Jeffrey sendte hende et lille smil og lod hende forsøge at opmuntre ham. Det så ud til at gøre hende i bedre humør at prøve i hvert fald. “Fortæl mig om dem? Dine rare venner” han lød mest som om han bare gerne ville have en positiv fortælling at muntre sig selv op med i dette øjeblik, mens han i virkeligheden samlede oplysninger for hvad hun havde at tilbyde af bekendte. Nok var hun et naivt væsen, men hun kunne potentielt være magtfuld eller kende nogen som var det. Det var i hvert fald et forsøg værd at høre noget om hendes liv. Dertil, jo mere han vidste om hende, jo mere havde han at bruge for at få det ud af hende han ville have. Hvad det så end måtte være i sidste ende.

“Ærgeligt. Jeg ville ellers gerne havde hjulpet dig fri. Du fortjener ikke at være fanget på den her måde.” svarede han med et suk og valgte at kigge frem for sig igen. En smule tomt og fraværende ind i væggen. “Jeg ville ønske du aldrig havde oplevet denne ondskab” på sin vis var det sandheden. Hun fortjente det formentligt ikke, men Jeffrey skyede ingen midler for at nå hvor han var. Ligesom fortiden havde formet ham til. Det kunne et uskyldigt væsen ikke ændre.

Purnima fiflede lidt med kjolens kant, ikke at det var hendes, men det var noget stof at pille ved. Et roligt smil gled over hendes læber, som hun tænkt på sine venner tilbage i skoven. Der var så mange af dem. ”Jeg har en ven der hedde Rogu,” sagde hun endelig. ”Han er en... skovtrold tror jeg det hed, meget smuk og yndig. Han bringer mig altid gaver, og lærer mig så mange nye sjove ting.” Så som troldsk. Hun var blevet så glad over de få ord hun havde lært af ham. Han var virkelig en vidunderlig ven. Hun håbede hun fik ham at se igen.

Smilet forsvandt lidt men hun trak på skuldrene. ”Måske de ser deres fejl og lader os gå. Ellers så kan de vel ikke holde mig indespærret for evigt,” indrømmede hun. Hun vidste godt at hun levede længere end de fleste, hun havde set hvordan en af hendes venner var et barn den ene dag, og den gammel kvinde den anden. Hvis tiden bare gik ligeså hurtigt her, så ville de nok snart blive trætte af hende.

En skovtrold? Der bragte gaver. Det lød meget primitivt, men Jeffrey havde et eller andet sted heller ikke regnet med andet. At trolden ikke havde angrebet, var dog en bemærkelsesværdig fortælling. Af hvad han kendte til dem, var aggressioner en tydelig del af deres natur. Ikke at han sagde det højt. Han tænkte det blot for sig selv, mens han smilede roligt til hende. "Sjove ting? Som hvad?" han var ikke sikker på hvad man kunne lærer af skovtrolde. Hvordan man faldte i flest mulige fælder på korteste distance?

"Tror du virkelig?" kom der skeptisk fra Jeffrey som han kiggede på hende med et undrende blik. "Du kender ikke meget til disse folk gør du?" Jeffrey ville havde været bange havde han selv været fange. Det var der ingen tvivl om. For han vidste præcis hvad mørkets folk var, og de lagde ikke skjul på det. Undtagen Jeffrey lige nu. Men det var kun en komedie til det rette tidspunkt kom.

Siden Purnima allerede var kommet i tanke om nogle af de sjove ting, så flød det bare udover hendes læber, inden hun tænkte sig om. ”Troldsk!” grinende hun. Hun var livet lidt op af at snakke om hendes gode ven Rouku. ”Jeg er ikke særlig godt til det endnu, men jeg har lært nogle enkelte ord.” Og så begyndte hun at sige enkelte troldske ord. Hendes udtale var ikke god, og hun var heller ikke helt sikker på at hun huskede hvad det betød, men hun var meget stolt af dem.

Hendes uskyldige øjne fandt hans. ”Burde jeg?” spurgte hun. De kunne da ikke være ond helt igennem. Det var der ingen der var, ikke at Purnima rigtige troede på det onde. Nogen var bare født anderledes, med nogle andre tendenser. En ulv var jo heller ikke ond fordi den ville have mad?

