"En rigtig ridder..." Maralinda havde fyldt stemmen og blikket med barnlig beundring som hun sagde det og et lille smil spillede da også på hendes læber. Hun havde observeret nok piger med et crush på en redningsmand gennem sit lange liv til at kunne udstråle lige den uskyldige betagelse. Med god grund for den adelige pige hun foregav at være. Historien om hendes skæbne ville snart sprede sig og hun måtte holde sig til dens rammer. En del af spillet, men også en del af udfordringen ved at færdes ubemærket - sådan da - blandt menneskene.

Så faldt smilet lidt væk og hun så medfølende på den anden. "Helt alene? Åh, det lyder ikke rart..." Den anden smilede dog, hvilket Maralinda lod berolige sig til at smilet kom frem igen. "Du har valgt at være alene?" At få det bekræftet var så langt det letteste og var pigen virkelig alene. Hvilke muligheder!
Især hvis hun kunne få hende væk fra det der spærrede for hendes magi.
Så det passede hende fint at den anden sagde ja til frisk luft. Hun lyste op ved de bekræftende ord og ledte vejen mod døren til terrassen som pludrende svarede. "Nej, jeg har kun set meget lidt af den og den er stor." Hun drejede sig om mod den anden som hun tilføjede. "Jeg kom hertil i formiddags og tjenestefolkene ville ikke lade mig i fred eller ude af syne så..." Det var kun alt for tydeligt at det hun havde set, havde hun set mens hun var mere eller mindre på gale vegne.

Maralinda vendte sig tilbage mod vejen til døren, men stoppede som noget fangede hendes opmærksomhed. Stemningen i salen havde skiftet. Hendes blik gled over to mænd nær døren på sin vej mod midten af salen, men uden at hæfte sig særligt ved dem. Hvad fangede hendes opmærksomhed helt var de kutteklædte skikkelser der var kommet frem, men mest af alt den store mand i midten der brølede ud over det hele. Det trak en rynke frem i hendes pande, men ikke meget mere end det. Var det en form for sær underholdning til festen? Hvis det var så havde nogen misforstået et eller andet fuldstændig for ingen morede sig.
Så forudsigeligt som noget blev der kort efter smidt rundt med ild. Af al magi var ilden stadig den folk brugte mest for at imponere - og det havde da også sin effekt, som gobeliner gik i brand sammen med tæpper og uheldige personers tøj.
Maralinda trak sig et skridt tilbage og holdt blikket på salen. Kamp var brudt ud.
Hun fulgte dem, men var stadig afskåret fra alle følelser der blev fremkaldt derved. Det irriterede hende så meget som det frustrerede hende, men hun gjorde intet før to skikkelser kom løbende i hendes retning og hun valgte den reaktion der passede til hvad hun lignede.
Hun skreg.

Duften af parfumer og den fineste mad ramte ens sanser før balsalen var nået fra de lange oplyste gange. Herefter mødtes synet af et overdådig balsal! En oppyntning der var en konge værdi, og som tydeligt fremviste dronningens velfærd og magt. Noget der naturligvis fik dæmonens læber til at krølle sig frem til et skævt smil, inden hun faldte tilbage i de anstændige og dydige folder. Hvor hun dog hadede at være undertrygt af adelsmændenes meninger og påfund af hvad hun burde og skulle.
Rank og forfinet i en simpel, og alligevel overdådig kjole, banede Naamah sig vej af gangen til balsalen, forfulgt af venner og bekendte til hendes karakter, som var blevet spillet til perfektion de sidste mange år, hvor intet havde bragt hende ud af balance. Intet, før balsalen var nået og et velkendt greb i hendes eksistens gjorde sig gældende.

Naamahs hvide uskyld i kjole og sølvsmykker afspejlede ikke dæmonens sande natur og som denne lod sig glide ubemærket rundt i salen, vågnede denne side også mere og mere til live. Han var her et sted, og hun havde ikke tænkt sig at stoppe før hun fandt ham. Melkor forsøgte uden tvivl at gemme sig i mængden og fjerne andres blikke. Sådan ligesom alle andre dæmoner som fulgte med i krystallandets gøremål rundt om. Det var dog forbavsende hvor nemt de havde ved at snige sig ind til dronningens bal. Så igen. Der løb børn rundt blandt de finere folk og legede gadeligt med hinanden eller opholdte sig på anden vis tæt ved og alligevel diskret nok til ikke at blive opdaget. Tankevækkene.

De grønne øjne fandt målet bestående af sort velkendt hår og den hvide hud som kendetegnede dæmonen for hendes blik og frembragte et smil. Og han var endda ikke alene. Hvor heldig kunne hun være.
Naamah glemte sin dannelse og karakter i samme sekund og tog sig selv i at bevæge sig målrettet afsted og lægge armen ufortrødent og udfordrende om Melkors skulder og møde de røde øjne med et karakteristisk smil. "Hvem har dog sluppet jer uhyre løs i en anstændig forsamling?" den drillende undertone og søgende blik afslørede mere end godt var, som hun kiggede fra Melkor og Tremor en del gange, før alt blev afbrudt af en høj råben.
En råben der gjorde at Naamah rettede sig op og så mod påstyret med et hævet øjenbryn. Var det en fysisk umulighed for dronningen at holde et bal uden at nogen gik ind og ødelagde stemningen med mærkværdige gerninger og trusler?

