Lettelsen skyllede med det samme henover hende, og hver enkel snert af panik var forsvundet fra hendes ansigt så hurtigt, at man knap ville tro, at det havde drevet hende for blot et splitsekund siden. Dog betød lettelsen ikke nødvendigvis, at hun automatisk flyttede sig tilbage til sin forhenværende plads igen. Nej. Hun blev siddende hvor hun var. I en stilling, hun kun lige akkurat var smidig nok til at sidde i. Begge ben bøjet, som havde hun siddet formelt på dem, inden de var gledet ud til siden, og hun var gledet helt ned på bagdelen mellem dem. Men i det mindste var hun ikke længere helt oppe i fjæset på ham.

”Ah. Det giver vel også mere mening.” Hendes fantasi måtte have løbet løbsk for en stund. ”...hvad er du egentlig?” spurgte hun samtidig med, at hun ikke kunne holde sig fra igen at se på ham med uforstående øjne. Han vidste, hvad hun var, og selvom hun ikke just fandt det vigtigt, hvilken art de forskellige folk, hun omgik sig med, var, så kunne hun ikke benægte sin nysgerrighed. ”Du ser menneskelig nok ud, men jeg har af egen erfaring lagt mærke til at meget er mere end, hvad der ser ud til. Og du giver mig ikke den samme fornemmelse af, at være jordknyttet som det almene menneske gør. Også…”
Mia fjernede fluks sit blik fra Sakse for i stedet at lade det beskue omgivelserne hen over skulderen. ”Jeg har undret mig i et stykke tid nu, men hvor er den smukke fugl, der fulgte dig tidligere?”

Sakse slap forsigtigt et lille, næsten uhørligt suk, da Mia trak sig lidt tilbage, og hans hænder løsnede deres greb om hans taske en smule. Knoerne var da ihvertfald ikke hvide længere. Han sank.

"Jeg er..." Han rømmede sig for at genvinde lidt af kontrollen over den her situation. "Min mor er en engel. Jeg ved ikke, hvad hun var før det, og min far... ham ved jeg ikke, hvem er."

Han havde egentlig aldrig tænkt over det, men han vidste i grunden ikke, hvad han var. Det gjorde de fleste af Livs børn naturligvis heller ikke; Liv havde ikke for vane at fortølle sine børn om deres far, og siden hun havde glemt, hvilken race hun selv tilhørte, så var det svært at regne ud. Sakse prøvede nogle gange at forestille sig Liv som menneske eller ork eller måske havfrue? Det var svært... Hun havde skiftet ham så mange gange, at det var umuligt at sige, hvilket køn og udseende, hun havde haft til at starte med.

"Storm? Hun klarer sig," svarede Sakse, da Mia spurgte til hans ugle. "Hun flyver rundt i natten derude og fanger mus. Nogole gange er hun væk i dagevis, men hun kommer altid tilbage."

Engel? Mia var skam godt klar over at engle eksisterede i den fysiske verden. Hun havde mødt en før. Men hun havde ikke forventet at de var så udbredte, at hun skulle støde på mange flere på den korte tid, hun havde tilbragt på Jorden. For i hendes øjne var Sakse også en engel. Eller at han i hvert fald bar rundt på engle-blod i årene fra sin mors side. Hun kendte trods alt ikke nok til genfordelingen af de himmelske væsner eller deres afkom.

”Det må være… frustrerende ikke at vide med sikkerhed, hvad man er.” svarede hun ham, som hun drejede blikket tilbage mod ham frem for at fokusere for meget på hans følgesvend efter at være blevet bekræftet at bekymring ikke var nødvendigt. ”Jeg kender til så meget om mig selv og den her jordiske krop. Men hvordan jeg har det kendskab, er noget jeg ikke kan forklare.” Sakse havde indtil videre ikke sagt noget til, at hun sad hvor hun gjorde, så det faldt hende ikke helt ind, at hun nok burde flytte sig og blev derfor siddende. Der gik dog ikke længe før hun fik møvet sig selv omkring så hun ikke skulle sidde i mellem sine ben men i stedet med dem lagt bøjet ud til den ene side, hvilket viste sig at være langt mere behageligt. Det krævede bare at hun skulle have en hånd sat mod høloftets underlag som støtte, hvis ikke hun ønskede at sætte mavemusklerne på arbejde.

