"Nøøøøj!!" sagde Dimble imens han befippet kiggede på de mange folk der var mødt op i deres fine tøj.  
Her skulle det nok lykkes ham at tjene lidt. Det var muligvis ikke alle der ville give lidt mønt for det han kunne optræde med, men han var rimelig sikker på at det heller ikke var alle til denne fest der var nogle nærige typer. En nærig type ville i hvert fald ikke have inviteret typer som Dimble eller de fattige med til fest. Som noget af det første søgte Dimble direkte imod det store tag selv bord der var fyldt med mad og drikke, men på vejen lagde han mærke til en kvinde der stod bag et af gardinerne og kiggede på folk der kom ind ad døren. Dimble syntes at der var noget bekendt over hende og bevægede sig tættere på. Nok var han sulten, men da han så hvordan hun bare stod og gemte sig bag gardinet følte han at han var nødt til at tage kontakt og opbygge en form for relation så hun i det mindste havde én at snakke med til festen. Imens han kom nærmere så han hvordan hun kiggede over på bordet med mad som han også selv havde været på vej imod. Hun var åbenbart også sulten. I så fald havde de noget tilfældes når Dimble begyndte samtalen. Da Dimble kun var få meter fra hende rettede hun sig op og justerede på masken hvorefter hun med tøvende skridt trådte frem fra gardinet og begyndte at færdes i salen. Dimble fulgte efter hende indtil hun så sig om med et spørgende blik i øjnene "Hvis du leder efter nogen, vil du så ikke lede efter dem samtidig med at du gør mig selskab henne ved spisebordet?" Dimble gjorde et smil klar til når hun fik øje på ham imens han fortsatte "Du ser også selv ud til at være lidt sulten".  

Hun havde ganske ret, det var alt for længe siden de to overhovedet havde mødtes eller set hinaden. Det var længe siden at Henry selv havde afleveret vin oppe på gården, det havde han jo folk til at gøre for ham. Men måske skulle han selv til at gøre det, så han netop ville kunne nyde lidt mere af hendes smukke ydre og kloge og interessante indre.
"De har helt ret, det er al for længe siden Merry" Han smilede tilbage til hende og tog en tår af sin vin "Glæden er på min side, det er dejligt at du har taget hele besætningen fra Godset med til fest. De fortjener det" Alle var jo inviteret, så jo flere desto bedre. "Men jeg må forlade dem nu, kære. Der er flere gæster som jeg skal nå og vende, men jeg vil finde Dem i løbet af natten Han kiggede roligt på hende og forlod hendes selskab.

Der gik ikke lang tid inden at en ny gæst krævede hans opmærksomhed, men sådan var det og han havde intet imod det. Han kendte hende ikke, men hun virkede til at vær meget glad for have fået en invitation, "Det er mig der takker for st De havde tid og lyst til at komme her i aften Sagde han roligt med et lille smil, hvor efter hans blik gled over på hendes ledsager. En smuk kvinde i en lang grøn kjole og hendes maske var simpel og i sølv.
Han rakte ud efter hendes hånd og lod et kys falde på hendes håndryk. Han kunne hurtigt dufte hendes behageligt dufte, en meget rar duft. "Og hvem har vi her?" Hans blik var spørgende og hans stemme nysgerrig.

Maden var uovertruffen, men sådan var det altid når det kom til hendes far. Der var ikke noget som skulle efterlades til tilfældighederne, men hun var sikker på at hvis det ikke havde været for tørken, så havde bordet være større og der havde været flere forskellige slags mad at vælge mellem. Men det her var lækkert, og det var længe siden at hun havde spist så meget som hun kunne og havde lyst til lige nu. Der var ikke meget plads på hendes tallerken da hun forlod bordet, men kun med ting som hun kunne spise mens hun gik rundt. Lige nu så hun ingen grund til at tage plads ved er af borderen, ikke som en af de første.

Der var stadig ikke nogen som hun lige kunne sætte ansigt på, så det var egentligt bare at finde en person som så spændende og interessant ud. Hun havde jo haft tanken om måske at finde en mand at snakke med, men det var ikke fordi at de som allerede var her var ret spændende. Hun spankulerede lidt rundt mellem gæsterne, da hun pludselig var ved at gå ind i en lille størrelse, en alf. Det var ikke hverdag man så dem, det var faktisk kun en gang at det syn havde præget hende.
Hun satte sig ned på hug, for ikke st være al for uhøflig, selvom hun ikke vidste om det var noget alfen ville have, eller om hun heller ville have at Lily stod op. Men hun var opdraget for godt, til at hun ville stå og se ned på hende.
"Det må de meget undskylde. Jeg kiggede mig slet ikke godt nok for Sagde hun beklagende og smilede til alfen.

