De hvide øjne stirrede stift ud i horisonten, da Samson endelig var kommet på plads efter fuglens brok. Samson havde blot spillet med, da Tara havde kigget i den anden retning. Han havde bestemt ikke gjort noget forkert!

Han var en smule bleg i ansigtet. Tanken om at flyve om meget få sekunder, gjorde ham ikke just helt tilpas. Forestillingen om, at han ville brække sig mens de var deroppe, og at det ville falde ned over en eller anden nede på jorden, kunne afsløre ham - hvis de altså var i besiddelse af en evne, der gjorde, at de kunne se langt!
Samson kneb sine øjne sammen. Han ønskede sig inderligt hjem, og håbede et øjeblik, at de allerede var landet. Da han endelig åbnede øjnene igen, og næsten havde troet på, at ønsket var gået i opfyldelse, fik han et sug i maven. Det var som om, at opkastfornemmelsen lige var kommet det tættere på struben, da fuglen var i fuld fart mod himlen.
Da suget i maven kort efter ophørte, måtte han synke engang for at være sikker på, at der ikke kom noget op.
Den store muskuløse mand, havde klamret sig til fuglen lige så snart den var begyndt at lette. Forestillingen om den lange vej ned, var næsten ubærlig.
Men der var lang vej endnu. Han kunne heller ikke bare omklamre fuglen hele vejen, og slet ikke når Tara var der. Han var allerede ynkelig nok i forvejen.
Han slap sit tag mere og mere omkring fuglen, og rettede ryggen ud. Øjnene var rettet ned i fuglens fjer, hvor blikket kun flyttedes pr cm., alt i mens han fik mod nok til at kunne se ud (og ned).

Synet der imødekom ham var fantastisk. Alle de mange farver der prydede himlen var ikke til at beskrive. Han blev ramt af en stor facination, og et øjeblik ville han ønske, at Brutus kunne flyve. Alligevel måtte han nok indrømme, at en forvokset flyvende tyr, nok ville blive til en større joke i en forsamling, hvis den til og med også havde vinger.

"Vi flyver bare ud i ét!" Sagde Samson, så godt som med en tone. Han var målløs over, hvordan tingene kunne se ud fra oven. Han havde lyst til at strække sine arme ud.
Taget blev løsnet, og han begyndte så småt at strække armene, lige indtil der kom et lille ryk i Storm.

"Woah!" Hænderne mødtes atter med fjerene. Det var nu alligevel også langt mere sikkert sådan her.

Fuglen var til alles bedste ganske bred over ryggen, hvilket udgjorde en massiv flade at sætte sig til rette på, alligevel forstod Elveren godt menneskets panik over flyveturen, det var de færreste som brød sig om den slags, især på et dyr, hvis personlighed man overhovedet ikke kendte.
"Han er god nok Samson, det gør det lettere hvis du slapper lidt af. ellers bliver det lange fireogtyve timer..." Hun var udmærket klar over, at hendes ord sikkert kun gjorde det værre, men han kunne lige så godt indse, at Tara havde set ham nå bunden og det at han nu sad på ryggen af en kæmpe ørn kun var et fremskridt fra en savlende, rystende og ikke mindst slap Samson.
"Du skulle have set ham da han lige var kommet ud af sit æg, han var sååå lille!" Tara smilede lidt ved tanken, måske var det ikke lige Storms barndom der skulle til at få det store brød til at slappe af og elveren valgte i stedet at klappe i, for en stund i hvert fald, til Samson prøvede at flytte hænderne fra fuglen.
"Ah, giv det et par timer, så kan du sikkert..." Tara rømmede sig kort, hun var lidt småsøvnig, men intet kritisk, forsigtigt rykkede hun en kende rundt mellem alle fjerene så hun sad bedre. Så spandt hun et mentalt billede omkring fuglen, der kunne ville tillade yderst stærkt mentalt stillede folk at se en stor ørn med to ryttere, andre ville blot se en lille måge der pissede henover himlen.

