Kalitresh' blik hvilede et øjeblik på den hovende dæmonskikkelse, som en af de adelige havde sendt ind i huset. Kalitresh vidste ikke helt, hvad han skulle synes om den beslutning: manden, der havde sendt dæmonen ind var i Lysets Hær og måtte vide bedre, men at sende en dæmonslave ind i farezonen virkede på en eller anden måde .. forkert. Arbejdet burde være overladt til byvagterne og de Lysets Krigere, der var mødt op.
Ikke, at nogle af dem lige nu var til den store nytte, tænkte han deprimeret, idet han så rundt.. Moana havde forvandlet sig tilbage og stod nu med bare ben under den lange ringbrynje. Den anden havmand havde stadig halen fremme og havde netop afvist den fremmedes hjælp. Kalitresh nikkede let for sig selv .. så måtte det blive sådan.

Han så op mod dæmonen, en anelse overrasket, da han kom hen for at hjælpe Kalitresh op. De havde trods alt alle et fælles mål: få fundet herren af huset og komme ud herfra i en fart. Før han nåede at støtte sig til dæmonen, steg magien igen op i ham og halen forsvandt af sig selv. Resterne af bukserne lå flæset på gulvet, og Kalitresh placerede hastigt hjelmen, han tidligere havde haft på hovedet, så den dækkede det nødvendige.
Heldigvis lod hans egen lyn-magi til at holde sig i ro for nu, men arbejdet som byvagt var rimelig besværliggjort af den kaotiske magi. "Tak, men det ser ikke ud til at være nødvendigt." Svarede han. Han havde godt hørt dæmonens tidligere kommentar om 'stegt fisk', og fandt en vis tilfredshed i ikke at have brug for hans hjælp til at komme rundt. I stedet forføjede han sig ind af en sidedør til et af husets mindre gemakker for at dække de skællede ben af et par bløde stof-bukser, der befandt sig i hans oppakning. Han havde trods alt været klar over, at det med halen kunne ske.

Han var kun lige tråd ud i det større rum igen, da mændene, der havde ledsaget den anden, så ud til at blive et problem: afvisningen var tydeligvis ikke noget, der var blevet taget pænt, og det stod nu helt klart for Kalitresh, at der fra starten af havde været tale om en fjende, hvis han var villig til at lade sine mænd afbryde deres arbejde. En af dem var på vej hen mod Kalitresh, hvis hånd hvilede på en af de buede sværdklinger, han bar. At skulle kæmpe nu - med magien, der svigtede, kunne hurtigt blive et problem. De andre byvagter, der stadig befandt sig i rummet, gjorde front mod mændene. I det mindste havde de overtallet.

Han var ikke meget for at indrømme det, men det lettede en smule da byvagtens ben lod til at komme tilbage igen. At tonse rundt gennem et palæ med flere etager og en byvagt på ryggen ville ikke ligefrem være den fedeste opgave at skulle igennem.
" Keh.. Og din 'skuffelse' over mig skulle rage mig fordi..? " Galavant hævede et øjenbryn af den, for ham stadig ukendte dæmon, i den forstand at han aldrig havde formået at få fat i dennes navn, de gange de indtil videre havde stødt på hinanden. Blikket blev på denne indtil han skred og efterlod sine håndlangere tilbage for at underholde dem. Blikket fulgte kort byvagtens flugt efter noget tøj, inden Galavant smuttede over til krigeren. Det var nok alligevel mest fornuftigt at stå nær dennes side. En faretruende klikken kunne høres fra den endnu tildækkede hale som han så håndlangerne an. En sugende fornemmelse kom pludselig fra hans mellemgulv, stædigt forsøgte han at bremse sin negativitets magi, men lige så lidt som havmanden havde været i stand til at holde sig fra at få en hale, lige så lidt kunne Galavant undgå at få sin magi i brug. Ikke medmindre han fluks tog sit halsbånd på, ikke noget der ville virke yderligt sikkert da magien i forvejen ikke var særlig trænet. ET sus gik gennem ham som han fornemmede de negativve følelser omkring sig, på et langt større område end normalt. Energien blev slugt ind i ham, noget blev optaget til hans føde mens langt størstedelen endte med at samle sig i små matte kugler omkring ham inden de skød ud til alle siderne, skubbende til ting mens nogle få istedet vred sig om til en form for pil, der ramte de nærmeste personer.