Et smil spillede hen over hendes læber, som hun fortsatte: ”Du taler meget om din mor. Mere end hvad jeg ville have forventet. Jeg kan ikke lade være med at blive lidt misundelig på jer jordiske væsner.” Mia havde skam været introduceret for den selvvalgte familie. Den hvor man ikke delte direkte blodrelatering. Men hun havde en teori om, at det ikke var helt det samme.

Sakses kinder blev en smule lyserøde, da Mia påtalte, hvor meget han snakkede om sin mor. Han vidste det godt, og han kunne ikke udstå det aspekt ved sig selv. Lige siden han havde været et stort barn, havde han forsøgt at frigøre sig fra Liv, men det var ikke gået specielt godt. Liv havde en evne til at snurre ham om sin finger uden overhovedet at gøre noget. Hun skulle blot se på ham, så var han klar til at gøre hvad som helst for hende, også forfærdelige ting. Hun var altomsluttende og allestedsnærværende i hans liv, og selvom han hadede det, så elskede han det også. Han væmmedes ved hende, men han elskede hende også så uendeligt højt, at det næsten ikke var til at holde ud. Hvorfor han lige var endt sådan, vidste han ikke. Han kunne ikke umiddelbart se, hvad Liv havde gjort anderledes med ham end med hans andre søskende, og selvom de andre også var meget tæt knyttet til Liv, så virkede det ikke til, at de havde det samme forhold til hende, som Sakse havde. Han havde forsøgt at gøre sig fri af hende flere gange, men hver gang var han kommet tilbage til hendes varme, trøstende favn.

"Du skal ikke være misundelig på min mor," sagde han uden at møde Mias blå øjne. "Hun er... Hun er ikke altid lige venlig."

Det gik op for ham, at han sad her sammen med en fremmed pige, fuld af lyst efter hende, og talte om sin mor. Han blev grebet af en dyb skam, der næsten fik ham til at bøje nakken. Han ville ønske, at Falk var her. Hun var altid god til at få ham ud af sine "øjeblikke".

Det havde ikke rigtig svært nogen svær bedrift at opfange, at han måtte have et nært forhold til sin mor. Sakse havde fremstået som værende meget stille til trods for, at de havde haft en samtale kørende i den tid, de havde været omkring hinanden. Men han virkede aldrig vitterligt interesseret eller lagde mange følelser ind i noget af det han sagde. Ligeledes var hans ansigtsudtryk meget nemt at sammenligne med en sten. Men hver gang han nævnte sin mor var det som om, at han vågnede bare lidt mere op. Så det kom godt bag på hende, da det ikke ligefrem var ros der kom ud af ham.

”Men hun er en engel, er hun ikke?” Som en hver anden havde Mia stadigvæk en fast forestilling af forskellige ting, når de blev nævnt for hende, selvom hun tydeligvis var alt andet end diskriminerende ved sit første indtryk af folk. ”Jeg havde altid troet, at engle nærmest var manifestationen af godhed. Eller det er i hvert fald sådan de har været beskrevet i de historier, jeg har hørt.” Selvfølgelig var hun godt klar over at de skønlitterær fortællinger altid overdrev, og hun havde da stødt på i hvert fald en af de himmelvelsignede væsner før, som havde virket mindst lige så almen som hende selv.

”Og så igen.. du passer heller ikke fuldkommen ind i grupperingen af engle. Til trods for at du hjalp bonden var vel kun en gerning påvirket af mig, korrekt? Havde jeg ikke været der, ville du have efterladt ham og ..ført hans sjæl videre til det I kalder efterlivet.” Hun sagde egentlig det hele roligt, som læste hun blot fakta op frem for at bebrejde ham for det. Også selvom den intense måde hun observerende holdte sit blik mod ham, kunne give en anden fornemmelse.

Sakse så op, da Mia talte, og før han kunne stoppe sig selv, lo han! En helt ægte latter – ganske vist ikke en særlig lang og høj en – kom fra ham, mens han rystede lidt på hovedet og glemte alt om sin skam for en stund.

