Rinne havde for travlt med at finde sit eget tøj, at hun ikke lagde mærke til, at Dorín forsvandt. Hun kikkede forvirret rundt, da hun endelig havde fået alle sine ting samlet. Hun hørte Doríns stemme, og fulgte den ind på hans værelse. Han var selv i gang med at gear op til krig. Hun studsede ad hans manglede beskyttelse mod sværd og pile. Hun havde selv ikke meget, ud over læder, der næppe kunne stoppe en pil, men hun havde før været i kamp. Dorín havde ikke, og Rinne var kommet til at holde meget af dværgen.
Hun kunne tydelig høre panikken, og vidste det var alvorligt. 'Er du klar på kamp? Jeg ved du er en healer, og kan hjælpe folk, men ... pas på. Jeg har ikke slæbt dig helt til Dragorn, for at miste dig i en sølle kamp?' sagde hun med falsk humor. Hun sendte ham et bekymret blik, mens hun talte pilene i sit kogger. Hvis hun løb tør for pile, så havde hun en kniv, og selvom hun måske ikke var den bedste i sådan en kamp, så kunne hun alligevel gøre en betydelig skade.
Lyden af kamp nåede hende, og hun flåede nærmest buen af sin ryg. 'Kom nu!' sagde hun, og greb fat i Doríns hånd, for at nå hen til hvor tingene skete.
Hun begyndte at løbe, og det var først, da hun så dragerne, at hun tog tempoet ned. Drager havde altid skræmt hende fra vid og sans, og at se dem så tæt på, og med ryttere der helt klart ville dem ondt. Det krævede meget for at Rinne ikke vendte om, og løb den anden vej.

Der blev ikke sagt meget til Alexander, men han skød skylden på deres stress over at de snart skulle til at kæmpe. Han lod det derfor ligge, og søgte i stedet ind i sig selv, for at finde ro for kaos ville begynde. Han kunne høre fjenden nærme sig, både drager og fodfolk, men i stedet for, at få adrenalin, og panik i sindet, fandt han ved hjælp af tvang, ro, og trak vejret langsomt, mens han langsomt trak sit langsværd. Nu ville det snart falde eller stå. Sidst han havde været i en større kamp, var han blevet fældet af en kæmpe, og den kamp havde langt fra været lige så stor som denne. Men han var anderledes nu. Vinger prydede hans ryg, og frem for at gå rundt i tung rustning, var det eneste beskyttelse, han gik rundt med, armbeskyttere i metal, samt benbeskyttere i samme stål. Et rundskjold blev holdt ved lige i den skjoldmur, han var blevet en del af, men da de clashede med fjenden, faldt en mand ved siden af ham, og hans del af skjoldmuren fik et svagt punkt et kort øjeblik. Dog var der hurtigt flere, der tog mandens plads.

Alexander fik fældet en tilfældig ork, før han fik øje på det; En mand der sprang fra en drage, ned foran skjoldmuren. Han virkede ikke som de andre, men der var slet ikke rigtig nogen, der reagerede på manden, der tydeligvis var mørkets kriger. Godt nok var det dumt af den mørkets kriger, det stunt, han lige havde lavet, men Alexander kendte typen, når han så den; Denne mand var ikke dum, øjnene var i hvert fald mere intelligente end som så. Han var højst sandsynlig meget farlig, og Alexander kunne ikke bare lade manden gøre sit, uden reaktion fra nogen. Ingen i skjoldmuren kunne som sådan komme fri heller, men de andre havde så heller ikke vinger. Det havde Alexander, og nu sendte han et blik mod manden bag sig. "Overtag min plads," beordrede han, før han satte af og fløj op i luften, skidende på de farer, handlingen muligvis indebar. Heldigvis var fjenden så overrasket over hvor overilet han havde været, så de nåede ikke at gøre noget ved det, før han fik fart på, og lavede et styrtdyk ned over for den farlige mand med det lange, mørke hår (Melkor). Han landede på benene over for manden. "Jeg kan se, der ikke er nogle der har taget imod din udfordring. Lad mig være den første," kommenterede han koldt. Til at starte med var de dog lidt i en standstill, hvor de bare stod dér, overfor hinanden. Om manden ville angribe først, ville være et godt spørgsmål.

Som hun bevægede sig fremad blandt orkerne, hang Ashas blik ved dragerne, der fløj over dem. Det var pragtfulde, stærke væsner, og en del af hende ønskede selv at ride på drageryg en dag og mærke vinden i i håret. Hendes tanker blev dog hurtigt afbrudt ved synet af den faldende skikkelse fra dragen: et drabeligt fald. Hendes læber skildtes i et bredt grin - han så ud til at være ivrig efter at komme i kamp.
Det var orkerne også. Hæren var efterhånden nået så langt fremad, at de første var inden for bueskytternes rækkevidde, og den første ork faldt foran dem. Resten bragte deres skjolde op foran sig. Asha mærkede tydeligt fordelen af sin lille størrelse i forhold til de andre orker: hun ville ikke være et nemt mål at få øje på blandt de muskuløse, grønhudede skabninger.

Foran hende lyste drageilden og hun og de andre orker satte råbende i løb for at få fordel af kaoset. Synet af flammerne fra Ikaris' drage fik kampgejsten til at vokse i brystet på Asha: hun håbede på at få lejlighed til selv at sætte ild til nogen med sine egne flammer.

