Samsons blik var rettet mod flaskehalsen. Han lukkede sit ene øje, så han kunne fokusere på selve flaskehalsens hul.
Han hørte Rafixul tale.

hmhm.. Brummede Samson, som om han var stærkt optaget af indholdet i flasken.

"Så selv Tara er blodtørstig, siger du?" Samson vendte blikket over på Tara. Han stirrede intenst på hende. Det var ikke svært at gennemskue, at der stadig lå en vrede bag det blik. Irriteret over den svage tiltro, som resten af bandemedlemmerne havde til ham.

Samsons intense stirren på Tara, blev afbrudt af en ny ankommende. Hans blik blev flyttet over på Loke. Han havde endnu ikke set ham i aktion.
Samson havde atter sænket flasken, så den blev holdt ned mod gulvet, ud over stolens armlæn. Han holdt den let i toppen af flaskehalsen, og lod den vippe frem og tilbage, mens han alt i alt betragtede flokken med et lettere uinteresseret blik. Han følte sig ikke 100% i fokus, som han bedst kunne lide det.
Hans øjne blev dog atter afledt. Det var ikke kun Loke der var trådt ind ad døren. En sorthåret kvinde, med.. var det gule øjne? - trådte ind som en nervøs teenager. Hvad skulle det nu ligne? Det var da ikke en af luderne som han havde medbragt?

Flere billeder hamrede pludselig igennem hans hoved, samtidig med Taras indtrængen. Han så flere billeder, nærmest rullende billeder… Sammenhængen afslørede tydeligt, at hun var hjemme blandt Mørkets rækker.
Samson begyndte at grine brummende, det blev højere og højere, som om at han var blevet gal - igen. Han løftede sine arme, og hamrede flasken ned i gulvet så den smadredes i tusinde stykker. Rommen flød ud over stengulvet og ned i renderne, som stenene til sammen naturligt dannede.
Han sukkede tungt, og lænede sig yderligere tilbage i sin tronestol, og så med et gennemborende blik mod Ethelihn.

"Hvad fanden.. Har vi bare udstødte fra Mørket kommende rendende konstant her? Regner I med, at vi huser jer, når I føler jer truet generelt?" Samson forventede et kort øjeblik svar, men vidste ikke helt om det var hvad han ønskede i sidste ende, og fortsatte derfor hurtigt.

"Hvad vil du her? Forhandle?" Samson så rundt på sine medlemmer med et smørret smil, og forventede at de alle ville grine af hån med ham, ligesom det hånende smil han havde på læberne.

Samson så mod Denaro.

"Der er masser af rødt at finde, det hele handler bare om at skaffe nok. Medanien kunne være et godt bud. Kroen måske endda. Kroen har kun set glade dage for nylig. Det kan være, at de mener det modsatte, men i så fald, kan de hurtigt finde ud af, hvor meget værre det kan gå."
Tørsten efter blod, som var indtrådt, blev erstattet med en hvis arrigskab. Morgoth holdt aldrig igen. De to, ville nemt kunne få de største diskussioner, dem af slagsen, som aldrig ville ende, medmindre de faldt i søvn - måske af druk?

"Jeg tvivler på, at du overhovedet kender til sandheden, Morgoth. Skulle du derimod være et godt eksempel på sandheden, eller skal vi sige loyal, når vi tager mørket i perspektiv? Min søn får måske udfordringer, fordi han ligner mig, men det er ikke ensbetydende med, at han skulle svigte mig." Bed Samson, og skulede over til Ompries.

Tara råbte højt om at dele sig. Samson skulle til at åbne munden, lige inden den vandvittige engel gav sin entré gennem... VINDUET?!
Glasskårene føg rundt i rummet, men bandelederen gjorde intet for at beskytte sig mod dem.

Samsons øjne lynede, da hans bemærkning om at han var "farmand", kom på banen. Hans forvirring blev dog større, da han begyndte at grine voldsomt. Det var åbenbart Ompries det var offeret. Atter skulle Samson til at vise sin vrede, inden Kamatayan selv faldt ud af vinduet. Samsons blik gik fra vredt til tomt. Det var et vildt skift. Han kunne ikke nå at få afreageret den mindste, inden han var blevet vildledt i Kamatayans agerende gåder.
Kamatayan kom tilbage og satte sig i rammen af det ellers smadrede vindue, med den bemærkning, at nu kunne de da bare fortsætte, som om intet var hændt!

Med et blik (der mildest talt beskriver bedst med denne smiley -_-'), forsøgte Samson at skubbe Kamatayan ud af vinduet igen med sin magnetismeevne.
Han rettede blikket tilbage mod flokken, og rejste sig.

"Vi deler os i to grupper, fire i hver. Mørkets frk. har ikke noget at gøre blandt os, så enten skal hun forlade os, eller også kan I vise jeres ugæstfrihed over for hende." Brummede Samson, og så over på Ethelihn, som uden tvivl var den udstødte i denne flok.

"Denaro, Rafixul, Tara og Loke, I tager sammen og indvaderer midt inde i byen, hvor krystalisianerne køber deres dagligvarer...
Resten, tager med mig ind i diverse bygninger i nærheden, og terroriserer de sjæle der nu skulle være tilstede... Nogle indvendinger?"





(Holdfordelingen ser således ud i Samsons hoved:
Denaro
Rafixul
Tara
Loke

Morgoth
Ompries
Kamatayan
Samson)

Rafixul lyttede tavs til samtalen, som den udfoldede sig. Morgoth gik ham på og var egentlig ikke specielt behagelig at være i rum med. Han var for komplicerende. Forvirrende. Der var for meget snak i ham.