--- Tidshop---

Tara var blevet utålmodig, allerede på halvvejen havde hun begyndt at rykke rundt, skifte stilling, flyve et stykke selv ved siden af fuglen der bar Samson, inden hun igen startede forfra. Endelig, endelig landede de, en blødere landing end normalt grundet Samsons nerver. Tara skævede henover et stort åbent område, der udelukkende var græsbeklædt, de stod i udkanten af skoven og herfra var der noget vanding til borgen som man kunne skimte som ganske lille ude i horisonten. Hun strøg en lok hår væk, det var fedtet og ækelt af hvordan man ellers normalt så elvere, men der havde ikke just været mulighed for bad de sidste mange dage og ved siden af Samson fremstod hun alligevel næsten ren.
"Er du klar? Nu må du ikke få et nervesammenbrud når du ser borgen... Den ligner trods alt ikke sig selv... Helt.."
Elveren skar en grimasse, hun havde ingen idé om Samson vidste hvordan borgen så ud, heldigvis virkede østfløjen til at være nogenlunde intakt, både hende og Samsons værelser stod vidst endnu.
I en hurtig bevægelse trak hun den store trøje af hun havde hugget i Norden, det var bagende varmt på trods af at solen kun lige var begyndt at slikke røde og orange striber henover himlen, og nu var der kun tilbage at gå.

Det kunne godt være, at Tara gerne ville berolige ham. Men en alt for stor mand, hørte til på jorden - bestemt ikke oppe i luften på en fugl som han knapt nok kendte. Elveren kunne prøve lige så tosset hun vil, og selvom han blev mere og mere blødet op med tiden, holdt han omtrent lige så godt fast. Fireogtyve timer var lang tid. Specielt når han hvert tiende minut, tænkte på, om de måske ikke snart ville være der.
Snaksagelig kunne man ikke just kalde ham. Han holdt for en gang skyld sin kæft, for det hele var trods alt nu op til Tara selv, når det hele foregik i luften.

....


Da ørnen var landet, holdt han endnu fast, indtil han indså, at nu ville den altså ikke fortsætte. Lift kejtet kom han ned. Benene mindende mest af alt om en krøbling. En stilling som den, lammede så godt som benene i et rums tid.
Benene vaklede under ham af anstrengelse, da han endelig havde genvundet fodfæstet med jordkontakten.
Han kiggede op til Tara, eftersom hans øjne først havde været fæstet på sine egne ben, som lige skulle under kontrol først.

*Ligner Borgen ikke sig selv?* Samson tænkte sig om. Nej selvfølgelig gjorde den ikke det. Der var sikkert sket mange ting inde bag murene, konflikter og den slags. Så det kunne hun sagtens bilde ham ind.

"Vi må hellere se at få benene igang." Sagde han halvanstrengt. Flyveturen gjorde, at han havde kunnet hvile sig i et døgns tid. Det havde gjort godt. Hvert eneste døgn efter afslutningen med svampene, havde gjort godt. Nu gik det kun op ad bakke.
Han så fremad. Den tidligere bandeleder var ikke i tvivl om retningen. Han var trods alt rimelig godt kendt med øen her, måske langt flere end de fleste herude.

Tara strøg en vildfaren fedtet lok væk fra ansigtet, inden hun begyndte at følge efter den småvaklende bandeleder, der hewrskede ingen tvivl om at han ikke var vant til at flyve... slet ikke på en fugl, men hun nævnte intet om den kejtede gang han præsterede de første meter mod borgen. Takket være elverenes smidighed havde Tara ikke selv nogle synderlige problemer. Hun kiggede op, gad vide hvor mange der havde været på borgen siden rygtet om RT's fald havde bredt sig. Hvor mange havde mon skulle betragte det med deres egne øjne, sikkert en del hvis hun kendte menneskeligheden ret. Hun skubbede den ubehagelige tanke væk og slog i stedet blikket ned, resten af vejen mod den store forfaldne bygning forgik i total stilhed..

/Afsluttet og fortsættes på Borgen