Hans blik havde virket så hårdt til at starte med, men hun åndede lettet op da det virkede til hans godtog hendes undskyldning og lod hende komme lidt væk igen. Det var mere fugt i luften nu med regnen, men det var ikke nær så køligt som det havde været natten igennem, og hendes kappe ville kunne holde det meste vand væk fra hendes overkrop. "Uden min kappe, ja.. Men tror godt jeg kan klare det.." svarede hun oprigtigt, inden hun løftede blikket imod ham. Hun vidste ganske vidst ikke hvor langt de skulle, men der ville nok ikke gå mange timer inden solen ville titte frem og kaste sin varme ned på dem igen, så hun følte sig sikker på at hun godt kunne klare resten af turen, hvis han var ivrig efter at komme afsted.

Hun måtte da også selv indrømme, at indeni spirrede en vis nysgerrighed frem, for hvad der ventede hende, hvilket herre det var Philotanus havde i tanker, hvad der ville ske med hende og hvor henne hun ville ende i landet, forhåbentligt ikke i norden, det ville blive en kold og nok kort fornøjelse, da der var grænse for hvilken kulde hun kunne udstå.

Hun mærkede Serpico snor sig om hendes krop, som hun rettede sig selv mere op, og rettede lidt på hendes klæder under den varme kappe. Der gik ikke længe inden den store slange kom til syne og snoede sig omkring hende som den hvislede imod Philotanus, men ikke med en truende adfærd. Coffey kunne heller ikke lade være med at smile let inden hun vendte blikket imod Philo. "Han takker dig for varmen igennem natten.." forklarede hun med en spinkel stemme, og selvom smilet lå på hendes læber var hun vagtsom, for hun ønskede ikke der skulle ske hendes slange noget, hun strøg ham blidt under hagen med den ene hånd, og betragtede hvordan den store slange krøb sig omkring hendes hånd. 

Det var måske forkert at bekymre sig for en simpel slave, men hvis hun ikke nåede frem, så havde han spildt energi og timer i hendes selskab. Noget som han ikke ville kunne få tilbage, så han ville langt hellere sikre sig, at de begge nåede frem til deres destination, så Philotanus kunne give hende videre til dem, der måske kunne bruge hende. Han kunne jo ikke love hende, at de ikke bare ville sælge hende videre, for hun var et særligt eksemplar og kunne derved sagtens sælges videre, så andre kunne få noget ud af hendes væsen. Derfor havde han også givet hende et valg med hensyn til regnen, men hun lod ikke til at gribe chancen om at vente i tørvejret, som Philotanus nikkede til hendes ord. Hvis hun følte hun kunne klare sig igennem vejret, så kunne de lige så godt komme afsted. ”Så lad os komme videre” forklarede han med et nik imod døren, som han også trak vingerne til sig og ikke længere skærmede for vinden der strøg igennem den lille hytte.

Efter at have trukket armen til sig, gjorde han klar til at rejse sig. Dog kunne han nemt fornemme, hvordan slangen under hendes kappe begyndte at bevæge sig, derfor stoppede han også i sine bevægelser og vendte blikket imod hende og dernæst kappen. For hvilke planer havde slangen nu med ham? Han skævede lidt til Serpico, da hovedet dukkede frem og tungen begyndte at bevæge sig. Han havde ikke mulighed for at forstå slangens sprog og måtte derfor tage hendes ord for sandheden. Stille nikkede han til hende. ”Det var nu ikke for hans skyld.. Men godt så” svarede han en smule henkastet, som han vendte blikket imod hende, så placerede han en hånd imod væggen bag sig og skubbede sig en smule væk for at komme på benene. Vingerne følte en smule stive i det, men han kunne ikke sprede dem ordentlig i hytten, det måtte vente til de kom udenfor. Han rakte en hånd frem imod hende, hvis hun skulle have hjælp til at stå mere oprejst. ”Vi skal bare lige rundt om skoven” forklarede han, som de ikke havde langt igen, før at de ville nå den nedlagte kro, omdannet til beboelse.

Coffey gjorde et ganske lille nik til hans ord, inden hun trak sig lidt længere tilbage. Hendes blik fulgte hans bevægelser som han kom op på benene. Hun glædede sig virkelig til at få halen strukket lidt ud, med så mange muskler som der var i den, kunne den sagtens blive øm hvis hun lå forkert, og især når hun var blevet kold, da de mange rystelser altid fik hende til at spænde op i hele kroppen. Hun mærkede Serpico på sin krop, som han også bevægede sig let, men han gjorde ikke mere væsen af sig, gemte sig blot under kappen hvor der nu var varmt og ville forblive tørt. Han var lidt egoistisk når det kom til stykket, men det ville ikke gavne nogle af dem hvis han også blev våd og kold, så ville de blot være to ynkelige stakler på tur.

Da han rakte hende en hånd, tog hun blidt imod den, inden hun fik sig rettet op. Hun vendte blikket imod halen som strakte sig over gulvet og vred sig rundt bag hende, i forsøget på at vågne op, da han forklarede hvor langt de skulle blev hun dog lettere overrasket, hun havde forventet de skulle meget længere, men det gjorde kun turen i regnvejret mere overskueligt. Hun lagde hætten over hovedet, inden hun fulgte ham ud, for kun at stoppe ganske kort i døren. Hendes blik gled rundt, der var lyst nok til hun igen kunne se, trods det grå og triste vejr. Regnen stod ned i stive stråler overalt omkring dem, og med et lille suk, pakkede hun kappen tæt omkring sin krop, for at holde varmen inde, inden hun fulgte ham ned af trappen. Hendes lange hale bevægede sig ubekymret ned af den, og hun holdt også balancen betydeligt bedre nu hvor hun var blevet varm igen, og hendes tempo var ligeså også forbedret. 

Det var rart at komme op og stå igen, som Philotanus muligvis ville have foretrukket at sidde i stolen, men alligevel havde ofret sin egen komfort for at holde slaven varm. Det var en besynderlig gestus, men han formåede at holde hovedet koldt, som han forventede at Coffey ikke ville dvæle mere ved tanken, men at de kunne fortsætte som slave og herre lige nu. Han vendte blikket imod hende, han kunne godt fornemme at slangen bevægede sig under hendes tøj, men de var vist kommet til enighed, så slangen lod ikke til at se ham som en eventuel trussel overfor Coffey længere. Han vendte blikket imod vinduet, som han forberedte sig selv på at skulle få våde vinger. Eller det ville være det mest naturlige for ham, hvis han fik våde vinger, men lysten til at det skulle ske, var der ikke lige. Så spørgsmålet var om han skulle bruge sin evne for at forhindre netop det. Men selv på den korte tur, kunne de hurtigt dræne nogle kræfter, som han ville skulle bruge på hjemturen.