En længere række bandende gloser lød på et mørkt dæmonsk, mens han så sig om. Før han helt vidste hvad han havde gang i, trådte han langt hen til først den ene 'fisk', tog et godt greb i hans trøje, inden skridtet gik videre til den anden. I det samme sekund som hans teleporteringsevne valgte at gå amok, noget han godt havde fornemmet var på vej ved et blik på skyggerne omkring sig. Der nu flød ud i en masse som de kort efter dukkede op i først det ene rum; køkkenet, dernæst et andet; barneværelse, for til sidst at lande i et rum der endte ud i en stor og åben balkon, hvor samtlige vinduer var smadret. Noget han dog ikke bemærkede lige så meget som han bemærkede lugten af brændt kød der hang over den inderste del hvor de lige var dukket op.
En skælven af ren og skær dræning af chakra der var kommet så hurtigt og voldsomt gik igennem ham som han gav slip på de to havmænd og rullede ned..... Vendt... Ned..?
Han drejede hovedet imod den side han var kommet fra, til synet af en kvinde, en kvinde uden særligt megen puls eller vejrtrækning efter hendes udseende at dømme som hun lå og stirrede med et tomt blik ud i luften.
" Første offer..." Mumlede han idet han fik sig selv op på sine let skælvende ben for at tage hele rummet i bedre øjensyn.

(( så hyggeligt med 2 6'ere.. right? right? ;) ))

Moanas blik blev om noget køligere som den ene af de to efterladte vagter talte til hende. I det mindste højt nok til at andre også kunne høre det og ville kunne bevidne det. Et stort plus for gennem mandens ord havde deres såkaldte herre endelig bekendt sand kulør om forsætligt at ville bryde landets love. Et var trods alt at gå ind i et hus muligvis uindbudt, noget ganske andet at ville myrde nogen på åben gade.
"Så det har han... en aftale med en dommer uden tvivl. Her eller hinsides." Som hun talte drænede al følelse ud af hendes stemme til den var så kold som hendes blik. Var der noget hun afskyede så var det idioter der mente de havde ret til at gøre hvad de lystede uden at det kunne have konsekvenser. "I er arresteret for.."
Længere kom hun ikke før de angreb. Noget hun havde forventet efter deres hensigtserklæring om at tage hendes liv og som hun derfor var parat til. Kamp var hvad hun var trænet til fra hun var ganske lille og som evnerne for havde sikret hende en plads blandt Aquarins elite. Desværre under vand hvor hun bevægede sig mere naturligt, men hun var heller ikke helt ueffen på land. Noget der var nok til at holde to krigere stangen, som hun ventede på at de nærmeste byvagter nåede frem. De var trods alt fordelt over pladsen i færd med at holde menneske- og væsen-mængden tilbage fra palæet.


//Ufrivilligt:
Forvandling: 5
Lyd: 4

Cyraneus så olmt efter dæmonen som endnu engang udviste sin kvalmende arrogance. Havde Cyraneus været en mand af færre formaliter havde han spyttet på fra sig i foragt. Han så også efter denne, som han forlod rummet til fordel for hans små håndlangere som nok snart skulle finde ud af at de ikke var oppe imod småbørn. Cyraneus var i hvert fald rasende. Så snart en 'vagt' kom ham nær, glødede Cyraneus hænder op i et kraftig hvidt lys for sekunder senere at eksplodere i 'vagtens' ansigt, som den faldte hyldende til jorden med hænderne for ansigtet

Stadig uden held lykkedes det ikke at få den skællede hale til at forsvinde, men efterlod ham til at blive siddende på gulvet og tage kampen op derfra. Midt i alt tomulten begyndte den anden dæmon tilsyneladende at skabe små matte kugler af.. ren energi? Cyraneus var ikke sikker, men orkede heller ikke at stille spørgsmål lige nu, og valgte i stedet at sende den næste hvidglødende kugle efter den næste vagt der trods alt var lidt mere forberedt end sin fælle.

En hånd blev grebet om hans arm, og Cyraneus nåede tids nok at løfte blikket til dæmonen inden alt flød ud i et. Han følte han blev slynget rundt og kunne absolut kke se hvor han befandt sig. Ikke før han igen landede, denne gang fuldstændig fladtliggende på et gulv hvor der lugtede miskendeligt af brændt kød. Cyraneus brummede utilfreds og drejede hovedet mod sine 'rejsekammerater' "Hvad fanden skete der?!" han stemme var ikke ligefrem venlig, men nok mest af alt forvirret. Lige indtil hans øjne hvilede på den livløse kvinde og et nyt suk forlod ham. De havde håbet af beboerne havde overlevet. Cyraneus trak sig op i sidende tilstand, stadig med halen i stedet for ben.

Kalitresh, der endelig havde styr over sin magi, vendte sig mod angriberen. De andre byvagter fik hurtigt omringet ham, og det lykkedes på ganske kort tid Kalitresh at støde sin buede sværdklinge ind i brystet på dæmonens vagt. Han skar ansigt, idet han trak våbnet tilbage og tørrede det af i den faldnes tøj - han var diplomat af natur, og han brød sig ikke om at dræbe, men når folk direkte satte sig mod deres mission, var der ikke andet at gøre.

