Som han tog krusene op og fik udtalt ordet endnu en gang "Kære" kunne hun ikke holde sig fra at grine. Det var som en dårlig joke der blev slynget mellem dem nu. Af en hård og robust mand så måtte Rosalind indrømme at hun fandt hans hårde ydre ironisk når han inderst inde var humoristisk og rar.
Hun kiggede på ham og så et snit til at smide rundt med den samme sarkasme han selv også havde gjort før da han stod med kedlen. Men nu stod hun med den og det var blevet hendes tur til det. "Nej da, jeg er ikke sååå sart, jeg er en stor pige, jeg kan selv." hun grinte af sin egen sarkasme som også før have bragt glæde til hendes ellers triste dag da han før havde udtalt de selvsamme ord om sig selv. Men da han rakte ud var hun ikke sikker i et kort sekund. Hendes øjne kneb sig sammen mod hans og hendes mund lå hen som en linje.

Hendes øjne genvandt gløden som hun tog imod hans hånd som havde bragt ud og trak blidt i den for at trække sig selv en smule mere elegant hen mod ham og de to krus. Hun tog det først krus og hælde det blidt op med et lille kækt smil "Sådan der." hun lagde koppen tilbage i hans hånd og tog mod den næste. Igen hælde hun op med istedet for gentagelse kom "Og en til mig." hun lagde kedlen hen på arbejdsbænken nær dem og vende sig så om og satte den ene hånd i bænken med kruset i den anden. Hun lænede sig bare op af bænken og hold øje med Alrans blik. Hun prøvede at møde hans øjne som han før havde hendes. Hans øjne var som en lille fortælling. Herfra hvor hun stod så de ud som et smukt par brune øjne, men da hun havde stået ham endnu mere nær så forvandlede de sig nærmest til en fortryllende rød farve.

Mens hendes øjne var så fikserede på hans bragte hun koppen til sin mund uden at huske på hvor varmt vandet var. Hun brande sig kort af dampen på sin læbe og bragte den hurtigt væk igen. "Av. Ej hvor er jeg et fjols" sagde hun som hun i stedet for at bryde ud i skældsord bare begyndte at smile af sin egen lille dumme handling. Hun kørte hånden gennem hendes hår og kløede sig lidt i nakken. "Så mens vi venter på det køler lidt ned. Er der så noget man laver her, i smedjen, når man ikke lige laver et våben eller skjold?" sagde hun mens hun løftede det ene øjenbryn i en undrende bevægelse. Alt mens hendes blik stadig var fanget af hans fortryllende øjne.

”Ja, det kan jeg så sandligt se, du er.” svarede han hudløst ærligt, dog blev ordene fremhævet af en latter frem for en irriteret brummen. Alran havde haft direkte udsyn til hendes lille forsøg op at slubre det kogene vand i sig, som var der frist tappet fra kilderne når på. Efter at hun havde søgt hans øjne, havde han blot ladet hende og vedligeholde øjenkontakten. Komisk var en udmærket måde at beskrive det på. Og det gav han kun endnu flere grunde til, at se hende som værende yderst skrøbelig. Hun var som fin porcelæn – til trods for, at hun var blevet en smule snavset ved at opholde sig med ham – og han var ru sandpapir. Ikke noget han havde noget imod, som sådan, men hun virkede malplaceret i de omgivelser, hvor han passede ind som den sidste puslespilsbrik.
Selv førte han bare koppen op til sin mund og gjorde ikke den mindste mine, da han tog en større slurk for så at lade det varme vand synke ned igennem halsen og varmede hans krop op. Selvfølgelig brændte det en smule, men han var blevet så hårdfør over for varme, at noget som dette knap nok ramte ham. ”Ah!” brød han højlydt ud, som for at lukke damp ud ad munden. ”Der hvor jeg kommer fra, plejede vi at proppe friskplukket mos ned i det varme vand. Spørg mig ikke hvorfor. Men det gav i det mindste en smag. En ufattelig bitter smag, må jeg nok tilføje.” fortalte han, mens han trommede mod sin krop med pegefingeren mens de andre fingre sørgede for, at han ikke tabte den ned på gulvet. ”Det er sikkert fordi, jeg voksede op med det, men foretrækker det faktisk fra andet… ordentligt te.”

Han måtte blinke forundret et par gange over hendes spørgsmål. Hun virkede langt mere frisk, end da han havde ladet hende indenfor. Det havde meget muligt noget at gøre med, at hun ikke længere var på grænsen til at fryse ihjel, så han lod det ligge. ”Altså… Det er ikke en smedje for ingenting.” sagde han, som svarede han på et dumt spørgsmål og så selv en smule omkring, som ledte han efter andet. ”Men vi laver ikke kun våben her, selvom det er det vi arbejder allermest med, selvfølgelig.”
Efter det faldt han stille. Dog fløj tanker rundt i hovedet på ham, så det knagede. Han var virkelig ikke meget for det. Men han var ikke blind for den interesse, der svævede over hende. ”Vil du prøve og slå jern ud?”

