Irren blev ved med at se op imod tyven, men måtte dog vende hovedet til siden da den løse mursten faldt ned og ramt ham over skulderen, så det sikkert efterladte et mærke senere. Heldigvis havde han muskler nok til at det ikke gik hen og brækkede hans krageben! "Krh- Jeg kan godt fange ham, hvis han altså ikke svinger væk. Det vil nok være bedst hvis du kom ind og hjalp til!" sagde han, med sine arme strukket fremad, så langt de nu kunne.
Der var kun to veje at komme forbi ham lige nu, hvis man var lille nok. Enten at kravle under ham eller bestige hans heste del, for at komme op på hans skuldre og få fat i den dinglende tyveknægt. Det lød til at Irren var ligeglad med hvilken vej Kijara tog, så længe hun blot tog én. "Imens, Herre Smedje, kan De ikke finde noget smørelse? Jeg får nok brug for det!" råbte han ud af den smalle gyde, med et hint af pinlighed over sig. Det var ikke lige frem storslået for en kentaur at ender ud i at sidde fast, når de ellers elsker at løbe i det fri. Det gav dog blot Irren endnu en grund til at ville ud af byens kompakte eksistens.

Tyveknægten svingede vildt fra side til side oppe på muren og forsøgte at få fodfæste. Synet af den store kentaur, havde blot fået den lille, dæmoniske skabning til at blive endnu mere rædselslagen - han havde trods alt ikke forudset, at han ville blive jagtet på denne måde.
Kijara skar selv en smule ansigt, da murstenen ramte kentauren. Den så ikke ud til at have gjort større skade, men det måtte have været noget, der kunne mærkes. Sådan en sten havde uden tvivl kunne slå hende selv bevidstløs, hvis hun havde fået den i hovedet, og hun besluttede sig for at holde godt og grundigt øje med muren i tilfælde af, at flere mursten skulle rive sig løs.

"Jeg kravler under.." lød det beslutsomt fra Kijara, der satte sit spyd og sin oppakning fra sig op ad væggen, og på alle fire begyndte at møve sig ind under hestekroppen. Hun var heldigvis lille af bygning, men skævede alligevel lidt nervøst til Irrens hove, som sandsynligvis godt kunne knuse nogle fingre, hvis han kom til at træde på hende.
Smeden, der lidt hjælpeløst havde betragtet optrinnet i gyden, kom til sig selv og nikkede. "Med det samme!" svarede han rask kentauren og vendte om for at hente smørrelsen.

Den store heste krop var frygtindgydende at kravle under, ved tanken om at kunne knuse ens krop hvis han satte sig ned. Irren havde selvfølgelig ingen intention om dette eller at skade hverken Kijara eller den akrobatisk, svingene dæmon over dem-- "Pas på!" råbte kentauren opstemt og pludseligt, i det tyven forsøgte svinge så kraftigt opad for at fange en anden sten at gribe i. Den forrige sten rev sig dog løs og blev nærmest slynget imod dem. Der kom et menneske vrinsk, hvilket nok mindede mere om et grynt end andet, da stenen hamrede Irren i hans underdels stærke ryg. Det var nok til at få en af hans klove til hårdt at slå ned lige ved siden af Kijara's håndled, så det slog et sten af grus væk i det kraftige stød. "Skynd dig, Kijara! Han har kun ved med én hånd nu," sagde han med en dybere undertone der forsøgte at holde sig så rolig som muligt.

Et gisp slap ham og knægten skreg, da hans eneste greb også skred fra hans fingre!

Kijara møvede sig så hurtigt hun kunne hen over de ujævne brosten, der udgjorde belægningen i gyden. De var ikke specielt vedligeholdte og gjorde kravleturen en smule mere besværlig - det kunne imidlertid ikke gå hurtigt nok. Selv om Kijara stolede på, at kentauren ville gøre sit bedste for, at hun ikke kom til skade, følte hun sig ikke voldsomt tryg ved situationen.
Hun nåede lige at høre hans advarende råb, så kom vrinsket og en hov slog ned i jorden lige lovlig tæt på hendes håndled. Der kom en lille, gispende lyd fra hende - et lille stykke til den ene side, og hun ville have haft en ubrugelig hånd.