Og så dukkede Loke pludselig op. Rafixul rejste sig med det samme og gik hen til ham med et bredt smil. Selvom den lille lejemorder var ny, så kunne Rafixul bare godt lide ham. Nok var han forvirrende en gang i mellem, men det var det, der gjorde ham så sjov at tale med. Samtidig blev Morgoth åbenbart også trukket til.

"Loke, det glæder mig du også dukker op nu. Vi skal ud at hygge,"

Hilste den bredskuldrede mand, som Morgoth begyndte at tale til den fremmede, mørbankede kvinde. Først nu lagde Rafixul mærke til hende. Hun gav ham et næsten lige så stort ubehag som Morgoth. En nagen i baghovedet der sagde "Lad vær med at vær i nærheden af dem". Men han valgte, ikke at reagere synderligt meget på det.

I stedet nikkede han bare til Loke og satte sig ned igen. Lige før Samson begyndte at grine og valgte at kyle sin flaske i gulvet, til Rafixuls eget misbehag. Det var spild af god rom. Han så op og skiftesvis på de forskellige, og som Samson tydeligvis begyndte at håne den nyankomne kvinde i stor stil, da hun også var en mørkets tjener, dukkede der et ligeglad smil op på Rafixuls læber.

Rafixul forholdt sig tavs, lige indtil der kom noget flyvende ind af vinduet. Han fik et større glasskår lige ind i kinden, der satte sig fast, mens resten blot snittede hans bare overkrop, men alene forskrækkelsen og irritationen var nok til, at han tog den store økse op fra sit bælte og sendte englen et blik der meget højt ville sige mord, havde det også en stemme. Han fjernede glasskåret, pressede en finger ind i såret og healede det uden de større problemer, men var stadig meget vred. Især da englen meget tydeligt syntes det hele var morsomt.

Han rejste sig brat igen, og gloede hidsigt på englen, som den pludselig faldt ud af vinduet - Kun for at komme tilbage op.

"Satans til forbandede.."

Han stoppede op, da Samsons stemme igen lød og vendte sig rundt uden at kigge på englen, som muligvis ville komme på endnu en flyvetur.
Der blev lagt en dagsorden, hvilket Rafixul var ganske tilfreds med, og ved Samsons spørgsmål og indvendinger, sendte Rafixul ham et nik.

"Næh, lad os bare komme ud og få skabt det der kaos,"

Svarede han, hvorefter han lagde øksen henover skulderen og ventede på, at Denaro, Tara og Loke ville samle sig.

Lejemorderen anede ikke hvad han havde regnet med. Selvfølgelig ville de have set ilde på hans handling, han ville da næsten have været en idiot hvis han havde troet andet. Ethelihn var en del af det, de netop havde været med til at bringe i forfald – eller havde været? Han måtte nok erkende, at han var blevet bragt i tvivl. Uanset hvad, blev hun betragtet som værende deres fjende. Spørgsmålet var jo så selvfølgelig hvad han betragtede hende som. Det var nok en af de mange spørgsmål der ville falde, sammen med det vigtigste af dem alle: hvad fanden havde han egentlig gang i?
En tjeneste, var det vel; en hjælpende hånd. Han kunne ikke sammensætte en bedre beskrivelse end det. Han ville ikke, sammensætte en bedre beskrivelse. Han vidste ikke om det var fordi han ikke turde andet, eller bare ikke kunne se, at der fandtes en anden grund. I bund og grund frygtede han ikke for bandens reaktion, taget i betragtning hvad de allerede havde lukket ind. Det var nok mere netop dét, de havde lukket ind, han bar bange anelse for.
Uanset hvad, synes deres reaktion at være præcis som han havde regnet med. Hans øjne vendte sig langsomt imod Samson, imens han hørte hans ryst pryde lokalet. Loke måtte tage sig selv i at rynke brynene, med en isende grimasse prægende hans ansigt. Hans leder fandt virkelig ikke Ethelihns selskab passende, det var helt sikkert, og han var desværre ikke den eneste. Valgmulighederne Samson opstillede for den kvindelige mørkets tjener, var bare ikke nogle han ville vælge at tage brug af. Specielt ikke den sidste.
”Og vi stoppede ikke da vi lukkede ham ind, hm?” han lagde et pænt nik imod den sort/hvide skikkelse bevægede sig imod dem. Hans øjne lagde sig hårdt imod Morgoth, men også kun for en kort stund. Lyden af Taras stemme, fik et let smil frem på hans læber. Han kneb øjnene sammen, da han rettede dem imod hende.
”Du kunne bare ikke dy dig, kunne du vel?” latteren var til at spore i hans stemme. Alligevel fandtes der noget andet, som de fleste ville betragte som faretruende. Specielt da han langsomt satte hænderne nedad siden, mærkende imod de gemte våben. Han bakkede langsomt imod Ethelihn, velvidende at hun var lige bag ham.
”I stedet for at drage til forhastede konklusioner, ville jeg – hvis jeg var jer – bare holde jer, til jeres. Hun er i mit selskab, og mere skal der .. virkelig ikke ligges i det,” han slog øjnene imod den nærmende Raxiful, hvilket fik ham til at falde lidt ned. En person han virkelig kunne regne med, trods hans dyriske natur. Varulv eller ej, han var en ven.
”Se dét er hvad jeg kalder en velkomst – hvad fanden sker der?”
Den såkaldte udflugt der var tale om, fik lejemorderen til at føle en jag af ugidelighed. Normalt lod han sig ikke stå tilbage for bandens påfund og julelege, men denne aften fandt han det virkelig ikke fristende. Slet ikke nu når han allerede var en del af et andet selskab.
”Bliver jeg ofret ved fuldmåne hvis jeg—”
Lyden af det smadrede vindue fik ham til at reagere langsommere, end han havde forventet. Netop som han så skikkelsen hamre igennem det, tydeligvis, knap så holdbare glas, farede skyggerne frem. De lagde sig som et tæppe over ham selv, og hans nærmeste, så de slap for sårene de flyvende knive af glas ville påføre dem. Da der først var faldet mere ro over dem, de få sekunder efter, forsvandt det mørke tæppe. Han sank armene, seende imod den bevingede person der bevægede sig i nærheden af vinduet. Han rystede let på hovedet, mumlende ’idiot’, imens han vendte sig imod den kvindelige skikkelse bag sig. Hans blik fald atter vurderende på hende, med noget der lignede et undskyldende smil. Nu var han da i nærheden af troen på, at hun overlevede natten.