Som Alran begyndte at drikke kort efter hendes fejltagelse kunne hun ikke andet end at tænke "Sikke en klaptorsk. Han kommer jo til at bræ-..." hendes tanke strøm blev afbrudt af hans behagede "Ah!". Hvordan han ikke blev brændt undrede hende næsten ikke. Han arbejdede jo i noget der bedst kunne beskrives som en stor ovn. Her brugte de jo varmen fra utallige flammer til formelsen af forskellige metalliske remedier og værktøjer, så ingen undren over at han kunne det og hun ikke kunne.
Men som han fortalte om deres form af te kunne hun intet andet gøre end at undres. Det var ikke fordi det lød ulækkert, men Rosalind hadede bare generelt te og havde ingen forståelse for hvorfor eller hvordan nogen folk kunne drikke vand hvor man havde lagt planter ned i. Det var aldrig noget hun havde kunne gøre med og hun hadede at både drikke og lugte til det. Derfor når gæster var over hos hende i hendes families palæ var det normalt at hun bare ville lave varmt vand til sig selv og drikke det for at de skulle tro at hun drak te, men hendes smagsløg frastod bare altid te af en eller anden grund. "Jeg siger ik' det er underligt, men te... Det ikke ligefrem noget jeg kunne forestille mig at du drak." hun satte sin kop ved sin side med et lille muntert smil. Hun sad lidt der indtil hun igen prøvede. Hun brændte sin mund en smule, men tvang bare en smule vand ned som det mindste. For hvis han kunne så var det bare med at prøve, for hun skulle ihvertfald ikke virke sart eller skrøbelig her. Hun var ingens lille porcelæns dukke og alle der nogensinde ville sige det til hende ville også lære hvor grueligt fejl de havde taget.

"Jeg er selv mere af en øl-tøs, men nu har jeg hellere ikke smagt den slags. Måske en anden god dag." sagde hun med et glimt i øjet der sende den flyvende invitation til at de en dag kunne prøve det sammen, eller i det mindste tage en øl sammen. Det var ikke fordi det var sandt. For det meste var hun mere til at drikke noget fin rødvin, men når det endelig kom måtte hun sige at hun altid var virkelig tiltrukket af rom. Hendes far havde sågar begyndt at gemme det fordi at hun altid ville spørge efter det ved ting som fester, giller og alle andre lejligheder hun kunne. Dog var øl også et sted på listen. Ikke fordi hun drak meget, men nogle nydelser er der vel i livet som man måtte tage lidt af en gang imellem.

Hun rejste sig hurtigt spændt op fra hendes halv siddende position på arbejdsbænken. Hendes ansigt lyste nærmest op da hun blev spurgt om hun ville prøve at slå jern ud. Hun ville mægtig gerne prøve det. Det havde altid været noget hun kunne li' tanken om. Tanken om at havde en magt over ting som jern. Det at bøje det ved hjælp af så basale midler som en hammer var som magi i hendes hoved. Så det var klart at hun ville prøve det.
Hun nikkede mange gange og skyndte sig da også at få sagt: "Ja, meget gerne" med en friskhed der kun kunne lyde fra en person der var blevet komplet ekstatisk. Hun ville så gerne prøve det, men indså at hun sikkert ikke var stærk nok...
Men... Det var ikke noget Alran skulle opdage. Hun kamuflerede hendes usikre mine ved at lade hendes glimt blive i øjet og havde et smil på sine læber.
Hun ville vise ham at hun på ingen måder var så svag som hans øjne fortalte hende. Nu skulle han se at hun kunne noget, også selvom hun ikke vidste hvordan man gjorde eller havde den fysiske styrke, men hvor der er vilje er der en vej. Det sagde hendes mor ihvertfald altid til hende.

"Men vent lige et øjeblik først. Hvis jeg skal bevæge mig på nogen måde har jeg noget der skal gøres." sagde hun og bevægede sig i rask gang ud af syne fra Alran. Hun bøjede sin ryg lidt og fik løsnet sit korset der begyndte at gøre en smule ondt. Det var dumt, stramt og gjorde altid at hun ikke kunne gøre fysisk arbejde til hendes fulde potentiale. Hun fik trukket i de rigtige snore og det løsnede sig.
Hun kom gående ud i syne igen og hendes kjole var nu langt mere løs. Den trak sig også en smule hen af jorden men det lod hun sig ikke tænke på. Det kunne jo vaskes. I hendes ene hånd holdt hun det korset hun før havde haft på og hun lod det bare falde hen på arbejdsbænken som hun gik forbi den. Hun greb dog det beskidte bånd Alran selv tidligere havde lagt der med hans og hun bandt det fast om hendes hår så det rød-brunlige hår blev fanget. "Gør jeg det rigtig?" sagde hun og lo en smule over hendes egen humor. Hun lod sit blik kigge længselsfuldt ind i Alrans øjne som fra denne afstand var den smukkeste røde farve hun kunne forestille sig, næsten lige så smuk som-

Hun rødmede foran ham, men selv med den røde farve på hendes kinder gav hun ham et veloplagt smil.

”Øl-tøs?!” Det havde han ikke set komme. Det kunne meget vel have noget at gøre med det faktum, at hun ikke kun lignede en yngre end ham, men meget muligt også var det. Der var selvfølgelig ikke rigtig nogen alder for, hvornår det var i orden at indtage alkohol. Specielt ikke da tørken havde trådt til og den billigste og nemmeste væske, man kunne få fat på, var øl. Det var også derfor, at han hurtigt slugte sine ord i sig igen og undlod at kommentere videre på det. Han ville helst ikke fremstå for voksen overfor hende. Hun var trods alt ikke et barn. Og det var han mere end godt klar over.
Glæden hun med ét udtrykte overfor hans lille tilbud fik ham endnu en gang til at gøre store øjne og måtte mentalt læne sig en smule tilbage, som skubbede hendes muntre boble til ham. Det var ikke hver dag, at han fik den slags reaktion fra folk. Men nu var det heller ikke hver dag, at han gav folk den mulighed, som han netop havde givet hende. At han overhoved gjorde det lå stadig og summede undrende i hans baghoved. Måske var det for at holde hende underholdt, så hun ikke til sidst ville ende med at gå ham på nerverne.
Alran blev stående, hvor han var med sin kop varme vand, mens Rosalind tilsyneladende pludseligt fik travlt med at gøre sig klar. Refleksivt drejede han hovedet og så efter hende, men skyndte sig nu alligevel at fjerne sine øjne fra hende igen. Godt nok havde hun ikke smidt i hovedet på ham, at han skulle se væk, men efter bare lidt mere eftertanke om, det hun havde sagt, så var der poppet en del forskellige forestiller op. Skal kunne bevæge sig og gøre noget. Han var ikke glad for tankerne, men man var vel en mand.