Han vendte sig om mod de andre i rummet tids nok til at se en af de andre angribere falde skrigende til jorden - en del af ham håbede, at de ville være i stand til at tage en af mændene med til arresten for at udspørge dem. Han ville meget gerne vide, hvad dæmonens formål havde været - hvis der dog var ét, udover at skabe endnu mere kaos.
Det gav et lille sæt i ham, som dæmonen, der mere eller mindre var på deres side, fik grebet fat i ham og pludselig forsvandt han ud af rummet, hastigt dukkende op i flere forskellige rum, ind til de endelig stoppede. Forvirret forsøgte han at orientere sig - de befandt sig stadig i palæet, men lugten her var anderledes .. lidt brændt. Der gik ikke længe før også han fik øje på den døde kvinde, og et suk gik gennem hans krop.. 
"Jo før vi får lokaliseret resten af beboerne, jo bedre.." Han var stadig rundtosset over den hurtigere teleportering, men i det mindste var den ene Lysets Kriger stadig ved siden af ham .. og dæmonen. Han skævede kort over mod ham, som sandsynligvis havde teleporteringsmagi - hans lille "trick" lod dog ikke til at have været med vilje, og det havde rent faktisk hjulpet dem til at finde den døde kvinde. Liget af kvinden måtte naturligvis fjernes og føres til Kile-templet, men der var noget vigtigere ting at tage sig til så længe der stadig var en chance for, at resten af palæets beboere stadig var i live.

(Har valgt at springe Krave (Ra) over, da han har haft meget lang tid til at svare. Regner af samme grund med, at det er helt fair, at vi bare dræber de angribende vagter og kommer videre.)

Sorry har virkelig haft meget af se til plus min krev var forsvundet, men jeg er tilbage nu vil få svaret på mine tråde idag så hvis i kærer vidre er det okay ????????

Ra havde i Langtid bevæget sig rundt omkring på paladset, men stoppe lige pludselig op da en af hans sende bud fandt vej til ham og gav ham information der var mere spændende ind det han fortog sig lige nu, at de andre kriger var faldet i kamp betød intet for hvis de tabte i kamp, så var de ikke værdige nok til at beskytte Ra.

En af vagterne som ikke helt var død ville på ingen måde afhøres eller noget så, der gik ikke mere ind få sekunder før en sort pille blev spist, og efter få sekunder var vagten død, så der ikke var nogen eller noget at komme efter.

Ra vende om på stedet og gik mod udgangen af paladset, han trak hætten over hovdet igen, og da han kom ud så han kort over på hans to vagter der havde angrebet den kvindelig kriger, et lille smil kunne ses på hans læber inden han viftede dem væk.

De to vagter som havde stået ude foran i noget tid, fik klar besked på de skulle følge med, men den ene af dem var såret så han måtte lade livet, imens den anden smuttede hen til hans herre, men inden smed han en seld foran Moana.

" til dig " blev der sagt


Selden:

Hvis du vil bringe min herre for retten må du gør det selv, du kan finde ham i den nordlig del af landet blandt bjerge og kulde.

