han vidste instinktivt, at den ikke ville ramme ham, men det forhindrede ikke dens skår eller resterne af det varme vand i ikke, at støde ind i hans nøgne overkrop.
Pax syntes dog slet ikke at bemærke det. Han stod, stadig lænet op af træ-væggen, hans arme lagt over kors og hans tofarvede øjne fæstnet urokkeligt på Evlyn. Og skønt det måske ikke lignede det, forsøgte han ihærdigt, at forstå hvad Evlyn sagde. Noget, der forårsagede hans hastige vejrtrækning og sammenbidte kæber.

”Men jeg forstår ikke, hvorfor vi ikke kan være sammen for at gøre det”, mumlede han, hans stemme ikke vaklende selvom, at den var lavmælt. ”Og hvordan – jeg forstår ikke, hvordan det ville se ud i praksis! Hvornår ser vi hinanden? Sover vi stadig sammen? Og hvad fortæller vi til alle de andre? At vi er sammen, men at vi er ved at lære hinanden at kende?”

MHendes fingre brændte, efter af den stadig kogene væske havde kastet sine dråber hen over den fine hvide hud. 
Igen spændte hendes kæbe i, hun kunne ikke begribe hvorfor det var så svært for ham at forstå, hvad det var hun mente. Havde det altid været så svært? Hvor var den tid blevet af, hvor de kunne stå og skændes, råbe og skrige af hinanden - ting kom flyvende. Men passionen for at blive ved, stå tæt ved hinanden den havde stadig været der. Hvor var tiden blevet af, hvor han havde løbet efter hende, som hun selv havde båret sig frem mod monsteret. Hans blik som han havde kigget på hende, og hun havde følt at han ville altid være der. Selvom han havde alt at miste, respekten for hans klan hvis han valgte hende og de ikke godkendte det. Det blik, hvor hun havde troet på nogen holde af hende. 
Og han havde fundet hende igen, som hun var blevet smidt i mudderet næsten ugenkendelig. Passet hende, plejet hende - elsket med hende. 

“Jeg forstår ikke, hvorfor du ikke tror jeg mener vi skal gøre det samme.” Sagde hun svagt og lod blikket glide væk fra ham, måske havde det hele bare været en løgn? En romantisering gennem hendes egne øjne, fordi han havde været det eneste faste og stabile i hendes lange lorte liv?  
“Og jeg forstår ikke hvorfor du ikke kan finde en løsning for os, men kun finder problemer...” hun fjernede arrigt de tåre der gled ned af hendes kinder igen. Hvilket fik hende til at hvæse af smerte. 
“Hvis det for svært for dig, kan det vel også være lige meget - så det jo klart, så jeg ikke det værd.” Hviskede hun næsten uhørligt til sidst. 

Du er intet værd, ingen vil elske dig som mig. Høre du mig Evlyn. Du skylder mig hele mit liv! Smerten af læderet der slog hende hen over ryggen, som fik hendes skrig til at kaste sig mod væggene af det ildelugtende rum - hendes krop reagere fysik på mindet, som hun spjættede. Med hurtige skridt fandt hun stolen og satte sig ned. Hun kunne næsten høre ham, høre hvordan han fortalte hende hun ingen ting var værd. At ingen ville elske hende som hun ønskede. Aldrig ville hun få, eventyrslutningen hun så inderligt håbede.

Pax skar en grimasse og fløj væk fra sin henslængte position ved væggen. ”Jeg spørger dig efter løsninger! Jeg vil gerne finde dem! Jeg vil gerne forstå, hvad du mener! Hvorfor du siger, som du gør og hvad, du gerne vil have, at jeg skal gøre, så jeg kan gøre det!”, forsøgte han desperat at forklare.

Uden at ænse det, hev Pax den modsatte stol ud og satte sig tungt på den. På intet tidspunkt forlod hans tofarvede øjne Evlyns skikkelse; de søgte rundt nærmest i panik, da Evlyn hviskede sine nådesløse ord. ”Kan du ikke se, at jeg prøver, at finde mening i det, fordi jeg gerne vil dig! Jeg har ikke haft en – en kæreste før, hvis det er det, vi er og pludselig kaster du en fucking bombe! At vi skal tage et skridt tilbage og jeg aner ikke, hvad det betyder! Hvordan det ser ud for os! Så hjælp mig forhelvede!” 

