Maerwen mødte Rhovandirs blik og brast så i latter over hans ord. De tog enhver antydning af andet end uskyld fra hendes drillende spørgsmål og trak alting ned hvor det burde være. Let og ligetil. Som intet havde virket til at være for hende den sidste tid, men som alting alligevel havde været. Det gav hende ro og lod hende beholde smilet på læberne. For en stund.Længe nok til at ryste let på hovedet af Rho og vende blikket væk fra hans.
Smilet forsvandt dog som hele stemningen i bassinet virkede til at ændre sig og spørgsmålene begyndte at vandre. naturlige spørgsmål når nye kom til, men de til en start undvigende svar havde sin effekt. De blev dog mere klare og mere tydelige. Maerwen forholdt sig tavs, men som hendes blik vandrede mellem de fremmede blev det fanget ind af den mandlige elvers og holdt der. Intensiteten og trækket i dem overraskede hende og gjorde hende endnu mere usikker på de to end hun havde været før. Hvorfor hun var det vidste hun ikke, men noget ved dem og deres opdukken sammen med de andres uro havde fjernet hendes hårdt tilkæmpede ro og efterladt hende overspændt og sårbar.
Så det forskende og vedvarende blik hun ikke kunne slippe fra gjorde hendes grønne øjne større og blotlagde hendes følelser for alle der forstod sig på at opfange dem. Ikke hans første ord, men de efterfølgende havde en gravende effekt. Som vidste de lige hvad de skulle kalde frem og gjorde det. Opsøge fortiden... hemmeligheder... ikke velset... Nej hemmeligheder var ikke var ikke velset og kunne være farlige at holde. ..."Vi skal mødes igen fordi jeg siger vi skal"... Gule øjne lyste op i hendes sind fuldt af vilde flammer der spredte sig ud og omsluttede alting mens knive fløj gennem luften. Lugte af brændt kød og græs, smerten der ikke var der som armen intet følte eller kunne, frygten for ikke at nå væk eller kunne holde ilden væk og for hvad der næst ville ske. Det var kun i hendes hoved, men det var der hver gang hun lukkede øjnene og lod tankerne vandre, hver gang noget mindede tilbage dertil. Hver gang hun sov. Hun havde ikke nævnt hans løfte for nogen end ikke Miilaethorn, men det burde hun måske?
Maerwen sank dybere ned i vandet, som hun blev sluppet af det borende blik og mærkede tåre presse sig uvelkomment på. Der havde været så rart og nu... Hun trak vejret dybt og mærkede roen krybe ind på sig. Det var næsten for meget af det gode og passede slet ikke til hvordan hun havde det. Alle andre virkede dog helt afslappede og fornøjede og det havde de også deres grunde til. En forlovelse var noget at fejre hvem end det var som blev det.
"Tillykke begge to." fik hun så frem som den sidste og med et næsten helt smil til de to. Som hendes blik skiftede fra den rødhårede eller til dennes kommende mand flakkede det dog og hun tog det til sig. Hun havde ikke lyst til at møde hans blik igen, som hun ikke havde lyst til at være der trak selskabet ned. Så sank lidt mere af roen ind over hende, som kom den i små bølger gennem vandet og omkransede hende blidt. Måske var det ikke så slemt alligevel at blive siddende. Måske.
Hun kunne høre på snakken hun havde misset en del, men ikke noget der lød alvorligt. Ikke at noget kunne være det nu. Ikke som solen skinnede, vandet varmede og selskabet var godt.

Som de to nyankomne forklarede sig med, at de var forlovede, faldt Thorn en smule mere ned. Han slappede godt af, og lod alle de andre om at sludre, mens han selv lænede sig godt tilbage og lukkede øjnene for en kort stund. Bare et par sekunder, til der blev snakket lidt mere. Da han åbnede øjnene igen og kiggede rundt, lagde han godt mærke til ubehaget i Maerwens øjne. Nok var det subtilt, men han kunne sagtens se det. Hun virkede virkelig ikke godt tilpas og hans eget blik blev lettere bekymret, indtil folk begyndte at lykønske parret. Han så også Maerwen lykønske dem, men hun virkede noget tung i sin udtale. Det måtte han komme tilbage på, til hende på et tidspunkt.