Pludselig mærkede han hendes hånd i sin, som havde han glemt, at han havde tilbudt hende at løfte hende op. Men han tog let fat omkring hendes hånd og hev hende op. Han slap hurtigt hendes hånd, som hun skulle have chancen for selv at samle sig, før at de tog afsted. Philotanus vendte sig imod døren, som han trådte derhen og skubbede den lette dør op, som vinden strøg igennem hytten på ny. Han trådte ud på terrassen, som han fik spredt sine vinger ordentligt ud og bevæget dem en smule op og ned, lige for at få følelsen tilbage. Så blev de let foldet imod hans ryg, som han kiggede sig over skulderen, for at sikre sig, at hun fulgte med. De få trin ned af trappen var hurtigt taget, som han vendte blikket imod horisonten og begyndte at gå. Regnen slog lystigt imod hans krop, som han så lettere utilfreds imod himlen og straks ændrede tyngden omkring hans skikkelse, så dråberne gik i stå det sekund de kom tæt på ham. De fik lov til at svæve i luften, indtil han havde passeret dem, og så faldt de imod jorden. Philotanus vendte blikket imod hende, som han nikkede til hende og pegede i den retning, de skulle tage. Inden længe ville de ankomme, så ville det være op til Elinor at håndtere hende og varme hende op igen, hvis hun blev kold.

Coffey betragtede Philotanus nøje, som han spredte vingerne helt ud foran hende. Hendes blik gled over dem, granskede hver en deltajle af dem, inden hun slog blikket let ned. Brisen udenfor var kølig, og den strømmede imod hendes kappe, der heldigvis holdt hende varm for nu. Med en dyb vejtrækning, fulgte hun ham ud i regnen, stadig med lidt afstand til ham og af ren respekt for hans status også et skridt bag hans side. Hun bemærkede hvordan regnen stod stille over ham, så han ikke blev våd, det var et besynderligt syn og hun kunne ikke lade være med at tænke over, om det mon var den samme evne som tidligere havde tvunget hende helt ned i jorden for hans fødder. Hun mærkede en skælven løbe ned af hendes ryg, ved tanken om den magt han så let havde haft over hende, hun havde ikke kunne stille noget op imod ham, og trods halens styrke havde hun været helt forsvarsløs. Selvom det burde være en følelse hun var vant til, brød hun sig ikke om at blive placeret i en sådan position.

Hendes blik fulgte hans hånd, som han viste hvilken retning de skulle i. Hun gjorde et tavst lille nik, hun kunne allerede nu mærke knuden i maven, for hvad ville vente hende? Ville det være en frygtelig tid hun gik i møde, eller ville det blive som hun kendte fra sin fortid? Hun bed sig tænkende i læben, inden hun knugede armene let omkring sig under kappen, kørte neglene let over huden, så hun kunne mærke den lette svien i hendes arme, for at tage hendes tanker hen på noget andet. Hun vidste det ville være længe helet inden de nåede frem, det ville ikke kunne falde tilbage på Philotanus at hun havde mærker. "Philotanus..." lød det stille fra hende, som hun løftede blikket op imod ham, i håbet om hun måtte fortsætte, og hvis han gav lov ville hun gøre præcis dette: "Kan De fortælle noget om Herren, De planlægger at sælge mig til?" Hendes stemme helt dæmpet og usikker.

Det var rart at få løsnet musklerne i ryggen og dermed få rørt vingerne, som han havde brugt de meste af natten på at holde vingerne bredt udover dem begge. Men han bemærkede ikke at hun betragtede hans vinger, som han hurtigt foldede dem imod sin ryg og begav sig ud i regnen. Så længe at han kunne holde regnen på afstand, havde han i sinde at gøre det. Det var ikke det største problem for ham at holde evnen aktiveret omkring sig selv, det ville blive mere udfordrende, hvis han skulle udvide feltet og inkludere hende. Men nu var hun jo kun en slave, så det var i hvert fald ikke forventet af ham, at han gik så langt. At holde hende varm i løbet af natten, måtte være nok til at gøre hende evig taknemmelig, ikke sandt? Philotanus holdt blikket imod stien, som han ledte dem langs og rundt om skoven, som han også havde forklaret hende. Der var ikke meget mere, der skulle siges imellem dem, som de højst sandsynligt ikke ville få hinanden at se igen. Det forventede han i hvert fald ikke.

Der var ikke så mange tanker forbundet med at overlade hende til Elinor og senere Valtor, hvis hun gjorde sit for at komme så langt i forløbet. Det var ikke fordi Elinor var den sværeste at bestå testen hos, men hun kunne jo altid forandre sig, når hun blev givet videre? Der hvilede i stedet et roligt blik i hans øjne, som han viste hende vejen. Han bemærkede ikke noget forandret ved hende lige nu, som de vandrede igennem regnen og efterlod sig et mudret spor på deres vej. Men snart nærmede de sig kanten af skoven og stien, der endnu engang delte sig. Dog stoppede han op, som hun sagde hans navn højt og straks fik hans opmærksomhed, før at han stak hænderne ned i lommen på sine bukser. Han nikkede til, at hun kunne fortælle sine tanker, som hun jo tydeligvis gik rundt med noget på sinde, ellers ville hun næppe kigge sådan på ham. Hendes spørgsmål lød bekendt, som hun havde forsøgt noget lignende tidligere. ”Herren er retfærdig og forventer kun det bedste af sine slaver. Så jeg vil råde dig til at følge anvisningerne til punkt og prikke” svarede han med et nik, før at han fik øje på et lysglimt i det fjerne. Fra en høj og ensom bygning. ”Jeg tror nu nok, du vil passe ind” fortsatte han, som han mente, at der var en chance for at hendes mange år i det samme erhverv kunne være en fordel for hende. Så kendte hun allerede sin plads.

