Malika smilede skævt til ham, som han pointerede at det ikke var så tit han kyssede folk med væske i munden. Hun håbede for hans skyld virkelig at det ikke var noget han gjorde tit, for det var ikke just behageligt. Noget i hende længdes dog efter at vide hvordan det egentligt ville være at kysse ham. Nej. Hun var bare nysgerrig på et rigtig lidenskabeligt kys. Ikke nødvendigvis med ham. Det var i hvert fald det hun bildte sig selv ind.

Selvom Pharos nikkede til hende om at han var okay, følte hun at det ikke var helt sandt. Hun havde set hans sår inden det blev bundet ind, og de færreste ville lade som om det var en hudafskrabning. Hendes bekymring hang i hvert fald stadig på hendes skuldre.

Selvom hun lige havde taget et halv skridt væk, trådte han bare tættere på, og tilmed lod sine fingre berøre hendes læber. Hun stod frossent et øjeblik, og tænkte over hvad hun skulle gøre. Hendes øjne gik på hans læber da han svarede, og hun kunne mærke hvordan hendes krop spændte op i et øjeblik. Skulle hun bare give slip og…? Nej. Det kunne hun ikke tillade sig. Hun havde jo gemt på sig selv til sin ægtemand… Hvem end det nu var og hvornår hun nu end skulle giftes – men hun skulle giftes en dag, det var hun sikker på. Hun kiggede op på hans øjne igen og kiggede skiftevis på dem, det føles som om hun bare blev suget ind i ham. Hun rømmede sig endnu en gang og kiggede væk fra ham for at finde et sted de kunne sætte sig, eventuelt med noget vand og en klud ”Vi kan sidde derovre. Der er også vand,” hun kiggede hen på et mindre springvand og så tilbage på Pharos, mens hun håbede han lyttede og var med på at gå derover.

Pharos lod hans øjne følge hendes hvor han fik øje på springvandet, det var en glimrende mulighed. Han fandt også springvandet ganske flot selvom det måske ikke var det mest interessante i hele verden. Der var noget flot over det, og han begyndte at gå derhen sammen med hende. Han havde fortsat den raske arm rakt ud imod hende, hvis hun ville holde rundt om den stadigvæk. Han var sikker på at hans dyr var fulgt med ham, for de listede både rundt om dem, men gik også ved siden af dem. Et bredt smil bredte sig over hans ansigt, og da de så pludselig stod foran springvandet kiggede han hen på hans arm"Jeg beklager meget at deres sjal sikkert er blevet lidt plettet til med blod"sagde han som han lod hans øjne glide hen over forbindingen han havde lavet.

Det var nok ikke den bedste forbinding, men den havde da hjulpet lidt. Desuden så holdte den meget godt blodet inde, men smerterne begyndte at nærme sig mere og mere. Han bed tænderne lidt sammen, han havde aldrig troet at det skulle gøre så ondt. Dog ville han stadigvæk ikke vise det, for han holdte mest sådan noget inde i ham selv. Han lagde mærke til at hans dyr satte sig ved springvandet og der gik ikke lang tid før at Pharos havde sat sig ned på det, og han betragtede det en smule. Det var enlig ganske flot, og han løftede en hånd hen imod vandet, hvor han lod nogle fingre stryge igennem det"Sjovt hvordan jeg slet ikke har lagt mærke til det her springvand"sagde han efterfulgt af et bredt smil.

Så lod han hans orange øjne hvile sig på hende med hovedet på skrå, og han blinkede til hende som han lænede sig en smule forover, som han lod hans albuer hvile sig på hans lår"Hvordan skal vi renser mit sår"spurgte han med et kækt glimt i øjet som han sendte hende et smil.

Heldigvis havde han lyttet til hende, så hun valgte at tage hans hånd på vejen hen til springvandet. Som han nævnte hendes silkesjal, kiggede hun ned på det og trak på skuldrende. Hun kunne se han ikke var vant til at lave forbindinger. Malika derimod måtte sørge for sine brødre, når de kom galt til skade. Og siden hendes familie var så stor, så havde hun rigeligt at se til. ”Det skal De ikke tænke på,” svarede hun ham, ”Jeg har massere,” hun kiggede op på ham igen med et lille smil.

Da han satte sig ved springvandet, valgte hun at stille sig foran ham, for bedre at kunne tilse såret. Ha var pludselig en del lavere end hende, som han sad ned. Solens stråler genspejlede sig ned i vandet, og lavede flotte lyse refleksioner på Pharos. Hun gav ham et blidt smil, som han valgte at tage en hånd i vandet. ”Jeg havde heller ikke set det,” måtte hun erkende, men vendte hurtigt tilbage til at være koncentreret på hans sår. Hans kække blink fik hende til at rulle med øjnene. Normalt opførte hun sig høfligt, men han havde efterhånden blinket til hende mange gange, og hun mente godt han kunne bruge en respons af en art. ”Først og fremmest skal det vaskes. Alt efter hvor slemt det er skal det nok også sprittes af, og så en forbinding på igen,” forklarede hun og lagde nogle blide hænder oven på hans skuldre, for blidt at læne ham tilbage, så hun kunne begynde at binde forbindingen op. ”Lad os se på det,” mumlede hun, som en ren vane fra når hun tilså sine brødre, som hun nærmede sig det inderste lag tog hun det mere stille og roligt. ”Det kan godt være De ikke vil se med,” sagde hun som hun kiggede op på ham eftersom hun havde set en lille bid af såret.