Irrens næste råb fik hende imidlertid til at skynde sig at kravle ud på den anden side af kentauren, og hun var ved i al hast at komme på benene - lettere dækket af støv og gadesnavs - da tyveknægten med et skrig faldt fra muren over dem. Hun kastede sig fremad og hende og den lille dæmon landede i en bunke på gydens brosten med Kijara nederst.

I en lettet udånding efter Irren havde holdt vejret da Kijara sprang, kunne han slappe af igen. "Godt fanget.." kunne kentauren ikke stoppe sig selv i at drille med, før han hurtigt blev mindet om hans egen situation, hvilket fik ham til at holde et akavet udtryk. Smedjen kom løbene tilbage efter han hørte skriget, heldigvis med en klump indpakket fedt med sig, men kunne ikke se noget for Irren. Så imens han begyndte at påføre fedt til Irrens muskuløse bagdel, spurgte smedjen "Alt vel? Fik i fanget ham?" Der var forhåbning blandet med vrede i den bredskuldret smedjes stemme, da han sikkert gerne vil have et ord sammen med den dæmoniske dreng, ham og bagsiden af hans håndflade.

I et pludseligt ryk kom kentauren fri og begyndte at vandre bagud, uden at trampe smedjen ned. Som en hver kentauren er de meget frie væsner, så at være fanget på sådanne en måde for længe, kan godt få dem til at blive lidt klaustrofobiske. Irren så især glad ud da han kom ud af gyden og gik et par cirkler om sig selv for at få lidt galop og varme i hans muskler. Efter han så fik kastet sit hår tilbage, kiggede kentauren tilbage ind i gyden og sikrede sig at tyven ikke skulle forsøge på at løbe igen.

Den lille tyveknægt vejede ikke særlig meget, men det var stadig ikke just behageligt at få ham direkte i hovedet, og Kijara udstødte en let banden, idet hun skubbede ham væk og langsommeligt kom på benene. Knægten hang slukøret med halen - tydeligvis lettet over at have fået en noget blødere landing en forventet, men på ingen måde glad for at være blevet fanget. Kijara skyndte sig for en sikkerheds skyld at gribe fat i kraven på ham, så han ikke forsøgte sig med endnu en klatretur.

At se en smed stå og smøre en kentaurbagdel ind var ikke et syn, man så hver dag, og Kijara havde svært ved ikke at trække en smule på smilebåndet. Forhåbentlig ville Irren snart komme fri, for det ville blive lidt af et arbejde, hvis de skulle til at smadre gydens vægge i stedet for.
"Tyveknægten er fanget, hr. smed!" svarede og hankede lidt op i den slukørede dæmon. Smeden brummede tilfreds som svar, men nu så smørrelsen endelig ud til at hjælpe og kentauren var kommet fri. Lettet begyndte Kijara selv at gå fremad, slæbende tyveknægten efter sig. Det var tydeligt at Irren var glad for at være sluppet fri.

Da Kijara kom slæbende med den rystede dæmon, trådte Irren tilbage så hun kunne komme ud fra gyden og smilede bredt nok til at det gravede hul i hver kind, selvom hans hårde ansigts struktur ellers ikke helt var blødt nok til at passe med smilehuller. Smedjen pustede sig mere og mere op, jo tættere knægten kom på at blive hans at kunne straffe, men der var noget tyrannisk over hans blik, som fik Irren til langsomt at miste hans smil. Da smedjen godt og vel var ved at hoppe på tyven, trådte Irren ind og blokkede vejen med hans stadig smurte heste rumpe. "Vi skal nok sørge for at han bliver afleveret til en vagt.." blev der sagt med en overraskende dyb og kommanderen røst, for både at holde smedjen tilbage og informere Kijara om hvad der ville være bedst. Hvert hjørne vidste nye sidder af civilsationen som Irren ikke just fandt velsignet, selvom byen virker magisk og fredfyldt udefra dens mure.

