Atlas forstod ikke en skid; selvfølgelig kunne Asad lide ham? Det havde Atlas da aldrig været i tvivl om, og det havde da aldrig været hemmeligt? Hvorfor hviskede Mahir det, som om det var en hemmelighed, der kunne koste ham livet? Så sent som et par dage siden, havde Asad endda sagt ordene 'Jeg elsker dig' til ham, så hvorfor føltes det her anderledes? Der var noget mere gemt i den besked fra Mahir, og Atlas følte det, som om det lå lige på tungespidsen, men alligevel var det uendeligt langt væk. Hjulene snurrede i Atlas' hoved, og han fik næsten hovedpine af at tænke på det, og selv ikke Asads ankomst i stuen kunne få dem til at stoppe med at dreje som vanvittige.

"Jeg viste Mahir linen," fortalte Atlas og tvang sig selv til at fokusere på noget andet. Den her sag var en nød, han nok skulle få knækket! "Og jeg tænkte på, at jeg måske skulle prøve at sætte nogle trapezer op også. Jeg savner at flyve."

Den sidste bemærkning fik smilet frem hos ham igen. Han og Asad kunne svinge sig igennem luften igen! Gribe hinanden igen! Flyve sammen igen! Dét havde Atlas drømt om, lige siden han forlod cirkusset.

Et glimt af vrede lynede igennem Asads øjne, da Atlas fortalte at han havde vist Mahir linen, men øjeblikket efter var det undertrykt.

"Godt. Jeg ved Mahir øver sig, når han kan. Han har kun godt af at få brugt en rigtigt line." Først da skævede Asad kort til Atlas, men sekundet efter var hans blik tilbage på Mahir igen. Det var ham, han ville snakke med, ikke Atlas. Det var ham han var efter lige nu. Lille Mahir var et nemmere offer end Atlas, der insisterede på at være positiv ligegyldigt hvad man kastede efter ham eller snerrede af ham.

Desuden skulle Atlas ikke tro, at han kunne beskytte Mahir blot ved at minde Asad om deres tid i cirkusset. Mindet om trapezerne gjorde ham kun vred og defensiv, det gjorde ham ikke glad, eller hvad end Atlas havde håbet på at der ville ske.

Mahir greb viskestykket inden det ramte ham i ansigtet og for et splitsekund føltes det næsten rigtigt, men et blik på Asads ansigt slog det lille glimt af håb ihjel igen. 
Han ville svare på spørgsmålet, men Atlas kom ham i forkøbet og fortale Asad, at de havde været ude at se på linen. Mahir vidste ikke helt, om det var en god idé, for Asad virkede ikke ret interesseret i at træne selv eller at Mahir trænede. Men katten var ude af sækken og Mahir så på Asad for at se hans reaktion. Heldigvis så det ikke ud til, at Asad blev meget vred, hvilket lidt fjernede en sten fra Mahirs hjerte, for han ville meget gerne ud og øve sig på linen igen. Uden at gå i mod Asad.

De hårde øjne blev vendt mod ham igen og han sank en klump. Der var vel ikke så meget andet for end at spytte ud.
"Far siger, at du skal komme hjem til aftensmad, han har noget, han gerne vil tale med dig om." Han flyttede lidt uroligt på sig. Ordet "skal" fortalte allerede rigeligt, men han havde lovet Harkan at understrege det. 
"Han vil ikke tage nej for et svar." Mahir tvang sig selv til at holde blikket på Asad, mens hans hænder afslørede, hvor nervøs han var for at overbringe den besked, som hans fingre uroligt pillede ved hinanden.

Han vidste, at Asad hadede at blive kommanderet rundt af den gamle mand, Mahir havde set dem skændtes for mange gange. Og han hadede det, for han ville bare gerne have en samlet familie. 

"Skal," gentog Asad. Vreden, der som regel lå koldt i hans mave, var meget pludseligt ulmet op. Hans hænder kom op af lommerne, og han tog et skridt tættere på sofaen. Det var Mahirs held at Atlas sad imellem ham og Asad, for et øjeblik tøvede Asad næsten. Men også kun næsten.