”Engle er ligesom alle andre,” sagde han, da han var færdig med at le. ”De er ligeså… så gode og onde, kloge og dumme, kedelige og… og liderlige som alle andre levende væsner. Min mor tænker kun på sig selv. Hendes verden starter og slutter med hende selv, selvom hun ikke selv kan se det. I hendes hoved handler alt om hendes børn, men det passer i virkeligheden ikke. Hun fatter det bare ikke selv.”

Han tøvede lidt, inden han fortsatte; ”Og jeg er ikke en engel. Jeg kender ikke min far, men jeg tvivler stærkt på, han var en engel. Og engle kan heller ikke fødes på den måde. De bliver… udvalgt, tror jeg, men jeg ved ikke af hvem.”

Det gik op for Sakse, at han i løbet af de sidste få minutter havde talt mere end han havde i de efterhånden mange timer, han havde brugt sammen med Mia, og han så bort. Skammen kom tilbage igen, og det samme gjorde erkendelsen af, at Mia stadig sad meget tæt på ham. Hvis Sakse ville, kunne han række ud og røre ved hendes mørke hår uden overhovedet at skulle strække sig. Det var til Sakses store forskrækkelse, at han så sin hånd løfte sig og gøre lige præcis dét, han havde tænkt. Mias hår var tykt og blødt, og Sakse stirrede med store øjne, totalt ude af stand til at gøre andet end at lade sine fingre glide igennem de bløde lokker.

Mia ville nok ikke selv indrømme, at hun ikke havde forventet en som Sakse at le, som han gjorde foran hende, havde hun været selvbevidst nok omkring det, men i stedet kom det ubevidst til udtryk i de forstørrede øjne, hun så på manden med. Hun måtte have vænnet sig til hans meget følelsesneutrale udstråling, at noget så kraftig som en latter egentlig var, havde puffet hende mentalt tilbage og tvunget hende til at blinke forundret med sine to blå beskuere et par gange, nok for lige at sikre sig, at hun havde set og hørt rigtigt. Hun havde nær ikke lyttet ordentligt med på, hvad han havde sagt, men inden længe blødnede hendes ansigt sig op igen.

”Ah? Så genet, der gør engle til engle er ikke arveligt igennem reproduktion. Det havde jeg ellers troet var et princip der fulgte igennem alle væsner. Altså alle dem der kan.” Det var en ny og besynderligt information, han havde givet hende. Og faktisk kunne hun ikke få det til at give mening i sit hoved. Ikke med hvad hun kendte til, det at skabe og føde et barn. Der var godt nok mange andre ting, der ikke gav fuldkommen mening, så som magi, men det havde åbenbart det meget nemmere med at passere forbi hende, som noget der bare var, og ikke behøvede at klikke de rette steder.
Tænksomt flyttede hun sit blik svagt til siden fra ham for i stedet at se ud i luften og lagde ligeledes en finger mod sin hage. ”Men hvis det skulle give mest, så ville det nok være Isa-…” Mia troede ellers, at han havde overrasket hende mere end nok i forvejen, men som ud af ingenting følte hun hans blide berøring ved sit hår, hvilket med det samme havde forstummet hende og rettet blikket tilbage på ham. Hun stirrede blot på ham i et par lange sekunder, mens hendes hjerne tydeligvis var på overarbejde for at forstå situationen. Måden han strøg hendes hår var en del anderledes fra den robuste orkhånd, der havde rodet det omkring og skrubbet hovedbunden godt tilbage i Dianthos. Men den var også noget andet end de blide nus hendes reservemor, havde gjort sig.

Endelig kom hun lidt mere tilbage til verdenen, da hun roligt førte sin egen hånd op for at tage forsigtigt fat i hans. Hun fjernede den godt nok fra sit hår, men hun daskede den ikke afvisende væk. Ligeledes havde smilet på hendes læber vokset sig blidt. ”Det kilder det der.” kommenterede hun nu med et let fnis.