Han måtte have faldet lidt hen, for idét, at hendes stemme nåede frem til ham efter et stykke tid var det som om, at han fik smidt koldt vand i ansigtet. Han havde nær spildt sin kops indhold udover sine hænder, da han i en måske alt for hurtigt bevægelse fjernede sig fra sin støtte på arbejdsbænken. ”Hva?!” udbrød han gebrokken, mens han flygtigt så sig omkring efter hende. Men da hans øjne landede på hende, var det som om, at han slappede helt af igen. ”Gør hvad rigt-…” Hans blik stoppede brat ved hendes hår, der nu var bundet op med samme beskidte stofstrimmel, som han havde haft sit fedtede hår i. Det havde dog ikke samme effekt som, da han så længere ned af hende, og lagde mærke til, hvor løst siddende hendes kjole nu sad. Han sank tungt en klump, hvorefter han så op og fangede hendes øjne så direkte tilbage på ham.
”Yea. Det… tror jeg i hvert fald du gør.” sagde han lidt usikker på, hvad han egentlig skulle sige til det. ”Godt du bandt sit hår op. Vi kan ikke have at du får svitset dine spidser af.” Og så var han på banen igen med en komisk indskydelse.

Smedesvenden brummede så med halsen, som havde han noget der sad og generede, hvorefter koppen blev stillet fra ham og han med rank ryg og brede skuldre bevægede sig forbi Rosalind. ”Kom. Og husk at tage handskerne på igen. Jeg vil ikke være skyld i en arbejdsskade.” Selv greb han et andet sæt mere slidte handsker, der havde ligget og blevet godt lune nær ovnen. De var en smule for små til ham, men det gjorde ikke det helt store. ”Du kender måske proceduren?” sagde han spørgende, da han greb om en tang. ”Først opvarmes metallet, så det er modellerbart.” Han greb ud efter et mindre stykke metal, der lå i en bunke fyldt med andre stykker, der var for små til at kunne bruges til et ordentligt svær. Og uden at se mod hans kvindelige selskab for at sikre sig, om hun så efter, sak han det ind under de glødende kul, der brændte.
”Nogle spørgsmål, inden vi går i gang?”

Hun fnes lidt af hans spøjse kommentar. Hun vidste godt at det beskidte bånd ikke havde samme effekt på hende, men hun fandt det gav hende en lidt mere af en "lille smed" i sig som hun måske kunne trække lidt på. Hun strøg dog fingrene igennem sit hår en smule ved enderne. Hun svarede ikke på kommentaren om svitset hår, men inderst inde var hun igang med at gå et scenarie igennem hvor hendes hår ville bryde i brand. Hun ville ikke havde noget imod det, hun ville nok bare hurtigt finde noget skarpt og så skære det af uden de store kvaler over det. Men hun smilede stadig som hvis det at hun måtte lave fysisk arbejde lige havde reddet hende fra en virkelig trist dag.

Rosalind rakte mod handskerne Alran før havde givet hende på arbejdsbænken og tog dem på i et enkelt godt jag. Som han greb om en tang knækkede hun lige sin nakke for at give sig selv et lille signal om at det var nu hun skulle arbejde. Det var kun noget hun gjorde lige inden hun vidste at hun skulle gøre noget der fysisk ville blive hårdt.
Hun holde øje med hver af hans bevægelser, hun fulgte med i at han havde taget et lille stykke metal og holde bare godt øje med hvad han gjorde. For hvis hun selv ville kunne det så skulle hun ikke bare sakke bagud og spørge om hvad hun skulle gøre igen og igen. Derfor fulgte hendes øjne med ned af hans arm og til metallet som hun blev fokuseret på.
Hun var ikke sikker på om hun selv skulle tage et stykke eller om hun skulle arbejde på det han havde taget så hun stod bare der og holde godt øje for nu. Dog som han spurgte efter spørgsmål blev hendes koncentration brudt og hun stod kort som et blankt lærred som ventede på at blive malet.

"Jooo, hvad er chancen for en ny frisure efter det?" sagde hun som en komisk bemærkning. Hun satte sin ene hånd på sin hofte og kiggede på ham med et lille kvikt smil. Hun havde ikke hans øjne at kigge på så i stedet lod hun bare blikket hvile på ham som helhed. 
Hun stillede sig tættere på ham for at være klar på at hun ville blive rakt tangen eller at hun skulle gøre noget andet, bare for en sikkerheds skyld. "Skal jeg hente noget som hammer for eksempel?" spurgte hun så ved hans side for at være der hvis han skulle bruge det før han arbejdede eller gav hende arbejdet.
Hendes kinder var stadig en smule varme efter det før, men varmen fra de rødmene kinder kanaliserede nærmest smilet der lige nu var fanget på hendes læber.

