Shenzi kunne ikke slippe forvirringen. Det havde nok været det absolut sidste hun havde regnet med ville ske. Det var i forvejen ikke høje tanker hun havde om mænd, og løver var heller ikke ligefrem særlig populære i hendes sind. Men han vidste hvad han gjorde. Han vidste lidt for godt hvad han gjorde og det fik hyænen til let at vride sig. En blanding af at ville væk fra berøringen, men samtidigmed også bare gerne ville have at den fortsatte.

Nok det nærmeste Shenzi kom på at indrømme et stærkt nederlag. Hans dominans havde ikke bare været høj i den forstand at han havde udført sin egen nydelse, efter at havde vundet over hende i styrke. Han fortsatte. Fortsatte med at påpege at han bestemte. Han bestemte over sin egen såvel som hendes tilfredshed. Det skræmte hende. Lydende fra hende var små, men ikke svære at regne ud hvad betød. Uskyldigtsindede ville kalde det piv, og måske var det også lidt det lydende var, men de kom af andre årsager. Han havde vundet. Han havde vundet, da hun nu ikke bare havde accepteret at han var stærkest, men selv ønskede at han fortsatte.

Hendes små piv, hendes lugt og hele situationen var næsten for meget for Sheno og han kunne mærke, at fortsatte de sådan her længe, ville han snart været tændt igen. Hans vejrtrækning var tung efter den fysiske udfoldelse og hans pels dampede svagt, stadig fugtig efter regnen. 
Det var ikke så meget på grund af dominansen, at han gjorde, hvad han gjorde. Det var hans træning, lige så meget som lysten til at få enhver kvinde i mellem hans hænder til at få noget ud af det også. 

Hans blik forlod ikke hendes. De fleste ville nok ikke se et udtryksfyldt ansigt, men et dyrs ansigt, men Sheno var vokset op blandt lignende væsner og han kunne se hver eneste lille trækning i hendes pelsede ansigt, hver eneste lille følelse af nydelse og selvforagt. Det var for ham tydeligt at se, at hun kunne lide det, men samtidigt havde noget i mod det. Han forstod hende som sådan godt, han var selv en smule overrasket over, hvad han havde gang i. En hyæne. Løvernes største fjender. Men her stod han altså og ved at give hende den kvindelige nydelse. 
Han havde ikke planer om at stoppe, i stedet lagde han lidt mere i det. Det skulle lykkedes, og så måtte han tage situationen derfra.

Shenzi var hovedkluns forvirret. Hvad foregik der?! Det var ikke fordi det ikke var rart. Tværtimod. Hvilket nok var problemet. Det var ikke normalt at der blev taget sådan hensyn, og hun forstod ikke hvorfor han gjorde det. Om det var for at tage styring og bestemme over hende, eller om det var for hans egen skyld eller hvad der lå til grundlag. Man kunne se forvirringen i hendes træk, blandet med de nu afdæmpede lyde hun ikke helt vidste hvor hun skulle gøre af.

Hun havde for længst opgivet at kæmpe imod. I hvert fald fysisk at kæmpe imod og komme ud af hans greb. Han havde etableret sin styrke. Desuden, blev hun forrådt af sin egen krop som ikke ville flytte sig men derimod blive hvor den var. Undersøge hvad det var for en følelse, og hvorfor det virkede så godt. Hvorfor hun let gispede efter vejret som han lagde mere i sine bevægelser og fremtvang tydeligere piv der var mere blandet over i støn af nydelse fremfor piv af ubehag. Shenzi var ikke sikker på hvor længe hun stod i denne ydmygende situation før hun havde svært ved at stå stille og nærmest vred sig rundt op af muren bag sig. Ikke flygtende, men fordi hun ikke helt vidste hvad ben hun skulle stå på, mens hun nærmest så bedende op på ham. Det forvirrede hende i hendes grundvold at det lykkes ham at frembringe dette. Noget som kun skulle fremkomme når man stolede fuldt og fast på sin partner – noget Shenzi derfor aldrig havde prøvet før og det var overvældende. Og forkert.