Ethelihns forkus var på Samson - uden hans tilladelse ville hun ikke kunne blive under dette tag ret længe -, men hun havde svært ved at fokusere. Det flakkende flammeskær fra rummets sparsomme lyskilder, fik skygger og silhuetter til at danse for hendes øjne, og den overskyede nattehimmel udenfor var ikke til megen hjælp.
Det var derfor, hun først opdagede Morgoth da han trådte frem fra sin plads bag Tara og og begyndte at tale til hende. Hendes læber skiltes langsomt til hendes und stod let åbent, mens hendes øjne spærredes helt op, så man helt tydeligt kunne se blodsprængningerne.
"Ikke noget særligt, jeg tænkte bare jeg ville gå en tur hele vejen fra Midnatsborgen og hertil, bare for at få et par gode slagsmål. Hvad ser det ud som om jeg laver her!?" Hendes stemme eskalerede ret hurtigt fra mild, men rusten til rusten og kraftigt irritabel. "Men jeg er også glad for at se dig. Nu skal du ikke begynde at overdænge mig med kys og kram, vel? Du ved hvordan jeg hader en varm velkomst." Sætningen kunne ikke være ladet med mere sarkasme.

Hun ville hjertens gerne have udsat Morgoth for et krydsforhør omkring, hvor han havde været, hvad i alverden han selv lavede her, hvordan det var lykkedes ham at få lov til at være her - det kunne ikke være småting, der var blevet forhandlet under bordet -, og hvorfra han overhovedet havde fået den tanke. Men i stedet måtte hun med et lettere overasket hævet øjenbryn vende blikket mod elveren. Det var ikke svært at regne ud, hvordan hun kunne vide noget om Ethelihns rute hertil.
"Bliv ude af mit hoved, spidsøre... Jeg er træt, men ikke så træt..." Det blev sagt lavmælt, men advarslen kunne anes, og det blev understreget af at Ethelihns fingrer trommede et par gange på hendes ene daggert, så det gav et par klink. Hun holdt dog hurtigt op igen, da metallets små vibrationer begyndte at ringe for hendes ører. I stedet lod hun hånden hvile på håndtaget.
Så rømmede hun sig lidt for bare at kunne tale en smule højere: "Men hun har ret. Jeg blev ikke sendt af nogen..." det var mest henvendt til Morgoth. Ærligt talt havde hun forventet lidt mere tillid fra hans side. Men hun vendte blikket mod Samson, der i samme øjeblik åbnede sit gab, og for hvert ord han sagde, blev hendes hånd om daggertskæftet og hendes læber at strammes mere og mere. Nu skal den oppumpede ærtehjerne passe på, ellers risikerer han bare at blive befriet for noget af al den luft, han har mellem ørerne... og tilsyneladende i stedet for sine muskler, ville hun havde sagt, men hun holdt munden lukket. Og det lader da ellers til, at alle og enhver kan få et værelse her, ville hun også gerne pointere. Hendes argument blev bestemt ikke værre af den engel, der bragede ind gennem vinduet. Selv ikke resten af banden lod til at bryde sig særligt om Kamatayan, der tydeligvis manglede et par skruer. Ompries’ forfejlede forsøg på at bruge sin farmand som en trussel over for Morgoth, ønskede hun bare at grine længe og ondskabsfuldt af. Bare det, at knægten forsøgte at true den tidligere Mørkets Lord, eller true nogen som helst, var underholdende. Men hun åbnede ikke munden så meget som på klem. Lige meget hvad hun sagde, ville det bare ende med, at hun blev smidt på røven ud ad hoveddøren, som en herreløs hund, der havde sneget sig ned i spisekammeret. Og det til trods for at Loke åbenbart meget gerne ville beholde hende. Ud ad øjenkrogen lagde hun mærke til, at han strakte fingrene efter et par skarpe argumenter. Han tilbød oven i købet at blive hjemme og holde øje med sit nye kæledyr, mens de andre tog på blodtogt.
Den slags ridderlig opførsel havde hun ikke forventet. For det første havde hun set ham stikke af fra kroen i stedet for at slås, så hun regnede ikke ligefrem med, han ville holde stand, hvis det blev nødvendigt. For det andet havde han meget lidt grund til at hjælpe hende overhovedet, med mindre der lå noget bag. (Hun var ærligt talt lidt skeptisk over for idéen om, at han gjorde det af ren og skær godhed.) Og for det tredje var hun den eneste i rummet, der rent faktisk havde titel af ridder.

Hun fortsatte et par øjeblikke med at skæve mistroisk til Loke, men da han ikke havde mere at sige til hendes forsvar, tog hun selv ordet, selv om hendes stemme stadig var ru: ”Alt, jeg behøver, er et sted at sove, hvor jeg ikke bliver slået ihjel. Jeg er ude af borgen igen i morgen.