Alran så flygtigt hen imod Rosalind, før han vendte tilbage til ilden foran sig. Den svedige varme der blev mast op imod hans ansigt var så genkendelig. Og nærmest behagelig, hvis ikke det var på grund af den svitsende fornemmelse mod de højeste punkter som hans næse og de sarte punkter som hans læber. Han strammede sit greb om tangen, hvorpå han trak metallet ind og ud ad kullet for at få lidt ekstra gange i heden. Og for at sprede kullene lidt bedre ud, så de lå som de skulle til at give det bedst mulige og hurtigste resultat. ”Chancen er ret minimal, men risikoen for at gnister springer op og tager fat er der nu alligevel.” svarede han med lignende komik i sin ru stemme. ”Men hvis det bliver tilfældet, skal jeg nok sætte dig under saksen. Jeg har stået for at klippe mit ejet hår siden jeg skred hjemmefra.” Den frie hånd blev ført op til panden for at tørre et par svedperler væk med handskens ryg. Det resulterede bare i at der blev tegnet en bred bane af sod hen over hans allerede lettere solbrune hud.

Han fjernede sig atter fra arbejdet, som havde han i et kort øjeblik glemt noget om en anden persons tilstedeværelse. ”En hammer? Åh yea. Der ligger en, der burde være let nok til dig over ved redskaberne på væggen derover.” svarede han og pegede roligt mod muren bag hende. Han var ret sikker på, at den han brugte ville være for tung og derfor for ustyrlig for hendes tynde arme, der sikkert kun var vant til at løfte store bunker af tallerkener eller vasketøj. ”Tjep tjep!” Han viftede skyndende med den ene hånd, inden han vendte fokus tilbage til metallet. Han trak det endelig ud fra dens skjul og afslørede hvordan det, der havde været under kullene, glødede orange.

Han løftede gennemlært det opvarmede jern over til den hårde overflade ved metalbænk lige i tide til at Rosalind så ud til at have vendt tilbage med sit valg af en hammer. Han stillede sig til rette og beholdte taget i tangen, inden han åbnede op for sin favn og gjorde en gestus med den frie arm for, at lade hende komme ind. ”Kom her. Jeg holder jernet, og så skal du bare slå til.” Selvfølgelig ville han ikke lade hende gøre det hele selv. Ikke så længe det var hendes første gang. Som hun adlød lukkede han af igen, ved at stille sig om bag hende med en arm på hver sin side af hende. ”Okay. Den glødende del er, hvor du vil slå ned for at forme på jernet. Prøv at fokuser dine slag i kanterne.” forklarede han dovent men med et lavt toneleje, nu hvor han nærmest havde sine læber ud foran hendes øre. Han rakte frem med den frie hånd og pegede op og ned ad den ene side. ”Forestil dig en kniv, og hvordan et knivens blad ser ud. Det er dét, du skal prøve at rekreere.”

Rosalind vidste godt at han arbejdede og derfor havde travlt. Men selv når han gjorde det kunne kan stadig komme med lettere komiske indslag. Hendes blik sat fast på hvad han lavede. "Så er det jo næsten bedst vis det blev lidt svitset" fortalte Rosalind med den samme komiske energi som ham selv.
Som han skabte en sort streg i hans egen pande fnes hun lidt inde i sig selv. Det så lidt sødt ud til ham syntes hun. Hendes blik var i en kort lille stund blevet fanget af stregen. Men da han sagde hvor hammeren var og skyndte på hende var hun godt på vej til at hente en på væggen ved de andre redskaber. Som hun kort stod der så hun så mange forskellige redskaber. Det var ikke engang hende muligt at identificere dem alle, men en hammer. Yep. Hun tog den hurtigt ned og gik hen ved siden af ham igen og holde godt øje med hendes røde kinder og glædens smil.

Som jernets glødende orange farve kom til syne kom et lille forbløffet "Wow" ud af hende. Hun syntes det var en smule som magi at man kunne gøre et materiale så stærkt som jern til noget som kunne formes så let som ved et slag med en hammer. Det var ligesom den 'velsignelse' Alran selv mente han havde. Hun så det ikke som en velsignelse dog, men hans evne var nok mere et tegn på hvad han var skabt til.

Som Alrans galante gestikulering havde antydet hende at gøre stillede hun sig ind mellem hans arme. Hun kunne hører hver af hans åndedrag og alt han sagde var lige ved hendes øre. Hun kunne ikke lade være med at rødme "Det kan ikke passe. Hvorfor. Hvorfor er han er så drømsk."  det sidste ord var der ikke engang brug for i hendes tanker, det var bare som en aura omkring ham. Han fik hende til at flyve rundt på sin egen lille lyserøde sky med hans generelle tilstedeværelse.
Med hendes kinder så lige så røde ud som de glødende kul de stod ved begyndte hendes vejrtrækning at køre i samme hastighed som Alran der stod bag hendes. Hun havde intet at sige, for hun ville ikke ødelægge dette øjeblik. Det var som en lille stund af lykke for hende. Et tidspunkt hun aldrig ville kunne glemme.

Som Alran forklarede fokuserede hun på kanterne og nikkede kort til at hun ville forestille sig en kniv. Men uanset hvor meget hun fokuserede kunne hun ikke tage det roligt med det faktum at han stod lige der, lige bag hende og nærmest omfavnede hende så nænsomt. Hun håbede næsten at dette aldrig ville stoppe og at han ikke ville stoppe med at holde om hende.
Hun slog så hammeren ned en enkelt gang og ramte megetvel kanten af jernet. En lille, meget lille, bule kom i det og hun strålede nærmest op i hele hendes ansigt. Hun kunne ikke trække smilet af sine egne læber om hun så ville. Dette var perfekt. Hun slog lige en gang mere som hun hørte døren gå op til smedjen.
Hvem ville dog gå herhen i dette vejr!? Det var vel ligegyldigt. Hun håbede bare at Alran ikke ville gå fra dette sted så de bare kunne arbejde videre og hun kunne nyde øjeblikket bare en smule mere.

