En klukkende lav latter der fik skuldrene til at ryste let, rungede lidt i baderummet ”Nej naturligvis ikke, beklager Percival.” medgav han med et glimt i øjet over kattens påmindelse af det åbenlyse. Nej, han var så sandelig ikke længere et barn. Det havde han ikke været længe nu, men det var først nu han rigtig var ved at blive en ung halvdyrs kat, på vej ind i de voksnes plads på flere måder, hvis han lod sin herre få sin vilje; ikke at Llyon havde tænkt sig at tvinge sig over ham, men frustrationen ville nok være svær at skjule ved en afvisning.
Der var lagt for meget tid og for alt mange krystaller i Percival på nuværende tidspunkt.

Hænderne lod han hvile på hofterne, men ikke mere fast end at da katten løftede sig over ham, for at række ud efter sæben, gled de naturligt længere ned på ydersiden af lårene. Næsten uskyldigt, havde det ikke været fordi fingrene spredt mere ud, for at kunne mærke mere af den bløde hud under dem. Ikke fordi han ikke stolede på Percival’s evner til at kontrollere sæben uden, at lade den løbe ned i Llyon’s øjne, men mere som en naturlig reaktion lukkede dæmonen øjnene i, som halvdyret begyndte at sæbe håret ind.
”Vil du kun vaske håret?” brummede han tilfreds over den i igangværende hovedmassage, der fulgte med hårvasken. Spørgsmålet var tydelig ladet med en hentydning af han ikke ønskede, at de lyse fingre kun skulle bevæge sig gennem de hvide lokker. Han håbede på at Percival, ville bide på, og med ivrig stemme ytre han heller end gerne ville vaske mere end bare toppen. Det ville gøre det så meget nemmere at ’gengælde’ tjenesten.

Dæmonen vidste at alt hvad Percival ønskede var at behage ham, gøre ham glad. Det var derfor et tarveligt spørgsmål at stille halvdyrskatten. Spørgsmålet havde været ladet med forventningen om han ville gå med til at vaske mere, end bare sin herres hvide lokker.
Svaret var tøvende og fuldt af usikkerhed, enten skabt af han ikke var sikker på svaret var det Llyon ønskede at hører eller fordi han ikke turde lade hænderne bevæge sig rundt, på den solkyssede hud.
”Godt.” brummede han lavt ved svaret, mens et skævt men tilfreds smil trak den ene mundvig op ad. Øjnene forblev lukkede både da Percival lod blikket søge ned mellem dem. Selv med lukkede øjne kunne Llyon fornemme blikket på der forsvandt ned i vandet og landede på den, som fortsat var påvirket af at have den tætte hudkontakt med katten. Den var bestemt ikke faldet af at have ham siddende på skødet, tværtimod.
Percival var på ingen måde underernæret, men den androgyne og slanke kropsbygning, der kun var blevet tydeligere ved det manglende hvalpefedt, gjorde hoftebenene mere iøjefaldende. De mørke hænder gled sig kælent fra lårene op til hofterne, som de lukkede sig omkring med tommelfingrene følgende knoglens skarpe kant under dem.

Udadtil virkede han rolig, afslappet, men havde Percival kunne se ind i Llyon’s indre så ville han se en kamp for at holde sig selv i kort snor. Det ville være så let at trække det unge halvdyr tættere, helt ind til sig og lade hænderne gå på opdagelse under vandet.
Vandet løb fri fra øjnene, men som en ekstra hjælp til Percival lænede Llyon hovedet bagover og lod det ene øje åbne sig på klem ”Måske skulle jeg tage dig med i bad oftere? Du er jo et talent til at vaske hår.” det åbne øje blinkede drillende, men ordene mistet ikke deres oprigtighed, ikke første del.
Sæben blev vasket ud af håret, nysgerrigt gled det andet øjne op da katten knugede hænderne hårdt omkring kluden i et tilløb.
Kluden ramte halsen i forsigtige bevægelser, der på ingen måde var sikre. ”Her lad mig.” lød det i en opmuntrende tone. Den ene hånd slap sit tag om Percival’s hofte, kun for at lukke sig om hånden med kluden og forsigtigt blev den taget fra ham ”Lad os starte med dig, jeg er jo ikke den eneste som er i bad.” med de ord gik dæmonen i gang med at vaske sit kæledyr, med langt mere selvsikkerhed i sine bevægelser. Startende ved skulderne, ind mod brystkassen og kraveben før hånden bevægede sig ned over resten af overkroppen "Fortæl mig hvis det er ubehageligt.".