Ompries vendte hovedet lidt fra den ene til den anden, da han rejste sig fra bordet og gik målrettet hen imod Samson, for at prikke ham hårdt i bryskassen mens han sagde. "Hvis du tror at jeg nogen sinde vil... han nåede dog ikke at sige mere da han vendte blikket hen imod vinduet da han kunne se en skygge. Han trak dog på skudrende og vendte blikket hen imod Samson igen og åbnede munden. Dog nåede han ikke at sige noget som helst da vinduet gik i stykker. Et glasskår ramte ham og satte sig fast et stykke ind i huden på hans ben. Han bukkede sig lidt ned tog fat i glasskåret og trak det ud uden at fortrække en mine. Han kiggede lidt på det og kunne se blodet glide ned af det.
Han blik vendte sig hårdt op på Samson igen. "Ved du hvad kære fader. Du er det slet ikke værd!" sagde han hårdt og vendten sig blot om imod Tara og de andre. Et kort fnys kom fra ham og han satte sig hen på bordet igen. Det var virkelig mærkeligt at han var kommet tilbage ti borgen. Nu kunne han godt se hvorfor det var han havde været væk. Der havde ikke været nogen grund til at han var her, han skulle bare følge trop i alt hvad der blev sagt. Folk var jo alligevel efter ham på den ene eller den anden måde. Den eneste grund til at han skulle blive her var kun pga Ziddiac, men det var også kun fordi hun var sjov at drille.

Med et løftet øjenbryn kiggede han lidt rundt igen. Tara og hendes åbenbart fisefornemme kæreste af en Morgoth kunne da lige så godt havde fundet et værelse med det samme. Så slap de andre da for at glo på det kærligheds pjat. Denaro den nedværdigende krystallianer skulle bare se at flætte næbbet og finde sin plads. Rafixul kendte han slet ikke, men han virkede da som en fin fyr. Men så var der de sidste. Føj sikke et sammenkomst det var blevet siden han havde forladt stedet. Havde Samson bare virkelig ikke noget som helst smag i gruppen mere, eller lod han bare alle andre være med i gruppen? Det var jo lige til at brække sig over!
Han begyndte at sidde og lege lidt med glasskåret han havde haft i benet. Lige så stille lod han den køre rundt i hans håndflade med spidsen først.

De skarpe glasstumper der haglede imod Denaro da den besynderlige bevingede skabning styrtede ind i vinduet, som en anden tanketom due, blev skudt til endnu mindre stykker af en regn af sand, som skød fra et sted under Denaros kåbe. Skudene stoppede dog ikke efter at have truffet deres mål, med skød videre imod vinduet, hvor Kama var dukket op, og dannet et par dybe huller i stenene omkring den nytilkomne. Resterne af glas faldt ned omkring Denaro og de småstykker der stadig ramte ham, var for små til at gøre andet end at lægge sig stille og roligt på hans kåbe. Et let vrid i skulderne fik dem til at falde til jorden og han kunen vende blikket tilbage til forsamlingen, blot for at indse at de Loke og Ethelihn ikke var til at ignorere. Han kastede et blik på de to og videre henover resten af samlingen. Så en af medlemmerne havde hevet en trunte hjem og nu var Samson muggen? Selv når han prøvede kunne han ikke finde hovede eller hale i halvdelen af de andre medlemmer, og dette var ingen undtagelse. Hvis det stod til ham kunne de blive trunten blive her, han ville blot afsted, dette kaos afholdt ham jo fra at komme til den sjove del af arrangementet.

Han kastede et hurtigt blik over Loke, det var ikke svært at se han ikke gik nogen steder, før trunten var et sted, hvor hun ikke blev hakket ned. Om der var sådan et sted på borgen for en fremmed var dog svært at sige, men han kendte måske et.
"Hvis det kan få os afsted hurtigere, så er hun velkommen til at sove i mit kammer til vi kommer tilbage, der er alligevel ingen hun kan være i vejen for."
Hans blik havde knap nok rørt Loke og Ethelihn da han sagde ordene, det havde i stedet hængt på Samson. Halvt ønskede han at den store fyr skulle prøve at tvinge hende bort nu, hvor han havde taget Loke og Ethelihns side.
"Og i forhold til hvad du ellers lukker ind, så ser jeg ikke hvad en lille ridder kan gøre."
Samson havde lukket mange farlige typer ind, varulve og psykopater var bare eksempler på, hvad tropperne bestod af og i forhold til den tossede engel, Morgoth og Denaro selv, så var Ethelihn nok meget sikre at have til at have indenfor murerne. Hun ødelagde sikkert ikke engang halv så meget.

Hans tilbud om at udlåne sit kammer så han dog ikke som relevant, Loke havde sikkert i sinde at føre hende til sit eget, og af alle steder på borgen, var Denaros rum nok det sidste man kunne få en god nats søvn i, den kolde fugtige luft og skringene fra hans 'naboer' gav ikke just hvad en udmattet ridder havde brug for.

Han slog dog blikket fra de andre og gik imod døren, der førte væk fra salen og ud imod borgporten.
"Og hvis det er sat på plads, så mindes jeg vi havde en bytur at få igang."
Et skarpt hvidt lys skød frem under Denaros tøj og skar sig gennem salen. De store hvide vinger slog ud af ryggen på ham og baskede let inden han lod blikket glide på Rafixul, Tara og Loke. Hvis det var hans team, så måtte de hellere komme afsted med det samme.