Endnu engang fik han næsten dårlig samvittighed over det han havde gang i at gøre imod hende. Det han udsatte hende for. Men det var den mest effektive måde med væsner som hende. Det tænkte han i hvert fald at det var. Ellers måtte han skifte taktik senere. ”Troldsk?” svarede han med en let latter i stemmen og lyttede til de brummende ord han ikke forstod overhovedet. Hun virkede umådelig stolt af at kende til dem og han kunne skam også høre at der var forskel på ordene sagt, selvom han ikke forstod en bjælde. ”Og hvad betød det så?” grinede han en smule sorgløst, som distancerede han sig fra forfærdelighederne omkring dem. Som sad de bare og snakkede som havde de mødt hinanden under bedre omstændigheder.

Jeffrey åbnede munden langsomt og lukkede først et suk som han rystede på hovedet. ”Nej det burde du nok ikke. Du kender formentligt ikke meget til uoverensstemmelser i landet” pointerede han. Eller hvad for en gruppe hun præcist var havnet hos. Nu troede hun naturligvis heller ikke på at nogen kunne være så onde som Jeffrey efterhånden havde erfaret. Men hun havde ret i en ting, der måtte findes noget godt i alle, for Jeffrey følte de samme følelser som alle andre – han var bare ikke synderligt samvittighedsdreven eller empatisk.

Purnima rynkede brynene, som hun prøvede at komme i tanke om det, før hun gispede let, som det gik op for hende. ”Måne er et af ordene!” sagde hun. Stolt over bare at huske et af dem. Det havde også taget hende mange år at lære krystallisiansk, og det havde hun trods alt brugt oftere end troldsk, selvom hun forsøgte at bruge det, når hun mødte trolde. De fleste af dem var lidt bange for hende desværre.

Da han endte med ikke at forklare hende om gruppen der havde taget dem, lagde hun lidt uforstående hovedet på skrå. ”Oh.. nej ikke rigtig, hvis det ikke foregår i skovene, så har jeg nok ikke hørt det.” De færreste bragte politik ind hos hende i skoven. De var ofte for betaget af hende, mindst ligeså meget som hun var betaget af dem.

Et enkelt gab undslap hende, som hun nu var begyndt at være i nærheden af Jeff igen.

Selvfølgelig var måne et af de ord hun havde lært. Formentligt var stjerne et af de andre. Det ville i hvert fald give umådelig god mening, nu hun kaldte sig selv datter af nattehimlen. Det var stadig et underligt fænomen, men de magiske egenskaber landet indeholdte gjorde at intet efterhånden kunne overraske ham. ”Ikke dårligt.” roste han hende med et roligt smil på læberne. Det var faktisk ret sødt, selvom han ikke helt kunne se hvad hun skulle bruge det til. Trolde var primitive væsner, og det var mest bjergtroldene der kunne bruges. Dem fra skovene var bare i vejen og ikke nær så stærke som trækkvæg.

Måske han skulle forklare hende hvad situation hun befandt sig i. Men måske han skulle vente til dagen efter nu hun begyndte at virke træt igen. ”Du er havnet hos det som kaldes mørket. Dem som ikke har meget til overs for det gode folk, og som tager i stedet for at give. De kom desværre til din skov” desværre var måske så meget sagt, selvom Jeffrey endnu ikke vidste hvad han skulle bruge hende til. Specielt hvis hun virkelig ikke kunne andet end at væve himmelstoffet. Men der måtte være noget specielt ved det stof, og måske kunne han sælge det. Det var faktisk en god ide. Have hende til at lave tøj af fineste kvalitet han kunne sælge i Rubinien for mange krystaller. De var trods alt langt mere opsat på at få det sjældne. De var heller ikke så hårdnakkede omkring ingen slaveri. Tværtimod.

Purnima blev glad for rosen. Hun var generelt ikke særlig svær at gøre glad eller at underholde. Hun var et simpelt væsen, og som man sagde, små hjerner og små glæder. Hun kunne trods alt ikke beskyldes for at være et klogt eller særlig intelligent væsen. Hvis hun var, så havde hun været mere bange for sin nuværende situation, som hun ligeså stille forsøgte at vænne sig til.

