Alicia fortsatte selv med at grine, men indvendigt var hun lettet over, at Éir havde forstået joken. Det havde været temmelig akavet, hvis han havde troet, hun var seriøs. Hun kunne nok godt have fundet på en joke for at lette stemningen, men det gjorde det væsentligt nemmere, at han bare fandt det morsomt.
Hun så lidt tænksom ud. "Jeg ved ikke, om det er en god idé. Jeg har gjort nogle ting i livet, de ikke ville være så stolte af" svarede hun, og en svag rødmen trådte frem i hendes kinder og dækkede fregnerne. Hun var ret sikker på, at hendes forældre ikke ligefrem ville billige, at hun havde været på bordelhuset og nok heller ikke, at hun var gået fra en kæreste for at slutte sig til byvagterne. Hun fik et lidt trist ansigtsudtryk, da tankerne var drejet over på Fuego, men hun smilede dog igen, da Éir fik brudt hendes tankestrøm. "Så de er bare helt væk?" spurgte hun med påtaget overraskelse. Hun havde godt på fornemmelsen, at han drillede hende.

Éir lyttede opmærksomt til hvad hun havde at sige, og besluttede sig at det ville være bedst at spøge før han gravede ind i det alvorlige. Han havde selv roddet sig ud i nogle ting hans forældre ville se misbilligende til, og kunne ikke forestille sig at en kvinde som Alicia ville have været involveret i nogle af de ting hun havde. For Éir var alt ukendt fantastisk, og han antog glædeligt at alle andre havde liv, som dem man hørte om i sangene.
"Ja! Altsá. . . Udover dengang hvor jeg var til hof hos droningen!" Han overleverede sin replik med sædvanlige absolutte selvsikkerhed, der gjorde det umuligt at fokusere på det faktum at dronningen ikke havde været dronning for 15 år siden, da han skulle have mistet sine minder. Han håbede at hun ville grave mere af fortællingen ud af ham, som han kunne mærke den blomstre i hans hoved.

Han hev sig selv ud af sin fantasi længe nok til at koncentrere sig om hendes forældre. "Hvorfor bekymre sig over hvad de tänker? De er dóde! Hvis de kan have svar pá hvorfor du flammer op, er det sá ikke värd at spórge dem?" Hvis han kunne forestille sig hvad hun havde gjort, var det muligt at hans indstilling ville være anderledes. Men det kunne han ikke, så i stedet smilede han stort og opmuntrende til hende.

Alicia så imponeret på ham, og det slog hende ikke ligefrem at regne årene ud, for han havde overleveret det med sådan en overbevisning, at hun et øjeblik troede på ham. "Så... du har været til hof hos dronningen? Det må da have været noget af en oplevelse" svarede hun oprigtigt overrasket. Det gik dog op for hende så småt, at han nok egentlig bare drillede, og hun kneb øjnene en smule sammen. "Vent... du driller igen" sagde hun og begyndte at grine. Hun var lidt kommet i tanke om, at hun ikke rigtigt troede på, han var 150 år gammel. Hun var ret overbevist om, han bare havde sagt det for at pointere, at alle kunne påstå, de havde en hvis alder.

Hun hævede let et øjenbryn, inden hun trak på skuldrene. "Det spurgte jeg dem til gengæld om. De vidste det heller ikke" svarede hun med et lille suk. Hun havde spurgt sine forældre flere gange om, hvorfor hun havde disse evner, men de kunne aldrig svare på det, og hun havde ikke ligefrem på fornemmelsen, at det løj.

Éir trak sig pludseligt tilbage, og så på hende med påtaget fornærmelse. Med fingrene af den ene hånd placeret på sit bryst, bevægede han læber i en tavs pantomime, som sagde han ordene "Hvem, mig?!", hvorefter han så dybt foragtet ud. Han kunne aldrig, aldrig, finde på at drille. Hvad var hans motiv? Var det måske nok at det bare var så utroligt sjovt når folk troede på hans historier?
Efter at have holdt masken en imponerende mængde tid, kunne han ikke lade være med at grine. Det var rart at le, når hverdagen var så fuld af syge mennesker, ulykker og død. "Er der ingen andre, du kan forestille dig ved det? En bedsteforäldre, máske?" Han havde helt givet op på musikken, og sad i stedet med lutten i skødet og armen kastet henover den.