"Ja, tillykke med det. Må I have et godt ægteskab i fremtiden,"

Sagde han selv en smule fjernt, mens han mærkede Rhovandírs blik på sig. Faktisk lød hans forslag om at hente en flaske elvervin slet ikke dårligt. Roen inden i ham, fik Thorn til, at virke noget mere mild. men dybt nede i underbevidstheden følte han godt at der var et eller andet galt. Han havde bare ikke lyst til at gøre noget ved det. Han ville bare slappe af.

"Jo, hvorfor ikke, Rhovandír? Hvis du lyster, så hent endelig en flaske. Der er ingen grund til, at vi altid skal være så reserverede og stressede. Vi har trods alt et godt stykke tid endnu til arbejdstid,"

Det var næsten som om, at en anden talte for ham, men for Thorn var det lige før, at det bare var ligegyldigt. Det var hyggeligt at sidde her med sine landsmænd og så endda se hvordan at nogle elvere rent faktisk valgte at skulle giftes.

Tæt derpå tårnede der sig et træ op over de varme kilder.
Den lille lillae dæmon lå og klyngede sig til grenen, alt imens han beskuede folkemængden der havde et fælles bad tæt derpå.
Han var netop lige kravlet derop, for at kunne betragte dem i et kort stykke tid. En fristelse indtrådte i hans sind. En fristelse, som var for svær at modstå.
Et større smil gled over dæmonens læber. Nu var der dømt FEEEST! ...

Nickazho fandt en fisk frem fra tasken, som stadig sprællede. Han havde kun lige fanget den, så den kæmpede endnu for sit liv.
Han tog den i halen, og forsvandt i en røgsky.

Da han atter dukkede op igen, var han på fuld firspring og nøgen i styrtløb mod den varme kilde, som alle elverne hyggede sig så godt i. I højre hånd kæmpede fisken for sit liv, og hungrede efter vand. Det var en stor slimet torsk, som mest af alt lignede et cirkusshow i alle de finurlige tricks den kunne lave.

"BOOOOMBEEEEE!!!" skreg han af grin, med det største smil han overhovedet kunne have.
Han hoppede op i luften, samlede benene ind til sig og PLASK!!! Vandet stod ud til alle sider, fisken undslap ham i dette plask, og farede vildt omkring alle de mange elvere, hvor den ikke lige var til at fange.
Undervands var der mange elverben at se. Det facinerende var, at disse elvere ikke var mennesker. Han hadede mennesker. Alligevel lignede elvere dem så meget, og alligevel så lidt? Det var noget underligt noget.
Hans hale som var splittet op i fem, forudfra der fra hver var en hårdusk på enden i hver sin farve, strøj forbi flere omkring siddende elvere.

En grøn dusk fra en af halerne, dukkede op over vandoverfladen, mens resten af dæmonen stadig var under vandet. Den "så" mod de forskellige elvere, alt mens den vendte retning mod hvert et ansigt. Dens sidste "anselse" lå på Morgoth. Hans hovede dukkede op, og kiggede på Morgoth. Han lagde hovedet let på skrå.

"hov.. hvad er det?" Et sageligt ansigtsudtryk faldt pludseligt over dæmonens ansigtstræk, som var hans blære lige blevet lettet.....
PUFF! Han forsvandt igen. Det var for farligt at være blandt de mange elvere på for lang tid af gangen.

Da han atter kom frem igen, lå han sammenrullet oven på Morgoths hoved, stadig nøgen. Lige som de fleste andres kroppe her, havde hans krop også ar. De hovedsagelige ar, sad dog i mundvigerne på ham.

"PAS PÅ TORSKEN!" hylede han, og pegede mod fisken som ind i mellem sprang i panik omkring alle de mange ben.
Et par haler, kildede både Tara og Morgoth i nakken, da den viftede lystigt fra side til side.