Tanken om at sætte sig imod så stort et væsen som en kentaur, var ikke noget smedjen skulle nyde noget godt af, men han forsøgte alligevel at gøre sag for sig selv, "Den fandens langfinger stjal fra mig, ikke vagten. Han har endda stadig dolken han tog!" Med et overskyggende hårdt blik vendte Irren sig mere imod våbenhandleren og stirrede ham så godt i jorden, at en dreng nok havde måtte skifte bukser efter at være spændt væk. Han var ikke en sump kentaur for ingen ting lader det til. Smedjen mente dog han stadig var ret, men man skulle love for at han fik krummet tæerne og svedt; ikke at man kunne se sveden for det hårde læder arbejds forklæde, dækket i sod og sved i forvejen.

Dæmonen traskede modvilligt i hælene på Kijara, som stadig havde et godt tag i dennes krave. Han var tydeligvis ikke glad ved situationen - især ikke med smeden, hvis ansigtsudtryk tydede på, at det ville blive en hård straf, hvis han selv fik lov til at bestemme. Tyveknægten havde dog allerede fået jaget noget af en skræk i livet, og så ikke ud til at ville forsøge at stikke af igen.
Uden at give slip på knægten rakte Kijara ud efter sit spyd, som hun havde ladet stå lænet op af gydens væg. Hun følte sig som altid bedre tilpas, når det lå i hendes håndflade, og hun lænede sig et øjeblik op af det, som hun lyttede til diskussionen mellem Irren og smeden, der dog hurtigt endte med at kentauren nedstirrede smeden, der måtte give sig.

"Aflever!" Hun kiggede ned på dæmonen og rakte håndfladen frem. Med et ærgerligt ansigtsudtryk trak den lille skabning den stjålne kniv frem og afleverede den til Kijara. Der var trods alt ingen grund til, at tyvekosterne skulle forbi byvagten, og smeden ville tydeligvis gerne have sin kniv igen.
"Værsågod. Vi skal som sagt nok tage ham herfra." Dolken glimtede let i sollyset, idet den med en blød bevægelse blev kastet hen mod smeden, der fik et forskrækket ansigtsudtryk. Han greb den med skæftet, men en vred panderynke viste sig, idet han kiggede på Kijara: "Det var farligt, det dér!" brummede han utilfreds. Han syntes godt, at hun kunne vise mere respekt for hans varer.
Kijara nikkede imidlertid blot muntert til ham og vendte sig imod Irren. "Godt at se dig være ude af den gyde. Skal vi finde en byvagt?" Hun hankede let op i kraven på dæmonungen.

Så snart smedjen havde trukket sig tilbage til butikken, i en blanding af såret stolthed og glæde for at have sluppet væk uden skade og med dolken. Irren holdt øje med manden imens han gik. Så snart der så var klar bane, blev kentauren endnu engang sit eget fornøjet, stort smilende væsen. Irren kunne gå frit rundt igen, hvilket han i den grad gjorde! Med travende skridt fra hver en hov, fulgte han raskt efter Kijara. Han havde ikke rigtigt nogen idé om hvor by vagtens kontor eller barrak var i byen, men det lod til at den dæmon-slæbende klan kvinde gjorde, så han nøjes med blot at gå bagved, så byens flok af mennesker kunne se at de skulle igennem mængden med knægten.