Blandt mængden af panikkende civilister, havde Netrish roligt fundet sin plads i det hastigt opsatte felt hospital et stykke bag kampen. Netrish havde fuldt sporet af folk hvis tid snart ville komme til Dragorn, og nu stod hun blandt lige så mange folk der stadig havde et langt liv foran sig.

I dag tjente hun de levende så vel som de døde.

Netrish forlod felt hospitalet igen, med de healede de havde nået at samle, og hastede til fronten. Der ville de kunne hjælpe de soldater der ikke ville klarer turen til felt hospitalet, og de der blot krævede let healing for at kunne vende tilbage til kampen.
Selvom dette ikke var Netrish' kamp, bar hun stadig sit sværd og brynje, i tilfældet af fjenden skulle bryde igennem deres linjer.

((Netrish står på standby som healer, hvis nogen får brug for det. I kan frit springe hende over indtil nogen antaster hende. I må også meget gerne sende mig en pm eller fange mig i c-boksen (Dragonflower) hvis i skal heales, eller hvis nogen bryder igennem for at tæve på de stakkels healere ))

Sneen havde ingen virkning på kroppen dæmonen bar. Han mærkede den; følte den gøre hans fødder isende og våde. To ting der burde gøre ham langsommere i hans bevægelser, besværget ville nogle endda påstå. Der var blot den forskel på ham og mange racer (ikke alle) at han ikke bed mærke i den - den bidende kulde. Den gjorde ham ikke ondt, som den nok burde gøre, faktisk synes han ikke at tage speciel meget notits af den. Det eneste han lod sig bide mærke af, var sneens dybde. Denne kunne være med til at skabe usikkerhed i Melkors, samt andres, fodarbejde - en vigtig ting at lade sig selv huske under kampens hede, hvis man da ikke befandt sig flere meter over sneen. Snart, viste han dog, at denne ville være trådt ganske fint ned. Lyden af tropperne bag hans ryg, frembragte det isende tandsmil til dets fulde. Han mærkede hvordan hans hjerte (et mange påstod ikke eksisterede) begyndte at pumpe højtlydt i hans venstre bryst. Det gjorde ham næsten ondt.
Lyden af sværd blivende trukket fra deres skeder sang i Melkors ører. Som han nærmede sig lysets soldater huskede han sin herres ord. Han havde godt nok budt ham velkommen, men dæmonen følte sig ikke velkommen - ikke i den grad som han ønskede det. Han vidste hans fravær havde voldt ham stor skade, specielt loyalitetsmæssigt. Han følte et stort behov for at vise hans herre, at han stadig var til at stole på; at han var den eneste han rigtigt kunne stole på. Melkor vidste scenariet han netop var i gang med at gennemleve var en yderst drastisk handling, dumdristig ville man nok påstå (med fuld forståelse, dette ville han endda selv mene hvis andre havde handlet ligedan) - men han fandt denne yderst nødvendig. For at vise sit værd, måtte han handle drastisk. Og det gjorde han så sandeligt.
Som han pludseligt fandt hans skikkelse omringet af kæmpende, ignoreret indtil videre, tog hjertebanken yderligere til. Han kneb øjnene sammen, bidende sig i sin underlæben i et forsøg på at holde en manisk glædesiver tilbage. Hænderne langs hans side arbejdede voldsomt, slående sig selv på låret i et forsøg på at holde sig selv på plads. Kortvarigt måtte han bringe den enkelte af dem op til hovedet, for at skærme for sig selv. Ilden fra Ikaris’ drage var smertende, fangende også, måtte han konstatere da han slog blikket opad som den passerede stedet hvor de mange kæmpende befandt sig. Han tog sig selv i at ryste smilende på hovedet, men fandt en underlig følelse i hans mavecenter da han slog blikket væk fra hans trofaste følgesvend. Stoltheden gnavede sig ind i ham.
Lyden af en kommando der rungede ud til bueskytterne bragte dæmonen tilbage til nutiden. Han snerrede ganske let, trak let på sig imens han lod et søgende blik glide omkring sig. Et skjold ville have gjort ham godt, men tiden til at finde dette blev ligmed nul da han hørte en stemme skære igennem krigsskrigene.
"Jeg kan se, der ikke er nogle der har taget imod din udfordring. Lad mig være den første,"
Vingerne der sad på Alexanders ryg, var dæmonen ganske genkendelige. En ubehaget grimasse gled indover Melkors ansigt, som hans øjne nåede englens. Han trak på smilebåndet, opsatte et velkendt, iskoldt smil som han bakkede et enkelt skridt bagud.
“Nårh?”
Tonen i hans tale lød ikke synderligt begejstret, men blikket i hans øjne talte for sig selv. Blodtørsten var ikke til at tage fejl af.
”Lad os håbe, at du ikke bliver den sidste,”
Stillende sig mindre akavet, lagde han et afventende, men sigende, blik imod Alexander. Han vidste endnu ikke hvad der ventede ham.

