Dagon stoppede ikke blot ved en gang. Han kunne dog godt mærke at han blev nød til at bruge lidt flere kræfter på at holde hende, men da hun skreg så dejligt i smerte var det næsten nok til at han havde fået sit fix. Han var dog langt fra færdig og gjord hvad han måtte for at holde hende på plads. Han ville ikke lade hende slippe endnu. Se! sagde han højlydt i begejstring, Det var da kun så skønt var det ikke! fortsatte han og begyndte han føre sit underliv frem og tilbage med hårde bevægelser. Jo mere hun strammede og bevægede sig for at komme væk, jo mere nød han det. Smilet på hans læber blev bredere. Om hun var jomfru eller ej havde slet ikke været en tanke for ham. Han var også klar over at hun nok ville være ødelagt for hvem end der måtte komme efter, men han tænkte også at eftersom hun boede herude i en skov, afsides alt andet, at hun nok var ganske alene og at der ikke kom nogen hos hende. Det var en komplet eksalterende følelse han havde i kroppen nu. og nu han var i gang havde han ikke i sinde at stoppe før han var færdig.

Da Dagon kunne mærke hvor tæt han var på være færdig trak han sig helt ud af hende blot for at give et sidste hårdt skub ind i hende igen, med alt han havde tilbage. Han nød det med alle hans sanser, mens han kunne høre på Nianna at hun vist ikke længere havde kræfter til at modstå ham, hvilket blot opildnede ham endnu mere.
Efter at han var kommet op i hende med alt han havde at byde på trak han sig ud af hende. Han ville ikke helt slippe hende endnu og tog, med sin frie hånd, fat i en af de skarpe negle på den hånd han holdte bag hendes ryg. Så du nød det også? sagde han og grinede højlydt, mens han begyndte at trække i hendes tommelfingernegl. Han var stadig nysgerrig efter om hun ville skrige lige så højlydt ved dette, især hvis hun ikke havde mere energi at give af.

Hun havde aldrig følt en så stor afsky, som da hun mærkede på ham at han fik gjort sig selv færdig, men hun sagde intet, rørte sig ikke ud af flækken, forholdt blot øjne lukkede som forsøgte hun, at flygte ind i sig selv, væk fra den virkelighed der var så grum hun ikke havde lyst til at være til stede i det. Da hun mærkede ham flytte fokus væk fra hendes røv, hen imod hendes hænder, bed hun tænderne let sammen, som han begyndte at trække i den. Til at starte med, var det ikke voldsomt smertefuldt, den flød mere sammen med resten af smerten i hendes krop, men jo mere han trak i den, jo mere klemte hun øjne sammen. Hun nægtede det, hun ville ikke skrige igen, om han så rykkede samtlige negle af, hun var færdig med at give ham den fornøjelse. "Så bliv dog færdig...." knurrede hun dæmpet efter ham. 

Hun satte den frie arm i jorden, og med de sidste kræfter hun kunne mønstre, vred hun sig rundt på jorden, så hende arm ikke længere skulle være vredet så ubehageligt op på ryggen af hende, men hun i stedet kom om på ryggen at ligge. Hendes blik var hårdt, den varme sødme der før havde været i hendes blik var brændt væk af vrede til ham. "Nå?" lød det sammenbidt i en provokerende tone, som var han en sløv padde. Hendes blik flakkede kort ned til hendes hånd, han havde fat i, hun måtte erkende det var meget behageligere nu end før, omend det brændte af smerte i hendes røv nu hvor hun lå på ryggen.

