Kravenoh vidste han ikke bare kunne stå der hvor han stod i alt evighed, så måske han skulle gøre det uventet det som ingen vil regne med han gjorde, mange af folkene som var til stede til ballet var samlet ved bordet nu for at drikke og spise, Kravenoh kiggede blot rundt på dem inden han gik frem for fra hans skjul og så over på Toorah og krigeren der stod og snakkede, han gik rolig et par skridt imod dem og havde en helt afslappede holdning. " ser man det er det ikke Toorah Nattefrost leden over alle leder hende selv som har befundet sig hen til sådan et fint bal som dette, hvor føler jeg mig heldig...nej beæret." sagde han på hans helt egen arrogante måde.
Om hun overhovedet vil reagere på at han snakkede til hende eller blot at han var der, vidste han ikke for dette var jo ikke et sted man skulle lave ballade jo, så hvis han kende hende ret så vil hun blot fører en ord krig med ham, eller blot lade som om han ikke var der.
Kravenoh gik et par skridt tættere på, han lænede sig op af sig op af væggen som var tæt på der hvor de stod, " det er da langtid siden sidst vi sådan rigtig har snakket, deres elverlige højhed måske vi tog skulle tag en sladre for en sludre ".
om dette var et klogt valg at opsøge Toorah vidste han ikke, men han vidste også at hun nok ikke havde regnet med at se ham her og især ikke nu.

Sin'thya holdt øje med elverlederen ud af øjenkrogen, imens hun sad ved bordet. Hun havde hørt ganske lidt om Toorah Nattefrost, der efter sigende skulle være lidt af en personlighed, og hun tiltrak sig da også meget opmærksomhed med sin beklædning, som man ikke kunne undgå at lægge mærke til imellem de andre festgæster.
Hendes opmærksomhed vendtes igen mod dværgen ved bordet, imens hun nippede til sit vinglas, og hun brød ind, da han snakkede om at være på slagmarken: "Har De nogen spændende krigshistorier at dele med selskabet?" purgte hun med et let smil på de fyldige læber. Det var altid interessant at høre historier fra folk, der kom rundt omkring i landet.

Kvinden med elvertræk ved bordet lod til at være langt mindre forfinet, end selskabets andre elvere. Dette fik automatisk Sin'thya til at slappe en del mere af: de til tider meget snobbede skovelvere fik hende ofte til at føle sig nervøs.

Etheldred holdt kort øje som tjeneren hastigt adlød og smuttede afsted for at afgive forespørgelsen. Nu var det bare ventetiden med den åh så almægtige elverleder. Hun holdt vejret let for ikke at komme til at sukke tungt og dermed udvise stor uhøflighed overfor gæsten.
Hun selv var på vagt og hun skulle ikke glemme sin opgave, hvilket hun da heller ikke gjorde.
" Hendes Majestæt har i samarbejde med den øverstbefalende kommandører, sørget for ekstra bemanding, samt har træningen også været mere skarp siden sidste.. Uheld.. "
Svarede hun dæmpet, sikker på at elverens skarpe sanser uanset hvad sagtens ville kunne høre hvad hun sagde. Den blonde kvinde var varsom med hvor meget info hun gav ud og hvor højt hun talte, i tilfælde af at skyggen hun stadig kunne ane, skulle vise sig at være en spion.
Det lod også til at have fanget Toorahs opmærksomhed idet kvinden lod til at være diskret spejdene rundt i lokalet. Hun kunne vel sagtens fornemme at Ethel havde fået sig noget for øje, men ikke helt selv kunne findet ud af hvilket.
" Så ja, jeg vil mene den er så skarp den kan være uden at skræmme folk og menig mand fra at komme til festlighederne. "
Nogle folk havde en tendens til at føle sig skræmte af enhver form for authoritet, især når der var alt for mange samlet på et sted, hun var sikker på at dronningen også havde haft det i hovedet da hun planlagde festen.
Hun undlod at svare det andet spørgsmål, besvarede blot det rødøjede blik med et skarpt blik fra hendes utroligt lyse gråblå øjne, inden blikket igen blev sendt over imod skyggen da den begyndte at sætte i bevægelse. Selv satte hun i et par lange skridt over imod den, idet skyggen trådte frem og viste sig selv. En sortelver.
Uden at tænke videre over det greb hun om sit sværd, dog uden at trække det, med tankerne fuldt på den infiltration der havde været fra Mørket det sidste års tid, hun havde efter den infiltration været utroligt suspekt overfor enhver sortelver, halvblod eller fuldblod.
Og nu stod der minsandten en her midt i alle festlighederne, og han lod efter alt at dømme til at kende Toorah, men hans tone og føring af ordene tydede på at han ikke havde det bedste forhold til elverlederen, hvilket blot lod den bevingede kriger mere suspekt, som hun halvvejs steppede ind foran Toorah, selvom elverkvinden dog nok sagtens kunne forsvare sig selv. En enkelt vinge, den med det knapt synlige ar, blev spredt en anelse. Både som en tegn til ham om at hun var på vagt, men også et tegn til de andre nærstående vagter, krigere og riddere, til at være ekstra på vagt. Det ville bestemt ikke være godt for Krystalpaladet eller Dronningens omdømme hvis endnu en ilfiltration var sket, eller endnu en dødsulykke var på vej.

