Hector satte sig ved bordet og kunne ikke lade være med at grine af Junos lille "grisebemærkning". Han var lige ved at spørge, om de så skulle slagtes i morgen, men det gik op for ham, at Mia nok ikke ville forstå joken og måske ville blive utilpas til mode. Så han spiste bare i stedet. Maden smagte fint nok. Der var en smule kød i den, hvilket var lækkert, så faktisk var den bedre end normalt.

"Du skulle prøve det, vi normalt får," halvgrinede Hector til Mia med munden fuld af mad. "Det er noget værre lort, især når vi ikke har penge. Men det her er faktisk ret godt. Jeg trækker min fornærmelse af din mad tilbage, chef."

"Hey, du, grise er søde og kloge dyr, det er et godt kompliment," svarede Juno med et grin, der fyldte hele hans ansigt og lyste hans øjne op, da Mia kritiserede hans kælenavne for dem begge. Det var gået op for ham at hun sikkert ikke kendte til det ordsprog han havde citeret, men han havde ikke tænkt sig at fortælle hende om det heller. Hun virkede som typen der kunne finde på at begynde at græde over de stakkels grise, der skulle slagtes.

Han rystede opgivende på hovedet, da Mia ikke umiddelbart brød sig om maden, men det blev kun sjovere da Hector fortalte hende om det mad de normalt fik. Han havde også ret - det var især slemt om vinteren, når der stort set ingen frugter var og de bare spiste kartofler i en uendelighed.

"Wow, tak Hector, det er meget gavmildt af dig at sige, at min mad er god i dag, men normalt noget lort," svarede Juno og slog grinende til sin ven. 

"Hva', Mia, hvad laver du egentlig her i byen? Du er ikke kommet bare for Hectors skyld, er du?" Hvis hun var, ville hun være nødt til at slås med Juno om ham, men noget sagde Juno at en stjerne kun ville komme til en by så skod som deres, hvis det var fordi hun havde et mål her.

Mia så næsten forskrækket mod Hector, da han proklamerede at, deres mad normalt var af yderst dårlig kvalitet. Hun følte dog umiddelbart ikke, at hun kunne kommentere på det. Det var allerede blevet bevidst, at hendes smagsløg var noget besynderligere. Som en baby havde hun en enkelt gang fået forklaret, hvilket teoretisk ville passe fint. Hendes tunge havde ikke haft den samme tid til at vende sig til smage på samme måde som en hver anden på Jorden. Dog kunne hun i sidste ende ikke lade være med at blive smittet af den egentlig noget muntre stemning, og sad selv med et matchende smil og latter i stemmen. ”Det vil jeg se frem til så.” Hvis der var en alvor i det, så betød det også, at hun ville kunne se de to drenge igen.

”Hmm?” Og igen sørgede mennesket for at de blå øjne rettede sig direkte mod ham, da det igen lykkedes ham at skifte emne. Roligt rystede hun på hovedet af hans første indskydelse. ”Det kan jeg ikke prale af, nej. Det lyder måske lidt mærkværdigt, men jeg ved ikke, hvorfor jeg faldt. Og jeg ved heller ikke, hvordan jeg kan vende tilbage. I byen Lazura var der ikke mange svar at finde, så jeg drog hertil i stedet, eftersom biblioteket her holder på en del mere information. Mit håb er at finde bare et eller andet i blandt bøgerne der.” forklarede hun ganske afslappet og så af og til frem og tilbage mellem de to, men sluttede dog på Juno. Det var trods alt ham, der havde stillet hende spørgsmålet. Endnu en skefuld mad blev taget. Denne gang større end de andre gange. Hun måtte så småt være begyndt at vænne sig til smagen. Helt dårligt var det ikke.

"Jeg fortæller sgu da bare sandheden, chef," fnøs Hector med et grin og slog tilbage efter Juno. Han ramte ham på skulderen, men ikke specielt hårdt. Hector slog kun hårdt på Juno, når han var rigtig sur, men så slog han til gengæld også så hårdt, han kunne. Det gjorde Juno vist også, for Hector havde stadig et blåt mærke på den ene skulder, hvor Juno havde slået ham et par dage tidligere, fordi de var kommet op og slås over et eller andet ligegyldigt lort.

