Dette scenarie som folde sig ud for begæret, var for mange deres værste mareridt. Avaion skulle hellere ikke være bleg for at sige, at frygten havde bredt sig i brystkassen, til sådan en grad at hun havde besvær ved at få vejret.

Hun kunne ikke huske hun var kommet op og stå, men hendes ryg var presset hårdt op imod kahytters trædør. Da spejlet til venstre begyndte at sprække, dette var ikke muligt! Dette burde ikke ske, rædslen var atter malet med store tykke streger i det ellers så kønne ansigt, da hun lagde mærke til hajen der svømmede forbi.

Endelig kom der liv i kroppen, da hun svang rundt og begyndte at hive i døren for at komme ud.

Men døren gav sig ikke det mindste. Udenfor buldrede saltvandet og hvis man lyttede godt efter kunne man næsten høre skrigene af hendes besætning som de druknede, men inde i kahytten var der fuldkommen stille. Klik. Klik. Klik. Lød det for hver millimeter af glasruden der gav sig, en skrøbelig og hastigt forsvindende barriere mellem hende og det nådesløse hav udenfor.
"Luxuria." Sagde en stemme og der lå Belphegor i hendes seng, nu nydeligt iført sort silke og et dystert udtryk. Trykket i rummet steg indtil det næsten føltes som stærke hænder der lukkede sig om hendes hals og klemte vejret, klemte livet ud af hende. Uden tøven, uden føling. Et lille, bittert smil spillede på Dovenskabens læber.

Træk vejret, bliv ved med at trække vejret

Stemmen gjorde ikke meget gavn, da hun febrilsk prøvede at komme ud af kahytten. Besætningen der skreg, vandet der brutalt omsvøbte skibet med dens lange arme, for slet ikke at tale om monsteret der bevæget sig få meter fra skibet. Men intet skete, ingen ting. Ikke før hun hørte hendes navn, havde hun tænkt på at vende sig imod rummet. Blikket skøjtede langsomt hen imod manden som hun før havde set blive knust i flere tusinde stykker. Ham, selvfølgelig.
Men hun nåede ikke at sige eller gøre noget, før at halsen snorede sig sammen, ørene begyndte at eksplodere i smerte. Enkelte tåre trillede ned af de marmorhvide kindben, men hendes øjne, hendes øjne havde ændret sig fra at være skrækslagen til kølige. Dette var alt sammen en del af hans leg, hans straf, for hvad en kop i hoved?

Ryggen blev burtalt smækket op imod døren igen, mens hænderne automatisk prøvede at hive de hænder af der havde lukket sig omkring hendes hals. Men der var ingen at hive fat i, intet hun kunne gøre for at få lov til at luftvejene atter blev frie. Også var det at det skete, et kæmpe brag, vandet der begyndte at fosse ind. Men der hvor man måske havde frygtet at vandet havde bragt hajen med sig, flød en krop ind. Lang, kurvet, ravne sort hår. Kun få et øjeblik, glemte Luxuria helt at hun var afskåret fra luften.

Skikkelsen, kroppen fuldstændig gennemblødt lå der bare. Først indskydelse ville måske være, at det havde været en fra besætningen der var druknet, før det gik op for den rødhåret kvinde, at skikkelsen var nøgen. Vandet som skvulpede ind, blev farvet i den dybeste rød, fra de lange ar der banede sig vej ned af kroppens hvide ryg. Stadig, ingen bevægelse, komplet stilhed.

Med ét, for skikkelsen op og med en umenneskelig fart var den henne over Luxurias våde krop og havde nu selv lagt de klamme våde fingre rundt omkring halsen. Et skrig havde passeret hendes læber, hvis det ikke var fordi at stemmebåndet var fuldstændig hævet efter den knusende oplevelse hun havde haft for lidt siden og nu igen. Men det var måske også lige så meget over, den overraskelse at det var en kvinde der havde for få sekunder siden havde ligget på plankegulvet. Var hende.

Det mørke øje samt det helt hvide, var ikke til at tage fejl af. Hun havde kigget så mange gange ind i de øjne, hver gang hun havde stået foran et spejl. Der var ingen fejltagelse her, dette var Avaion.

