Der gik ikke længe, inden Enzel trak sine fingre til sig, noget der både var godt og skidt. Skidt, fordi det var rart, godt, fordi det uden tvivl ville lede videre til det næste. Næsten mere ærgerlig var han over, at kysset blev brudt og Enzel rettede sig lidt på, så deres brystkasser ikke længere var i kontakt med hinanden. Han ville så gerne røre, han fik helt en knude i maven af desperation, og han løftede hænderne for at række ned efter Enzel, men blev afbrudt, da hans ben blev hevet op mod hans bryst og ind over Enzels skulder. Godt han var så smidig, det var ikke ubehageligt for ham, selvom hans ben blev skubbet lidt langt op.

Han nikkede kort for at berolige Enzel. Ikke at det var sikkert, at han ville sige noget, så længe han selv vurderede, at det ikke gjorde noget. Enzels læber og ånde mod hans kind fik ham til at lukke øjnene lidt, han kunne lide følelsen. Og så kunne han mærke ham. Han tog en dyb indånding og slappede af i kroppen. Det gjorde ikke noget, at hans nye ven ikke havde forberedt ham så grundigt. Det skete ret ofte, at der ikke engang blev taget sig tid til det, og hans krop havde haft mange år til at vende sig til det. Så der gik heller ikke så længe, inden Enzel kunne skubbe sig længere ind. Noget der fik Killian til at klynke dæmpet af nydelse. Det sitrede let i hans krop af begær efter mere, og han løftede underlivet en smule, så det var endnu nemmere for bordelejeren at presse sig ind.

Så snart han begyndte at bevæge sig, stønnede Killian dæmpet. Han lavede sjældent høje lyde, det lå ikke til ham at gøre så meget væsen af sig selv, og de små støn faldt naturligt ind i hans vejrtrækning, så de var endnu mere skjult.
Han åbnede øjnene og så på Enzel, da han sagde hans navn, og det rykkede igen i hans arme, som han ville røre ved sin nye ven. Lade hænderne glide ned over hans bare overkrop, røre ham og mærke hans hud. Men da han flyttede på dem, kom han i tanke om, at de var bundet sammen. Det fik ham til at bide sig i læben. Så i stedet spændte han i mavemusklerne for at løfte sig nok til at kunne kysse ham igen. Han blev nødt til at gøre et eller andet, og ikke bare ligge der og tage i mod uden at give.

Killian fik endeligt lidt af det, han ville have, da Enzel valgte at kysse ham. Der var ikke så meget passion i det, ikke som i de halvhårde stød der fik Killians krop til svagt at glide frem og tilbage i sengen, men Killian tog, hvad han kunne få. Et lille klynk forlod ham her og der, men ikke fordi noget var ubehageligt, snarere tværtimod. Det var skønt og han kunne ikke få nok. Det var ikke selve det at have sex, han var afhængig af, men berøringerne, hud mod hud. Følelsen af en andens krop i mod sin. Nej, det var bare lettest at få igennem sex, men så var det så heldigt, at han elskede sex i sig selv også. Den der følelse af at blive én med nogen, nydelsen og de fysiske reaktioner.

Imellem dem kunne man da også se, at hans krop reagerede på alle de forskellige stimuli, og han kunne mærke Enzels maveskind gnide imod sig. Det var næsten for meget at holde til, men Killian kunne holde længe nok til, at det ikke var noget, han var bekymret for lige nu.
I stedet koncentrerede han sig om kysset, der blev afbrudt, og Enzels facade, der endeligt virkede lidt til at bryde lidt sammen, som han stønnede mod hans kind. Killian drejede hovedet lidt og kyssede hans mundvig og hans kind.

Og midt i det hele glemte han, at han ikke måtte røre, og hans arme gled ned. Skuldrene var alligevel ved at være lidt stive af at ligge sådan og hans fingre var begyndt at sove. Men det forhindrede ham ikke i at føre hænderne over Enzels hoved med en arm på hver side, og lægge hænderne mod hans ryg, forsigtig med ikke at skubbe til turbanen. Endeligt kunne han røre og hans fingre strøg straks over den bløde hud, mens han småstønnede under ham, nød ham og kunne mærke sig selv blive skubbet længere mod kanten.

Det gik slet ikke op for Killian, at han gjorde noget forkert. Der kom ingen reaktion fra Enzel, da han lagde hænderne mod det øverste af hans ryg, og han selv følte bare en forløsende lettelse over at få lov til at røre. Mere hud. Den varme følelse under hans fingre fik ham til at stønne lidt mere og bide sig nydende i læben. Hans fingre dansede hen over huden, så lang han kunne nå, som han lå der med et ben over Enzels skulder og hænder bundet sammen. Det var ikke så langt, men han kunne kærtegne ham hen over skudrene og i nakken, underbevidst forsigtigt med ikke at flytte på klædet, der var bundet om hans nye vens hoved. Det ærgrede ham, at han ikke kunne flette fingrene ind i mandens hår, hvis det var så langt under turbanen, men at nusse ham i nakken var også ganske tilfredsstillende.

