Belphegor betragtede Naamah rejse sig, men forblev selv splitternøgen og henslængt på silkelanerne. Hendes irritation var åbenlys, men ordene gled harmløst af mod overfladen af Dovenskabens veltrænede ugidelighed. Hvor han bestemt brød sig om hendes berusende selvskab, var han endnu ikke på det punkt hvor han ville begræde dets fravær. Selv hvis hun havde tilbudt ham arbejde. Til trods for delvist at ignorere hende, lyttede han stadig efter med et halvt øre - nok til at bide mærke i to ting.
"Sådan fungerer det ikke.." Svarede han retorisk, den vågne krop skulle stadig være egnet til at bære barn; hvilket han bestemt kunne konstatere at Naamah var - han tog sig endnu et smugkig på hendes velformede hofter, hun fik ham generelt til at føle sig så pokkers ung og barnlig.
"Du kender ikke alle reglende i mit rige.." Forklarede han end anelse mildere skønt stadig drævende, "og jeg tilbyder dig en chance til at lære af min.. erfaring."
Og selvom det ikke var meningen, lå der stadig et lidt for sigende tryk på sætningen. Hvad hun ikke vidste var at han kun for godt kendte til den situation.

Naamah vendte sig lidt mere tilbage mod ham, med et løftet øjenbryn over den mere ligepå konstatering. Alt kunne vel ske i drømmeverdenen. Spørgsmålet lå mere på om det nogensinde kom ud i den virkelige verden. Og i den virkelige verden havde Naamah så absolut ingen intentioner om at ligge krop til flere afkom. Ikke i dette århundrede. "Det er mere, at jeg ikke kender alle regler som kan transfereres over i mit rige." Naamah følte en ejerhed over verden i de vågnes verden, når hun var et sted hvor hun ikke følte at have den store magt.
Alligevel lødt det fristende at vide mere. Opgradere sin horisont til at kunne vandre rundt i drømmeverdenen og benytte den til egen fordel. "Men jeg lytter, såfremt du taler fornuft." Stadig en snert af irritation var at finde i hende, selvom den helt ærligt virkede til at prale fuldstændig af Belphegor. Hvilket var endnu mere irriterende. "Desuden, kunne din verden komme mig til fordel, til hvad jeg ønsker at få fingerne i"

Meget kunne siges om Naamah, men hun havde en større ubevidst effekt på drømmeverdenen end nogen anden i lang tid. Da hun besluttede sig for at lytte til ham, var hendes åbenhed ligeledes afspejlet af deres delte omstændigheder. Alle regler nåede lige at flosse i kanterne før det gik op for Belphegor at de var på vej ind i hans underbevidsthed. Sengen sad nu på væggen, og som han lå i den var han stadig ansigt til ansigt med dæmoninden, lige i tid til at hun kunne se ham rulle med øjnene.
Havde hun været yngre end ham, havde han måske fundet hendes tilsyneladende naivitet bedårende, men nu var det bare en anelse irriterende. Hvor selvdestruktiv tog hun ham for at være?
"Hvornår fejltog du mig for en uselvisk mand, min kære?" Spurgte han. Nej han var måske ikke så direkte besidderisk eller ond for ondskabens skyld som andre, men det betød stadig ikke at han på nogen måde var altruist, "Et afkom ville være mig ubekvemt.." Han rakte frem, op, hen og kærtegnede en anelse nedladende hendes ene kind.
"Intet i denne verden er gratis.." Påmindede han dovent, "..Hvis du vil hyre min ekspertise efter denne opgave, skal jeg overveje det."
Og svare nej. Fordi nok var Belphegor ikke specielt grådig, men han havde stadig ikke tænkt sig frit at dele ud af sin magt, især ikke til farlige individer som Naamah Malleus.

Naamah tog det overraskende køligt at omgivelserne ændrede sig. Det havde bragt en smule forvirring til at starte med, men nu var det efterhånden så vant at hun ikke engang løftede et øjenbryn som sengen ændrede placering og hun stod ansigt til ansigt med Belphegor igen, selvom han i realiteten stadig lå dovent og slængede sig. Dovent og provokerende med sin himlen med øjnene, som fik hende til at gøre sine øjne til sprækker et kort øjeblik.
Naamah fnøs gennem næsen med et snert af irritation "Uselvisk? Aldrig Kære. Jeg regner ikke med at nogen dæmon gør noget hvis ikke de får noget ud af det til deres egen fordel." den regel levede hun selv efter, og selvom det var skønt at få ting forærrerne skete det umåådelig sjældent. Alting havde en konsekvens eller krævede et offe.

