Maya var ikke sikker på hvordan hun skulle føle. Det hele afspejlede nærmest faresignaler. Et væsen som ham, der rent faktisk ikke virkede til at vide noget om hvem han var. Maya havde set hvad han kunne, og hun var ikke spor tryg ved det. Hun blinkede da han tilføjede ordet halvdæmon. Det kom egentlig ikke bag på hende, men det gav stadig et sug i maven af ubehag. En dræbermaskine der lige havde vasket blod fra flere ofre af kroppen, og alligevel virkede han så uendeligt fredelig lige nu. Maya tog en dyb indånding og tørte sig under næsen for at gøre bare et eller andet, nu hun faktisk ikke vidste hvad hun skulle sige.

Efter lidt tid, rømmede hun sig let, for at få gang i stemmen igen, selvom tankerne stadig var tomme for hvad hun skulle sige. "Oh" hun havde massere af tanker om denne opdagelse, men ikke nogen hun lige følte for at dele med ham. Hun var ikke så dumdristig når det kom til stykket, desuden frygtede hun stadig at blive flået levende hvis hun ramte en forkert knap. "Nå.. Men.. Jeg vil finde et træ at sove i... så.." hun pegede let over skulderen indikerende at hun ville lade ham være, eller rettere hun ville gå. Hun havde ingen interesse i den skat eller hvad det end var han rendte rundt med i den pose. Visse ting var bare ikke det værd!

Zofrost så hendes ubehag, da han sagde, at han var en halvdæmon og det gik op for ham, at hun var bange for ham. Måske ikke så sært, i forhold til det han havde gjort af ting i dag. Han havde dog på intet tidspunkt gjort hende noget. Det gjorde ham af en eller anden grund ked af det, at hun var bange for ham, men han vidste også, at det var der ikke noget at gøre noget ved. Han havde gjort et ret kraftigt indtryk og han vidste det. Så han forsøgte at gøre det rigtige og holdt blikket fra hende. Stod med siden til hende, så han ikke virkede så meget som en trussel. Han ville nødigt brændes af hendes ild. Godt hun ikke vidste, hvor skrækslagen han var for hendes evne. 

Han løftede hovedet lidt, da hun sagde, at hun ville gå og han sendte hende et kort skarpt blik og så så i den retning hun pegede. Tavst stod han lidt, mens hans indre var i gang med en diskussion. Skulle han bare efterlade hende til sin egen skæbne? Eller skulle han følge med hende til mørket faldt og holde øje med hende så længe?
Den sidste tanke faldt ham mest naturlig, som han gerne faldt ind under dem, der havde gjort ham noget godt. Ikke at han ligefrem så hende som en leder, men han skyldte hende noget. Problemet var bare, at hun virkede bange for ham og sikkert ikke så, at han var i nærheden af hende.
Efter lidt diskurteren frem og tilbage kom han frem til, at han ville hold øje med hende i smug. Lade hende gå og lidt efter følge efter.

"Pas på dig selv. Lad være med at søge tilbage til byen." Det sidste blev sagt som en bøn og ikke en ordre, inden han kastede et sidste blik på hende og skiftede tilbage til sin dyriske skikkelse. Med vilje luntede han den modsatte vej af, hvad hun havde peget, men så snart underskoven skjulte ham, stoppede han op og så tilbage mod hende. Og resten af dagen listede han sig rundt efter hende, lydløst og godt skjult med sin sorte farve i underskoven, der blev mørkere og mørkere som natten nærmede sig.

Så snart det var rigtigt mørkt, forlod han hende for at tage ind til byen. Heldigvis lå kvindens hus i udkanten og der var ikke sat vagter ud. Hun forsøgte at få ham ind i huset, men han afleverede posen og skyndte sig væk, alt for sikker på, at hun ville hidkalde mænd med våben. Og derefter satte han af sted mod det sted, Balthazar var, hans indre kompas guidede ham som en lysende stjerne i hans sind. Mørket generede ham ikke og han løb i et rimeligt hurtigt tempo igennem natten for at komme væk fra den lille by. Hans tanker arbejdede lidt med pigen, inden han puttede hende ind på en mental hylde for at glemme hende igen. Han ville nok aldrig møde hende igen og hun betød ikke noget. Selvom hun hjalp ham.
Lyden af hans egen vejrtrækning lullede ham ind i et tomrum uden tanker og følelser. Sådan som det helst skulle være.

// Out

Maya vidste måske ikke hvor bange han præcis var for hendes evne. Men hun gemte sig stadig bag den. Ikke aktiveret, men den kriblede næsten i overfladen af huden, klar til at selvantænde hendes hud hvis han skulle angribe hende.
Der var mange ting der talte både for og imod at han var et stort og farligt væsen uden samvittighed, men i realiteten havde han intet gjort hende. Knurret lidt, været stærkt utilfreds. Skældt hende ud tidligere. Men det betød ikke at han ville angribe hende. Men det tænkte mændene i byen sikkert også inden blodbadet startede.

Maya trak lidt på skulderne og kløede sig nervøst på armen. "Yeah, klart.. " hun havde faktisk ikke lyst til at tage ind i byen igen selvom det kunne give hende penge i natten. Men tanken om at blive genkendt var angstfremkaldende. Nej, et dejlig højt træ til at gemme sig i! Det var hvad hun havde brug for.

Maya halvbakkede væk fra ham, og vendte først ryggen til da hun følte hun havde en forsvarlig afstand. Han kunne vel ikke bebrejde hende for at være nervøs omkring ham. Desuden, det var jo slet ikke sikkert det påvirkede ham. Måske var han egentlig bare ligeglad.
Det tog noget tid at finde et tilfredsstillende træ at klatre op i, binde sig fast så hun ikke faldte ned i løbet af natten, og ellers sidde i skyggen af grene og blade, så hun var svær at se fra skovbunden under sig, med mindre man så godt efter. Det tog lang tid for hende at falde i søvn, selvom mørket var faldet på. Hun så ofte blod, indre organer og døde ansigter når hun lukkede øjnende de første mange timer. Men hun blev træt nok med tiden.