Det var ikke ret lang tid, siden Sakse for første gang i sit liv havde mærket en kvindes krop imod sin (det havde Sayyida sørget for), men det var nu ikke fordi oplevelsen havde gjort ham mere sikker på sig selv eller en større lyst til at give pokker i alt, hvad der hed anstændighed og sømmelighed. Faktisk havde oplevelse kun styrke ham i troen på, at livet som asket måtte være det eneste rigtige for ham. Men blot fordi hans tro var blevet stærkere, betød det ikke nødvendigvis, at det var blevet nemmere for ham at tøjle sin grådighed. Faktisk var det kun blevet sværere, og da Mia tog hans hånd i sin lille, varme og bløde hånd, blev det stort set umuligt.

Uden rigtigt at vide, hvad der foregik, eller i stand til at styre det, tog Sakse fat om Mias hånd – ikke hårdt – og ledte den roligt, men bestemt ned i sit skød. Hans løse klæder havde længe skjult hans lyst, men der kunne absolut ikke være nogen tvivl om, hvad der foregik dernede, for Sakse pressede Mias hånd direkte mod den!

Et blidt suk forlod hans læber, da han mærkede hende igennem stoffet.

Han sagde ikke noget. Og flere ord forlod heller ikke hendes strube efter kommentaren, så for en stund var det helt stille mellem dem. En langt mere tyk stilhed end der havde været mellem dem før i løbet af den halve dag. Det var ikke en stilhed skabt af, at ingen af dem vidste, hvad de skulle sige. Det var blot en stilhed opstået af at ingen egentlig havde noget at skulle have sagt. Så idét at Sakse flyttede på sig blev en meget pludselig bevægelse.
Forskrækkelsen havde kortvarigt lammet hendes reflekser, så hendes eneste forsvar til, at han tog styring over hendes hånd, var at stivne en smule. Dog langt fra nok, for hele hendes krop rykkede automatisk med, og havde det ikke været for den frie hånd, hun fik stemplet ned i det hø-belagt underlag - lige foran hans ben - ville hun muligvis have væltet yderligere indover ham.

Hvad hendes fingre blev mødt af, var noget hun aldrig rigtig havde været i nærheden af, men hun var ikke blind for, hvad det var til trods for de noget naivt forvirrede udfoldelser i hendes øjne. Hun så tilbage op på ham, men fortrød det igen, da hun blev mødt af det lille glimt af nydelse, han måtte have oplevet. Hun så så ned mod sin hånds placering igen, hvor det gik helt op for hende.
Hun nærmest flåede sin hånd til sig igen med et halvkvalt hvin. Heldigvis havde han ikke holdt fast, så det var intet problem for hende. Så hurtigt som det var hende muligt fik hun også tumlet sig op at stå og bakkede ufatteligt klodset nogle skridt væk fra ham, mens hun holdte sin besudlede hånd ind til sig med sin anden. Hendes hjerte hamrede ubehageligt hurtigt i brystkassen. Og hendes ansigt var brændende, resulteret af den røde farve, der strakte sig fra kind til kind, over næsen, og havde endda også erobret spidsen af hendes ører. Dog så hun ikke på ham med væmmelse, men i stedet en god blanding af skrækslagenhed og forlegenhed.

Sakse vidste ikke helt, hvad han havde forventet – havde han overhovedet forventet noget? – men Mias reaktion var utroligt ikke-overraskende, så selv hendes hvin gik mere eller mere usynligt forbi ham. Han vidste allerede godt, mens han gjorde det, at det var en virkelig, virkelig dårlig idé, men selv den tanke, havde ikke kunnet stoppe ham. Og nu sad han så her, mens Mia stirrede forskræmt på ham og sikkert undrede sig over, hvem der mon havde ladet sådan en misskabning vandre frit omkring.

”Det var ikke meningen af forskrække dig,” sagde han stille og så undskyldende, næsten bedende, op på Mia, mens hans hænder knyttede sig i hans skød. ”Undskyld. Det var grimt gjort. Jeg… jeg drages af dig. Meget. Jeg ved ikke… Du er bare så smuk. Undskyld.”

Sakse udstødte et halvbittert grin og vendte sig bort. Var det virkelig værd at vente her hele natten på en mand, hvis sjæl alligevel ikke var noget særligt? Hvis hun bad ham om at gå, ville han ikke modsætte sig det, det var sikkert.