* dead shadows *

Med den ballade de var kommet fra, var roen i det rum de var endt i, temmeligt larmende.
Et dybt og skælvende suk forlod Galavant som han fik rejst sig op på et par småskælvende ben, mens det rystede mest i armene.
Blikket gled over imod kriger-fisken. " Ja, Jeres fine gudinde valgt nok lige at give en håndsrækning og hjælpe jer væk fra de vanvittige. " Lød det i dyb sarkasme, var det da ikke tydeligt hvad der var sket; hans evner var gået amok, og efter fornemmelsen der stadig sad i hans krop, var den endnu ikke færdig med at skabe sig." Eller for at gøre det mere forståeigt for jer; jeg kunne føle min magi lige i tide til at give jer en håndsrækning ud af en ikke for køn situation... Ikke at denne er meget bedre.." Han nikkede kort imod liget, mens en dæmpet banden og svovlen lød på dæmonsk,  samtidig med at han forsøgte at få kontrol over evnen, rakte en rystende hånd ned i den ene bukselomme efter det magineutraliserende halsbånd.
Den negative magi var allerede begyndt at manifestere sig fra de negative følelser der var omkring dem, fra byvagten og krigeren, til tilskuerne udenfor... Og fra en rystende skikkelse i et mørkt hjørne af rummet. 
De hvide øjne gled automatisk over imod hjørnet.
"Så vil det måske glæde dig at vide at er er noget liv.. Derovre... Sorg og frygt... " Han nikkede imod hjørnet, mens han langt om længe fik greb nok om halsbåndet til at hive det op af bukselommen og lægge det løst omkring hans hals, kæmpende imod både sin magi og den drilske lås.
Førstnævnte var igen begyndt at manifestere sig i de små matte kugler. Instinktivt vendte han sig imod balkonen, hvis kuglerne samledes igen ville sandsynligheden for at de kom ud over balkonen i intetheden, være langt bedre end at gøre unødig skade på interiret.. Han havde allerede forårsaget nok ballade for sin herre. Endnu en kvalmende sugen i mellemgulvet fik ham til at læne sig op imod det nærmeste bord, som kuglerne samlede sig sammen til de pile-agtige formater. 'klik'
Endelig lykkedes det ham at få halsbåndet på, så den opbyggede blev neutraliseret, om end nogle af de mange formater allerede var røget ud i flugten ud over balkonen. Galavant tog sig ikke så meget af det, som han istedet skar tænder, mens en ubevidst lyd af pinagtig ubehag over den opbyggede magi der pludselig var blevet blokeret for af halsbåndet.
''Og her havde jeg ellers håbet jeg ikke behøvede det pis.. '' Lød det mumlende. I det mindste havde han fået nøglen med sig, men det var stadig pinagtigt for ham at skulle bære det, især nu hvor den negative energi havde bygget sig sådan op i ham, som havde han spist noget han ikke kunne tåle.

(1ste evne: 6 og 2. evne: 3 )

Lyden af vingeslag var ikke til at tage fejl af for nogen i en by så der havde været angrebet af drager mere end en gang og som i øjeblikket også havde ikke så få boede på og omkring paladset. Det var dog ikke lange, rolige slag, men hurtige og let flaksende. En lyd der trak opmærksomhed fra en del i den forsamlede mængde og endnu mere som ejeren kom til syne og landede med et bump og en støvsky.
En rosafarvet drage af rundt format fortsatte målrettet fra landingsstedet og direkte hen mod Moana. Hun blev en smule distraheret af synet og mærkede et angreb ramme hende i siden, før hendes blik var tilbage på de to bøller.
Disse virkede så også distraherede af et eller andet, som fik dem til at trække sig.
Desværre for dem ikke hurtigt nok.
Et enkelt skridt væk var alt de kom få en klobesat forpote fra den temmelig godt i stand drage plantede sig på dem hver.
Det var ikke en skæbne der ligefrem var værdig, men som Moana så op på det rosa væsen og mødte dens fokuserede blik kunne hun ikke andet end smile over dens gode timing. Hun pressede fraværende en hånd mod den blødende side, før hun rakte frem mod dragen. Den valgte til gengæld at trippe let på stedet med en squishy lyd, der fik hende til at skære en grimasse selv før end den sniffede hende over og puffede bekymret til hende med snuden. "Det er kun en skramme, Sweetheart."
En ny bevægelse i hendes nærhed vandt hendes opmærksomhed og med et koldt blik så hun på den stikirend dreng den meldramatiske personage sendte over til hende. Sedlen fik da også lov til at blive liggende til en byvagt kom hen, bøjede sig efter den og rakte den til hende. Et blik på indholdet var da også nok til at et tyndt smil viste sig på hendes læber. Det var altid så rart når brodne kar bekendte kulør så de kunne udslettes med retfærdighed.
Hun fulgte ham gå, før hun vendte sig mod byvagten. "Nogen ide om hvem det arrogante kræ var?" Som hun talte slog lys uventet sammen om hendes side og såret helede på få øjeblikke. Det efterlod hende noget svimmel og det var mest kontakten med dragen der holdt hende på benene. Hvor længe ville magien lige fortsætte på den måde?

//forvandling 5; lyd 2; lys 6

Cyraneus så køligt på ham, men lod hver med at kommentere på den dybe sarkasme som slyngede ud af dæmonen med stor præcission. Faktisk blev det mødt med stilhed, indtil han valgte at forklare videre. Hans øjne skiftede retning for at hvile på liget endnu engang. Han kunne se hun var væk, men vidste at det var bedre at tjekke. Som forventet var der ingen puls, som hans fingre rørte ved halsen, tjekkende. Men hun var varm.

Ved nævnelse af en anden levende skikkelse flyttede Cyraneus sit blik søgende efter hvem det kunne være. Med ud fra følelserne sorg og frygt var nævnt, gik der ikke mange tanker før det ramte ham at det kunne være et barn.
En kræftig strøm af magi gik igennem ham, således at han måtte bøje sig forover i et skøn af gennemtrængende smerte. Meget kort tid efter var halen erstattet af ben på ny, i en noget uventet tilbageforvandling, der tvang ham til at blive siddende lidt endnu. Kjortlen han bar var heldigvis lang nok til at dække ned over alt det nødvendige i øjeblikket, således han ikke havde netop den del at fokusere på.

