Hecate havde været frygteligt bekymret, siden hun havde fundet ud af, at Shireen var forsvundet. Det var ikke fordi de to var tætte, eller at hun havde været en særlig stor del af pigens opvækst - men hun følte et vidst ansvar for, at de unge Reier-kvinder voksede til et anstændigt liv og en god plads i samfundet.
Men pigebarndets forsvinden og faderens tilsyneladende ligegyldighed over for problemet, havde endnu engang afsløret, at dele af familien var bundrådden.

Hun havde fået brygget sig en kop af sin ikke-særligt-velsmagende te (det var ikke smag, men virkning det handlede om) og sad nu i køkkenet i det nyindkøbte hus. Hecate tilbragte størstedelen af sin tid enten i køkkenet eller på bænken ude foran huset, for begge dele havde udsigt til gaden og gjorde hende i stand til at reagere hurtigt, var der noget uanstændigt under opsejling.

Hun havde derfor også allerede rejst sig, da klop klop-lyden af minotaurklove kunne høres på brostenene og fra køkkenvinduet observeret pigebarnet hængende over Knæflækkerens skuldre. Det gav et lille hop i hendes gamle hjerte - selv om hun ville have foretrukket, at den unge pige blev behandlet med lidt mere anstændighed. Det var vel hvad man fandt ud af at sætte en minotaur på sagen..

Knap havde Frejdis' sidste bank lydt, før Hecate hastigt åbnede døren, hendes blik kiggende op og ned af den unge Shireen, som hun på nuværende tidspunkt ikke havde set i meget lang tid. "Imponerende arbejde, Frøken Knæflækker." Faldt den sjældne ros, som hun åbnede døren ind til køkkenet. "Og Guderne være lovet, at du er vel, Shireen. Bekymringen har været stor!" Stemmen havde fået en skarp snart ved det sidste, som hun med en håndbevægelse bød dem begge at træde indenfor i huset - Frejdis ville nok skulle dukke hovedet lidt.
Det skarpe blik var allerede ved at se op og ned af Shireen for at spotte, om der var hændt hende noget, og øjnene blev lidt smallere ved synet af drengetøjet, der bestemt ikke var passende for en adelsfrøken - og som i øvrigt så ud til at fremvise en upassende mængde af hendes kavalergang. Hun måtte finde noget andet tøj til hende - og det så hurtigt som muligt.

Det sved i Shireens hjerte da hun så Dag ligeså stille forsvinde, som Frejdis slæbte hende med. Dag som endda havde forsøgt at gøre noget men det hjalp ikke. Minotauren var for stor, og de to piger var for hjælpeløse.

På turen mod hvor end det, var Shireen næppe stille, hun sprællede og prøvede at kravle fri, men uanset hvor meget hun forsøgte, så hjalp det ikke, og da de var ved at nå til deres destination, havde Shireen lidt givet op, og var i stedet for begyndt at planlægge hvordan hun ellers slap fri. Når minotauren satte hende ned, så kunne hun løbe. Hendes ben var ikke så store som minotauren, men hun kunne alle de små veje og steder, hvor en minotaur ikke kunne være.

Den plan røg dog ud af vinduet så snart de ankom og hun blev sat ned. Af alle steder Shireen havde forventet at Frejdis ville hive hende hen, så var hun ikke forberedt på det lille byhus, som hun aldrig havde set før, og hvordan minotauren begyndte at rette på det drengede hår og tøj. Hvad skete der?

Svaret kom da et velkendt, gammelt ansigt kom ud af døren, og Shireen måtte stirre lidt på Hecate og så op på minotauren, som... faktisk havde byvagtsuniform på. ”Grandtante Hecate?” endte Shireen med at sige. ”Er det her... din skyld.” Hun skævede lidt mod minotauren, som tydeligvis var hvad hun havde snakket om. Hun virkede dog mindre bekymret omkring hvad hun havde på. Hendes hår var næppe klippet så pænt, som da hun boede hjemme, og tøjet bag tydelige præg af at hun i den grad havde været en dreng. Hvis Shireen var ved sine fulde fem, så havde hun nok forsøgt at skjule sin brystkasse lidt mere, nu når hun stod foran Hecate.

