Killian lukkede nydende øjnene, da manden begyndte at nusse ham i håret. Det var en vidunderlig følelse, og han følte, at han godt kunne sove lidt, lige der. Han havde i hvert fald ikke travlt med at komme videre. Lige nu var tanken om at bevæge sig og det at sidde på en hest ikke ligefrem lokkende. Det kunne godt vente bare lidt.
Han åbnede øjnene, da Ez rakte ud og hev sin kappe over dem. Åh, det var lidt bedre. Med et tilfredst suk puttede han sig ind i mod ham. For et øjeblik, inden det blev afbrudt ved at Ez reagerede på hans ord om udgangsforbuddet. Han løftede hovedet, så han kunne se på ham.

"Det har været der længe. Det er Kiles Orden, der har fået de store byer lukket ned, mellem solnedgang og solopgang. Byvagterne og præsterne patruljerer. Der har været nogle problemer med folk, der kæmper i mod Ordenen. Og så det med elvere og halvelvere." Han var lidt overrasket over, at Ez ikke vidste det, men så igen, hvis man ikke kom ind til byerne, var det jo ikke sikkert, at man mødte nogen, der fortalte om det. Men han måtte da vide, at elvere og halvelvere var jagtet vildt? Det havde været nogle skrækkelige dage, da de tømte byen for de to racer. Selv Killian havde været i mellem hænderne på to præster, der ville tjekke hans ører under krøllerne. Og Giles havde været rasende, da de havde ransaget lageret, fordi de vidste, at han havde to halvelvere ansat. De havde heldigvis ikke fundet dem og Giles havde fået dem smuglet sikkert ud af byen senere på dagen. 

Men det var efterhånden længe siden og nu var udgangsforbuddet blevet hverdag. Ikke at folk var gode til at efterleve det, Killian var ikke den eneste, der sneg sig rundt i de mørke gader. Det skete overraskende ofte, at han stødte ind i andre, der havde mere travlt med at holde øje med vagterne end med andre, der gemte sig i mørket. 

"Nååå ja, det er vist rigtigt nok," mumlede Ez og kløede sig lidt i skægget, mens han tænkte. Der havde da vist været noget med Kiles Orden og halv- og helelvere, og Ez flygtede da vist også ud af byen dengang. Han havde rent glemt det! Når man levede stort set hele sit liv i skoven (og måske røg lidt for meget tobak og spiste lidt for mange svampe), så var det nemt at glemme politik og byliv og den slags. Men nej, nu huskede han det! Han havde jo også været meget bekymret for Keeran, og om han var sluppet ud i tide, hvilket han heldigvis var, fandt Ez ud af nogle uger senere, da han mødt Keeran.

Et smile bredte sig over Ez' læber ved det minde, men det minde, han var i gang med at lave nu, var bestemt heller ikke dårligt. Ez tog en god håndfuld af Killians krøller og slap dem så igen. De var dejligt bløde.

"Det lyder besværligt," mumlede han og priste sig lykkelig over, at han ikke boede i Dianthos mere. "Har du ikke nogensinde lyst til at stikke af?"

Killian betragtede lidt nysgerrigt Ez, mens denne tænkte. Og mindedes. Det var ikke gået Killian forbi, at det ikke altid var ham, der var i halvelverens tanker, men det var også i orden. Så længe Ez var glad og tilfreds, var Killian det også. Og hvis han fik mere ud af at forestille sig et andet ansigt under sig, var Killian ligeglad, han fik stadig den fysiske nydelse, han havde brug for. Det var det, han var der for.
Killian kunne ikke andet end at smile, da en hånd greb fat i hans krøller og et lille sus gik igennem maven på ham. Han måtte gerne tage ved, hive hans hoved til siden og... nå, måske det bare var bedst at slappe lidt af, så Killian flyttede i stedet lidt på sig, så han lå mere på maven, halvvejs oven på den store mand, med en hånd under sin hage, så han kunne se hans ansigt lidt bedre.

"Stikke af? Fra Dianthos?" Spørgsmålet havde nær fået ham til at le, men han smilede bare lidt i stedet. "Nej. Jeg har endeligt fået mig et hjem, et sted at høre til. Det skal nogle Kilepræster ikke ødelægge for mig. Og Giles, min arbejdsgiver, siger at sådan nogle typer går væk igen. Med lidt tålmodighed." Ikke helt korrekt citeret, men Giles kunne godt være lidt tør, så Killian brugte altid sine egne ord, medmindre det var vigtigt med korrekthed.

Ordene fik ham til at få lidt fraværende blik i øjnene og han gav sig til at pille lidt ved Ezhnos skæg. Dianthos var hans hjem og han kunne slet ikke forestille sig at forlade det. Nogen ville måske tro, at han med sin letlevende adfærd var typen, der gerne ville ud og opleve noget, men han kunne faktisk bedst lide, at have en fast base. Et sted at være i sikkerhed. At vende hjem til og lukke verdenen ude. Og han elskede sine heste. Han kunne tale med alle dyr, men især heste havde en stor plads i hans hjerte. Hvorfor vidste han ikke, det var heller ikke noget, han spekulerede nærmere over.