Naamah flyttede hovedet væk med et irriteret udtryk og svag rynken på næsen. Han skulle ikke tro at han kunne bahandle hende som en anden rangs dæmon. Nok havde han fordelen her, men det betød ikke at hun var svagelig eller dum. "Overveje og med stor sandsynlighed takke nej? Jeg ved ikke hvad du ønsker at opnå, men jeg ved hvad jeg ønsker at få tilbage." de kraftige grønne øjne skinnede faretruende. "Og jeg skyr ingen midler for at få det tilbage, om du så assistere mig eller ej." Naamah havde brug for flere oplysninger til at finde ud af hvad denne dovne dæmon ønskede og om hun overhovedet var i stand til at give ham det.

"Hrm.." Svarede Belphegor kort og anså egentlig det emne lukket. Samtalen havde naturligt fundet tilbage til den reelle årsag til at de var der og han havde intet imod at lade den. Indtil videre svøbte han lagnet omkring sig og i det han trådte ud på gulvet var det en mørk silketunik. Det forvandlede sig ikke; selvom at forvandlinger foregik i hans rige, kunne ting også ændre væsen fra et øjeblik til det næste. Han var ingen undtagelse og væk var det provokerende smil, det drævende toneleje og det glimt i øjnene det før havde søgt efter og udfordret Naamahs grænser.
"Jeg skal bruge en uge.." Svarede han tænksomt og skævede ud af tårnvinduet på verdenen under dem. Var de tilbage i krystalpaladset? Hvis drøm var det? "Til at forhøre mig med mine kontakter om hvad der kan gøres.."
Han vendte sig imod den ældre dæmon, uden tilbedelse, uden provokation, det her var den dovent motiverede effektivitet han havde haft et årtusind til at træne.
"Hvordan lyder 2 store Tjenester og tre små?" Foreslog han og fremdrog en skriftrulle. Dæmoniske løfter fungerede udmærket talt, men underskriften var stadig den overlegne metafor, "Per standarden sat af Pactum Avaritiae, syvende udgave.."
Belphegor kløede sin hage. Han kendte klart dæmoner der var gladere for hele forhandlingsaspektet, men det betød ikke at han var decideret dårlig, "Hvis det viser sig at jeg ikke kan hjælpe dig, går vi hver til sit og du skylder mig kun en konsultationsafgift - en lille Tjeneste."

Naamahs opmærksomhed holdte sig ikke på omgivelserne. De stærke grønne øjne var fokuseret på at holde øje med Belphegor. At hun i realiteten stadig var nøgen var ubetydeligt for hende, heldigvis. Hun var kun fokuseret på hans ord, i alvorlig mine og skarpe træk. En alvor som kort blev erstattet af et irriteret fnys "højest 1 stor og 2 små." troede han at hun var nem at få lavet aftale ved! Hun var desperat efter at få sin krop tilbage, men der var grænser for alting.
Som skriftrullen slængede sig frem himlede hun endnu engang med øjnene. Var en underskrift virkelig nødvendig. Det var som om han ikke stolte på hende - med god grund.
"Ha! Hvad får dig til at tro at du får noget for arbejde der ikke er udført. Hvis du ikke kan udføre opgaven, har du ingen ret til betaling"

I en bevægelse krydsede Belphegor afslappet benene og satte sig tilbage i en stol med en knusende ro. Der var altid folk der prøvede at forhandle med ham, og hvor han ofte var ganske laissez-faire hvad det angik, men hans forslag var allerede gavmildt..
"Der er stadig en del arbejde involveret i at undersøge problemer.. Bøger der skal læses, findes.. Eksperter der skal konsulteres.." Men ultimativt så var den del af det trivielt. Han var rimelig sikker på at der var noget han kunne gøre, han skulle bare forhøre sig først. Desuden var det andet lidt vigtigere. Han lænede sig ind over træbordet der nu stod foran ham.
"Hør her. Det her er ikke bare en stald der skal males eller rotter der skal fanges." Sagde han fast og hans øjne borede sig ind i hende. "Der er en ganske reel mulighed for at jeg ender fanget i Kzar Mora. Det betyder Større Tjeneste, så med det i mente håber jeg at du vil finde mit tilbud mere gavmildt - fordi det er ikke op til forhandling."