Løftet blev givet uden meget omtanke eller betænkelighedstid om Percival nu også rent faktisk var villig til at forpligte sig, til at vaske Llyon’s hvide krøller resten af hans dage? Det hovedløse svar fik Llyon til at klukke ”Er du sikker på du vil kunne komme op så tidligt?” spurgte han drillende, men ikke nedværdigende. Naturligvis var han bekendt med kattens sløve morgener, hvor det typisk først var op ad formiddagen han fik slænget sig fri af silkelagnerne.
Badet betød ikke nødvendigvis at dæmonen forventede, at halvdyret forblev oppe, så skulle det da kun være fordi han ville følge sin herre ned til morgenmaden. Mad der for Llyon primært blev indtaget af fornøjelse, end som kilden til energi for hylsteret. Ville han havde det mindste imod at se ind i de isblå øjne, mens sødmefulde frugter blev indtaget? Bestemt ikke!

Sukket var som engle sang, med en grådighed frembrusende efter at hører endnu et og et til efter det. Betragtede han helt opslugt Percival’s fine ansigtstræk. Han ville ikke bare hører sukkende, han ville se dem!
Hænder lukkede sig om håndleddet og selvom Llyon ikke mødte modstand, stoppede hans bevægelser og kluden sin færden. Kursen blev lagt om og i stedet for at bevæge sig ned, gled kluden over den mælkehvide hud, tilbage ad samme vej den var kommet ”Det er okay Percival. Den kommer ikke nær.” forsikrede han med blød stemme, lænede sig frem og kyssede den sorthåret ung kat på panden. Grænsen blev sat og selvom den hvidhåret mand nok uden større problemer kunne skubbe til den, så måtte han også være langsigtet og slå koldt vand i blodet. Tøjre sin egen lyst, endnu en gang...

For en med udsigten til at leve evigt, var tid en finurlig størrelse. Dage kunne med lethed føles som sekunder, dage som timer, uger som dage og 5 år som måneder. Sådan havde det været lige siden Llyon havde betrådt jorden under sig, første gang i sin ånde form.
De sidste 5 år havde dog været helt anderledes, hvert og et af dem havde føltes som et helt århundred var passeret. For første gang i sit liv havde dæmonen oplevet at tiden gik langsomt. Han havde endda flere gange sænket det en tanke, om det var sådan at mennesker og andre kortlevende racer mærkede tiden?
I det 5 år havde Percival altid anstrengt sig for at behage sin herre og det havde alle dage været nemt, at se når han troede han fejlede i lige netop dén ene ting.
Dét udtryk gled over den sorthåret dreng, Llyon havde forudset det komme allerede inden det overtog de blå øjne helt. Snakken var aldrig faldet på hvad Percival havde måtte stå som vidne til, da han havde sin tid hos slavehandlerne. Delvist fordi Llyon ikke interesserede sig nok for det, hvis han da skulle være ærlig overfor sig selv. Den mere overfladiske grund var han ville beskytte sit kæledyr for at mindes sine traumer, i stedet for at genopleve dem.

Han nåede kun at tænke tanken, om at ville bilde Percival ind at det virkelig havde været okay, at han intet havde gjort forkert ved at bremse hånden, før de slanke arme snoet sig tæt omkring og fik Llyon til at udbryde et overrasket ”Percival dog.”.
Bløde pelsede øre strøg mod læberne, gjorde det uimodståeligt ikke at placere kys på deres spidser. En træng han modsat den mere kødelige lyst, gav efter for. Beskyttende arme gled omkring katten, sørgede for at holde ham tæt mod den brune hud, mens Percival’s egne slap grebet. Kysset på panden var mindst lige så uventet som måden han havde kastet sig om krammende mod dæmonen. ”Nååh, så det syntes du er en god ide?” klukkede han ved forslaget om at mødes på midten.
Havde det været enhver anden ville forslaget blevet fejet af vejen før det overhovedet blev en overvejelse, men noget i de violette øjne sladrede. Llyon overvejede det faktisk.
Brummende af velbehag for de varme, fløjsbløde læber mod panden, lænede han sig roligt tilbage mod kanten bag sig ”Okay, men kun de dage jeg ikke har vigtige møder, aftale?”.