Hector stoppede med at grine i samme sekund, Juno nævnte hans navn, og hans kinder blev straks varme og røde.

"Årh, hold da kæft," mumlede han og stirrede ned i sin tallerken, og han blev ved med det, mens Mia svarede. Han pillede lidt ved sin mad, men var egentlig ikke sulten mere.

"Findes der andre stjerner?" spurgte han og så endelig op. "Altså, stjerne som er faldet ned."

Juno slog tilbage på Hector, også selvom det var ham selv, der havde slået først - sådan kunne de køre i en cirkel, hvor de slog afslappet på hinanden i en evighed, indtil de blev afbrudt af noget mere spændende eller af noget, der var rigtig værd at komme op at slås over.

"Godt spørgsmål," tilføjede Juno eftertænksomt til Hectors spørgsmål. Han havde heller aldrig hørt om andre stjerner i Krystallandet. "Og, øh, fandt du biblioteket? Ellers følger Hector dig gerne derhen i morgen," skyndte han sig at tilføje og lagde smilende en arm om Hectors skuldre, som var han en stolt far, der lånte sin søn ud til nabodatteren. 

Mia rystede let på hovedet. ”Jeg har kun hørt historier om, hvordan andre stjerner har faldet og taget jordiske kroppe som mig. Men om det rent faktisk er sket, ved jeg ikke med sikkerhed. Og hvis det er sandt, er det godt 20 århundred år siden.” fortalte hun, igen ganske bekymringsfrit. Det var trods alt ting hun var blevet fortalt af et menneske fra den selv samme jord, så chancen for at disse historier allerede var kendte blandt andre ret stor ifølge hende selv. Hvordan skulle hun vide, at dette menneske blot havde været ufatteligt hungrende efter myter og derfor havde kendskab til sådanne skjule fortællinger. ”Jeg har i hvert fald ikke oplevet at nogle er faldet i min levetid.”

Undersøgende havde hun set til, hvordan Hector havde stoppet med at spise og i stedet bare sad og gloede ned i maden, før spørgsmålene var begyndt at regne ned over hende. Selv fumlede hun lidt med at gnide sin pegefinger op og ned ad skålens, hun havde liggende i sit skød, kan. Målrettet begyndte hun da at rode lidt rundt i det. Skubbede kartofler til side og samlede med omhug så mange af de få kødstykker op på sin ske, inden hun, stadig siddende på bordet, lænede sig lidt hen mod Hector for at flytte kødet over i hans skål.
Hun sagde ikke noget og vendte blot tilbage til sig selv og spiste videre af sin mad, der nu mest bare var rodfrugter og æg. Satyren havde virket til at eftertragte dyreproteinet mere end kulhydraterne. Og hun havde vel mindre brug for det, end han havde. Hun havde endnu ikke oplevet at stå uden mad.

Med blikket tilbage på Juno nikkede hun denne gang og muntert flakkede der et smil frem på ny. ”Det var faktisk der, jeg kom fra, da Hector fa-… eller da jeg fandt frem Hector. Jeg ankom hertil i morges, så egentlig er biblioteket det eneste sted jeg kender til. Selv kroen jeg tilsyneladende skal bo på i min tid i jeres hovedstad, kunne jeg ikke finde tilbage til.”

Hectors kinder blev endnu varmere, da Mia gav ham sit kød, men det var først ved at gå helt galt, da Juno lagde en arm om hans skuldre. Han havde allermest lyst til at skubbe Junos arm væk, fordi han opførte sig som en spade, men havde han jo altid lyst til, at Juno skulle røre ham. Han nøjes med at give Juno en albue i siden, men uden at skubbe Junos arm væk eller flytte sig. 

"Du kan bare sove her," sagde Hector, men fortrød det allerede bitterligt, for Juno ville helt sikkert ikke kunne nære sig. Hector skyndte sig at tilføje, "Altså, der er plads i småpigernes seng. De sover tre i den, men det er en kæmpe seng, og de er meget små."