Darmir kiggede over på Guin og sagde "Okay Guin, det gør jeg så". mørkets hær kom nu stormene, hvor en flok på 4 orker kom nu imod Darmir, Han aktiveret så han Titan evne og løbe dem i møde. en økse blev svinget mod ham, han blokeret den med hans bare underarm så orkens økse splinter i stykker, og nikkede nu orken en skalle, så hans hovedskal flækkede og fald om på stedet. Darmir med blod i hovedet, tog nu hurtigt fat i en af de andre orker's hals med de bare næver klemte så til, han kunne mærke hvordan orken kæmpede for at få vejret, samtidig hoppe nu en af de andre orker op på ryggen af Darmir, han kastede nu den livløse ork han havde i hænderne efter den sidste ork der stod på sine ben, og greb fat i orken på hans ryg og svinge ham ned i jorden.

Darmir hørte nu Guin råbe "Drager!" og så en mørk drage lande ikke særlig langt fra hvor han var, han løb nu imod dragen for at hjælpe de andre.

Gloria så på den fremtykkende hær og dragerne der kun kom tættere og tættere på. Hendes blik var på fjenden og nu kun på fjenden. i baghovedet holdt hun øje med hvad der skete omkring hende og i sit stille indre lyttede hun efter ordre der blev råbt af den person der nu havde overblikket i de mange mennesker der var dukket frem på pladsen klar til kamp.
Hun løftede det elegante sværd og satte sin skjold arm i position. hun var måske bedst med buen men det betyd ikke hun var dårlig i sværdkamp tværtimod. hun havde gjort det til et princip at holde sig i form på så mange fronter som muligt. og siden hun var så hurtig og smidig som hun var havde hun også stor succes med sværdet.

Gloria så på sin modstander i de få stille sekunder når man se hinanden an før stilheden blev brudt af stormen. og kampen var igang. Hun fintende sin første modstander af og borede sit sværd i hans ryg for hun gik direkte videre til sin næste modstander. som viste sig at være mere erfaring med sværdet. Hun smilte ikke til ham faktisk var hun mere et stenansigt klar til at dræbe for sin tro.

Orker faldt til jorden af Talion pile og unge væbner blev ved med at komme og lægge nye pile til ham sådan han ikke skulle bruge dem han selv havde med, Talion vende kort hovedet da han så hvordan Ikaris på sin drage dykkede ned og nærmest skabte kaos med den ild som hendes drage spyd ud, mange vil omkomme hvis hun blev ved med det og en eller anden var nød til at stoppe de ridder som var på deres drage, hvis han kunne komme lidt tættere på hende kunne han måske ramme hende med hans pil, for lige nu vil hun nemt kunne se pilen komme da afstanden var så store imellem dem, han kiggede rundt på de mange af lysets kriger som var der for at finde en der ville kunne tag sig af den mørkelver på dragen han fik øje på Ethel " Væbner navnet på den kriger der over " Væbneren gav Talion navnet " HEY ETHEL " råbte han til hende " KAN DU IKKE TAGE DIG AF MØRKELVEREN PÅ DRAGEN INDTIL JEG KAN KOMME TÆTTER PÅ HENDE " råbte han igen da en normal samtale ikke var til at fører på grund af det kaos der var skabt.

Talion vidste han skulle handle hurtigt for at få ram på denne Ridder, han fandt et spot han mente ville være det bedste sted at være for at kunne få ram på hende, og lige ide han fik øje på det spot og nærmest skulle til at gå i position, så han en dragen som var landede nede foran frontlinjen og da han så hvordan Guin nærmest var lige foran gabet på den, kunne han ikke bare gå for han måtte hjælpe hende, han kiggede hvordan den hurtigste vej ned til hende var, han så ingen anden udvej ind at hoppe ned fra muren så det gjorde han, lige inden han ramte jorden brugte han hans vindmagi til at tag af den fart han havde.

Talion brugte igen magien til at flyve lidt op i luften hvor efter en gul pil blev lagt i hans bue, han pil der vil skabe en kæmpe lys glimt og som vil blinde en person i nogle få sekunder, og de få sekunder var det eneste han havde brug for. " GUIN LUK DINE ØJNE " Råbte han og affyrede pilen imod dragen, 1 meter fra dens øjne sprang pilen og gav det lys glimt som vil blinde den, alle og en hver ville kunne se det lys glimt men ikke blive blindet på samme måde.
Han fløj over og tog fat i Guin og hev hende 5-6 meter mere tilbage, hvor der ikke rigtig skete noget " undskyld jeg tog fat i dig Mylady, men vi er nød til at få stoppet de dragere, de ødelægger det hele fra luften af så hvis du kan holde disse orker i skak her nede måske evt slå deres leder ihjel eller bare giv mig et tegn hvis du ser personen, så skal jeg nok gør det fordi jeg har en date med en mørkelver jeg skal tag mig af først" sagde han og kiggede op imod der hvor Ikaris var. " pas på dem selv " sagde han og bukkede kort inden han løb væk fra frontlinjen igen.