Da han valgte at besvare hendes spørgsmål, lyttede hun opmærksomt til hans ord. At følge anvisningerne til punkt og prikke, det burde være til at kunne klare, selvom hun ikke helt vidste hvilke anvisninger hun kunne risikere at møde, måske de ville acceptere en blid opstart, for trods hendes mange år som slave, vidste hun jo slet ikke alt, kendte ikke alle regler og normer, blot hvad hendes eneste Herre forventede af hende. Hun trak vejret dybt, så hele hendes brystkasse hævede sig, inden hun gjorde et lille nik. Hans forsøg på at muntre hende op, eller hvad han forsøgte, så ud til at virke. Hendes ansigt blødte op over hans ord, som gav de hende mod til at se fremtiden i øjne og møde den med et smil, mens hendes blik vandrede rundt i omgivelserne. Hun havde ingen ide om hvor han ledte hende hen, hun kendte intet til området, og var ikke vant til på den måde at skulle finde vej rundt i landet.

Hun blev dog nysgerrig, da hun i det fjerne kunne se nogle lysglimt. Var det mon der? Hun skævede op imod Philotanus, i forsøget på at aflæse hans ansigt, om det var stedet han havde søgt. Hun fulgte med i hans tempo, selvom regnen var kold og klam, formåede hun stadig at holde det vigtigste af sin krop tør og varm. Hun brød sig ikke om det våde vejr, slet ikke i en situation som denne fordi hun vidste hun ikke kunne undgå mudderet, hvor meget hun end ville ønske det. Det var noget andet med menneskene, de gik på to ben med fodtøj de kunne tage af, hun havde ikke samme mulighed med sin hale, den kunne ikke bare fjernes på den måde fordi den var blevet snavset. Det nærmeste hun kom var de hamskift hendes krop gennemgik med en 3-4 måneders mellemrum, det var ikke så ofte længere som da hun var yngre hvor det var hver eneste måned hun skiftede sin ham på halen, dengang var det fordi hun voksede ud af dem, nu var det mest slid og lidt på grund af forandringer. Hun mærkede knuden i maven vokse lidt, jo nærmere de kom det hus i det fjerne. Hun foldede hænderne let foran sig under kappen, mens hun fulgte efter ham.

Det var svært for ham at lægge alle kortene på bordet, da han ikke vidste, hvordan Elinor og Valtor ville reagere på hende. Derfor kunne han kun gisne om, hvad de ville syntes om hende, men han var af den overbevisning af Valtor foretrak lydige slaver og derfor ikke ville have de store problemer med hende. Philotanus kunne godt fornemme på hende, at hun måske havde blandede følelser om hvad der ville blive af hende, hvor hun ville ende og hvordan det ville kunne gå hende. Men han kunne ikke sige mere, end han allerede havde gjort for at berolige hende, derfor lod han også emnet ligge, som de fortsatte langs med stien.

Skoven fortsatte med at være på deres højre hånd, som de stødte på en sidevej, der ledte ned imod huset med lyset. Der var ikke flere bygninger i området, men længere ude i horisonten kunne man fornemme Lazura og floden der bugtede sig i landskabet. Det var et frodigt område, men bestemt koldt, som det ikke nødvendigvis ville passe til Coffey krop. Men det var sandsynligt at det blot var midlertidigt. Desuden så var huset ikke uden en varmekilde. Han kunne fornemme på hendes bevægelser, at hun søgte en form for bekræftelse i, at de var ved at nå deres destination. Derfor valgte han blot at nikke til hende, uden rigtig at besvare det blik hun havde i øjnene. Regnen fortsatte med at piske ned over dem, som Philotanus dog undgik dette og holdt kroppen og særligt sine vinger tørre igennem det sidste stykke. Han skævede let til hende fra tid til anden for at se om hun fulgte med og om hun viste tegn på kulde. Tidligere havde hun gjort en del for at skjule det, men mon ikke hun havde lært noget af det korte ophold i hytten? ”Du skal nok ikke forvente en stor velkomst” lød det roligt fra Philotanus mund, som han skævede imod huset, der straks så noget større ud end tidligere antaget, fordi de var kommet tættere på. Der var flere etager og primært mest lys i 1. salen, som lå over stueetage, der blev brugt til slaverne.

Han holdt en hånd ud, som de nåede det store trappe og bad hende blive nede på jorden. Så valgte han at gå op til døren, hvor han løftede hånden og bankede på. Det var svært at høre skridtene inde fra, men døren gik langsomt op, som en lille piges ansigt dukkede op og løftede blikket imod Philotanus. ”Jeg skal snakke med Elinor” sagde han roligt, som pigen nikkede, men dernæst skævede imod Coffey. ”I skal ind af bagdøren.. Vi skal ikke have mudderet herind” kommenterede hun, som døren blev lukket igen, da Philotanus havde nikket til pigen, så trådte han ned over trappen og gik rundt om huset til den dør, der befandt sig på siden. Den havde tidligere været brugt af de ansatte, men nu blev den brugt til slaver og udefrakommende hjælp. Døren gik op og de blev lukket ind. ”Herren kommer om lidt” råbte pigen fra trappen i det store rum, de blev lukket ind, som hun farede op af den.

For blot en kort stund, stoppede Coffey op med blikket rettet imod det hus der kom til syne længere fremme. Det var stort! Meget større end hvad hun havde set eller oplevet før, hun mærkede nervøsiteten vokse indeni, og hans op virkede ikke lige frem særlig beroligende på hende i dette øjeblik. Serpicos stemme lød i hendes øre, det var ikke for sent at vende om, det kunne forsøge at flygte, men hun rystede blot på hovedet af hans ord. De kunne ikke flygte, og hun ville ikke engang vove at forsøge. Hvis det fejlede, hvilket frygteligt første gangs indtryk ville det så ikke give, hun ville underskrive dom om en frygtelig fremtid, hun måtte være modig og tage imod de slag der kunne give verbalt og psykisk, til hun fandt sig til rette, indtil da måtte hun være stærk, det skulle nok gå, det var alt hun kunne sige eller gøre for at overbevise sig selv om fremtiden på den ene eller anden måde nok skulle blive lys.