Han håbede inderligt, at Juno ikke ville invitere Mia ind i sin seng, eller at Mia ville afslå. Hector havde simpelthen ikke tålmodighed til at skulle ligge og høre på, at Juno bollede i overkøjen. Han fik en idé.

"Øh, ellers kan du også bare få min seng. Så kan jeg bare sove på gulvet eller, øh... i Junos seng, hvis han ellers har vasket sine klamme tæer."

Juno stønnede højlydt af smerte, da Hector satte en albue i siden på ham, og han sørgede også for at læne sig så langt ind imod Hectors øre som muligt imens, for virkelig at lade ham vide hvor meget han havde såret ham. Han skulle lige til at gøre noget værre, da Hectors ord fangede hans opmærksomhed.
Junos mund arbejdede hurtigere end hans hjerne og han var lige ved at tilbyde Mia sin seng, med noget mere end bare sengen, da Hector fortsatte med at tale. Og fortsatte. Og fortsatte, indtil det gik op for Juno hvad fyren havde gang i. Troede, at han forstod hvad Hector havde gang i. 

Juno havde aldrig før leget wingman for Hector, men Hector havde heller aldrig virket interesseret i nogen piger. Eller drenge, for den sags skyld. Så hvis Hector var interesseret i Mia og gerne ville have deres værelse for dem selv, så skulle Juno ikke stoppe dem. 

"Hectors seng er renest," sagde han med et grin og slog blikket væk, imens han gav slip på Hector. "Jeg kan sove med småpigerne, de bliver sikkert bare glade for at få en godnathistorie igen, det er snart en uge siden jeg har haft tid til dem."

Vent.
Der var et kort øjeblik, hvor Mia ikke synes at kunne følge med. Hvis hun altså huskede rigtigt, så havde hun allerede før blevet tilbudt at overnatte. Egentlig havde noget af det første Juno overhoved havde sagt til hende, var et tilbud om han seng. Et tilbud der tilmed ikke blev gengivet her den anden gang omkring. Der var en ubehagelig kriller i hendes baghovedet i frygt for at hun havde gået glip af et eller andet. Måske havde det sortnet for hende uden, hun havde lagt det mindste mærke til det. Og denne svagt bekymrende forvirring var uden tvivl malet med skrigende farver i hendes ansigt, mens hun hastigt så frem og tilbage mellem drengene, mens de talte.

”Jeg vil helst ikke trænge mig for meget på. Det er trods alt jeres hjem - og ikke mit.” skyndte hun sig at sige for at få sat det lidt på plads. ”Jeg har ikke noget imod at sove i hvilken som helst af jeres senge, nu hvor I har tilbudt mig dem, men jeg bare forsikre jer om, at I virkelig ikke skal føle jer nødsaget til at gøre det. Jeg kan som regel sover hvor end det skulle være. I har allerede vist mig mere end nok gæstfrihed.” Hun smilede taknemmeligt. Ikke nok med at Hector havde taget sig af hende ude i gaderne, men hun var også blevet givet mad, som ellers lød til at være sparsommeligt i huset, selvom hun langt fra så udsultet ud.

”Men..! Hvis det ikke ville gøre noget, kan jeg måske deltage i godnathistorie læsningen.” Det kunne meget vel være, at Mia ikke havde det bedste meninger om Juno i forholdt til Hector, men der var noget ved at få fortalt de små historier, der varmede. I Lazura havde hun været så vant til dem, når sønnen i husstanden skulle lægges i seng, og selvom det ikke var mere end en uges tid siden, hun var draget af sted derfra, måtte det have taget sin effekt, sådan som hun ubevidst hungrede efter lignende.
Hun så mod mennesket med store, næsten forventningsfulde øjne. Lænet bare en lille smule frem. ”Jeres historier er altid fascinerende at lytte til.”

Hector anede ikke, hvad fanden Juno havde gang i. Hvorfor prøvede han nu at få Mia i Hectors seng?! Troede Juno, at Hector var... interesseret i Mia? Hectors kinder blev ildrøde, og han spruttede i protest over den absurde idé, at han og Mia skulle være alene på værelset. Ikke at Mia ikke var pæn, for det var hun da, men Hector havde absolut ingen interesse i hunkøn. Han var udelukkende interesseret i hankøn, og måske især Juno, men det var der ingen, der behøvede at vide. 

