Det var faktisk en smule afspænnende at høre ham tale på den måde. Så uforstående overfor menneskes besidderiske side, som handlede mere om at holde fast i hvad man anså for deres, fremfor at kigge på eksempelvis hvad barnet ville få af fordele. Miranda var mere menneske end ulv på utrolig mange områder - næsten dem alle. Hun kunne ikke lade hver med at smile en lille smule over det uden at afbryde ham. Blot lade ham selv tænke over det.
Som Faynes ulveverden var fremmed for Miranda på mange kanter, var den menneskelige verden fremmed for ham. Som han begyndte at forstå det nikkede hun derfor også ganske roligt med et let smil på læben. "Det er ejerfornemmelsen.. Mennesker - også mange af os - er præget af hvad vi selv vil. Hvad vi finder bedst for os selv, og ikke hvad der er bedst for flokken. Ikke altid i hvert fald." Forsøgte hun at forklare det med en lidt mere alvorlig mine. "Det er derfor det her er så svært - ikke graviditeten - at få folk til at leve i en flokdynamik de ikke har været en del af før. Sætte andres sikkerhed før ens egen. Det kræver tilvænning" Miranda havde været en af dem. En varulv der opførte sig mere som en enspænder, der ikke ønskede kontakt med andre i lange perioder. Selv det var ikke holdt i længden.

Fayne sprang forarget på benene, "Man kan sguda ikke eje en mage! Man kan ikke eje en unge!"
Det skete nogle gange at folk udenfor hans klan virkede så ufatteligt fremmede at han slet ikke vidste hvad han skulle gøre af sig selv. Som altid var Fayne meget kropslig ekspressiv og nu kom det klart til syne i måden han rastløst gik frem og tilbage i lysningen mens han talte.
"Tror han at du er hans?" Spurgte han og vendte et par øjne mod Miranda der for en gang skyldt gnistrede af begyndende vrede på hendes vegne. Nu begyndte han for alvor at håbe det endte i slagsmål så han kunne slå Rafixuls tænder ud!
Det var den her slags unnaturlige tankegang der i sin tid havde drevet dem fra deres gamle klan. Alfaen der troede at han bare tage Kasey.

Miranda mærkede en let forskrækkelse gå igennem kroppen som Fayne sprang op, tydeligt forarget og påvirket af hvad hun sagde. Hans ord var egentlig ganske fornuftige - det kunne hun i hvert fald ikke argumenterer imod. Og selv hvis hun kunne gjorde hun det ikke. Miranda brød sig ikke om at være en andens ejendom.. Det samme måtte gælde for ungen, selvom Miranda havde et hvis ansvar overfor barnet der havde meldt sin ankomst i maven på hende. Miranda fulgte roligt hans bevægelser med øjnene som Fayne rastløst gik frem og tilbage.
Som svar til hans spørgsmål nikkede hun ganske let og roligt. "Men det betyder ikke at det er sådan verden hænger sammen.. Han har en hvis ejerfornemmelse, men ved udemærket også godt at jeg er min egen.. Han ved at ingen kan eje mig.. Men han havde nok regnet med at han havde førsteret" Rafixul var ikke dum. Han vidste at Miranda ikke lod sig underkaste andre som en skødehund. Hun kunne vælge om hun holdte sig til en, men det skete på hendes vilkår. Derfor satte hun heller ingen krav til at Rafixul skulle holde sig til hende alene.

Miranda nåede knapnok til slutning af sin sætning før hun blev afbrudt af en dyb knurren der rejste sig fra Faynes brystkasse. Han tog et par dybe indåndinger men det havde ingen beroligende effekt på den unge varulv. I stedet bidrog det blot til at den opbygning af ord man kunne se næsten kollidere med hinanden i forsøget på at komme ud af munden på hende.
"Hvorfor er det altid den slags lort der skal ødelægge det hele? Ulick sy's o's han havde 'førsteret' til Kasey selvom hun havde fucking sagt nej, hva er der i vejen med mennesker at de ikke kan forstå den slags? Og så alfaen, der da er den der helt selv må vælge hvem hun vil og hvis du ikke lige valgte ham.. Især.. ISÆR på en ulvenat så er der nok en fucking god grund til det!"
Fayne stoppede sin talestrøm, dels fordi han var løbet tør for luft, dels fordi hans hjerne endelig havde indhentet hans mund og han indså at Miranda faktisk havde valgt ham.. Hun havde valgt ham.
Han skævede ned til kvinden på træstammen og hvor hans ansigt før havde været rødligt af arrighed, syntes det nu en smule mere centreret omkring hans kinder.

Miranda valgte at holde mund så længe Fayne så ud til at have nok at rode med. Alt i alt var det her en noget kompliceret, rodet situation som hun helst ville havde været foruden. Men sket var sket og nogle gange var der ikke noget at gøre ved hvad kroppen ønskede på ulvenatten.. Miranda var i hvert fald ganske langsomt begyndte at acceptere det.

Miranda lyttede og begyndte at forstå visse ting omkring søskeneparret som gjorde at Miranda bedre kunne forstå hvorfor Kasey var distanceret, især. "Fayne.. hvad det skete for din søster er forfærdeligt.. et nej er et nej og det skal man accepterer" startede hun ud mens hun lænede sig mod sine knæ. "men du har ret.. jeg må selv vælge som enhver anden.. og jeg valgte ikke ham den nat" Miranda smilede skævt og tog en dyb indånding.

/afsluttet