Det rolige smil lå stadig over de mørke læber som vreden blussede op i Kragen, åh mennesker havde så let ved at reagere voldsomt når der var ting de ikke forstod, at puste sig op og prøve at skræmme det væk, desværre for Kragen var Jabari på ingen måde så let at skræmme væk.
Hun ventede et øjeblik med at svare, mest for at se om der kom mere, men i stedet faldt Mayas sarkastiske bemærkning der fik Jabari til at fnise i sit sind. "Mit navn er Jabari, der er hvad du behøver at vide omkring mig for nu, ja jeg kan se den slags hvis du vil have det mere udpenslet må du vente til at du kan spørge mig mere pænt" forklarede dødsynden stille og roligt. De få gæster kroen havde, skævede alle i deres retning med en blanding af blikke der prøvede at skjule de kiggede samt folk der bare stirrede over optrinnet. Mens Maya gik op for at hente noget at drikke fortsatte Jabari"Min familie betyder alt for mig, du har ikke vidst hun er af dit blod, den uvidenhed er jeg villig til at tilgive dig for, men jeg vil foreslå at du ikke laver lort i det nu" hun gjorde mine til at rejse sig og børstede benene af "Jeg syntes du skal tale med din datter, så kan vi tales ved en anden gang" fortsatte hun, hvis hun ikke blev stoppet ville hun forlade kroen og lader de to snakke ud.

Mayas reaktion fik hurtigt vreden til at gå ud af Jarko, som var en nål stukket i ham for at punktere strømmen af følelser, der for øjeblikket boblede under den barskt udseende mands overflade. Han så ned på sine hænder, som han åbnede og lukkede - en smule hjælpeløst.

Jabaris rolighed over den bombe, hun havde smidt midt i krostuen, var dog lige ved at få ham til at råbe op igen. Hendes provokerende arrogance og tilsyneladende behov for at kontrollere både hans og Mayas fremtid, uden at han vidste det mindste om, hvor pokker hun var kommet fra, og hvad der drev hende, gjorde ham arrig. 
Det faktum, at hun tydeligvis var farlig, var det eneste der afholdt ham fra at gribe ud efter hendes håndled og forlange forklaringer - i stedet betragtede han hende med en tordensky i blikket, mens hun gik ud af kroen.

Tilbage var han selv - og den datter, han aldrig havde vidst, at han havde. Det lille optrin havde ikke undgået at trække opmærksomhed fra de nærmeste borde, men en brummende bemærkning om at 'stikke snuden i øllet og passe sig selv i stedet' var nok til at give ham fred fra de nysgerrige blikke.

Langsomt skridtede han op mod baren, uden at gøre indvendinger, som krofatter langede et glas over baren, hvis indhold tydeligvis var for stærkt til en femtenårig. Hans blik var fokuseret på vældet af krøllet hår fra hendes baghoved. Hendes spinkle skuldre så skrøbelige ud, men han vidste, at hun kunne være hurtigt til vrede. Ved guderne, det var jo ham, hun havde temperamentet fra.
"Maya.." Begyndte han lavmælt. Han vidste faktisk ikke rigtig, hvad han skulle sige. Sandheden var jo, at hendes mor blot havde været endnu en skøge, og han ingen anelse havde haft om, hvad de få krystaller, han havde efterladt på hovedpuden havde ført med sig. Og alligevel følte han en begyndende skyldfølelse gribe om brystet som en klam hånd, fordi han ikke havde været i stand til at tage sig af hende.

Maya ville ønske denne dag aldrig var sket. Hvad fanden skulle hun bruge dette cirkus til? Jabari der påstod at være noget familie, som Maya stadig havde sin tvivl omkring, til at udpege hendes faderne ophav. Hun havde ikke set noget som helst af det komme, og hun følte sig ubeskrivelig lille og ynkelig. Noget der generelt ikke var en velkommen følelse, nogensinde!

Det værste var faktisk, at hun allerede kendte Jarko. Han var ikke bare en fremmed landevejsrøvet slæbt ind fra den støvede gade og placeret foran hende. Nej, hun stolede faktisk på manden. De havde arbejdet sammen! Mon han nogensinde havde ville se i hendes retning hvis han vidste hvem hun var. Hvad hun var. Maya kiggede ikke tilbage, og opdagede derfor ikke at Jabari gik. De kunne begge gå ned i Kiles rige hvis det kom dertil! Det var løgn, men lige nu var det den sure teenager der talte.