"Han vil lære at tage nej for et svar, når han ser, hvad der sker med hans dyrebare lille budbringer, når han vover at sende den slags beskeder til mig."

Asad lod sig ikke længere stoppe af Atlas, heller ikke selvom fyren var for stor til at han kunne komme forbi ham. Han strakte sig forbi ham og greb fat i Mahirs trøje, som han rykkede hårdt og pludseligt i, for at få Mahir over til sig. Den lille møgunge skulle heller ikke tro, at det var uden konsekvenser at tale sådan til ham. For bare sekunder siden havde Asad følt sig som en konge, og den følelse havde Mahir ødelagt. At det var Harkans ord betød ikke så meget - Asad var ikke bange for at komme op at slås mod deres far heller, heller ikke selvom han tabte de kampe, men han havde mere end nok vrede til at lade det gå ud over dem begge to.
Atlas havde han glemt alt om, selvom han bogstaveligt talt sad i midten af det hele.

Atlas kunne se vreden i Asads øjne sekundet, før han greb ud efter Mahirs trøje, men han nåede ikke at reagere på det, før skaden var sket. I stedet lænede han sig fremad mellem de to drenge og lagde en stor hånd over Asads, der holdt fast om Mahirs trøje.

"Hey, hey, hey, rolig nu," sagde han og klemte blidt om Asads hånd, mens han vendte hovedet og så på Asad med sine varme, mørke øjne. "Kom nu, Asad, det er jo ikke hans skyld, jeres far er en nar, der tror, han kan kommandere rundt med dig. Det skal ikke gå ud over Mahir."

Asad havde altid været hård overfor Mahir, men Atlas havde dog aldrig set ham tage fat i sin lillebror på den måde. Det var lidt uhyggeligt, men Atlas var ikke bange for Asad. Ikke fysisk i hvert fald. 

Mahir kunne se det med det samme. Vreden. En vrede der var rettet mod ham, fordi han sad lige foran ham. Fordi han havde den frækhed at komme med en besked, Asad ikke kunne lide. Hans skuldre gled straks op og hele hans krop blev stiv, for han vidste godt, hvad der kom med den vrede. Men han flyttede ikke på sig, forsøgte ikke at undgå Asad, da han kom nærmere og lænede sig ind over Atlas for at grib ud efter hans trøje. Det ville bare gøre det endnu værre at forsøge at komme væk, det havde han forsøgt før.

Hurtigt løftede han sine hænder beskyttende op foran sit ansigt, ikke at det ville hjælpe noget, men det var rent instinkt. Beskyd ansigtet, der stadig bar tydeligt præg af Junos slag i mod det. Han havde en kold klump af angst i maven. Hvor meget ville han slå denne gang? 
Det var ikke volden, der var værst. Han kunne godt holde til at få slag. Nej, det var følelserne. Endnu en gang hadede Asad ham nok til at slå på ham. Og Mahir der bare gerne ville gøre sin storebror glad, bare gerne ville gøre ham stolt. Men han gjorde ham bare vred og skuffet.

"Han sagde, at jeg skulle sige det!" Hans stemme var en smule skinger, som han forsøgte at forklare, men han vidste godt at det ikke ville hjælpe.
Som Asad havde han helt glemt Atlas' tilstedeværelse. Forbløffelsen gled igennem ham, da Atlas forsøgte at stoppe Asad. Ingen forsøgte at stoppe Asad, hvis de var rigtigt kloge. De blå øjne med det bange udtryk gled til Atlas og et eller andet sted indeni håbede Mahir, at Asad ville rette sin vrede mod Atlas i stedet. Så han ikke ville slå på ham.

"Og du turde som sædvanlig ikke sige ham imod!" Snerrede Asad med stigende røst, indtil han råbte af Mahir. Havde Atlas ikke stillet sig imellem, ville Asad have hevet ham ind over Atlas' knæ og lært ham konsekvenserne ved at lege Harkans lille budbringer, men som det var stod Atlas i vejen.