"Nååå ja! Der var noget med et ægteskab blandt jer to, hvaaaa?" Han fnisede og kravlede kun mere rundt på Morgoths hovede. Han var god til at gøre sig lille på et mindre område. Hans race kunne nemt kravle omkring. De lange negle kildede højst sandsynligt Morgoth i hovedbunden, i og med at han alligevel skulle holde fast.

Stemmerne blandende sig sammen i et samsurium af blider toner i halvdæmonens ører. Uroen der lå deri forsvandt i takt med at Taras evne indtrådte, og atter var der ro i deres lille spil. Hans blik havde ikke fratrådt den rødhårede elvers under hendes lille indgreb i selskabets tanker, og forlod det forsat ikke da hun gengjaldt hans blik ved at danne kontakt imellem deres øjne. Han lagde ansigtet ganske let på skrå, og måtte kortvarigt tage sig selv i (imens han sad med hendes hår imellem hans fingre, faldet helt hen i hendes øjne) at falde for hendes påsatte følelser. Men så huskede han; han huskede, at kvinden foran ham havde en tendens til at udvise en lignende kølighed som en hjerteløs. Kærligheden de skulle udvise for hinanden, var næsten uopnåelig, for den var der ikke. Ligegyldigt hvor meget de prøvede, ville den aldrig være der. Ikke imellem to eksistenser som dem.
”Vi takker jer alle sammen, -” startede han, imens han mærkede hvordan et skævt smil samlede sig i hans ene mundvig, og dannede den velkendte dybe rynke. Han slap til sidst hendes blik, seende skiftevis imod alle elvernes øjne med noget der lignede et oprigtigt smil, imens han talte: ”For jeres lykønskninger. Tusind tak,”
Hans smil voksede yderligere da hans blik blev mødt af en større usikkerhed hos den anden kvindelige elver i selskabet. Hendes flakkende blik morede ham mere end han ønskede at give udtryk for. Han ville have kommenteret på dette, trykket på knapperne der ikke skulle trykkes på, ved at spørge indtil denne uro og af en yderst simpel grund – det morede ham. Og af hvilken grund? En af en lige så simpel slags: sadisme bar sig præg i hans persona, på så mange punkter. Dette var en af dem.

Forespørgslen efter den berømte (og yderst, yderst stærke) vin, fik ham til at trække en anelse på brynene. Ganske diskret lagde han en arm om Taras skuldre, knugende hende blidt ved det ene skuldreblad. Han lænede sig ind imod hende, placerende et kys ved indgangen under hendes øre. Hertil sendte han hende en lille tanke: Må jeg minde dig om, at styrken af den vin ikke tilfalder os ikke-fuldblodsfolk så forfærdeligt godt – tror du ikke det vil skabe lidt mistanke, når jeg lige om lidt raller døddrukken rundt i vandet? sammen med den tanke fald der et lille, sammenbidt smil.
Dette smil forsvandt dog lige så hurtigt som det var kommet, da han pludselig fornemmede endnu en persons nærvær. Han nåede dog næsten ikke andet, da Nickazho lilla skikkelse kom rendende imod det mindre selskab. Halvdæmonen spar øjnene op i mild forbavselse, da han så den sprællende fisk i dæmonens hånd. Frygtede han angreb? Ikke spor – smilet der var tegnet i det lille ansigt fortalte ham alt hvad han ville vide.
Seende Nickazho forsvinde under vandet, for efterfølgende at være tæt på at få en fiskehale i hovedet, trak han sig en anelse nærmere kildens kant og hans kvindelige sidepartner. Nok var halvdæmonen alt andet end blufærdig, men tanken om at have et andet individ så nær en så privat del af hans krop var ikke – tiltrækkende.
”Er I bekendte med ..?” han stoppede sig selv i spørgsmålet, da det lilla ansigt atter dukkede op over vandoverfladen. Seende dæmonen ind i øjnene, måtte han tage sig selv i at rynke brynene vurderende. Hans typiske stenansigt, vaskede sig atter ind over ham – ganske ubevidst, og forblev ligeledes sådan, da denne forsvandt og atter dukkede op på toppen af hans hoved.
Han afsluttede hans egentlige spørgsmål: ”Er det en bekendt, I vil præsentere os for?”
Det var uden at lade sig påvirke synderligt af dæmonens bevægelig på hans hoved, at han rakte en blid hånd op efter at gribe fat i dæmonens mange haler.
”Eller er det noget han selv vil stå for?”