Hun så til med store øjne, under den store hætte, da han gik op af trappen imod huset, lyttede til de bank han gav døren. Knuden voksede stødt i hendes mave, selvom hun stod rank med et roligt udtryk i ansigtet, hun måtte tage sig sammen! Inden i messede hun de samme ord igen og igen, for at besvare sin ro. Den unge skikkelse der kom til syne i døren, deres blikke mødtes kun ganske kort, inden hun lod blikket glide ned over sig selv, med et svagt suk. Hun kunne ikke om hun så gerne ville, ændre sin hale til et par ben, og hun måtte bare gøre et lille høfligt nik i stedet. Hun fulgte Philotanus, rundt om huset uden at komme med nogen indvendinger, hun vidste det ikke var hendes ret længere at stille spørgsmålstegn ved tingen. Inden hun førte sig selv ind, stoppede hun kort og løftede så meget hun kunne af halen, uden at miste balancen. Det var som gav den næsten et svirp for at slippe mest muligt af snavset og de glatte skæl var for en gang skyld virkelig brugbare, da langt det meste røg af. Hun fulgte ham ind i rummet og lod blikket glide lidt rundt, mens hun lyttede til pigen der strøg op af trapperne. Hun lod kort blikket glide ned over sig selv, det meste af mudderet var fjernet, heldigvis. Tøvende løftede hun hænderne op, og lod den våde hætte falde ned imod hendes ryg, inden hun så op imod Philotanus. Hun var nervøs, og det kunne ses ganske svagt i hendes blik, men hun søgte ikke nærmere ham, holdt sin plads og den ranke ryg så godt hun kunne. Ængstelig efter hvad der ville vente hende, hvem denne Herre måtte være.

Det var rart at komme indenfor, også selvom regnen ikke havde rørt ham, så havde han ikke kunnet gøre meget imod den kulde, der hvilede over landskabet udenfor. Derfor blev døren også meget hurtigt lukket bagved dem, som de komme indenfor i hvad der lignede en mindre spisesal. Bordene var dog trængt op i en krog, så der var rigelig med gulvplads, hvor én enkelt slave også var i gang med at rense gulvet, derfor skævede slaven også op til Philotanus og dernæst Coffey, som hun endte med at trække noget mudder med ind. Man kunne fornemme det opgivende blik, som slaven var overbevist om, at han måtte starte forfra i det område, som Coffey befandt sig i lige nu. Philotanus gik lidt rundt, som følte han sig hjemme i huset, men han bemærkede ikke rigtig slaven på gulvet, som han blot gik udenom. Han gik hen til trappen for at vente på Elinor, der sikkert var i gang med at gøre noget papirarbejde færdig. For ellers havde han sikkert mødt dem i døren.

”Tag din kappe af” ordene var henvendt til Coffey, som han dog ikke kiggede direkte på hende, hans blik hvilede stadig imod toppen af trappen. Men tanken var lidt at Coffey skulle vises frem, derfor skulle hun ikke forsøge at gemme sig bagved kappen. Den var jo også våd og ville bare dryppe på gulvet, hvis ikke hun tag den af og lod den ligge nær døren. Hvis ikke han tog meget fejl, så ville en slave nok samle den op og få hængt den ud i vaskerummet, hvor der var lagt dræn til formålet. Selvom rummet også fungerede som bad til slaverne. Der ville Coffey nok komme ud inden længe.

Midt i rodet hørte Elinor en banken på døren. Lily sad foran ham med et stykke pergament og noget kul i hånden, som hun forsøgte at tegne en sommerfugle. Hun kiggede sig ofte over skulderen for at tegne sine egne vinger, men da banken lød smed hun kullet og rejste sig op. ”Jeg åbner” lød det muntert fra hende, som Elinor slet ikke nåede at reagere, før at hun var løbet ud af arbejdsværelset på anden sal og styrtet ned af trappen. Han kunne høre døren åbne, som hun fortalte gæsterne at tage bagindgangen. Det kunne kun betyde, at der ikke var tale om en kunde, hvilket var rart, da han ikke forventede at skulle mødes med nogen så tidligt på dagen. Alligevel undrede det ham, hvem der kunne dukke op så tidligt på dagen? Han forventede ikke en leverance af mad før om nogle timer. Elinor lagde roligt de mange papirer over hinanden, som han rejste sig op for at gribe fat om sjalet, der hang over stolen, så smed han det over skulderen for at gå Lily i møde, da han kunne høre hende på trappen. ”Jeg kommer nu” kaldte han, som hun ikke behøvede at fare op af alle de trin. Alligevel endte de med at mødes på halvvejen, som han lige kunne få en forklaring.

Skridtene imod trappen til kælderen var hverken forhastede eller voldsomme, som Elinor godt vidste, at Philotanus sagtens ville kunne vente på ham. Selvfølgelig havde han ofte travlt, men når han valgte at dukke op så tidligt, så måtte han altså vente på ham. Derfor undrede det ham heller ikke at han straks mødte Philotanus orange øjne, da han kom helt hen til trappen. ”Godmorgen.. Philo” lo han stille, som han trådte ned på trappen, placerede en hånd imod gelænderet og gik ned over trinene indtil han nåede stengulvet i kælderen. Han skævede lidt til Philotanus, men vendte meget hurtigt blikket imod Coffey. ”Lily beskrev en slange.. Men jeg havde aldrig forestillet mig noget lignende” lød det lettere forbavset fra ham, som han rettede de gyldne øjne imod Coffey og trådte nærmere. Han forventede lidt at Philotanus ville følge med, så de kunne snakke om, hvad dæmonen håbede at få for hende, hvis hun overhovedet kunne bruges.

Men som han kom tættere på, fik han hurtigt øje på det snavs, der havde lagt sig ved indgangen og skævede imod slaven, der var i gang med at vaske gulvet i den anden ende. ”Før hende ud i badet” beordrede han slaven, der var travlt optaget af at vaske gulv. Men der gik ikke lang tid før, at denne rejste sig og gik hen til Coffey for at føre hende imod rummet ved siden af. Elinor lod dog blikket hvile imod hende, som han undersøgte en hver detalje lige nu. ”Hvor gammel er hun?” spurgte han interesseret, som han var nød til at vide om alderen kunne få betydning for et eventuelt videresalg, eller om han skulle satse på at Valtor ville beholde hende lidt endnu. Slaven forsøgte at trække Coffey med sig, men det spor hun efterladte faldt ikke lige umiddelbart i Elinors smag. ”Lad hende stå og bring vandet herind, husk vaskeskind” slaven forsvandt hurtigt, før at denne kom retur med en spand vand, noget sæbe og en klud. Han skævede let til Coffey, som han ikke vidste hvor han skulle begynde med at vaske hende. Ingen havde vist rigtig lagt mærke til slangen omkring hendes krop, netop fordi hun var et fascinerede syn i sig selv.