"Dig!" snerrede han af Atlas og fjernede først da sin hånd fra Mahirs trøje, kun for at slå Atlas' hånd væk fra sin. "Du skal ikke komme her og tro, at du ved noget som helst! Du ved ingenting! Du skal ikke tro at du kan beskytte Harkans lille vidunderbarn imod konsekvenserne ved at tage hans side over min!"

Asad skubbede til Atlas. Ikke for at true ham, ikke for at få ham væk fra sig, men en direkte voldelig handling. Han skubbede til ham, for at gøre ondt på ham. Han skubbede ham op imod væggen, ligeglad med sofaen der stod i vejen bag ved Atlas, ligeglad med hvordan hans ryg og baghoved ramte væggen, ligeglad med om den knasende lyd der fulgte kom fra væggen eller fra Atlas.

Av! Asad var pokkers stærk, men selvom Atlas var stærkere, gjorde han ikke modstand (endnu). En skarp smerte skød igennem hans kranium, der heldigvis ikke var kilden til den knasende lyd - så stærk var Asad heller ikke! Men det gjorde stadig ondt, og selvom Atlas' knogler ikke kunne brækkes, så kunne hans hud det godt. Han mærkede tydeligt, hvordan varme dråber begyndte at løbe ned ad hans nakke fra hans baghoved.

"Jeg er altid på din side, Asad," sagde Atlas igennem sammenbidte tænder og løftede begge hænder afværgende op. Han havde ikke lyst til at slås med Asad. "Jeg prøver bare at stoppe dig i at gøre noget, du vil fortryde bagefter."

Atlas ville helst ikke have tæsk af Asad, men han ville hellere tage de tæsk for Mahir end at lade den mindre dreng blive offer for Asads vrede. Atlas var større og stærkere end Mahir, og han kunne bedre holde til det. Det mente han i hvert fald selv.

Mahir lukkede kort sine øjne, da Asad begyndte at råbe af ham. Den høje vrede stemme var ved at få ham til at græde, og han forventede at mærke Asads knyttede næve ramme sig hvert øjeblik, det skulle være.
Han så først på ham igen, da han slap hans trøje og vendte sin vrede mod Atlas. Hurtigt trak han sig tilbage og skubbede sig ned i den anden ende af sofaen, så han ikke kom for meget i vejen, hvis de to store drenge skulle til at slås. Skrækken var stadig til at se i hans blå øjne og i hans ansigt, for lige så lidt som han ville have Asad til at slå på ham, lige så lidt ville han se de to andre slås. Asad slog til og han var ikke til at stoppe, når han først gik i gang.

At Asad kaldte Mahir for Harkans lille vidunderbarn sendte et stik af smerte igennem ham. At han havde taget hans side. Han tog ikke deres fars side, han følte heller ikke, at han havde taget hans side ved at viderebringe en besked. Han gjorde bare, som der blev sagt, noget Asad også forventede af ham, hvis det var ham, der havde bedt ham bringe en besked til deres far. Mahir følte, at han ikke kunne gøre noget rigtigt overhovedet.
Tavst så han skrækslagent til, mens Atlas forsøgte at berolige Asad. Hvis nogen kunne, måtte det være Atlas, men Mahir tvivlede nu alligevel. Det var som om, at intet ud over vold, kunne få Asad til at slappe af.

Asad hadede at Atlas ikke kæmpede imod. Han hadede at Atlas blot løftede hænderne i overgivelse. På alle mulige måder kastede han sig jo for hans fødder, hvilket var præcis hvad der skulle til før Asad ville glemme ham og gå efter Mahir igen. Indtil Atlas påstod at han handlede for Asads eget bedste.
Asad tog det på ingen måde pænt, når andre gav udtryk for at vide bedre end ham, slet ikke når han følte sig talt ned til.

Alligevel stod han i flere sekunder uden at slå ud efter nogen af dem.

"Hvis du virkelig vil beskytte Mahir, så lader jeg dig," sagde han endelig og trådte et skridt bagud. "Hvis du flytter hjem til Harkan og Rosna, så lover jeg ikke at røre ham, så længe du bor dér." Hans stemme var kold igen, beregnende.

