Tick så på manden foran hende og gyste lidt da en kold fornemmelse løb op ad hendes ryg. Ticks far var død... For lang tid siden, han... Han var død...
"Tick," sagde manden.
"Jeg lover dig at det er mig, du skal ikke være bange."
Stemmen skar Tick i hjertet og hun mærkede de første tårer presse sig på. Hun lagde en hånd på Asakuras hånd.
Far? sendte hun.
"Hej skat. Du er vokset meget på 3 år. Jeg ville ønske at jeg havde alverdens tid, men jeg afkræfter denne unge mand for hvert sekund jeg er her, og jeg ønsker ikke at skade ham."
Jeg savner jer... sagde Tick og lod den første tåre falde fra hendes grønne øjne.
"Vi savner også dig." Ticks fars stemme var tung af sorg.
"Det eneste din mor og jeg ønsker ar at være der for dig, og se dig vokse op, men skæbnen ville det anderledes."
Ticks far rakte sin anden hånd op og strøg en tot lyst hår væk fra Ticks øjne.
"Tick... Vi er så ulykkelige over at se dig så fortabt. Du må finde nogen der kan tage sig af dig."
Tick snøftede. Det var lettere sagt end gjort, der var ikke mange der var villige til bare at tage Tick ind, og endnu færre som Tick ville tages ind af.
Det er svært, far... Kan I ikke blive?
"Nej pusling. Jeg beklager. Jeg fik lov til at tale med dig fordi den unge mand her har et godt hjerte, men jeg vil ikke udnytte hans gæstfrihed udover hans sikkerhed."
Tick græd. Hun var så forvirret og så ulykkelig. Hun havde ikke kunne sige farvel til sin far, og nu var han her foran hende...
Ticks far så i mellemtiden hen over Tick og over på Rakshasa.
"Dig, dæmon." sagde han.
"Tak fordi du hjalp hende. Men..." han holdt en pause.
"Var dine skridt."
Tick Evergreen | Skovelver | Strejfernde Musikker |
Krystallandet