Spørger efter løsninger. 
Hvad var det Adena havde sagt til hende for ganske nyligt? Du finder altid løsninger på folks problemer, hvad skulle jeg dog gøre uden dig? Ja, hun var personen som altid klarede alle andres problemer. Men hvorfor, til hvilken nytte? Alt virkede bare - som en ond drøm, nej mareridt. Det føltes som et mareridt hvor man var ved at drukne og ikke kunne få luft længere. 
Det gik ikke Evlyn forbi, at Pax satte sig ned på den modsatte stol. Alt virkede bare for uoverskueligt, som om de var ved at nå et afsluttet kapitel. Som at Pax og Juno slet ikke var et færdig skrevet et, trods at han havde svoret at det var. Men hvorfor så opsøgte og finde personen igen? I hvert fald for at bringe dem med hjem, det ville jo være som hende der prøvede at finde Alran, da hun havde fundet ud af at han var fanget af mørket. Og nu også - havde sluttet sig til dem? Nogle mennesker, var bare ikke ment til at blive i ens liv. 

“Det passer jo ikke? Du har jo haft Juno, prøver du at sige til mig, at du ikke vil gå gennem ild og vand for ham?” Sagde hun hæst, og lod endelig blikket glide op. “Og hvad betyder det? Det betyder, at vi skulle se tiden an, være sammen, finde hinanden igen efter sådan et skænderi som vi har haft. Nyde vores fritid sammen, hvor vi ikke spænder rundt og oplever forfærdelige ting. Nævn mig en gang, hvor vi bare har haft noget der lignede et roligt øjeblik sammen - bare et. Et hvor der ikke er blevet smidt en bombe, som at mørkelver pludselig har kontrol over ens tanker, et øjeblik vi ikke flygtede fra monstre med børn med os, et øjeblik hvor jeg ikke blev stukket ned, du ikke havde mistet et øje - hvor jeg ikke skulle hjælpe dig med at beholde klanen. Bare, et øjeblik - hvor du tog dig tid til mig, og jeg tog tid til at være sammen med dig.”

Pax skar en grimasse og smed begge sine hænder igennem det askegrå hår. ”Juno og jeg var aldrig – hvad end vi er, så var vi aldrig på den måde! Han havde én allerede!”, udbrød Pax og før, han kunne nå at stoppe sine næstfølgende ord, al frustrationen, alle hemmelighederne og al skammen, fortsatte han; ”og jo, jeg ville gerne! Jeg ville gerne være mere, men det var bare en stor, fed løgn for ham! Han søgte noget hos mig – noget, jeg ikke ved, hvad var men som han troede, at han kunne få, hvis vi bare – hvis vi bare – bare var sammen, som du og jeg er! Men bare fordi, at jeg ved det – bare fordi, jeg forstår hvorfor, så vil jeg aldrig lade ham hænge et eller andet sted, der fucking ikke er hans eget hjem, Eve! Jeg har kendt ham siden, jeg kom hertil! Når han blev bange, ikke? Så ville han tage min hånd, også selvom de andre drenge gjorde grin med ham – og han ville kravle op til mig og falde i søvn i mit skød, fordi han af en eller anden grund stolede på mig fra start!” Pax tav brat og sank en klump, hvorefter han gned sit udsultede ansigt. Hans vejrtrækning var overfladisk, næsten hvæsende, men han vidste også, at der ikke var nogen vej tilbage. Evlyn måtte – skulle – vide sandheden.

”Jeg – svigtede ham. Det var min skyld – min skyld Asad satte ild til deres hjem. Det er min skyld, Juno har mistet nogle af sine børn. Min skyld han ikke har et skide hjem mere! Så ja, jeg vil gå igennem ild og vand for ham, for hvis jeg havde handlet anderledes dengang – hvis jeg ikke havde tabt kontrollen, så ville han… så ville han fucking stadig have… så ville han fucking stadig have Lizzy… som var… et lille barn…” Pax tabte pusten, des mere han talte, indtil hans vejrtrækning var så hektisk, at det lignede, han havde spurtet flere hundrede meter dertil.