Asad fandt Harkan forfærdelig. Fuldstændig umulig at være i lokale med i mere end et par minutter. Han var undertrykkende, vred og skuffet, på samme måde Asad var vred og skuffet over deres nye liv. Asad følte sig altid på kanten til at eksplodere når han havde været hjemme hos sine forældre. Hvis Atlas virkelig følte sig berettiget til at blande sig i deres liv, så måtte han til at leve deres liv. Han vidste ikke hvad Harkan bad Asad om, og han vidste ikke, hvad Asad følte, når han fik Mahir til at overbringe den besked.

Med det tilbud han gav Atlas følte han sig igen mere sikker. Hvis Atlas afslog, ville Mahir høre hvor lidt hans fremmedgjorte bror tænkte om ham. Hvis Atlas tog imod tilbuddet, ville Asad endelig slippe af med ham.

Atlas sænkede hænderne, da Asad slap ham, men hans krop var stadig anspændt, klar til at reagere, hvis der skulle ske noget igen. Han løftede dog kort efter den ene hånd for at presse den mod sit blødende baghoved. Det var heldigvis ikke så slemt, selvom det gjorde pokkers ondt. Han ville dog have foretrukket et slag i ansigtet fremfor det tilbud, Asad gav ham. Det lød som et svært valg, og det var heller ikke ligefrem nemt, men Atlas vidste allerede, hvad han svar ville blive, før Asad havde fået talt færdig. Det var ikke rart at skulle sige det, og han håbede inderligt, at Mahir ville forstå. 

"Jeg forlader dig ikke igen," sagde han ligeud uden tøven og sukkede, mens han trak på skuldrene og slog let ud med armene. "Mit livs fejltagelse var at forlade dig, Asad. Det gør jeg aldrig igen."

Han var meget opmærksom på Mahirs tilstedeværelse lige uden for hans synsfelt, men han kunne ikke få sig selv til at vende hovedet og se på ham. Mahir var helt sikkert såret, skuffet, vred... Atlas kunne godt forstå ham, men han ville hellere spise glødende kul end at forlade Asad igen. Det håbede han, at Mahir kunne forstå.

For et øjeblik vidste Mahir ikke, hvad der skulle ske. Om Asad ville banke Atlas, om han ville vende sin opmærksomhed tilbage mod Mahir eller om han ville falde til ro. Han håbede på det sidste, men sandsynligheden for, at Asad bakkede ud af den her uden nogen kom noget til, var lille. Og ganske rigtigt, nok slog han ikke med næverne, men han slog med ord i stedet.
Hvis du virkelig vil beskytte Mahir, så lader jeg dig. I et sekund troede Mahir, at det var det. Men så kom det næste. Det var som en lussing, for selvfølgelig ville Atlas ikke flytte hjem til Harkan og Rosna. Det vidste han allerede inden, at Atlas kom med sin svar.

Og alligevel føltes det som en kold spand vand i hovedet. Igen var han valgt fra. Igen var han den, der var tilovers. Han sænkede blikket og hovedet og så ned i sofaen i stedet for at se på nogen af de andre. Hele hans indre gjorde ondt og han følte for at græde, men hans øjne forblev tørre. Opgivelsen, depressionen, de tunge, triste følelser tog over og tanken om at dø strejfede ham igen, men han skubbede den fra sig. Hans forældre havde brug for ham. Og han elskede livet for meget, selvom de sidste par år havde været så hårde, at han næsten havde glemt, hvordan det var at være glad. At leve.

Nej, han reagerede ikke på deres samtale, Atlas' ord eller noget af det, han følte. Han blev bare siddende og stirrede ned foran sig. Han var fortvivlet, men han kunne ikke vise det her. Ikke med dem til stede. Han måtte lukke alting inde i sit indre og det lykkedes for ham. Hans blik var tomt og hans ansigt uden udtryk. Lige nu ville han bare ud derfra, men han var ikke sikker på, at han kunne få lov til at gå.

Asad kunne ikke stoppe sig selv længere. Han knyttede en næve og slog den ind i Atlas' kæbe med al sit raseri bag.