Med en dyb indånding, fik han pakket sig bedre sammen, og bevægede sig hen mod hjørnet som dæmonen havde udpeget. Ganske forsigtigt, hvorefter han satte sig på sine knæ og kiggede ind i mørket med et roligt blik. "Det er okay, min ven. Vi gør dig intet ondt" Han kunne se en menneskelig skikkelse, der var krøllet fuldstændig sammen og alt andet end i godt humør. Forståeligt nok. Taget skikkelsen i øjefald var det ikke svært at se det var et barn, og kvinden på gulvet højst sandsynligt var moren. "Er du kommet til skade?"

Kalitresh følte sig efterhånden en anelse mere sikker på benene, og han fulgte forsigtigt efter den anden havmand, da der blev gjort opmærksom på barneskikkelsen i det ene hjørne af rummet. Han skævede kort i retning af dæmonen, der var ved at fastgøre et halsbånd - fornuftigt. Kalitresh vidste godt, at mange af de gamle adelsfamilier, der havde dæmoner i deres tjeneste, var i besiddelse af den slags magineutraliserende halsbånd, men det var alligevel lidt mærkeligt at se det blive taget i brug. Alt i alt var herre-dæmon-forholdet noget, som Kalitresh ikke helt vidste, hvordan han skulle forholde sig til...

Han kunne fornemme en knitren omkring sig, og han trådte hastigt væk fra barnet igen, da små lyn begyndte at gnistre på overfladen af hans skællede hud. Han mumlede lavmælt noget til sig selv på aquarinsk, en forbandelse, men han var en anelse lettet over, at hans lynmagi i det mindste ikke havde bestemt sig for at fremkalde et helt tordenvejr. For nu var det dog vigtigt, at han holdt afstand til barnet.
Den flaprende lyd af vinger nåede hans ører, og han gik ud på den åbne balkon, som værelset mundede ud i, tids nok til at se dragen lande uden for palæet. En glimrende mulighed for at få barnet ud af farezonen .. han vendte sig mod dæmonen, der stadig var i rummet: "Kan du bringe barnet ned til Ridder Moana?" Han gjorde et kast med hovedet ud over balkonen. Dæmonen var nok den sikreste til at tage sig af barnet lige nu, idet han ikke længere lod til at kunne gøre brug af sin magi. Med hjælp fra dragen kunne barnet hurtigt blive bragt i sikkerhed. 
Hans blik hvilede et øjeblik på den anden havmand, let spørgende, afventende hans accept til forslaget. 

(1'er for forvandlingsmagi, 6'er for lyn-magi)

Han skubbede sig selv lidt ud fra væggen igen, mens han med øjnene halvt lukkede, mest for at undgå at skræmme ungen yderligere, så over imod hjørnet, hvor barnet sad og knugede om sig selv, rokkende frem og tilbage mens de tårevædede øjne så uroligt frem og tilbage mellem skikkelserne.
En lille rysten på hovedet forlod til sidst det forklutrede pigebarn som i Galavants øjne, lige nu mest af alt lignede noget der høre til i rendestenen, hvis man så væk fra det dyre tøj ungen bar.
Han sukkede tungt idet blikket gled fra denne lille scene til den knitrende fisk ud mod ridderen med dragen.
En kort nikken forlod ham. " Selfølgelig.. Jeg står til Jeres tjeneste.. Siden det var derfor min herre påkaldte mig; så jeg kunne hjælpe jer, og beboerne her. '' Flere mentale grimasser blev lavet ved den plapren, men noget sagde ham at sige sin personlige mening om det her opløb nok ikke ligefrem ville sætte ham i god jord ved den lille pivtøs. Hvad var hun? Vel ikke mere end 6-7 år.. Sådan et lille pjok!
En sukken forlod ham, idet han gik over mod ungen og knælede ned, i et forsøg på at nå i øjenhøjde med ungen, alt mens han holdt halen godt skjult under sin kappe. " Kom her, Så skal jeg hjælpe dig ud.. " En hiksten forlod barnet som blikket uroligt gled søgende hen imod liget. " Men.. Men mor.. " Mere gråd.
Galavant tog sig kort i at knytte næverne ved den lyd inden han rakte en hånd ud imod barnet. " Din mor tager sig et langt hvil.." Løj han, forsøgende at undgå sandheden.
 " Kan du se de uniformer de to har på? Det betyder du kan stole på dem, de vil dig det kun godt.. "
Barnets blik fik løsrevet sig fra moren, og så istedet søgende imod henholdsvis byvagt og ridder.