Den ene arm fjernede sig fra at ligge omkring katten, mens den anden fortsat lå omkring, så han blev holdt tæt ind mod sin herre. Den frie af hænderne strøg Percival over siden af halsen, videre op den spidse kæbe og det skarpe kindben til den forsvandt nussende ind i de sorte krøller ikke langt fra den plyssede øre ”Har jeg nogensinde løjet over for dig Percival?” spurgte han moret over hvor stor reaktion, hans ellers accept for en ændring af den ellers så fastlagte morgen rutine, kunne medføre. "Naturligvis, det er jo så lille en ting at ændre, at prisen for dit smil er det hele værd.".

Llyon lagde hagen hvilende mod toppen af Percival’s hoved, da han lænede sig ind til hylsterets brystkasse ”Min kæreste lille kriger, hvordan vil du så sove om natten, hvis du sover hele dagen væk? Hvem skal så dele min seng med mig?” spurgte han lydende til at være oprigtig interesseret i svaret. Ordne var dog sagt for at skyde halvdyrets uigennemtænkte plan helt i sænk, på en måde hvor det ikke blev for tydeligt. I stedet rystede han let på hovedet med et lille lavt suk ”Jeg ville være frygtelig ked af at skulle undvære dig hos mig om natten.” hviskede han, velvidende at de skarpe øre nok skulle opfange hvert et ord. Ord som var helt oprigtige, da dæmonen ville savne at have sit kæledyr til at slænge sig i de dyre silkelagner.
”Men, vi skal have vasket sæben af dig inden den tørre ind, det kan vi jo ikke have vel?”

Giftgrøn jalousi kunne nærmest mærkes dryppe af hans ord. Llyon’s ord om at erstatte eller helt undvære den unge kat i sengen, havde utvivlsomt prikket til noget som han var sikker på Percival ingen gang selv var klar over hvad var, ikke at det generede ham det mindste. Jalousien var i stedet nærende og tilfredsstillende på sin egen dybt forskruet facon.
Den kunne blive et middel til kontrol over kælekatten.
”Okay, okay jeg sover kun med dig i vores seng. Det lover jeg dig Percival, med lige så stor sikkerhed som mit hår er hvidt.” løgnen var kun halv, men ordene virkede overbevisende sande, for det var nøjagtigt det det var – sande. Løftet var om sengen, deres seng og sagde intet om tiden udenfor, så længe han sørgede for kun at dele den stille nattestund med den sorte kat blev løftet ikke brudt.
Llyons’s hænder slap Percivals nøgne krop og bløde krøller, kun for at lukke sig omkring hans hænder – forhindre ham i selv at vaske sæben af sig ”Lad mig.” hænderne blev løftet mod de mørke læber, før nænsomme kys blev placeret på hver fingerspids.
Dæmonen slap hænderne, så han selv kunne samle vandet mellem hænderne og lade det stadig varme vand hældes ud over den fejlfrie mælkehvide hud ”Du må aldrig tror du vil kunne være skyld i kede følelser hos mig min kriger, aldrig nogensinde.” en hovedrysten understregede hans ord.
Sæbens skum blev langsomt skyllet af halvdyret, kun enkelte håndfulde mere var alt der skulle til, men inden de blev hældt over ham rømmede Llyon sig ”Når sæben er væk, så skal du tørre sig og finde det tøj frem du ønsker at ankomme til Dianthos i. Det er ikke koldt, men heller ikke varmt som her i syden. Resten af det tøj vi skal bruge køber vi i byen… - Jeg kommer ind til dig så snart jeg har skyllet mig efter, okay?”.

Den unge kat gjorde et ihærdigt forsøg på ikke at lade jalousien skinne igennem hos sig, et forsøg der nok var løkkes med stor overbevisning, havde det ikke været fordi manden overfor ham havde haft ham fra ganske ung killing. Noget ukarakteristisk lod Llyon dog denne gang passere, for tiden skulle nok komme, hvor den sorte kat ikke kunne skjule sine sande følelser for sin herre, og måtte gå til bekendelse – kun for at blive mødt med forståelse og bløde hånd strøg over de ravnsorte lokker og pelse trekanter.