"Er det sådan her du beskytter Mahir?" Han spyttede ordene ud, med gift i sine ord. Han greb fat om hans nakke og hans hånd gled i blodet, indtil han fik ordentligt fat og tvang Atlas til at se på Mahir. "Du vinder ikke min tilgivelse ved at såre min bror. Faktisk, så ved jeg slet ikke hvad jeg skal bruge dig til, hvis ikke du kan gøre Mahir glad."

Han slap Atlas igen og gjorde et nummer ud af at tørre sin blodige hånd af i Atlas' trøje på brystet, hvor det efterlod mørke streger, inden han kæmpede sig forbi det store brød og satte sig ned ved siden af Mahir. Helt tæt op af ham, med en arm lagt bag om hans skuldre, men uden at holde fat i ham.

"Dit livs fejltagelse er at tro, at det gør mig noget som helst andet end rasende, at se dig såre min lillebror." Asad havde selv sat Mahir i skudlinjen. Han havde selv puttet bue og pil i hænderne på Atlas. Men han havde ikke forventet at fyren ville skyde. Og han havde ikke forventet, hvor ondt det gjorde på at se Mahir såret. Tværtimod havde han forventet at føle sig skadefro. At det ville gøre ham glad, at få tværet ud i ansigtet på Mahir, at Atlas virkelig kun var kommet tilbage for ham, og ham alene. I stedet følte han et frembrusende behov for at beskytte Mahir.

Atlas forudså slaget, men han værgede ikke for sig. Hvis Asad ville lade sin vrede gå ud over ham, var det fint nok. Asads knytnæve ramte Atlas perfekt på kæben, og det sortnede for hans øjne et øjeblik, inden hans hoved tilted bagud og ramte væggen igen med et hårdt dunk. Hele stuen sejlede for øjnene af ham, og han hørte knap nok, hvad Asad sagde over hyletonen i hans ører eller lagde mærke til, hvordan Asad tog fat i ham. Da Asad slap ham igen, dunkede hans hoved tilbage mod væggen som en kludedukkes.

Der gik næsten et helt minute, hvor Atlas bare sad der og forsøgte at sluge kvalmen, der boblede i halsen på ham sammen med blodet, der piblede ind i hans mund fra, hvor hans tænder havde flænget indersiden af hans kind. Langsomt kom Atlas dog til sig selv igen, og han fik kæmpet sig nogenlunde ordentligt op og sidde i sofaen, inden han spyttede en mundfuld blod ud på gulvet. Han ville have brækket sig, hvis han slugte den.

"Bare... bare sig, hvad du vil have, jeg skal gøre," snøvlede han, mens han langsomt vendte sig værkende hoved mod Asad og Mahir. "Jeg vil bare gerne gøre dig glad."

Det gav et sæt i Mahir, da Asad slog Atlas. Alt for hårdt. Hans hoved ramte væggen igen med en grim lyd, der gav Mahir kvalme. Han løftede ikke blikket, han lukkede i stedet øjnene et øjeblik, klar til at de to drenge skulle slås, men det skete ikke. Kort skævede ham mod dem - Asad der havde fat i nakken af Atlas for at få ham til at se på Mahir. Ordene der blev sagt, gjorde bare Mahir endnu mere ked af det, for det var jo Asad selv, der havde sat Atlas op til at såre ham. Hvad havde han ellers regnet med? At Atlas ville slås mod Asad for hans skyld? Nej, det vidste Mahir godt ikke ville komme til at ske. Atlas elskede Asad for meget for det.

Han stivnede en smule, da Asad begyndte at mase sig over til ham, og han stivnede endnu mere, da han lagde en arm om ryggen på ham. Ville han slå? Gøre noget ved ham, der ville gøre ondt?
Intet skete, ud over at Asad snakkede til Atlas. Ord der burde gøre Mahir glad, for det var jo gode ord. Beskyttende ord. Men han fik bare en større klump i maven. Han kunne ikke slappe af i kroppen, det var som om, at Asads nærhed var en endnu større trussel end før. 
Mahir løftede blikket til Atlas, der så ud til at være blevet slået helt ud af Asads slag og hans møde med væggen. Stakkels Atlas, han forstod nok slet ikke, hvad der skete lige nu. Mahir gjorde knapt nok, Asad var somme tider så svær at regne ud, at man kun kunne være helt fortabt.