Hun lyttede til ham, som han forsøgte at forklare hvem hun var endt hos. ”Oh...” kom det lidt, næsten eftertænksomt, og hun trak sine ben lidt mere til sig igen, og hun stirrede på Jeff. ”Er det mon fordi de har manglet kærlighed i livet?” spurgte hun så endelig, som var det hun var kommet frem til. Det var aldrig noget hun selv havde følt hun havde manglet. Hun havde haft skovene og dyrene omkring sig, og så havde hun kunne få venner ligeså snart nogen kom forbi og snakkede med hende. Hun kunne dog godt se hvordan ensomhed kunne få folk til at gøre forfærdelige ting.

Jeffrey kunne ikke helt finde ud af om hun virkelig var så naiv at hun næsten virkede til at glemme situationen hun befandt sig i. Eller også forsøgte hun virkelig at få det bedste ud af den situation hun befandt sig i. Hun virkede så glad og sorgløs. Han kunne ikke undgå at være en smule misundelig over det. Hvor meget han end satte pris på sin egen intelligens, havde den en tendens til at stå i vejen for lykken. Det var måske ikke så underligt at folk sagde, at simple folk oftest altid var glade. De havde i hvert fald ikke nær så mange bekymringer.

Jeffrey kom med et ganske lavmælt fnys og trak på skulderne. ”Måske. Jeg ved det ikke” svarede han. Han havde faktisk aldrig tænkt over hvorfor folk kom til mørket. Dem han oftest så var der af egoistiske årsager. Det var derfor han var der, for sin egen vindings skyld. For ikke at nævne hele hævn delen der brændte i hans indre. En trang han forventede aldrig forsvandt fra hans tanker. Måske var det fordi han havde manglet kærlighed. Havde hans familie været i live, havde hans liv set fuldstændig anderledes ud. ”Nej, jeg tror ikke det er grunden for dem alle. Jeg ved godt du ikke tror på at folk er mere onde end gode, men det virker sådan her” nogen af dem uden nogen former for empati, medfølelse eller samvittighed.

Purnima krøb sig om muligt endnu mere sammen, og lagde sin kind mod sine knæ, som hun kiggede på Jeff. Hvordan kunne han tro noget så ondt, så modbydeligt mod folk? Hun ville ønske at hun kunne vise ham hvor god verdenen var, men måske i det her tilfælde havde han ret. Måske var der nogen hvor lyset bare var gået ud i. Måske nattehimlen ikke kunne hjælpe med det her? En utrolig tanke, men en der ligeså stille var begyndt at forme sig hos Purnima, som ellers altid havde holdt det nært, og ment at den kunne fikse alt.

"Tror du de er til at redde?" spurgte hun og kiggede med sine store øjne på ham. "Eller er de dømt til et liv i mørket?" Mørket var ikke nødvendigvis en dårlig ting, men Purnima selv blev altid så trist når stjernenes lys ikke kunne nå hende, og skyerne var for tykke. Det var sådan hun følte det måtte være, hvis man virkelig ønskede at gøre andre ondt. Den følelse, hver dag, hver evig eneste dag. Det ville være ulideligt. Hvor hun dog savnede stjernerne og månen.

Jeffrey havde ingen fornemmelse af om hun var ved at forstå alvoren i sin situation eller om hans ord bare pralede af på hende som vand på en gås. Men hun virkede mindre som hun sad der. Måske hun bare skulle bearbejde det hele – og formentlig nå til konklusionen at verden stadig var et dejligt og godt sted. Naive væsner var oftest svære at få overbevist om at verden var led og træls.

”Jeg tror ikke de kan se lyset, selv hvis de står under det” det galte for nogen af dem, men Jeffrey selv kunne se det. Han betragtede det gerne og fandt visse fordele ved at undersøge hvordan folk fungerede når de generelt var mere rare end onde. Men han gik aldrig derover. Han var ikke en rar mand. Han var måske skabt til at stå i lyset, men intet er forudbestemt. ”Man vender sig til mørket” metafor, for det var selvfølgelig hvad ens øjne gjorde når man havde været der længe nok. Men det betød så meget mere end bare det.