Det stak i hjertet, sådan som han så på hende. Som en dreng, der skammede sig over at være blevet taget med hånden nede i kagedåsen. Det var en mærkværdig oplevelse, for hun havde før haft et så klart billede af ham i sit hoved, men det var ikke det, han sad og vidste hende nu. Men det lille stik hjalp det blodpumpende organ i hendes brystkasse med at falde til ro igen. Det bankede stadig hårdt nok til at hun kunne fornemme det i ørene, men hastigheden var faldet markant samtidig med at hendes skuldre ikke længere forsøgte at stige til vejrs.

Hun forsøgte at tage et skridt bag ud mere, men blev stoppet halvvejs af en bjælke. Heldigt, for hvis den ikke havde været der, kunne hun have risikeret at have væltet af høloftet. Per automatik så hun sig over skulderen, dog med et snert af skamfuldhed selv. Hendes glød havde hun sænket så meget hun kunne. Havde tusmørket udefra ikke sendt bare lidt lys ind i laden, ville den stadig have været at se svagt, men der var ikke mørkt nok, så i stedet var det som den blot var forsvundet.

Midt i ubeslutsom stilhed sukkede hun da – tungt og opgivende. Og som havde det signaleret til andre styringssystemer i hendes krop, dumpede hun tilbage ned på gulvet ved at glide med bjælken i ryggen. Benene var allerede bøjet og knæene trukket så tæt op som muligt, så hun bedre kunne skjule sit stadig blussede ansigt. Eller i hvert fald den nederste halvdel af det i hvert fald. ”Jeg kan forstå, at ..seksuel tiltrækning er lige så naturligt som at trække vejret.” Hun var ikke helt klar over, hvorfor hun forsøgte sig med at forsikre Sakse om, at det var okay. For det havde ikke været okay. Lyste bag, måske. Men handlingen, nej.
”Hvad er det ved mig, der er så dragende for dig?” spurgte hun så, ganske forsigtigt, som ville hun ikke træde forkert.

Sakse var ærligt talt ret overrasket over, at Mia stadig var her; han havde forventet, at hun havde forladt høloftet og ham med det samme. Der var noget småt og varmt, der stille blussede indeni ham, da hun satte sig. Hun havde ikke tænkt sig at flygte fra ham?

”Det… det ved jeg ikke,” sagde Sakse, hvilket ikke var helt sandt, men han kunne ikke rigtig forklare det, for han vidste det ikke selv. ”Du er smuk, du er god, du… du er venlig mod alle, selv mig. Du er det komplet modsatte af alle andre kvinder, jeg har mødt.”

Når Sakse sagde ”alle andre kvinder”, mente han mest sin mor, Liv. De eneste andre to kvinder, Sakse havde haft nogen tættere kontakt med var hans søster Falk, og så Sayyida. Falk havde altid været kærlig overfor ham, mere kærlig end overfor nogen anden måske, men man kunne ikke ligefrem kalde hende venlig. Det samme gjaldt for Sayyida, som Sakse endda stort set ikke vidste noget om.

Sakse slikkede sine læber og sank en klump, inden han tilføjede, ”Jeg har virkelig lyst til dig.”

Tænderne sank en smule ned i det bløde kød på indersiden af hendes kinder, samtidig med at hun kunne mærke noget i hendes stige. Han havde lyst til hende, og havde situationen været bare lidt anderledes, ville hun muligvis ikke have forstået meningen bag hans ord. Men denne gang var det som om det hele stod med store lysende bogstaver. Han havde allerede gjort det klart for hende. I sidste ende bøjede hun sit hoved nok til at skjule sit ansigt fuldkommen i mellemrummet mellem hendes knæ og sin brystkasse, inden hun pressede sine ben bare den smule tættere ind til sig.