"Asad, det er okay, han ville jo ikke..." Jo han ville. Han ville vælge Asad over Mahir, hvilket Mahir ikke hadede ham for. Han vidste, at Atlas elskede Asad på en helt anden måde, end han holdt af ham. Og at han altid havde gjort det. Mahir trak vejret ind.
"... Han ville jo ikke gøre nogen ondt." Det var sikkert dumt at forsvare Atlas, garanteret rigtigt dumt, men Mahir kunne ikke tie stille. Kunne ikke holde ud af se Atlas så desperat.

Asad så med foragt på Atlas, der lige nu ikke var andet end et af hans ynkelig ofre. Asad havde selv følt at han havde spillet indenfor reglerne - han havde ikke engang taget synet fra ham, fordi Atlas specifikt havde bedt ham om at lade være, på et tidspunkt hvor Asad havde følt sig blød overfor hans ønsker. For alt Asad vidste kunne Atlas også bare have kæmpet imod eller undviget. Han var jo stærk nok.

Da Atlas ligefrem tilbød at gøre hvadend der gjorde Asad glad, bed Asad straks på. Han slap Mahir og tog viskestykket fra sin skræmte lillebror, for at lægge det imod Atlas' baghoved. Han førte også én af Atlas' hænder op til det, for at sørge for at han lagde pres på.

"Jeg vil have at du tager med hjem til middag i aften. Og jeg vil have at du lægger dig imellem, hvis Harkan lægger pres på at jeg skal hjælpe til i bageren."

Han slap Atlas igen og så over på Mahir, der også havde vovet at åbne munden igen. "Så du har allerede tilgivet ham, hva?" spurgte han, og slappede en smule mere af, da han så på Mahir. Det var svært for ham at forblive vred på ham længe, præcis som med Atlas, fordi han også elskede ham.
"Tager du ham ned til en healer?" spurgte han og forsøgte denne gang virkelig at få det til at lyde som om Mahir havde et valg. Det havde han som regel ikke, men lige nu fik han det, selvom han ikke vidste om Mahir ville tro på dét. "Tag krystallerne fra min jakkelomme, så mødes vi derhjemme. Hvis vi er heldige, bløder Atlas' selskab den gamle mand lidt op."

Atlas gryntede i smerte, da Asad lagde viskestykket mod hans baghovedet, men det lykkedes ham at få løftet hånden ved Asads hjælp og lagt pres på flængen.

"Det skal jeg nok," mumlede han til Asads krav og nikkede stille med hovedet, inden han med noget besvær fik skubbet sig selv op at sidde ordentligt. Det hele svømmede stadig lidt for øjnene af ham, men det var ikke så slemt mere. Atlas kunne endda klare at vende hovedet mod Mahir og endelig møde hans blik med et lille smil. Smilet forblev lille, for hans kæbe gjorde virkelig ondt dér, hvor Asad havde ramt ham.

Med sin fri hånd rakte Atlas ud og klappede Mahirs knæ blidt. Han kunne ikke finde ud af at sige tak og undskyld på samme tid - ikke når Asad også var her - så det her var det bedste, han kunne gøre nu.

En svag lettelse gled igennem Mahir, da Asad godtog Atlas' undskyldning og derefter slap ham for at give Atlas viskestykket. Det værste virkede pludseligt til at være ovre. Men Mahir slappede ikke af, af den grund. For Asad var god til at bære nag og måske han stadig var vred på ham for at komme med deres fars besked til ham. Det var først, da han så på ham og uden vrede spurgte, om han allerede tilgivet Atlas. Det vidste Mahir ikke rigtigt, hans hoved var et stort kaos og han var bare så træt, så han trak bare svagt på skuldrene. Heldigvis så det ikke ud til, at Asad ville bore i det.