Maskeballet på Henry Fox' gård havde i mange år været højdepunktet i Medanien. For de, der ikke havde mulighed for at møde op til dronningens bal var dette højdepunktet i deres liv. Her tænkte Abel naturligvis på de fattige. For dem, hvor en aftens bal bød på mere mad end de så samlet på én gang i deres liv. De uværdige, der intet betød og som ikke ville blive husket, når de engang ikke var mere.
Nej, så var det straks noget andet med Henry, hvis bal ville få folk til at mindes ham, når han engang var død. Måske ville Abel overtage Henry Fox årlige bal, når mister Fox var død og han selv stadig levede, eller måske ville han endnu foretrække den ensomhed, han værnede om på nuværende tidspunkt.

På trods af sin hang til ensomhed var Abel mødt op til denne aftens maskebal. Både fordi det var, hvad der blev forventet af en godsejere, men også fordi det ville give ham mulighed for at lede efter nye dele. Efter at magien pludselig var blevet ineffektiv havde han måtte sande, at de dele han udskiftede - og som normalt kunne holde i mange år - gik hurtigere i forrådnelse og krævede meget mere opretholdelse end nogensinde før. Dette betød at Abel havde måtte arbejde endnu mere end før, og selvom han stadig var nødsaget til at træde forsigtigt, havde han måtte se sig nødsaget til at lade flere rejsende, der krydsede hans gods forsvinde. Det var farligt, for nok forsvindinger kunne skabe mistanke, men det var nødvendigt. I hvert fald indtil han endelig fandt kilden til evigt liv.
Det var også derfor, han var mødt op til maskeballet i aften, for med så mange samlet fra store dele af landet, ville der ikke være nogen der bemærkede, hvis en enkelt eller to gæster forsvandt efter festen. De kunne jo have drukket for meget vin og have bevæget sig ind på ukendt territorie, hvor de var faldet i en sø eller havde stødt på en vampyr eller en varulv. Mulighederne var utallige, hvilket betød at Abel havde mere frit rum til rent faktisk at finde nogle dele, der var stærkere end dem han havde udskiftet den sidste måneds tid.

Som altid var han iklædt fornemt tøj i det fineste silke. Hans maske var en helmaske i hvid, men med en ekstra øjenmaske udover i sølv. En fornem maske han havde købt i sin tid da han havde besøgt Rubinien, og som han med jævne mellemrum benyttede til maskebal, da den skjulte det arrede ansigt. En fordel når man, som han, var på jagt blandt de mange gæster, som han øjeblikket blev en del af, da han trådte ind i festsalen og lod øjnene glide rundt på mængden af mennesker, inden de landede på Henry Fox. Det var ikke mange ord Abel og Henry nogensinde havde delt med hinanden, men Abel vidste, at det mest høflige ville være, at takke Henry for festen. Han greb lidt hårdere om den sølvbelagte stok og begyndte humpende (hans ene ben trængte virkelig til at blive udskiftet), at bevæge sig hen mod Henry. "Fantastisk fest, mr. Fox," sagde han da han nåede frem til aftenens gæstgiver. "Som altid, må jeg tilføje, jeg hører, jeg kan forvente mig lidt af hvert til Deres fester."

Shailaja var trådt inde døre og cirklet lidt rundt. Hun havde kun hørt efter med et halvt øre, og havde da også formåede over at snuble over sin egen kjole - og andres. Men da hun ikke så noget spor af sit mål, gik hun over til forfriskningsbordet. Hvis hun skulle holde de næste par timer ud, så skulle hun have noget indebords.
Hun tog lidt af maden og kiggede på hvilke noget alkohol der var. Hun foretrak selv øl, for det mindede hende mindst om hendes herre, men det så ud som om at hun ville drikke sig fuld i vinn til aften. Forhåbentlig var det ikke det samme, som hun fik når hun var fin datter med sin herre. Det bragte kun ubehagelige minder.

Hun hældte noget vin op i sit glas, og sippede sig meget hurtigt igennem det før hun tog et til. Vinen var uheldigvis noget af det hun var blevet serveret nede i Balzera, men hvis hun nu bare ignorerede det, så kunne hun godt drikke det. Ikke meget med hendes vilje, men alkohol var alkohol. Hun så absolut ingen grund til at forlade forfriskningsbordet endnu. Når hun begyndte at kunne mærke det i sine finger spidser, så ville hun nok også begynde at snakke med de andre, men lige nu, så skulle det bare indenbords.