Stormen raserende stadig udenfor. Faktisk var den kun blevet værre. Blæsten gjorde det svært at komme frem, og hvad den ikke stoppede folk i at gøre, så skulle sneen nok. Det hvirvlede rundt i blæsten, og gjorde det svært at se mere end en meter frem for sig, så det gjorde selvfølgelig også at folk holdt sig indenfor. Det var klart at man kunne fryse ihjel ude på gaderne hvis man ikke passede på, og når det var svært at bevæge sig rundt, så var det ikke en god ide i det hele taget at bevæge sig udenfor.
De fleste havde selvfølgelig opfattet det, og gaderne var ødet, men midt i alt dette var der en stor, robust skikkelse, ikke ligefrem iklædt nok tøj til at være bekendt at gå udenfor, men alligevel bevægede den store ork sig rundt i Hovedstadens gader. Men hvor nogen måske ville søge et husly gik hun med et mål. Smedjen. Som hun gik der, så koncentreret, ville de fleste nok forvente det værste. Hun lignede en der var ude på at dræbe.

Da hun endelig nåede smedjen, prøvede hun ikke ligefrem at være stille omkring det. Hun svang døren op, og fik da nok også opmærksomheden fra alle potentielle personer i smedjen. Hun var nu heller ikke kendt for at være yndig og elegant. Nærmere tvært imod. "Ved Zaladins navn hvor er det et lorte vejr," udbrød hun og svingede døren i igen. Hun var allerede i den overbevisning om at Alran ville være herinde uden problemer, så hun havde endnu ikke opdaget scene foran hende, som hun børstede sne af. "Så møgunge, vi skal til at drikke os i hegnet, nu når jeg har gået hele vejen fra -" mere sagde hun ikke, da hun endelig fik øje på den ganske akavede situation. Alran der stod bag en tøs, og det tog lige et par sekunder før Mak'gora at opfatte hvad der skete. Men det var som om at der en ting hun opfattede mere end andet, det var det patetiske forsøg de gjorde i at slå jern.

"I gør det jo fuldstændig forkert! Jeg troede Billy havde oplært dig bedre!" udbrød Mak'gora næsten forfærdet og gik med faste skridt over mod dem, hvor hun tog sin egen hammer frem. "Væk med dig tøs, jeg skal vise Alran hvordan man gør det her ordentlig!" sagde hun, situationsfornemmelsen var der i hvert fald ikke. Da hun havde formået at genne Rosalind væk, tog Mak'gora en hammer op (for hvem havde ikke behov for at kunne ordne sværd hvorend man var), og stillede sig op på Alran, akkurat som Rosalind og Alran havde stået før. "Fjollede lille menneske," mumlede hun.

Der dukkede straks et smil frem på Alrans læber, da hendes første slag faktisk lavede den forventede indhulning i jernet. Det var selvfølgelig ikke nok, der skulle til, hvis der skulle smedes en ordentlig kniv, men det var da altid noget, at hun faktisk havde nogle kræfter i de tynde arm. ”Det ser ikke helt dumt ud, huh.” sagde han kækt og justerede lidt på jernet, inden han satte sin frie hånd op mod hendes skulder. ”Men du kommer ikke langt på den måde. Det ender med at tage en evighed. Prøv igen; den her gang lidt hårdere. Slå mindre med sin arm og skulder.” Hånden flyttede sig nu med til hendes hofte, hvor han ret ubevidste lagde den for en kort stund. ”Og mere med hele din krop.” Han gav hendes hofte et blidt tryk for at fremhæve en muskulær forståelse. Dog var han ikke helt sikker på, at han fik motoriseret det hele korrekt. Han havde aldrig så meget som forsøgt at lærer andre om smedjeværk. Ikke før nu. Roligt fjernede han sin hånd igen og satte de tilbage på sin plads på arbejdsbænken. Stadig med hende mellem sig.

Alran havde nær fået sig et hjertestop, da døren pludselig blev sparket op. Han sprang godt nok ikke op eller skreg højlydt, men det sendte da et større chok igennem hans krop, der instinktivt fjernede sig halvt fra Rosalind igen for, at meget hurtigt se mod, hvem der havde vovet at bare brase indenfor selvom, der tydeligvis var lukket. Dog skulle der ikke meget til, for at han genkendte den nyankomne person. Han havde ikke engang været nød til at vende sig om, for han kunne genkende stemmen fra en mil væk. Han var næsten hundred procent sikker på, at denne kvinde kunne få bjergene til at runge med sin stemme, hvis bare hun råbte højt nok. Det var nu først ved synet af den grønne kvinde, at hans krop for alvor faldt sammen igen med et yderst irritabelt og opgivende suk. Hjertet havde godt nok fundet godt halvvejs op i halsen på ham, men der skulle ikke mere til end et enkelt synk, før det faldt ned på plads i hans brystkasse igen.
”Mak’gora..! Hvad i allerhelvedet-…” nåede han at sige, inden at han blev afbrudt. Ikke af ord der talte i munden på ham. Men af handlinger, han helst havde set sig selv komme igennem livet uden. Han vidste egentlig ikke, hvorfor han overhoved lod det nå så langt, som det gjorde. Måske fordi at vennens ankomst havde været så pludselig, at han stadig var rundt på gulvet. Måske fordi han ikke rigtig havde lyst til at stille modstand op mod orkkvinden. Han var simpelthen for træt til det. Men i det, at han kunne mærke den nogen højere smeds front imod hans ryg og ligeledes lagde mærke til, at der nu var en arm p hver sin side af ham – præcis som han havde gjort ved Rosalind – kunne han mærke sin mandlighed blive udfordret noget så drastisk.
”Hvad fuck har du gang, mand!” udbrød Alran arrigt, som var han vågnet op fra en trance, og spildte ikke noget tid med at få skubbet sig væk fra Mak’gora. Mindst lige så hurtigt smed han det opvarmede jern ned i den nærmeste spand med vand, hvor det kortvarigt sydede, som metallet blev kølet ned. Han havde ligeledes sluppet grebet om tangen og bare ladet det hele ligge i spanden, mens han fortsat tog afstand fra dem begge. Begge hunkøndige væsner, der havde gjort hans fredelige aften for sig selv noget mere hektisk. ”For det første, er det squ ikke mig, du skal belære. Og for det andet, hvorfor er du her i det her lorte vejr?”