De isblå øjne kunne for en tid ikke forlade Ethelihn ravngule. Han søgte kontakt hos hende; et eller andet der fortalte ham, præcist hvad hun tænkte, eller blot hvad hun havde tænkt sig, at gøre. Han vidste at der var andre veje at finde frem til hendes tanker, ja, der var langt nemmere fremgangsmåder, end helt almindelige ansigtslæsning. Men det ville være ikke at stole nok på hende, til at hun fortalte ham sandheden, og frem for alt: det ville være ikke, at stole på ham selv.
Han åbnede munden for at tale, men måtte standse sig selv øjeblikkeligt, da lyden af knusende glas sprang i hans følsomme ører. Han vendte sig i et ryk, netop kun i tids nok til at skimte hvordan en mørk skikkelse bragede igennem et af de store vinduer i salen. Regnen er knivskarpe skår faldende i hans retning blev standset af et usynligt skjold foran ham selv og den rødhårede elver, der befandt sig under et meter fra ham. Skjoldet blev atter brudt ned, få sekunder efter, og de isende øjne – hvis ejermands ansigtsudtryk var mindst lige så koldt – viede heller ikke megen tid, til Kamatayan bevingede person. Trods hans utrolige store postyr og larmen, var det ikke ham han ville lægge hans opmærksomhed på. Han var ikke vigtig for ham, netop i dette øjeblik.
”Du har min tillid, Ethelihn – det burde du vide, af alle,”
Han holde en hånd op imod Tara, standsende hende, for hvordan hun end måtte reagere på Ethelihns bidende kommentar. Han ønskede ikke konflikt, i en allerede yderst følsom situation.
”Jeg har bare lært, at,” en mild, ja faktisk utrolig ironisk latter, spædede sig fra halvdæmonens hals: ”Jeg virkelig ikke burde tro på tilfælde længere,”
Hans hånd sank, imens han trådte fremad. Hans øjne beskuede ikke en eneste gang den mandlige skikkelse foran Ethelihn. Hans øjne flyttede sig ikke fra hendes før han befandt sig foran hende, med armene omkring hende i en varm omfavnelse. Han trykkede hans kind imod hendes, imens han lod sig lukke ind i hendes tanker.
”Jeg er glad for at se dig,” det tog ham få millisekunder, at tale de uhørtes tunge: Stol på mig, som jeg stoler på dig. Lige så kort tid det tog ham at slippet grebet omkring den sorthårede kvinde, tog det ham at lukke sig ud fra hendes hoved. Han rettede sig op, genvindende kontakten med hendes øjne, dog lyttende til Denaros talende stemme bag ham. Et umærket smil bredte sig på hans læber, blottende tænderne under de ravnsorte læber. Man ville ikke tage fejl af dette smil, for de var alt andet end varmt. Den kloge ville betragte dette som en advarsel.
”Det klæder dig ikke at udvise den form for gæstfrihed, Denaro. Ethelihn opholder sig i mit kammer,”
Han vendte blikket over skulderen med fortsat samme bizare smil på hans læber. Blikket gled imellem bandemedlemmerne, og bandelederen, da han talte: ”Og jeg vil virkelig ikke anbefale nogen, at nærme sig under hendes besøg,”
Til sidst måtte hans blik dog falde på Denaro, for endnu engang den aften: ”Hvis det så er på plads, kan du regne med at få mig med – i selskab efter eget valg,”

På trods af at selskabet pludseligt var vokset drastisk, og det virkede til, at borgen skulle til at bryde ud i en lille lokal borgerkrig så var Samson faktisk elverens største bekymring. Han virkede ualmindeligt utilregnelig, hvilket for mange sikkert var dagligdagen med Samson, med ikke for elveren. Hun plejede at kunne læse ham som en åben bog, måske var det alkoholen. Fristelsen til at tage et lille kig bag de sylespidse blå øjne var overvældende, men hun undlod, hvis hun skulle flåes i småstykker kunne hun godt finde mere spændende løsninger end Samson. Alligevel tiltede hun hovedet langsomt til den ene side og skævede så overraskendt til den store bandeleder.
”Hm, kommer det virkelig bag på dig?” Så slog hun et stort smil op der godt kunne minde om noget man så hos en derfor længst havde mistet besindelsen, men så kom braget der ligeledes havde rystet op i resten af selskabet. Takket være manglen på fysiske evner og en styrke der kunne modstå de mange glasskår var det eneste elveren kunne stille op at skærme ansigtet fra de regnende stykker glas der hamrede imod hende, men overraskende nok, nåede de hende ikke før de blev samlet op af et usynligt skjold. Dér var han, borgens eneste beboer Tara med vilje havde holdt en vældig behændig afstand til, satans til vanvittigt væsen skulle man lede længe efter og som om at elveren ikke have rigeligt at se til i forvejen.
Lokes kommentar virkede udelukkende til at pralle af på mentalisten, der med et smøret smil og et skuldertræk tørt kommenterede ”Havde du regnet med andet, hm?” Det var kun naturligt lige at lave det mest basale baggrundstjek på fremmede folk der kom vadende ind på borgen. Personligt kunne elveren ikke se problemet i at lade Ethelihn overnatte, at dømme ud fra hendes udseende og hendes lave mentale overskud kunne hun vel ikke udgøre nogen form for trussel. På trods af, at Morgoth havde fået travlt med at gyde olie på rørte vande kunne elveren ikke lade være med at sende Ethelihn et lille kækt smil, sammen med en lille besked der kun var tilegnet mørkets ridder: ”Jaså? Træt nok til at lukke mig ind i første omgang!” Hun blinkede kort og kiggede væk som var intet sket. Hun havde det altid ganske fint med Samson omkring, han var i og for sig et stort omvandrende kødskjold og Tara ville være et fjols for ikke at udnytte det!
”Åh, få nu indlogeret kvindemennesket, hun kan bo hos Morgoth hvis hun vil, det er ledigt, eller hun kan bo hos Loke der faktisk besværede sig med at slæbe hende med. Det er vel ligemeget!”
Elveren sendte Samson et kort blik, hun var ved at blive rigtig gammeldags utålmodig og for at være ærlig kunne hun ikke se noget mere kedsommelige end hvis hele banden skulle deles om at flå en enkelt kvinde i småstykker, desuden vidnede Morgoths pludselige blødsødenhed overfor kvinden om, at han nok ikke ville lade sådan en sag passere ubesværet og så var det Kathedral-dramaet om igen. Mentalisten fandt nu ideen om medianen væsentligt mere interessant, hvilket også ville give hende muligheden for at slippe af med den skøre engel hurtigst muligt.