Dagon var så forbavset over at hun alligevel havde styrke nok tilbage til at vende sig om på ryggen, at han stak hende en lussing så det stak i hans egen hånd, hvorefter han rejste sig op, mens han stadig holdte om hendes håndled. Han havde egentlig fået det ud af hende som han ville. Men skulle han gøre det af med hende som han plejede. Røgen omkring dem lettede og samlede sig nær hendes hoved. Du skal vide at du ikke har været den værste jeg har været sammen med. sagde han og smilede grumt til hende. Hans greb om hendes håndled var stærkt nok til at hvis hun forsøgte at tvinge sig fri ville hun brække den. Han vidste godt at hun bare gerne ville væk fra ham, men han var ikke helt færdig med hende endnu. Han havde jo ikke tortureret hende nok, rent mentalt altså. Men hvad kunne han dog bruge mod hende. Han vidste faktisk intet om hende han kunne bruge. Han vidste intet om familie eller venner, andet en der var en der havde reddet hende fra en vampyr. Giv mig tre gode grunde til at jeg skulle slippe dig fri. sagde han roligt mens han smilede bredt, selvom at det gjorde lidt ondt i hans kind. Det kunne sikkert godt komme til at give nogle ar fra hendes negle.

Helt uforberedt på den hånd der kom imod hendes kind, spærrede hun øjne forskrækket op som den ramte hende hårdt og præcist med en voldsom kraft. Hun sagde ikke en lyd, men måtte blinke nogle gange for at samle sit fokus igen, som det dunkede i hele hendes hoved og smerten brændte i hendes kind. Hun havde det som om samtlige blodkar i hele den side af ansigt var sprunget ved slaget, som varmen blot fortsatte med at sprede sig med en voldsom intensitet. Da han rejste sig op, uden at slippe hendes håndled blev hun helt automatisk trukket med op og sidde, hun samlede benene og trak dem helt ind til sig, trods det kun forværrede smerten fra hendes røv. Hun spændte let i kroppen, men til hendes skræk forværrede det kun smerten, så hun måtte kæmpe for at slappe af, inden hun vendte de blanke og let blodskudte øjne op imod ham, det var tydeligt at se hun havde grædt, men dog ikke gjorde det længere. 

Lyden af hans stemme, fik hende til at spænde op i kæberne og knytte begge hænder, inden hun lod blikket dale ned over ham, alt ved hans krop vakte en grim væmmelse i hele hendes krop, men hun var vred, så vred over det han havde gjort imod hende og indtil nu havde hun ikke kunne forsvare sig en eneste gang. Så da hun så røgen komme nærmere, skulle hun havde en chance for blot en smule gengæld var det nu, han havde jo trukket hende op i den helt rette højde, hævnen kunne være så sød, som hun svang den knyttede frie næve af alt hendes styrke imod hans stadig nøgne skridt i håbet om han ville kunne smage blod de næste mange dage. "Til helvede med dig!" svarede hun arrigt som det eneste, til hans kommentar, for et sted var hun ikke sikker på han overhovedet havde tænkt sig at skænke hende friheden, hun ventede blot på han ville slippe sit greb om hendes håndled så hun kunne flygte fra hans røg og nærvær.

Han var slet ikke forberedt på at hun stadig havde energi og kampgejst i sig, så da hun huggede ham i skridtet slap han hendes hånd med det samme og begyndte at ømme sig voldsomt. Han begyndte hurtigt at få en smag i munden han aldrig havde oplevet før. og sikke en smerte. Ikke nok med at han var komplet uforberedt på angrebet så gjorde det også mere ondt end han havde kunnet forestille sig.

Selvom at det gjorde ondt og at han følte at han ikke engang kunne gå og da slet ikke løbe var det alligevel en ny oplevelse af smerte han aldrig havde oplevet. Det gave en form for ny energi. Hans krop derimod kæmpede imod og ville ikke mere. Hvis han kunne græde ville der have trillet mere end blot en tåre ned af hans kind, så stærk var smerten. Alt den sorte røg han havde samlet forduftede i den lette brise der flød gennem lysningen. Han fik dog trådt et par skridt væk fra hende mens han fortsat ømmede sig. Han kunne godt mærke at det måske ville vare noget tid før han igen kunne bevæge sig ordenligt.