Rosalind stod der og var stolt over det første slag. Især da hun fik det der kun kunne tages som et kompliment fra Alran som dernæst placerede sin hånd på hendes skulder. Hun kunne ikke andet end kort at smile og som hans hånd senere var placeret mod hendes hofte og instruktionerne kom, flød hendes tanker i en strøm. Hun rødmede så hendes kinder blev røde. Mange folk ville måske have noget mod at nogen placerede sin hånd på deres hofte, men Rosalind syntes ikke der var noget galt i at hans hånd lå der. Hun syntes det var mindst lige så dejligt som ham.
Som det lille klem kunne mærkes der rettede hun sig op og gjorde klar til endnu et slag. Dog gik døren op og hendes opmærksomhed blev brudt som en ork kvinde, tydeligvis kaldt Mak'gora trådte ind og ville vise Alran hvordan man gjorde det rigtigt.

Som Alran trådte væk blev Rosalind en smule chokeret. Alt virkede bare som om det gik så hurtigt. Og pludseligt stod Alran og så mod Mak'gora ,der nok havde udfordret ham på et eller andet punkt, og Rosalind som intet havde gjort ud over at slå en lille bule i jernet der nu lå i en spand vand og sydede lidt.
"Hvad sker der? Og Hvem er du?" spurgte Rosalind lettere forvirret med sin bløde stemme mens hun flyttede sit fokus fra Alran til Mak'gora. Hun kløede sig lidt i nakken mens hun spurgte og var inderst inde forvirret og lettere trist. Hun syntes lige at alt var så godt, men så kom hun ind og ødelagde det perfekte øjeblik.

Hun så lettere vredt mod Mak'gora "Og...?" Rosalind prøvede lettere vredt at finde på flere spørgsmål til damen, men havde ikke rigtigt nogen. Måske prøvede hun også bare at finde ly, men det var ellers tydeligt at hende og Alran kende hinanden fra hans reaktion og hendes handling.
Rosalind valgte så at hun hellere bare måtte lade være med at virke sur, for hun kunne klart ikke overbevise nogen om hun virkelig var sur da hun stadig fløj lidt rundt på en drømsk sky. Alran havde bare gjort de rigtige ting på de rigtige tidspunkter. Uanset hvad der måtte ske, så håbede Rosalind at hvem end den indtrængende var ville forlade stedet hurtigt så hun igen kunne være alene med Alran og tale med ham alene igen. Nu havde han trods alt vidst hende noget af ham, så måske var det hendes tur, tænkte hun og så mod sin violinkasse. Men måske ville han ikke kunne li' det.

Som Mak'gora stod der, lignede det lille smil på hendes læber, og det koncentrerede udtryk i hovedet, egentlig at hun ikke var nær som venlig som hun egentlig var. Nej, tænderne der stak ud fra hendes undermund, og de koncentrerede øjenbryn der fik hendes pande til at rynke, fik hende til at se alt andet end venlig ud. Hjalp nok heller ikke hvordan hun kunne se ned på både Alran og kvinden han havde fået ind i smedjen.
"Hvem jeg er?" kom det fra Mak'gora, i en meget dyb tone, mens hun stod og kiggede indtrængende på kvinden. Havde Alran fået besøg? Men idag skulle de jo drikke, så duede det ikke hvis han havde pænt besøg... selvom hun så noget skravlet ud i forhold til hvad Mak'gora mente var Alrans type. Dog inden at Mak'gora i det hele taget kunne svare på hvad kvinden havde sagt, vendte Mak'gora sin opmærksomhed tilbage på den vrede mand. Ligeså vred som han plejede at være, han var da også bare dejlig. "Vi skal drikke, det er da ikke min skyld at vejret er dårligt, og det skal da heller ikke stoppe os!" sagde hun muntert. Sneen der havde siddet i hendes hår var da også smeltet efterhånden, men hun så stadig noget våd ud.

"Men du kunne måske godt have advaret mig, at du havde pænt damebesøg," sagde hun så, og klappede ham venskabeligt på ryggen, men Mak'gora havde aldrig rigtig fundet ud af hvor hårdt en venskabeligt klap egentlig var. Så hun slog noget hårdere end de fleste ville have gjort, men det var jo nok noget Alran var vant til... Eller var vant til at undgå efterhånden. "Nydelig, hvis ikke lidt skravlet," kommenterede den store orkkvinde så.

”Drikke?!” udbrød Alran hårdt. Dog blev det efterfulgt af en halvfalsk sarkastisk latter, da ideen rigtig nåede ind til ham, og hans hoveds forståelse fangede det. ”Som altid, at du så umådelig morsom!.. Der er ingen måde i helvedet, at jeg skal ud og drikke i aften. Nææh nej, og jeg skal udenfor i det stormvejr. Jeg har skam tænkt mig at beholde mig selv inde i varmen.” Det var alligevel utroligt, hvor godt et humør denne kvindelige ork kunne få ham i. Også selvom det mest var bukket for ironi. Det var altid bedre end, hvad den almene fremmede kunne få frem i ham: aggressivitet og irritation. Han så også ud til at have slappet lidt mere af nu, hvor han var kommet sig over det mindre chok, som Mak’gora havde lykkedes at skabe i ham. Og meget muligt også Rosalind, sådan som hun virkede, da han endelig rettede de varme øjne mod hende for en stund for at tjekke op, om hun var okay.