”Er det smertefuldt? Lyst, mener jeg.” Endelig brød hun stilheden, selvom at hendes stemme muligvis var blevet dæmpet bare den lille smule grundet hendes skjul. ”Jeg kunne mærke… en svag dunken. Som når ens fingre blev fanget i en smækket dør.” Hun forsøgte ihærdigt at få styr på sig selv for hende i hendes hoved spillede dilemmaet en hård kamp mod hinanden. På den ene side stod hendes morale om intimitet bakket op med billederne af den døende bonde for slet ikke at tale om hvordan hendes håndflader stadig var minimalt misfarvede af blodet, hun ikke havde fået vasket ordentligt af. Men på den anden side hærgede nysgerrigheden og den grådige trang til at vide mere med en hær mindst lige så stor.
Forsigtigt tittede hun sit ansigt frem igen og lagde i stedet sit hoved op på siden på sine knæ. Stadig med blikket veget usikkert og flovt væk fra ham til trods for at hun kun ville have hans ryg at se på. Denne gang var det hendes tur til at fugte sine læber.

”Jeg er ikke bekendt med seksuelle udfoldelser.” Hun havde ikke engang så meget ladet sine læber blive kysset. ”Jeg ville lyve, hvis jeg ikke har tænk på det. Overvejet det. Hvordan det måtte føltes. Og hvorfor så mange holder af aktiviteten, når den virker så... grænseoverskridende.” Hun kunne umuligt have gjort det hele meget bedre for Sakse. ”Så intim.”

Sakse vendte sig mod Mia, da hun talte til ham. Han kunne stadig ikke fatte, at hun stadig var her, og da hun spurgte, hvordan lyst føles, blev Sakse meget tør i munden og varm over hele kroppen. Han følte sig endda næsten en smule svimmel, da hun nævnte, at hun havde mærket en... dunken.

"Det gør ikke ondt," forklarede Sakse med en efterhånden ret hæs stemme. "Det føles som... som... om man skal nyse, men ikke kan. Det er... frustrerende, men ikke smertefuldt."

Sakse slikkede sin læber, mens han prøvede at finde på en bedre beskrivelse, men Mias næste tale distraherede ham. Den dunken, hun havde beskrevet før, blev endnu værre, da hun indrømmede at have tænkt på det. Sakse sank en klump.

"Indtil for nylig vidste jeg heller ikke noget om det," indrømmede han. "Jeg skammede mig over mine lyster... der gør jeg stadigvæk - men jeg møde en kvinde, der... tog sig af mig, viste mig, at det ikke er farligt. Det er..." Sakse sukkede lidt og et lille smil trak i hans læber, "helt vidunderligt. Jeg tror slet ikke, jeg kan forklare det."

Han så på Mia, direkte mod hendes blå øjne, og hans smil blev lidt bredere.

"Det er den bedste følelse, jeg har oplevet," sagde han så. 

Det var vel en form for lettelse, at han i det mindste ikke sad og var i smerter, og egentlig genkendte hun følelsen, som han beskrev den, men det bragte hun en teoretisk forståelse af, hvordan han helt igennem have det. Hun bar jo ikke noget legeme mellem sine ben, der voksede ved ophidselse. Det havde hun i hvert fald ikke gjort sidst hun tjekkede.
Dog var det først idét at han indrømmede sin egen uerfarenhed, at hun rykkede på sit hoved igen for atter at se hen mod ham. Til hendes svage overraskelse havde han vendt fronten tilbage i retningen af hende, så det var ikke hans ryg og lange hår der faldt ned ad den, hun mødte, men hans ansigt. Og blikket, der straks fangede hendes. Så som smilet havde bredt sig til hans øjne smittede det af på hende i et pludseligt morende fnys. Et kvalt grin igennem forseglede læber, der fremviste et kært lille smil.

”Det har jeg bestemt ikke svært ved at tro på. Hvis jeg har forstået jeres basiske konstruktion korrekt, så bliver der udsendt stoffer ud i kroppen og… hjernen, under samleje eller lignende ophidselse.” forklarede hun ham med den samme sikkerhed i stemmen, som hun havde haft før skammen var kommet frem i rampelyset. Det var, hvad hun kunne forholde sig bedst til. Fakta. Videnskab. Konkrete ting og sager. ”Og du er ikke den eneste, der har fortalt mig, hvordan en ’enestående’ oplevelse det hele må være.” Smilet falmede så igen i takt med at hendes stemme blev mindre klar og hendes blik faldt og afbrød deres øjenkontakt.