Som hun nævnte at hun havde masser af sjaler gav han hende et nik med hovedet, og lod hans øjne hvile sig på hende. Han lod hans øjne være på hendes ansigt som hun pludselig stod foran ham, og han tillod sig dermed også at læne sig en smule tilbage. Så havde han også et bedre syn af hende, og da hun nævnte hvad der skulle gøres først sendte han hende et smil, og han vidste allerede at det helt sikkert ville komme til at svige. Dog gjorde det ham ikke noget, han måtte vel bare bide det i sig. 

Som hans forbinding blev taget af, og hun begyndte at se hvor slemt hans sår var lod han hans orange øjne følge hende. Han kunne kort skule ned til Ziwa og Zion, hans to dyr der nærmest kiggede op på ham med bekymrende øjne og triste udtryk. Selvom hans skade kunne være meget værre, så forstod han godt hvorfor hans dyr var bekymrede på hans vegne. Selv som hun var igang med at tage forbindingen af, kunne han godt mærke at det gjorde en smule ondt, dog var det mere en svigende fornemmelse end smerte.

"Jeg har intet imod at kigge med, jeg er taknemmelig for at de vil hjælpe mig"sagde han med en høflig stemme, som han sendte hende et bredt smil. Han den frie og raske arm hvile sig på hans lår imens Malika var igang med den skadet arm, dog håbede Pharos ikke at Giovanni ville finde dem. Den mand var problemer, det kunne godt være at Pharos selv kunne være problemer og skabe dem, men Giovanni var bare meget mere problemer, og den perverse type. Men lige nu kunne han faktisk godt lide den måde Malika rørte ved hans arm på, og han fjernede heller ikke blikket fra hende. Hovedet lagde han på skrå som han indimellem skulede ned på hans sår på armen"De må sige til, hvis jeg kigger for meget på dem"sagde han med en kæk stemme imens det brede smil bredte sig på ansigtet.

Malika gav ham et blidt, lettere bekymret smil, som han nævnte at han ikke havde noget i mod at kigge med. Hun vidste bare at hvis man så den skade man havde fået, kunne det sagtens begynde at gøre meget mere ondt. ”Det må du selv om, men jeg vil ikke råde dig til det, ” sagde hun som hun tog sit blik væk fra ham og ned på han sår. Som hun tog mere af sjalet væk lagde hun mærke til det var dybere end hun regnede med. Hun lagde derfor sjalet hen over igen. Inden hun kunne nå at sige noget snakkede han igen. Hun blinkede lidt i forvirring, da hun ikke lige havde regnet med den sætning, ”Emh, okay, jeg skal nok sige til,” svarede hun som hun fjernede en tot af det store hår om baghendes ene øre. Hun vendte hurtigt tilbage til seriøsiteten. ”Kan du lige holde på det her? Jeg henter noget alkohol med det samme,” beordrede hun ham, og tog hans hånd over på  sjalet og løb hen mod den nærmeste lille kro.

Inde på kroen fik hun hurtigt bedt om en hel flaske højprocents alkohol. Manden bag disken kiggede ret undrende på hende, men hun gav ham blot et bredt smil og betalte. Hvorefter hun løb tilbage til Pharos. Hun hostede et bar gange som hun stoppede op tæt på Pharos. Hendes lunger havde det ikke helt godt efter faldet tidligere. Hun satte sig ned på sine knæ foran ham, og begyndte at åbne flasken. Hun viste med hed en viftende hånd at han skulle fjerne sin hånd så hun kunne komme til. Hun tog så fat i en del af sjalet som så mest ren ud, dyppede den i vandet bag ham og tog forsigtigt og fjernede det blod der var rundt om såret.

Hun fandt så et nyt sted på sjalet og hældte alkoholen ud på. Der røg en del ud på jorden også. ”Er du klar?” spurgte hun som hun kiggede op på ham med blide øjne, mens hun holdt det alkohol-våde sjal i den ene hånd. Det kunne måske være svært at sige nej til det søde blege ansigt, selvom hun sad med noget i hånden, som hun selv vidste ville svige helt vildt.

Synet af hende som hun satte sig ned på knæ foran ham og havde åbnet en flaske han nærmest kunne dufte sig frem til måtte være alkohol. Duften var stærk, og bestemt ikke en han kunne lide, men han holdte ud og holdte sig i skinnet. Malika havde nævnt at det var alkohol, og han vidste allerede at det ville komme til at svige en hel del. Men hans sår skulle jo renses, så der var ikke noget at gøre, og han lod kort hans øjne glide ned over hendes ansigt. Han gjorde som hun sagde, og fjernede hans hånd, og kunne ikke kigge væk, eller det kunne han nok godt. Men han havde ikke lyst til at kigge væk fra det, om det var fordi han gerne ville se hende rense såret eller noget andet vidste han ikke.