Et suk undslap Purnimas læber, og hun lukkede øjnene i, så hun ikke længere kunne se Jeff. Hun havde ikke lyst til at tro på hvad Jeff sagde. Hun kunne ikke tro på det. Hvis alle var onde, hvad så med hendes venner? Det ville være forfærdeligt at finde ud af at de ikke bare var gode fordi de eksisterede.

Hendes hoved gjorde lidt ondt, og søvnigheden var ved at overvinde hende endnu engang. "Men hvorfor skulle man gøre det. Hvis man venter lang tid nok, så forsvinder skyerne, og stjernerne bryder igennem igen," mumlede hun, lidt fraværerende, selvom hun forsøgte at holde samtalen igang. Hvorfor gjorde Jeff hende så træt? Var det fordi hun ikke var vant til at snakke så meget med folk, hun syntes ellers altid at hun snakkede med nogen. Desværre var  hendes fornemmelse for tid også ret ikke eksisterende. 

Jeffrey havde siddet og kigget en smule tomt fremfor sig, men vendte blikket en smule hurtigere end det måske egentlig havde været meningen for at kigge direkte på Purnima som hun kom med sin naive udmelding. Nok virkede hun fraværende og klar til at falde om at træthed. Den effekt måtte han havde på hende, fordi hun ikke længere havde sin magi. Det kunne han også godt acceptere, men han havde svært ved helt at forholde sig til at hun holdte fat i den tro.
”Det gør solen også” men lige meget havde det hjulpet.

Han lod hende synke ned i sin slumre tilstand uden at sige mere, men tænkte i stedet. Hans mor havde altid talt om optimisme og det positive i livet. Alt det var blevet taget fra ham af nogen som påstod de stod for at lyse verden op i det gode. Han var blevet kastet ned i ingenting, havde gennemgået prøvelser der havde frarøvet ham al håb og drømme til der kun var en ting tilbage. Hævn. Hvis man fjernede hans hævn, forsvandt hans drivkraft. Selv ikke Purnimas naive person kunne finde hans godhed. Den del af Jeffrey havde været død længe.

Purnima prøvede lidt at ryste hovedet, da han nævnte solen. Hun hadede den ikke, men den var ikke det samme, og hun følte at hun blev nødt til at gøre det klart, men ligeså snart hun åbnede munden, så undslap et gab fra hende endnu engang, og hun mistede fuldstændig tankestrømmen. Hvor var det egentlig at tankerne havde været på vej hen? Hun var virkelig ikke sikker, og pludselig følte alting bare så tungt.

Hun prøvede at åbne munden endnu engang, men endnu et gab slap løs, og kort efter kunne man se hvordan hele hendes krop slappede af, og hendes vejrtrækning blev stabiliseret som hun faldt i søvn, dog stadig i sin lidt akavet stilling, som kunne hun ikke finde ud af at vikle sig ud af sig selv.

Et svagt antræk af morskab kom over Jeffreys træk som Purnima gabte åbenlyst og blev træt. Hans effekt på hende var at hun blev træt. Det var i hvert fald efterhånden hans konklusion, oven i hvad hun havde fortalt om nattehimlen. Gad vide om hun døde hvis hun var næstet det? Det ville være et interessant eksperiment, men ikke det han gad at bruge tiden på. Han ville hellere udnytte sine fangers evner, og ikke bare lade dem dø i fling. Han spejdede let til siden og så hvordan hun var faldet i søvn i en akavet stilling. I hvert fald ikke en man normalvis fandt folk sovende i.