"Måske... måske er det bedst, hvis du bare sover hos småpigerne," sagde han, mens hans kinder stadig brændte. "Så kan Juno og jeg blive i vores senge. Det nok... det nok bedst, fordi... du sover bedst hos pigerne, og der kan du heller ikke lugte Junos tæer."

Juno smilede helt op til øjnene, da Hector bakkede ud af at dele værelse, eller seng, med Mia. Han skubbede sit ansigt helt op i Hectors hår, hans mund ud for Hectors øre, og spurgte ham hviskende; "har du fået kolde tæer, stump?"

Han slap ham med et grin og lagde en hånd på Mias skulder. "Hvis du kan lide historier, så skal du komme med!" Udbrød han selvsikkert og førte hende med sig ind imod værelset, hvor tre små piger rendte rundt i deres natkjoler, skrigende og hvinende, hoppende op og ned og omkring den store seng der var i midten af rummet, indtil de fik øje på Juno og Mia. Én af dem sprang hen til dem og Juno samlede hende helt ubevidst op, så hun sad på hans hofte, imens han med den anden hånd undveg de puder, de to andre piger kastede imod ham.

"Hey! Opfør jer pænt, vi har gæster," sagde Juno, men greb den næste pude og kylede den grinende efter den største af pigerne. "Tøser, det her er Mia. Mia det her er Max, Freja og Lizzy." Sagde han og gestikulerede på skift fra den største af pigerne, der højst var 12 år gammel, selvom ingen vidste hvor gammel hun præcis var, til den næste pige, og til sidst til pigen han stadig bar på, som kun lige var stor nok til ikke at bruge ble længere. Lizzy var måske to år gammel, men Juno var rimelig ligeglad med deres aldre og gik mere op i hvad de kunne og ikke kunne selv.

"Hej Mia," hilste Max og Freja i kor, der begge så ud som om de havde fået øje på prinsessen fra alle de historier de havde hørt, og Juno skævede til Mia med et bredt smil - han havde vidst, at de ville forelske sig i hende med det samme. Derefter så han sig over skulderen, hvor han regnede med at Hector var fulgt med dem. Hector var mindst lige så god til at fortælle historier som Juno var, hvis ikke mere (men Juno ville sjældent indrømme at han ikke var den absolut bedste til noget), så hvis Hector var i humøret til det, var han velkommen til at være dén, der fortalte dem en historie i dag.

Det konstante skift med hvordan og hvorledes forvirrede kun Mia yderligere. Hun havde ellers gjort sig så lidt besværlig som det var hendes ubevidsthed muligt. Hun var bare glad for at få et sted at sove, men hun foretrak at ikke blive kastet rundt med, før hun blev sat ordentligt ned igen. Ligesom hun forestillede sig så mange andre ville have det. I det mindste virkede det sidst forslag til at være det endelige, og før hun vidste af det, blev hun ført videre. Hun havde nær glemt at stille den halvspiste skål med mad fra sig på bordet, før hun var sprunget ned fra bordpladen og skyndt sig efter Juno med et par luntende skridt, hvorpå hun automatisk havde set tilbage efter Hector i håb om at han også fulgte med. Noget virkede til at gå satyren ufatteligt meget på, så hun var ikke meget for at bare efterlade ham i spisestuen.

At overvære og møde de små piger fik dog hende hurtigt til at glemme alt om, hvor meget hendes hoved var begyndt at snore, da hun prøvede at følge med i de to knægtes diskussion om hvor hun skulle overnatte. Måden de to ældste stirrede på hende tog hende helt tilbage, og hun måtte lige se mod Juno, for at tjekke om der var noget galt. Om hun havde noget underligt siddende på sit ansigt eller hvad. Men han smilede bare bredt som han havde gjort næsten siden, hun havde mødt ham, så der gik ikke længe før de blå øjne så tilbage på pigerne.
Mia dumpede da ned at sidde på hug. For selvom at hun knap var over halvanden meter høj, så var hun stadig højere end pigerne foran sig og hun ønskede ikke at virke intimiderende overfor dem. Roligt hvilede hun sine hænder på sine knæ og præsterede et stort imødekommende smil, der næsten fik hendes glød til at lyse lidt mere op. ”Hej. Jeg fik at vide, at jeg måtte overnatte her sammen med jer i nat. Ville det være okay for jer?” spurgte hun muntert, inden hun igen så sig over skulderen, dog kun som en henvisning frem for at fjerne fokus fra pigerne. ”Der blev også lovet en …godnathistorie.”