De sidste håndfulde vand, blev om muligt hældt langsommere ud over sæbeskummet, der så snart det ramte bassinets vand, nærmest opløste sig, som havde det aldrig dækket Percival’s lille krop for blot få øjeblikke siden. Det var svært, tæt på umuligt for dæmonen at undertrykke lysten til på ny at lade lavendel skum dannes, kun for at se de løbe af teenagerkroppen igen. For som vand havde lavet løbespor for sæben, havde han fantaseret om at mørke hænder fulgte, den samme rute ned over den perfekte hud.
Med sæben væk var Percival hurtig til at følge de ordrer der var blevet ham givet, så hurtig at han var væk fra skødet, før den lyshåret mand overhovedet havde fået samlet sine tanker.
”Husk nu, ikke for varmt eller koldt vel?” mindede han ham om, mens han blev siddende tilbage i det stadig varme vand. Kun flyttende sådan på sig, at han længst muligt kunne følge halvdyrskatten inden han forsvandt ud af baderummet.
Sikker på han var alene, sank han længere ned i vandet så også skuldrene var dækket, og vandets overflade ved selv de mindste bevægelser strejfede begge øreflipper.
Det var bestemt ikke hans fortrukne at skulle ty til selvhjælp, men den tætte kropslige kontakt med Percival, berøringerne og den voksende lyst gjorde det umuligt at ignorere og at lede tankerne ad andre veje. Sukket var tungt da hånden lukkede sig om ham selv, og i en fast rytmisk bevægelse fik vandet til at skvulpe mod mosaik bassinets kanter. Øjnene lukkede sig solidt sammen og baghovedet lænede sig tilbage mod kanten i et anstrengt støn, hvorefter efter han blev siddende til vandets overflade igen var roligt.

Da Percival endelig kom tilbage, efter hvad der virkede som en evighed, stod Llyon klædt i samme hvide tøj, som han var ankommet i, den gang for 5 år siden på markedspladsen for slaver. Smilet strakte sig fra øre til øre, da hans kælekat kom ind i kammeret, klædt som en ægte ørkenprins – en stærk kontrast til den unge slave, som han var gået afsted med sidst de hvide klæder havde været fremme ”Med en mundering, så ville man være en skarn at være efter dig, for tiden det tog dig at komme tilbage. Jeg er meget tilfreds Percival, men vi skal have fundet en tynd jakke til udover vesten ellers kommer du til at fryse – og hvilken skam det ville være, at du skulle blive syg under vores tur.”.

Tre lange skridt var alt det skilte herren fra hans kæledyr. En afstand som blev lukket i lange og flydende bevægelser inden den sidste rets af Percival’s selvsikre udstråling svandt ind. To fingre lagde sig under den spidse hage. Blidt men bestemt tvang Llyon hagen op og hovedet tilbage ”Der er intet i vejen med dit tøjvalg, lille kriger. Jakken kan være overflødig, men jeg vil nødigt at du bliver ilde tilpas under vores tur. Viser det sig at være for varmt, så kan den tages af igen og så må jeg indrømme min fejl.” tommelfingeren bevægede sig hen over underlæben, inden dæmonen fjernede hånden ”Virkelig? Det må vi huske at få lavet om på, når vi kommer hjem igen. Jeg mener jeg, men du skal naturligvis være medbestemmende i, hvordan rejsesæt til vores næste Dianthos tur skal tage sig ud, når jeg hidkalder skrædderen.” der med bekendtgjorde han at denne tur, kun ville være den første af mange.
Med blikket løbende over Percival, fra tå til top, overvejede Llyon sine muligheder. Katten ville svømme i jakker syet til hans hylster og dog!
Med en hurtig bevægelse, trådte han hen til at solid træ kiste og fik åbnet låget dertil. Mørke hænder rodet igennem de forskellige farver af stof, inden han trak en jakke midnatsblå jakke op med sølvtråds broderinger langs kanterne ”Denne her burde kunne gå an, den har aldrig passet mig, men håndværket er for godt til at smide væk.” sagde han med et selvtilfreds smil på læberne, mens han drejede mod Percival med jakken holdt op. Alt halvdyret skulle var bare at stikke armene i ærmerne, mens hans herre sørgede for at holde den i korrekte højde. Jakken ville måske være til den store side, men ikke mere end den stadig ville sidde nogenlunde.

Så snart Percival var klædt ordentligt på. Gik kursen til tjeneste boligerne nær de store staldbygninger, hvor den ene holdt de mere eksotiske af de større dyr og den almindelige ridedyr som heste og kameler. Ingen af Llyon’s højtskattede fragt dyr skulle dog agere transportmiddel denne dag. Et faktum der blev ganske klart, da en ældre gråskægget mand med gedebukkeben og horn i panden, med et ansigt så rynket at det var svært at skelne mund fra folder, stod klar til at modtage dem ”Percival, dette er Jabal. Han vil sørge for vi kommer sikkert frem til Dianthos. Det er vigtigt at du ikke slipper hans hånd på noget tidspunkt, uanset hvor rundtosset eller svimmel du bliver.” alvorlige øjne søgte kattens, han ville være sikker på at han forstod alvoren i ordene. ”Det er helt normalt at blive lidt utilpas, hvis det er første gang du rejser med teleportation.” forsikrede den ældre mand den unge kat, med et smil der knapt kunne løfte rosin ansigtets folder.