Coffey kunne godt mærke hvordan hendes hjerte slog hurtigere, hvordan hendes vejrtrækning for en stund blev let og overfladisk, imens hendes blik gled rundt i det rum de befandt sig i. Hendes blik faldt på den slave der virkelig så ud til at gøre sit med at holde gulvet rent, og hendes skuldre faldt for en stund helt ned, hun vidste at hun lige havde gjort hans arbejde så meget mere besværligt, selvom det virkelig ikke havde været hendes intention. Lyden af Philotanus stemme, fik hende dog til at vende blikket væk fra slaven. Kappen? Hun gjorde et tavst nik, men havde dog et lille smil om læberne. Philotanus havde jo heller ikke set hvordan hun så ude under den, hun kunne have været et slange helt op til brystet uden han ville vide det, alt han havde set var hendes underarme, hænder og hoved. Hun løsnede de få knapper der var øverst på kappen, inden hun trak i de små snore der holdt den sammen til sidst. Hun trak den over sin ene side, inden hun så sig om efter et sted at placere den, men hun vidste ikke hvor, i stedet foldede hun den forsigtigt, løftede sig op inden hun bøjede den smidige krop imod døren bag hende, for ikke at bevæge halen for meget og forværre svineriet. Nogle gange var hun lykkelig for den adrætte krop, hun havde aldrig forsøgt, men hun var overbevist om hun uden besvær kunne slå knude på sig selv uden at få sved på panden. Da hun havde lagt den fra sig, gled hun stille tilbage i samme position som før, hendes blik vandrede ganske hurtigt over hendes krop, rettede på den lille smule stof der dækkede for hendes bryst og hvad der burde være hendes hofter. 

Serpico snoede sig tæt omkring hendes krop, med hovedet skjult under hendes hår, han rørte ikke en muskel, deres bevægelser flød sammen med hinanden fordi de var så vant til denne måde at bevæge sig på. Da hun hørte nogen nærme sig ovenfor trappen, bed hun sig stille i læben, hun kunne mærke hvordan hendes hjerteslag tog til, som manden bevægede sig ned af trappen. Hendes blik fulgte hver en lille bevægelse, som han kom ned af trapperne, hun lyttede til hans stemme den måde han lo på til Philotanus, til sidst valgte hun dog at sænke sit blik ganske let, inden hun gjorde et lille forsigtigt buk i kroppen for ham. 

Selvom hun havde været hos en Herre i så mange år, følte hun sig fuldstændig på udebane. Hvad forventede denne mand af hende? Måtte hun tale uden at blive talt direkte til? Skulle hun ligge og skrubbe gulve resten af sit liv? Hun rystede tankerne bort fra sit hoved, hun var nød til at være fokuseret og forsøge at gøre Philotanus blot lidt stolt, eftersom hun ikke havde gjort det helt let for ham og også fejlet i hans selskab, ikke at det nok ville betyde noget for ham. Da slaven kom hen imod hende, for at føre hende imod badet, var hun lidt tvivlsom, det ville blot gøre grisseriet på gulvet værre, men manden havde forlangt det og måtte være bekendt med konsekvensen af hans ordre. Hendes blik vendte sig imod Philotanus, da manden spurgte til hendes alder, hun havde aldrig nævnt det for ham for han havde ikke spurgt efter det. Hun nåede dog hverken langt i sin bevægelse, eller sine tanker før hun blev beordret til at blive hvor hun var. Hun måtte undertrykke et lille smil, da hun ikke ville være respektløs overfor manden, i stedet valgte hun at følge slaven med blikket som han forsvandt men hurtigt vendte tilbage igen. 

Han virkede så opgivende, som han så på hendes hale. "Lad mig hjælpe.." hviskede hun stille og sendte ham et lille opmuntrende smil, han skulle ikke tage det så tungt, halen var lang og det kunne virke uoverskueligt. Heldigvis var der kun undersiden der var beskidt af mudderet, hun lod sig let vende rundt så hun kom ned at sidde og vendte bugen af sin hale opad. Hun måtte støtte med hænderne bag sig, og spænder mavemusklerne helt for at kunne flytte sin hale så slaven ikke skulle flytte sig langt, og samtidigt ikke komme til at lægge den ned i det skidt der var kommet på gulvet. Halen var lang og tung, men styrken i hendes krop var imponerende.

Der gik ikke lang tid før, at Philotanus mødte Elinors blik, som han kom til syne på trappen og hurtigt gik trinene ned til underetagen. Han nikkede ganske let til hans ord, men valgte blot at brumme lidt, netop fordi han ikke var i humør til den store snak lige nu. Coffey havde allerede kostet ham en del tid, så han så helst at han fik betalingen med det samme og så kunne Elinor altid diskutere tingene med slangen, når han var forsvundet. Med sine krystaller. Han nikkede let til Elinors ord om at Coffey var specielt syn at møde. Han havde selv været overrasket, men tænkte det var til hans fordel. ”Derfor tænker jeg også, at den sædvanlige pris ikke er nok” svarede han med et nik, imod Coffey, som de begge måtte kunne være enige om at hun kunne tilbydes til et helt særligt publikum, hvis ikke Elinor ville beholde hende. Hun kunne sikkert bruges til mange ting? Philotanus havde vendt blikket imod Coffey, som han først nu fik en ide om hvor langt hendes slangekrop bredte sig, det var heldigt at den ikke fortsatte længere op end til hendes hofter, som det bestemt var langt mere tiltalende på denne måde. Han gav hende et let nik, som tegn på at hun skulle lystre til Elinors ord. Lige tids nok til at høre Elinor forsøge at smide hende i bad.

Det virkede som om at Coffey kendte sin plads, da hun valgte at bukke for Elinor, selvom hans fokus ikke hvilede på hende med det samme, så var det rart at se, at hun ikke straks forsøgte at modsætte sig ham. Philotanus vendte blikket imod Elinor, som han spurgte om hendes alder, der måtte han desværre trække let på skulderne, som han i stedet fulgte med Elinor hen i nærheden af Coffey. ”Det må hun selv uddybe” svarede han roligt, som han sagtens kunne indrømme, at de ikke havde kendt hinanden særlig længe og at han derved ikke kunne vide alt om hende. ”Men jeg er sikker på, at hun nok skal lystre det mindste” fortsatte han, som han virkelig forsøgte at sælge Coffey til Elinor lige nu,. Egentlig trippede han en smule efter at få sin betaling, men det var jo klart at Elinor lige skulle se hende an først. Derfor forsøgte han at vente tålmodigt ved hans side med hænderne foldet imod ryggen og vingerne over dem.