Han lod hende, mens han overvejede sit næste træk. Han nægtede at tro på at han ikke kunne bruge hende til bare et eller andet! Hun var så uskyldig og naiv at der måtte gemme sig noget hun ikke forstod om sine egne kræfter i hende. Andet kunne ikke passe! Hun var ikke fra denne verden, og så kunne hun ikke være ubrugelig! Eller nem at erstatte for den sags skyld. Han grublede. Og han grublede længe før han rejste sig og bevægede sig langsomt og næsten lydløst rundt i cellen. Måske ville flere dage, måske uger adskilt gøre noget. Lade hende tro at hun havde mistet den eneste ven hun havde bag disse stenmure. Men måske hun bare glemte ham. Det var ikke fordi hun var skarp ifølge ham. Han endte med at stå for enden af cellen og kigge ud af det tiltræmmet hul. Han var ikke vant til simple skabninger, andet end at de blev tortureret til han fik det han ville have ud af dem. Det var han ikke sikker på at hun holdte til, og hvis der ikke fandtes flere af hendes slags, ville det være et tab.
Han drejede blikket og kiggede på hendes sovende skikkelse. Han kunne altid sælge hende.

Som et væsen lavet fuldstændig af magi, så ville Purnima faktisk visne og dø hvis hun ikke fik den nødvendige magi til sig. At hun blev træt var blot hendes krop måde at spare energien, når der ikke var magi i nærheden hun kunne nære fra. Det nyttede ikke noget at fjerne alt magien fra hende, hvis man ville kunne bruge hende til noet som helst.

Purnima virkede heller ikke til at lægge mærke til at Jeff bevægede sig i cellen. Et par enkelte gange møvede hun lidt rundt, og hun fik også til sidst lagt sig ned på siden, krøllet sammen, som et lille foster, mens hendes rolige vejtrækning var det eneste der indikerede at hun stadig levede.

Hun ville nok også blive ved med at sove, til enten nogen vækkede hende med larm eller rusken, eller til der i hvert fald var gået nogle timer og hun havde fået samlet noget energi til at holde sig vågen igen.

Som Jeffrey stod og grublede som timerne gik og han så solen passere hen over himlen, overvejde han hvorvidt hun ville forstå det hvis han forsvandt, men at hendes evner stadig ikke fungerede. Ville det ramme hende hårdt hvis hun pludselig kunne. Velvidende at det, i mere naturlige omstændigheder hvis Jeffrey havde været en fange, at han dermed var død. Måske var et chok det hun behøvede.
Langsomt vendte han sig, kiggede på den sovende skikkelse i fosterstilling. Hun lignede ikke andet end et barn. Måske ville dette havde haft en effekt på ham, havde han haft børn selv.
Med klagen fra sit knæ, satte han sig på hug ved hendes skikkelse og lod en hånd ae hende hen over det skinnende hår hun havde. De mørkeblå farver der mindede ham om nattens himmel. Præcis som hun havde antydet at hun var. En del af nattehimlen. Eller barn deraf faktisk. Fingrene gled næsten urørligt ned af hendes kind. Hun var et finurligt væsen.

Langsomt, med et smæld fra knæet og en kort fortrækning af smerte i hans udtryk, rejste han sig op igen. En skyde i døren gled til side og et blik af kolde stålgrå øjne kiggede ind på Jeff. Han løftede diskret to fingre. Indikerende at han skulle vente to timer, før fire mænd ville bryde ind i cellen med stor raballer, tage Jeff, mens han kæmpede for at komme fri. Skræmme hende, men også lade hende få et ordentligt syn på vagterne som gjorde dette. Få hende til at reagere på sine følelser. Hvis han da endvidere betød nok for hende indtil videre til at hun ville reagere. Det ville blive barsk, og Jeffrey vidste han ville få slag. I maven især og ansigtet. En flækket læbe var uundgåelig. Ville hun forsøge at sætte sig imod, ville vagterne ikke være blinde for at slå fra sig mod hendes meget mere spinkle fysik.

Så snart scenariet og skuespillet var overstået, gik Jeffrey fra cellen med oprejst pande og tørte blodet væk fra under sin næse. Hans omkreds ville ikke længere nå hende. Han lod hende få magien tilbage, som fuldmånen langsomt gled op på himmelen. Hvis ikke hun kunne give nogen kamp under fuldmånens skær, som han tænkte måtte give hende mere kraft, så kunne han ikke bruge hende. Ikke til andet end pynt, og det gjorde man trods alt mere i Rubinien end i en kælder i et gammelt fort.