En klukkende latter forlod Llyon da Percivals kønne blå øjne lod til at spærres væsentligt mere op, så snart det lod til at gå op for halvdyrskatten, at Jabal ikke var som langt de fleste slavebundede tjenestefolk i ørken chautuet. Ikke alene havde holdte han ingen anden opgave end at transportere besætterdæmonen rundt i landet, men også hans udseende skilte sig ud fra resten. Alle de andre slaver, der ikke var en del af den evigt voksende samling, var alle af racerne menneske eller ørkenelver.
Roligt lænede Llyon sig nærmere det ene af de sortpelsede øre og hviskede med blød og smilende stemme ”Jabal er næsten ren satyr, men har en lille snert af halvdyrsnæsehorn i sig.” det forklarede både gedebukkeben og det ene horn i panden. Til dels også det kraftigt rynkede ansigt.
Det var på ingen måde en blanding som Llyon normalt ville holde, men Jabal havde vist at være sin vægt værd i krystaller. Foruden udsigten til at dæmonen ikke skulle ud og finde en ny teleportør lige foreløbigt, så kunne han godt leve med den korte tid han skulle se på den grimt udseende mand.
Modviljen fra katten var stor, men ikke større end han både hilste på blandingen, men også lod Jabal tage hans hånd, så snart den hvidhåret herre havde nikket forsikrende. Der var ingen vej udenom, hånden skulle holdes hele vejen. Llyon tog uden tøven Jabals frie hånd i sin ”Husk nu, ikke noget med at slippe ellers er det ikke sikkert du ender samme sted, som mig.” mindede han Percival om, inden de alle tre i et hvidt lysglimt forlod Rubinens varme luft.
Tiden det tog at ankomme til destinationen i en lysglimt magen til det man var afrejst i, var aldrig helt til at sætte en finger på. Det eneste der var en sikkerhed, var den summen der ville sidde i kroppen efterfølgende. En summen der kunne give følelsen af at være rundtosset og ør i hovedet.
Lydene og lugtene var noget helt andet end hjemme, at de var dukket op i nærheden, af markedspladsen gjorde ikke lige frem dem mindre.
Llyon slap satyr blandingens hånd og trådte hen foran sin kat ”Var det slemt? Ønsker du noget at drikke eller måske en blomme at spise?” at han forslog en blomme var naturligvis ikke tilfældigt. Det var det første han havde fremmanet for 5 år siden, under Percivals første større rejse.

Alt styrke den unge kat besad, blev lagt i at fastholde sig til Jabals hånd. Noget den aldrene satyr blanding ikke helt var forberedt på, hvilket viste sig i den skævt optrukne overlæbe og en lille rømmen. Herefter gled hans øjne i, som han visualiserede sig Dianthos gader for sit indre.
Kort efter dukke de tre mænd op i samme hvide lys, som de havde forladt Rubinen i.

Mørke hænder greb fat i ung katten, så hans knæ ikke endte med at tage den fulde vægt af hans sammenfald, men ikke tids nok til at undgå knæet i at støtte mod stenene, kun akkurat hurtigt nok til ingen skade ville ske på det delikate knæ.
”Det ved jeg lille kriger.” mumlede Llyon med læberne hvilende mod det sorte hår, inden et blidt kys placerede sig over bølgerne. I mellemtiden lukkede armene sig tæt og beskyttende om Percivals slanke skikkelse, så snart han søgte trygheden i dæmonens favn.
Roligt og forholdsvis ubesværet af at den ekstra vægt Percival var, fik Llyon både ham selv og katten på benene uden helt at slippe sit tag omkring sit kæledyr. Først da de begge stod med begge fødder placeret solidt på jorden under dem, gav ham slip og stak en hånd i sin sandlomme. Nøjagtigt som tilbage til den første dag, hvor halvdyrskatten var undsluppet de dårlige kår og trådte ind i livet som kun en ørkenprins kunne missunde, fremmanede den hvidhåret dæmon en sødmefuld og saftig blomme til hans pynteslave. Så snart de spidse tænder punkterede blommeskinnet, vendte Llyon sig mod Jabal og uden så meget som et ord udvekslet, sendte han ham afsted med et kort og diskret nik.
”Vil du se på de mange boder først? Eller vil du gerne se hvor vi skal sove?” spurgte han med en fremstrakt hånd, der inviterede katten til at tage den i sin.