"Jeg er klar"svarede han som hun var klar til at gå igang med at rense såret med alkoholet, og han vidste det ville svige. Men det var vel bedre at få såret renset end slet ikke, så han var vel bare nød til at tage sig sammen. Men mon ikke det også ville gå, han kunne nok godt holde smerterne inde, eller kunne han. Det ville han finde ud af, så snart hun gik igang. Han skulede ned til hans dyr, og kunne se at de begge to stirrede på ham med bekymrede ansigter. Pharos forstod dem godt, og var sikker på at så snart hans sår var blevet renset ville hans dyr ikke være så bekymret, som de var. 

Det var også svært for ham at sige nej til hende, som hun kiggede på ham med de blide øjne. Dog var han stadigvæk taknemmelig for at hun ville rense hans sår, for det ville nok være meget svært at gøre det alene. Pharos sad klar, med hans orange øjne hvilende på hendes ansigt, og et bredt smil der bredte sig.

Grønt lys.  Hun tog  hårdt fast med den ene hånd rundt om hans håndled, nede omkring hans lår, så han ikke kunne stritte i mod. Forsigtigt nærmede hun sig hans sår, og stoppede lidt før. ”Nu vil de to ikke rive armen af mig, når det her kommer til at gøre ondt på dig?” spurgte hun, blot for at være sikker og skævede ned til de to dyr som sad tæt ved dem. Hun kiggede bagefter op på Pharos.

Forsigtig strøg hun det alkohol-våde sjal hen over hans sår, mens hun holdt hans hånd nede. Hun kunne selvfølgelig ikke styre hans raske hånd. Hun holdt en lille pause for at tjekke op på ham. Det var på ingen måde sjovt kunne hun se. ”Jeg kommer igen,” sagde hun med en lille stemme inden hun nu var lidt hårdere mod ham og pressede lidt mere på sjalet for at alkoholen kunne komme dybere ind i såret. Hun trak så sjalet og sin hånd væk, og gik et skridt tilbage. Hun så lidt på ham med et bekymret skævt smil. Hun satte så sjalet ved siden af ham og tog så flasken i hånden. Uden noget varsel begyndte hun at hælde alkohollen ud over hans skulder. Det varede dog kun et øjeblik før hun vendte flasken igen og trak den til sig. Alkoholen stank langt væk. ”Beklager.” sagde hun med et mindre trist blink. Hun tog så proppen og satte i flasken. Der var nok en halv flaske tilbage.

Hun tog så sjalet op igen og kiggede lidt på hvordan det så ud. Hun valgte så at det der var vådt med alkohol, kunne være tættest på hans sår. ”Jeg binder det ind igen,” informerede hun ham, som hun satte sig ved siden af ham på kanten af springvandet. Eftersom hun havde hældt alkohol ud over hele armen, burde såret ikke reagere nær så voldsomt når hun lagde silke-forbindingen.  Hun begyndte langsomt men fast at binde ham ind. Hendes blik var fokuseret på såret og at forbinde det. ”De næste par dage skal du huske at smøre en god fed creme på og gerne stryge huden lidt hårdt ved siden af. Hvis du gerne vil have et pænt ar skal du holde det ude af solen i et halv år,” forklarede hun mens hun tænkte over hudens helingsprocess. Hun var ikke helt klog på på det, men hun vidste lidt.

Pharos nåede at ryste på hovedet til hendes spørgsmål om hans dyr ville gøre hende noget, han havde kigget ned på dem med et skarpt blik, bare for at sikre sig at de ikke skulle gøre noget. De så ud til at de begge to adlød ham, som de begge to sad stille og fulgte med i hele rense såret processen. Han skulle til at svare Malika på, at hans dyr ikke ville gøre hende noget men da han kunne mærke det våde alkohol sjal rørte hans sår lukkede han det ene øje og bed tænderne sammen i smerte, det både gjorde ondt men den svigende fornemmelse spredte sig ret hurtigt. Hans hånd holdte hun nede, og det gjorde ham ikke noget. Det var nok også bedst så han ikke bevægede den, for det kunne han sikkert godt have gjort. Den raske hånd hvilede sig på hans lår fortsat, som han lod hans øjne følge hende og måden hun rensede hans sår på. Det var enlig spændende, selvom han godt kunne mærke smerten og hvordan den svigende følelse bare var blevet mere og mere stærk for hvergang alkoholen ramte såret. Han åbnede det lukkede øjne og kiggede på hendes ansigt som hun nævnte at hun nok skulle binde det igen, det gav han hende et bekræftende nik til. Han kunne ikke undgå at tænke at dette sår han havde fået var bedre det var ham, og ikke hende. Hellere at han kom til skade frem for hende.

Da hun satte sig ned ved siden af ham, og forklarede hvad han skulle gøre for at passe på såret, og sørge for at have styr på healingen gav han hende et nik og et bredt smil. Han løftede den frie hånd hen til den skadet arm, og han strøg forsigtigt fingrene hen over forbindingen hun havde lavet"Har du gjort det her før"spurgte han undrende som hans øjne betragtede forbindingen. Da hun nævnte det med at han sikkert ville få et grimt ar hvis han gik ud i solen lige med det samme tænkte han lidt, han elskede solen og varmen, men måske han kunne gøre et eller andet for at undgå det. Hans sår skulle helst heale så godt som muligt, men han ville dog ikke have noget med at få et ar der, det ville vel bare være et minde om at han havde reddet hende, selvom det var hans egen skyld at hun var havnet i fare til at starte med"Jeg takker dig mange gerne Malika"lød det med en blid stemme, før han rakte frem imod hendes hånd og plantede et kys på hendes håndryg, før han blinkede til hende. 