Venus trådte noget besværet ud ad den hestevogn, som hun havde delt med sin arbejdsgive, hvorefter selvsamme herre fulgte efter hende ned ad trinene med selv samme besvær. Den slanke og en anelse feminine mand gav hende et blændende tandsmil og vippede sin arm op i en inviterende gestus, før hun tog den og de sammen bevægede sig mod paladsets meget velbevogtede indgang.
Normalt var Venus ikke ligefrem frygtsom - det samme kunne man ikke sige om manden ved hendes side, hvilket kunne mærkes på det lille klem, han gav hendes arm -, men man skulle være dum for ikke at føle sig en smule intimideret af de store væsner. Hun så op på dem med store grønne øjne og måtte minde sig selv om, at hendes kæbe var faldet et par centimeter. Allerhelst ville hun gerne blive og tale med rytterne, nysgerrig som hun var, men de var på arbejde, og det var hun også selv, selv om det i kun var i princippet.
Med dragerne udenfor kom det ikke som nogen overraskelse, at sikkerheden også var blevet skærpet indendøre, men nu var der jo grænser for, hvor meget hun kunne skjule under sin temmeligt tætsiddende, hvide kjole. Det samme gjaldt Cornelius. Efter to tjenere havde taget imod deres overtøj, skrædderens guldbroderede, forede frakke og Venus' kåbe bestående af et meget bredt, hvidt sjal med hvide pelskanter, kom de hurtigt forbi soldaterne med en smule hyggelig småsnak og et par ønsker om et godt nytår. Før de to trådte ind i balsalen, tørrede Venus spidserne af sin lange, hvide kjole, som var endnu længere bag til, og enderne på det meget lange, men smalle pelssjal, der gled efter hende.
"Der er Lady Elinora. Jeg håber at kunne overbise hende om at købe den kjole, hun så på forleden. Den dame er ikke det mest beslutsomme væsen på denne jord. Vi ses senere. Gå ind og få dig noget at spise. Det lader til, at folk vil være samlet der et stykke tid." Han blinkede indforstået og meget overdrevent. Det var trods alt meningen, hun skulle falde i snak med potentielle kunder.
"Det gør jeg. Held og lykke." Hun smilede opmuntrende. Cornelis gav hende et hurtigt håndkys og forduftede så i retning af den tidligere nævnte lady. Venus hørte ham udbryde 'Lady Elinora! Hvor dejligt at se dem her i aften,' med elegant entusiasme, hvorefter han sikkert fortsatte med en høflig kompliment af hendes påklædning.

Den rødhårede krystalisianer begyndte at gå i den modsatte retning mod spisesalen med sine gevandter glidende efter sig og et beundrende blik rettet mod loftet og de lysende krystaller. *De pynter da også flottere op for hver fest, der løber af stablen.*

Omgivelserne havde slugt Morgoth fuldkommen. Hans skikkelse var hverken fangende eller blot det mindste sigende - ikke med de personer, som stod ham ganske, ganske nær. Elverfolket var indbegrebet af skønhed, ganske sandt, dog fandtes der heller ikke et folkefærd som bar samme pompøse (almindelige dødelige ville bære deres beklædninger, og ligne komplette idioter) udseende som dem. Trods han bar samme ”skikkelse” som dem, var han og dem overhovedet ikke til at sammenligne med. Trods hans pludselige raceskift, kunne og ville Morgoth aldrig beskrives som værende smuk - dæmonauraen ville for altid ligge som et tykt, uigennembrydeligt lag over ham. Sensualiteten, den her næsten irriterende glød, slikkede sig omkring ham som en blid, blid flamme. Og som ilden, tiltrækkes øjnene altid til at se imod hans retning - nogle ville blive draget mere end andre; nogle ville slet ikke ænse ham. Slet ikke denne dag, hvor han var omringet af elverfolket.
Toorah havde været ham en fantastisk vært - han stod hende i større gæld, end han kunne klare at tænke på. Husly, opfyldt til det yderste, var blevet givet ham (han var endnu usikker på, hvordan dette nogensinde kunne være blevet udleveret til ham omkostningsfrit) - og han følte sig mættet, på alle tænkelige måder, mere end han havde gjort i årevis. Han mindedes stadig kortvarigt sengen han havde sovet i denne morgen; følelsen af den enorme dynpude fremkaldte en trækning ved en enkelte af hans to mundviger.
Antydningen af et smil var til at finde på halvdæmonens læber, da han mærkede en hånd imod hans skuldre. Hans øjne lagde sig kortvarigt imod et par blide øjne, båret af en elver, der nikkede væk fra deres tætte, lille gruppe. Smilet blegnede fra Morgoths læber, da han fulgte hans sidekammerats blik, seende Toorah forlade hendes følge. Han rynkede brynene, huskede deres forhenværende samtale, omhandlende dagens begivenhed: Midvinterballet.

"De ønsker ligefrem at deltage i Vinterballet?"
”Jeg ved det er tåbeligt, men - jeg bliver nød til at være der,”
"Jeg skal ikke stå i vejen for Dem, men hvis De ønsker at følges med mit folk, bliver det som en af os. Alt andet ville ødelægge mine forhandlinger!"