Purnime lignede et barn til tider, måske fordi det var uskyld i den pureste form, hvis man spurgte menneske. Der var ikke en eneste ond knogle gemt i hendes krop, men det var ikke at sige, at de tanker ikke kunne opstå, hvis man ikke passede på. Nattehimlen var ganske vidst upartisk og smuk, men den havde også uendelig af muligheder, ligesom Purnima.

Hendes vejtrækning var stille og rolig, som hun lå og sov, i en drømmeløs søvn, for hendes energi var der ikke engang til at forstille sig ting i underbevidstheden. Det her var trods alt en måde for hende at spare på magien, når hun ikke havde adgang til den.

To timer gled forbi, uden at Purnima opdagede det, men satte sig op med et sæt op, som rabalderet skete. Først var søvnen i hendes øjne og hun kunne ikke forstå hvad der skete, men så så hun ham blive hevet væk. ”Jeff? Jeff! NEJ! STOP!” desperationern var tydelig at finde i hendes stemme, og hun prøvede at komme op på sine vaklende ben, så hun kunne komme over og hjælpe ham, men det nyttede ikke noget. Hun blev hårdt slået til siden , så hun landte tilbage i sine celle, og måtte se hendes eneste ven blot blive hevet væk, sønderbanket. Tårerne var allerede begyndt at falde, men der var intet hun kunne gøre, for celledøren blev lukket inden hun overhoved kunne overveje at hun havde adgang til sin magi igen.

Som hun sad og huklede i hjørnet af hjørnet af cellen, var det dog som om at hun begyndte at skinne mere. Fuldmånens lys faldt ind mod hende, og nu når magien havde fri adgang, så sugede hendes spinkle krop det til sig. Det var som hun skinnede lidt mere, og stjernerne i hendes hår og øjne blev klarere. Man kunne se en fysisk omvæltning, fra den person der var blevet frarøvet magien fra sig. 

Jeff vendte tilbage til nogen af de mere kritiske opgaver han havde efterladt for at finde ud af hvad deres nyeste fange egentlig var i stand til. Ikke at det var gået så godt. Jo, han havde lyttet og hørt visse ting, men hvad kunne han bruge det til? ikke ret meget. Han havde vundet hendes tillid, til fangen Jeff der følte sorg og skam over at blive udnyttet af mørkets hær til at blokere folks magi. Hendes råb og desperation havde været sødt. Nogen ville sige kærkommen. Men mest af alt tragisk for hende. Nu var hun helt alene igen.

Han lod de andre komme med rapporter og prikke til hende.
Du må savne din lille ven
Selv når han ikke er her, er du da komplet ufarlig.
Men det var først efter nogle uger at de smed bomben med at han var død. At hun aldrig så sin ven igen. At hun for evigt ville være helt alene i denne celle. At hun aldrig slap fri. Og hver gang rapporterede de tilbage hvad hendes reaktion havde været. Om de havde fået noget ud af det.

Samtidigmed at Jeffrey ledte efter en køber. Formentlig en fra Rubinien. De kunne godt lide at deres ting skinner. Ikke at han forstod dem. Han var langt mere praktisk anlagt.

Purnima var nærmest utrøstelig, ikke at nogen forsøgte faktisk at trøste hende. Alt hun fik var lede kommentarer og ensomheden, selvom nattehimlen hjalp lidt på sorgen.
Til at starte med var hun sikker på at han nok skulle komme tilbage men som ugerne gik var der intet tegn på at det var tilfældet. Sidste gang kunne hun have svoret han havde været kortere tid i hvert fald, og denne her gang var hun også mere vågen.

Det vagterne primært kunne fortælle tilbage om hendes tilstand, var at hun var meget stille, og hun græd en del. I starten havde hendes øjne været håbefulde når der kom lyd ovre fra døren, men som tiden var gået, så sank hun mere og mere ind i sig selv, og stirrede blot op på himlen. Hun var som en tom skal, som lidt havde mistet lysten til at eksistere.
Hun var nok ikke til meget mere brug for Mørket, som hun var her.