Han slap hendes hånd forsigtigt og kigged ned imod hans dyr der kiggede op på ham som om de ventede på melding om, om han var okay. Pharos sendte begge dyr et stort smil, og skulede kort til hen til Malika"Jeg er okay i skal ikke være bekymret"sagde han og han kunne se at begge dyr forstod det og begge nikkede til at de havde forstået det.

Som hun blev færdig med forbindingen, og fik bundet den ordenligt fast, fik hun et spørgsmål i sin retning, ”Ja,” smågrinede hun, ”Mine brødre kommer tit til skade, og så har jeg bare lært hvordan man bedst behandler sår og forbinder,” sagde hun, mens hun betragtede den forbinding hun havde lavet. Hun så op på ham da han takkede, og til lille blidt smil bredte sig på hendes læber, ”Prøv ikke at komme til skade” svarede hun ham. Hvis ikke han havde været skadet, og vidste såret gjorde ret så ondt, havde hun nok puffet lidt til ham, for at være sikker på at hendes ord fes ind.

Hun fulgte hans blik ned på hans dyr. For første gang følte hun selv der var ro på. ”Hvad kalder du dem egenligt?” spurgte hun, som hun rettede sit blik op på ham. Hun vidste ikke engang hvad køn dyrene var, men forhåbentlig gav det mening som han ville fortælle navnene. ”Og hvordan fik du dem egenligt?” spurgte hun så. Malika havde nemlig aldrig set nogle dyr magen til, og undrede sig lidt over, hvad de kunne være, og hvor man fik sådanne fra. Ikke at hun selv ville få nogen, men måske hun bare generelt gerne ville have et dyr? Det kunne i hvert fald være rart med et trofast dyr blandt alle de negative mennesker på paladset… Hun vendte blikket tilbage til dyrene med et afslappet blik. Hun lænede sig en smule tilbage og støttede sin krop ved at sætte sine arme lidt bag sig, den ene hånd forholdsvis tæt på Pharos.

Som hun havde lænet sig lidt tilbage, lod han et bredt smil brede sig på hans ansigt. Han lagde en hånd ved siden af dig, og lod den røre lidt ved hendes. Hovedet drejede han hen imod hende, og lod hans orange øjne hvile sig på hendes ansigt. Han gav hende så et bidt puf til det hun sagde med at han skulle prøve at undgå at komme til skade. Han mente ikke han var så uheldig, men han ville sige det med sikkerhed. Mest fordi der sagtens kunne ske noget, som ville få ham i problemer. Selvom han ikke ønskede det, men han kunne være heldig og undgå det. Hans øjne hvilede sig fortsat på hendes ansigt, og han kiggede så ned imod hans dyr da hun spurgte hvad han kaldte dem. Det var ikke tit folk spurgte om det, men mere omkring kønnet på dyrene.

Pharos drejede hovedet lidt væk fra hende, og lod hans opmærksomhed falde på dyrene. De sad begge to og kiggede op på dem. Han havde altid været glad for dem, og holdt meget af dem. Man kunne vel også sige at han elskede dem, og ikke vidste hvad han skulle gøre uden dem. De var en del af ham, selvom det nok godt kunne lyde underligt. Imens hans blik hvilede sig på hans dyr skulede han hen til Malika med et bredt smil"Ræven er en hun, og hunden/ulven er en han, jeg kalder ræven for Ziwa, og huden/ulven for Zion"sagde han med en glad stemme som han fortalte hvad de hed og hvad køn de var. Det gjorde ham altid glad når andre spurgte ind til hans dyr, og viste interesse for dem. Så da Malika havde gjort det kunne Pharos slet ikke lade være med at svare hende med en glad stemme. Han bøjede sig lidt ned og greb fat rundt om hans ræv Ziwa. Han løftede den op til og lod ræven sidde på hans skød, han strøg hånden hen over pelsen, som han skævede hen til Malika. Han havde fjernet hånden fra hendes kort, for at kunne holde om Ziwa. Dog efter få sekunder lod han hans hånd igen finde hen til hendes hvor han lagde hånden ovenpå hendes"Mine forældre skabte dem via magi, og det kan lyde vildt underligt men de havde gjort det inden de begge to døde, for at give mig nogle at snakke med så jeg ikke følte mig alene"sagde han og kiggede ned i hans skød hvor Ziwa sad tilfreds og så glad op på ham.

"Ræven Ziwa er skabt af min mor, hvor at hunden/ulven Zion er skabt af min far"sagde han som han vendte hans opmærksomhed og fokus hen på Malika. Han sendte hende et smil imens han strøg den frie hånd hen over rævens pels.