Amara havde ikke andet noget om, at et par af de andre ungelvere fra Elverly ville være til maskeballet, men hun havde selvfølgelig også været bortrejst et par uger. Og selv hvis hun stadig havde været i Elverly ville hun næppe have fået besked om det, for hendes mange år som eneboer havde gjort, at de andre elvere sjældent inddrog hende i det der foregik blandt dem. Hvilket havde været helt fint for Amara, der trods alt havde valgt eneboer tilværelsen for at beskytte andre mod hende.
Men ikke længere. I aften ville hun være en ligeså stor del af festlighederne som alle andre. Og hun havde alle muligheder for både at spise og drikke og more sig, hvilket var præcis, hvad hun ville gøre.
Hun havde været på vej hen mod bordet med mad, da lyden af hendes navn fik hende til at se op. Det var sjældent folk ligefrem kaldte på hende, og især ikke med så meget glæde i stemmen, men da først hendes blik fandt stemmens ejermand gik det op for hende, hvem det var. Ruwen. Det måtte mindst være fyrre år siden Amara for alvor havde trukket sig fra den gamle veninde, så at se hende stå og vinke bragte et noget overrasket smil frem på elverens læber. Hun tog dog imod venindens invitation til at blive opsøgt og lod bord være bord for i stedet at gå hen til Ruwen. "Hej Ruwen," hilste hun en anelse usikkert. For hun havde ikke ligefrem været sød ved Ruwen den gang hun havde fortalt hende, at hun ikke længere ønskede hendes venskab. Det havde været hårde ord, som Ruwen forhåbentligt havde vidst hun ikke havde ment, og som var blevet sagt i Amaras forkerte forsøg på at beskytte andre fra sin magi. Men nu stod Ruwen her, klædt i en smuk kjole og med et bredt smil om læberne. "Det er længe siden." Sagde hun, og pillede usikkert ved et af de lange ærmer. "Hvornår - hvornår har Elverly fået invitationen til maskeballet?"

"Hvis du leder efter nogen, vil du så ikke lede efter dem samtidig med at du gør mig selskab henne ved spisebordet?" 
Kulun snurrede rundt og så efter stemmen som havde talt til hende. Den tilhørte en fyr, det ikke havde så meget højde, men som havde en bekendt stemme.
Hun genkendte ham ikke, masken forklædte alligevel godt.
"Du ser også selv ud til at være lidt sulten." manden med smilet var vist på vej til bordet med mad, og hverken Kuluns generthed eller Kuluns mave ville sige nej til en ledsager.
"Lidt ja." indrømmede hun. "Men jeg kommer ikke meget til den slags ting her, så jeg ved ikke helt hvordan man skal gå til bords."
Hun fulgtes med manden over til bordet og rakte ud efter et æble. Hun tog en bid af det og smilede.
Det var et stykke tid siden hun havde spist søde ting, så det var rart at kunne synke sine tænder i frugten. Omkring bordet sotd der mange folk, mange af dem med alkohol og mange af dem var meget høje.
Kulun sank nervøst en klump, men besluttede sig for at vende sig imod herren der havde været så flink at ledsage hende hertil.
"Så, hvad laver en som dig mon her?"

(( cam du bliver ved at tagge den forkerte, skiver kun her så jeg kan tagge juliana ))

Ra havde som sagt besluttede sig for ikke at lave ballade men, hvis der ligefrem kom en invitation om at det skulle ske sagde han ikke nej, en kvinde med orange øjne fik øje på Ra og et fjernt smil kom frem på kvindens læber, Ra selv fulgte hende med blikket lige siden hun kiggede på ham, en anden race var altid spændende at møde og denne var ikke blot en almindelig men en mørkets kriger, Ra vidste stort set alt der forgik i dette land hvem der var hvad osv.

Han besluttede sig for at fjerne sig fra hans hjørne og opsøge denne kvinde, han gik over imod hende og stillede sig blot bag ved hende " ved mørket godt at de er her kvinde " viskede han og ventede på hun skulle vende sig om imod ham, Ra var godt klar over hun ikke var menneske men om hun var vampyr eller dæmon kunne han ikke huske, men han vidste at hun var mørkets kriger, og at mørkets kriger tog til bal var ikke noget Ra havde troede ville ske, men alt kunne vel overraske, og han var sikker på at denne aften var fyldt med overraskelser.