Alicia hævede let det ene bryn over Éirs reaktion, for hun var ret sikker på, at han ikke havde været ærlig. Til gengæld da han begyndte at grine, kunne hun ikke lade være med at følge trop. Hun var blevet bekræftet i sin mistanke, men det var nu rart, at han stadig prøvede at lave noget sjov ud af det. "Men fortæl endelig historien, du har fundet på alligevel" sagde hun med et smil. Hun var nysgerrig efter at høre den, for hun havde oplevet hans fantasi få frit spil en gang. Desuden elskede hun historier.
Hun rystede dog på hovedet til hans spørgsmål. "Nej. Jeg er den første i min familie med den egenskab. Ikke at magi er unaturligt, men der er ingen andre i min familie, der er født med chakra" svarede hun.
Da hun så, at Éir havde lagt lutten, besluttede hun sig for at begynde at spille en rimelig munter sang på guitaren. Hun vidste ikke, om han kendte den, men hun havde endnu ikke spillet den for ham.

Éir var fortsat forundret over hvor stor forskel der var på musikkulturen, selv på så korte afstande som fra hovedstaden og til havnen. De fleste af hendes melodier havde hun aldrig hørt før, inklusivt den hun spillede for ham nu. Han trak på skuldrene til hendes kommentar til magi – det var sandt. Magi fulgte sjældent regler, og hvis ikke hendes familie havde en historie med ildmagi, var der næppe noget at finde i hendes familietræ.
Efter at have gennemskuet mønstret i hendes melodi besluttede han sig for at han ville fortælle sin historie i rim. Han gjorde sit bedste for at falde i rytme med hendes musik, og begyndte så at fortælle historien om dengang han var tid hof hos dronningen.
Historien begyndte som man ville forvente, med at han – en 150 år gammel aristokrat – blev inviteret til middag sammen med alle de rige og vigtige personer i byen. Men så pludseligt! Lyset forsvandt, og da det kom tilbage havde der været et mord! Resten af historien gik med at Éir opklarede mordet, reddede dronningen og middagsselskabet. Det lykkedes ham at holde rimene smagfulde, i hvert fald hvis han selv skulle sige det.
Da han var færdig kiggede han på hende med et smil. ”Jeg ved ikke hvad jeg kan góre for at hjälpe, men hvis du finder pá noget siger du bare til.”

Alicia tænkte ikke selv over, at de ikke kendte hinandens sange. Han havde fortalt, han var fra en ø, og hun gik egentlig bare ud fra, at han kendte sine sange derfra. Desuden var hendes sange fra hendes barndom i Medanien, så hun ville nok undre sig mere, hvis han rent faktisk kendte dem.
Hun lyttede interesseret til hans historie, og hun fik et nysgerrigt udtryk i ansigtet, så snart han begyndte at fortælle, og hendes opmærksomhed veg ikke fra ham under hele fortællingen. Helt instinktivt begyndte Alicias musik at følge historien. Ved de mere dramatiske og spændende øjeblikke blev hendes musik mere voldsom i det, og ved de mere rolige øjeblikke i fortællingen var hendes spil mere harmonisk. Det var ikke rigtigt noget, hun bemærkede, for hendes opmærksomhed var fortsat rettet på Éir. Da han var færdig med fortællingen, nikkede hun og sendte ham et smil. "Fik du så en belønning for at have opklaret det?" spurgte hun både nysgerrigt men også drillende.
Ved hans ord så hun noget tænksom ud. Hun vidste ikke helt, hvordan han skulle kunne hjælpe, men hun nikkede alligevel. "Det skal jeg nok" svarede hun med et lille smil. Hun vidste ikke helt, hvordan hun skulle få løst dette mysterie.