Hun var ikke sikker på, hvor længe hun havde siddet der i stilhed, inden hun løsnede sit tag om sine ben og fik stablet sig op at stå igen. Hun børstede fraværende sin kjoles skørt og tog da de par skridt tilbage til hvor Sakse sad. Her dumpede hun ned at sidde på sine knæ og løftede sit blik tilbage op på ham. Hendes læber sad presset sammen til en tynd streg og selvom hendes øjenbryn havde krøllet sig lidt i den facon, virkede hun ikke til at tøve meget med at løfte sin hånd frem mod ham. En diskret indbydelse.

Sakse vidste ikke rigtigt noget om stoffer, der blev ført rundt i kroppen - han havde aldrig interesseret sig for, hvordan kroppen fungerede; han var kun ude efter sjælen - men han lyttede alligevel til alt, Mia sagde. Så længe hun blot talte, så gik hun i hvert fald ikke, og det var Sakse glad for. Han ønskede ikke at jage hende væk, heller ikke hvis han måtte "træde til side" en stund og tage hånd om sin lyst alene.

Da hun pludselig rejste sig, troede Sakse, at han havde fejlbedømt situationen, og at hun skulle til at gå, men hun kom... nærmere? Panik spredte sig i Sakses krop, jo nærmere hun kom på ham, og da hun satte sig ned foran ham, hamrede hans hjerte så hårdt i hans brystkasse, at det føltes, som om det var ved at hamre sig selv ud af hans krop. Hans ellers blege kinder var blevet en smule lyserøde, og et øjeblik stirrede han blot på den udstrakte hånd med en blanding af vantro og lyst. Så tog han forsigtigt hendes lille hånd i sin større og holdt den.

"Hvad... hvad skal jeg gøre?" spurgte han hæst og sank, mens han stirrede ind i Mias blå øjne.

Hans spørgsmål gjorde hende kortvarigt helt paf, og hun kunne ikke andet end at se på ham med store øjne og et lettere fortumlet udtryk i ansigtet. I det mindste var hun ikke stiv som et bræt længere. Alt det besynderlige og meget vel akavede ved situationen havde så småt blødnet hende op fra sin forskrækkelse og flove tendens. For egentlig skammede hun sig ikke over lyst lige som Sakse havde fortalt, at han gjorde. Der burde trods alt ikke være noget skamfuldt over det. Hun blinkede forundret et par gange, dog uden at se bort fra ham igen, inden hendes blik vandrede ned mod deres hænder. Hun måtte have glemt deres størrelsesforskelle mens de havde siddet sammen på høloftet, for hvor stor hans hånd var i forholdt til hendes egen, kom bag på hende.

Hun lukkedes sin tommelfinger omkring hans hånd, hvorefter hun skubbede sig op fra sine knæ og kom endnu tættere på ham. Den frie hånd satte hun støttende mod hans ene lår, som hun stod mere eller mindre på alle fire. Hun trak så sin hånd til sig igen, men frem for at holde den ind mod sig, førte hun den det sidste stykke ned mellem hans ben indtil at hun stødte på, dét hun havde stødt på før. Hendes hoved lagde hun ind mod hans brystkasse, nu hvor hun alligevel var tæt nok på ham.

Det var ikke svært at mærke han igennem stoffet, hans bukser var lavet af. Og det luftige og løse design gjorde det optimalt for hende at faktisk lukke fingrene omkring lemmet uden at skulle fumle med at stikke hånden ned i bukserne. Det var en virkelig underlig fornemmelse, at have den i sit greb. Det var som når man dækkede en gren med lag af blødt og fleksibelt læder. Selv hårde muskler havde ikke føltes sådan, selvom de var meget lige sådan. Faste under et lag hud. Men det kunne også bare være fordi der var et ekstra lag stof viklet omkring.

Det var lidt, som om alt foregik i slow-motion. Sakse så på, mens Mia rakte ned mellem hans ben og samtidig lænede sig mod hans brystkasse. Hans hjerte hamrede så hårdt nu, at han næsten forventede, at hendes hoved ville hoppe op og ned på hans bryst. Hendes hår duftede af noget, han ikke kunne sætte fingere på, men det gjorde ham blot endnu hårdere. Det kildede hans hage, og han skulle netop til at dukke hovedet for at dufte til Mias hår, da han mærkede hendes hånd om sig. 