Hun ville ønske hun kunne føle noget, sådan som han endelig åbnede op og forklare. Hun ville ønske, at følelsen af oprigtig sorg for at han skulle have oplevet det, ville dukke frem. Eller bare noget, som er var andet end den tomhed der bare opslugte hende. 
Og den var forfærdelig, denne følelse af intethed som hun bare betragtede ham med tomme øjne. Det var nemlig forfærdeligt, selvfølgelig var det dét. Ingen skulle da føle de var skyld i at et hjem var brændt ned, og Juno mistede nogle af hans børn. Og måske, hvis hun havde vidst det fra starten. Så kunne hun have følt noget, hvis ikke hun allerede var blevet ødelagt, af at han havde beskyldt hende for ikke at ville fortælle alt. Hvis ikke følelsen af at han ikke stolede på hende overhoved, var blevet så tydelig for hende, som hun havde spurgt ham om hvad han ville gøre hvis hun vidste hvor Juno var. Og måske havde det været forkert at sige det på den måde, men hun havde jo aldrig tænkt sig at holde den for sig selv. Hun havde bare ikke tænkt over det, før hun stod i situationen og huskede at manden havde fortalt hende det. Der havde været så meget andet, som der havde været første prioritet for hende.
Eller det at han ikke med det samme havde taget hendes ansigt mellem hans hænder, kigget hende ind i hendes øjne med de to, som hun havde sørget for han nu havde. Og forsikret hende, at de var dem, for altid - men han havde behov for at gøre det her, netop af den grund som han lige havde forklaret. Så måske, måske hvis han ikke var løbet sin vej i en form hun slet ikke vidste han kunne tage. Og hvis hun ikke vidste de ting om ulven, som hun vidste nu.
Hvis der var så mange andre ting, som der var gået anderledes - så ville hun havde siddet med følelse. Men lige nu, var der ingen ting. 
“Hvorfor er det din skyld?” Fik hun endelig frem, selvom hun mest af alt ville spørger ham - om han overhoved havde hørt hvad hun havde spurgt om - nævn mig bare en enkelt gang, hvor vi har haft et øjeblik bare med os selv. Og så begyndte han at fortælle hvordan at Juno havde kravlet op og faldet i søvn på hans skød? Hun sukkede, og lod blikket glide ned mod hendes rødlige hånd. 

Pax skar en grimasse og mærkede, hvordan noget – et eller andet indeni ham – begyndte at sive ud af hans næsebor og åbenstående mund. Skuffelse? Afmagt? Højst sandsynlig en blanding hviskede en næsten uhørlig stemme, der ikke kunne være Pax’s egen.

… for du havde håbet, hun ville trøste dig. Tage skammen fra dig for bare et øjeblik.

”Fordi Asad havde givet ham så mange bank, at han lignede en fucking blomme i hovedet. Brækket så mange knogler, vredet hans skulder af led… alt sammen bare for… sjov. For at bevise, at Juno ikke var noget… at Asad var bedre”, hørte han sin stemme hviske. ”Så jeg tog hjem til Asad og sørgede for, at han fik samme behandling. Jeg var så… så vred… på en skide taber af et stort, ondskabsfuldt barn. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke… endte med at slå ham ihjel. Jeg tror, at Ruk eller Will kom… jeg kan ikke huske det. Jeg var – så rasende…”

Pax tav og sank en voksende klump i halsen. Dernæst lo han tomt – ligeså tomt som Evlyn betragtede ham. ”Det tog Asad nogle uger at komme på benene igen. Nok til at han kunne sætte ild til Rotternes hus… han vidste godt, at Juno var min unge… det vidste alle. Også selvom Juno forsøgte, at skabe så meget distance til mig så muligt i starten… men… Juno… jeg hjalp ham fra tid til anden… krystaller, jobs, mad til børnene, da han var væk fra hovedstaden en periode…” Og jeg kunne have taget det hele, Eve. Jeg kunne have taget rub og stup, og Juno ville ikke kunne have gjort noget…

Det gjorde jeg bare ikke, fordi at jeg elskede ham. Som min søn, som min bror og som jeg elsker dig. 