En kort umf-lyd kom fra Kamatayan da et magnetisk felt pressede ham ud af ruden igen, men den her gang faldt han ikke under vinduet, men spredte sine vinger stort set med det samme. Han svævede derfor ind gennem ruden og satte sig i vinduesrammen kort efter igen, og så en smule fornærmet ud. Kun lidt, inden han fik et mere ligegyldigt udtryk mens han lyttede til de andres diskussioner. Det lød til at de fleste af hans medbandemedlemmer kedede sig gevaldigt. Det lød til at de skulle til at ud og hærge lidt i verden.
Han støttede sin hage på sin hånd, og albuen støttede han på sit knæ. Han så virkelig ud til at kede sig gevaldigt, og benene dinglede lidt ligegyldigt under ham. Han så bare lidt frem og tilbage, mens de virkede til at blive mere og mere ophidsede omkring snakken om at skabe mere kaos. Han prøvede at puste en hårlok væk fra ansigtet af ren kedsomhed af at høre på dem diskutere noget så ligegyldigt som at myrde og brænde huse ned, eller hvad de nu havde tænkt sig at gøre. Han havde ellers lige troet at han skulle prøve at være social sammen med nogle andre væsner, og prøve sådan noget. Han havde ikke gjort det i flere århundrede, og de forsøg han havde gjort med Samson, var rent ud sagt gået galt, så måske var han lidt ud af træning. Han lod leen dingle fra sin anden arm, der også bare hang slap ned langs siden. Han havde virkelig et udtryk for at være blevet slemt skuffet efter sin entre. Han havde troet noget andet om dem, men måske var det netop sådan de var sociale. "Hvor er i uopfindsomme. Myrde, plyndre og brænde? Og jeg troede at i kunne være sjove." Han sukkede lidt for sig selv og rettede sig op. "Men siden der vist lyder til at være stemning for at tage ud og hærge, så vil jeg da gerne se hvad jeg kan bidrage med, selvom at myrde planløst ikke lige er min ting."
Han sprang ud af vindueskarmen og med nogle enkelte bask fra de enorme vinger landede han elegant på jorden og kiggede rundt på det forsamlede folk. Her var han kommet og havde tænkt sig at prøve at blive bedre til at sy ting sammen. Han mente at hans sting ikke var så pæne, og tænk hvis han kunne sy lemmer sammen med de fineste korssting. De ville se så meget pænere ud i døden, hvis det blev gjort ordentligt. Så kunne det jo være at han ville kunne have øvet sig sammen med en af de andre, som for eksempel det store barmavede brød, der virkede til at have et temperament som en ulv.

Samson så til, til alle havde afgivet en stemme. Fordelen ved denne bande var, at det bestemt ikke var noget demokrati, så selvom Ethelihn måske i sidste ende følte sig nogle lunde sikker, da alle havde afgivet stemme, kunne den del stadig nå at ændre sig.

Ethelihn var fra mørket, det var sikkert. Morgoth var til og med også fra mørket. Det værste var, at have to fra mørket samlet på et sted. Hvori lå bandemedlemmernes loyalitet efterhånden?
Kunne de ikke se, at det ikke var godt, at have to af de tidligere mørkets tilhængere med sig her?

Rafixul var i det mindste klar til afgang og havde accepteret hvad end der nu skulle ske, så det ud til.

Ompries skulle bare være på tværs, og kræve sin fars opmærksomhed. Han måtte have det på den hårde måde - at blive ignoreret for nogle øjeblikke.

Denaro.. Han havde ikke i vildens sky regnet med, at han ligefrem skulle tilbyde den ubudne gæst et værelse.

Morgoth den forbandede tidligere mørkets fyrste, troede måske, at han stadig kunne være en del af mørket, ved at forsvare Ethelihn? Hvad fanden skulle denne sammenkomst forestille sig at være?
Morgoth var dårlig til sine forhandlinger med Samson, tydeligvis. Nok havde han lovet, at han ville udføre arbejde, som Samson krævede (til dels), så længe at det ikke skulle gå udover Venus. Det handlede i bund og grund om Venus det hele i sidste ende, men nu var der åbenbart endnu en kvinde indblandet.
Det var yderst fristende at lægge en negl eller to på Ethelighn, mens Morgoth så på. Tilliden var ikke til fulde hos Morgoth, langt fra, og denne situation gør den bestemt ikke langt bedre.

Tara... hvad fanden i helvede havde hun i tankerne? OK med en mørkets ridder at være inde på borgen, hvor en af de tidligere tilhængere nu også huserer?
Nok undrede folk sig over Morgoth... Men de vidste heller ikke noget til deres fortid - at de rent faktisk havde respekt for hinanden engang.

Kama den uforskammede fjerkarl... Han var ikke en skid bedre end alle andre, selvom han ikke tog nogens parti, men mest af alt tænkte i sine egne mystiske baner af forklaringer til, hvorfor han havde grund til at myrde...

Samson var stille i længere tid, i forhold til hvor lang tid der ellers typisk gik, før der kom pæst ud af hans mund, så alle i sidste ende fik en reaktion over det lort han lukkede ud til forsamlingen. Det med lorte, var han jo også god til.

"UD! FORSVIND MED JER!! Afsted! Jeg har ikke tålmodighed til at diskutere tingene med jer. Der er ikke længere to grupper, men én stor. Gå mod byen... Det er slet ikke til diskussion! Mørkets frk. bliver her i salen et øjeblik endnu, og alle skal ud af dette lokale og igang med det arbejde som I nu selv har insisteret på! Så tager jeg mig selv af hende. Dette er alligevel MIT terrirorie i sidste ende, så JEG afgører hvad der skal ske! Og nå ja... Morgoth og Tara bliver her også.. Jeg er træt af det her pis."