Malika bed mærke i at hans hånd rørte lidt ved hendes, men lod som ingen ting. Det kunne jo være det bare var et uheld. Malika grinede lidt, som han havde puffet til hende, eftersom han havde taget det som om hun drillede ham lidt. Hun var næsten overrasket ovre hun ikke fik den tilbage, eftersom hun selv var væltet to gange, den ene gang med en ordentlig mavepuster, og var blevet forgiftet i den tid de havde været sammen. Måske var det bare ikke hendes dag?

Som hans blik faldt ned på dyrene, lod hun sit blik følge hans. Malika nikkede, som han forklarede både navnet og kønnet på dyrene. Ziwa og Zion. Ræven blev løftet op, og Malika studerede Pharos bevægelser omkring Ziwa. Da hans hånd blev lagt oven på hendes flygtede hendes blik dog ned på deres hænder. Hun kunne ikke helt finde ud af om hun ville trække hånde til sig, eller om det var okay. Hun lod den derfor blive der lidt endnu. Hendes blik gik op på Pharos igen, mens han kælede med Ziwa og forklarede hvordan han havde fået dem. Hun så lidt bekymret ud. ”Det er jeg ked af at høre. Hvornår gik de bort?” spurgte hun ham så med et lille skævt smil. Hun trak lidt mere på smilebåndet, som han vendte sit blik mod hende. Hun undrede sig også over hvordan de kunne lave dem lige inden de gik bort, og hvordan de generelt havde båret sig ad. Malika havde nemlig ikke nogen evner, og havde ingen ide om hvordan det ville foregå at skulle skabe et væsen ud fra eller ved hjælp af den energi der var i kroppen. Hun ville gerne vide hvor længe han havde kendt til sine forældre og generelt om hvem og hvad de var. Malika kunne nemlig ikke helt sætte prikken hen over iet på hvad han var. Han måtte vel være en blanding. Malika selv måtte sige farvel til sin mor, da Malika var meget ung, grundet forræderi. Malika var en af de børn af fyrsten der var gamle nok til faktisk at vide hvorfor moren var blevet forvist. Malika måtte heller aldrig snakke om sin mor, eftersom det vagte raseri hos hendes far.

Som de sad tæt ved siden af hinanden og han fortsat kælede for Ziwa i hans favn, lyttede han til hendes spørgsmål, det var ikke tit han hørte sådanne spørgsmål. Dog gjorde det ham ikke noget, og han drejede hovedet hen imod hende, og strøg hånden lidt mere rundt på Ziwa. Den så ganske tilfreds ud og nød tydeligvis at blive kælet for, hvilket kun fik Pharos til at smile lidt mere, og han lod hans opmærksomhed hvile sig på ræven i hans favn. Den så ud til at både kigge på ham men også hen på Malika, og det fik Pharos til at tænke lidt, for måske skulle han foreslå hende at røre ved hende, eller kæle for hende. Han vidste ikke, hvordan hun hadede det med dyr, eller dyr som hans. Den eneste af hans dyr der var en blanding som ham selv var Zion. Han var en hund og ulv blanding, men var ganske charmerende og imødekommende.

"Jeg husker ikke præcis hvor gammel jeg var, men jeg havde nok været et barn ca, ikke særlig gammel"startede han med at forklare som han tænkte lidt over det. Det var hvist rigtigt nok, han var helt sikker på at han ikke havde været særlig gammel da begge hans forældre døde. Men han havde været glad for at både hans mor og far havde skabt dyrene til ham, hvordan de havde gjort det vidste han ikke. Han lagde hovedet på skrå, og lod hans blik hvile sig på Malika"Hun bider ikke, hvis du vil røre ved hende"sagde han med en venlig stemme som han hentydede til ræven i hans favn. Hun var altid så dejlig blød ligesom Zion var blød, de havde begge to virket interesseret i Malika, så Pharos var rimelig sikker på at de ikke ville gøre hende noget, de havde nok heller ikke nogen grund til at gøre hende noget.

Pharos prøvede kort at undgå at få Ziwa s haler i ansigtet, som ræven viftede med dem foran ham, og han grinede lidt bagefter. Hun var da i godt humør lige nu, og så skulede han hen til hans forbinding på armen, og han lod den frie hånd røre ved hendes hånd igen, før han løftede hånden op imod hendes ansigt, hvor han strøg nogle af hendes hårtotter bagved hendes ene øre"Zion bider heller ikke, han er meget glad for nye mennesker, for det meste hvertifald, specielt hun køns væsner, og kvinder"sagde han som han blinkede til Malika og kort skulede hurtigt ned imod hans hund/ulv der sad og kiggede fra ham hen på Malika.

Malika gav et lille smil da Pharos svarede hende. Det var ikke alle der var okay med at dele deres baggrundshistorie med fremmede. De var vel stadig fremmede for hinanden, ikke? Til gengæld ville man nok ikke se fremmede sidde så tæt på hinanden og lade hinandens hænder røre i så lang tid ad gangen.