I det samme som dragernes ild var startet imod dem, havde Ethedred aktiveret sin evne til at kontrollere temperaturen, dog var det kun om sig selv og de nærmeste, dem uden skjold til at beskytte dem, det var det bedste hun i givende stund kunne gøre mod dragernes farlige ild. Vurderende betragtede halvdæmonen de flyvende reptiler. Store og hurtige, men deres bevægelser synede stadigt langsomme i bevægelserne når deres halse og hale bevægede sig.
En ide begyndte at forme sig i hendes hoved, og hun havde nær sat af som en råben kort tog hendes opmærksomhed imens hun fik krænket skjoldet af ryggen og over på sin arm.
Hun spildte ikke sin energi med at svare tilbage, søgte istedet luften igennem for mørkelveren Talion måtte mene. En pil blev lagt på buen der blev støttet imod den glatte is og sendte pilen på vildspor imod dragen og dens rytter. hun fortalte kort sig elv at det var med vilje, inden hun smed bue og pil fra sig, glidende let på isen. Nej det var alt for besværligt hernede. Resolut tog den blonde kriger sit sværd og satte af med vingerne baskende efter sig. Når dragerne var så fokuseret på at bekæmpe noget så småt og let at destruere som mennesker på ben, så var det nok alligevel lettest at komme tæt på og komme dem til livs, ved at være oppe i luften med dem.
Hun bed tænderne sammen som hun satte farten op, holdende skjoldet oppe for beskyttelsen fra både drage og sortelverens grimme pile. Den frie arm løftedes til et slag. Helst så hun sig bedst til at komme om bag på dragen, at nedslagte den bagfra, men det var ikke tid til meget tænkning blot handling.

Ilden som spredte sig fra dragernes greb, bag Guin, fik hende instinktivt til at vende sig og se som ildens flammende gab distruede omkring dem og medbragte skræk og rædsel med sig. Blikket blev hurtigt vendt tilbage til dragen som hun følte den nærmest stod og grinede af hende med sit gab åbent. Talions stemme skar igennem. Hun så pilen komme flyvende og lukkede øjnene præcis som hun fik besked på. Blot for at se et skarpt lys sprede sig, der ville havde blændet hende, hvis ikke hendes øjne var nået at blive lukket.
Et forskrækket hop kom fra hende, som hun blev hevet tilbage og var næsten begyndt at slå fra sig da hun genkendte ansigtet "Er du vanvittig?!" hun kunne havde gjort meget værre end at råbe af ham! hun kunne havde været så forskrækket at hun var begyndt at slå.
Hun nikkede sammentyggende og vendte sig mod orkerne som fortsatte med at angribe frontlinjen. Hun var i løb på vej derhen, da hun føltes som hun ramte en mur. En hård sort vinge havde i forbi farten ramte hendes skjold så hårdt at det blev splintret, brækkede hendes arm i prosessen og Guin blev i fuld fart slået tilbage og ramte jorden med et smertesudbrud.
Hun fik knap vendt sig da dragen så sit snit til at lukke sit modbydelige greb rundt om hendes krop og bore de syle spidse tænder ned i hendes krop. Hun pressede sine øjne sammen som hun skreg af smerte. Alt fløj for hendes blik, som hun blev løftet fra jorden og op i luften og slynget rundt. Hun syntes at blive mere og mere søsyg og den gennemtrængende smerte førte til at hun næsten tabte sit sværd af ren udmattelse. Hun næstede at dø sådan her. Hun nægtede at lade dragen vinde. Med nyopfundet styrke og et kampskrig som rungede fra hende, hamrede hun med al kraft sit sværd ind i dragens skrigend gule øje og blev ved med at presse.
Grebet om hende blev løsnet, men taget i sværdet slap hun ikke, og hang nu frit, kun med sine armes kræft til at holde sig fast i sværdet, mens dragen hylende vred sig og slyngede med sit hovede. "DØ DIT BÆST!!"

Til sidst blev kraftet for meget og Guinevere mistede sit greb og blev slynget væk, inden hun ramte jorden hårdt og trillede afsted. Hun bed tænderne sammen, mens en gryntende lyd undslap hende. Alt svømmede. Alt gjorde ondt. Til sidst gav hendes krop op og hun gik ud som et lys. Besvimet, liggende hos andre besvimede og faldne brødre.

((Guin er besvimet, og der kommer derfor ikke flere indlæg med hende, med mindre hun bliver vækket af en healer, og selv det vil tage lang tid. Det er lovligt at flytte på Guin, men ikke tilladt at slå hende ihjel.))

Ikaris' store sorte drage virrede med hovedet, flere pile var rettet mod det store dyr og det var tydeligt, at skytterne så det nødvendigt, at nedlægge de koldblodede bæster hurtigst muligt, hvilket nok ikke var så sært. Heldigvis for dragen var dens skæl seje og stærke, der skulle meget til at gennemtrænge dem. Endnu en bølge af sort ild væltede ned imod frontlinjerne på fortet. Ikaris var begyndt at skyde tilbage mod bueskytterne, deres fordel var ikke til at overse eftersom de kunne stå og gemme sig som de kujoner de nu engang var, bag fortets brede mure og af samme årsag så Ikaris det kun nødvendigt at komme dem til livs først.
Et voldsomt lysglimt fik elveren til at knibe øjnene sammen, det var ikke kun Kaar'zals opmærksomhed der blev fanget, men også mørkelverens, hendes syn var særligt sart over for voldsomt lys, eftersom det var langt fra hvad hun var vokset op med.
Endnu en ækel pil blev rettet mod jorden og sendt afsted mod en bueskytte, der få milisekundter efter jamrende tog sig til maveregionen og sank sammen blandt de andre. Veltilfredsheden var for mørkelveren så mægtig, at et vældigt *klonk* mod hendes skulderplade var det næste der ramte hende, en pil affyret fra hvad der på afstand lignede en lysets kriger havde ramt mørkelverens rustning, der med held havde bøjet pilens retning videre væk fra elver og drage. Dette frembragte en ulmende vrede, hvis Lysets Kriger ville have det sådan, skulle hun få det.
Ikaris spændte byen og affyrede en pil imod den nærmende halvdæmon, på trods af dennes skjold. Fra dragens sadel rettede den mørke skikkelse sig, parat til at tage imod et angreb fra Ethel. Imens lod hun sin evne aktivere, enhver der så meget som overvejede at angribe Ikaris ville pludseligt finde hende væsentligt mere frystindgydende, ikke den slags frygt de fleste kendte til på slagmarken, dén slags frygt der fik fuldvoksne mænd til grædende at trykke sig ind til deres koner midt om natten og børn til at sove stift ind i deres seng.