Og ’en af dem’ var han i sandhed blevet - eller så godt som. Han løftede den enkelte af sine hænder, placerende den imod hånden der fortsat hvilede imod hans skuldreblad. Sendende et sigende blik rundt til elverne der omringede hans skikkelse, som en lille, lydløs afsked, adskilte han sig fra dem. Dermed blottende sig selv fuldkommen, præsenterede han sig selv og hans beklædning til aftenen bal. Kimonen bar han med en elegance næsten lig elvernes; farverne i dens materiale var meget nær nattehimlen, der spejlede sig i et havs vandoverflade. Den, kimonoen, komplimenterede de ibenholtsfarvede hår, og de lige så mørke øjne, samt den næsten snehvide hud. Han ville næsten have snydt sig selv for at have været en elver, hvis det ikke var for øjnene; hvis man så godt nok efter, så så man det. Flammen.
Som Morgoth vandrede fremad, slog det ham: han anede ikke hvor han skulle starte med at lede. Selvfølgelig var halvdæmonen ikke dukket op ubegrundet - dette måtte være indlysende for enhver. Selv udefrakommende, personer der ikke kendte eller genkendte ham, ville kunne se på ham, at han søgte noget. De sorte øjne granskede gulvet og dem der betrådte det, søgte og søgte jo længere han kom ud på midten af det. Han strakte sin hals, kneb øjnene sammen, imens han lod hans skarpe blik falde på hvem der end kom hans blik forbi. Men Hun var ikke til at se - en tanke han skulle til at anerkende, til han fornemmede en bevægelse nær sig. Som han skulle til at træde ind i en større folkemængde, så han hende træde ud på midten af gulvet, ud i det store tomrum.
Hvis hans kæbe kunne brække af bare måben, ville den.
Morgoths øjne stirrede imod Venus, en intensitet så stor havde nogen næppe nogensinde set, håbende på at hendes blik måtte fange hans. Da han fornemmede, at kontakten ikke ville dannes på denne måde, trådte han fremad foran hende. Bevægende sig bagud, for ikke at fremkalde en voldsom kolidering imellem dem, fulgte han hendes bevægelse. Hans hænder søgte forsigtigt hendes, imens han fortsat bevægede sig - dog svagt bremsende deres vandren.
Han tiltede sit hoved ganske let på skrå, da han udtalte ordet: ”Hej,”
Ildens flammer var kun varmere, end hans ord.

Darmir grinede letter til Rinne og sagde "Festen er hvad man gør den til, min pige". Han fuldt så sit krus op igen med den gode mjød og sagde så "Jeg har boet på slottet siden jeg kom i træning som lysets kriger da jeg var 18 år, men kommer ellers fra en mindre dværge byen i udkanten af Tusmørkely" . Darmir blev nu opmærksom på den skønne kvinde, der nu var begyndt at snakke til ham. "når så du ville høre en krigs historie unge dame?, måske om historien om Baanhur ihhad og hans 12 blodtrøstig kriger eller den om trolden Kruuk og hans 2 store jernbjørne (er kaldt jernbjørne da deres skin/pels er stærker end jern) eller hvad de noget andet i tankerne?". Darmir rettede sig så i stolen og tog en stor slurk mjød.

Toorah hævede et øjenbryn ganske langsomt, selvom vagten ganske fint skjulte sit suk, skulle der mere til at narre den århundrede gamle leder. Hun havde set igennem sin del af facader, og denne var ikke ny for hende. Dete brnævnte hun dog ikke, det kom ikke bag på hende, at vagten var utålmodig, de færreste brød sig om at være alene med Toorah længere tid af gangen.
En velkendt stemme fik kort et lille triumferende smil frem på Toorahs læber, inden hun langsomt vendte omkring på trappen og lod blikket glide ned på Kravenoh, åh, han havde lige lavet sit livs fejl og han vidste det ikke engang,
"Det burde De være, det er ikke normal for afskum som Dem at være i så fint selskab!"
Ethel havde været ganske hurtig og stod nu beskyttende mellem elverlederen og sortelveren, flere i salen kune tydeligvis mærke, at der var optræk til noget. Toorah tiltede inteeseret hovedet til den ene side, så kneb hun øjnne en kende sammen, mens hun roligt foldede hænderne foran maven.
"Jeg må dog pointere én ting..." Toorah lænede hovedet en kende tilbage, inden hun løftede den ene arm. "Det var dog utroligt, selv for Dem, at gå bevæbnet til bal, syntes De ikke?" Toorahs kontrol over metal slog sjældent fejl og hun kendte efterhånden Kravenoh oh hans små finurlige tricks, hun havde selv fjernet en af hans nåle fra hendes folk, dette skulle han ikke have lov til igen. I et hurtigt træk hev Toorah i nålene Kravenoh havde på sig, der var flere udfald af dette. Eftersom nålene var syet fast ville hun enten trække ham med, rive syningerne op eller hvis han prøvede at teleportere, ville nålene blive hængende i luften i det eksakte mønster han havde forladt dem

[Jeg ville gerne skrive mere, men eftersom vi efterhånden er ret mange i tråden holder jeg det lige kort, så alle kan overskue det 8D]

Rinne lænede sig frem i stolen og lyttede til Darmir. Hun havde snuppet en kniv fra et af bordene med mad, og drejede den fraværende rundt i hænderne. Det så imponerende ud, men kniven var så sløv, at den næppe kunne skære i noget hårdere end smør. 'Mester dværg, det lyder til at du har levet et begivenhedsrigs liv, ude på slagmarken med de andre fra lysets hær.' Hun kikkede på kvinden med et skævt smil. 'Hvis De vil høre om en rigtig krig, ikke en der opstår fordi to adelige har for meget tid og penge, men når de rige tror de kan trampe på folk som dig og mig, ja, så skal du komme til mig.' Hun blinkede til kvinden og satte sig tilbage. Det gik op for Rinne at hun overhovedet ikke kendte hendes navn. Hvis hun skulle flirte med en eller anden i aften, og valget stod mellem kvinden og dværgen, så ville Rinne helt klart vælge kvinden. Hun var sikker på at hende og Darmir havde meget tilfælles, god mjød og krigshistorier, (plus hun elskede virkelig hans tatoveringer) men i sidste ende ville hun hellere havne hjemme hos den smukke kvinde, end sammen med en dværg der lugtede af mjød.
'Jeg fangede ikke Deres navn,' sagde hun let, og lænede sig tilbage. Hendes blik var stadig på kvinden.