Coffey bevægede sig, men ikke for at vende behage Elinor, men blot for at hjælpe slaven med at vaske hende. Philotanus sukkede en smule opgivende, som han dog ville lade det være op til Elinor at sætte hende på plads, hvis det blev nødvendigt. De befandt sig jo i hans hus, så det var kun fair lige nu. Imens holdt han sig let i baggrunden, dog med et blik rettet imod Elinor. En smule afventende og håbefuld.

Egentlig havde Elinor forventet, at han blot skulle give Philotanus den sædvanlige pris, når han valgte at trække en slave med hjem til ham på den måde. Men han kunne tydeligt fornemme og se på Coffey, at han nok tog fejl, fordi hun netop ikke var som alle de andre. Derfor sukkede han også en smule, som han havde den ene hånd i lommen og rodede lidt rundt med sine krystaller. Han kunne sagtens betale ham med det samme, men ville først lige sikre sig, at der ikke ville være tale om et fejlkøb, for så ville han ikke blive særlig populær ved Valtor. Derfor undlod han også at svare på Philotanus ord, som han i stedet gik hen for at se hende nærmere an. Det var imponerende hvad sådanne gener kunne gøre ved en menneske krop, som han dog selv var elver og ikke fandt mennesker særlig interessant, men blandet med en slange, gjorde det noget for hende. I det mindste var hun respektfuld nok til at bukke for ham, som det bestemt behagede ham og viste sig et mere blødt blik, som var rettet direkte imod hende.

Han bed tænderne en smule sammen, da Philotanus forklarede, at han ikke kunne svare på spørgsmålet og at det måtte hun vist heller selv svare på. Men valgte dog at løfte den højre hånd, som tegn på at Coffey endnu ikke skulle tale. ”Det finder jeg ud af bagefter” konkluderede han roligt, som Philotanus nødigt skulle drage nytte af hendes alder i en eventuel forhandling om prisen. Så kunne han bare håbe at det faldt ud til hans egen fordel. Han nikkede til Philotanus ord, som han godt kunne se det i hendes blik, men ikke var helt overbevist endnu, da han endnu ikke havde set meget til hende. Tiden måtte vise om virkelig kunne lystre til alt der blev sagt, for selv hun måtte have nogle begrænsninger. Hvad end de var, så skulle de nok finde frem til dem. Elinor rettede blikket imod slaven, der tydeligvis ikke havde det let, som han blev beordret til det ene og så det andet, men som denne kom tilbage og så lettere forvirret på den lange hale, skulle Elinor lige til at sige noget, da Coffey valgte at demonstrere sin krops styrke. Så tav han og kiggede blot på.

Slaven nikkede forsigtigt til Coffey, som han stak vandskindet ned i spanden og vred dem op før at han forsøgte begyndte at vaske vandet af undersiden på hendes hale. Han lavede nogle lette bevægelser, som han cirkulerede let med hænderne, da han lige pludselig mødte Elinors blik, som nikkede på en helt særlig måde. Slaven bed sig let i læben, før at han førte vandskindet længere ned af hendes hale, bevægelserne blev mere intense, som det gik over i kærtegn i stedet. Elinor var nød til at udforske hendes krop og kunne sagtens få slaven til at gøre det for ham på afstand. Det var ikke til at sige, hvordan hendes krop reagerede på den slags og hvor kærtegnene ville være mest effektive. Der var fuldkommen ro, som Elinor lyttede til hendes vejrtrækning.

En lettelse gled igennem hendes krop, idet hun bemærkede at hun havde gjort ret i at tie omkring sin alder, noget kunne hun gøre rigtigt i denne tid virkede det til, trods hun også bemærkede Philotanus suk, da hun havde forsøgt at komme slaven til undsætning med halen. Det måtte ikke være let for ham på den måde at blive kommanderet frem og tilbage, slet ikke når Coffey havde tænkt tanken selv at det ingen mening ville give i forhold til svineri. Det krævede ikke meget af Coffey at sidde på denne måde, ikke når det ikke ville tage længere tid end det hun forventede, men hun bemærkede Elinors blik, det lille tegn han gjorde, men det var ikke imod hende, men slaven? Hun drejede blikket en anelse, de havde uden tvivl udvekslet en form for ordre, for hun bemærkede hvordan slaven ændrede tilgang, fra hun havde sendt ham et muntert berolige smil, svandt det nu let ind. Hvad var manden ude efter? Hun bed sig i læben, hun måtte ikke lade hverken tankerne eller følelserne løbe af med hende, og slaven var heldigvis for hende forbi det mest kritiske af steder, det øverste af hendes hale som også bar det mest intime for hende. 

Hun fulgte blikket, forsøgte at forholde sig helt roligt, hun vidste det ikke ville falde i god jord nu, hvis hun på nogen måde forsøgte at undvige og flytte sig væk fra situationen, hun måtte bide det i sig og sidde igennem oplevelsen. Hendes hjerteslag var hurtige, men efter lidt fik hun det mere under kontrol, trods hans bevægelser blev mere kærtegnende. Hun lukkede for en stund øjne, søgte ind i sig selv, men hendes krop var så følsom, hun kunne mærke selv de mindste vibrationer i jorden med halen, og hans møde at kærtegne halen nu var kun forstærket betydeligt fordi det var direkte imod hende. Hun sank en enkel gang, da hun kunne mærke koncentrationen begynde at svigte hende, idet Serpicos hvislen bragte hende tilbage. Hun åbnede øjne og spændte op i kroppen igen, selvom de ikke delte samme syn på tilværelsen som slave, var han aldrig for stolt eller stædig til at hjælpe hende når han kunne mærke hun havde brug for det. Hun svarede ham ikke, men fandt et lille smil frem om læberne. Hun kunne blot takke slaven for at han var startet øverst og ikke ved halespidsen. Der kom blot nogle små sitren fra hende, da han ramte nogle kildne punkter hos hende. 

Imens at slaven udforskede Coffeys krop, havde Elinor vendte et blik imod Philotanus, for at få afsluttet handlen, så han kunne rette fuld fokus imod den nye slave. Elinor var ikke bleg for at kaste hende ud i forskellige situationer og da slet ikke, når de først fik mulighed for at være alene. Slavens arbejde bestod egentlig i at rense halen, men det blik han havde delt med den mandlige slave, fortalte en helt anden historie. Det var muligt at Coffey slet ikke ville kunne bruges til formålet, men han kunne jo ikke vide det, før at han kastede hende ud i situationen. Slaven arbejdede sig roligt ned over hendes hale, som Philotanus fandt døren og nikkede til Coffey, som en slags afsked. Der blev i hvert fald ikke delt flere ord imellem dem og snart var rummet henlagt i stilhed, imens at Elinor blot betragtede slavens arbejde. Selvom hun ikke reagerede på berøringen, så blev halen i det mindste ren og derved kunne de undgå at hun snavsede gulvet yderligere til.