Et øjeblik sad hun helt chokeret, hun havde ramt, hun ramte faktisk! Det tog hende blot et øjeblik at indse det, og indse at han havde sluppet hendes håndled før hun hastigt trak det til sig, hun sprang på benene som han trak sig baglæns og røgen den forsvandt i vinden, men vreden var ikke forduftet den pulserede stadig i hele hendes krop, og han virkede oprigtigt helt ude af stand til at gøre modstand, skulle hun nogensinde få den fulde hævn måtte hun handle hurtigt, selvom det ville være så meget klogere bare at stikke af, samle sit tøj og løbe som havde hun fanden hamselv i hælene. Det føltes så uafsluttet, for alt den smerte han havde påført hende, et enkelt slag var ikke nok til at tage hævn over alt han havde budt hende, den måde han havde forulempet og påført hende smerte på. Uden yderligere ventetid, end den tid det lige havde taget hende at komme på benene sprang hun frem imod ham, selvom han var større og tydeligvis stærkere, var han lige nu presset på en punkt det var yderst følsomt, så med hænderne på hans brystkasse, trak hun benet tilbage, og sendte knæet direkte imod hans skridt. Hvis hendes øjne kunne dræbe, var der ingen tvivl om han ville falde død om igen, for hendes øjne slog gnister af raseri. Han måtte lære at dette var ikke noget hun ville finde sig i, hun ville aldrig lade sig knække af ham uanset hvor meget smerte han ville påføre hende. 

Som Dagon stod med hænderne i skridtet og ømmede sig lod han ikke mærke til om Nianna stak af eller hvad hun gjorde, før hun pludselig stod foran ham med hænderne på hans bryst og sparkede ham der hvor han havde allermest ondt. Det var som at gnide salt i et åbent sår. Heldigvis havde han stadig sine hænder til at tage det værste af slaget, men det kunne stadig mærkes og det gjorde stadig ondt. Hvis han ikke havde så ondt ville han knække nakken på hende. Altså efter han havde knækket alle andre knogler i hendes krop.

Han bakkede et par skridt mere og fik øje på sin le han havde kastet på jorden tidligere. Han var ikke længere interesseret i at torturere hende. Nu ville han blot dræbe hende. Så han greb ud efter sin le og fik sig rettet op, dog med en del besvær. Nå så du vil gerne lege lidt mere. Sagde han og lo, for at skjule hvor ondt det egentlig gjorde. Han vidste godt at han ikke ville være i stand til at følge efter hende ind i skoven. Men han ville være beredt hvis hun ville prøve igen.

Da hun havde held til at sætte endnu et slag ind imod hans skridt, omend hans hænder dog noget at slaget fra hendes knæ, bakkede hun stille væk. Hun havde ikke i sinde at lege mere, slet ikke nu hvor han formåede at få fat i sit værktøj, hun bed let kæberne sammen. "Det pyntede næsten..." bed hun efter ham, som hun havde set hans ansigt forvredet i smerte nu. Hun samlede sit tøj op med et par hurtige bevægelser, trods smerterne var hun stadig for meget oppe og køre af vreden til at hun lod sig bremse af det. Ganske vidste sved og brændte den i hele hendes krop, men hun stoppede ikke for at bruge tiden på at tage tøjet på, med det i favnen satte hun imod det sted hun var kommet fra, så hurtigt hun overhovedet kunne præstere. 

Da hun nåede træerne og den lille åbning hun var kommet fra, satte hun hånden på træet hun før havde gemt sig ved, lukkede øjne et ganske for at fokusere. Vreden der pulserede i hende boostede hendes evne, og træet blokerede overraskende hurtigt passagen bag hende, så han ikke ville kunne følge efter medmindre han havde i sinde at hakke sig vej igennem grene og buske, inden hun satte i løb. Tårerne begyndte at vælte ned af hendes kinder jo længere væk hun kom fra ham, men hun kunne ikke søge direkte hjem, hun måtte være sikker på at han aldrig ville finde hendes sted, før hun kunne tage hjem.