Som han fortalte at hun gerne måtte røre Ziwa, overvejede hun det et øjeblik før hun førte sin vægt over på den arm der var tættest på Pharos, og forsigtigt lod sin hånd nærme sig Ziwas skulder. Eftersom der ikke var nogen reaktion på at hun nærmede sig, valgte hun at at stryge hende med hårene, i en rolig bevægelse. Ziwas haler var alle vegne i glæde, og var lidt i vejen for både Pharos og Malika ”Hun er sød,” smågrinede hun, mens han lagde sin hånd ned på hendes igen, den var der dog kun kort før den fangede nogle vildfarende hårtotter og smed dem om bag hendes øre. Hendes blik vandrede op til hans øjne med det samme. Han nævnte så Zion var glad for kvinder. Han er vidst ikke den eneste, tænkte hun for sig selv, men lod dog sin opmærksomhed fjerne sig fra Ziwa og Pharos. Malika havde en fornemmelse af at Ziwa var den mest bidske, og var derfor ikke nær så forsigtig med Zion. ”Hej Zion, du får da heller ikke noget opmærksomhed,” hilste hun med en glad stemme og lod sin hånd roligt nærme sig Zion, som hun strøg ham hen over hovedet og ned bag det ene øre. ”De er begge meget kærlige,” kommenterede hun, og kiggede kort op på Pharos før hun så tilbage på Zion.

Som både Ziwa og Zion fik masser af opmærksomhed lige nu kunne Pharos ikke andet end at smile over det, det gjorde ham altid glad får andre ville hilse på hans dyr. De kunne begge to godt lide det, og nød det rigtig meget. Han betragtede dem som de begge to nød at Malika rørte ved dem og kælede for dem. Hans orange hvilede sig lidt mere på hans ræv i favnen, før den pludselig virkede mere og mere optaget af Malika. Det var lidt morsomt, og han kunne skule ned til Zion der lyste op nærmest som Malika gav ham opmærksomhed. Så satte Pharos Ziwa ned og han lænede sig lidt tilbage men støttede med en hånd som han lagde hovedet på skrå. Omgivelserne betragtede han og nød det gode vejr, som han også kort lukkede øjnene for at nyde det endnu mere.

"Jeg er sikker på at hun nyder komplimenten, ligesom Zion sikkert også nyder det"sagde han og efter få sekunder åbnede øjnene og kiggede hen på hende. Han lod den frie hånd stryge lidt hen over forbindingen, og tænkte lidt som han kort betragtede den flotte forbinding. Han havde slet ikke kunne gøre det ligeså godt som hun havde, det var utrolig flot gjort. Hans opmærksomhed faldt på nogle af de mennesker der kom gående forbi, og han kunne ikke andet end at smile bredt ved synet af dem. Måske det snart var tid til at få noget at spise, eller finde et sted hvor de kunne sove måske. Men ville det ikke være underligt at sove samme sted eller i samme værelse og sted når de lige havde mødt hinanden. 

Han måtte tænkte lidt mere over det, og besluttede sig for at spørge hende, det var nok den bedste mulighed lige nu. Han drejede overkroppen en smule, og lod hans øjne hvile sig på hendes ansigt"Burde vi måske finde noget at spise til os, eller er der noget du ønsker at se her på pladsen"sagde han undrende med et løftet øjenbryn. Han lod den frie hånd hvile sig på hans lår, og kunne mærke Ziwa's haler imod hans ben, men det fik ham kun til at smile.

Malika smilte bredt som hun nussede dyrene. Hun havde sjældent haft adgang til dyr som hun kunne tage sig af, og nød derfor øjeblikket. Det var bare noget helt andet end at snakke med hendes tjenestepiger og hendes personlige slave. Pludselig var Ziwa på jorden, og Malika valgte at dele sin opmærksomhed mellem dem, ved at have en hånd hos hver af dem. Malika skævede op til Pharos, ”Det tror jeg du har helt ret i,” kommenterede hun. Hun kunne se han nød det gode vejr. Det fik hende til at tænke over varmen og solen. Solen på hendes hud. Ja hendes arme havde det nok ikke alt for godt når hun kom hjem. De ville sikkert være røde. Det var altid noget hendes slave vidste hvordan hendes hud skulle behandles – så skulle Malika nok klare den – og ellers måtte hun bare blive inde i nogle dage, uden tøj for at skåne den følsomme hud.

Hun kunne høre han bevægede på sig, men forsatte dog med at give dyrene nus. Da han spurgte hende om mad kigge hun så op på ham, trak armene tilbage til sine ben og rettede sig lidt mere op. ”Jeg tror jeg har set det jeg skulle se på pladsen, vi kan sagtens finde et sted at få lidt at spise,” svarede hun ham. Hun kunne tydeligt mærke at hun stadig var sulten. Hun havde jo kun lige fået en bid af et æble, som havde forgiftet hende. Og på daværende tidspunkt var hun allerede ret sulten. ”Fik du nogensinde givet Ziwa og Zion deres mad?” spurgte hun så med et lille smil, som så vendte tilbage til de to dyr, som hver især fik et strøg hen over hovedet og om bag deres øre. De nød omsorgen fra Malika, selvom de selvfølgelig var vant til at få omsorg fra Pharos.