"Hvorfor stjæle et våben, tyv?" spurgte kentauren med en forbløffende blidhed, selv med den dybe stemme, som var det et simpelt spørgsmål for ham. Ligeledes forventede Irren sikkert også et kort og konkret svar, da tyveri normalt er gjort i desperation. "Hvorfor ikke penge eller mad? Finde et arbejde?" Noget skulle tiden jo bruges til, når de alligevel skulle gå til vagten, så han kunne ligeså godt få noget kultur med sig, selv hvis det ikke er af den imponerende slags.
Noget andet som fik folk til at se undrende når de gik forbi, var hvordan Irren havde et stort mærke fra da den ene mursten ramte ham på skulderen. Det så voldsomt ud, sådan som det ikke kun var blåt, men ligefrem gult og lilla oven i...! Det lod dog ikke til at gå ham på, så han havde i hvert fald ikke brækket noget.

Tyveknægten gik langsomt og med slæbende fødder. Et lettet blik var gledet over hans ansigt, da smeden var gået tilbage til butikken uden mere postyr, men det var hurtigt gået op for den lille dæmon, at kentauren ville følge med hele vejen til byvagten. Han var tydeligvis bange for den store hestemand og blev ved med at skæve nervøst til ham, som de bevægede sig væk fra smedjen.
Kijara selv gik også langsomt, for så snart de igen drejede ud på markedspladsen, stod de overfor den store menneskemmængde. Hun strammede grebet om dæmonen, for det ville være let - alt for let - for ham at forsvinde i mængden, hvis han først fik revet sig løs. Nu hvor beslutningen om at få kræet afleveret til en byvagt var taget, kunne hun dog ikke opgive, selvom det nok ville være noget nemmere selv at give tyven en solid endefuld.

Knægten ved hendes side mumlede noget uhørbart til kentaurens spørgsmål. Kijara rynkede brynene og vendte sig mod ham "Du blev stillet et spørgsmål!" Hendes tonefald var dog ikke synderlig hårdt. Der var mange i byen, der levede af at stjæle. Og umådeligt mange fattige. Hun selv længdes allerede efter igen at lægge gaderne bag sig og rejse omkring.
"Det .. det er godt smedehåndværk. Mange krystaller værd. Jeg kender folk, der vil betale godt for sådan en kniv. " knægten var standset helt op, og Kijara trak lidt i ham, for at få ham til at bevæge sig fremad igen. Omkring dem steg larmen fra markedspladsen, hvor en flok handlende var kommet op og skændes over nogle varer.

Tydeligvis skuffet over det svar han fik tilbage, gjorde at Irren blev sågar nød til at kigge op på himlen for at glemme de pludseligt meget triste omgivelser han følte han havde fundet sig selv fanget i. Kentauren havde ingen våben selv, så det var nok et spørgsmål om han var pacifist eller blot ikke brød sig om at have et våben. Uanset hvad, så lod det til at han prøvede at distancere sine tanker et øjeblik, og fulgte blot efter lyden af dæmons og Kijaras skridt foran sig. "Det er foruroligende at grådighed er en nødvendighed. Havde du blot gået udenfor byen, kunne du sikkert nemt fine en gård at arbejde hos, eller måske en fisker eller hvad end af mundane ting, som er nødvendigt for alle at overleve."

Irren rystede ham selv tilbage i verdenen omkring sig og kiggede rundt omkring for at se hvor langt de var kommet. Han måtte indrømme, han havde ikke været i denne del af byen først, men alligevel havde han en deja-vu fornemmelse, da alt blot lignede hinanden i hans øjne. Menneskemængder, kolde mure og en uforklarlig atmosfærer som gav han kuldegys. Dog i det de kom igennem en port, som kun lige var bred nok til, at hestevogne kunne komme igennem - Der blev atmosfæren langt tykkere, som om man gik ind i en usynlig mur. Dette kvarter så rigere ud, med flere vagter omkring og ingen lugt af ammoniak eller råb fra handlere. Kvinder gik i kjoler og mænd havde jakker, som alle gik i massive cirkler rundt om Irren, Kijara og knægten. Ja, det var så ubehageligt at selv drengen de slæbte på nærmest frøs i et ønske om at komme væk fra gaden.