En hvislen fik slaven til at stoppe op, som han blev gjort opmærksom på det slange, der lå rundt omkring hendes krop. Han trak sig meget hurtigt væk fra hende, smed vandskindet fra sig og lod spanden stå ved siden af hendes hale. Slaven gispede lettere forbavset over den store slave, før at han rettede blikket imod Elinor, der ikke så vitterlig tilfreds ud. Men det var også først nu han havde fået øje på slangen, da den havde givet en lyd fra sig. ”Kæledyr gør man sig fortjent til” mumlede han med en svag rynke i sin pande. Slangen skræmte ham ikke særlig meget, som han også valgte at bevæge sig tættere på for bedre at kunne se hende i den svage belysning fra vinduerne og de få flammer, der var placeret på bordene. Så endte Elinor med at sætte sig en smule på hug ved hendes hale, som han placerede en let hånd imod halen og førte den langsomt op, som halen blev tykkere og tykkere. ”Jeg fangede ikke dit navn?” spurgte han roligt, som han søgte hendes blik, i takt med at hånden vandrede længere og længere op over hendes hale. Uanset hvordan hun reagerede, så var hun et pragteksemplar på, hvad naturen kunne skabe og et eksemplar, som uden tvivl ikke bare ville kunne sælges videre. Dertil måtte han rådføre sig med Valtor, da han næppe ville gå glip af en forspildt chance for at anskue hendes væsen. Han lod hånden hvile på hendes hale, som den ikke længere blev bredere.

Coffey løftede blikket imod Philotanus og herren, som de færdiggjorde deres handle af hende, det var en bizar tanke, det at blive købt og solgt som værende en død ting, men ikke noget hun protesterede det mindste imod, hun gjorde blot et lille tavst nik efter Philotanus med et smil om læberne. Hun fulgte ham med blikket til døren lukkede sig bag ham, inden hun vendte blikket imod slaven som vaskede hendes hale. Hun mærkede herrens blik på sig, og løftede det forsigtigt imod ham, som hendes blik gled hen over hans ansigt, han virkede ikke som det værste menneske hun kunne udsættes for, men det kunne jo være en facade der skjulte en helt anden sandhed.

Lyden af Serpico der hvislede, og slaven som sprang væk fra hende og smed klædet på gulvet, fik hende hurtigt til at løsrive blikket fra herren, før hun vendte det imod Serpico med et advarende blik. De plejede ikke nødvendigvis at skulle bruge ord, et usagt blik var som regel nok fra dem begge til de vidste hvad hinanden tænkte, og netop det han havde gjort nu kunne være farligt, som alle var blevet opmærksomme på den store slange. Hun hørte en stemme, hans stemme, herrens der skar igennem luften. Hun bed sig i læben for ikke at åbne munden og bønfalde ham om at lade hende beholde ham, hun var ny og hvilket indtryk måtte han ikke få, hvis hun forsøgte at presse sit ønske over ham med det samme. Hun lukkede øjne og sænkede hovedet i et underkastende og accepterende nik for ham. Hun mærkede herrens fodtrin komme nærmere, men turde ikke løfte blikket imod ham, fornemmede blot hans nærvær ved hendes hale som han satte sig ned på hug ved den. Hun holdt en beskyttende hånd op for Serpicos brede hoved, som hun mærkede herrens hånd bevæge sig over hendes hale. 

Et svagt gisp slap over hendes læber, inden hun bed fast om underlæben. En skælven løb igennem hele hendes krop, for berøringen var blid og pirrende som han førte den længere op af hendes hale. En rødmen begyndte at brænde første ganske svagt i hendes kinder, men jo længere op hans hånd flyttede sig jo kraftigere blev rødmen. Hun mærkede hvordan hendes hjerte slog hurtigere, hørte hvordan hun gispede efter vejret. Lyden af hans stemme trængte igennem til hende, hendes navn. "Cof...Coffey.." Hendes stemme var ikke meget mere end stammende hvisken, som han hånd stoppede lige over hendes skød hvor halen var bredest. Hendes krop var helt spændt under den pirrende berøring, lykkelig for han lod hånden hvile forsøgte hun at få vejret igen, inden hun løftede blikket imod ham, rødblussende i kinderne. Hun havde aldrig været udsat for noget lignede ved sin tidligere herre, det var første gang hun var blevet rørt på den måde, og hele hendes krop reagerede kraftigt på berøringen.

Problematikken med den store slange måtte de tage sig af efterfølgende, selvom Coffey nok lige havde sikret sig at slaven, der havde forsøgt at vaske hende, ikke ville befamle hende lige foreløbig. Det var dog ikke noget der afholdt Elinor fra at træde nærmere. Han var uanset hvad nød til at inspicere den nye vare og bedømme dens værdi, før at han ville være i stand til at beslutte om han skulle sælge hende videre eller forsøge at klargøre hende til rejsen imod Valtors palæ. Begge dele ville kræve noget forberedelse, så han var udmærket klar over, at det ville kræve noget arbejde fra hans hånd og slaverne i huset. Elinor havde ikke planer om at tillade slangens indtog i huset, hvis ikke Coffey kunne kontrollere den, men det så ikke ud til at slangen forsøgte at angribe nogen, så så langt så godt. Han undlod også at kommentere yderligere på det, da han kunne fornemme på Coffey, at hun lod det hele være op til ham og derved accepterede hans ord. Hun ville sikkert modsætte sig, hvis han tvang slangen udenfor døren allerede nu. Men det ville ikke være at problem at lade slangen blive, så længe han kunne inspicere hende uden at frygte et bid. Derfor hvilede der sig også et alvorligt udtryk i hans ansigt, som han gik hen til hendes hale og bevægede hånden over. Det var noget helt andet at røre en slanges skind end den sædvanlige hud til hud oplevelse, han var van til.