Byvagten ved Moanas side nikkede med et sort udtryk. "Ra's af Ghul. Han har forstyret freden i hovedstaden en del de seneste måneder." Moana holdt blikket på den sortklædte og hans tilbageværende folk som de forsvandt, men gjorde ikke mine til at følge efter dem. Det var for det første tåbeligt at gøre alene og for det andet var hun på de sidste resurcer efterhånden. De mange forvandlinger havde gjort deres indhug i hendes kræfter og hun var rimelig sikker på der ikke skulle mange flere magi-udbrud til før hun gik helt kold.
"Skulle vi så ikke se at få ham officielt efterlyst også? Denne seddel burde være mere end nok som den sidste dråbe i den retning og jeg er sikker på ingen vil have det store imod at få ham på persona-non-grata listen i paladset." Hun ville da håbe han var arrogant nok til at vise sig der igen, men måske var der bare en anelse fornuft bag det opblæste ydre der holdt ham fra det.
Et lille puf mere, der nær havde sendt hende omkuld fik hende til at se til siden på Tauwhanga. "Jeg ved det, men jeg bliver nødt til at blive her til balladen i palæet der er klaret - og nej min ven - du vil ikke være en hjælp derinde." Et lille varmt smil krusede hendes læber ved det sidste for dragen havde set ud som om den da godt kunne give en klo med, hvis det fik hende væk fra pladsen hurtigere.

//Forvandling - 3
Lyd - 1
Lys - 4

Den knitrende lyd som svagt fyldte rummet, og fik Cyraneus i forvejen spidse øre til at komme mere på stikkerne, var ikke ligefrem noget godt tegn. Ikke mange af dem havde regnet med at dette kaos ville havde så stor på dem alle sammen - Cyraneus havde i hvert fald ikke. Han kiggede over skulderen, kiggende på den anden havmand, og var taknemmelig for at denne havde taget sine forbeholdning.

Cyraneus var en smule urolig for at overlade barnet, men det havde mere at gøre med de tårevældende øjne og den tydelige bævre i underlæben, som havde indflydelsen. Han vidste dog godt hvad der var bedst - og det var at barnet kom ud herfra i sikkerhed og de ville kunne lede efter. Dæmonens faktisk beroligende ord, var hårde for Cyraneus at høre, som vidste at moren ikke vågnede igen og at pigens liv var forandret. "Vi vil altid passe på dig" forsikrede han hende med et smil, som han fik rejst sig på igen.

Den nu lidt for velkendte følelse af store mængder magi, skød igennem kroppen på ham på ny, og efterlod dele af hans krop pludselig oplyst. Han mærkede varmen derfra, selvom det mest var koncentreret til hans hænder, og heldigvis ikke gjorde ondt. "Tag hende med ned - Det er sikrest" Cyraneus havde rettet sig mod Dæmonen denne gang, og mærkede hvor stor energikrævelse det var at bekæmpe sin egen magiske evne, men han holdte masken lidt endnu til at sende et beroligende smil til pigen. "Det hele skal nok gå, ven" og med det, valgte han at bakke væk fra alle i rummet, presse sine hænder sammen, i kamp for at de varmende lyskugler af ren kraft ikke forlod hans hænder. "Og vi søger videre" hvis magien blev ved med at dræne ham på denne måde, var det ikke sikkert de nåede huset igennem før kraftanstængelserne ville blive for meget.


//Forvandling - 5
Skæl - 3
Lys - 6

Kalitresh' skællede hud var endelig holdt op med at knitre faretruende, og han trådte igen væk fra balkonen. Han rev et stykke af det lette silkegardin, der blafrede let i vinden ved balkonens dør, af med en kraftig lyd af stof, der blev revet i stykker. Han kastede det over den døde kvinde, så barnet kunne være fri for synet af sin egen, døde mor .. når huset engang var blevet sikret, ville der forhåbentlig kunne arrangeres en begravelse. Forhåbentlig kunne de finde husets unge herre i live.. 
"Den gode .. herre .. her vil tage dig med uden for." Han nærmede sig igen de andre, og forsøgte at sende et beroligende smil til barnet. Han var ikke helt sikker på, hvad han skulle kalde dæmonen.

Kalitresh gjorde en grimasse og vendte sig mod den anden havmand, der var begyndt at lyse af magi. "Går det?" Sagde han, idet han kunne fornemme, at krigeren havde problemer med at holde magien inde. Han gik hen mod udgangen af rummet og kiggede ud af døren, der førte ud til en bred gang. "Lad os skynde os at få gennemsøgt resten af huset." Han håbede at byvagterne, der stadig befandt sig sammen med den anden af krigerne, allerede var gået i gang. 