Kravenoh skulle blot til at fyrre en af hans latterlige provokerende kommentar af ide han mærke nålene på hans hud blive flået ud af ham, hvis man kiggede på hans øjne ide de blev hevet ud vil man kunne se at det gjord ondt, men han havde ikke tænkt sig at gi lyd fra sig når Toorah stod der, han kunne dog mærke hvordan hans blod begynde at løbe ned af kroppen på ham.
Han bed smerten i sig og kiggede blot irriteret på Toorah over at hun havde fjernet hans eneste våben , som han havde kunne smule med ind.
" din forban........" mumlede han, inden han tog sig sammen til at kommentere hendes spørgsmål eller hvad det nu var.
" fine selvskaber er lige mig, især når det er mulighed for at de dukker op ".
Han kiggede over på Ethel der havde stillet sig nærmeste imellem de to, han nikkede over imod Ethel og kiggede på Toorah " er det dit nye kæledyr, eller mener den blot at det er værd at beskytte dem fra mig," sagde han smilende.

" altså ser du jeg kommer ikke her for at lave ballade, blot for at håbe at se dig Toorah og måske komme med et tilbud til dig, så måske du og jeg kunne satte os ned og snakke ansigt til ansigt, for hvem gider også at lave ballade på sådan en smuk dag som denne " sagde han med et udfordrende blik til hende.

Sin'thya var for nu ganske uvidende om, hvad der foregik mellem elverlederen og sortelveren i den anden ende af rummet, men da hendes blik for et kort øjeblik hvilede på dem, gik der et lille sæt igennem hende. Hun var ganske sikker på, at sortelveren tidligere havde haft sin gang på Toropolis Isla, og hun løftede med det samme glasset op foran sit ansigt - nærmest i et forsøg på at skjule sig lidt. Ikke, at hun regnede med, at blive genkendt: det var de færreste, der ville huske udseendet på en tilfældig pige fra øens bordelhus.

Hun forsøgte at berolige sig selv lidt, og vendte i stedet opmærksomheden mod dværgen ved bordet. Egentlig havde hun jo ikke grund til at frygte de tidligere bandemedlemmer: der var næppe nogen, der ville komme efter hende, fordi hun havde forladt øen.
"Jernbjørne?" Svarede hun dværgen med en mild latter. "Det lyder som noget af en historie. Man skulle jo næsten tro, at det blot var noget, De sad og fandt på."Hendes blik rettedes mod halvelveren ved bordet, der nu også havde henvendt sig til hende. En let nysgerrighed var vakt, for det lod også til at denne kvinde havde interessante historier at byde på.
"Det vil jeg bestemt tage til overvejelse." svarede hun og blinkede let tilbage til halvelveren. "Mit navn er Sin'thya. Jeg er selv opvokset i Tusmørkely." Sagde hun med et lille blik på dværgen. Hun brød sig egentlig ikke om at tale om sin barndom, men det var alligevel rart at støde på folk, der stammede fra hjemlige kanter.

Hele Etheldreds fokus var sat på sortelveren. Siden det havde vist sig at den sortelver der havde været iblandt Lysets krigere, faktisk tilhørte mørket havde hun følt at hun skulle være mere opmærksom på det mørkhudede folk, selvom det jo ikke kun var sortelvere der var tilhængere af mørket, hvilket hun udenmærket vidste.
Vingen gled langsomt på plads igen, gav et mindre spjæt fra sig inden den var tilbage i rette positur.
De lyse øjne gled betragtende imellem de to. Efter Toorahs stemme at dømme var sortelveren ikke ligefrem et kærtkomment syn. Dette undrede hende dog ikke, skovelverne havde altid været påpasselige og hadske overfor dette folk, hvert fald af hvad den blonde kriger havde fået fortalt som barn.
Nålene der dukkede frem fra under hans tøj overraskede hende dog, mildest talt. Folk ville da gå langt for deres åben i disse dage, at vagterne nede ved porten ikke havde bemærket noget tydede på at de enten var begyndt at blive sløsede med visiteringen, eller at sortelveren blot var ganske glimrende skuespiller.
Hun ignorerede prompte hans provokering omkring hvorvidt hun var elverlederens kæledyr; hun havde oplevet langt værre provokationer, både af fjender men så sandelig også af sin mand, der vraltede rundt et eller andet sted nede iblandt gæsterne og mæskede sig i den fede mad mens han selv gjorde sit for at holde venskaber og arbejdskontrakter ved lige såvel som at skabe nye arbejdsforbindelser.
Hun lod ham om det, ikke at hun ville ned til ham.
Ikke i dag.
Hendes ægteskab var mildest talt ikke lykkeligt, på trods af de facader de rettede imod folk til begivenheder som dette.

Hun rystede mentalt tanken fra sig og fokuserede endnu engang vurderende på de to. En hånd, den hånd der ikke havde holdt om fæstet på sværdet, lukkede sig op imod Toorah. " Vil De kunne uskadeliggøre disse nåle? Hvis ikke vil jeg være nødsaget til at overtage nålene så portvagterne kan få dem. De... " Hun vendte blikket imod sortelveren.
" Vil kunne få disse nåle igen når de forlader selskabet, og ikke et sekund før. "
Hun sendte ham et advarende blik, ingen skulle komme ind og spille karl smarte overfor hende, især ikke på denne måde. At portvagterne havde sløset med deres arbejde valgte hun dog ikke at kommentere, men de skulle nok komme til at høre for det senere, når ballet var ovre.