Han tænkte lidt over hendes spørgsmål, var han overhovedet sikker på at han havde det. Han måtte lige tænke lidt mere over det. For lige nu var han lidt i tvivl om han faktisk havde givet dem deres mad, han mente det. De virkede ikke til at være sultne, så det måtte nok betyde at han havde husket det. Han åndede en smule lettet ud over det, for det ville ikke være godt, hvis de var sultne. Pharos rejste sig op som han hørte hendes svar, og han kiggede kort ned imod hans dyr der havde set ganske tilfredse ud over berøringen fra Malika. Han tænkte lidt over de mange muligheder for steder at spise, og eftersom han var en gentleman i øjeblikket måtte han jo hellere fortsætte lidt.

Så han kunne mærke at hans dyr var klar til at gå, de stod ved siden af ham. Han skævede kort hen til armen med forbindingen på, og smillede bredt. Han havde virkelig været heldig at Malika havde forbundet hans arm, så hans sår ikke ville blive værre, og smerten ikke ville være så slem at holde ud. Det var ikke slemt siden hun havde givet forbindingen på, ja det var nærmest som om at han slet ikke kunne mærke smerten. Det var en god ting, og han kunne høre hans mave begyndte at rumle lidt. Han løftede en hånd op til nakken og kløede sig en smule"Det er tydeligt at jeg også er sulten"grinede han før han derefter løftede hånden ned. Så stod han rettet godt op, og havde drejet kroppen hen imod hende, og han tog et skridt tættere på hende, og lod hans orange øjne glide ned over hende, før de endte på hendes ansigt igen"Ja jeg havde husket at give dem mad, så turen er kommet til os"sagde han med en venlig stemme, imens han sendte hende et bredt smil. 

Efter at have ladet hans øjne hvile sig på hende, rakte han en hånd frem imod hende, som hun kunne tage så han kunne hjælpe hende op at stå. Det var kun høfligt gjort, og desuden var han ikke en gentleman lige nu, så hvorfor ikke tilbyde hende en hånd for at hjælpe hende op"Skal vi"spurgte han så med en blid stemme, og et glimt i øjet som han holdte blikket på hende, for at vente på hendes svar og reaktion.

Ziwa og Zion gik hen til Pharos og virkede til at være klar til afgang. De var bare utrolig lydige. Malika kunne høre hans mave rumlede og smilte lidt drillende til ham. ”Det må man sige,” smågrinede hun. Som han rettede sig ordentligt i mod hende lagde hun mærke til hans øjne endnu en gang kiggede på hende fra top til tå. Han kunne virkelig godt lide at se på hende, vurderede hun, ud fra alt det han havde kigget op og ned af hende, i løbet af den tid de havde været sammen. Hun rømmede sig lidt, for at gøre ham opmærksom på at styre sin gloen. Det var godt nok lidt smigrerne, men det betød ikke han skulle blive ved… Måske…

”Det var godt, jeg glæder mig,” svarede hun ham med et blidt bredt smil. Hun glæde sig til at få noget at spise, så hun håbede de kunne finde et sted er kunne finde ud af at krydre det de serverede. Hun havde førhen oplevet at få smagløse ting på kroerne tæt på markedspladsen. Det virkede til at Pharos kom en del rundt omkring, og det kunne være han kendte et sted.

En hånd blev rakt frem til hende, og hun tog imod den med et smil, uden at tøve. Hun fik så rejst sig og stod foran ham. ”Lad os,” svarede hun med et skævt smil, som han blinkede til hende. Det var fristende at puffe til ham, sådan som han var begyndt at flirte, men det var alligevel lidt rart. Hun vendte siden til ham, for at se et andet sted hen, men også lidt søgende efter et sted de kunne spise, ”Kender du et godt sted?” spurgte hun så og skævede op til ham, mens hun håbede på at den vej hun vende, var den rigtige retning imod noget. Det var altid pinligt at tro man skulle en vej, når man skulle den anden vej.

Da hun kom op stå og spurgte ham om han kendte et sted gav han hende et nik, og begyndte at gå i retningen af stedet. Det var måske ikke det mest pæneste sted, eller fantastisk sted men Pharos havde været der før. I hans øjne var stedet ganske flot, og meget hyggeligt, så han var spændt på om Malika ville syntes det samme som ham. Han skævede ned til hans dyr som de fulgte med ham, de gik begge to ved siden af ham. Han kunne se på hans dyr at de indimellem kiggede op på Malika, og som de nærmede sig stedet drejede han blikket hen på hende. Et bredt smil blev kastet hen til hende"Det gør jeg, det er en lidt finere og ganske flot kro"sagde han med en venlig stemme, og fortsatte med at gå i retningen af kroen.

Det havde også været alt for lang tid siden han sidst havde været der, så det var rart at besøge stedet igen. Han var også meget sikker på at maden ville være god derinde, og der var helt klart en masse at vælge imellem. Han tænkte lidt som de pludselig stod foran kroen, han kunne slet ikke huske hvornår han sidst havde været her. Gad vide om krofatter kunne huske ham, og hans dyr"Det er en ganske fin kro, helt klart en af de finere"sagde han og kiggede på Malika med et bredt smil. Han var enlig spændt på, hvad Malika ville sige til det, og hvordan hun ville reagere på den. Han gik ind på kroen med hende, sørgede for at sikre sig at hun var med. Han havde et lille håb  om at hun godt ville kunne lide kroen, selvom den måske ikke var den mest fineste eller måske ikke det som hun var vant til.