Tara lod langsomt blikket glide over den lille forsamling, et ulæseligt glimt i øjet blev tilsendt Rhovandir, hans bekymring for den anden kvindelige elver var iøjefaldende, blikket blev dog straks en kende forvirret i stedet, velsignelse? Den rødhårede elver måtte rømme sig kort, hun havde ærligt talt glemt, at det var normalt at for Taurn Edhels velsignelse til at blive gift, men nu da det blev nævnt kunne hun godt huske, at der var noget om sagen.
"Oh, nåja, det skal nok komme. Først skal min familie lige vide det, de vil nok være glade for at få det i vide direkte fra os!" Tara kneb øjnene en kende sammen, ikke at hendes familie nogensinde vile påskønne at hun havde fundet en "elver" så kompakt som Morgoth, faktisk, så de hende sikkert helst holde sig langt væk for ikke at ødelægge slagtens navn.
Kendte hun dog elversamfundet ret, var der sikkert ikke mange der kendte til hendes dramatiske exit.
Tara blev revet ud af sin tankestrøm, Morgoths arm, der blot fik hende til at virke endnu mere spinkel, klemte hende kort ind mod sig, det fjantede tøsegrin bredte sig igen på de spinkle læber, inden hun plaskede en smule vand imod den lyse brystkasse hun var så tæt på. "Avourel, du gør de andre forlegne..." Tara vendte blikket mod hans, det var beundrende, som et lille barn, der kom tæt på et forbillede, hendes kropssrog talte mod hendes ord, det fortalte, at alt i denne verden hun ønskede, var at være så tæt på den sorthårede som det kunne lade sig gøre og ganske bekræftende lod hun en af de spinkle hænder gribe hans, men kun nok til, at kunne sende en tanke retur ubesværet. - Jeg kunne bilde dem ind, at vi var i færd med at reproducere, men det ville næppe redde dig. Et enkelt glas dør du nok ikke af... elskede
Taras blik blev kortvarrigt utroligt farligt, som et rovdyr der havde fået øje på et bytte, det det fjantede tøsesmil blev byttet ud med noget væsentligt mere sultent, inden hun tog i sig i det og vendte opmærksomheden mod Miilaethorn, på den anden side af den rødhårede.
"Hvor er i søde alle sammen. Tusind tak. Lidt vin ville være dejligt, går det ellers godt, her i Elv... "
Tara blev afbrudt af en pludselig plasken i vandet, der førte til, at hun gav et hop fra sig, baglæns, lige ind i den blonde ældre elver, væk fra dæmonen og væk fra sin 'forlovede' der nu fik sig en hat.
"Hvad... Hvad er det?" Stemmen var påtaget hysterisk, Tara var ikke forfærdet over det nye selskab, men det var bedst, hvis hun virkede lidt usikker, under de brune øjne gik hun dog med det samme igang med at analysere det lillae væsen, han virkede til at genkende et eller andet ved Morgoth, hvilket straks fik fremkaldt en kende bekymret rynke mellem de røde bryn.

Morgensolen var efterhånden nået længere op på himlen og luften var ved at blive varmere. Renaél nød det behagelige vand og synet af de badende elverkvinder, idet han lod blikket glide frem og tilbage mellem de talende.
Han håbede lidt at Rhovandír virkelig havde tænkt sig at hente en flaske elvervin, for hermed ville der blive en undskyldning for at blive siddende i badet og småsludre lidt længere - Renaél havde intet hastværk, og elveres hud blev slet ikke nær så hurtig rynket og rosinagtig af vandet, som menneskers.