Hun var stadig lettere anspændt. Fok måtte godt komme op på balkonen, det var der intet galt i, men hvis de tog ind i rummene bagved var der straks ballade, muligheden for et attentat på dronningen var stor, især i disse tider hvor krigen var brudt ud.. Igen.
Som om folket ikke allerede havde set nok hunger, angst og fattigdom.
For nu, valgte den platinblonde kriger dog blot at holde skarpt øje med de to og deres opførsel. Skulle der blive optræk til ballade ville hun uden tøven henvise dem til at tage disse skavanker andre steder hen.

De grønne øjne hoppede fra krystal til krystal, mens den rødhårede kvinde begav sig mod spisesalen. Det var ikke det værste sted at blive sendt hen som det først, for hun var trods alt lidt sulten, men det var ikke der, hendes tanker lå. Lettere distraheret af lysene og farverne opfangede hun mangel på samme, en sort plet, ud ad øjenkrogen kun lige før, det var for sent. Venus standsede halvt op for ikke at støde ind i manden.
"Undskyld, jeg så mig ikke for," sagde hun. Ordvalget var påtaget, men undskyldningen var ikke.
"Det gør intet, frøken, ingen skade sket," kom det venlige svar efterfulgt af et høfligt nik, og så forsvandt herren bag hende igen. Venus så efter ham. Hans hår var begsort. *Lidt for optimistisk, er du ikke?* Hun sukkede næsten lydløst, mens hendes smil falmede en smule.
I samme øjeblik mærkede hun noget røre ved hendes hånd, nogen holde om den. Det gav et spjæt i hendes fingre. Hendes første instinkt var at trække dem til sig, og hvis det ikke have været for den stemme, hun hørte, ville hun også have gjort det. Venus vendte hovedet så hurtigt, at nålene, der holdt hendes lange, røde lokker på plads, næsten mistede grebet. Med et genoplyst smil, der nåede optil øjnene vendte hun blikket med Morgoth for at få øjenkontakt. Hun var nødt til at stoppe sig selv far at give ham et kys. I stedet trådte hun ham et skridt nærmere og, meget forsigtigt for ikke at vikle ærmer og pelssjaler ind i hinanden, omfavnede ham. Dernæst gav hun slip og lod hånden glide ned til hans.
"Hej..."

Inde i spisesalen, Venus' oprindelige destination, foregik der noget omkring forsamlingen af elvere, der ikke ville hue krystalisianeren meget. Så meget desto bedre, at hun ikke kunne hverken høre eller se noget, fra hvor hun stod. Men havde hun set Kravenoh, var hun vendt om på hælen. Det var muligt, hun aldrig havde mødt den lettere krigeriske elver, men hans ansigt - og dem tilhørende resten af hans bande -, havde hun gjort sig umage for at huske, som hun havde set dem på plakaterne med eftersøgte. Lige meget om RT's tidligere bandeleder var død eller ej, så brød hun sig ikke om at have hans håndlangere i nærheden.

Som hendes fingre omfavnede hans hånd, var hans inderste følelser næsten ukontrollerbare. Det faktum, at han ikke kunne eliminere afstanden imellem deres to skikkelser til, at den var ikke-eksisterende pinte ham. Han ønskede noget så inderligt at dette var muligt, men for hans eget - og hendes - bedste, undlod han at gøre andet end blot at placere et enkelt kys på hendes kind. Han kunne have holdt dette i lang, lang tid.
"Du er smuk,"
Hans stemme var ganske rolig, da han talte til Venus - 'lavmælt' ville man nok have brugt om hans tonefald. Hans øjne virrede, kunne ikke koncentere sig om de blot skulle fokusere på hendes ene eller det andet øje. Morgoth rettede sig op fra sin noget sammenkrympede skikkelse, ladende hans øjne forlade hendes for en stund, for at kaste blikket omkring dem. Han havde førhen godt spottet Toorahs placering i lokalet; set hvem der havde opholdt sig nær hendes skikkelse, og dette havde ikke glædet ham. Kravenoh havde for halvdæmonen altid været noget der kunne beskrives som værende et problem - eller altid personen der skabte det. Han emmede af ballade, og var en fantastisk skaber af dette. Dagens begivenhed skulle ikke undre ham, at det var en undtagelse for mørkelveren (han kunne blive overrasket, glædeligt måske?) men ikke desto mindre, var det ikke dét der fik Morgoth til at ønske at trække sig så langt fra hans skikkelse, som overhovedet muligt. Genkendelse var fortsat en af halvdæmonens nuværende ting der fik ham til at trække lidt nervøst på sig.
"Jeg er glad for at se dig,"
Han vendte til sidst øjnene tilbage imod mennesket, smilende hans umærkelige smil. Ganske let flettede han fingrene ind i den enkelte af Venus' hænder, placerende den på hans brystkasse.
"Jeg fornemmer du også er glad for at se mig, hm?"

Darmir slog sit hand hård ned i bordet, da han hørte hvad Rinne sagde om krigen mellem lyset og mørket. han sagde så med stolthed og en vis vrede "det er ikke en krig om penge og tidsspild, men en krig om det gode og det onde, og hvor våger du at snakke sådan om krigen hvor flere af min kammerater er død for at holde dig sikker fra mørkets hær". Darmir havde rejst sig op med begge hænder stadig plantet i bordet mens han kiggede på Rinne.

Han tog så en dyb indånding og satte sig ned igen hvorefter han tog en tår mjød. han vendt sig så til Sin'thya so svare "Jernbjørnen er skam virkelig frøken, se bare her" han drejede sig og løftede armen så man kunne se 4 ar rifter fra en kæmpe klo," og det var da hyggeligt at møde en fra samme hjemegn her".