Galavant betragtede som et lillebitte, forsigtigt smil gled over barnets bævrende læber til hvad ridderen havde at sige. Selv nikkede Galavant afmålt til hvad der blev sagt. At få ynglet ud i sikkerhed var vel hvad der var mest menneskeligt at gøre.

Lyden af elektriciteten syntes at gå i sig selv igen, hvilket ærligt var en større lettelse for dæmonen, idet ukontrolleret lynmagi højest sandsynligt ville søge efter metallet i det halsbånds-smykke han nu bar. Han mærkede det køligt og fast imod huden og tog sig i at rynke på næsen inden lyden af stof der blev revet over lød i værelset. 
Han så over hvor den kom fra og forstod hurtigt intentionen. Hvor meget han selv kunne værdsætte synet af lig, var de bestemt ikke synet for et lille barn. Han trådte hastigt til og hjalp med at tildække liget, mens hans ene hånd hurtigt gik på eventyr på kvindens tøj, indtil han kunne fremdrage et kniplingelommetørklæde som hastigt blev gemt oppe i ærmet, inden han gik tilbage til barnet. " Du kan kalde mig Galavant.. Jeg tjener ridder Shearrane. " Lød det, mest henrettet til byvagten der vidst ikke var helt klar over hvem Galavant var, men nu arbejdede dæmonen også mest i spionopgaver og barnepasning, en sjælden gang fik han lov til at flytte sig ud over byens grænser, men det var bestemt ikke ofte.

En mørk mandehånd tog fat om en lille bleg hånd, mens han førte hende ud på gangen. Han var ærligt fandens til nysgerrig omkring hvad der var i de andre rum, men for nu gjaldt det om at bringe barnet til ridder Moana på den runde drage. I et forsøg på at aflede barnets tanker gav hansig til at småsnakke med hende vejen gennem huset, hvad hun hed, om hun havde søskende, dyr. Hvad hendes yndlingseventyr var. 
Forsigtigt åbnede barnet sig op for ham som de fandt deres vej ned af trapperne, hen langs en korridor til de kom ud på gangen der ledte til udgangen. Kort før de trådte ud af hoveddøren igen, lod han kniplingelommetørklædet glide ud af sit ærme og ned i Josephin's lomme. " Pas godt på det. " Lød det formanende fra ham, mens han klappede lommen. Josephin, som barnet hed, stirrede en smule forvirret på lommen, men nikkede tavst. Forhåbentligt ville hun kende til lommetørklædets sentimentale værdi når engang det her var ovre.
Han tog hendes hånd og samment rådte de ud på pladsen hvor en masse så bekymret imod dem. Mumlen opstod blandt folket der så på, så en tøvende spredt klapsalve. Galavant sagde intet, selv hans ansigts udstryk var helt neutral indtil han havde fået øje på dragens landingssted og begyndte at gå hen imod den, masende en smule gennem mængden, med barnet stadig holdende et fas greb om hans hånd.. 
" Undskyld mig.. Ridder Moana..? "

Det var som om tilsynekomsten af den buttede (runde) drage havde en afledende effekt på den forsamlede mængde. Hvor de før havde set bekymrede på palæet og flyttet uroligt på sig var deres opmærksomhed nu mere delt og stødt vandrende mod det usædvanlige væsen i deres midte. Drager var ikke noget der sådan ofte var på jorden i hovedstaden trods alt og når de var så var de af en ganske anden støbning. Så det var naturligt at der blev skævet nysgerrigt til det runde væsen og dens på sin egen måde lige så adskillende sig fra mængden rytter.
For Moana var det en lettelse at mærke roen sprede sig omkring hende og blive afløst lettere følelser. Bekymrede og skræmte folk havde at for let ved at ophidse hinanden til dumheder og det var det sidste de havde brug for nu. Af samme grund forsøgte hun også at virke afslappet, mens hun skiftevis så mod mængden og palæet.
Hendes blik stoppede dog sin vandring da en lille mand kom ud med et barn i hånden. Mængden reagerede tøvende og skønt der var glæde over at se et liv reddet, så steg bekymringen endnu engang for om det ville være det eneste. Det fik mængden til at træde frem mod palæet uden at byvagten kunne gøre det store for at holde dem tilbage.
Omkring Moana og dragen forblev der dog plads.
Hun smilede som mængden delte sig og lod manden komme igennem ind til hende sammen med barnet. En lille pige, der så betuttet op på Moana og så på Tauwhanga, der havde bøjet sig ned så hun var i snudehøjde og kunne se den lille. "Ja, hr...?" Hun smilede vanligt til ham og derefter til den lille, afventende hvad han ville hende.