Rafixul kiggede fra person til person som en større udveksling af ord om mørkekrigeren udviklede sig. Han fandt det en kende irrelevant, men valgte, ikke at tage nogens parti, eftersom at han var ret ligeglad. Desuden havde Loke ikke umiddelbart kigget efter ham til at hjælpe. Han havde allerede Morgoth og Tara på sin side, så hvorfor skulle han, en mand af få ord, overhovedet blande sig. Han skulle nok gøre det, hvis der kom en større grund og hvis det hele virkede meget urimeligt. I stedet legede han lidt rundt med sin økse, ventende, indtil den skingrende sindssyge engel igen dukkede op og talte til dem. Han sendte manden et aggressivt blik, før det vendtes tilbage til den mere normale situation. Pigebarnet, der ifølge Samson ikke var velkomment.

Han så op, da Samson begyndte at råbe om sin ret til stedet og hvordan det tilhørte ham. Rafixul gav ikke meget for den slags ord. Han forstod når en leder var nødsaget til at råbe, men ikke når lederen følte at han havde grund til at fortælle at han altså var den der bestemte. Hvis man var en ordentlig leder, så behøvede man slet ikke komme med den slags pointer. Samsons temperament var ofte for meget, og lige nu virkede det til, at han lidt for ivrigt ville sætte sig i respekt. Lidt som den nye type leder, der ikke havde erfaring nok.
Men Rafixul havde endnu respekt for Samson. Han trak let på skuldrende, overhovedet ikke nervøs på nogen måder. Han respekterede den hidsige leder, men han var ikke bange for ham.

"If you say so,"

Sagde han blot, før han vendte sig mod døren og begyndte at gå. Men på vejen sendte han Loke et kort blik. Det var et blik der sagde, at Loke altid kunne regne med ham. Han kunne godt lide den lille lejemorder. I modsætning til Samson, prøvede Loke ikke så hårdt. Han var bare. Det var bedst sådan. Derefter forlod han lige så roligt salen uden at haste, mens han svingede prøvende med sin store drabelige økse, som var den et stykke legetøj.

Imellem øjeblikket hvor et af borgens vinduer smadredes af en sindsforvirret engel, og Samsons pludseligt eksploderende temperament, nåede lejemorderen - trods hans normalt hårde, og yderst fattede jeg - ikke at opfatte meget af situationens eskalering. Han følte sig rundt på gulvet (hvilket var en sjælden oplevelse hos ham), og måtte tage sig selv i at stirre blot en anelse forvirret imod den pludseligt råbende bandeleder. Han trak på brynene, først irriteret, men herefter ganske følelseskold. Han underkastede sig sjældent autoriteter, men Samson var en undtagelse. Hvor lidt han så end kunne lide, at betragte Samson som værende hans leder, så var han det nu engang - det at parere ordre var derfor en del af lejemorderens arbejde, hvilket var noget han altid udførte til fulde.
Med et let ryk placerede han sit karismatiske klæde omkring næsen. Som han bevægede sig imod døren, pludseligt standsende i hans egen bevægelse, fangede han et blik fra en nærmende skikkelse. Rafixul var en karakter man normalt ikke ville antage var typen, der kunne regnes med. Loke havde dog oplevet situationer, hvor dette var tilfældet. Var han en varm personlighed? Ikke helt, men han nærmede sig - oftest i selskab med lejemorderen selv - noget der lignede et venskabeligt væsen. Dette var et af de øjeblikke, hvor noget slog igennem varulvens ellers hårde og stilfærdige ydre. Lejemorderen sendte ham et blink med på vejen, inden han sluttede sig til ham.

"Hvad end du ønsker, Samson,"
Tonen i hans ord var næppe så elskværdigt som det burde have fremstået. Hans øjne var heller ikke placeret på hans leder, hvor de i virkeligheden burde have opholdt sig. Nej, i stedet var disse placeret imod den kvindelige tilhænger af mørket; her fandt de sig i få sekunder fikseret, med hvad der lignede et underligt legende glimt i øjet. Han holde en hånd op i luften, vinkende med den yderste og anden yderste del af hans fingre. Givende hende et blink, dog langt blidere end det han havde tildelt Rafixul, vandrede han let imod udgangen til lokalet. Han forlod hende med ordene:
"Vi ses!"
Det var tilsyneladende ikke et farvel for dem.
Som hans højre fod for anden gang ramte stengulvet under ham, drejede han rundt og forsvandt ud af døren. Som han nåede gangen, nærmende sig varulven, efterfølgende placerende sig vandrende ved hans side, lagde han en arm omkring hans skuldre. Her vandrede de væk sammen i et sløset tempo, men med et løjerligt humor (af uforklarlige grunde, men sådan var det vel med dem) prægende begge deres ansigtstræk.

Ethelihn opdagede et glasskår, der havde sneget sig uden om både Morgoths, Denaros og Lokes barrierer og helt hen til døråbningen, hvor hun stod. Hvordan det kunne lade sig gøre, havde hun ingen anelse om. Der gik et øjeblik, før fornemmelsen af ekstra smerte fra den gennemsigtige plade, som var lige så bred som hendes egen tommelfinger, og som nu sad fast i hendes lår for enden af en flænge, trængte igennem. ”Virkelig? Havde jeg ikke skrammer nok i forvejen?” Hun trak glasskåret ud, mens hun bed sig i læben for ikke at lave en grimasse, og smed det fra sig, så hun kunne holde på det friske sår.
Hun overvejede at lukke det med et par gnister, men at falde sammen på gulvet af energitab virkede ikke nært tiltalende nok.