Solen var langsomt ved at gå på hæld, og bymuren kastede dem I skygger hvor de sad på indersiden. Det var snart tid til at han var nød til at gå tilbage, hvis ikke han skulle komme i problemer med Dhalia igen, da det langt fra var første gang han ville have været ude længere end han burde. For ikke at nævne udgangsforbuddet, der snart trådte i effekt. Han tvivlede at han ville komme i problemer så længe at han var sammen med Alicia, men det virkede stadig bedre at holde sig fra Kile-tilbederne når det var muligt.
Han smilte da hun spurgte ind til hans historie. Selvom han ikke troede på at hun tog hans ord for sandhed, var det altid et godt tegn når publikum kom med uddybende spørgsmål – det betød at de nød din historie, og gerne ville have mere. Han samlede sin lut op, og fortsatte historien med en sørgmodig stemme.
”Ak ja, hun tilbód mig det halve kongerige – som er sig skik! Men jeg mátte takke hende nej, for min eneste kärlighed er til havets frie vidder!” Han påtog udseendet af en dybt romantisk poet, der havde været splittet mellem livets to største glæder, og afbrød det pludseligt som han påtog sit sædvanlige drengede smil. ”Men jeg fik da selvfólgelig en eskorte til havnen og en diamant oveni,” sagde han med et blink i øjet.
Hans smil falmede lidt, som det gyldne lys mindede ham om tidspunkt. ”Jeg er nok snart nód til at gá tilbage.”

Alicia vidste godt, at solnedgangen betød, at deres veje snart skulle skilles. Tiden var dog gået umådelig hurtigt for hende, for hun havde ærligt hygget sig i Éirs selskab, så det kom lidt bag på hende, at klokken var ved at være mange.
Hun lyttede igen interesseret til hans historie, og hun så noget overrasket ud over, at han havde afvist det. "Det var da ædelt. De fleste ville give deres højre arm for det halve kongerige" svarede hun. Hun vidste godt, at historien ikke var sand, men hun fandt den stadig utroligt spændende.
Ved hans konstatering nikkede hun og sluttede melodien roligt af med et par sidste spil på strengene. "Det er jeg nok også. Jeg har en nattevagt" svarede hun med et smil. "Det var dog rigtig rart at hilse på dig, Éir."

Han smilte tilbage til hende, og undrede sig over at det var første gang de havde mødt hinanden. Det føltes allerede som om han kendte hende bedre end det. Han kastede instrumentets rem over sin skulder og trak det op på sin ryg. ”For en simpel musiker som mig?” Han trak på skuldrene, som for at signalere ’hvad kan man gøre’. ”Jeg passer mig ikke til politik.”

Han rejste sig op, og fangede hendes blik. ”I lige máde, Alicia. Men vi ses senere, jeg har i hvert fald ikke tänkt mig at opgive mig spillested. Og ellers, sá ved du hvor du kan finde mig!” Han ventede for at høre om hun havde noget at tilføje, men satte derefter i løb tilbage mod helbredelseshuset, mens han vinkede bagud.

Alicia nikkede til hans svar. Hun kunne godt sætte sig ind i det med ikke at passe til politik. Det gjorde hun for den sags skyld heller ikke. Hun havde sine egne principper, og hun var ret sikker på, at de fleste af dem ikke ville passe ind som regent. Der var langt flere ting at tage højde for, og hun kunne faktisk godt lide sit liv lige i øjeblikket.

Hun rejste sig selv og smed sin guitar på ryggen med remmen hængende skråt over den ene skulder. "Det gør vi. Jeg vender nok tilbage så. Ellers kan det være, jeg smutter forbi helbredelseshuset ved lejlighed" svarede hun med et smil og vinkede til afsked, inden hun selv satte kursen mod barakkerne.