"Jeg har sgu da ikke nogen tæer, din idiot," mumlede Hector, mens hele hans ansigt kogte. Han rejste sig heller ikke op, da Juno første Mia ud af køkkenet, men kiggede i stedet blot olmt efter dem. Så stak jeg lidt til kødet, som Mia havde givet ham, og sukkede. Han burde ikke være sur, ihvertfald ikke på Mia, som jo ikke havde nogen skyld i det her. Han havde ikke noget problem med at være sur på Juno; det var han mindste halvdelen af tiden alligevel. Men han havde dårlig samvittighed overfor Mia. Det var jo trods alt ham, der havde inviteret hende her hjem.

Med et frustreret grynt rejste Hector sig fra bordet og fulgte efter Juno og Mia ind på småpigernes værelse. Han var slet ikke så vild med alle ungerne som Juno, men han havde dog et svagt punkt for småpigerne, som ikke gik ham lige så meget på nerverne som de andre børn. Måske var det også derfor, han godt gad fortælle dem godnathistorier engang i mellem, og det var helt sikkert derfor Max og Freja hvinede hans navn i kor, da han kom ind på værelset og spænede over for at kramme ham med så stor iver, at de væltede ham omkuld. 

"For helvede!" vrissede Hector, da han røg på røven, men han kunne ikke lade være med at grine, mens de to piger nærmest hoppede ovenpå ham af glæde.

Juno syntes det var sødt at Mia ikke forstod at pigerne kun så på hende med beundring, og da hun ikke virkede skræmt af deres blikke, lod han hende selv om at finde ud af hvad hun skulle stille op med dem.
Han så til imens hun satte sig ned på hug, og han grinede, da de ivrigt nikkede til hendes spørgsmål om at sove med dem - Eller Max nikkede ivrigt, og Freja skævede til Max, for derefter at gøre præcis som hun gjorde. Det var en sædvanlig routine blandt de to.
"Du skal ikke se på mig, jeg tror det er Hector, der står for-" nåede Juno at sige, før de to piger fik øje på Hector og mildest talt overfaldte ham. Juno brød ud i høj latter, men var også lidt bekymret for hvad Mia ikke måtte tro. Der foregik altid meget i hjemmet og det kunne nemt blive overvældende for nye børn. For nye piger også, gættede han på. Så han gjorde, som Mia havde gjort, og som han også selv ville have gjort med et nyankommet barn; han satte sig på hug ved siden af hende.

"Hey. De falder til ro så snart Hector får begyndt på deres godnathistorie," sagde han i en beroligende tone, for at forsikre hende om at de ikke var så hyperaktive hele tiden. Det var en kamp for ham ikke at fortælle hende, at hun altid kunne søge ly i hans seng.

I hans arme rakte Lizzy sine små, tykke fingre ud efter Mias ansigt eller hår og Juno grinede. "Ja, hun har smukt hår, har hun ikke?" spurgte han den lille pige og kyssede hendes hovedbund, inden han skævede hen til Hector. "Har du brug for hjælp?" Spurgte han grinende, uden egentlig at have tænkt sig at hjælpe Hector overhovedet. Dét der kunne han sagtens selv komme ud af.