Den unge elver skulle til at lade en bemærkning falde om, at de burde udbringe en skål på vegne af den omtalte forlovelse, men pludselig skete der en hel masse.
En skrigende, lilla skabning var med en plask landet midt i den badende forsamling. Renaél trak lynhurtigt sine ben og fødder ind mod kroppen, for tingesten havde et væld af haler med hårduske på, som nærmest var overalt i vandet.
En slimet, sprællende fisk sprang rundt i vandet, men det var ikke den, men dæmonens 'lettede' ansigtsudtryk, der fik ham til at i største hast kravle op på land.

Her stod han nøgen med vandet dryppende fra kroppen og fik let gåsehud i den kølige luft, imens han med et lettere frastødt ansigtsudtryk betragtede skabningen siddende på Morgoths hoved. Hvem havde ladet denne skabning slippe ind i Elverly!?

Rhovandír nikkede kort til Thorn, som han rejste sig for at gå op af vandet, et enkelt glas vin skulle ikke kunne give effekt nok til at man ikke kunne gøre sine pligter, så var man da et ynkeligt tilfælde af en elver. Det eller meget ung.
Desuden skulle det ikke undre ham hvis Tara skulle vise sig at savne smagen af elvernes vidt berømte vin.
En tøven kunne anes ved den sært byggede mørkhårede elver, hvilket fik den rødblonde til at hæve et øjenbryn ganske svagt, noget det almindeligt menneskelige øje ikke ville kunne opfatte. Havde de mon allerede+ Han rystede på hovedet for at få tankerne andetsteds hen, hvilket de da også blev idet en lilla skikkelse pludselig væltede ned i vandet.

Det ben der havde været ved at sætte af, blævrede kort under ham i den rene forskrækkelse, inden han da fik hevet sig selv op af det varme vand, og istedet blev mødt af den koldere luft.
De grønne øjne stirrede skarpt imod dyret... Nej væsnet der befandt sig i vandet ved de andre elvere, umiddelbart satte det alle hans barrierer op som han hastigt tænkte sig til hvad ville være bedst at gøre brug af hvis det sted til en kamp mod denne, sære tingest.
En skællet fisk kunne ses svømme panikkent rundt som i et forsøg på at komme væk, snart fulgt af Renaél.

Det nærmeste våben der var at finde var umiddelbart Miilaethorns sværd, men da han ikke kendte til vægten eller balancen i sværdet, og af ren respekt for den ældre, der nok højest sandsynligt selv ville gribe til sit våben hvis han så det nødvendigt, lod den yngre elver sværdet være, og fik istedet bevæget sig hen til en af de slanke træer der vækkede halvvejs over de varme kilder, betragtende den lillae skabning opmærksomt.

'' Hvem er De+ De befinder Dem på forkert område. ''
På trods af at han var på dupperne, var høfligheden ikke desto mindre stadig at spore ved ham, som det var terpet ind i ham fra barnsben at man skulle være politisk des, selv hvis man skulle stå overfor fremmede og potentionelle fjender.
Han var temmeligt sikker på at selvom den lillae dæmon, det besluttede han sig for at det måtte være, lod til at være mere uskyldig og drilagtig end en direkte fare for Elverly, ville Toorah nok meget gerne at skabningen blev fanget og bragt til hende eller en af de andre højere stående.

Hvem pokker havde også ladet det dyr komme ind, garanteret vagter der ikke havde haft deres sanser åbne nok, måse et fjols der var faldet i søvn på vagten, eller også havde der været vagter efter ham, men i s tilfælde ville der havde lydt et horn, et horn som Rhovandír bestemt ikke kunne huske at have hørt på noget punkt.