Sheno havde ingen mulighed for at vide, hvor specielt det egentligt var for hyænen. For ham var det noget, han havde lært fra han var gammel nok, og han gjorde det både for hendes skyld, men også fordi han havde lært, at det var sådan han skulle gøre. Så selvom han kunne se forvirringen i hendes udtryk og blik, fortsatte han insisterende. Nu havde han jo fået sin nydelse, så skulle hun også have hendes.
Selvom hun ikke virkede til at reagere, gjorde hendes krop og han var tilfreds. Hendes bedende blik forstod han ikke, det gjorde ham bare en smule forvirret, men han valgte at ignorere det.

Endeligt slap han hende og trådte væk, hans ansigt udtryksløst. Han kunne godt mærke, at han lige skulle finde ro med det, der lige var sket. En hyæne! Hvad gik der af ham?! En dæmpet knurren kom fra ham rettet mod sig selv, inden han vendte rundt og gik tilbage til bålet. Han smed lidt mere kvas på og satte sig så med siden til hende. Trods det, der lige var sket, stolede han langt fra på hende og han ville ikke bare vende ryggen til hende.

Hvad så nu? Han burde smide hende ud. Regnen var begyndt at tage af, ja, det lød mest som om, at den næsten var holdt op. Søvn var ikke en mulighed i hendes selskab, hun kunne både slå ham ihjel og rende med hans ting, mens han sov. Så han forberedte sig på en lang nat i tavshed og et bål der ville brænde ud inden solen stod op.

Da han endelig slap hende og gik væk, stod Shenzi tilbage med en forhøjet vejrtrækning og unormal følelse i kroppen. Hendes ben rystede under hendes vægt, og det endte med at hun gled ned af den let fugtige bagvæg og sad med benene tæt ind til kroppen mens hun langsomt fik styr på sin vejrtrækning. Det var en afskyelig følelse hun havde i kroppen, blandet med at den virkede til at være så dybtfyldt tilfreds. Det var ikke det der var sket der var problemet, det var fordi det var løven! Hun var forrådt af sin krops indre hungren efter at prøve det igen, mens tankerne holdte fast på at det var det mest afskyelige der kunne foregå.

Der gik noget tid før at Shenzi egentligt begyndte at fokusere på noget andet end bålets flammer og sin egen interne krise og kigge op på det mankede væsen. Hun ønskede ikke at tage ud i regnen, men hun ønskede heller ikke at tage diskussionen med sin egen krop om at opføre sig som en lille killing der ville over og have opmærksomhed. Fanme nej. Så da hendes ben ikke længere føltes som om de ville bukke på forkert led når hun rejste sig, kom hun op igen.

Hun sagde ikke noget til ham, men forsøgte at se på ham med et dybt fornærmet blik blandet med afskyen hun dybest stadig følte til fulde, inden hun gik ud i regnen og med det samme begyndte at ryste pelsen. Hun hadede regnen! Men herude kunne hun komme væk, og måske finde liget igen. Selvom hendes appetit egentlig var forsvundet sporløst. "Fanme nej." knurrede hun arrigt af regnen, og satte sig ud til noget der var halvt læ ved nogle store sten, og knurrede når vandet ramte hendes næse, alt imens hun stirrede tilbage på skæret fra hulen med jævne mellemrum.

Sheno blev siddende med blikket mod ilden, men hans runde ører var rettet mod hende. Hvad ville hun gøre nu?
Han forstod det ikke rigtigt. Hverken sin egen handling eller hendes reaktion på den. Hun havde jo tydeligvis kunnet nyde det, men virkede som om, at hun hadede det. I hans hoved havde han gjort noget godt for hende. Endda trods hendes race. Endda uden, at han blev betalt for det.
Han gav ret hurtigt op på at spekulere på det. Affandt sig med, at gjort var gjort og de var begge to i live.

Han drejede hovedet og så efter hende, da hun rejste sig og gik ud af hulen. Det var lidt af en lettelse og man kunne se på hans krop, at han slappede lidt mere af. Det regnede, men det måtte hun vel selv om.
Han sad oppe længe, men til sidst fandt han sine tæpper frem af tasken og lagde sig for at sove. Med et halvt øje åbent, i tilfælde af, at hun skulle komme tilbage. Efter mere eller efter hævn.