Overrasket hævede Ethelihn et øjenbryn, da Denaro efterfulgt af Morgoth foreslog deres kamre som gæsteværelser.
Så, så drenge, ingen grund til at slås om mig.
Denaro kunne tilsyneladende have kastet hende gennem en væg med sine evner, men hvis han ligefrem hjalp hende, kunne hun vel godt tillade sig at være lidt håbefuld. Og da Morgoth ligefrem omfavnede hende, stivnede hun helt, delvist af overraskelse, men mest fordi hver eneste tomme, Morgoth berørte, sved, stak eller gjorde ondt som ind i helvede. Der gik et øjeblik, før hun fik mindet sig selv om, at det måske var en god ide at gengælde modtagelsen, så hun viklede en arm ind under hans og placerede en hånd på hans skulderblad. Hun slap, og svarede på Morgoths tanke med et vagt nik og et dødsenstræt smil. Ansigtsmusklerne kunne ikke holde det ret længe.
Hun havde virkeligt brug for et sted at opholde sig, men også kun ét, og jo flere af borgens beboere, der tilbød og dermed gik imod Samsons befalinger, jo mindre blev hendes chancer for at blive.

Hun skævede til Tara, der igen forstyrrede. Mine mentale evner har aldrig været min stærke side. Har ikke brug for dem. Men det ved du jo, nu du rendet rundt herinde. Hun gav Tara et meget langsomt elevatorblik, mens hun bedømte elverens svage kropsbygning og mangel på våben. Ethelihn var ikke den skarpeste kniv i skuffen, men bedømme en modstander havde hun ingen problemer med, og Tara lod ikke til at være en trussel. Hun smilede sigende til den rødhårede tændstik. Hvem, der havde den fysiske fordel, var ikke svært at vurdere. Men hun håbede virkelig, at det ikke ville komme til en prøve i aften.

Sidst, men bestemt ikke mindst, åbnede Samson gabet. Enten havde kæmpen ikke lært at tælle, eller også havde han misforstået noget. Han havde ikke to mørkets tilhængere under sit tag; han havde nul. Måske kunne man tælle Ethelihn som en halv, men det kom helt an på, hvad fremtiden bragte – og ikke mindst om hun havde en.
Han var aggressiv og truende, hvilket ikke kom som nogen overraskelse. Men skulle han beslutte sig for at lægge en hånd på hende, træthed eller ej, ville han få sit livs chok. Han havde ikke noget på, der kunne kaldes for en rustning. I hvert fald ikke i nogen konventionel forstand, selv om de frastødende kræfter hans opkastfremkalende odør og skidtet, der lod til at været groet ind I hans hud, besad, kunne diskuteres.
Alt, hun behøvede at gøre, var, at spidde hans mavesæk med en af sine daggerter og lade metallet lede sine elektriske energiudladninger op gennem hans abnormt brede torso den muskel, der pumpede liv gennem kroppen, og riste det.
Det ville med sikkerhed koste hende livet, men hvis der alligevel ikke var et alternative, havde hun tænkt sig at trække ham med i faldet.

Men Loke havde tydeligvis en anden reaktion på sin herres udbrud, og præcis som hun forventede stak han halen mellem benene, så snart han risikerede noget. Og her havde hun ellers håbet, hun tog fejl. Ethelihn himlede med øjnene, og nægtede at se efter ham.
Adrenalinen, der igen var begyndt at sive ud I hendes årer, var den eneste grund til, hun stadig var vågen.
Åh hvis jeg bare ikke havde været så satans udmattet!
Men med Samsons ord forsvandt et hvert lille håb om at hvile ud i en grå røgsky. Og da hun hverken havde energi eller nok opbakning, åbnede hun munden for at give sit svar: “Fint fint, jeg skal nok gå. Jeg er bare ked af, jeg går glip af festen.” Endnu engang kunne sarkasmen anes gennem den grødede stemmeføring. I virkeligheden ville hun gerne have kommenteret Samsons åbenlyse mangel på herredømme over sin ’bande’ – på det punkt var hun pinligt enig med Rafixul -, men hun ville også gerne beholde resterne af sin mørbankede krop. Desuden, var hun ikke ked at gå glip af den fest. At sprede kaos og ødelæggelse i en indbringende og meget lille landsby af ren og skær fordrukken kedsomhed, havde ingen interesse. Eller det ville sige ikke lige så meget som søvn. Alt var jo relativt.

((Fordi jeg gerne vil afslutte denne tråd, skriver jeg altså mit sidste indlæg med Samson, selvom jeg godt ved at jeg springer folk over - I har fået chancen! :D ))

Ethelihn havde givet sine ord. Hun forlod dem tydeligvis.

"Så er den jo tydeligvis ikke længere. Gå så.." Brummede Samson og så ud til at falde lidt ned, nu hvor tingene var afgjort. Han havde haft blod på tanden, det var der ingen tvivl om. Blodlysten var blevet stærkere og stærkere med tiden. Det var ikke noget han havde tænkt over, men trangen var kun blevet større med årene.

"Tara og Morgoth.. vi har noget at drøfte på et senere tidspunkt. Det bliver ikke nu alligevel.."

Han rejste sig. Det knuste glas lå endnu på gulvet.

"BALDIR!" Råbte Samson brølende, så struben næsten stadig rungede efter et lille stykke tid, da han var færdig med at brøle.
Ind ad den store dør kom en lille knægt snublende frem.

Samson sukkede. Knægten var bange for sit liv, det var uden tvivl det han var så nervøs over for, siden han ikke kunne komme hurtigt nok ind.

"Ryd op.. Vi er færdige her." Kommanderede han. Han hankede op i sin kappe og gik med tunge skridt mod den samme store dør, som knægten akkurat lige havde ladet forblive åben.
Han løftede sin hånd som afsked til de sidste medlemmer i salen. Der var ikke mere til diskussion.

//out