Frejdis gjorde straks honør for Hecate ved rosen, noget minotauren var blevet synligt bedre til, siden deres sidste møde. Frejdis skulle jo træne noget når de folk i byvagten der faktisk kunne give hende en udfordring, ikke lige var til stede.

"Til tjeneste!" fulgte Frejdis honøren op med, og så med stor selvtilfredhed mod Shireen, og et job vel udført. Ros fra Dragen selv var ikke noget at kimse af! Men Frejdis viste også at man ikke skulle virke for ivrig efter den slags, selvom Frejdis ikke helt kunne nægte der var en særlig glæde ved et job veludført.. også selvom hun ikke rigtig havde flækket nogen på vejen. Ikke helt flækket hvert fald.

Frejdis fulgte efter da hun blev vinket indenfor, og var ikke kun forsigtig med at får hornene med, uden at spidde dørkarmen, men trådte også meget forsigtigt. Kun hvor gulvbrædderne var sømmet fast satte hun klovene. Hun var gået igennem dækket på Admiralens skib nok gange til at vide, at det ikke var alt tømmer der kunne holde til så meget vægt, på så ligge et areal.

Shireen så mest af alt forvirret ud over hele situationen, og Hecates ansigt begyndte at få en streng mine. "Naturligvis er jeg bag det. Du har været væk i mange måneder, og jeg kan ikke bare se til, mens min grandniece udsættes for jeg-ved-ikke-hvad.." Hecate ville forlange en fuld forklaring af pigebarnet, men først skulle de indenfor. Naboerne havde mindst lige så lange øjne, som hun selv havde det, og hun var ikke et sekund i tvivl om, at de ville sladre på livet løs, nu hvor de uden tvivl havde set minotaurbyvagten med den unge pige slynget over skulderen.

"Så lad mig høre Frøken Knæflækker.. hvordan lykkedes det dig at opspore hende? Er hun kommet noget til?" Det skarpe blik gled ned over Shireens krop, der så ud til at være okay - måske lidt tynd, og naturligvis forfærdeligt uanstændigt påklædt, men ellers uskadt.

Køkkendøren blev omhyggeligt lukket og gardinerne trukket for, før hun med hastige skridt bevægede sig ind i et tilstødende gemak med "Et øjeblik" før hun dukkede om med en favnfuld af rene klæder, deriblandt en højhalset kjole, der nok ville passe hende udemærket, for nu hvor hun ikke længere hang over Frejdis' skulder, var det tydeligt, at de rent faktisk var omtrent samme højde.
Det eneste var, at den nok ville stramme over brystet, for Hecate var nærmest fuldstændig flad som et bræt på dét punkt. Heldigvis var hun heller ikke den, der gik i noget alt for tætsiddende. "Hvis du vil have nogle rene klæder.." Hun sagde ikke "og mere anstændige" selv om det lidt lå i blikket, og hun nikkede venligt mod soveværelset, hvor Shireen kunne få lov til at skifte tøj i fred.
Hecate ville ikke få ro, før pigen var iført noget mere passende.

Shireen havde ikke nødvendigvis haft et stort problem med Hecate inden hun var blevet smidt ud hjemmefra, ikke at hun brød sig om hvor højlydt den gamle dame kunne være. Hun var dog stadig familie, og det var fint. En af mange mærkelige familiemedlemmer, som Shireen ikke så ofte krydsede veje med, og derfor undrede det hende også at det var hende der havde sat en eftersøgning i gang. Ikke at hun kunne sige alle disse ting højt, som hun stod og følte og så stadig forvirret ud.