Dorín tog en dyb indånding og måtte være ærlig overfor Rinne. "Jeg ved ikke om jeg er klar. Men skal nok gøre mit bedste for ikke at dø!" svarede han og blinkede til hende, med et halvhjertet smil. Dorín havde aldrig nogensinde været i krig før. Ikke sådan rigtig. Og det her var langt større end han nogensinde havde prøvet før.
Hans hånd låste sig fast i hendes som de nærmede sig området, og den løbende tilstand tiltalte ham ikke meget. Han havde ærlig talt ikke lyst til at komme tættere på. Specielt ikke som ilden spredte sig og næsten banede sin vej ind i selve Dragorn. Drager havde aldrig været hans kop the, og lige nu var de alt andet end tiltrækkende at komme tættere. på.

Dorín gav Rinnes hånd et glem og så over på hende? "Det skal nok gå. Jeg nægter at lade dig komme til skade." han smilede til hende, i et forsøg på at berolige hende. "Klar?"

Dorín slap hendes hånd, som en gruppe af dværge banede sig vej, kaldende på folk med jordmagi, til at følge med op igennem i en anden retning og ud til klippesidderne for at kaste sten efter de store drager som terroritiserede. "jeg finder dig bagefter!" kaldte han tilbage, som han lød med dem, og kom ud til slagmarken. En slagmark som tydeligt havde en aura af død og ødelæggelse. Dværgende kantede sig videre hen af dværgsidderne, og begyndte nu at bruge deres magi til at kaste sten efter modstanderne, både på jorden og i luften.

'Det vil jeg sætte stor pris på,' sagde hun, og drejede hovedet for at kikke på Dorín. Det var dog ikke stedet, hvor man skulle løbe rundt uden at kikke sig for, og Rinne så hurtigt frem igen.
Der var kaos i Dragorn. Stygge drager dykkede fra luften, og sendte deres ild langt ind i gaderne. Soldater og civile lå døde eller såret på gaden. Rinne bed tænderne hårdt sammen. Dette var det eneste der kom ud af krig; uskyldige folk, der var blev fanget i krydsilden, og aldrig ville de fine folk, hvis fejde der var grund til alt det her, finde en endelig vinder. Det ville fortsat gå ud over de uskyldige.
Rinne mærkede et klem om sin hånd og stoppede. Hun så på Dorín. 'Hvad skulle jeg gøre uden min trusty dværg?' sagde hun, og besvarede hans smil så godt hun kunne. Hun tog en dyb indånding og nikkede. Hun var så klar som hun kunne være.
Rinne ville ønske, at Dorín ville blive, da han løb med de andre dværge. Halvelveren havde været i kamp massevis af gange, men hun havde aldrig været i krig. I krig vidste du ikke hvem du dræbte, eller hvad de havde gjort. Selvfølgelig havde de angrebet, hvilket aldrig var godt, men nogle af dem, deres eneste synd var, at de blev kommanderet af den forkerte.
Hun havde aldrig følt sig så alene, da hun så Dorín forsvinde. Det tog dog ikke lang tid før et brøl fra en drage, fik hende til at løbe mod frontlinjen igen. Hun havde revet sin bue til sig, og havde en pil klar på strengen.
Hun havde spottet en stor klippe, der stod tæt på porten. Der ville det være nemmere at skyde folk, og være sikker på at ramme fjenden, men det gjorde hende også sårbar overfor angreb; men jo egentlig ikke meget mere, end hvis hun blev på slagmarken.
En stor drage fløj tæt på jorden, og Rinne måtte kaste sig på jorden, for ikke at blive ramt af en stor, sort hale. Skarpe sten skar i hendes håndflade, da hun skubbede sig op igen. Hun var knap kommet helt op, før hun sprintede mod klippen. Omkring hende kæmpede folk, men hun snoede sig nemt og hurtigt mellem dem. Hun skød en ork, der havde udset sig hende som sit næste bytte, før hun nåede hen til klippen.
Da hun stod oppe på den, krummede hun sig sammen, for at været det mindste mål som overhovedet muligt. Hun greb endnu en pil, og skød den afsted med øvet hånd.

Omkring Asha blev sneen trampet ned af løbende orkfødder, som hun og de andre hastigt bevægede sig mod porten til dværgeriget. Hendes klanfællers øjne lyste af lyst efter blod, og de fleste af orkerne havde trukket deres våben. Snart var dæmonen Melkor og dragerytterne ikke de eneste, der mødte Lysets Hær: gruppen af orker stødte råbende sammen med en flok af dværgenes fodsoldater, der var kommet frem for at møde dem ved porten.
Asha fangede ud af øjenkrogen synet af en rødskægget dværg i voldsom størrelse, som dog hurtigt forsvandt i retning af dragerne. Som hun kastede et kort blik op mod himlen, priste Asha sig lykkelig for, at det sorte, vingede væsner, var på deres side.