Dagon var ikke helt tilfreds med at hun nåede at stikke af. Selvom at han nød en god jagt, vidste han at han ikke havde en chance for at fange hende nu, hvor hun var komme mellem træerne igen. Han kiggede dog noget da han så hvordan åbningen der tidligere havde været mellem træerne nu var lukket og Nianna var helt ud af syne. Støttende på skaftet af sin le vraltede han over til han pose som lå på jorden fra der hvor han havde landet. Selvom at han havde ondt som bare pokker, havde han det stadig godt indeni efter at have forvoldt en lille uskyldig pige som hende, så meget smerte. Og til hans viden havde han taget noget fra hende som hun aldrig ville få igen.

Da han havde tage sin pose og bundet den på leen igen, spredte han vingerne og satte af fra jorden. Han fløj sin vej, om end noget langsommere end før. Han havde ikke længere lyst til at opholde sig der, men hvis han nogensinde så hende igen ville han med glæde fortsætte hvor de slap.

Som han fløj over skoven holdte han stærkt øje med om han kunne få øje på hende mellem trækronernes toppe. Nianna! råbte han gentagne gang med hans ny lidt lysere stemme.

Som hun bevægede sig igennem skoven, i den modsatte retning af sit hjem, lyttede hun opmærksomt til sine omgivelser, inden hun til sidst stoppede op under et stort træ, hvor hun kunne skjule sig i skyggerne, inden hun med landsomme bevægelser trak sit tøj på. Den værste af adrenalinen i hendes krop, var begyndt at lægge sig og hun kunne for alvor mærke smerten pulser i hele kroppen, hendes røv, det brækkede ribben, det ømme hånd og kinden som stadig sved som bare pokker. Synet var også blevet sløret på det øje, som hun følte sig hævet i kinden, han havde virkelig formået at få ram på hende, men hun måtte hjem og brygge lidt af sine urter sammen, for hun vidste ikke hvornår Orcus ville vende tilbage, og det sidste hun ønskede var at han skulle se hende i en sådan forfatning, hun måtte skjule sine skader og forsøge at glemme alt om dette møde inden han ville vende hjem igen.

Da hun hørte vingeslag i luften over trækronerne, stivnede hun fuldkommen i kroppen, som hun trykkede sig ind imod træstammen. Hun hørte hvordan han kaldte hendes navn, og fik det til at løbe hende koldt ned af ryggen, end ikke vejret trak hun efter, før hun var sikker på han var langt væk derfra, før hun trak vejret dybt og kun åndede forsigtigt ud igen. Hun stod tavst og lyttede til hun ikke længere kunne høre ham, før hun bevægede sig lige så langsomt i modsatte retning igen væk fra ham, hjem imod hendes lille skjulte oase i skoven, hvor hun kunne gemme sig og komme til hægterne igen. 

Hun stoppede først da hun var sikkert henne ved tjørne krattet som omkransede hendes hjem. Hun måtte samle alt sit fokus, og fik til sidst den lille passage til at vise sig, hvorefter hun krøb ind i sikkerhed og lukkede passagen igen efter hende. Stille kravlede hun over for at finde den mixtur hun havde liggende gemt fra den sidste fuldmåne, hvor hun havde plukket sine måneskinsliljer, mens de var mest kraftfulde. Hun drak hele mixturen, vedvidende at den ikke ville heale hendes brækkede ribben, men de fleste andre ydre skrammer ville det heale, inden hun brækkede en lille stilk af sin hyld. Hun måtte bruge al sin fokus for at kunne trække al væsken ud af stilken, til den tørrede helt ind. Inden hun gav op og lagde sig ned på siden midt i hendes oase, hun havde ikke flere kræfter tilbage til at kunne tilberede den mixtur hun skulle bruge stilken til, hun måtte bare ligge og samle kræfter og udholde smerten indtil da.

Hun lagde armene om sig selv, knugede dem tæt ind til kroppen, som hun skar en let grimasse og trak benene tæt op til kroppen, inden hun faldt i søvn.