Darmir kiggede så tilbage på Rinne og sagde "du må undskylde mit udbrud, men de forstå sikkert hvorfor jeg blev så sur".

De mange metalnåle svævede kort i luften, inden de i en bevægelse, der var så hurtig, at øjet ville have svært ved at følge med, krampede sig sammen til en hård metalkugle, nøje med alle nålespidserne pakket indad, så ingen kunne stikke sig. Derefter dumpede den runde genstand ugideligt ned i hånden på Lysets Kriger, som holdt sin hånd frem mod elverlederen.
Toorah hævede et øjenbryn, synderligt ikke imponeret over niveauet af sikkerhed der havde været tale om til festen, men nu var det også let for en som hende at sige, hun kendte trods alt snart alt til Kravenoh, der var at kende. Dette blev dog ikke nævnt højt, i stedet blev de røde pupiller vendt mod mørkelveren i en næsten ugidelig bevægelse.
"Nålene er ikke til at udkadeliggøre, hvis jeg var Dem ville jeg destruere dem. De er lavet til at lamme folk, jeg ved dette bedre end mange andre!"
Toorah holdt en kort kunstpause, det var tydeligvis ikke Kravenoh hun havde henvendt sig til, men krigeren hun førhen havde tildelt opmærksomhed. Der gik upassende længe, for mange ville der opstå en pinlig tavshed, men sagen var, at Toorah vitterligt besluttede, om hun gad spilde så meget som et sekund på den mørkhudede race foran hende.
"Det eneste tidspunkt jeg vil nedværdige mig til at være i ansigtshøjde med så simpelt og parasitlignende væsen som dig, vil være den dag det ligger afskåret på et sølvfad, mørkhud!"
På trods af at det var noget af en trussel elverlederen kom med, lød hun overraskende diplomatisk i sin sætning, i en rolig bevægelse foldede hun hænderne foran og skævede kort udover balsalen, sendende et kort men hårdt blik imod den gæst hun nu engang havde medbragt, der tilsyneladende brød sig yderst godt om at mænge sig med menneskene, en ting der kunne ødelægge ry og rygte for enhver elver.
"Men nu da du har været så kvik at møde op sådan et sted som dette, går jeg ud fra, at det er for at overgive dig til Lysets krigere, som forhåbentlig har i sinde at gøre noget ved en forbryder der tillader sig at kidnappe uskyldige elverkvinder?"
Igen var tonefaldet overraskende ligegyldigt, men denne gang gled blikket over på Ethel med et udtryk, der ikke var til at tage fejl af.
"Eller er det noget som i tolererer her i Hovedstaden?"

Rinne spjættede da Darmir slog i bordet. Hun lyttede til, hvad han sagde med et løftet øjenbryn, og da han endelig var færdig, sagde hun med en lettere kølig stemme: 'Mester Dværg, jeg mener bare, at der er bedre ting at bruge tid og penge på, end krig. Hvornår har du sidst gået en tur i Hovedstaden? Det stolte hovedsæde for Lysets dronning. Har du set hvor mange flygtninge der er i gaderne? Hvor mange der sulter, hvor mange der må arbejde sig selv ihjel for at få mad på bordet. Og imens er der en krig, der går over deres hoveder. Jeg siger ikke, at det kun er lysets dronning. Den mørke side burde trække deres eget hoved ud af røven. Men det er der ingen der gør, og uskyldige mennesker bliver fanget i krydsilden. Og undskyldningen er modtaget.' Hun tog en slurk af sin mjød, og var ved at få den galt i halsen. Ud af øjenkrogen havde hun set noget rødt hår. Og Rinne kendte ejermanden. Om end ejermanden havde ændret sig en del, siden Rinne sidst så hende.
'I må undskylde mig et øjeblik,' sagde hun, mens hun hurtigt rejste sig. Hun bukkede teatralsk for både Sin'thya og Darmir, og skyndte sig gennem menneskemængden.
Hun var ikke langt fra den rødhårede person, før hun udbrød et højt "Venus!" der fik de nærmeste mennesker til at vende sig om, og kaste fornærmede blikke efter Rinne.
'Hvornår var det sidst vi så hinanden? Det må være - uh, forstyrre jeg noget?' Hun var stoppet, da hun så at Venus var i selskab med en mand, og det så ikke helt platonisk ud.

Kravenoh havde mistet sine nåle, men selvom han ikke havde dem så vidste han godt han havde hans magi ligesom alle andre væsner her inde, et stort smil kom frem på hans læber i takt med Toorahs ord, troede hun virkelig selv på han havde tænkt sig at overgive sig til lysets eller bare nogen personer, for hvis hun troede han ville gøre det så vil hun være godt dum " måske kan du tag mine nåle fra mig, det er okay havde dem også kun på mig for at se hvor god sikkerheden var, havde på ingen måde i sinde om at bruge dem her. " Sagde han bestemt inden han førte sit blik over i Toorah, hvor efter han stille imens han talede gik skridt hen imod den rød håret elver.
" ser de Toorah jeg kommer blot her med fred ikke for at skabe ballade, og hvorfor skulle lysets anholde mig jeg har intet gjord forkert, og så hvidt jeg ved kan man ikke anholde en person bare fordi en høj arrogant rød håret elver siger, jeg mindes at der skal være beviser i en hver sag der bliver bragt frem, og jeg ved med sikkerhed at der ikke er nogen der har nogen beviser på at jeg har gjord noget forkert, så at kidnappe folk det er ikke mig som har gjord det desværre