Det var da noget af en velkomst, Hector fik sig jer. Og ikke mindre overraskede det i hvert fald Mia, da hun lige havde nået at lægge blikket på satyren efter han havde fået titlen som historiefortælle, før pigerne der ellers havde stået fint foran hende, havde stormet mod den arme dreng, der straks blev begravet i energifyldte børn. Der var ingen afsky at fornemme over hende. Kun uskyldig overraskelse og forbløffelse hærgede i hendes ansigt, inden lyden af, hvad der nok var halvkvalte fnis startede med at komme fra hendes strube, hvorefter hun ikke kunne holde tilbage og brød ud i en morende latter. De to drenges grin og pigernes munterhed havde smittet betydeligt meget af på stjernen. Med det samme kunne hun mærke den ekstra varme der steg op i hendes kinder i takt med at hendes mave trak sig behageligt sammen ved hver latterdel. For det trænede øje ville man muligvis også kunne lægge mærke til hvordan hendes glød flikkede rytmisk med.

”Åh?” Det var den umådeligt blide fornemmelse af næsten ikkeeksisterende vindpust mod sit hår samt ordene fra Juno, der fik hendes latter til at holde en pause, da hun spørgende drejede hovedet mod ham for automatisk at se mod det lille barn i hans arme. Der måtte være et eller andet ved disse meget unge aldersstadier der ramte et ubevidstvist sted hos Mia. Roligt lænede hun sit hoved en tand til siden for at give Lizzy muligheden for rent faktisk at kunne få fingre i de korte totter af hendes hår. Hun forstod trods alt selv fascinationen.

”Er de en af jeres?” spurgte hun nysgerrigt og så med naiv munterhed i øjnene hen mod Hector, der forhåbentlig ikke var blevet fuldkommen besejret. Hun gjorde sit bedste for ikke at flytte sig for meget i tilfælde af at Lizzy endnu legede med hendes hår. Hun så absolut intet galt i spørgsmålet. De jordiske væsner kunne jo producere afkom fra en ret tidlig alder. Så selvom Hector så yngre ud end Juno, så kunne det stadig sagtens være. ”De ser i hvert fald ud til at holde utrolig meget af jer.”

"Jeg myrder jer alle sammen!" brølede Hector fra nederst i bunken af piger, men pigerne grinede bare. 

"Det siger du altid!" grinede Max og Freja, og de hvinede i kor, da Hector endelig fik ordenligt fat i dem og kylede dem hen på deres senge, der knirkede og knagede under de to pigers vægt. 

"Men denne gang mener jeg det!" hvæsede Hector med et bredt smil på læberne, mens han fik bakset sig på benene. "I er dødsens!"

Han skulle lige til at kaste sig over pigerne, da Mia stillede sit spørgsmål, der fik ham til at stoppe op. 

"Vores?" Han gloede forvirret på hende. "Øh, hvordan vores? Vi ejer dem ikke, hvis det er det, du mener. De er sig selv og kan komme og gå, som de vil."

Ideen om at Mia mente, at pigerne var hans og Junos børn var så absurd, at det slet ikke faldt ham ind. Han kløede sig bare i sine mørke krøller, der strittede ud til alle siger, efter pigerne behandling.

Det gjorde Juno langt mere tryg ved Mia, at hun lænede sig frem for at lade Lizzy få fat i hendes hår og Juno flyttede sig lidt på madrassen, indtil de sad helt tæt op af hinanden, så Lizzy virkelig kunne nå det bløde, brune hår, og han smilede med øjnene til hende, indtil hun vendte blikket mod Hector og Juno gjorde det samme.

En latter voksede sig langsomt større i Junos hals, fra det øjeblik Mia stillede sit spørgsmål, og da Hector svarede på det, lagde Juno sig ned på madrassen af grin. Hele hans krop hoppede og Lizzy sad hvinende på hans skød og slog ud med armene.

"Hector er i hvert fald ikke far til nogen af dem," svarede Juno, stadig grinende, med blikket vendt mod Hector for at se hans reaktion, når det gik op for ham at det var dét Mia havde spurgt om. "Og det tror jeg heller ikke at jeg er, men det er svært at være sikker." Han smilede til hende og trak på skuldrene, som var det ingenting at han kunne være far til et barn. 