Menneskemængden føltes en anelse kvælende omkring Kijara, som utålmodigt puffede sig vej gennem markedspladsen. Jo hurtigere de kunne få dette anliggende overstået, jo bedre. Dæmonen trak lidt på fødderne, og hun måtte flere gange hanke op i ham.
Det virkede som om knægten havde lidt svært ved at gå og tale på samme tid, for da han svarede Irren, stoppede han op igen: "Har du ikke set, hvordan jeg ser ud? De fleste er ikke så glade for dæmoner.." drengen gjorde en pause, og så sig omkring. "Desuden har jeg aldrig været ude for byen før. Jeg har hørt, at landevejene er farlige. At man kan blive angrebet af drager.."

Kijara fnøs let, som hun fik drengen til at gå fremad igen. Hun havde ikke selv stødt ind i nogen drager for nylig, selvom hun godt havde hørt, at en af de ildspydende skabninger havde angrebet bymuren for ikke så længe siden. Det var dog blot med til at bevise, at byen heller ikke var så sikker igen.
Hun mærkede tydeligt forandringen i omgivelserne, som de passerede gennem en port, som tydeligvis var ført til et rigere kvarter. Flere af de fintklædte mennesker var stoppet op for at stirre på Irren, og Kijara følte sig frygteligt fremmed - nærmest som en indtrængende, i dette, fine boligområde.
Hun standsede op igen, og kiggede på kentauren. "Uhhm... gad vide, om vi er på rette vej.."

Dæmonens begrundelse kom nu egentligt meget bag på Irren. Drager? Han var rejst helt fra Mørkets skovens sump og hertil uden at se en. Det eneste han oprigtigt kunne komme i tanke om, at have mødt var en gruppe jægere i meget mærkelig sort påklædning. Senere en hestevogn på landevejen, som viste ham vej til byen her. "Jeg havde aldrig været ude fra sumpen før... Jeg troede det var meget normalt at alt var så fredfyldt derude?" kentauren træk i skulderne over sit eget spørgsmål og så sig omkring igen, før de stoppede helt op med Kijara. Han kunne ikke holde sig fra at knække ud i en mindre latter over den pludselige faren vild. "Haha, jeg troede du vidste det? "
Den store kentaur kløede sig i nakken, under den kraftige hestehale af sit flettede mørkegrønne hår, som nåede halv vejs ned ad hans ryg. I samme stil var hans faktiske hale også sat i fletning, hvilket var overraskende feminint for så stort et brød af muskler.

Irren forsøgte så at gå hen til de nærmeste mennesker som ellers var gået i en bue rundt om dem. Først et ægtepar i nydelige klæder, manden med hat og konen i så elegant en kjole det kunne meget vel være den samme hun havde på til sit bryllup. Jo tættere Irren kom dem, jo hurtigere gik de. Dog kunne de ikke holde trip med en kentaurs normale vandre fart, så det endte i at kvinden skreg i frygt og direkte løb væk, løftet kjole og manden på slæb, som måtte holde i hatten.
Det næste var en overvægtig bager med en overordenligt overskæg, som dækkede hele hans mund i små-gråligt hår, men var ellers helt skaldet på hovedet, som frøs på stedet da der pludselig stod en kentaur foran ham. Alt blodet forsvandt fra hans buttede ansigt og han faldt på røven, mumlende. Allerede der sukkede Irren og træk sig tilbage til Kijara. "Kan de eventuelt prøve, Kijara?" spurgte han og tilbød at tag tyven istedet for, ved blot at sætte sin store hånd på knægtens skulder.