Det var først, da Mak’gora virkelig valgte at lægge sin opmærksomhed mod mennesketøsen, at det kække smil forsvandt fra hans skrækkede læber og der i stedet lød et tungt og brummende suk fra hans strube. Og slaget imod ryggen, var nok også med til at få gang i ham igen. Satans hvor hun kunne slå hårdt. Hun havde nær slået pusten helt ud af ham, som hun havde gjort så mange gang i starten af deres kendtskab. Han satte fra på gulvet og bevægede sig med slæbende og rolige skridt hen forbi orken, som lige fik et par klamp på skulderne, inden han det sidste stykke mod Rosalind, begyndte at massere sine knoer en smule. Han var egentlig ret glad for at have sine hænder iført handsker igen. Om de så passede eller ej. Det var der de hørte til.  
”Nu skal du ikke komme for godt i gang, Mak’gora” mumlede han højt og tydeligt nok til at det var hørbart, hvorpå han skarpt drejede omkring som en kriger – udover at hans kropsholdning stadig var sjusket og ranglet – og stod nu ved siden af Rosalind. ”Det er ikke, hvad du sikkert tænker i dit perverse hoved. Rosalind her er her blot af samme grund som fluer søger mod lys.” Han lagde næsten beskyttende en hånd oven på hendes hoved, hvilket ikke var det mindste besværligt grundet hendes højde. Han blik forblev dog på hans såkaldte gode ven. ”Hey, du burde da egentlig også have set hende før.” Han så fluks frem og tilbage mellem de to kvindelige skikkelser. ”Du ved, med så meget du har hængt ud her, og de par gange hun har været forbi for at hente diverse ting og sager til rystnings-idioterne på slottet.”
En lettere voldsomt hosten, gjorde ham nød til at lægge lidt mere støttende vægt oven på Rosalind, mens den anden frie hånd straks fløj op for at sikre sig, at han ikke bare hostede ud på alle de andre. Heldigvis var den hurtigt ovre, mens han kunne pludselig smage blod på tungen efterfølgende. Dog ignorerede han det selv og lod som ingenting.

Rosalind følte sig en smule akavet. Hun vidste ikke rigtigt om hun skulle sige noget og prøvede bare at forstå hvorfor Mak'gora ville udenfor overhovedet for noget som helst i det her vejr. Rosalind kiggede forvirret mod Mak'gora. "Fint damebesøg. Nok er jeg en smule skravlet, jeg er nok ikke den højeste og jeg er absolut ikke den stærkeste, men hvis der er noget jeg ikke er, så er det en fin dame." Rosalind ville absolut ikke tænkes til at være svag på nogen måde. Hendes stemme var ikke hård, men rolig og stadig blød. Hun prøvede ikke at virke spydig eller nedladeene, men mere informerende om hvordan landet lige lå. Hun følte sig trådt en smule på af Mak'gora, selvom det nok ikke var intentionen.

Rosalind hvilede sine hænder på sin hofte og så apatisk på Mak'gora men hendes blik vende sig stille mod Alrans varme øjne, med hans hånd på hendes hoved. Stille hviskede hun til sig selv "Poetisk, huh?". Hun rankede sig på og hendes blik for rundt fra den ene til den anden. "Rustnings idioter ihvertfald det rigtige at kalde dem." sagde hun så stille.
Dog som Alran pludseligt hostede blev Rosalind hurtigt forskrækket og vidste ikke hvad hun skulle gøre. Hun støttede mere til men kunne godt mærke at hun ikke selv var særligt stærk og at det kunne være pressende. Hun gjorde dog hvad hun kunne og var bekymret. Det lød grimt og som om det var noget mere end bare hoste. Hun kunne ikke se noget skulle være galt, men måske var det bedst hun lod et øje hvile på ham for en sikkerheds skyld.

Man kunne næsten se hvor skuffet Mak'gora var, da Alran mente at de i hvert fald ikke skulle ud og drikke. Det var ellers deres normale hverdagsdruk. Noget man havde brug for engang imellem, men næh nej. Selvfølgelig skulle Alran være belastende og ikke gide, bare fordi det sneede en smule. Selvom at Mak'gora betegnede det her som en smule sne, var det jo ikke helt rigtigt. Hun havde jo dårligt nok kunne se i uvejret. "Ikke så bange, lille dame. Din stemme ender jo med at blive slugt op herinde," sagde hun smilende.

En høj latter kom fra orkens mund, da Rosalind nævnte at hun ikke var en fin dame. Men tonen det blev sagt på, fik Mak'gora næsten til at tænke at det var helt forsigtigt hun sagde det. Orken var ikke ligefrem vant til kvinde med en blød og stille stemme, nej, hun var vant til råbende og skrigende mænd og kvinder, og om ikke andet folk med en ordentlig stemme der trængte igennem.
"Jeg ved godt at jeg er her meget, men jeg har altså også mit eget job at tage mig af, du kan ikke regne med at jeg er her hele tiden. Selvom det da ville være rart," kom det leende fra hende. "Desuden ligner de fleste hinanden alligevel hinanden. Jeg  kan da ikke kende forskel på alle de mennesker." Det var jo ikke nødvendigvis for at Mak'gora var dårlig til ansigter, men der var bare så mange der lignede hinanden, og hun gad ærligtalt ikke at huske andre end sine venner og stamkunder... og stamfjender.