//Forvandling - 2
Lyd - 4
Lys - 1

Cyran var taknemmelig for at byvagten var assisterende til at få pigen ud fra det nået dødbringene hus, samt at dæmonen var samarbejdsvilig. Ikke at han rigtig havde så mange valg, ud fra at han virkede til at være under herredømme hos en ridder. Derfor var han ikke så urolig for den del af selve dagens fremgang. Lige nu var hans hovedfokus dog på at tilbageholde de store mænger af lysenergi i behold.
Hans øjne fulgte dæmonen og pigen med øjnene, og da de var ude af syne, tillod han sig selv at ånde lettet op og mærke hvordan magien faldte til ro indeni ham

"Ja.. for nu. Men skal jeg tvinges igennem ret mange flere magiske udfoldelser, er jeg ikke sikker på at jeg holde mig i gang" svarede han ærligt byvagten og sendte ham et undskyldende blik. Det var begrænset hvor meget han kunne holde til, men han håbede at de kunne nå igennem huset inden han dejsede om af udkørthed.
"Lad os starte derovre" Cyran pegede ind mod midten af huset igen, til de andre rum, inden han begyndte at gå afsted igen, uden at virke alt for træt. Forhåbentlig var huset unge herre ikke alt for lang væk fra hvor moderen og datteren havde befundet sig.

//forvandling - 2
Skæl - 4
Lys - 4

Kalitresh åndede en anelse lettet op, da han så dæmonen Galavant forsvinde med barnet. Der var stadig fare for, at de dødbringende lyn igen kunne begynde at knitre i husets rum, og han ville for alt i verden undgå flere dødsfald .. især når der var tale om et barneliv.
Der skulle dog ikke spares mere tid. Kalitresh nikkede til krigeren med et forstående blik - den konstante, ustabile magi var hårdt for dem alle, for selv om magien blev aktiveret uden at de selv gjorde et forsøg på det, var det som om, at det stadig tog på kræfterne.

Ude på gangen stødte de restende byvagter til Kalitresh og krigeren, og de stoppede kort for at give en respektfuld hilsen til havmanden, som Kalitresh fulgte i hælene på. Han følte sig en smule mere tryg ved deres tilstedeværelse samt det, at hans magi for nu holdt sig i ro. Så snart Moana og dæmonen havde fået barnet i sikkerhed, ville de også kunne bakke dem op..
Et par lukkede dobbeltdøre førte videre ind i huset, og en af bygterne fik skubbet dem op. Bag dørene var der ganske mørkt og en lettere brændt lugt hang i luften. "Er der nogen, der kan skaffe lys?" Spurgte Kalitresh forsigtigt, idet han forsøgte at se ind i rummet.

Ligesom hun så ned på ham, akkurat skævede han let mod hendes hår og ikke mindst treforken. Hvis han ikke tog meget fejl var det endnu en af havfolket der havde sneget sig til at arbejde med lynpalæet. Han undertrykte en kort latter som tanken gled hen på om Lyset mon havde sunket så dybt og manglede så meget mandskraft efter de sidste par plager at de var tyet til kun at hyre billige omvandrende fisk. Der var omtrent lige så ude af deres element som en fisk i en ørken.

Istedet stoppede han lidt fra dragen og ryttern, og bukkede kort, afmålt for hende.. Ikke at han egentligt brød sig meget om den slags pjank, men med hans herre et sted i mængden ville han helst ikke tage nogen chancer.
'' En af ridderne derinde bad mig om at tage Josephine her, med til dig og sikre hun kom i sikkerhed... Hendes mor... " Han gjorde en sigende gestus, om at hun ikke længere var iblandt dem. Lille var den, for at pigebarnet ikke opdagede det og ville begynde at kræve at skulle op til sin 'sovende' mor. 
Josephine så umiddelbart intet andet end den store drages hoved foran sig. Først havde hun sky skubbet sig ind mod dæmonen, inden hun tog mod til  sig og tøvende rakte en lille hånd ud mod det store dyr.
En mindre grimasse gled over Galavants fjæs da han så det. Drager var store dyr og uden tvivl egenrådige, lige så lidt til at stole på som dæmoner var det. Selvom denne lod til at være godmodig nok, i og med at den havde fået lov til at komme så tæt på menneskene, stolede han ikke en skid på det store runde reptil.
Men hvis tøsen endte med en amputeret arm grundet uforsigtighed, var det ikke noget han selv ville mene han var skyld i.
" Det vides ikke om hun er såret eller lignene.. Hun var gemt i et hjørne..''
Han trak let på skuldrene, usikker på om han bare skulle løfte hende op til ridderen eller ej uden dennes tilladelse, eller om Moana ville se pigebarnet fysisk an først.