Kijara var ikke særlig imponeret over knægtens forklaring. Hun vidste godt, at mange af dem, der boede i byen, nærmest var bange for at bevæge sig uden for murene. Det var vel en form for tryghed, de følte ved at blive det sted, de var vokset op. Det var trods alt det eneste, de kendte til.
"Der kan være usikkert til tider, men de fleste kommer da sikkert af sted .. byvagterne patrujlerer også landevejene." Hun skævede til dæmonen - han var sandsynligvis ikke specielt begejstret for byvagterne. "De fleste tænker sig nu nok også om en ekstra gang, før de udfordrer en kentaur.." tilføjede hun muntert, med et blik på irren.

Hun trak let på skuldrene - nok havde hun engang boet i byen, men det var efterhånden en del år siden, og denne bydel havde hun aldrig befundet sig i. Hendes muntre blik blev erstattet af en panderynken, som Irren gik fremad og forsøgte at henvende sig til folkene på gaden. Hun troede ærlig talt, at fintklædte folk i det mindste besad en vis form for høflighed - men de havde tilsyneladende aldrig set en kentaur før..
"Naturligvis," svarede hun og gav slip på tyveknægten, der så mere eller mindre rædselslagen ud ved tanken om at skulle bevogtes af Irren. Hun fik fat i en nydelig klædt herre et stykke oppe af gaden, som godt nok kiggede misbilligende på hendes skindbeklædning, men pegede hende i retning af byvagternes hovedkvarter, da hun spurgte. Så fik han imidlertid øje på kentauren længere nede af gaden og vendte pludselig om i den modsatte retning, mumlende noget om, at han havde vigtige ting at se til.

"Magen til uhøflighed.." sagde Kijara knottent, som hun vendte tilbage til Irren. "Vi kan godt skyde genvej gennem kvarteret her .. " Hun pejede ned af gaden, hvor der for enden var en portåbning.

Det var nu ret skuffende for Irren hvordan, at sådan et samfund kunne banalt ignorere andres omstændigheder over deres egen selvopfattet ophøjelighed. Det gav ham næsten lyst til at komme tilbage til det totalitære kvindestyre som var i hans klan, blot fordi alle var sat i de samme rammer. Ingen kunne sulte. Dog var der stadig det hele med de mindre rettigheder for deres mænd og det at det var en krigere klan. Irren rystede på hovedet over tankerne, som nok så mærkeligt ud for Kijara, da det var efter hendes ord om at skyde genvej.
Kentauren fangede først der hvad der blev sagt og måtte rømme sig selv, "Selvfølgelig! Før endelig an!" Istedet for at skulle trække med tyven i kraven, gjorde han noget som fik knægten til at give et forskræmt gisp! Irren havde sat hans kraftige arme under ham og hevet ham op for at bærer ham. Den stakkels dæmon var så overrasket at han ikke vidste hvordan han skulle reagere, da han nu var klemt op imod en bronze-brun kentaur overkrop.

Det så ud til at Irren var ret ligeglad med om det var pinligt eller en mærkelig ting at gøre. Det gjorde det nemmere at følge efter Kijara, som snart førte dem videre ind i byen, igennem portåbningen. Det tog dem en vandretur igennem et par mindre sidegader og gyder hvor kun et par fattigere mennesker vandrede nervøst forbi dem, mange af dem som regel et andet væsen end krystallianere. Irren måtte indrømme for ham selv han nok ikke vil være hverken her eller med sin klan. Kijara virkede også som en yderst interessant kvinde, så han glædede sig til at komme ud og se verdenen med hende. Selvom hun sagde at det var sikkert derude, kunne han nu alligevel stoppe sig selv i at tænke, om han burde skaffe sig et våben af en slags. Et som ikke dræbte dem... En stav? En pisk? Det må Kijara kunne hjælpe med engang.