Et øjeblik stod Asha stille i kampens hede, mens små skygger begyndte at smyge sig om hendes krop. Mørkets Kriger-evnen var stadig ganske ny for hende, så hun var ikke sikker på, til hvor meget og hvor længe skjoldet ville holde, men hun følte sig tryggere med det omkring sig, nu hvor bueskytternes pile var begyndte at regne ned omkring dem.
Med økserne i hånden, gik hun til angreb på en rustningsklædt dværg, der selv bar en tung tohåndsøkse. Det føltes fantastisk endelig at befinde sig midt i kampens hede.

Manden virkede nærmest uanfægtet af, af der stod en lysets kriger, tilmed en iskold engel over for ham. Men Alexander var egentlig også ligeglad, Manden skulle neutraliseres uanset hvad, så det var med et lille, faktisk høfligt smil, at han også selv stillede sig klar til kamp, mens manden talte til ham. Han var godt nok cocky, men det undrede ikke Alexander, der godt var klar over, at der var noget anderledes og da bestemt ikke dumt over manden.
Men Alexander var også selv fornuftig, så da manden stod og ventede på hans angreb valgte han, ikke at angribe komplet offensivt. Det var dumt, for manden ventede tydeligvis på en åbning. Så han angreb. Men med forsigtighed, og samtidig sendte han manden en telepatisk besked. "Hvis du virkelig gerne vil have, at jeg byder kampen åben, så tag endelig imod det, mørkekriger," beskeden var sagt i et iskoldt, hadefuldt toneleje, som han trådte frem og stak sit sværd mod manden i et agilt, hurtigt stikangreb. Det ville være meget interessant, hvad manden kunne, men samtidig ville Alexander bare gerne have dette overstået så hurtigt som muligt.

((Jeg beklager den ringe længde af posten, Becca. Also, Rebecca og jeg flytter vores karakterer til en tomandstråd, da en 13 mands er liiidt for uoverskueligt i mit stakkels lille hoved xD))

Bjergsiderne omkring Dragorns mægtige port, var for stejle til, at den dybe sne kunne få fat. Nu dirrede de i stedet af ekkoene fra dragernes skingre hyl og brøl, der kunne få jorden til at ryste, og fra råbene og skrigende fra de dele af muren, der nu stod i flammer.

Ethelihn skubbede Ikaris’ og Melkors gøren og laden fra sig, mens hun marcherede rundt i den hurtigt opsatte lejr og råbte ordre til højre og venstre. Den ene var komplet utilregnelig, og den anden lod til at følge efter som en alt for lydig hund. Der var kun en ting, de kunne bruges til nu: lokkemad. Hendes planer, der stadig var meget løse, lød nu på at skære gennem forsvaret med en lille gruppe af soldater, så snart de var nået gennem porten. De skulle kæmpe sig vej til tronsalen og fange byens overhoved. Hvis man skulle tappe en slange for våben og rustninger, måtte man have fat i hovedet først. Selv om generalen elskede kamp, sejr og følelsen af blodsudgydende beruselse, så så hun fordelen i at få kampen overstået så hurtigt som muligt. Det formindskede skaden på forsvarsværkerne og ikke mindst de smedjer og arbejdere, de var kommet efter.
Desuden var der ingen beruselse i en sejr, når kampen aldrig havde været lige. Og de ville slaget ved Dragorn aldrig blive, så vidt hun kunne se.

Hun så op på borgmuren, hvor lysglimtende fra portalerne efter hånden var ved at dø ud. Det var ingen let opgave at holde afstanden mellem hovedstaden og de nordlige bjerge så kort. Og dragerne ville få problemer med at komme igennem. Det ville tage timer før de dukkede op. Naturligvis var alle disse ting ikke noget, hun selv havde regnet ud. Det havde hun Ikaris at takke for, hvor meget mærkelverens form for loyalitet end bekymrede hende.

Fodfolkene var efterhånden ude af lejren og fuldtalligt i gang med at mase sig mod portene, men pludselig begyndte store stenblokke at flyve gennem luften. Ethelihn kunne ikke bestemme kilden fra jorden, men det havde en af udkigsposterne tilgengæld, der netop i samme øjeblik kom rendende. Jordmagikere var begyndt at kyle store stenblokke efter dragerne. Ethelihn nikkede, vente rundt på hælen tilbage til Titania og var i luften i løbet af fem minutter og på vej mod bjergvæggene.
Nogle af dragerne blev snittet, nogle blev ramt, men mange af de mindre stedblokke blev grebet i dragernes enorme klør og slynget direkte tilbage mod borgmurerne og ikke mindst deres angribere. Ethelihn slog sig til dem og begyndte at sende lyn mod jorden, hvor magikerne stod. Det var ikke den mest holdbare løsning, for hvis noget tappede på hendes resourcer, var det trodenkiler, men ved Zaladin de kunne være destruktive.

kampen var nu for alvor begyndt, Darmir kæmpede mod orker til højre og venstre, han så også hvordan dværgenes sten artilleri ramt fjender længer bag deres front.
Darmir hørte så et bekendte stemme råbe "DØ DIT BÆST!", han kiggede over hvor stemmen kom fra, og kunne se Guin bliver slynget rundt af en drage. Han løb med det samme igennem samtlige orker, som et varm kniv igennem smør, indtil han nået frem til dragen og Guin, som nu blev kaste om jorden.