"Kan du mærke det, Lux." Belphegors dybe stemme lød kort fra hendes øre, hans kolde ånde i hendes nakke, hans hænder possessivt på hendes skuldre, lidt for tæt på hals, "Hvordan mine hænder strammer grebet.." Og strammer, og strammer til der intet luft var tilbage i hende.
Vandet fossede og skummede ind, bølgede arrigt op og ned af væggene omkring dem men det syntes meningsløst ved siden af den strøm der lydløst silede ud af ligets mund. Man skulle ikke tro at der overhovedet kunne være så meget vand i et par lunger, men den døde kvinde der var Avaion hostede liter på liter op.
"Du angreb mig og nu er min krop ved at drukne dig i dit eget badekar.." Stemmen var næsten nøgtern i måden den fortalte hende ligefrem og uden stor ceremoni hvordan han var i gang med at dræbe hende. Hænder der knugede sig hvide på kanten af messingkaret, næven i hendes hår der atter tvang hendes hoved under vandet, "..Jeg er ikke sikker på at jeg kan stoppe den. Skal jeg?"
Drømmen skiftede. Vandet stod i stride strømme ind af det knuste vindue, men nu ramte det direkte ned i badekarret hvor Belphegor stod med silkeærmerne smurt nydelig op og tvang den sorthårede kvindeskikkelse under igen og igen. Skikkelse så op i hendes retning og de sorte øjne afslørede ingen vilje, ingen overvejelse, bare rent råt instinkt efter mord som han brutalt bankede det modstridende lig mod kanten af karet for så at tvinge det under igen.

Hun havde aldrig prøvet noget lignede, hvis hun slap levende og med sindet i behold fra dette. Hun ville slet ikke begyndte at remse op, de ting hun kunne finde på at gøre ved Acedia.
Et; Det ville simpelthen tage for langt tid, og to; hun havde vigtigere og mere pressende ting at tage sig af. Som for eksempel at undertrykke de igennem skærende frygt som der havde dannet sig i hendes mave, angrebet hendes lunger, tanker, alt. Hun var fuldstændig styrret af, hvad stemmen fortalte hende, hænderne gjorde ved hende. Før det gik op for hende, hvad der i virkeligheden skete. Han hvad?

Hendes krystal klare øjne betragtede de to skikkelser der kæmpede mellem livet og døden, mens hendes egen hals begyndte at brande op af vandet der prøvede at presse sig igennem halsen, mens at hænder forsøgte at holde luften ude. Hun prøvede at fortælle ham, at det ikke bare var en krop, det var hende, alt hun havde. Hvis han dræbte kroppen, ville hun også forsvinde. Hvor hen, havde hun ingen anelse om. Men hvad hun vidste, hvad der lå så undertegnet i hele hendes natur, så basisk så råt. At hun slet ikke vidste hvor kom fra, men bare vidste at det var rigtigt. Hvis den krop blev slået ihjel, blev en del af hende også. Hvor stor en del, vidste hun ikke.

Vandet begyndte at trænge ud igennem hendes næse, flød så godt det kunne ud over de åbne læber, ørene og selv ud af øjet flød vand i mængder der ikke burde kunne lade sig gøre. Da Luxuria forligede sig med, at hun ikke kunne bruge ordene, måtte hun bruge noget andet. I den alt ødelæggende frygt, begyndte minderne at glide forbi, som et slør der kun vidste små brudstykker fra en film. Hvordan hun havde vågnet op, livet på gaden, frygten hun havde følt så mange år af hendes liv. Hvor hun var blevet fanget af nogle vagter, inden at fredsaftalen imellem dæmoner og de resterende krystallianer havde fundet sted. Smerten, nedgørelsen.
Klosteret, en rødhåret kvinde. Piraterne der havde plyndret klosteret, hvordan hun var blevet underlagt kaptajnen for at sikre sit eget liv. Skøge, luder, slave.
Myteriet, befrielsen fra slaveriet. De mange år på havet som pirat, succesfuld, fundne egenskaber, Avaion. Til sidst tiden som adelig. Men den eneste vigtige detalje der her blev bragt frem i lyset over flere hundrede år var, den samme krop.