Kijara kunne mærke byboernes blikke i nakken, som hun og kentauren bevægede sig gennem gaden mod portåbningen. Det var ikke et langt stykke, men det virkede længere, for følelsen af at være uvelkommen hang tykt i luften. Folkene på gaden lagde dog nærmest ikke mærke til Kijara på grund af den store hestemand, der gik af sted med en lille dæmon klemt i armene.
En handelsmand tabte en brødkurv og stirrede med åben mund, og Kijara havde svært ved at bedømme hvem der var mest bange - ham eller dæmonen.

"Jeg har glædet mig til at komme ud på landevejene igen, lige siden jeg satte min fod indenfor byporten.." Bemærkede Kijara, idet de passerede gennem porten. Det var tydeligt, at det var et noget fattigere område, de omgående drejede ind i, men gaderne var heldigvis nærmest øde og Kijara begyndte at slappe lidt mere af. De drejde ned af en smal gyde og pludselig befandt de sig på en større gade.
En stor bygning af sten og bindingsværk lå på den anden side af gaden. En lille mur løb rundt om bygningen, og udenfor var opstillet skydeskiver til træningsbrug. Flere uniformerede mænd kunne ses uden for bygningen, der næsten ikke kunne være andet end byvagternes hovedkvarter, og Kijara begyndte at sætte farten op.

"Hvor kan vi aflevere en tyveknægt?" Spurgte hun den nærmeste vagt, så snart de havde krydset gaden, og hun kiggede sig over skulderen for at se, om kentauren stadig var bag hende. Byvagten gloede undrende på Irren men gjorde sit bedste for at bevare roen. "Det er forhåbentlig ikke ham, der er tyveknægten.." sagde vagten nervøst, hentydende til Irren.

Ubevidst over at vagten hentydede til ham, nikkede kentauren, "Det kan de tro. Fik næsten løbet af med en dolk." Irren satte den dæmoniske gadedreng ned foran vagten da han gik op til ham, og klappede knægten tungt på hovedet, så hele hans overkrop nærmest bukkede fremover hver gang. "Han er stadig ung i livets færden. Jeg er sikker på han aldrig har tænkt sig at stjæle igen, hvis i tilbyder ham job som stalddreng her," sagde Irren med en seriøs tone, og greb nærmest om drengens hoved da han sagde 'sikker'.
Da han dog var færdig kunne han ikke stoppe sig selv i at bryde ud i dyb latter for at vende om på hele atmosfæren han sikkert havde trukket frem over tyven. "Ikke sandt, hmmm?" tyven løb nærmest hen bag vagten og gemte sig, end at lære hvad der sker når man siger en kentaur imod.

Vagten gav et nik og greb tyven ved kraven som Kijara havde gjort, hvor ved han ledte ham ind i bygningen. Mere var der tilsyneladende ikke i det, så Irren vendte sig nu om for at se ned på kriger kvinden med et bredt grin, "Så kommer det underholdende. At finde tilbage ud af byen." Det var svært at høre om Irren var sarkastisk eller ej, da hans smil lyset igennem hans stemme, som en regnbue i en storm. Han måtte dog indrømme for sig selv... Han stoppede med at huske vejen de gik efter at have passeret en tredje sidevej som lignede alle de forrige. Så nu lå hans håb på at Kijara vidste mere end ham. Eller havde et kort for den sags skyld. Kentauren havde trods alt intet udstyr andet end et bælte.

Kijara havde aldrig set en tyvenkægt, der var så glad for at se en byvagt, som dæmonknægten, og et lille smil spillede om hendes læber, da han gemte sig bag vagten. Det var vel også lidt af en oplevelse at blive slæbt gennem byens kvarterer af en kentaur - forhåbentlig havde det jaget en skræk i livet på knægten.
"Ja, han ville have godt af at blive sat i arbejde .. og beholde sine fingre." Sagde hun til byvagten: selvom Lyset havde skruet ned for drabelighederne efter at have genindtaget tronen, var det ikke ualmindeligt, at tyveknægte fik frataget en finger eller to for at betale for deres ugerninger. Hun synes dog, at det måtte være rigelig straf for knægten at skrubbe et par celler i arresten rene, eller hvad man nu satte den slags til.