Den lette berøringen havde tydeligvis en reaktion hos hende, som Elinor vendte blikket imod de tilbagevende slaver og nikkede til dem. Der gik ikke lang tid før at de forlod det store fællesrum og gik ind i rummet ved siden af, som fungerede som ét stort soverum. Nok skulle Coffey muligvis vænne sig til tilskuerne, men han ville gerne sikre sig, at hun også kunne fokusere på en eventuel kunde og ikke sine omgivelser, før at han smed hende ud i mere end bare berøring. ”Coffey” gentog han med et nik, som det virkede som om, at han havde planer om at rejse sig og lade det være der. Den kraftige reaktion gjorde det blot klart for ham, at hun muligvis aldrig var blevet rørt på den måde, derfor lod han også hånden vandre ned imens at han fastholdt hendes øjenkontakt for at fastslå hvor hun var mest følsom. Det var altid svært med halvdyrs anatomi, da de kunne være sat sammen på flere måder og enten være mere menneske eller mest dyr. ”Kan du lide det?” spurgte han direkte og uden rigtig at virke genert eller forlegen over det direkte spørgsmål. Han ventede også tålmodigt på hendes svar, før at han slap hendes skød og bevægede sig tættere på hendes overkrop. Deres ansigter kom helt tæt på hinanden, som han ikke havde sluppet øjenkontakten.

Det var tydeligt for enhver at se, hvordan Coffey ikke var vant til sådanne situationer, som herren satte hende i. Hendes blik flakkede søgende over hans ansigt, efter svar på hvorfor han rørte hende, hvorfor det føltes så godt, elektriciteten skød rundt i hendes hale, som hans hænder flyttede sig over den skællede hale, og som hans hånd hvilede over hendes skød. Hun kunne tydeligt mærke hvordan hendes hjerte slog i brystet, hvordan hendes kinder føltes som om de brændte, og blot et øjeblik troede hun at han ville rejse sig, men i stedet fangede han hendes blik og lod hånden vandre nedad igen. Et svagt gisp slap over hendes læber, som han hånd ikke længere hvilede over den næsten usynlige revne der var imellem hendes skæl, revnen til hendes mest private og følsomme dele. 

Hun mærkede hvordan Serpico strammede til omkring hende, han ville så gerne sætte manden på plads, så han kunne holde fingrene for sig selv, hendes uskyldighed betød mere for Serpico ind for nogen anden, og denne ukendte mand fandt han tydeligvis ikke værdig, men han sagde intet, gjorde ingen udfald, men vendte det brede hoved op imod Coffey som forsøgte han at tale hende til fornuft, få hende til at flytte sig væk, men hun forblev i samme position, helt ude af sig selv og den sensationelle følelse hun mærkede strømme i sig, den var så anderledes end den nydelse hun fandt i smerte. Og da herrens stemme afbrød begge deres tanker, vendte hun blikket op imod hans øjne, som hun åbnede munden svagt for at svare ham, inden hun fortrød og lukkede munden, for blot at bide sig usikkert i underlæben. Hvordan kunne hun indrømme overfor en fremmede at det havde føltes så forbudt, men godt? Hun sænkede skamfuldt blikket ned, inden hun gjorde et lille nik med hovedet, uden at turde se ham i øjne. For hvad måtte han ikke tænke om hende, i stedet lagde hun armene let omkring sig selv, om hun dermed også knugede den store slange ind imod sin krop. 

Trods hun havde sluppet hans blik og kastet sit efter ned på sit skød, mærkede hun hvordan han kom nærmere, hun kunne mærke hans varme ånde imod hendes rødblussede ansigt og vidste han var lige foran hende, som hun gav et svagt gisp fra sig. Kunne hun tillade sig at trække sig væk? Nej hun kendte udmærket svaret på det spørgsmål, hun behøvede ikke stille det, hun vidste hun skulle blive på sin plads præcis hvor hun var, tøvende løftede hun blikket bid for bid op imod ham, mens det vandrede hen over hans krop, tog hver en lille detalje ved hans beklædning til sig, til hun nåede hans hals og kæbe, hendes blik gled over hans kæbelinje, op over hans læber, inden det til sidst nåede hans øjne. Hvad hun ikke vidste, var hvad han ønskede af hende lige nu.  

Der var ikke mange følelser at bemærke i Elinors mimik, som han langsomt undersøgte slangens lyst og udforskede den tydeligt jomfruelige krop, som var kommet i hans besiddelse. Philotanus havde tydeligvis gjort et godt stykke arbejde ved at tage Coffey med til ham, som det første. Det var dog ikke nemt at spore hans begejstring, som fokus hvilede på hendes reaktion og ikke hans egen, imens at hånden vandrede frem og tilbage over hendes skæl. Det var en ganske besynderlige fornemmelse under de bløde hænder, men han fortsatte uden at stoppe med et fokuseret blik rettet imod hende og hendes brystkasse for at bemærke vejrtrækningen. Gispet fik ham til at løfte hånden ganske let, som han i stedet placerede en fingerspids imod hendes skæl og langsomt undersøgte skællene og det de gemte på.

Slangen omkring hendes krop var endnu ikke glemt, hvilket også var grunden til at han bevarede sig varsomt omkring hendes skæl. En løssluppen slange i hytten ville kunne få katastrofale følger og han var tilbøjelig til at bede en slave om at finde et passende bur til denne. Blot så han kunne fortsætte undersøgelsen uden at skulle frygte for sit eget eller en slaves værdifulde liv. Han afventede dog hendes svar, imens at han lod fingeren synke ned i revnen han havde kunne konstatere for noget tid siden, som hun havde reageret lige deromkring. Han fik ikke et direkte svar, hvilket var grunden til at kæben blev spændt og blikket blev bare en smule mere anstrengende, som han dog så hendes svagelige nik. Var det alt han kunne få ud af hende? ”Min kære, jeg vil høre dig bruge din stemme” befalede han en smule sammenbidt, før at han pressede fingeren helt ned i revnen og drejede denne op imod hendes overkrop. Men før at han gik videre vendte han hovedet imod døren til trappen, der stod på klem. ”Asteria, hent et af de store bure” befalede han med en direkte stemme, som han trak hånden til sig og rejste sig. Fingeren valgte han at tørre af i en klud, der lå over spanden fra tidligere.

Snart efter kom en slave gående med et bur, der kun lige kunne komme igennem døren. Det blev sat på jorden, som han gik over for at åbne lågen og derpå vendte blikket imod Coffey. ”Din ven skal herind.. imens vi går ind ved siden af” han trippede lidt med foden, som han bestemt forventede at Coffey ville gøre, som hun ville få besked på. Ellers ville det jo bare gå udover hende og den store slange hun havde slæbt med ind. Slaven forduftede meget hurtigt, som hun nejede på vej ud og atter efterlod dem til sig selv.