Alt gik i stå i Sakses hjerne i et par sekunder. Hun rørte ved ham! Hun rørte faktisk ved ham af helt egen fri vilje, og Sakse var totalt ude af stand til at fatte det. I et par sekunder sad han bare der, totalt lammet med blodet dunkede i sine ører og mellem sine ben. Men så var det, som om tiden blev sat i gang igen, og Sakse viklede begge arm om Mias skuldre og holdt hende tæt ind til sig. Han begravede sit ansigt i hendes fyldige hår, mens hele hans krop skælvede i lyst. 

"Mia," stønnede han ind i hendes hår, og hans stemme rystede. "Åh, Mia... du føles så dejlig."

Det var ikke engang en overdrivelse; Mias hånd var blød og varm, selv igennem stoffet, og selvom hun ikke endnu bevægede den, føltes det alligevel uendeligt mange gange bedre end hans egen hånd. Sakse kyssede hendes hår og klemte sine øjne sammen, mens han langsomt begyndte at røre på sig og gnide sig mod Mias hånd.

Igen måtte hun erkende sig overrasket, da hans arme pludselig pressede hende videre ind mod ham. Hånden på hans lår gled af sig selv ned på gulvet, og hun blev nød til ikke længere at nøjes med at have sin hovedbund lagt ind mod hans brystkasse, men lå pludselig i stedet med kinden begravet nær nok til at kunne høre hans hjerte slå noget så gevaldigt under hans ribben. Den abrupte omfavnelse havde ligeledes fået hendes hjerte til at hoppe omkring op videre op i halsen på hende. Hvad havde hun gang i? Det her var jordisk intimitet. Noget stjerner som hende kun kunne overvære fra sin plads langt, langt borte.

Havde det ikke været for hans komplimenterende ord, ville hun næsten have troet, at han var i smerte eller voldsomt ubehag grundet hans og hans krops reaktion. Ufatteligt hvordan noget så simpelt som ord sagt med de rette støn kunne få det til kriller til at strømme igennem kroppen. Det gjorde næsten ondt i ryggen så uvant var følelsen, og hun måtte endnu en gang synke en besværlig klump. Og den frie hånd knugede sig ubevidst om et par strå fra gulvet.

Som Sakse begyndte at rokke svagt frem og tilbage af sig selv, løsnede hun sit greb bare den lille smule uden at fjerne sin hånd først. Men så forsøgte hun sig frem med en lignende rytme. Strøg manddommen frem og tilbage, som det gav bedst mening. Stoffet gjorde det bevægelserne nemmere, siden hendes håndflade var ved at blive svedig. Noget hun kunne forestille sig ville skabe modstand, hvis hun havde haft fat om den råt. Efter et par gange havde hun også tilladt sig at stramme grebet igen, mens hun observant lyttede efter tilstanden af den før så monotone mand. For hvert støn der kom fra hans strube, lagde hun mærke til et prik mellem sine egne ben. Var det hvad der ville beskrives som ’lyst’?

Sakse kunne næsten have hulket, da Mia også begyndte at bevæge sin hånd på hans pik. Men det gjorde han ikke. I stedet blev hans støn lidt højere og dybere, og hans hænder begyndte at vandre. De gled over hendes ryg, ned mod hendes hofter, og så op igen langs hendes sider. Hans fingerspidser strøg blidt henover det sted, hvor hendes bryster mødte hendes sider, og så væk igen.  Han var ikke engang helt klar over, hvad han gjorde, for hans øjne var lukkede, og hans tanker var et helt andet sted. Han begyndte også at nusse sine læber igennem hendes tykke hår. Da han nåede hendes ene øre, kyssede han det og begav sig derefter lidt længere ned, så han kunne kysse siden af hendes hals, lige under hendes øreflip. 

I Mias hånd, dunkede han i takt med hendes bevægelser; stoffet var begyndt at blive fugtigt og varmt for alvor, ligesom hans lange hår var begyndt at klistre til hans bøjede nakke. Han ville gerne taget noget eller alt tøjet af, men han havde heller ikke lyst til at bede Mia om at stoppe bare et enkelt sekund.