Hun nikkede langsomt, og håbede noget ville komme frem. En følelse, et eller andet - den samme voldsomme krampe i hendes mave. Tårerne måske der ville falde ned af hendes kinder igen. Men der kom intet, alt var bare - sort. 
Hun trak vejret langsomt, og lod øjnene forlade hendes såret hånd og lagde dem igen på Pax som han forklarede hvorfor det var hans skyld. Det var den typiske - det er min skyld, fordi jeg forsvarede dem jeg holde af. Også tog de hævn og gjorde det meget værre. Hun følte at Pax havde fremlagt samme scenarie foran hende før. Eller også var det en anden? Det var i hvert fald ikke en ny ting. 
Hun sukkede og fugtede læberne, rejste sig op og gik hen til gryden der var blevet brugt til at lave varm te før. Og begyndte at lave noget på nyt. Umådelig langsom i hendes bevægelser. 
“Hvorfor er det så din skyld? Det er vel Asad der startede det hele, han valgte at brande hjemmet ned, og derved også tage skylden på hans skuldre for de børn der måtte brande inde.” Sagde hun, og hæv nogle af de krukker der stod på hylderne ned, for at bestemme sig hvilken te hun gerne ville have. 

Pax forblev tavs, længe efter Evlyn havde stillet sit spørgsmål. Samtlige af hans celler skreg efter at rejse sig fra stolen og forlade den lille hytte, løbe i skovens bløde mos og ikke vende tilbage til livet som menneske i uendelige tider, men Pax forstod instinktivt, at rejste han sig igen, så var det endegyldigt slut –

Hvormed han blev siddende. Krampagtigt, næsten sammenkrøllet og let dirrende forblev han siddende på den hårde træstol, indtil Evlyn havde lavet en ny kop te og kunne tage den første tår. Pax sank en klump, ikke interesseret i, at de skulle skændes om, hvorvidt det var hans skyld eller ej, hvilket resulterede i, at han rømmede sig og dernæst rystede på hovedet.

”Du har ret. Vi har ikke haft et øjeblik, hvor alting ikke gik i kaos.”

Han svarede hende ikke, så hun stod blot og kiggede på vandet der lige så stille begyndte at koge. Hun hørte hans vejrtrækning, mærkede hvordan hun kæmpede med at finde sig selv, og hvad hun følte omkring hele denne forfærdelige dag. 
Næsten uden tanke begyndte hun at gøre sin te klar, så mekanisk at det næsten ikke virkede menneskeligt. Da teen var færdig, kølet en anelse så tog hun endelig en tør. Og først der sagde han noget; De har ret, vi har ikke haft et øjeblik hvor alting ikke gik i kaos.
Hun stoppede hvad hun havde gang i, og satte koppen fra sig. Det var vel lige så meget hendes skyld som det var hans. Selvom lige nu, var det meget nemt at give ham alt skylden.
Hun satte koppen fra sig, og vente sig mod ham. Hendes hænder lagde sig mod bordet der var bag hende og betragtede ham for en stund. 
Så sukkede hun og lod blikket glide ned mod hendes sko. De slidte næsten færdige sko, også skubbede hun sig væk fra bordet hun havde lænet sig op af og skridtet hen mod ham.
Hun gik rundt omkring bordet, og knælede foran ham. Lagde sine hænder på hans lår, og kiggede op med hendes blå øjne.
“Undskyld.” Hviskede hun blidt, og mærkede hvordan at hendes underlæbe begyndte at ryste. “Jeg - undskyld.” Hviskede hun igen, og lagde hendes hoved med panden mod hans lår. 

I det at Evlyns pande kolliderede med hans lår, tabte Pax pusten. Han kunne ikke aflægge afstanden til hende hurtigt nok og han skubbede sig selv ned på knæ, siddende foran hende. Straks derefter gled hans muskuløse arme omkring hende og Pax trak hende ind til sig, som afhang hans liv af dét øjeblik og deres nærhed.

Stadig var hans åndedrag overfladisk og hektisk, men Pax stak næsen ind i alle de blonde krøller og hev desperat Evlyns duft ned i hans lunger. Hans hænder kunne heller ej finde hvile, og samtidig afkrævede han af dem, at de fortsatte med at knuge Evlyn indtil sig.
”Undskyld”, hviskede han, ivrig efter at dele det øjeblik med hende og kommer over på den anden side; dér, hvor alting kunne blive rart igen og hun ville smile sit lille, hemmelighedsfulde smil til ham. Kun ham.

”Undskyld, Eve. Undskyld! Vi kan – vi kan spise aftensmad sammen. Kun os. Ingen børn eller – og vi kan gå ture eller overnatte i skoven eller – vi kan – vi kan gøre lige, hvad du vil!”