Endnu engang blev et øjenbryn hævet, denne gang mere synligt. '' Forhåbentligt er en præsentation af sig selv, noget han selv vil kunne stå til ansvar for. '' Lød svaret til den sorthårede mands spørgsmål, allerede nu var der begyndt at komme liv i grenene omkring ham, dog uden at det kunne anes som mere end en raslen af blade.

Freden der var faldet over Maerwen som bølger i vandet fik hende til at smile let ved forslaget som elvervin, skønt hun tvivlede på hun ville være inkluderet i det. Hun var gerne for ung i de andre elveres øjne til at få lov til at smage på den legendariske vin, men det havde på ingen måder forhindret hende i tidligere at stifte bekendtskab med de gyldne dråber. Hun sagde dog intet, som snakken var gledet videre og Rhovandir på vej ud af vandet efter det, som de to nyforlovede krøb tættere sammen på den anden side af bassinet. Det var et opløftende syn med lidt åbenlys kærlighed, skønt den mandlige elvers blik stadig gjorde hende nervøs og utilpas. Af samme grund undgik hun det påfaldende. Noget der fik hende til at se på Miilaethorn i stedet og møde hans blik, der ikke var meget bedre, men af helt andre grunde. Hun måtte nok hellere fortælle ham om Kravenohs løfte.

Nu var dog hverken stedet eller lejligheden til det. Noget et lille sært væsen understregede so det kom styrtende ud af den omgivende skov og lavede et bombe-spring lige ned i vandet. Maerwen reagerede instinktivt ved at kravle ud af bassinet og op at sidde på kanten, mens hun så forvildet rundt på virvaret af fisk, lilla væsen og flere haler end hvad der burde være muligt.
Det var så groteskt at det næsten var komisk, men samtidig følte hun ikke for at le. Freden var brudt og ville ikke vende tilbage, så som fisken svømmede tæt forbi hendes bare ben, trak hun dem og sine fødder helt ud af vandet. Noget hun blev usigeligt glad for øjeblikket efter som hun så et udtryk på væsenets fjæs der ikke var til at misforstå. Utåleligt!

Hun rejste sig langsomt og uden at tage sig det store af at hun stadig var nøgen, som hun følgende optrinnet med blikket fulgte kanten af bassinet rundt til hun nåede om til sit håndklæde og tøj. Da var det lilla utyske dukket op på hovedet af den mandlige bjergelver, der tog det hele med større ro end nogen af de andre elvere til stede. Måske var han vant til den slags optrin, tænkte hun stille, som hun greb sit håndklæde og viklede om sig. Langt mindre rolig virkede hans forlovede, den rødhårede Tara, der havde på det nærmeste hvinet over væsnet.
Det fik smilet til at trække afslørende i Maerwens mundvige, noget der nær var blevet til latter som hendes blik gled over og fandt Renaéls fornærmede udtryk og Rhovandirs kampberedte. De fandt det på ingen måder komisk kunne hun forstå. Fornemmelsen af grønt i bevægelse fra nærheden af Rhovandir fik hende til at se nærmere på ham og så Miilaethorn. Ville der ske noget ville det være fra en af dem var hun sikker på.

For Thorn var det lige før det blev lidt for blødsødent med det nyforelskede par, men han skulle ikke klage. Så længe Rhovandir hentede elvervinen, kunne de nok overtale den ældre elver til at lytte til hvad som helst. Han var godt i gang med, at vænne sig til ideen om, at skulle sidde og drikke tidligt om morgenen, da det lilla væsen kom løbende mod deres bassin og fik det hele til at ende i kaos. Rhovandir var allerede oppe af bassinet, ranael var også hurtigt oppe, skarpt efterfulgt af Maerwen, alt i mens bjergelveren tog det noget roligt, at han blev brugt som pude. Taras reaktion fremkalde noget af et forskrækket ryk fra Miilaethorn, der ellers allerede var chokeret. Efterfulgt af chokket kom en noget eksplosiv vrede fra den allerede dybt paranoide elver, og bedst som fisken svømmede ben forbi hans ben, sparkede han den væk, før han rejste sig, gribende om sit sværd, stående splitternøgen.