Det var også derfor mere fordi det var påkrævet af hende, end fordi Shireen selv havde kontrol over sin krop, at hun blev gennet indenfor i det lille hus.
Det var også med lidt tøvende hænder, at hun greb fat i kjolen, som var intet i stil med hvad hun var vant til at gå med, ikke mere. Hun havde ikke ligefrem savnet kjoler og at være pæn, men som hun så op i Hecates ansigt, kunne hun godt se at alle muligheder for at slippe ud af denne her situation forsvandt. Det var lidt som om at det at stå ansigt til ansigt med en af sine familiemedlemmer, var godt i gang med at kvæle alt selvstændighed Shireen havde haft, mens hun havde boet på kroen. Som om at det eneste hun kunne gøre, var at lytte til hvad Hecate gjorde og så gøre det, for det ville være værre hvis hun ikke gjorde.
”Jeg... er tilbage om lidt,” hviskede hun, lidt svagt, før at hun gik med tunge skridt mod værelset, for at lukke sig selv ind, og skifte om til kjolen. Hun savnede allerede kroen, for ikke at nævne Dag. Dag. Hvordan skulle hun dog forklare hende alt... det her?

Frejdis stod så ret som loftet tillod hende, mens Den Gamle Drage og Shireen snakkede og fandt ud af tingene. Frejdis kunne dog ikke undgå at lade blikket glide rundt imens de to damer snakkede.
Der var færre trofæer end Frejdis havde forventet.. Men Dragen holdt dem nok i et seperat rum for ikke at skræmme de pæne gæster hun måtte få. Ja, det var helt sikkert det. Ikke noget Frejdis selv ville gøre - man skulle være stolt af hvad man opnåede i livet! Men Frejdis forventede heller aldrig at få noget man kunne kalde 'pæne' gæster.. hvis hun da nogensinde fik sig andet end sin køje i barakken. 

Frejdis forstod heller ikke helt hvad der var galt med pigens tøj, men da hun var gået, var Frejdis opmærksomhed fast på Hecate.
"Solidt benarbejde. Jeg fik rystet hendes far, men der var ikke noget der tydede på en kidnapning der. Jeg fandt hende på en kro i den nedre bydel" aflagde Frejdis rapport for Hecate, og synes ikke hun pyntede særlig meget på den. Det hele var jo sandt, også selvom det havde været et totalt tilfælde - eller måske byvagts intuition? - der havde ledt Frejdis til Det Halve Svin.
"Hun var ikke i fare der" bekræftede Frejdis, og skulle lige bruge et øjeblik på at huske hvad pigen egentlig havde lavet. "Hun spillede et eller andet spil med en anden pige. Pænt klædt på, brunt hår" Frejdis havde ikke rigtig skænket Dag opmærksomhed nok til at beskrive hende meget bedre. "Kaldte hende vist 'Shira' eller sådan noget" tilføjede Frejdis. Den anden pige havde råbt et eller andet efter dem, og Frejdis var ret sikker på det var Shira.. eller Shiro.. noget i den stil.

Tilfreds betragtede Hecate Shireen gå mod værelset med tøjet i favnen. Hun skulle nok få styr på pigebarnet, selv om guderne vidste, hvor mange års problemer, der lå bag med hendes faders opførsel.. Hecate ville nok få svært ved at give hende den tid, hun vidste, hun ville få brug for. 

"En kro!?" Snappede hun, så snart Frejdis havde aflagt rapport. Det var slet ikke et sted, en frøken på Shireens alder burde hænge ud! "De drak vel ikke noget?" Spurgte hun forfærdet. Et eller andet sted i hendes baghoved, var det begyndt at dæmre, at Shireen muligvis ikke i så høj grad var blevet kidnappet, men måske nærmere stukket af.. 

Lidt stivbenet gik hun hen og tog kedlen med te, som hun stillede på det lille, sirligt anrettede bord med en broderet dug, der efter udfærdigelsen at dømme, var fra det forrige århundrede. "Te?" Spurgte hun minotauren, mens hun allerede var i færd med at tage kopper frem.
Hun måtte få Shireen til at fortælle sin del af historien, men det var nok lidt nemmere, hvis de sad om bordet, frem for at de stod og nedstirrede hende. 