Som byvagten forsvandt med tyven, åndede hun dog frit ud, strakte armene og så sig omkring. Byvagternes Hovedkvarter lå ved en bred, velbefærdet gade og adskillige hestetrukne kærrer og handlende bærende på varer bevægede sig op ad gaden. Her var også flere rejsende: Kijara skimtede et par bjergelvere og en enkelt dværg - det kunne næsten kun betyde én ting: de befandt sig på byens hovedgade.
Hun vendte sig mod kentauren. Selv bar hun en let oppakning samt spyddet, som hun nu begyndte at fastgøre til sin ryg. "Jeg tror ikke det bliver så svært," svarede hun Irren, og pegede ned ad gaden, hvor man i det fjerne kunne skimte byporten. "Har du flere ærinder her i byen? Jeg længdes efter at lægge et godt stykke vej mellem os og Hovedstaden inden mørkets frembrud.."
Kentauren havde givet udtryk for, at han gerne ville ledsage hende på rejsen, og hun håbede, at det stadig var planen.

Knap viden om at de stod foran hovedgaden, gav et godt indtryk af hvor lidt Irren kendte omgivelserne. Så da det eneste han kendte blev peget ud, slog det ham hvor meget på afveje han må have været kommet, da han havde hjulpet den gamle mand tidligere med hans vare. "Vidunderligt!" sagde han med et oplyst glimmer i øjnene, allerede på vej i portens retning og slippe væk fra den klamrende folkemængden. "Jeg har hvad jeg behøver. Naturen har resten." Mon dog... Der vil være ingen varme senge, våben eller vagter. Men alle disse var sikkert unødvendigheder for en kentaur.

Da Irren allerede var på vej ud af byen ville det sikkert skabe en mistro til om han faktisk ville ledsage Kijara, kentaurens tilstedeværelse nok til at få mennesker til at gå til side, dog holder han sig væk fra at gå imod en hestevogn. Men han stoppede og så sig tilbage efter kriger kvinden, lidt forvirret om hun var med ham eller ej.
Ah, så han ventede! "Har De alt parat?" spurgte han sågar med et diskret smil, som at han undskyldte for ikke at have spurgt noget før. Han var ivrig efter at komme ud, nu hvor han kunne se det grønne land vente på den anden side af porten.

Spyddet sad sikkert spændt fast over ryggen på Kijara sammen med resten af hendes lette oppakning, den nye kniv i bæltet, og resjekappen over skuldrene. Hun kastede et sidste blik efter byvagten, glad for at de kunne tage sig af dæmonknægten nu. Forhåbentlig ville han tænke sig om en ekstra gang, inden han igen forsøgte sig med tyveri.
Kentauren var allerede i højt tempo på vej mod byporten, og et øjeblik gloede Kijara lidt usikkert efter ham - hun længdes dog også selv efter landet uden for bymuren, og hun satte halvløbende af sted efter Irren.

"Så parat, som man kan være." svarede hun muntert, som hun nåede op på siden af ham. Hendes usikkerhed var forsvundet, da han ventede på hende, og nu glædede hun sig i stedet over sin nye rejsekammerat. De ville sandsynligvis mest komme til at overnatte langs landevejene eller ude i vildnisset, da de færreste kroer havde plads til en kentaur .. medmindre han selvfølgelig ville finde sig til rette i hestestalden. Kijara forstillede sig, at det måtte virke en smule nedladende at stå side om side med gumlende heste...
Den tid, den sorg. Vejret var stadig ganske lunt, og hvis de bevægede sig sydpå, ville der ikke være noget problem med at overnatte under åben himmel. Kijara drog et lettelsens suk, da de passerede igennem byporten og endelig kunne lægge den stinkende, støjende hovedstad bag sig.

(forestiller mig at vi starter en ny tråd? :3)