Kravenoh var ikke sikker på hvad hun hentyd til men han havde en ide, men hvordan vidste hun allerede nu at han havde gjord det han havde gjord, og hvordan kunne hun vide så mange ting om ham, for godt nok var han mørkelver men han var slet ikke som hans egen race, så hun måtte virkelig være en meget klog satan.
Han stoppede op 2 meter fra Toorah mest af alt for at kunne se bedre på hende for da hun nu var en del højre ind ham så var det nødvendigt.
"Men nuvel lad os lege jeg har kidnappet en af dine elver, vil det så ikke være bedst for dig at snakke med mig for at være sikker på din elver vil forblive i live, for som sagt hvis det var mig der havde kidnappet en af dine elver så vil jeg have en stående klar ved hende til at dræbe hende, hvis jeg ikke kom helskindet væk fra dette bal, men da jeg ikke er personen der har gjord dette kan det jo være lige meget, og er kun faktisk meget glad for at se at de har det godt Toorah ." smilede han lumsk.

Kravenoh bukkede kort til krigeren og vende sig om og begynde at gå ned af trapperne, halvvejs ned af trapperne vende han sig om og kiggede op imod de to "jeg sidder ved bordet i hjørnet hvis du vil snakke men tænkt ikke for længe over det . " sagde han bestemt og gik hen og satte sig ved et bord i hjørnet, på der hen falde hans blik kort på Morgoth, den fyr havde han set før, tænkte han kort men lod tanken forsvinde og gik hen og satte sig

Sin'thyas blik gled hen over forsamlingen. Hun kunne godt lide at sidde og kigge på de tilstedeværende og beundre det, de havde lagt i at gøre noget ud af sig selv. Hun gjorde selv ofte meget ud af sit udseende - det var så meget nemmere at begå sig, når folk kunne lide den måde, hvorpå man så ud.
Vinglasset blev drejet mellem hænderne, imens hun mindede sig om, at hun burde sørge for at fylde lommerne med noget mad fra bordene inden hun tog herfra - priserne på fødevarer var steget til næsten umenneskelige højder her i byen efter at balladen fra Mørket var brudt ud.

Det gav et lille sæt i hende, som dværgen slog hånden ned i bordet. Han lød pludselig meget vred, og det var først nu, at det gik op for hende, hvor meget konflikten mellem Lyset og Mørket måtte betyde for den rødskæggede dværg. For hende selv var det så fjernt - hun mærkede kun konsekvenserne af krigen, og hun var stiltiende enig i Rinnes talestrøm.
Hun fik sig selv til at smile venligt til Darmir, som han så ud til at slappe noget mere af, og hendes øjne spærredes en smule op ved synet af arrene: "Det ser drabeligt ud." Indrømmede hun.

Ud af øjenkrogen holdt hun øje med Elverlederen og mørkelveren, der stod sammen med en af Lysets krigere. Hun ville lidt ønske, at hun kunne høre hvad de sagde, men hun var ikke tæt nok på.

Et mindre, men stadig til dels højlydt, brag hørtes igennem de mange talende, leende gæster, hvilket kort fik Etheldred til at skæve ned imod forsamlingen. Et hastigt blik på den opfarne Darmir fortalte hende at det højest sandsynligt var ham der var blevet knotten over et eller andet, han burde takke sig selv for at der var sådan en behørlig afstand imellem de to lige nu at et advarende blik med garanti ikke engang ville blive opfattet som et sådant.
Han skulle jo ikke få folket til at føle sig nervøse, dette var trods alt en god aften, med en god stemning.. Eller forholdsvis.
Hendes fulde fokus gled igen tilbage på sortelveren og skovelvernes leder, idet hun fornemmede kuglen i sin hånd. Hånden lukkedes automatisk omkring kuglen og lod den i en enkel bevægelse glide ned i en mindre, men dog solid, lys lædertaske der hang i bæltet på uniformen.
Et tavst, kort nik fulgte Toorahs forklaring på hvad hun mente var bedst at gøre.
Alt imens den, for hende, lidt for lange kunstpause skete, undrede den blonde kvinde sig over hvor i alverden tjeneren blev af. Havde han fanget dronningen i et dårligt humør? Eller var hun optaget af nogen anden? Eller måske havde han vitterligt glemt beskeden. Småirriteret rystede hun tanken fra sig.
" Det er noget af en anklage De kommer med.." Hun bed sig selv hårdt i kinden for overhovedet at have åbnet sin mund. "Har De nogen beviser? " Hun måtte virkelig overtale sig selv for at opsøge Toorahs øjenkontakt, stundet som disse var heldigvis få, men når de en sjældent gang viste sig kunne hun næsten hade sit arbejde, men kun næsten. Om end kunne de vel få fat i en mentalist eller sandhedsseer hvis det skulle vise sig nødvendigt i forhold til det med at skaffe sig beviser.
" Jeg kan forvisse Dem om at den slags ikke tolereres her, men da det er dit ord imod hans, og jeg ikke kan se nogen synlige beviser på Deres anklage vil jeg ikke være i stand til at kunne holde ham tilbage, ej heller foretage en anholdelse. " En midlertidig tilbageholdelse kunne det dog godt blive til, det vidste hun, idet hun betragtede sortelveren begå sig ned af trapperne. Et hastigt buk forlod hende henvendt til Toorah, inden hun drejede om på hælen, og i et par lange skridt hastigt gik over til den anden vagt på balkonen. Heldigvis en telepat. Hun forklarede ham i korte uddrag situationen, udpegede diskret Kravenoh ved bordet, og bad ham om at sende telepatisk besked til dem der stod ved dørene og vinduerne om ikke at lade sortelveren undslippe lige foreløbig. Igen drejede hun om på hælen, skævende imod døren hvor Lysets Dronning var bag.
Hvor hun dog hadede formaliteter! Et kort øjeblik følte hun blot for at brase ind i rummet og kræve dronningen asap, men det ville næppe blive set på med gode øjne. En kort, dog hidsig, summen fra hendes segl fik hende til at droppe den idé lige foreløbig, altså gik hun istedet tilbage til den rødhårede elverleder.
" Det må De undskylde. Jeg har bedt min kollega om at holde skarpt øje med ham, og telepatere til de andre nær vinduerne og dørene om at holde øje, om muligt holde ham tilbage, i tilfælde af at han skule forsøge at smutte. Det er foreløbig det meste jeg kan gøre med loven på min side."
Hun skar en kort grimasse.
"Forhåbentligt vil De have haft en mulighed for at tale med hendes Majestæt inden han forsøger at fordufte.. Noget siger mig at han har noget at gøre med at De gerne vil tale med hende.. ?"
Det var egentligt ikke et spørgsmål hun forventede ville blive besvaret, det synes nærmest at svare sig selv i det lange løb.