Shireen tog sin tid om faktisk at få tøj på. Det gamle lånte tøj blev forsigtigt taget af hendes nu meget feminime krop, som hun kun kunne kigge forfærdet ned af. Hun havde aldrig haft et problem med at være en pige eller kvinde som hun nok kunne betegnes nu om dage. Hun var trods alt på sit 16. år, men efter så lang tid en drengs krop, så føltes det alt sammen forkert.
Hun begyndte at trække i kjolen hun var blevet givet, og ganske rigtigt så begyndte den at stramme henover brystet, og hun følte sig allerede langt mindre tilpas, men hun fik i det mindste trukket kjolen på.

Travlt havde hun dog ikke, og hun gik hen til vinduet på værelset og kiggede ud. Et øjeblik overvejede hun at åbne vinduet og bare hoppe ud og løbe væk igen, men med minotauren omkring? Hun ville sikkert dårligt komme ned og finde Dag før hun var blevet bragt tilbage. Alligevel pillede hun lidt ved vinduelåsen, men til sidst kørte hun en hånd igennem det sjuskede røde hår, så det stod endnu værre end før, og gik ud af døren igen og ud til grandtante Hecate og byvagten.
Hendes øjne kiggede mellem de to dem, men hun gjorde intet for faktisk at gå over og sætte sig med dem for at få te. Alt et fine virkede så overvurderet nu.

Frejdis rynkede brynene i koncentration, som hun prøvede at huske hvad der havde været på bordet. "Den anden havde en kop, og der stod noget fuglefodder på bordet. Og et eller andet spil med brikker" fortalte Frejdis langsomt. Hun ville ønske hun havde kigget bedre efter, men hun havde ikke i sin vildeste fantasi troet det var vigtigt hvad der stod på bordet. Normalt var det kun vigtigt, hvis nogen skulle kastes henover det!

Frejdis pegede mod en af tekopperne som Hecate fandt dem frem "Det var en kop som dem der!" tilføjede hun så, stolt over at videregive den ekstra smule information.
Som Hecate bød Frejdis på te, så minotaureren en smule skeptisk ud, og flyttede vægten fra det ene ben, til det andet, og tilbage igen. "Ehm, det er mægtig flinkt at tilbyde, men jeg har stadig en patrulje at færdiggøre, såå" prøvede Frejdis at sno sig udenom, mens hun nervøst skævede lidt til de små, fine kopper. At sidde på de små stole, med den nysselige dug og drikke te af en kop så så skrøbelig ud, at Frejdis end ikke anede hvordan hun skulle samle den op, var ikke lige sådan minotauren ønskede at bruge sin dag.

Shireen kom tilbage og Hecate lavede et kort, anerkendende nik med hovedet. Naturligvis passede tøjet ikke perfekt, men det var langt bedre end det kluns, hun var ankommet i. I morgen kunne de gå til skrædderen og finde hende noget mere passende .. det kom nok ikke på tale at lade pigebarnet komme tilbage til sin far, og selv om Hecate endnu ikke helt havde taget en fast beslutning derom, var hun forberedt på at tage sig af Shireen .. i noget tid.

Hecate løftede tekanden i sine lettere krogede hænder. "Sæt dig ved bordet." Sagde hun til Shireen i en tone, der mest af alt var kommanderende. 

Et lille suk gik gennem hende, som hun selv tog plads og rettede skørtet en smule. Naturligvis kunne man ikke forvente for meget af Frejdis evne til at gengive detaljerne, og måske var det vigtigste også at hun rent faktisk havde fundet Shireen .. de andre ting kunne komme senere.
"Det er et vældigt godt stykke arbejde, De har gjort, Frøken Knæflækker. Jeg skal huske at nævne det, næste gang jeg er nede ved byvagten.." Sagde hun med et lille smil om de tynde læber. "Og jeg vil naturligvis ikke holde Dem mere tilbage fra Deres patrulje.. De har jo en by at beskytte. Jeg skal bare være sikker på .. der foregik altså ikke noget kriminelt på stedet, hvor De fandt hende?"