Så kunne han mærke noget imod hans ben og han blev nød til at dreje hovedet ned for at se, hvad det kunne være. Det var Zion der strøg hans hoved op ad hans ben, og Pharos grinede lidt, som han løftede hovedet op og kiggede rundt som de stod inde på kroen. Han fik hurtigt øje på krofatter og sendte ham et smil, og et vink før han vendte hans opmærksomhed og fokus tilbage på Malika"Krofatter er en gammel bekendt, eller nærmere ven kan man måske godt sige"sagde han som han studerede hendes ansigt med hans orange øjne"Alle de gange jeg har kommet her, har han været en stor hjælp, og vi har snakket meget sammen"sagde han med en venlig stemme, som han begravede en hånd i hans bukselomme.

De begyndte at gå, hånd i hånd som altid. Malika kom til gengæld ud på nogle gader hun ikke rigtig havde besøgt før, og vidste ikke helt hvor hun var. Som han forklarede at det var en finere kro, blev Malika spændt, og måske endda satte forventningerne højere end hun skulle. Men hun prøvede at forvente mindst muligt. Hun nikkede blot med et spændt smil. Men som de nærmede sig hvad så ud til at være kroen, gentog han sig igen, og forventningerne røg endnu højere op, ”Det lyder virkelig godt, Pharos. Jeg glæder mig,” kommenterede hun, med et smil og en ganske rolig stemme.

Hun studerede og dømte allerede kroen inden de gik ind. Den så faktisk fin ud, og ret så hyggelig. Det virkede som et sted hvor Malika kunne slappe af og nyde Pharos selskab og sin mad. Men det måtte jo komme an på stemningen indenfor, og kokkens talenter. Malika fulgte fint med, som de gik ind i kroen og hendes øjne kørte straks rundt for at udforske stedet. Der sad umiddelbart få folk og nød deres mad, og var umiddelbart i et rigtig godt humør. Hun kunne på afstand se at maden så ret indbydende ud. Hun kunne mærke hendes mave krampede lidt i sult. Hun var vant til at få mange små måltider i løbet af dagen, og var på ingen måde vant til at gå så lang tid uden mad. Hun ville måske have haft det ok hvis hun havde fået et æble… Som kun faktisk kunne spise… Hun skævede op til Pharos, samtidig med at han kiggede ned på hende. Hun gav ham et skævt smil og kiggede mod krofatteren. Hun valgte at give krofatteren et lille nej, selvom der var lidt længere afstand mellem dem. Hun så efterfølgende op på Pharos, ”Hvordan har han hjulpet?” spurgte hun så nysgerrigt, hvorefter hun kiggede efter et sted hvor de kunne sidde.

Som krofatter gengældte hans smil og blik bemærkede han, hvordan Malika kiggede efter et sted at sidde. Han havde slet ikke givet sig tiden til at kigge efter nogle gode steder, hvor de kunne sidde. Derfor var det meget godt at hun havde kigget rundt efter et sted hvor de kunne sidde. Han betragtede krofatter en smule, før han pludselig kunne se han gik hen til dem, han holdte en arm ud, som han viste vej hen til et bord, hvor de kunne sidde. Et bord der stod henne ved et af de store vinduer. Der var hyggeligt tæt ved bordet, mest fordi der også var blevet placeret nogle lys ovenpå bordet. 

"Første gang jeg ankom til kroen, var begge mine dyr alvorligt skadet, og vi var langt væk hjemmefra så vi fik mulighed for at overnatte her på kroen, på et værelse ovenpå"sagde han som han gik med Malika hen til bordet. Han trak stolen ud for hende, så hun kunne sætte sig ned på den. Han satte sig overfor hende, og lagde en hånd hvile sig imod hans kind, han skævede kort ned på hans dyr der hoppede på vindueskarmen tæt på. Han vidste at begge dyr havde tilladelse til det, og at det ikke ville genere nogle af de andre gæster herinde. Krofatter vidste også godt, at bordet ham og Malika sad ved var lidt mere specielt især fordi der var en stor nok vindueskarm til dyrene kunne ligge og sidde i den"Så krofatter har hjulpet meget, og han har været en flink og imødekommende mand når man har haft brug en snak eller noget andet"sagde han med et bredt smil som han mødte krofatter's blik og smil.

Pharos lod fortsat hans hånd hvile sig imod hans kind, og lod hans øjne hvile sig på hendes ansigt. Han var klar til at de kunne bestille noget at spise og drikke, og kunne skule hen til krofatter der bukkede for Malika, og stod klar til at tage imod deres bestillinger. Pharos var helt klart sikker på at maden var god, og der var altid meget at vælge imellem, han var ikke sikker på hvad han ville vælge. Men han var fristet til næsten lidt af det hele. Han kiggede kort hen imod hans dyr, der pludselig kiggede hen på ham"Jeg må hellere sørge for at de også får noget at spise"sagde han med et bredt smil. Han vendte blikket og opmærksomheden hen på Malika igen, hvor han bare sad foran hende med lyset imellem dem og nød synet af hende.