Asad spurgte ham, om han ville tage Atlas med til en healer. Egentligt havde Mahir ikke lyst, han ville hellere hjem. Eller bare et andet sted hen, det var næsten lige meget hvor. Alle andre steder var fristeder for ham, her og hjemme var han altid en smule på vagt. Hvis det ikke var Asad, der pludseligt kunne eksplodere, var deres far ofte svær at fange i godt humør. Men selvom han ikke ville, nikkede han, for han havde vel ikke et valg, selvom det denne gang lød sådan. Asad plejede at give ham valg, hvor han allerede havde besluttet for Mahir, hvad han skulle.

Atlas' hånd rørte hans knæ og han trak det hurtigt til sig for derefter at rejse sig op, så han kunne gå hen og finde de krystaller, Asad snakkede om. Han gengældte heller ikke Atlas' smil, faktisk undgik han bare at se på ham, som han kom op af sofaen og gik hen til Asads jakke. Med en klump i halsen forsøgte han at ignorere, at der var mere i lommen, end han ville tjene på tre dages hårdt arbejde. Hurtigt tog han det, han vidste en healer ville forlange, inden han lagde resten tilbage og trådte væk fra jakken som var den giftig.
Han kastede et hurtigt blik på Atlas, inden han så på Asad.
"Vi ses derhjemme." Hans stemme afslørede håbet om, at de virkeligt gjorde det, for Harkan ville ikke være tilfreds, hvis Asad ikke kom. Derefter gik han hen til døren og kastede et afventende blik på Atlas, inden han gik ud. 
Det var ved at blive mørkt udenfor, så de havde travlt. Luften var køligere end tidligere og Mahir skuttede sig i sin trøje, inden han begyndte at gå i retning af healeren.

Atlas vidste godt, at han mere end fortjente det, men det gjorde nu stadig lidt ondt, at Mahir var så afvisende overfor ham. Atlas havde trods alt lige taget et solidt lag tæsk for ham.

Det afventende blik fra Mahir fik Atlas til at stavle sig på benene. Hele kroppen gjorde ondt, selvom det var hovedet, der var kommet til skade, og Atlas gryntede lidt i smerte, mens han kom op at stå.

Han sendte Asad et blik - et ømt og kærligt blik, for han kunne aldrig se på Asad på andre måder - inden han bevægede sig hen til sin jakke. Det var ikke nemt at få den på, mens han stadig skulle presse viskestykket mod sit blødende baghovedet, men det lykkedes til sidst.

"Vi ses, Asad," sagde han stille, inden han fulgte Mahir ud af døren. Så snart de var udenfor, puffede Atlas let til Mahirs arm med sin albue og sagde, "Du behøver ikke følge mig. Jeg kan godt finde det selv."

Det lille puf fra Atlas' arm fik Mahir til at træde et skridt til side, så der var større afstand i mellem dem. Han vidste ikke, hvordan han skulle håndtere Atlas. Atlas der engang havde været en god bror, noget han havde vist ham tidligere på dagen, at han stadig kunne være, men som nu kastede sig for fødderne af Asad som en lille hundehvalp, helt uden at vide, hvad Asad var i stand til. Hvor meget han havde forandret sig på de to år, Atlas havde været væk. Og Atlas gjorde ting og sagde ting, der gjorde ondt på Mahir. Atlas havde også forandret sig. Og i Mahirs øjne var det ikke til det bedre.

"Asad sagde, at jeg skulle." Mahirs tonefald var en smule kort for hovedet. Han var træt. Det var kun blevet værre, som han var kommet ud af Asads hjem og nu kunne slappe lidt af. Lige nu ville han bare gerne hjem og have aftensmad og så gemme sig på sit lille kammer indtil han skulle hjælpe med at bage. Men Asad kom til aftensmad, så selv det havde Mahir ikke lyst til. Som det somme tider skete, ville han ønske, at han havde et andet sted, han kunne tage hen. Et sted med fred og ro og nogen, der ikke ville ham noget ondt. Men han havde ikke andre end sine forældre og sin store bror.

Selvom Asad havde sagt, at han skulle, var det ikke helt kun derfor, at han ville følge Atlas til en healer. Den ældre dreng så ud til at være hårdt ramt efter slaget mod muren, og Mahir ville gerne sikre sig, at han kom helskindet frem. Og ikke endte op bevidstløs eller i en gyde med nogen der ville banke ham for hans krystaller.