Lige meget hvor meget hun så end nød at se Hector lege med de små piger, så kunne Mia ikke undgå at blive noget forbavset over hans reaktion på hende, hvad hun ville kalde et ganske simpelt og naturligt spørgsmål. I takt med at pigerne var blevet smidt på madrassen, hun ligeledes sad på, hoppede hun svagt med de faretruende fjedre under sin bagdel. Ligeledes fortsatte forbavselsen hos Juno, da den underligt højtidelige dreng faldt tilbage i sengen af grin. Han havde tilsyneladende flyttet sig helt hen til hende, så hun følte hans arm skrabe hendes, som han havde lagt sig ned. I det mindste virkede det til at bare én af dem, havde forstået hendes ord rigtigt.
”Eje? Det var ikke henimod ejerskab, jeg mente.” sagde hun straks og så fluks fra mennesket og over mod satyren. Hun måtte have formuleret sig forkert i uvished. ”Størstedelen af jer jordiske væsner får børn, så jeg antog bare muligheden for at I kunne have været involveret. Så vidt jeg har overværet, så er det ikke unormalt i en tidlig alder.”

Som ud af ingenting følte Mia et par hænder og en lille vægt mod sine skuldre, da det ene af pigebørnene havde stillet sig støttende bag hende, selvom det ikke umiddelbart så ud til at hun havde brug for det for at holde balancen på den ustabile madras. Stjernen lænede per automatik sit hoved nok tilbage for at kunne se hvem, det egentlig var. ”Hvad snakker I om?” spurgte Max, endnu fuld af energi. ”Skulle vi ikke have godnathistorie?” Det kunne fornemmes på hvorpå at madrassen blævrede under dem, at der var et hint af utålmodighed at finde.

Der gik et par sekunder, hvor Hector undrede sig over, hvem der mon havde hældt kogende vand over hans ansigt, for det var blevet brændende varm på et enkelt sekund, mens Juno havde talt. Det gik op for ham, hvad Mia havde ment - hun troede, at pigerne var Juno og Hectors, som i børn og forældre?! - og hvad fanden var det for noget at spørge om? Og... vidste Mia slet ikke, at to fyre ikke kunne få børn sammen? Eller... kendte hun til sandheden om Hector? Men hvordan skulle det passe? Mia kendte jo ikke nogen af de samme folk, som Hector kendte. Hun var jo først lige kommet til byen, så hvordan skulle hun kunne vide det allerede? Og det kunne da vel ikke ses på ham? Kunne det?

Han hørte ikke rigtigt, hvad Mia og Juno snakkede om, for han havde for travlt med at blive ængstelig over, om man mon kunne se det på ham. Det lykkedes ikke Hector at rive sig selv ud af tankespiralen, og det var ikke, før Max talte, at Hector kom tilbage til virkeligheden.

"Jo!" deklarerede han højlydt og marcherede hen til sengen, som han klappede som tegn til pigerne om, at de skulle komme i seng. Det var betydeligt nemmere ikke at flippe ud, når han skulle koncentrere sig om at finde på en historie til pigerne.

Juno fokus fra at Hectors reaktion var fordi han lige havde afsløret overfor Mia at fyren var jomfru - det var det eneste der ville have kunnet få Juno til at reagere sådan, så derfor gik han også ud fra at det var dér Hectors problem lå, og han grinede også kun højere af ham. Mia virkede heller ikke som den slags pige, der ville droppe ham bare fordi han var jomfru. Hun virkede oven i købet som om hun ville have det fint med Hectors komplikationer.

Imens Hector og pigerne kravlede op på madrassen, vendte Juno sig mod Mia og lænede sig nok ind mod hende til at hviske; “hvis du gerne vil lave et barn, kan jeg godt hjælpe dig.” Han nåede ikke at uddybe sit tilbud før Freja forsigtigt tog Mias hånd og hev i den, og samtidige blev han nødt til at gribe Lizzy, der var lige ved at falde ud af sengen, da hun kravlede op i Mias skød.

“Jeg tror du er nødt til at ligge i midten,” sagde han med et bredt smil til Mia og hjalp pigerne med at lægge sig omkring hende, inden han lagde sig på kanten af sengen og så spændt hen på Hector. Han elskede hans historier mindst lige så meget som pigerne gjorde, og han havde mindst lige så ofte som dem kastet sig i armene på ham - selvom Juno som regel kun kastede sig i armene på ham, når han var fuld, hvilket stadig var ofte.