Shireen havde lyst til at åbne munden for at sige sig imod, men som hendes øjne landede på begge kvinder i køkkenet, kunne hun kun sige stille og skære tænder. Alt hvad hun ville var ud af her, men hun kunne også godt se at med sin gamle krop tilbage, så var det pludselig ikke så nemt at slippe afsted med alt det hun havde før. Det havde været et øjeblik af lykke, men lykke havde det trods alt været, med Dag, Sofie og ja også Rofus og Telma. Der havde hun kunne få lov til at lade som om at hun var en normal pige.

Hun gik derfor med tunge skridt hen og satte sig ved bordet. Et næsten vredt blik i sine øjne, men hun pegede det ikke på nogen, men kiggede ned i bordet. Hvor var det uretfærdigt. Det kunne selvfølgelig godt være at Hecate var langt bedre end hendes egen far, men hvor lang tid ville hun være her, før hun blev smidt hjem igen?
Hun kiggede dog op på Hecate, da hun spurgte om der skete noget kriminelt. Der var mange ting Shireen havde gjort der var kriminelt, men ikke med Dag. Aldrig med Dag. ”Der foregik intet. Vi var bare på en kro og spillede noget skak,” kom det derfor forsvarende fra Shireen. Om Hecate vidste at Shireen ikke havde kendt til skak før hun blev smidt ud, det var Shireen dog ikke klar over, men det virkede i hvert fald som en ganske uskyldig ting.

Frejdis åndende lettet op da Hecate godtog hendes undskyldning, og tillod hende at gå. Selvom Frejdis ikke var imod fine ting, så var det blevet en akavet omgang med de bitte små, meget skrøbeligt udseende kopper. Bedre at lave en taktisk retræte, mens hun stadig kunne.

"Intet kriminelt der, nej" bekræftede Frejdis med et fast nik. Hvert fald ikke noget kriminelt som Frejdis ikke fik en krystal eller to på siden, for at overse. Og udover Shireens tilstedeværelse, så var der heller ikke noget der havde set reelt kriminelt ud ved det korte besøg.

"Men så takker jeg af" bød minotaureren, og gjorde honnør for de to damer. "I må have det så fint. Og øh, nyd teen" den sidste del var rettet mod Shireen, og der var skyggen af et undskyldende smil om minotaurens mule. Det var ren forretning. Ingen grund til at bære nag vel?

Det var med møje og besvær at Frejdis kom ud af huset igen, og ikke uden hendes ene klov fik lavet et ordenligt mærke på tærsklen til hoveddøren. Men det var der nok ikke nogen der lage mærke til?

"Skak?" Hecate løftede et øjenbryn. Det lød utroligt uskyldigt, ja næsten for uskyldigt. Men knæflækkeren bekræftede om ikke andet, at der ikke foregik noget, der ikke burde, så måske var det rigtigt. Under alle omstændigheder, var der mange ting, der måtte opklares..

"Tak skal De have. Hav en fortsat god dag." Nikkede hun efter Frejdis, inden hun vendte opmærksomheden mod Shireen, studerende hendes ansigt. Hun var vokset en del siden sidst Hecate havde set hende - men hun havde heller ikke brugt voldsomt lang tid på resten af Reier-familien. Det var noget, der var nødt til at ændre sig nu.

"Jeg .. var forbi din far." Sagde hun afmålt, mens hun tog koppen mellem sine lange, tynde hænder og så ned i den. "Jeg er meget skuffet over måden, han har .. håndteret situationen her på.. så jeg tror det er bedst, at du bor her hos mig det næste stykke tid."
Der gik et lille suk igennem hende, skuldrene sank lidt ned. Dér. Hun ville tage ansvaret for den unge pige på sig, og sørge for, at hun fik den fremtid, hun fortjente. Måske et passende parti, når tiden var inde.

Shireens blik fulgte minotauren et øjeblik, inden det rettede sig tilbage mod hendes grandtante igen, og de to af dem var alene. Måske for første gang nogensinde. Det var ikke som om at Hecate havde været meget efter hende da hun var yngre, det var trods alt stadig da hun havde opført sig pænt, mest for ikke at få tæsk.