Tiden blev en smule udvisket, som hele verden var fyldt med følelsen af berøring, Enzels bevægelser i ham, lyden af deres vejtrækninger og støn. Når Killian havde samling til det, kyssede han på Enzel, hvad end der var af fri hud inden for rækkevidde. Det var lidt hårdt at ligge som han gjorde, men det gjorde ikke noget. Det var ikke vigtigt.

På et tidspunkt begyndte det alligevel at blive for meget for ham, følelsen af Enzel i sit, følelsen af hans hud, der ved hver bevægelse gned sig op af Killians lem, og han borede fingrene ned i sin nye vens skulder og nakke, som klimakset begyndte at snige sig ind over ham. En svag lyd kom fra ham, som hans underliv trak sig sammen og han kom ud over sin egen mave i mellem dem. Dæmpet gispede han eftervejret, men tabte ikke takten i deres rytmiske dans i sengen. I stedet hold han lidt fat i Enzel som for at give tegn til, at der ikke var grund til at stoppe.

Selvom Killian kunne mærke en svag træthed i kroppen, efter han var kommet, gjorde han ingen tegn til, at han ville have Enzel til at stoppe. Nej, han havde ikke brug for en pause, han kunne blive ved så længe hans nye ven havde lyst og kræfter. Så han fortsatte med at gispe efter vejret og med halvt lukkede øjne nyde fornemmelsen af ham.
Men det fik han ikke lov til længe, som Enzel flyttede rundt på dem i den smalle seng. Killian strittede ikke i mod, men hjalp heller ikke til, som han ikke vidste, hvad der nu skulle ske. Det gik op for ham, at de måske havde været på vej ud over kanten på sengen, det havde han slet ikke været nærværende nok til at opdage.

Det var rart at få sin ben strakt ud igen, men han nåede ikke at lægge så meget mærke til det, før Enzel var over ham igen, denne gang med nogle faste greb og hårdere bevægelser. Et par lyde højere end før forlod Killian, som han lukkede en hånd om tæppet i sengen, men han protesterede ikke, nej, han nød det og hans støn var af ren nydelse, som han lod Enzel gøre, hvad han ville.

Manden med turbanens greb blev hårdere og Killian kunne både høre og mærke, at han kom. Følelsen var lidt blandet, som han ikke ville have noget i mod at fortsætte, men som altid var han glad for, at han kunne være med til at give sin nye ven den nydelse. 
Hans brystkasse bevægede sig tydeligt op og ned, som han lå der i sin seng med en anden mand i sig. De grønne øjne flyttede sig op til Enzels ansigt og betragtede det med et svagt smil. Han så tilfreds ud, det var godt.
"Jeg håber ... at desserten er ... tilfredsstillende." Hans tale afbrudt af indåndinger, som han var forpustet efter den behandling, han havde fået.

Varmen spredte sig i Killian, som hans nye ven sagde, at det havde været godt, og et lidt drenget smil lagde sig over hans ansigt, efterfulgt af et lille grin, som han blev nevet i kinden. Han virkede som altid yngre end han var, voksen ville han nok aldrig rigtigt blive.
Som Enzel flyttede sig for at lægge sig ved siden af ham, rykkede Killians sig ind mod væggen, så de begge to kunne være der. For et øjeblik lå de der bare, og det gik op for Killian, at Enzel havde tænkt sig at blive lidt i stedet for bare at skride. Det gjorde ham glad, og han lukkede afslappet øjnene, mens han nød hans nærvær.

Da Enzel flyttede sin hånd til Killians håndled, åbnee han øjnene og så på, hvad han lavede. Knuden havde strammet sig lidt og så ud til at være svær at få op, men Killian var ikke så bekymret. Gik det helt galt, var der værktøj nok til at hjælpe, der lå en god kniv på en af hylderne i reolen. Men det så langsomt ud til at lykkes, og så snart rebet var væk, gav Killian sig til at gnide sine håndled. Han brød sig ikke rigtigt om det med at blive bundet, det havde været en forfærdelig oplevelse alt for mange gange, men heldigvis havde Enzel jo vist sig at være sød nok ved ham.

Den tanke holdt han fast i, da hans nye ven hviskede i hans øre og truede med at binde ham en anden gang. Han vidste ikke, hvad han skulle svare, og for at skjule hvad end at usikre følelser, han ikke kunne holde fra sit ansigt, drejede han hovedet og kyssede ham. Som gengældelse for de kærtegn, Enzels slanke fingre foretog på hans brystkasse, fandt hans hånd frem til hans side, som han blidt kærtegnede. Han havde helt glemt, hvorfor Enzel havde bundet ham, men alligevel tog hans hånd ikke på opdagelse, selvom der var så meget, han gerne ville røre ved. Selvom han var lidt mat i kroppen, ville det ikke kræve meget for at gøre ham klar til en omgang mere, men det kom helt an på, hvad Enzel ville.