Han var så langt væk i sine tanker, at han først opdagede den store hest, hvis hovslag havde været dæmpet i den bløde skovbund, da den prustede ham i nakken. Killian så lidt forskrækket ud i luften, inden han snurrede rundt og så op på den store hest, der gerne ville vide, om alt var, som det skulle være, hvilket fik ham til at le.
"Hej Okto. Bare rolig, det er helt okay. Det her er Ez, han er... min ven." Alle var hans venner, når de gad at bruge tiden sammen med ham. At hesten ikke forstod hans talte ord var lige meget, han havde øjenkontakt nok til at kunne fortælle det samme på den måde.

"Goddag," sagde Ez alvorligt til hesten men smilede så og lo lidt, mens han rakte ud og klappede hestens blød mule. "Sikke en smuk hest, du har."

Ez havde altid godt kunne lide dyr, for det meste meget bedre end folk, for dyr forrådte ikke en eller gjorde en ked af det. De var der bare, og de var altid ærlige. Folk var lidt mere besværlige, men Ez ville nu heller ikke være foruden, især ikke de smukkeste folk, som Killian og Keeran. 

"Hmm, så må jeg jo snige med til at besøge dig i Dianthos," mumlede Ez og trak Killian tættere, så han kunne nusse sin næsetip mod Killians kind. "Hvis du gerne vil se mig igen selvfølgelig."

Killian kunne ikke lade være med at grine, da Ez sagde goddag til den store hest, der lige var ved at beslutte sig for, om han kunne lide ham. At Ez sagde, at Okto var smuk, fik bare Killian til at blive endnu mere glad for halvelveren. For ham var alle heste smukke, men Okto havde en fast plads i hans hjerte, og kunne man lide Okto, kunne Killian bedre lide en.
"Han er meget smuk og dejlig. Han har været min ven i over syv år." Killian rakte op og lod fingrene glide ned over hestens kind, inden den trak hovedet til sig og prustede. Derefter vendte den rundt og gik over i den anden ende af den lille lysning for at spise græs.

Ez trak ham tættere på og Killian smilede lykkeligt, da han nussede sin næse i mod hans kind. Han lagde sin arm over halvelverens brystkasse og nikkede så.
"Det vil jeg gerne... men helst ikke i Dianthos, Kiles Orden er... ikke rare." Man kunne høre på hans stemme, at han havde haft et par sammenstød med dem. Især mindet om da de gennemsøgte lageret og Giles var rasende hang ved. Nej, han kunne ikke lide de religiøse fanatikere, der havde overtaget styringen. Og de ting, han havde set dem gøre ved andre. Især elvere og halvelvere. Nej, han ville ikke have Ez til Dianthos.

For et øjeblik trykkede han sig ind i mod den nøgne mand for at finde lidt tryghed, inden han løftede hovedet og så på ham.
"Jeg er nu heller ikke sikker på, at jeg kan vente så længe til at... se dig igen." Der var et glimt i hans grønne øjne, mens han strakte sig og kyssede mandens mundvig. Samtidigt begyndte hans hånd at bevæge sig ned over hans bryst og mave, drillende. Han ville have mere, inden han tog hjem, men selvfølgelig kun hvis manden ville give det. Hvis han hellere ville putte og hvile, var det også fint med Killian, bare han fik lov til at ligge tæt og nyde hans krop og nærhed.

Ez smilede og drejede hovedet lidt, så han kunne kysse Killians bløde læber. Det var lang tid siden, kærligt samvær havde været så nemt og dejligt, og Ez havde heller ikke lyst til, der skulle gå alt for lang tid, før de så hinanden igen. Killian var så nemt at snakke med, og selvom Ez ikke vidste ret meget om ham endnu, så vidste han i hvert fald, at han godt kunne lide fyren. Han var ung, smuk og kærlig, tre ting Ez holdt meget af i et andet væsen. 

Han brummede blidt mod Killians læber og lagde armene om ham, så kunne rulle dem rundt, så Killian nu lå ovenpå ham. Berøringerne havde gjort ham hård igen, og han var klar til endnu en omgang, hvis Killian ville. Ez var i det hele taget klar til så mange omgange, det skulle være, indtil Killian sagde stop.

Kysset var dejligt og Killian gengældte det uden forbehold. Han mødte mange, var tæt på mange, men denne mand var i den bedre kategori, fordi han virkede til at kunne lide ham, ikke bare for hvad han kunne tilbyde. Og det var nok for Killian, der måtte bryde kysset og le af ægte livsglæde, da Ez flyttede dem rundt og lagde sig over ham. En latter der fik Killian til at virke flere år yngre end han var. Villigt løftede han benene op og lagde dem om hans hoftere, mere end klar til, hvad Ez havde i tankerne. 

Inden de skiltes, havde han fortalt lidt mere om sig selv, så Ez kunne finde ham en dag, skulle Kiles Orden slippe grebet de havde om landet. Killian havde gentaget, at han ikke ville have Ez til Dianthos, det var for farligt, men det forsvandt lidt i elskoven.
Han nåede lige hjem, inden de lukkede portene for natten og den nat sov ham med et smil om læberne. Det havde været en god dag.