"ikke om jeg ønsker det, nærmere vil jeg spørge hvad i alverden den laver her," lød den ældre elvers iskolde svar, mens han nedstirrede væsnet. "for ikke at spørge, hvem der lukkede den ind!" disse ord lød noget mere eksplosive, mens hans blå øjne hurtigt ændrede karakter til en vred grimasse. Selvfølgelig skulle det også gå galt i dag! Siden hvornår havde Thorn overhovedet haft en normal dag? Han begyndte efterhånden på at tvivle på, om han nogensinde ville få en almindelig dag igen! "så.. Hvad i gudernes navn laver du her? Jeg er ikke en tålmodig person, og jeg er ikke i humør til sjov, så det ville være rart hvis du bare... Svarer på mit spørgsmål,"

Som et utålmodigt barn, der prøvede at være kreativ, legede Nickazho næsten "flyvemaskine" med sin pegefinger, som gik i retningen af den mandlinge "elvers" øje. Han stoppede op og så mistroisk på elvermanden han sad på hovedet af.
Den lillae dæmons hoved nærmede sig langsomt hovedbunden som den sad på. Han snuste grundigt, og tog sig ikke så meget af alle de chokerede elvere omkring sig. Alligevel kunne han ikke andet end at hygge sig over situationen - han havde fantastisk underholdning!

Han så op, og så ud til at snuse det, som han havde snust til, op til flere gange.
Nu fik han tilgengæld øje på alle de andre elvere, der havde veget sig langt væk fra ham, i forhold til, hvor deres placering i denne kilde havde været før.

Et smil bredte sig, og det blev kæmpe stort, som om han skulle være den skøre i "klassen" der lavede alle ansigtsgrimmaserne når der skulle tages et billede.

Han så først hen på Tara, der havde fornærmet ham en ANELSE ved at kalde ham for en "det".

"Hvis jeg er den værste af slagsen DU har set til her i Krystallandet, så har jeg kun næsten ondt af dig.. Jeg føler ingen medfølelse, beklager!"

"... forkert område?"
De røde øjne søgte ejermandens ord, og de endte på Rhovandír.

"Hvad er Deres holdning omkring forkert? Åååh.. Der er så mange mennesker jeg ville definere som forkerte, men fordi de er i overtal i denne verden, ville de fleste definere dem som normale! Ordet forkert, må derfor være et forkert udsagn at bruge.. Hmmn? "

Høfligheden blev kun brugt til dem, som endnu bar en hvis høflighed over sig, og til de, som ikke var af menneskeslægten.
De store røde øjne søgte rundt på dem alle, undtagen elverudgaven af Morgoth, som han endnu stadig sad på hovedet af. Nickazho fornemmede at der var brugt en løgn i dette selvskab, og det var bestemt ikke svært for en dæmon at sanse.
En af de mange haler, "besluttede" sig for at kilde Morgoth lidt i hans højre øre.


"Mit navn.. er.... ikke relevant, og ikke interessant!"
Dæmonen undgik helt bevidst om at udlevere sit navn. Det var ikke relevant og heller ikke interessant, umiddelbart. Han grinede over hele ansigtet, og lignede et lille barn der havde fået alt for meget sukker, trods at dæmonen var over 2000 år gammel.

Han tittede sit hoved ned foran Morgoths ansigt. De røde øjne mødte med hans og det store fjogede smil bredte sig på hans ansigt.

"Meget relevant og meget interessant!" Han snuste et par gange til Morgoths næse. Han stank langt væk af en anden dæmon.

Dæmonen forsvandt i et "puf" og dukkede et par øjeblik op efter bag Miilaethorn, der prikkede ham på den modsatte skulder, end hvor dæmonen egentlig stod.

"Ikke relevant, og ikke interessant! Men ufattelig sjov!"

Hans blik faldt hen på Maerwen.. Hun var en elverkvinde med få ord. Måske var hendes tunge blevet revet ud?
Hun var en stik modsat skabning i forhold til en af hans søstre.