Kysset på Venus' kind forsikrede hende om, at hun ikke både så, hørte og følte syner. *Selvfølgelig dukkede han op, dit fjols. Du ved udmærket godt, at der ikke findes bedre steder at gemme sig end midt i mængden og lige under næsen på vagterne.* Hun følte sig ganske rigtigt som et fjols, men hvis hun nogensinde havde fortrukket at være et fjols frem for at få ret, så var det nu. Morgoths komplimenten fik et hende til at smile komplet ukontrollabelt. Han mente præcis, hvad han sagde. Han var ikke høflig, ikke manipulerende, og han forsøgte ikke at indsmigre sig for at få hendes gode vilje, for den havde han allerede. Men det skadede jo ikke at vedligeholde den lidt.
"Om jeg er glad for at se dig? Er du virkeligt stadig nødt til at spørge?" besvarede hun 'elverens' spørgsmål med et drillende grin, mens hun lod Morgoth flette sine fingre ind i sine og gav hans hånd et kys, hun gerne havde holdt længere. Så lod hun sin hånd føre op til hans brystkasse uden den mindste smule modstand, mens hun studerede Morgoths forklædning.

Det var ikke overraskende, at Morgoth var sluppet igennem i sin forklædning, for god var den – lidt for god. Venus mærkede silken på kimonoen. En ting eller to havde hun da lært om stof hos Cornelius, og ikke nok med at silken måtte være dyr, den var også blevet syet om til en yderst velsiddende kimono.
"Du ser ikke selv så skidt ud," kommenterede hun med et billigende smil og tilføjede med et glimt i øjet, "Selv om de ører der ødelægger det lidt for mig."
Med en smule besvær slap hun Morgoths blide øjne for studere kimonoen yderligere, men her gik hendes ekspertise åbenbart ikke længere. Med en nysgerrig rynke mellem brynene, så hun op igen. ”Den klæder dig.” Uden at lade sig glide ud af Morgoths greb om sine fingre lod hun dem strække lidt og strøg dem hen over kimonoens stof. ”Hvordan har du fået fat i den?” spurgte hun nysgerrigt og noget imponeret over, hvor let Morgoth fik livet som fredløs til at se ud. Nogen måtte have givet ham husly. Ellers ville han have lignet noget, katten havde slæbt op ad alle 20 trin op til paladsets hovedindgang. At han havde fundet husly hos elverne og ovenikøbet med Toorahs vældigt gode vilje, var noget af det sidste, hun regnede med.

Pludselig blev Venus distraheret af en stemme, der formåede at overdøve al småsnakken omkring dem. Hun drejede hovedet efter den, og fik meget hurtigt øje på kilden. De havde ikke set hinanden, I hvad der virkede som evigheder. Selv var Venus klædt ud i tøj, der var alt for dyrt til hendes egen pengepung og håret var sat, som havde hun folk til den slags, mens Rinne –så vidt Venus kunne se- ikke havde ændret sig en tøddel. Snak om gamle dage, midvinterballet og hvad der var sket ind imellem, måtte dog lige vente et øjeblik, for Venus havde selskab, og hvis nogen fik nys om, hvem han var, ville der pludselig ikke være meget fest over midvinterballet længere.
Med skævt blik, det udstrålede ikke så lidt bekymring, over på Morgoth, tog hun sit glade smil i at forsvinde og hilste glad på Rinne og håbede bare, at det virkede overbevisende nok.
”Rinne! Nej da, du forstyrrer ikke noget!” Venus stemme var relativt rolig, men at lyve uden forberedelse, var ikke hendes stærke side. At lyve havde hun prøvet et utal af gange i et utal af situationer - oftest involverende byvagter - , men da havde hun altid haft forberedelse og erfaring på sin side. Nu skulle hun praktisk taget overbevise sin gamle veninde om, at den mand, der stod lige ved siden af hende, slet ikke var der. Hun sank kontrolleret en klump. Det ville blive lidt af en udfordring.
”Godt at se dig igen.” Hun vendte sig halv mod Morgoth. "Det her er Rinne, en af mine gamle venner fra før jeg begyndte hos skrædderen," præsenterede hun sin veninde og tilføjede en diskret hentydning til, at de kendte hinanden fra gaden, mens de stadig stjal og begik anden småkriminalitet. Hendes stemmeføring var stadig temmeligt rolig, og hendes smil stadig venligt og imødekommende, som det plejede; så meget havde hun dog styr på. Men replikkerne var noget ganske andet, hvilket var grunden til, hun nu så på Morgoth med et venligt blik, der meget tydeligt bad om hjælp.