Darmir så nu rødt og løb direkte mod dragen, som prøvede at bide fat i ham og i samme sekund rullede Darmir til siden, for at undgå at blive bidt, han så nu sværdet der sad i dragens øje, og løb hen og sparkede det helt ind i dragens øje, så det forsvandt ind i dragens kranie, mens dragen udbrød et brøl og faldt hårdt til jorden, død som sten.

Darmir tog nu en dyb indånding og løb hen til Guin for at tjekke til hende "Guin, Guin, vågne op Guin", han stoppede hendes blødninger med noget stof og samlede hende op og løb tilbage mod healerne i byen, "Guin hold ud, vi skal nok klar det, jeg skal nok tage mig af dig, hold ud". Han komme til healerne og afleveret hende så hun kunne blive healet, men han blev ved hendes side imens.

Portalernes lys var begyndt at dæmpes kort tid efter ankomsten fra Lysets styrker. Dværgene, som bevogtede muren, så den sidste portal dø ud: at transportere soldater på få øjeblikke mange hundrede kilometer nordpå - en rejse, der normalt tog måneder - var meget avanceret magi, og kunne ikke opretholdes længe.
De så dog ikke ud til at være nok: dragerne fra Mørkets Hær og den skade, de forvoldte på soldaterne såvel som Dragorns mure, var det største problem, og Lysets eneste håb var nu, at den flere hundrede år gamle port til dværgeriget ville vise sig, at være stærk nok til at holde Mørket borte.

Fra en smal vinduesåbning i bjergsiden betragtede et par lettere skrå øjne kampen. Aras Ragrion var af blandet dværge- og mørkelverblod, og havde det meste af sit liv boet bag Dragorns mure. Han følte imidlertid ofte, at han ikke hørte hjemme i dværgesamfundet, og at dværgene fandt ham mindreværdig på grund af det blandede blod. I virkeligheden var det dog Aras' fascination af mørket, samt det, at han tilbedte guden Zaladin, der fik de andre dværge til at frastøde ham.
En lille gruppe af Mørkets Krigere mødte Aras ved en skjult sideindgang til Dværgeriget, hvor de i al hemmelighed blev lukket ind. Belønningen for halvdværgens forræderi ville være adskillige krystaller, samt en plads som kriger i mørkets hær.



Kampene havde varet i flere timer, og der havde været tab på begge sider. Sårede lå i skyggen af dværgenes enorme port, og endda en af dragerne var faldet. Pludselig sænkede en stilhed sig imidlertid over det sne- og blodplettede landskab, som et flag blev hejst og en gruppe af Mørkets Krigere banede sig vej gennem mængden.
Med sig havde de to af dværgethanens børn samt en af hans rådgivere - bundet på hænder og fødder.
Da vidste Thanen, at tiden var inde til at overgive sig. Dværgene var på forhånd hårdt presset, og det ville kun være et spørgsmål om tid, før dragerne brød igennem porten. Portalerne var døde, og der ville ikke komme mere hjælp fra Lyset: tiden var inde til at stoppe blodsudgydelserne.

Forhandlingerne stod på i et stykke tid. Dværgene gik med til at levere rustninger og våben til Mørkets Hær, som jævnligt ville blive fragtet til Midnatsborgen med skib for at undgå Lysets styrker. Mørket ville naturligvis betale dværgene en rimelig pris for deres tjenester. For at sikre sig, at Dragorn overholdt deres del af aftalen, blev en del af dværgene bragt med tilbage som krigsfanger: der ville ikke ske dem noget, men de ville ikke have tilladelse til at forlade borgen.
Mørkets General, Ethelihn, samt en gruppe af hendes håndlangere samt soldater fra Mørkets Hær, ville blive i Dragorn, for at overtage styringen med dværgeriget. Dværgenes Than ville også blive i Dragorn og stadig fungere som dets hersker, men mest af navn: nu var det fremover Mørket, der skulle lægge dagsordenen.

En del af styrkerne fra Lyset, der var kommet til Dragorn, blev også taget som krigsfanger og ført til Midnatsborgens fangekælder. En lille gruppe af dværge hjalp imidlertid en del af Lysets Styrker til at flygte fra Dragorn gennem en skjult tunnel, der mundede ud ved en lille landsby ved havet. Her ventede skibe, der i al hast kunne bringe dem tilbage til Hovedstaden med de dystre nyheder om Mørkets øgede magt.

Dragorn var faldet.


Dette skal ses, som en afslutning på Dragorn-tråden. Man er velkommen til efterfølgende at skrive ét indlæg med en reaktion fra sin karakter. Ønsker man at spille videre efterfølgende eller uddybe dele af kampene, kan dette gøres i nye tråde.
Afslutningen på denne tråd, vil sandsynligvis have store konsekvenser for dværgekarakter, som normalt er bosiddende i Dragorn. Man er naturligvis fri til at bestemme, om disse karakterer skal blive i Dragorn under Ethelihn eller blive taget med til Midnatsborgen. Som Lysets Kriger er man ligeledes velkommen til at lade sin karakter blive taget som fange, eller lade den undslippe.