En tjener kom hen med to glas vin til Ra og den mørke kvinde, en betjenelse han havde bestilt inden han gik over imod hende " vin " sagde han og holde hånden frem imod hende.
Ra var normalt ikke så venlig som han var nu men det var som sagt nok på grund af at der ingen ballade var eller skulle ske.

Juliana havde ikke gået langt, før hun mærkede nogen bag sig, og snart efter blev det bekræftet. En mørk stemme hviskede sig bag hende, og hun var ikke et øjeblik i tvivl om at det var henvendt hende. Et lille smil trak på hendes læber og hun vendte sig om, og kiggede op på manden hun havde lavet øjne til før.
"Det behøver de vel heller ikke finde ud af," sagde hun med glimtrende øjne. Denne mand var i hvert fald ikke normal, hvis han kendte til Juliana's forbindelse til Mørket, så der var vel ingen grund til at skjule det, og ingen andre hørte efter i deres samtale. De var bare to attraktive personer der snakkede med hinanden.

Hun tog imod glasset med vin som han gav hende. "Tak... Må man spørge hvad herrens navn er?" spurgte hun og kiggede med interesserede øjne op på ham. Han virkede som en interessant mand.

Som Atropa blot havde stået stille og fint mens hun observerede de søde tjenestepiger, der var kommet med en af de finere damer, danse rundt i salen mærkede hun pludseligt et kort skub. Hun var blevet gået ind i af en pæn pige med en smuk og overdådig kjole. Det kunne nemt ses at hun havde status og penge i livet. Dog gav Atropa det ikke en tanke. Det kunne jo ske når man var så lille og alle folk dansede rundt og hyggede sig.
Dog satte kvinden sig ned for at kunne være i øjenhøjde med hende og sagde "Det må de undskylde. Jeg kiggede mig slet ikke godt nok for.". Atropa mødte hende med et smil og svarede hurtigt, som per refleks "Det okay søde, det sker jo når man er min størrelse" Atropa fægtede sine hænder ved hendes side i en næsten panisk bevægelse. Hun ønskede ikke at hun skulle tro der var noget galt i det. Hun virkede allerede som en sød pige med mange manere. Hun var glad for at hun var gået ned i hendes højde for at tale for det var lettere irriterende at tale med en person der var højere. Det gav næsten kramper i nakken efter at gøre det i længere tid.

Atropa tænkte at dette var den perfekte lejlighed til at starte en samtale så det ville hun gøre. Hun slappede lige af i sin krop, ånde ind en enkelt gang og tog sig sammen til at sige noget pænt. "Du ser virkelig yndig ud." ordene skred bare ud af hende. Hendes stemme var dog glad og det kunne høres hun var oprigtig. Hun synes faktisk hun var pæn og hun kunne næsten misunde hende, men det var der ikke tid til på sådan en glædens dag som denne.

"Du ser også selv ud til at være lidt sulten." havde Dimble sagt til kvinden "Lidt ja." indrømmede hun. "Men jeg kommer ikke meget til den slags ting her, så jeg ved ikke helt hvordan man skal gå til bords." hendes stemme virkede bekendt, men Dimble valgte ikke at dvæle alt for meget over det "Jeg kommer heller ikke særlig tit til de her typer fester" han blottede tænderne i et smørret smil "Men jeg tænker at man går til bords ved at sætte det ene ben foran det andet" kort efter begyndte han langsomt at placere det ene ben foran det andet for at gøre tegn til at gå og derefter gik han over til bordet imens han enkelte gange så sig tilbage for at sikre sig at kvinden stadig fulgte efter.

Da de ankom tog de begge for sig af retterne. Kvinden tog et æble og Dimble... Ja han tog lidt mere. Han tog både noget vin, brød kød og alt muligt andet som han samlede til en burger-lignende mad "Så, hvad laver en som dig mon her?" kom det fra kvinden efter at hun havde kigget sig lidt omkring. Dimble der just var blevet færdig med at sammensætte sit gastronomiske vidunder vendte sig derfor mod kvinden og svarede "Lige for tiden har jeg tænkt mig at spise," han lod i øjeblikket som om han ikke fangede hendes hentydning i spørgsmålet, men efter at havde taget en bid, tygget og slugt noget af burgeren kom der et smil frem på hans læbe "men senere har jeg planer om at optræde lidt for forsamlingen"  

Afsluttet