Naamah stod urørlig og så mod hele scenariet som folk på forskelligvis blandet sig eller reagerede på selve forløbet. En ligegyldighed lå over Naamahs sind, indtil et hjerteskærerne skrig skar igennem forsamlingens larm og skrækslagende aura. Et skrig hvis stemme var så let genkendelig for Dæmonen at hun uden tøven satte i fart over gulvet og satte hurtigt i løben. Et udtryk af frygt var malet i hendes ansigt og skar i hendes sind, af en uforklarlig kraft, som Naamah opfangede måtte være det uundgåelige moderinstinkt der fulgte med, selv ved uønskede bastardunger. Manden og hvem end han havde med sig, var gået i Maras retning og denne havde reageret med et skrig. Naamahs sindstilstand efter skriget bød hende ikke at dette var et træk og satte derfor direkte i løb og greb fat om den pinkklædte pige og løftede hende op i favnen og fragtede hende i en anden retning end oprørsstarterne, mens hun for at vække mindst opsigt havde gjort tegn til at den anden pige skulle følge med. Alt imens mærkede Naamah et ubehageligt jag igennem kroppen. Som følte hun sig tom for energi og kraft, men der var ikke tit til at stille spørgsmålstegn til hvad der dæmpede hendes kræfter i en sådan fart. "Væk fra påstyret i små! Dette er ikke et syn for jeres øjne" hendes stemme var blød og blid, og nærmest sukkersød uden at være for gennemtrængene. Noget Naamah havde lært godt igennem årerne at gøre brug af.

Morgana smilede og trak påskulderen. Ja, man kunne godt sige, at hun var alene her. Familien vidste hun ikke, hvor var, og den person, der havde hjulpet hende i starten, havde hun ikke set længe.
Da Maralinda gik mod døren, fulgte hun med, intetanende. Morganas erfaringer med dæmoner var ikke store. En af de eneste, hun havde mødt, var en isdæmon, der var lige så sky som han var ufarlig! Hun trak skævt på smilebåndet ved mindet om denne og fulgte tankernes spor.
Indtil larm og skrig brød ud.

Med ryggen mod påstyret havde hun ikke set de første handlinger, men med larmen, der nu brød ud, vendte hun sig om og mødtes af et lettere kaotisk syn. Folk med tyremasker kæmpede, to personer løbende i deres retning og ild. Ild ude af kontrol.
Uden at tænke over det forsøgte hun at dæmpe ned for ilden, men ingenting skete. Der var ingen magi, der reagerede og hun nåede kort at forfærdes over dette, inden Maralindas skrig skar gennem luften. Hun vendte sig for at række en hånd ud mod pigen, lige som pigen blev løftet op og bragt med af en skikkelse klædt i hvidt.
Stemmen, der kommanderede med dem, var bydende, og Morgana adlød. Blindt fulgte hun den hvide skikkelse og forsøgte at undgå de værste faldende, flammende gobeliner.

//Out.

Effekten af hendes skrig kom prompte og ganske uventet for Maralinda. Hun havde måske forventet at nogen ville komme hende til undsætning - en kriger eller måske ligefrem en ridder, men mest havde hun forventet at panikken og kampstøjen i salen ville have druknet det for alle undtagen de nærmeste og at hun havde kunne trække sig baglæns væk for postyret uden at der skete mere end det.
At hun havde forregnet stod klart som en høj kvinde i hvidt kom lige imod hende og havde hende løftet fra gulvet og knuget ind til sig før Maralinda kunne nå at reagere. Overraskelse stivnede hende totalt til hendes blik over kvindens skulder faldt på en skikkelse hun slet ikke havde forventet at se til ballet. Melkor. Hendes faderende ophav var også i hvidt og lignede mest af alt en der havde fået frataget sit mulige centrum af en dresseret abe. Det udtryk var nok til at hun kom til at smile - og intet helt pænt smil.
Endnu mere som kvindens skridt hastigt tog hende væk fra ham og hun med god samvittighed kunne tilføje et bredere grin kun til ham, der hurtigt var skjult væk igen. Det havde ikke helt været hendes plan om at få en fastere plads på paladset, men kvinden kunne sikkert overbevises om at hun manglede en pige at tage sig en smule af.
Og det holdt Maralinda fri til fortsætte med det hun var kommet for.
Så faldt hendes blik til Morgana der fulgte kvinden tæt i hælene og langt om længe kunne hun mærke pigens følelser igen. Noget der fik Maralinda til at lukke øjnene og suge til sig fra omgivelserne. Det var rart at føle sig hel igen.

//OUT