Man kunne se hvordan hendes øjne blev lidt mere hårdføre, som prøvede de at skjule noget, da Hecate begyndte at snakke om Shireens far. Det var ikke en mand Shireen nogensinde ønskede at se, hvis det selvfølgelig bare var så nemt. Hendes lillebror til gengæld var lidt mere kompliceret.
Det blev dog hurtig erstattet med overraskelse, som heldigvis skjulte lidt af vreden og fortvivlelsen. ”Her?” spurgte hun og kiggede sig om. Huset var lille, men ikke ubekvemt, men det var selvfølgelig ikke det det handlede om. Hecate ville tage hende ind. Hun var ikke helt sikker på hvordan hun skulle have det med det, især ikke når hun var kommet fra Telma, som generelt viste mere varme end hendes egen blodsbeslægtet familie. 

Hecate løftede tekoppen til læberne og pustede let på overfalden, mens hun holdt øje med den unge kvindes reaktion. Det var næppe en populær ting hos et ungt hoved at blive taget ind hos Tante Hecate, men det var nu engang nødvendigt, hvis der skulle blive en ordentlig ung dame ud af hende en dag.

"Ja, her. Der er et lille gæsteværelse, som vil blive dit. Vi kan tage til skrædderen i morgen og få styr på dine klæder - du er sikker vokset ud af dine gamle alligevel. Hvis der er andet du skal bruge fra din faders hus, kan vi sende en dreng efter det.."

Forklarede hun, før hun tog et forsigtigt nip af teen. Der var trods alt stik-i-rend-drenge nok på gaden, der gerne ville tjene et par krystaller, og hun syntes ikke det var passende at give manden en ny chance for at slå kløerne i Shireen. Ikke nu hvor Hecate endelig havde fået fat i hende.

Derudover blev hun nok nødt til at holde hende lidt under opsyn .. det gik ikke, at hun sådan gik på kro i tide og utide. Også selv om det var for at spille skak. "Min lærling, Esther, er et par år ældre end dig. Jeg er sikker på, at I nok skal blive fine veninder." Tilføjede hun med antydningen af et smil. Esther var også så dejlig anstændig og optaget af sine studier. Meget bedre selskab for Shireen.

Shireen pillede lidt ved sine egne hænder, mens hun ikek helt vidste hvad hun skulle gøre med sig selv. Hun havde ikke engang overvejet at hun ville blive taget ind hos Hecate. Det var jo ikke som om at Hecate rent faktisk var hendes tante eller lignende. Den ældre dame, havde heller aldrig givet udtryk for at holde nok af familien til at hjælpe nogle af dem, men alligevel kunne Shireen mærke en klump halsen, som det gik op for hende at hun ikke skulle tilbage.
Hun var næppe begejstret over at skulle bo hos Hecate, men noget af presset blev taget af, nu når hun var klar over at hun i det mindste ikke skulle bo hos sin far.

Hun nikkede lidt, selvom hun dårlig registrerede kommentaren omkring Hecates lærling. Hun kunne jo nok finde ud af det med de fleste. ”Det er meget at tage ind,” indrømmede hun stille. Måske af andre grunde end hvad Hecate mente, men stadig meget for Shireen som havde forventet hun ville bo hos Telma resten af sine dage, hvilket hun havde været glad for. 

"Naturligvis. Du skal nok få lidt fred til at sortere tingene ud. Men du må forstå, at din forsvinden har givet anledning til stor bekymring." Sagde Hecate, lidt skarpt, mens hun stillede koppen på bordet igen. Hun så sig kort rundt i køkkenet - hun var ikke vant til at stå og kokkerere, faktisk var hun mildest talt elendig til det, men med en ung pige i huset, kunne Shireen vel passende komme til at stå for noget at det arbejde.

Hun rejste sig forsigtigt, lidt besværet på grund af sit dårlige ben, fra bordet, før hun åbnede en dør ud til en gang i det lille hus: "Lad mig vise dig værelset til at starte med. Hvad har du i øvrigt fået af undervisning før hen? Det er vigtigt med en ordentlig dannelse!" Småskræppede hun på trods af, at Shireen havde givet udtryk for, at det hele var lidt meget. I Hecates hoved var det vigtigere at få styr på alting!