Øjnene blev slået træt op, efter flere minutters intensiv healing. Guin åbnede endelig øjnene til en følelse af komplet smertehelvede. Hun trak vejret ustabilt og bed tænderne hårdt sammen, som hele hendes ansigt var forvredden i smerte. Healerne havde travlt med flere end hende, og da hun vidste tegn på liv, flyttede de fleste plads, efterlod en tilbage til at klare resten. Ikke at den kære dame nåede meget, som ubehagelige lyde udefra overtog alt. Guins øjne fandt hurtigt frem til meddværgen Darmir, og udtrygte forvirring og frygt. Det lød langt mere voldsomt end hun havde regnet med, specielt med forstand på murerne og portens holdbarhed. Men Lydene fortsatte, indtil Guin - på trods om råd om at blive liggene - rejste sig og så lige i tids nok thanen, hendes kære bedstefar, overgive sig til mørkets krafter.

Med en blanding af smerte og følelsen af at være blevet overvundet, blev hendes kæbe presset hårdt sammen, som tårerne meldte sig. Med sin arm beskyttende om den anden, rejste hun sig rank og gik haltene, men i overraskende hurtigt tempo ud af teltet. "Vi skal væk.. vi skal have samlet så mange så muligt, uden at vække opsigt." Hun talte til dem omkring sig. Hun vidste hvad hun måtte gøre. Hun måtte væk. Enten ville hun blive fange i borgen, eller i bjerget. Ingen frihed lå for hvis hun blev. Gennem skjulte, hidtil ukendte gange for andre end dværgets folk, førte del igennem smalle passager, indtil de kom ud til en øde plet på den anden side af bjerget. Guins eneste oppakning var en taske hun lige knap kunne bære, med forsyninger af forbindinger og andet, som hun vidste blev nødvendige. Både til hende selv og andre. Hun blødte fortsat, men forsøgte både at skjule og ignorere det. Dragorn var faldet. Eneste mål for dværgekvinden var nu at tage det tilbage igen. Og nedslagte hver evig eneste af mørkets krigere på sin vej.

//Out

((det ligger folk frit for om de er fulgt med Guin ud af bjerget, gennem den skjulte rute))

Etheldred havde nærmest fortrudt at hun havde angrebet Ikaris i det samme øjeblik frygten angreb hende. Urationel, og dog alligevel ikke. Hun havde skiftet postur, men var blevet fanget under en af den langt større drages vinger, hvor vinden havde presset hende ind mod kløerne. En klo havde nærmest sparket hende ind imod dragens mund mens hun ahvde forsøgt at forsvare sig med sværd og sin Lysets Magi.
Hun bemærkede ikke hvad der skete i tiden neden under dem, havde blot fokuseret på dragen med rytteren mens hun forsøgte selv at overleve. Det var nærmest en selvmordsmission hun havde sendt sig selv ud i, og det værste var at hun var pinligt klar over det. Flere gange havde dragens hidsige ild været ved at gøre hende til en levende ildkugle, lige så mange gange lykkedes det hende på mirakuløst at komme forbi, stadig forsøgende at skade dragen.
Hun havde ikke set de store kæber før de havde lukket sig om den ene af hendes vinger. Et skrig af smerte havde forladt hende mens hendes fokus pludselig havde været på at frigøre sig selv.
Endelig havde dyret givet slip og hun havde styrtet dinglende ned imod den kolde hårde jord. Landende forkert så hun endte med flere skader. Hvor lang tid hun lå der vidste hun ikke, hun kunne dog fornemme en båre der blev at under hende, idet nogle healere forsøgte at hive hende hen til teltene hvor healerne arbejdede på højtryk. Det var kun kommet til en healing af en brækket fod og et par småskrammer idet der lød et sejrsbrøl og lyden af kamp snart stoppede. Hvad skete der? Nogen hviskede om at Dragorn havde overgivet sign.

Den blodne kriger så forvirret rundt. Det kunne ikke passe, hun havde gjort sit yderste, og dog.. Alligevel. Hun hev en healer hen til sig, forlangte at komme ud, hvilket hun da også tøvende blev hjulpet, som en gruppe krigeren invaderede teltet. Hun bed tænderne sammen og forsøgte videre selv.
Ikke om hun ville ydmyge endnu mere ved at blive taget til fange.

Langt kom den stædige kvinde dog ikke, idet et brækket skinneben og et kraftigt forstuvet håndled var i vejen for hende. Med kraftigt sammmenbidte tænder forsøgte hun at kravle uset frem trods de voldsomme smerter
En skygge gled over hende cirklede lidt og fik hende tila t kigge anspændt op imod himmelen.
Stor var hendes lettelse da hun kort tid efter genkendte Constantin på hans drage. Han landede kort fra hende, fik hende tavst hjulpet op, faktisk løftede han hende da det gik op for ham at hun ikke kunne gå ordentligt selv.
En voldsom og temmeligt uvillig rødmen overtog kort hendes kinder inden hun landede oppe på dragen. Følelsen af en drage uner sig var temmelig uvandt for Etheldred. Der var dog ikke tid til at vænne sig til den, for det næste øjeblik var dragen igen oppe i luften. Denne gang med både hende og Constantins stærke arme holdende hende oppe, beskyttende hende fra at glide ned af den skællede ryg.

Det ville blive en lang tur hjem til hovedstaden. Det var lige så sikkert som at hun havde svært ved at se nederlaget i øjnene.

// out