Så snart glasset var indenfor rækkevide kastede hun det klamme stads ned i halsen. Hendes ansigt forvrængede sig en del mere end normalt set, og en halvgurglende ad lyd undslap hende. Med et kuldegys sendte hun glasset tilbage, med krav om et nyt.
Maya skuttede sig sammen ved lyden af Jarkos stemme. Hvorfor var han ikke bare gået? Han havde været vred nok til det. "Gå din vej.." hendes stemme skælvede og den stikkende fornemmelse i næsen fik hende til arrigt at tørre sig under øjnende. Hun vidste hvad det betød. Det måtte være en eftervirkning af den stærke drik hun havde fået. Alternativet var simpelthen for ynkeligt!

Vældet af tanker i Jarkos hoved ville ikke rigtig stoppe. Ville han have taget den femtenårige pige med på en mord-mission, hvis han havde vidst, at hun var hans egen datter? Lært hende, hvordan man skulle forsvare sig selv med en kniv? En del af ham vidste, at Maya ikke var en pige, der skulle pakkes ind i vat, hun var stærk. En overlever, ligesom han selv var det.

Lige nu så hun dog frygteligt skrøbelig ud, men han vidste bedre, end at gå tættere på. Måske ville han senere selv være i stand til at sætte en effektiv prop for mylderet af tanker ved hjælp af en flaske stærk alkohol. Guderne vidste, at han trængte til det nu.

Han åbnede munden for at sige et eller andet, men lukkede den igen. Ville han ikke alligevel blot ende med at gøre det hele værre? De havde brug for tid nu, begge to, til at forstå hvad der var sket, og hvad det ville betyde for dem. 
Med ludende skuldre vendte han sig om og skridtede mod døren. Inden han gik ud skiftede et par krystaller hænder og en dæmpet kommentar blev veklset med en kraftigt bygget mand i nærheden af døren:

"Hold øje med, at der ikke sker hende noget."

Hun skulle være velkommen til at drikke sig til en ordentlig brandert, men ved Chance, han ville ikke lade hende gøre det uden der i det mindste var nogen, der holdt øje med hende. Lige nu skulle det tydeligvis bare ikke være ham selv.

Maya bed tænderne sammen, for at bibeholde bare en snert af den værdighed hun lige nu ikke engang følte hun ejede. Hun nægtede at tude som en lille tøs, og nægtede at vise hun var ked af det, trods hele hendes statur var nedsunken og træt. Hun drejede hovedet, tids nok til at se den velkendte lurvede skikkelse forsvinde ud af døren.

Med en dyb skælvende indånding vendte hun blikket tilbage til glasset med den stærke væske. Hun brugte en rum tid på bare at stirre på den, mens hun blinkede hæftigt efter et par sekunder. Han var gået.
Hun havde selvfølgelig også bedt ham om at skride og lade hende være. Men knuden i maven blev kun større. Selvfølgelig havde han bare efterladt hende tilbage. Hun var formentlig ikke besværet værd.

Med et snøft rettede hun ryggen en smule, tog glasset og slyngede indholdet ned i halsen. Maya forstod ikke at folk kunne tilvende sig den følelse, men det krævede ikke mange flere før døsigheden ramte hende og hendes fingre føltes følelsesløse. Kroværten skiftede hende over til ølsprøjt, der trods alt ikke var nær så stærkt.

Larmen fra de andre gæster gled ud i et, som teenageren for første gang mærkede den gravalvorlige effekt af at indtage alkohol i så store mængder, og faldte i søvn med et klonk hen over barbordet.
Hun vågnede næste dag med en skærende hovedpine, liggende på noget hun gættede sig til var en høstak, med hovedet ved siden af en spand med vand. Hvordan hun var endt der vidste hun ikke, men hun følte sig ærlig talt også langt mere død end levende dette øjeblik. Det kunne også være ligemeget. Jarko bekymrede sig ikke om hende alligevel. Hun kunne vel ligge i en rendesten, uden han ville blinke en ekstra gang.

Efter at havde fyldt og skyllet munden med det friske kolde vand, faldte hun tilbage i høet og sov rosen ud til langt ud på eftermiddagen.