Diskret tørrede Alran fluks sin handskebeklædte hånd – og på den måde også den lille smule blod, der lå i dens håndflade – af i bukserne, hvor den røde farve heldigvis gik mere eller mindre i et med det snavsede stof. Det havde været nogle dage siden, at de havde fået sig en ordentlig vask, så om der egentlig ikke allerede var rester af blod siddende hist og her. Han kørte kort tungen rundt i munden og sank det samlede spyt for at for fjernet smagen så meget som muligt. Og for at fjerne de værste tegn. Hans arbejdsgiver havde været en del efter ham i forvejen. Fortalt ham, at han arbejdede for meget. Også selvom dette kun var startet for nyligt. Man kunne ikke skjule noget som helst fra den kat. Man skulle tro, at halvdyrets snude var beregnet til at opsnuse den slags som et rovdyrs.

”Det er da også rigtigt. Det er min fejl. Jeg skal vel også være beæret over, at du faktisk kan huske mit grimme fjæs. Og endda mit navn.” sagde han med den traditionelle sarkasme, der atter dryppede ned fra hans ord, så snart han udtalte dem. Stille og roligt satte han hænderne om arbejdsbordets kant bag sig og lod sig afslappet – og nærmes udmattet – læne sig op ad det med et suk. Han havde aldrig forestillet sig, at denne aften ville blive så forbandet hektisk, som den var blevet. Og den stemning der ellers havde været der, før orkkvinden var brast indenfor, var også langt, langt borte. Han tvivlede stærkt på, at man ville kunne finde den igen. Det lykkedes dog Rosalind at få et halv-assed smil frem hos ham, da hun gav ham ret i, hvad han nu ellers kaldte diverse krigere i Hovedstaden. Det var så underligt at forestille sig en som hende, være på samme bølgelængde som en som ham. Og Mak’gora for den sags skyld.

”Ved I hvad?!” brød han pludselig stilheden med en lidt højere og mere energifyldt stemme end før, hvorpå han løftede hovedet ordentligt op. ”Jeg fik lige den bedste idé nogensinde.” Det kække smil, der sad på hans læber, var ikke svær at tyde. For den konstante irritation der var til stede i hans øjne gjorde det kriblende ironiske smil en smule klarer. ”Mak’gora, du lyder ikke til at have det helt store problem med vejret udenfor. Nej da, for du vil da så gerne hive mig ud i det – hvilket ikke kommer til at ske. Så hvad siger du til…” Han skubbede sig væk fra bordet igen og lagde tungt begge sine hænder på Rosalinds skuldre for så at fore hende lidt mere frem. ”At følge frøkenen her hjem for mig. Det her er trods alt ikke et sted for hende at gøre, synes du vel? Jeg har allerede tænkt mig at bruge natten her i smedjen.” Han løftede et øjenbryn. "Måske du endda kan bruge hende som drikkerpartner i aften." Det var tydeligvis en joke.

Rosalinds øjne fulgte Alrans hånd som han tørrede handsken af i sine bukser, men da Mak'gora igen fik kaldt hende "Lille dame" fik hendes øjne fat i hende og hun ville ønske hun var lidt større i det sekund så hun kunne se rigtigt skræmmende ud. Men istedet så hun mere bare små hissig ud som det blev sagt. Dog brød Rosalind sit lille forsøg på at være sur da Alran fortalte han havde fået en ide.
Rosalind var ikke typen der faktisk kunne blive særligt sur uden større grund så "Lille dame" ordet var hurtigt glemt da Alran rejste sig og lagde hans hænder på hendes skuldre. "At følge frøkenen her hjem for mig. Det her er trods alt ikke et sted for hende at gøre, synes du vel?" Rosalind var kort chorkeret. Det var en galant måde at få hende hjem alligevel ved at sikre sig hun var sikker derude og tanken om faktisk at komme hjem så hendes familie ikke ville ende med at udlove en dusør for at få hende hjem var da betryggende. "Måske du endda kan bruge hende som drikkepartner i aften." lød det så som udvidelse fra alran. Rosalind så på Alran med chok i blikket som om han var sindsyg og at Rosalind frygtede at hun ville blive spist på vejen før de overhovedet ville kunne nå derhen, men det var en joke og det forstod Rosalind. Dog fandt hun ideen om at drikke med en ork lettere humoristisk, så hun tog hånden på hoften og gik derfor hen og daskede for sjovt til Mak'gora som hun sagde "Det lyder da som en fremragende ide. Lad os gøre det." hun fnes en smule som hvis joken blev forstået af alle, dog var hendes tone ikke den mest overbevisende da tanken om den høje ork stadig var lettere skræmmende.

Det var nok ikke altid at Mak'gora forstod jokes. Nogen gange kunne de godt flyve lidt over hovedet på hende, måske fordi hun syntes at det var oprigtig gode ideer, i forhold til at andre måske mente at det var en mindre god ide. Men nu var Mak'gora også ofte under den overbevisning at man skulle da prøve lidt af hvert. Havde endt hende i problemer mere end en gang.
"Det lyder da som en fantastisk ide," udbrød hun og svang sin arm omkring det lille menneske... Eller hun var i hvert fald lille i Mak'goras optik. Men nu var Mak'gora også lige lovlig stor, selvom hun ikke var så stor igen i ork optik.

"Det var hyggeligt at se dig Alran, men det ser ud til at vi skal videre," sagde hun leende. Mak'gora var sikker på at kroerne uden tvivl var åbne. Det var det første sted de fulde søgte hen i vejr som dette, så omsætningen var der gang i det. "Jeg skal nok komme forbi senere på ugen, når du har mere tid til mig," sagde hun leende, før hun nærmest hev Rosalind med sig ud af døren. Nu skulle de ud og drikke, og Mak'gora skulle nok sørge for at Rosalind ikke frøs alt for meget.

//out - Mak'gora og Rosalind