Falk hev efter vejret, hendes hjerte fortsat hamrende i brystet på hende, selvom smerten var stoppet. Sejr duftede ikke af Liv, men der var alligevel noget bekendt ved hans lugt, og gradvist slappede hun mere af igen.

"Jeg vil ikke være én af mange. Jeg vil ikke være én af dem hun glemmer navnet på. Jeg vil ikke..." mumlede Falk og hvilede sin pande imod Sejrs bryst, uden at være klar over at hun ikke havde færdiggjort sin sætning. "Jeg myrder resten af dem, hvis det er dét der skal til, før hun husker mig," truede hun, men det var sagt så sagte, at det knap nok lød som den trussel det var. Berøringen af hendes sjæl havde udmattet hende så meget, at det tog alle de kræfter hun havde at skubbe sig væk fra Sejr og bevæge sig, på usikre ben, hen til sin seng, som hun smed sig i. 

Bjerg, den bamse hun havde stoppet en del af en sjæl ind i for så længe siden, gik i mekaniske bevægelser fra gulvet og hen til sengen, som den klatrede op i og satte sig ved hendes hoved, hvor hendes vilde, krøllede hår lå spredt ud. Dér sad den så stille, at man ikke kunne se, at den havde en sjæl, hvis ikke man vidste det.

//out?

Sejr sukkede og gik hen og satte sig på sengen, så han kunne stryge over Falks bløde krøller igen.

”Selvfølgelig husker hun dig,” mumlede han sagte. ”Liv husker alle sine børn. Så dygtig er jeg slet ikke.”

Det lod til, at Falk var rolig nu, og Sejr regnede med, at hun ikke ville forsøge at slå ham eller hans nye assistent ihjel igen lige med det samme, så han lænede sig blot ned og kyssede hendes hår, inden han rejste sig. Det var en skam, hun var Livs, for hun var en smuk og energisk pige. Hun ville sikkert være god til at føde børn...

Sejr sukkede igen og gestikulerede til Zofrost, at han skulle følge med ham ud af værelset.

”Det må du undskylde,” mumlede Sejr, da de havde forladt værelset og lukket døren. ”Jeg vidste ikke, her ville være nogen. Har du ondt?”

Selvom han havde gemt sit ansigt ved at hvile sin pande mod sine knæ, opdagede han med det samme, da Sejr gestikulerede af ham, at de skulle forlade rummet. Det kunne ikke gå stærkt nok, så Zofrost kom hurtigt, men noget usikkert, på benene, godt støttet af muren bag sig. Hans ben føltes som gummi, da han bevægede sig ind over gulvet med et mistroisk og stadig halvt skrækslagent blik mod pigen i sengen. Ville hun komme efter ham igen? Men intet skete og han kom endeligt ud af døren til rummet.

Alt i ham skreg efter at løbe og gemme sig, men hans herre var lige ved siden af ham, og han var alligevel ikke sikker på, at hans krop kunne holde til en spurt lige nu. Uvillig til at se manden i øjnene flakkede hans blik rundt i gangen og han havde trukket sine skuldre op og lidt frem, næsten som for at beskytte sig selv stående. 
Undskyldningen kunne han ikke rigtigt bruge til noget, troede ikke rigtigt på den. Og spørgsmålet havde han nær aldrig svaret på, men til sidst rystede han svagt på hovedet. Han havde ikke ondt. Ikke fysisk. Men han var så rundt på gulvet, at han ikke vidste, hvad han skulle gøre af sig selv og han flyttede uroligt på sig. Lige nu havde han bare brug for at føle sig sikker og få noget ro til at forholde sig til alt det, der var sket omkring ham. Ikke at han forventede at få det.

Hvis der var bare en lille smule af ham, der havde troet på Sejr, da han sagde, at han ikke ville gøre ham noget, at han ville få det godt, var det der ikke mere. Ikke efter det, der lige var sket. Mistroen var tilbage for fulde hammer og han sørgede for ikke at stå for tæt på manden, der var hans nye herre. 