Hun gik hen og åbnede døren ind til det lille gæstekammer, hvor der stod en nydeligt redt seng samt et skab, hvor Shireen ville kunne opbevare sine ejendele. Der var også et lillebitte skrivebord og en stol. Hele værelset bar tydelig præg af Hecates voldsomme behov for renlighed og orden uden den mindste sans for hjemlighed.

Der kunne Shireen alligevel ikke dy sig selv, som hun mumlede, nok udenfor Hecates hørrevidde, forhåbentlig. ”Det var jo ikke som om at jeg valgte det.” I sidste ende havde hun været glad for det, men hun havde været knust og bange da det var sket. Hendes far fortjente dog alt der var kommet med det, at efterlade sin unge datter forslået i en gyde, til at hvem som helst kunne have fundet hende. Hun var heldig at alfens krystal også havde healet hende.

Alligevel rejste hun sig op, da Hecate mente at de skulle videre, selvom hun følte lidt en kommende hovedpine allerede på vej. Hun havde ikke følte sig så presset og stresset siden hun var blevet smidt ud og Kiles Orden havde bestemt.
”Jeg...” hun gik i stå. Hvorfor skulle hun allerede kommanderes rundt med? Hun havde lyst til at råbe og skrige, men alligevel, så kunne hun ikke få sig selv til det. Det var som om at ligeså snart hun var i nærheden af en Reier, så kom alt opdragelsen tilbage. ”De normale ting...” Alle de ting en kvinde skulle, uden at måtte tænke alt for kritisk, det kunne man ikke have.
Hun hev lidt ubehageligt i ærmerne på kjolen, selvom den egentlig passede hende som den skulle, bortset fra over brystet. 

"Jeg vil arrangere nogle flere timer for dig." Bestemte Hecate. Man kunne tydeligvis ikke stole på resten af Reier-familien over en dørtærskel, og ingen viste, om "det almindelige" Shireen var blevet undervist i, var tilstrækkeligt.
Der ville nok også være brug for at lære hende at tale lidt mere respektfuldt og svare fyldestgørende, når ældre familiemedlemmer spurgte, men det måtte komme hen ad vejen..

Hun sukkede og gjorde et nik med hovedet mod værelset. "Du må have brug for at hvile dig. Aftensmad er ved seksklokken præcist, og du kalder bare, hvis du mangler noget, eller hvis vi skal sørge for at nogle af dine ting bliver bragt hertil."

Hun gjorde et lille stift nik, før hun blidt lukkede døren i bag Shireen. I dag ville pigen få lov til at hvile - men i morgen ville turen gå til skrædderen og der skulle planlægges undervisning og pligter. Den bedste måde for et ungt hoved at håndtere tunge tanker var at holde det beskæftiget, mente Hecate.

Tilbage til virkelighedne. Det var sådan det føltes for Shireen i det her øjeblik, til trods for at hun aldrig havde boet hos Hecate. Det sidste år havde føles som en både god og dårlig drøm, men det havde i sidste ende været bedre end hvor hun stod nu, mere alene end hun havde følt sig i lang tid.

”Klokken seks,” bekræftede Shireen blot, og kiggede ikke engang op på Hecate, som hun gik ind på værelset. Hun greb om sig selv da døren lukkede i, men ingen lyd kunne høres fra værelse, ikke før det var tid til middagstiden, men hendes øjne var lidt mere røde end de havde været tidligere.

Den selvsikkerhed og eventyrlystne side var blevet kvalt fra det øjeblik hun var blevet afleveret på dørtærsklen af Hecate Reiers hjem, og selvom Shireen kunne flygte ud af vinduet, så brugte hun blot resten af sin dag på at stirre fortvivlet ud af vinduet, ude af stand til rigtig at vide hvad hun skulle gøre af sig selv, andet end at hun håbede at hun fik muligheden for at snakke med Dag, Sofie og Telma igen.