Naamahs øjne skød lyn af irritation. Forhandlingsdelen var aldrig den sjove del af noget som helst, med mindre folk ikke kendte til de egentlige meninger der lå i kontrakten. "Jeg kan acceptere en lille tjeneste som betaling hvis de ikke lykkes, men 2 store tjenester for din ene? Den godtager jeg ikke. 1 for 1. I realiteten kunne du bruge dine to store tjenester på lige så farlige opgaver som jeg sætter dig på." argumenterede hun roligt med armene over kors. Selvom hun forholdte sig rolig var hun ikke tilfreds med at aftalen skulle gå hovedsageligt til hans fordel. Sådan arbejdede hun ikke. De små tjenester var irriterende men til at arbejde med. De store var ikke noget hun ønskede at tage let på. Det kunne ende disideret forfærdelig for hende hvis noget gik galt.
"Hvor gavmildt dit tilbud end er, går jeg ikke ned på at en stor tjeneste for en stor tjeneste er hvad jeg holder fast på. Andet acceptere jeg ikke" svarede hun koldt med rank ryg. på visse punkter var den gamle dæmon ikke til at bide eller stikke i.

Belphegor havde en fornemmelse af at Naamah ikke helt havde samme forståelse for Pactum Avaritiae som han havde. Det kom egentlig ikke bag på ham; an havde alle dage foretrukket dens effektivitet, dens matematiske, logiske tilgang til forhandlinger, men Naamah var et langt mere sensuelt væsen end han og derfor undrede det ham heller ikke om hun foretrak nogle af de mere poetiske, fleksible tilgange til dæmonisk lov.
Belphegor havde dog også en fornemmelse af at han virkelig ikke gad skulle til at forklare det hele nu. Der var hele bøger om distinktionen mellem størrelserne af tjenester og selv da var der stadig folk der argumenterede for at Store og Større Tjenester var det samme. Og ultimativt, så meget tid havde de alligevel ikke i deres stjålne drøm. Det var ikke helt til at vide hvor længe der var til at de vågnede, men det var i hvert fald ikke nok. Han betragtede Naamah. Det ville have været rart at have en ældre dæmon der skyldte ham, men ud over hendes autoritet var han stadig ikke helt sikker på hvad hun egentlig kunne bruges til. Og der var beslutningen allerede taget, sjovt som den slags fungerede.
"Så er jeg bange for at vi ikke kan indgå i en aftale." Sagde han faktuelt og rejste sig. Hans skygge strøg over bordet i det han passerede det, og da lyset atter faldt på det slidte træ var kontrakten væk. Han strakte sig mid på gulvet og drejede langsomt tilbage mod den høje succubus med hånden på dørhåndtaget, "Måden du kontaktede mig på vil stadig fungerer fremover, men ikke med samme garanti som første gang."

Stædigheden var kommet til overfladen for at blive, som de grønne øjne borede sig irriteret fast til den anden dæmon. Dennes dovenhed kunne være umådelig irriterende, specielt når det skinte igennem i hans bevægelser og attitude. Dæmonen tog en dyb indånding som hun ventede på hvad der gik igennem det dovne sind af hans.
Svaret var faktisk ikke en undren, men nok til at bringe en irriteret krøl hen over hendes læber og svagt suk af træthed. Det skulle imidlertid ikke forhindre hende i at holde ryggen rankt og forsøge at se relativt ligeglad ud med hans valg. "Synd, men mine krav står fast. Selv hvis jeg skulle vælge at kontakte dig igen." konstaterede hun tørt som tingene begyndte at falme omkring hende. Skyggerne tog over og det hele virkede langt mere end uvirkeligt end før, til trods for at det var drømmeverdenen der var tale om. "Til vi ses igen, Belphegor" hun kunne ikke dy sig fra at smile skævt og blinke til ham, som hendes legeme tvang ånding tilbage til kroppen. Udhvilet slog hun øjnene op og befandt sig tilbage i det vante soveværelse. Irritationen sad dog stadig tilbage i hende og frembragte et tungt irriteret suk. Ny plan.