Sejr kunne godt se, at Zofrost ikke ligefrem udstrålede tillid til ham lige nu, men det skulle Sejr nok få lavet om på med tiden. Zofrost havde aldrig haft en god herre, lod det til, men Sejr skulle nok vise ham, at de fandtes. Han rakte en hånd ud og klappede Zofrosts skulder lidt forsigtigt, inden han sagde, "Kom, så skal jeg vise dig dit værelse."

Inden han ledte Zofrost ned ad gangen, sørgede Sejr dog for at låse døren til Falks værelse. Han ville helst undgå endnu et mordforsøg.

Sejr havde egentlig tænkt, at Zofrost skulle have et af værelserne på førstesalen, men nu var det nok ikke en god idé, så han ledte Zofrost nedenunder igen. Ved siden af køkkenet lå der et kammer, som Zofrost kunne få i stedet for. Det var ikke så stort, men det var dog stort nok til at indeholde en seng, et lille klædeskab og et skrivebord med stol. Der var ingen pejs eller brændeovn på værelset, men varmen fra køkkenet var mere end nok til at holde det lille kammer lunt og rart hele året rundt. Igennem et lille vindue kunne se se ud i den store have bag huset.

"Her," sagde Sejr og åbnede døren for Zofrost. Han ventede, til Zofrost havde trådt ind, før han tog nøglen i døren og gav den til sin assistent. "Det er dit værelse nu, og du bestemmer, hvem der må være herinde eller ej. Du kan indrette det, som du ønsker, og hvis du mangler noget, så sig det til mig eller Cole. Jeg ved ikke, hvor han er lige nu, men han kommer vel hjem på et tidspunkt..."

Sejr smilede til Zofrost og nikkede let til ham.

"Tag mad i køkkenet, hvis du er sulten," sagde han så og lukkede forsigtigt døren efter sig. Det havde været en lang dag, og Sejr havde brug for at komme sig lidt efter den lange rejse og slåskampen med Falk.

Zofrost veg under mandens berøring, ikke meget, han ville ikke have slag for det, men han kunne ikke helt lade være. Stadig fyldt med mistro fulgte han efter sin nye herre ned af gangen og ned til underetagen. Hans værelse? Ord der ikke helt fandt plads i Zofrosts hoved, for det var ikke normalt at han fik sit eget værelse. Slaver sov for det meste i sovesale. Det mest private han havde prøvet, var at skulle sove i stalden med dyrene og der kom alligevel altid folk rendende ud og ind.

Men Sejr ledte ham ganske rigtigt ned til et lille rum med en seng og nogle møbler. Først blev Zofrost stående uden for døren. Hvad var hagen? Han fik ikke bare et værelse. Der måtte være noget, der blev forventet af ham. Noget den store mand ville have fra ham. Men som hans herre bare stod og ventede, endte Zofrost alligevel med at gå ind. Havde han andet valg?
En nøgle blev stukket i hånden på ham og han så lidt forvirret op. Hvad skulle han bruge den til? Endnu mere forvirret blev han, da han fik at vide, at han bare kunne gå i køkkenet, hvis han var sulten.

Tabt for ord så han på den lukkede dør. Hvor længe han bare stod der med nøglen i hånden og forvirringen strålende ud af sig, vidste han ikke, men til sidst kom der lidt bevægelse i ham. Langsomt vendte han rundt og så rundt i lokalet. Hans blik gled over sengen, forbi skrivebordet og til klædeskabet. Efter en del tøven, gik han over og lagde nøglen på bordet som var det en kongelig skat, han var blevet betroet. Uden at låse døren. Tanken strejfede ham slet ikke.

Efter at have undersøgte værelset – kigget ind i skabet og under sengen – stod han og så på sengen. Næsten som om, at han var bange for at brænde sig, rakte han ud og rørte ved tæppet. Intet skete. Hurtigt flåede han det af sengen og lagde det på gulvet i hjørnet af rummet. Endeligt skiftede han skikkelse. Halsbåndet strammede som altid, men han lagde ikke rigtigt mærke til det. I stedet gik han op på tæppet, tog et par runder og lagde sig så til rette, så hans blik var rettet mod døren. Det varede længe inden hans øjne begyndte at glide i. Tankerne væltede rundt i hovedet på ham, men til sidst vandt udmattelsen og han faldt i søvn.