Måske var det fordi de var så ens på visse punkter, men det var ikke første gang at Belphegor oplevede at deres drømme var tæt knyttet. Med andre, med fremmede var det eneste han kunne læse hvad de selv bidrog med, bevidst eller ubevidst i form af minder og metaforik, men som han stod der med hænderne på hendes skuldre, oplevede den mørkhårede dæmon derimod hvad der foregik i det kønne, røde hoved. Ikke tanker, fordi den slags var omstændige, omskiftelse, men de rene, ufiltrerede følelser. Hendes skræk og afmagt, vrede og frustration og selv i denne her absurde situation opslugende begær. Det var ikke en raffineret forståelse, men jo mere tid han brugte bag hende, desto mere forstod han hvor bange hun var, og så endelig.. Hvorfor.
"Du kan ikke forlade din krop.." Realiseringen var så brat at den havde forladt hans mund før han nåede at tænke over det. Belphegor havde egentlig ikke noget ønske at dræbe Luxuria, men han havde heller ikke set den helt store grund tli at stoppe.. Før nu. Det var altid en underliggende tematik for dæmoner at fysisk skade ikke var dødeligt på samme måde. Belphegor havde altid været typen der formede sine egne kroppe (mindre involveret end at finde en der passede) og det betød at når han døde forblev han det i årevis, men selv da var det her bestemt ikke den samme krop han havde haft hele sit liv - selv hvis den lignede.
Dovenskaben skubbede sig forbi den velformede kvinde og.. måske første gang i sit liv, i hvert fald første gang Avaion havde set det, løb over til karet. En anelse desperat flåede han i skikkelsen han vidste var der selv; hans muskler spillede under den gennemblødte skjorte, skreg at han skulle stoppe. Det hele var en mentalt konflikt, viljestyrke kontra hans rene overlevelsesinstikt men det havde ikke været en kamp han havde gidet tage før, og det var også lige før at han tabte.

I den vågne verden løftede Belphegor den bevidstløs Avaion ud af badekaret og bar hende med en omsorg der næsten fik en til at glemme at han få sekunder forinden havde forsøgt at myrde hende. Det var ikke dårlig samvittighed der motiverede ham, men alligevel strøg han en lok af vådt, sort hår ud af hendes ansigt før han lagde to fingre mod hendes tinding og bragte hende ud af drømmen og ind i en roligere søvn. Hele denne her udflugt var blevet alt, alt for besværlig og han blev ved med at gøre ting han egentlig ikke ville.. Eller burde ville. Han måtte ud, væk. Pludselig grebet af den samme polarisering der garanteret havde drevet Avaion til at sætte kurs mod nærmeste havn. Det var ikke meget tid han havde brugt på udforskning, men han havde da udset sig enkelte skumle kroge hvor han var sikker på ikke at blive fundet før lagde til land.
Belphegor bevægede sig mod døren.

En tomhed så stor, selv den sorte masse som omhyllet det hele, var en ubegribelig forståelse for hvad der egentlig foregik. Skrig der ville forsvinde i ingen ting, aldrig blive hørt, men altid en konstans. Folk som døde men vendte tilbage til livet, blev altid spurgt om hvad de så, lys. Det var hvad de fleste beskrev det som, eller mørke, ingen ting. Andre så minder, flashbacks.

Vandet som omsvøbte hendes krop, der havde sunket sig ind igennem næsen, tvunget sig ned i lungerne. Var det som hun mærkede. Kampen som havde foregået, var at se på gulvet. Selvom det kunne tænkes at hun havde haft brug for, at komme ud med alt vander der nu lå i hendes krop, hang hun bare slapt i mandens arme. Det var som en svævende forbindelse mellem drømmeverden og den virkelig. Glimt af hvordan at hans arme havde lagt sig om hende, hævet hende ud. Tilbage i drømmen hvor hun stod og stirrede mistroisk på dovenskaben der havde løbet, vitterligt løbet. Hun havde lyst, brug, for at sige noget. Men igen svigtede hendes krop hende og der kom ikke andet ud end et kvæk.

Følelsen af sengen imod hendes nøgne hud, fik kroppen til at slappe mere af. Men da han valgte at fjerne enkelte våde lokker, faldt vejrtrækningen til stille og rolig. Hun var ikke længere bange, hun frygtede ikke det som før næsten havde gjort hende sindssyg. Hun var i sikkerhed, i hvert fald for nu. Trods at øjenlågene var tunge, og han havde kommanderet hende til at falde i søvn, forsvinde ind i sin egen drømme verden. Formåede begærdæmonen alligevel at række hånden ud og i et kort forsøg prøve at gribe ham om håndledet, for at han forsvandt. Hvis hun formåede det, ville hendes tommelfinger, i en blød gestus køre hen over hans hud, hvor ordene endelig ville forme sig besværet hen over hendes beskadige stemmebånd ,,Acedia, undskyld.’’ Undskyld for hvad? Undskyld for at hun havde misforstået ham, undskyld fordi at hun havde undgået ham eller undskyld fordi at hun havde kastet et krus efter ham? Alle disse ting var en mulighed, måske var det en helt fjedre, men måske, måske var det alle ting på en gang.

Hånden faldt, ramte de sorte lagner, hvor efter at hun forsvandt væk i en drømmeløs og mørk verden.